Tag-arkiv: New wave

442 – The Cure – Boys Don’t Cry (1980)

Udgivet den af
Svar

The Cure udgav i 1979 Three Imaginary Boys, og året efter kom en underlig hybrid mellem et opsamlingsalbum, et helt nyt album og en genudgivelse af førnævnte album. Det blev udgivet for at introducere amerikanerne for the Cure, men vi fik også pladen på den anden side af atlanten. 5 sange blev erstattet af nye sange, så tilføjet er Boys Don’t Cry, Plastic Passion, Jumping Someone Else’s Train, Killing an Arab og World War, hvor sidstnævnte dog er fjernet fra mange nyere udgaver, inklusiv den, jeg har lyttet til. Samme udgave har også erstattet Object med So What, begge sange, der også var på Three Imaginary Boys. Det er da sørme noget bøvl… Men tro det eller ej, det hele passer rigtig godt sammen på min udgave af albummet. The Cures musik er rigtig fængende. De er rigtig lette at nynne med på, selvom de har virkelig meget til fælles med rigtig abstrakt musik. Boys Don’t Cry er i bund og grund et Post-Punk-album. Der er rigtig mange grimme lyde, og bassen er som så ofte i genren rigtig fremtrædende. Robert Smith græder ironisk nok gennem rigtig mange af sangene på albummet, lyden er ikke spor velpoleret.

Der er dog visse elementer, der virkelig afviger fra post-punk. Man kunne faktisk med god vilje kalde det for alternativ rock. Og rent historisk viser den rigtig godt overgangen til det, vi i dag kender som alternativ rock. Melodierne er skarpe, produktionen er aktivt grov, de bliver opført på en meget skæv vis. Det er noget, der falder udenfor samfundets vante rammer, mens der dog på ingen måde gøres oprør som med normal punkrock. Sangene handler om drab af arabere, ildebrand i Cairo, at blive forfulgt af en fremmed på vej hjem fra metroen. Musikken er dog ikke nær så vred, som den kunne have været. Den burde dog heller ikke være vred, for noget ganske særligt ved the Cure – især i forhold til samtiden – er hvordan de forholder sig så roligt til det, der sker, samtidig med, at man kan høre utrolig mange undertoner af vrede, angst, fortvivlelse, sorg og mange andre følelser. The Cures musik er generelt rigtig følelsesrigt, og Boys Don’t Cry er end ikke deres største triumf rent følelsesmæssigt, men den gør det stadig virkelig godt.

I forhold til den kluntede historie, hænger de nyere cd-udgaver af Boys Don’t Cry særdeles godt sammen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med forventningerne, men det er ikke rigtig spor trættende at lytte til i længden. Der er ikke rigtig nogen fantastiske overgange fra sang til anden på albummet, men der er uden tvivl en rød tråd i albummet. Man kan faktisk næsten ikke høre, at alle disse sange ikke var lavet til samme plade, selvom man måske kan observere at rækkefølgen ikke er helt utrolig. Der er dog også mange rigtig gode plader, der begår sådan en fejl, selvom sangene var designet fra bunden til at optræde på et og samme album. Alle sangene er dog rigtig godt skrevet. Man har rigtig let ved at mærke al tumulten og fortvivlelsen, der opstår i forsanger Robert Smiths hoved. Boys Don’t Cry er et overraskende solidt album fra start til slut, især fordi de individuelle sange er rigtig gode på egen hånd. Det kan let anbefales til næsten hvem som helst, for det er langt lettere tilgængeligt end noget af det, the Cure kunne finde på senere i deres karierre, men der er stadig en næsten lige så stor følelsesmæssig tilknytning.

447 – Devo – Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! (1978)

Udgivet den af
Svar

Devo blev dannet i 1972, og i 1978 udgav de deres debutalbum, Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, og selvom den udkom så mange år efter, gruppen blev dannet, havde de tydeligvis arbejdet hårdt på at blive så gode. For at gøre hele pladen endnu bedre, var produceren ingen ringere end Brian Eno! Albummet skabte mange af de lyde, man kan genkende fra 80’ernes new wave-musik, mens den også har masser af punk-inspireret attitude og post-punk-inspireret galskab. De forskellige numre har mere eller mindre fokus på de forskellige elementer, hvilket gør, at man aldrig bliver træt af at lytte til albummet. Det åbner med at fastslå klart, hvor bindegale Devo kan lyde med Uncontrollable Urge. I starten virker det bare som nogle tosserier, men med tiden opdager man let, hvor fængende riffet er, og at disse “tosserier” bare er eksempler på, hvor unikke de bare er. De bliver måske endnu mere underlige på deres cover af (I Can’t Get No) Satisfaction af the Rolling Stones, og lidt af denne sangs sære natur ligger nok lidt i, hvor kendt originalen er, og hvor forskellig denne udgave er, men den er som sådan også skrupskør på egen hånd.

Starten af pladen har rigtig tydelige punk-inspirerede riffs, og bassen er et af de mest dominerende instrumenter hele vejen igennem. Derudover er der også rigtig mange temposkift, hvilket især er markant på det tredje nummer, Praying Hands. Teksterne er ofte lige så sindssyge som vokalerne, og det gælder især på dette nummer. Forsanger Mark Mothersbaugh bliver ved med at fable løs om din højre hånd og din venstre hånd. Brian Enos vanlige synthesizere er ikke specielt markante her i starten af pladen, men det bliver de skam – især på Space Junk, men i særdeleshed også på Mongoloid. Sidstnævnte er faktisk en forholdsvis rendyrket punk-sang, der dog afviger fra genrens typiske træk ved hjælp af en synthesizer. Men det er ikke det, der driver sangen. Det er så sandelig den fængende melodi og den vanvittige historie om en mand, der skjuler sit downs-syndrom ved at have et job, gå med hat og købe bacon til familien. Og denne kugleskøre sang bliver faktisk overgået bagefter af Jocko Homo. Den sang er nærmest udformet som en protesttale, dog i vanlig Devo-stil.

Hvis Space Junk er pladens reneste new wave og Mongoloid er pladens reneste punk, er Too Much Paranoias nok den reneste post-punk. Den lyder mere sindsforvirret end nogen anden sang, især hvad gælder melodien. Det lyder næsten som noget, Public Image Ltd. kunne have lavet. Gut Feeling/(Slap Your Mammy) er et nummer, der virkelig udvikler sig. Det starter som et ganske roligt, melodisk new wave-agtigt nummer, men så åbner Mothersbaugh munden, og det udvikler sig til at være en af de mest bindegale sange på albummet. Der vendes da tilbage til nogle numre, der er lettere tilgængelige – i hvert fald i sammenligning, for Come Back Jonee og Sloppy (I Saw My Baby Gettin’) er stadig ret så sære, men de er som sådan sære på måder, vi lidt har set før i starten af pladen. Ikke at sangene i sig selv minder for meget om resten af deres musik, nej melodierne er i sig selv lige så sjove og fængende som ellers. I løbet af hele pladen bliver der råbt og skreget, så det er ret sært, som man når til afslutningsnummeret, Shrivel-Up, der næsten hviske-rapper sig igennem beatet. Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! er en dejlig spøjs plade, og Devo er et rigtig unikt band. Der er rigtig få, der kan matche deres vanvittige humor, og det er nok også bedst. Pladen kan anbefales til alle!

455 – The Police – Synchronicity (1983)

Udgivet den af
Svar

The Police var en af sen-70’erne og start-80’ernes største bands, og det var noget stort da Sting, Stewart Copeland og Andy Summers annoncerede, at de ville gå hvert til sit mens deres karriere var på toppunktet rent kommercielt. Deres sidste album var Synchronicity fra 1983, som er spækket med ikke blot nogle af bandets største hits, heriblandt King of Pain, Synchronicity II, Wrapped Around Your Finger og Every Breath You Take, men albummet er som en helhed også et absolut mesterværk. Den starter rigtig energisk og bombastisk med et syntetisk xylofon-angreb ved navn Synchronicity I, og den får hurtigt lytterens opmærksomhed. Da kommer den meget afslappende Walking In Your Footsteps, der desværre ikke følelsesmæssigt har specielt meget at sige, men instrumentationen er ganske interessant, og sangen er som det meste af albummet utroligt fængende. Efter den kommer den desværre knap så mindeværdige O My God, men selvom den er albummets utvivlsomt mindst fængende sang, så er den ængstelig og musikalsk interessant.

Alle de tre første sange er skrevet af forsanger Sting, som uden tvivl også var bandets frontfigur, men efter dem kommer to sange skrevet af henholdsvis Summers og Copeland. Først Mother, som Summers også selv synger, der er en rigtig besværlig arabisk inspireret sang. Summers lyder bindegal, og det er nok lidt af en mundfuld for den gennemsnitlige poplytter. Selvom det stadig er et ganske barokt nummer, er den efterfølgende Miss Gradenko noget lettere at sluge. Den er dog uden tvivl stadig meget interessant, og den lyder meget som en mere poppet udgave af noget, Jane’s Addiction kunne have lavet over 5 år senere. Efter disse to noget sære sange kommer en stribe af albummets fire hit-singler. Først kommer den stadig ret så barokke post-punk-inspirerede Synchronicity 2, der ikke rigtig på nogen måde fungerer som direkte fortsættelse til etteren, men det er en af mine yndlinge på ikke blot pladen, men blandt alle bandets værker, meget på grund af en meget storladen lyd og en særdeles utraditionel vokalmelodi i versene. Det føles virkelig som om, noget stort og dramatisk er ved at ske.

Denne tour de force af klassiske sange fortsætter med megahittet Every Breath You Take. Den bruger et forholdsvis simpelt rimskema, og en rigtig simpel, fængende melodi. Men de får den til at fungere helt perfekt, da teksten har utrolig mange lag, og Sting har sjældent lydt så længselsfuld som herpå. Den fortsætter igen i denne mere stilfærdige lyd på de to andre hits, King of Pain og Wrapped Around Your Finger, der til trods for det lavere tempo er nogle af albummets mest fængende sange, og der bliver lagt helt enorme følelser i den fra de tre medlemmer. Den oprindelige vinyludgave afsluttede med Tea In the Sahara, der bygger meget på desperation og indflydelser fra international folkemusik. Den runder efter min mening bedre albummet af end nummeret, der blev tilføjet bagefter på efterfølgende udgivelser, Murder By Numbers, der som sådan har en rigtig dyster lyd, men det ødelægges lidt, når Sting synger omkvædet, der siger “ABC” og “1, 2, 3” som var den en anden Jackson 5-sang. Synchronicity kan som helhed anbefales til enhver, der blot kan lide 80’er-pop, for det er en af årtiets absolut bedste albums i genren.

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.

494 – Cyndi Lauper – She’s So Unusual (1983)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens store verden handler det ikke blot om at have talent. Der er mange, der laver popmusik, og desværre bliver de bedste sjældent opdaget. Hvem bliver så opdaget? Dem, der har personlighed. Og det har Cyndi Lauper uden tvivl. Hendes stemme er af og til så knivskarp at det skærer, og hun får David Bowie til at ligne en kontorarbejder med sin påklædning. Netop Bowie havde i løbet af 70’erne gjort det næsten umuligt for en tilbagelænet musiker at gøre sig bemærket. Og Lauper angriber dig med sømmet i bund på She’s So Unusual fra 1983. Hun har kun været med til at skrive 4 af de 10 sange, og der er ingen gennemgående sangskrivere, men albummet føles alligevel rigtig struktureret. Det lægger stærkt ud med Money Changes Everything, en satirisk sang om materialisme, der handler om at hovedpersonen slår op med sin kæreste af økonomiske årsager, meget som hvad Madonna ville gøre året efter med Material Girl. Lauper fortæller dog som tredjeperson, hvilket gør hende noget mere sympatisk end Madonna, selvom Madonna nok gør sangen morsommere.

Næsten alt på albummet er meget traditionelt opbygget, og selvom musikken derfor kan komme til at virke ensformig for mange, ser jeg selv She’s So Unusual som et godt eksempel på hvordan repetition kan virke. Sangene ville næppe have været nær så stærke, hvis repetitionen ikke gjorde oprigtigheden i hendes ellers meget skingre vokal tydelig. Denne vokal kan igen være et problem for mange lyttere – den bliver for eksempel alt for skinger på Girls Just Want to Have Fun, hvis du spørger mig. Den sang har jeg adskillige problemer med – den lyder alt for latterlig til, at den på nogen måde kunne sprede sit budskab om seksuel frihed, den generaliserer alle unge pigers behov til kun at være at have det sjovt, og den er alt i alt en af 80’ernes mest daterede sange. Kan nogen egentlig stadig lide den sang af ikke-ironiske årsager? Albummets største problem er i det hele taget at det lugter så meget af 80’erne, at det kan føles alt for tumpet at lytte til. Når det undgår sådan nogle huller, er det til gengæld fuldstændig fantastisk

Den falder dog lidt for ofte i dem, men et godt eksempel på en sang, der stadig føles frisk i 2012 er She Bop. Tonen på det nummer er dramatisk, og den arbejder rigtig seriøst med onani. Den slår hårdt til, og den kunne lige så godt være skrevet i dag – ikke at nogen nutidige musikere ville kunne gøre det lige så godt som Lauper, for hendes stemme er som skabt for den sang, der da også er blandt dem, hun selv skrev delvist. Alle de fem kommercielt udgivne singler blev enorme hits, og de er blandt hendes mest berømte sange. De andre sange på albummet er dog også værd at lytte til, f.eks. Witness og hendes cover af Princes When You Were Mine. Dette cover minder meget om originalen, men det står næsten bedre til Laupers stemme end Princes, og da teksten ikke er blevet ændret det mindste, bliver betydningen derfor ændret til at hendes ekskæreste viser sig at være homo- eller biseksuel; “I know, that you’re goin with another guy” synger hun. She’s So Unusual kan anbefales til fans af 80’er-pop, men hvis du ikke elsker 80’erne mere end så mange andre årtier, viser alderen sig tydeligt.

500 – Eurythmics – Touch (1983)

Udgivet den af
Svar

Oven på megahittet Sweet Dreams (Are Made of This) fra albummet af samme navn havde den britiske new wave-gruppe Eurythmics fået kommerciel succes, og med den ville de udfolde sig endnu mere. På blot tre uger fik de lavet deres næste album, som nok kan kaldes deres bedste. Albummet hed Touch og udkom i 1983. Alle 9 sange på albummet bruger synthesizer på diverse kreative måder. Mange af dem kan virke meget aparte, og især de senere numre på pladen kan virke underlige for almindelige pop-lyttere. Beatsene på albummet er ofte hårdtslående, f.eks. på sange som Regrets, The First Cut og Paint a Rumor, men på et par få sange er der skruet ned for denne hårdtslående lyd. Who’s That Girl veksler f.eks. meget imellem aggression og bekymring, og da følger beatet også med. Den veksler samtidig smukt imellem høflighed og vrede, og som vreden bliver mere fremtrædende, eksperimenterer gruppen mere og mere, hvilket sætter mere personlige præg på sangene.

Når de ikke eksperimenterer, er sangene utrolig fængende popmelodier, som hele familien kan synge med på – hvis de da kan ramme tonerne. Forsanger Annie Lennox har en fantastisk stemme, som næsten ingen kan matche. Hun udtrykker følelserne på albummet på eminent vis. Som hun synger linjer som “I’m so full of desire; When you set my head on fire” fra den Jamaicansk inspirerede Right By Your Side eller “Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again” fra det elektroniske eksperiment Cool Blue mærker man følelserne strømme ud med en fabelagtig klang. Der indføres noget, der mest af alt minder om et afrikansk folkemantra på Aqua, og der kommer nogle spektakulære vokalintervaller på Paint a Rumor og næsten konstant nye overraskende idéer på No fear, No Hate, No Pain (No Broken Hearts). Sådanne elementer gør Touch til en mindeværdig oplevelse, der tør at gøre mange forskellige ting.

Eurythmics gør syntetisk lyd til en utrolig følelsesrig oplevelse. Blandt alle de britiske Synthpop-grupper stikker de ud på grund af deres mange idéer, der gør musikken konstant interessant at lytte til, hvor de fleste andre kunne gøre dig godt træt af at lytte til 10 sange, der bare er West End Girls med anden melodi og tekst. Fans af eksperimenterel musik vil nikke tilfredsstillende, som de lytter til dette album som det nærmer sig enden, for vi snakker om et meget progressivt opbygget eksperiment. En fan af almindelig synthpop vil langsomt blive trukket hen mod disse særere lyde, som de nok vil lære at værdsætte, som albummet langsomt introducerer flere og flere til dem. Det er lyden af 80’erne blandet med lyden af fremtiden. Og lige præcis dette gør, at Eurythmics er bedre end langt de fleste af tidens mange new wave-grupper.