Månedsarkiv: august 2017

83 – Aretha Franklin – I Never Loved a Man the Way I Love You (1967)

Udgivet den af
Svar

For første gang nogensinde anmelder jeg to plader af den samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins ‘Lady Soul’ fra 1968, som trods visse glimrende sange og en veludført gennemgående stil ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode, fra hendes tid på Atlantic Records fra slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra ‘Lady Soul’, nærmest bedre end indpakningen til ‘Lady Soul’ formåede. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, over at dette i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Der er en ganske anden gennemgående tematik end på ‘Lady Soul’. Okay, at kalde det en gennemgående tematik er måske en overdrivelse, men overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits ‘Respect’ og ‘Do Right Woman, Do Right Man’. De andre sange har dog generelt stadig en vis power, der ikke typisk prægede ‘Lady Soul’, og det gør for mig ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ mere engagerende.

Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del, men generelt er der et godt mellemrum mellem dem. Foruden ‘I Never Loved a Man (the Way I Love You)’ og ‘Do Right Woman, Do Right Woman’ er de stadig ikke det, der ligefrem interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes ‘A Change is Gonna Come’. Jovist, det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få soulsange er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, herunder bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen ‘Respect’, som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor, stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.

Jeg klagede lidt over det høje antal covers på ‘Lady Soul’, ikke så meget fordi de var covers, ej heller fordi de var mærkbart dårlige, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har jeg allerede gennemgået to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og disse to er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle covers er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes cover sådan cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende ‘Save Me’ og den diskrete, latin-prægede ‘Don’t Let Me Lose this Dream’. Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel, betydningsfuld rækkefølge, men der er sørget for et godt mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af disse ret kedelige. Jeg afsluttede min ‘Lady Soul’-anmeldelse med at meddele, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg ganske sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Dette viste ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ sig til min store overraskelse at være.

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.

85 – Bruce Springsteen – Born in the U.S.A. (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1981 udgav heartland-rockens største stjerne, Bruce Springsteen, sin hidtil mest udfordrende plade, ‘Nebraska’, en mørk, diskret akustisk rejse, hvorpå Springsteen selv var den eneste musiker. Hvis man kan sin Springsteen-diskografi forstår man, at dette var en stor ændring i hans lyd, for Springsteen var normalt akkompagneret af et stort, virkelig dygtigt backingband, The E Street Band. De vendte kortvarigt tilbage på det næste album, der i modsætning til ‘Nebraska’ ville præsentere Springsteens mest kommercielle lyd nogensinde. Pladen hed ‘Born in the U.S.A.’, og hvis der er noget, der får dette album til at skille sig ud fra Springsteens tidligere værker, er det brugen af synthesizer. Ikke alene havde Springsteen aldrig brugt det instrument før, men på ‘Born in the U.S.A.’ præsenterer han endda nogle få numre, man sagtens ville kunne kalde for decideret synthpop, ‘Dancing in the Dark’ og ‘I’m on Fire’. Disse er overraskende nok blandt de bedste sange på pladen. Springsteen behandler synthpop-lyden virkelig godt, også selvom teksten til ‘I’m on Fire’ kan blive lige en kende for creepy. Størstedelen af pladen er dog fyldt med den sædvanlige romantiske arbejderklasserock, som man kender og elsker fra Springsteens 70’er-plader.

Han bruger dog også synthesizeren på disse numre, bl.a. på den indledende ‘Born in the U.S.A.’. Den sang har aldrig just været min favorit i Springsteens diskografi, og årsagen bliver ret tydelig for mig i albummets kontekst. De tre første numre, ‘Born in the U.S.A.’, ‘Cover Me’ og ‘Darlington County’ er i princippet ret forskellige sange, men dynamisk ligger de meget tæt op ad hinanden. De er meget højlydte, kraftige sange, der aldrig bliver skruet særlig meget ned for, og tempoet ligger også meget tæt på hinanden. Denne monotoni bliver især udtrykt gennem titelnummeret, hvor jeg dog må erklære mig stor fan af både teksten og Springsteens vokal. Uanset hvad er det en ret udmattende måde at starte pladen, og selvom det fjerde nummer, ‘Working on the Highway’ også er noget ligeud-ad-landevejen-rock and roll, føles det stadig som et frisk pust, da tracket får tid til at ånde. De mere højlydte sange senere på pladen er meget mere tilfredsstillende for mig, da ‘Glory Days’ og ‘No Surrender’ er placeret op ad nogle mere nedtonede numre. ‘Born in the U.S.A.’ er for mig en plade, der helt klart er bedre mod slutningen.

Numrene på anden halvdel kan blive decideret rørende. ‘Bobby Jean’ er en af Springsteens mest sentimentale og romantiske kærlighedssange, og den formår at være dette mens den samtidig er energisk og sjov. ‘Dancing in the Dark’ er en sang, der lige fra åbningslinjerne føles reel, især fordi bossen leverer vokalen yderst overbevisende. Han gør det dog endnu bedre på den nostalgiske ‘My Hometown’, der føles meget personlig. Springsteen fortæller her om hvordan hans far gav ham en øget bevidsthed om hans hjembys historie. Der er en fin blanding af detaljerigdom og reflektion, og det er noget af det allerbedste på pladen. Overraskende nok formår han at ramme denne romantik over en ganske synth-båren instrumentation. Jeg er ikke helt forelsket i alle numre mod slutningen, men selv den ellers kompositorisk noget uinteressante ‘I’m Going Down’ leverer en flot saxofonpræstation fra Clarence Clemons, noget ‘Born in the U.S.A.’ er langt mindre spækket med end de fleste tidligere Springsteen-plader. ‘Born in the U.S.A.’ viser Springsteen splittet mellem fornyelse og tradition. Den holder ret godt i sin helhed, men heartland-lyden er ved at lyde lidt derivativ, så man forstår godt, at han holdt en pause fra bandet de næste mange år. Omvendt er pladen ofte så veludført, at det er let at forstå, at den blev så populær.