434 – The Police – Outlandos d’Amour (1978)

I 1978 debuterede rocktrioen The Police med Outlandos d’Amour, der flot blander mange forskellige genrer, her især punk, new wave og reggae – men den er på samme tid ofte ganske poppet. Den åbner med sangen Next to You, der også har kraftige blueselementer. De mest fremtrædende instrumenter på denne længende kærlighedssang er guitar og trommer, hvilket er spøjst, for den er som så meget andet på albummet skrevet udelukkende af bassist og forsanger Sting, hvis stemme er helt perfekt til så højlydte følelser. Sådanne får vi endnu flere af, når vi går hen til sang to, der ligeledes handler om længsel i form af So Lonely. Det er en af de mere reggae-inspirerede sange på pladen, men det forhindrer den ikke i at hive Sting ganske kortvarigt ind på mundharpe. Det er en ret sær portion, for han får aldrig rigtig spillet specielt meget på den. Mundharpen forsvinder stort set så snart den er kommet. En sand klassiker kommer da med ludderballaden Roxanne, der er den bedste sang om et forhold med en prostitueret, jeg kan komme i tanker om, og Stings følelser strømmer bare ud.

Generelt spiller kun Sting, Andy Summers og Stewart Copeland på denne plade, men de har et gæsteklaver på to numre, hvor det første er Hole in My Life, der ærlig talt er lidt for kluntet til min smag, i hvert fald når vi snakker de ret lange vers. Må dog indrømme, at omkvædet er ret sejt, og mod enden sker der ret seje ting med sangens ellers ret simple struktur. En noget mere helstøbt sang er Peanuts, som Sting skrev sammen med trommeslager Stewart Copeland. Herpå bliver punkelementerne rigtig tydelige. Sting bliver ret vred, og resten af bandet kan også finde på at gå lidt amok. Især Andy Summers får virkelig mulighed for at vise sig. Den er ret undervurderet blandt Police-sange, hvis du spørger mig, og det er nok en af de bedste på pladen. Sting går i spåner på Can’t Stand Losing You, der virkelig er en simpel sang, men den får udnyttet det hele meget bedre end f.eks. Hole In My Life gjorde. Så kommer Truth Hits Everybody, der er en af de mest energiske sange på pladen. Omkvædet er nok lidt for ensformigt, så man ender med at blive lidt træt af den, når det til sidst bliver gentaget igen og igen.

På Born In the 50’s er der tydelige musikalske inspirationer fra musikken fra de sene 60’ere, hvor Sting var en ung mand. Sangen fortæller historien om en generation, men jeg tror ikke helt, de vidste, hvor de ville hen med det. Konklusionen ender bare med at være, at ting er, som de er. Be My Girl – Sally er i starten en så latterligt simpel popsang, at man ikke rigtig kan tage den seriøst. Da giver Andy Summers os noget spoken word og et jazzet improvisationsklaver. Det er nok pladens særeste punkt, men det er svært ikke at lade sig fascinere af det. Og så varer det heller ikke lang nok tid til at blive irriterende. Afslutningsnummeret, Masoko Tanga, er opført på noget, der efter egen antagelse nok er et vrøvlesprog. Det nummer er faktisk også meget jazzet, og vokalen er mixet ret lavt, så den faktisk bevæger sig på bølgelængde med instrumenterne. Det er et ret godt nummer, selvom det langt fra er den vanlige Police-stil. Outlandos d’Amour er et rigtig godt album. Det er farverigt og eksotisk til trods for det lave antal musikere, og den ofte ret simple musik. Der er liv og sjæl i optrædenerne, og det lyder ikke rigtig som noget andet, tiden havde at byde på – end ikke som senere Police-albums.

477 – Fugees – The Score (1996)

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.