Tag-arkiv: Post-punk

417 – U2 – Boy (1980)

Udgivet den af
1

I 1980 debuterede rockgruppen U2 med albummet Boy. I betragtning af, at det er et debutalbum, er det helt utroligt. Det er ikke her, man kan finde bandets største hits, men man kan finde nogle helt utrolige sange. Lyden er meget post-punk-inspireret, men albummet undgår på fantastisk vis problemet, de fleste post-punk-bands tit ryger ind i. Deres musik føles ikke alt for syret og uforståelig, og man kan rigtig let bare sætte skiven på og nyde musikken. Dog er der rigtig meget følelse og tanke lagt i musikken. Forsanger Bono lyder ganske forpint, og han græder næsten igennem en del af numrene. Det er ikke altid, at hans vrælen passer helt perfekt til den kontekst, musikken skaber, men han går aldrig rigtig så vidt, at det ødelægger noget af oplevelsen. Åbningsnummeret, I Will Follow, burde f.eks. rent logisk lyde meget af kærlighed og troskab, men Bono får den til at lyde af sorg og fortvivlelse. Men jeg ville stadig kalde I Will Follow en af, hvis ikke den stærkeste sang, bare fordi den er så gennemarbejdet på hvert eneste andet punkt.

I Will Follow er uden tvivl denne plades største hit, og det er også velfortjent, men selvom den måske er det bedste derpå, blegner de andre numre absolut ikke ved siden af det. Twilight er en helt formidabel sang, der oser af paranoia og mentale sammenbrud, og Into the Heart er i den tristere ende af pladen, med en helt utrolig optræden af The Edge på guitar. Det er ikke det mest teknisk imponerende, The Edge nogensinde har opført, men det er virkelig rørende og velskrevet. Man kan dybt inde mærke følelserne, sangen kommer ud med. Det meste af nummeret er fuldstændig instrumentalt, og på den måde kan man synke mere af det ind. Boy arbejder som album rigtig meget med sex. Der er sex i alle afskygninger af albummet. Fra start til slut lyder Bono, som om han er i gang med at bolle. Det lyder rigtig smukt, selvom jeg nok ikke får det til at lyde sådan. Han bliver meget lidenskabelig og øm. Det er måske ikke alle, der vil have lige let ved at tolerere hans stemme. Den passer, hvis du spørger mig, rigtig godt til musikken, men selv for mig kan for lang tid i selskab med den gøre mig bims. Dog er Boys 42 minutter ikke for meget for mig.

Hvis du vil høre The Edge give den gas på guitar, så er Boy også pladen at gå til. Hvert eneste nummer har rigtig stor fokus på guitaren, især sammenlignet med så meget andet post-punk, hvor bas jo er det vigtigste element. Bassen er dog stadig meget fremtrædende, så bassist Adam Clayton fortjener absolut også ros. Lyden på Boy er meget bombastisk, og det er virkelig imponerende, for der er faktisk kun fire medlemmer – Bono, The Edge, Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. Og heraf spiller kun The Edge mere end et enkelt instrument, da han også spiller keyboard. Men på grund af den lave bemanding, må det bombastiske komme udelukkende gennem stærk sangskrivning og god kontrol over instrumenterne. Du behøver ikke at være den mindste smule interesseret i post-punk for at kunne nyde Boy. Det er et noget besværligere albums end det meste andet i U2’s diskografi, men hvis du kan lide det, så kan det anbefales også at lytte til pladen, der startede det hele, for det er nok en af deres bedste.

442 – The Cure – Boys Don’t Cry (1980)

Udgivet den af
Svar

The Cure udgav i 1979 Three Imaginary Boys, og året efter kom en underlig hybrid mellem et opsamlingsalbum, et helt nyt album og en genudgivelse af førnævnte album. Det blev udgivet for at introducere amerikanerne for the Cure, men vi fik også pladen på den anden side af atlanten. 5 sange blev erstattet af nye sange, så tilføjet er Boys Don’t Cry, Plastic Passion, Jumping Someone Else’s Train, Killing an Arab og World War, hvor sidstnævnte dog er fjernet fra mange nyere udgaver, inklusiv den, jeg har lyttet til. Samme udgave har også erstattet Object med So What, begge sange, der også var på Three Imaginary Boys. Det er da sørme noget bøvl… Men tro det eller ej, det hele passer rigtig godt sammen på min udgave af albummet. The Cures musik er rigtig fængende. De er rigtig lette at nynne med på, selvom de har virkelig meget til fælles med rigtig abstrakt musik. Boys Don’t Cry er i bund og grund et Post-Punk-album. Der er rigtig mange grimme lyde, og bassen er som så ofte i genren rigtig fremtrædende. Robert Smith græder ironisk nok gennem rigtig mange af sangene på albummet, lyden er ikke spor velpoleret.

Der er dog visse elementer, der virkelig afviger fra post-punk. Man kunne faktisk med god vilje kalde det for alternativ rock. Og rent historisk viser den rigtig godt overgangen til det, vi i dag kender som alternativ rock. Melodierne er skarpe, produktionen er aktivt grov, de bliver opført på en meget skæv vis. Det er noget, der falder udenfor samfundets vante rammer, mens der dog på ingen måde gøres oprør som med normal punkrock. Sangene handler om drab af arabere, ildebrand i Cairo, at blive forfulgt af en fremmed på vej hjem fra metroen. Musikken er dog ikke nær så vred, som den kunne have været. Den burde dog heller ikke være vred, for noget ganske særligt ved the Cure – især i forhold til samtiden – er hvordan de forholder sig så roligt til det, der sker, samtidig med, at man kan høre utrolig mange undertoner af vrede, angst, fortvivlelse, sorg og mange andre følelser. The Cures musik er generelt rigtig følelsesrigt, og Boys Don’t Cry er end ikke deres største triumf rent følelsesmæssigt, men den gør det stadig virkelig godt.

I forhold til den kluntede historie, hænger de nyere cd-udgaver af Boys Don’t Cry særdeles godt sammen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med forventningerne, men det er ikke rigtig spor trættende at lytte til i længden. Der er ikke rigtig nogen fantastiske overgange fra sang til anden på albummet, men der er uden tvivl en rød tråd i albummet. Man kan faktisk næsten ikke høre, at alle disse sange ikke var lavet til samme plade, selvom man måske kan observere at rækkefølgen ikke er helt utrolig. Der er dog også mange rigtig gode plader, der begår sådan en fejl, selvom sangene var designet fra bunden til at optræde på et og samme album. Alle sangene er dog rigtig godt skrevet. Man har rigtig let ved at mærke al tumulten og fortvivlelsen, der opstår i forsanger Robert Smiths hoved. Boys Don’t Cry er et overraskende solidt album fra start til slut, især fordi de individuelle sange er rigtig gode på egen hånd. Det kan let anbefales til næsten hvem som helst, for det er langt lettere tilgængeligt end noget af det, the Cure kunne finde på senere i deres karierre, men der er stadig en næsten lige så stor følelsesmæssig tilknytning.

447 – Devo – Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! (1978)

Udgivet den af
Svar

Devo blev dannet i 1972, og i 1978 udgav de deres debutalbum, Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, og selvom den udkom så mange år efter, gruppen blev dannet, havde de tydeligvis arbejdet hårdt på at blive så gode. For at gøre hele pladen endnu bedre, var produceren ingen ringere end Brian Eno! Albummet skabte mange af de lyde, man kan genkende fra 80’ernes new wave-musik, mens den også har masser af punk-inspireret attitude og post-punk-inspireret galskab. De forskellige numre har mere eller mindre fokus på de forskellige elementer, hvilket gør, at man aldrig bliver træt af at lytte til albummet. Det åbner med at fastslå klart, hvor bindegale Devo kan lyde med Uncontrollable Urge. I starten virker det bare som nogle tosserier, men med tiden opdager man let, hvor fængende riffet er, og at disse “tosserier” bare er eksempler på, hvor unikke de bare er. De bliver måske endnu mere underlige på deres cover af (I Can’t Get No) Satisfaction af the Rolling Stones, og lidt af denne sangs sære natur ligger nok lidt i, hvor kendt originalen er, og hvor forskellig denne udgave er, men den er som sådan også skrupskør på egen hånd.

Starten af pladen har rigtig tydelige punk-inspirerede riffs, og bassen er et af de mest dominerende instrumenter hele vejen igennem. Derudover er der også rigtig mange temposkift, hvilket især er markant på det tredje nummer, Praying Hands. Teksterne er ofte lige så sindssyge som vokalerne, og det gælder især på dette nummer. Forsanger Mark Mothersbaugh bliver ved med at fable løs om din højre hånd og din venstre hånd. Brian Enos vanlige synthesizere er ikke specielt markante her i starten af pladen, men det bliver de skam – især på Space Junk, men i særdeleshed også på Mongoloid. Sidstnævnte er faktisk en forholdsvis rendyrket punk-sang, der dog afviger fra genrens typiske træk ved hjælp af en synthesizer. Men det er ikke det, der driver sangen. Det er så sandelig den fængende melodi og den vanvittige historie om en mand, der skjuler sit downs-syndrom ved at have et job, gå med hat og købe bacon til familien. Og denne kugleskøre sang bliver faktisk overgået bagefter af Jocko Homo. Den sang er nærmest udformet som en protesttale, dog i vanlig Devo-stil.

Hvis Space Junk er pladens reneste new wave og Mongoloid er pladens reneste punk, er Too Much Paranoias nok den reneste post-punk. Den lyder mere sindsforvirret end nogen anden sang, især hvad gælder melodien. Det lyder næsten som noget, Public Image Ltd. kunne have lavet. Gut Feeling/(Slap Your Mammy) er et nummer, der virkelig udvikler sig. Det starter som et ganske roligt, melodisk new wave-agtigt nummer, men så åbner Mothersbaugh munden, og det udvikler sig til at være en af de mest bindegale sange på albummet. Der vendes da tilbage til nogle numre, der er lettere tilgængelige – i hvert fald i sammenligning, for Come Back Jonee og Sloppy (I Saw My Baby Gettin’) er stadig ret så sære, men de er som sådan sære på måder, vi lidt har set før i starten af pladen. Ikke at sangene i sig selv minder for meget om resten af deres musik, nej melodierne er i sig selv lige så sjove og fængende som ellers. I løbet af hele pladen bliver der råbt og skreget, så det er ret sært, som man når til afslutningsnummeret, Shrivel-Up, der næsten hviske-rapper sig igennem beatet. Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! er en dejlig spøjs plade, og Devo er et rigtig unikt band. Der er rigtig få, der kan matche deres vanvittige humor, og det er nok også bedst. Pladen kan anbefales til alle!

469 – Public Image Ltd. – Metal Box (1979)

Udgivet den af
Svar

Det mest ikoniske punk-album nogensinde er nok Never Mind the Bollocks, we’re the Sex Pistols, som var den eneste plade, Sex Pistols udgav, før de gik hvert til sit i 1978. Kort efter dette, dannede forsanger Johnny Rotten et nyt band, Public Image Ltd., og han begyndte at gå under sit borgerlige navn, John Lydon. Musikken, han da begyndte at lave, var mildest talt meget forskelligt fra den, han lavede med Sex Pistols. Sex Pistols lavede meget korte, simple sange om hvor vrede de var på magthavere, skrevet så groft, at ingen kunne være i tvivl om, hvad de handlede om. Public Image Ltd. derimod er en helt anden boldgade. De har lige det til fælles, at de lavede ret groft produceret, grimt lydende, aggressiv musik, men der ender lighederne. Især tilgængeligheden er vidt forskellig. Det er næppe alle, der er til Sex Pistols, men det kræver ikke nogen utrolig analytiker at forstå, hvorfor folk kan lide det. Public Image Ltd. er en meget anden oplevelse. De kan ofte køre i en tilsyneladende ensartet smøre i lang tid, bare så de kan etablere en stemning, og det leder sjældent op til et egentligt klimaks.

Ikke at et album som Metal Box dog blot er baggrundsmusik. Nej, hvis man ikke hører ganske godt efter, misser man fuldstændig alt, der gør det godt. Angsten i Lydons skingre stemme, de forvrængede, uregelmæssige guitarlyde, som Kevin Levene leverer. På mange numre sørger kun bassen og trommerne for at holde rytmen, mens Lydon og Levene i bedste Captain Beefheart-stil leger løs med alle de muligheder, der kommer af ikke at følge rytmen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg selv konstant er fuldstændig tilfreds med det, de ender med at spille, men de formår at gøre det til en interessant oplevelse hele vejen igennem. De kan hive et stykke af Svanesøen ind på Swan Lake – eller Death Disco, som den også kaldes – de råber løs som et heppekor på Chant, mens Lydon synger, skriger og hulker sig igennem det, ja albummet vover oven i købet at afslutte med et instrumentalt nummer, der hovedsageligt kører på en stille synthesizer, som Levene spiller, og han står ligeledes bag alle andre instrumenter på nummeret. Det er en atypisk afslutning på et atypisk album.

Resten af den time, der udgør albummet er dog også i sin helhed sublim, selvom der er nogle svage punkter. Jeg vil ikke sige, at et eneste nummer er decideret dårligt, end ikke et, der kunne kvalificere som middelmådigt, men mange af dem har det med at fortsætte med den samme idé i lige en kende for lang tid. Det bedste eksempel på dette er nok åbningsnummeret Albatross, der ganske vist gør utrolig mange gode ting, men den behøvede næppe at være hele 10 minutter lang. Og den rammer dig ikke rigtig med nok kraft til heller at fungere perfekt som et åbningsnummer, hvilket det efterfølgende nummer, Memories, nok ville have gjort meget bedre. Men alle disse ting er meget minimale fejltrin på et mesterligt album. Det er nok ikke et, der er specielt godt for nogen, der lige begynder på at lytte til post-punk- dertil vil jeg rettere anbefale Joy Division, Devo Gang of Four og tidlig U2 og The Cure – men hvis du allerede har sat dig en smule ind i genren, kan det klart anbefales også at lytte til Metal Box af Public Image Ltd., for det er en af de største plader i genren!

471 – Echo & The Bunnymen – Heaven Up Here (1981)

Udgivet den af
Svar

I 1981 udgav Echo & the Bunnymen deres andet album, Heaven Up Here. Vi snakker om rigtig prætentiøs, melankolsk, artistisk post-punk. Til trods for al melankolien, er det dog et rigtig dynamisk album. De kører meget fra at være stille til at være klimatiske med meget intens opbygning, og der er sjældent et gennemgående riff. I løbet af et nummer som Over the Wall går musikken fra at være en almindelig melankolsk tudesang med rimelig stiv struktur, til at alt på nummeret falder fra hinanden på smukkeste vis. Echo & the Bunnymen fokuserede meget på at skabe noget smukt ud af ting, de fleste nok ville se som noget, man aldrig skulle gøre som musiker. Det, der i første omgang kunne lyde som manglende struktur, er faktisk rettere et utroligt spektakel af følelser, som på grotesk vis overfalder hinanden en efter en. Det er uden tvivl ikke noget for alle, men det er noget for mig.

Der bliver tit arbejdet op mod klimakser, og vejen mod toppen er ofte næsten lige så storartet som vejens ende. Jovist, selve klimakserne er enorme og storslåede, men de ville ikke betyde noget, uden de tunge trommer og basguitarer. Produktionen er også en stor del af oplevelsen. Der er pudsigt nok et ekko på mange af numrene, både på sangeren og på diverse instrumenter. Det giver meget lyden af at være fuldstændig alene i verden, omgivet af totalt tomrum. Forsanger Ian McCulloch skriger, så lungerne næsten ryger, og de andre medlemmer spiller, så hans smerter føles meget begrundede. Det lyder som om, hele verden bare ryger ned over hovedet på ham, så han lyder aldrig bare som et brokkehoved, der ikke kan se noget som helst godt i livet. Det lyder ganske oprigtigt hele pladen igennem, og du skal ikke forvente dig en lykkelig slutning.

Melankolien kan nok til tider blive lidt for meget, for Heaven Up Here er lavet til et meget bestemt publikum, der kan lide den slags. Jeg hører selv med i den gruppe, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne trænge til noget lidt sjovere efter en gennemlytning af albummet. Hvis du er til eksperimentel musik af den knap så lystige slags, er Heaven Up Here af Echo & the Bunnymen let at anbefale, men hvis du ikke er, så er det nok lidt svært at blive fuldkommen forelsket i pladen. Som en person, der jo netop er lige i deres målgruppe, vil jeg gerne selv sige, at jeg ikke var specielt vild med den i starten. Men der er ikke en gang, jeg har lyttet til den, hvor den ikke har lydt bedre end sidste gang, den var i mine højtalere. Det vil nok tage endnu længere for en, der ikke er vant til at lytte til sådan noget musik, hvis de nogensinde når til punktet, hvor de ender med at elske det. Men hvis du til gengæld kan lide bands som Wire, The Fall, Swans og Public Image Ltd., så giv også Echo & the Bunnymen et par forsøg, for de fortjener det.

481 – The Smiths – The Smiths (1984)

Udgivet den af
Svar

Før Nirvana gjorde alternativ rock til noget, alle og enhver lyttede til i hele verden, var der et andet band, der 7 år forinden havde fået enorm kommerciel succes med deres debut. Jeg snakker selvfølgelig her om The Smiths med albummet af samme navn. I modsætning til Nirvana fik The Smiths desværre kun større succes i Storbritannien og omegn, og jo længere væk fra Manchester man var i 1984, des sværere ville det være at finde nogen, der kendte til The Smiths. De er dog et af de bedste bands, 80’erne har at byde på, og næsten intet af tidens musik lød som dem. Deres tekster er drevet af angst, sorg og i stor grad også dårlige minder. Forsanger Morrissey har en meget særpræget stemme, og da jeg selv for første gang lyttede til the Smiths, var jeg ikke helt så glad for det. Det er uden tvivl noget man skal vænne sig til, men nu har jeg ingen problemer med den. Den udtrykker følelsesmæssige lavpunkter bedre end de flestes, selvom han synger decideret falsk ofte, og for mange lyder den nok fuldkommen latterlig.

The Smiths er, hvis man lige kan overkomme Morrisseys stemme, et rigtig let tilgængeligt band. Morrissey har sammen med guitarist Johnny Marr skabt meget fængende og ofte rørende melodier, hvis styrke bliver øget utrolig meget af Morrisseys stemme. Johnny Marr spiller aldrig en eneste guitarsolo på denne plade, men selvom han for det meste holder sig i baggrunden, gør han helt fantastiske ting, hvis man lytter efter. Han gør disse langsomme, triste melodier rigtig fyldige, så der virkelig er noget at bide i. Oftere end det, er det dog musikken, der bider i lytteren. Det er følelsesrigt, og det varer altid absolut lige den tid det skal, for at man er mest muligt rørt mod slutningen. Sangene handler oftest om Morrisseys opvækst i Manchester, og der bliver fokuseret meget på historiens mere triste sider. Han bliver på den måde meget samfundskritisk overfor ting som skolegang og sex, og hvad han ellers hader. Når Morrissey taler uden musik virker han mest af alt som et brokkehoved, der hader alt og alle. Når han til gengæld synger, får man utrolig meget sympati for ham.

The Smiths blev senere til en af grundpillerne for den utrolig store britpop-genre, der udbredte sig i 90’erne med bands som Oasis, Blur, Suede, Pulp og The Verve. I modsætning til så meget andet popmusik fra tiden, var The Smiths grimme, groft producerede og lyrisk meget kritiske. Samtidig har de dog den hjertevarme og sødme, som gør, at et poppublikum sagtens kan lytte til dem uden at kalde det for larm. Man kan faktisk knap nok høre, at det er så grimt igen, hvis man ikke lige tænker over det. Det føles bare specielt, hvilket gør, at de stadig lyder friske nu, næsten 30 år efter udgivelsen. The Smiths er et album for alle, der gerne vil have noget skævere, noget spøjsere, noget lidt grimmere i deres popmusik. Men lyt gerne til pladen flere gange, hvis du ikke er vant til Morrisseys stemme, for den tager virkelig noget tid at vænne sig til, men når man først kan acceptere den, ender man med at elske den.

490 – Gang of Four – Entertainment! (1979)

Udgivet den af
Svar

Gang of Four udgav i 1979 deres højst nytænkende debutplade, Entertainment!, og den er noget ganske særligt. Det er post-punk, så mange inspirationer kommer selvfølgelig fra punkrocken, der hærgede verden tidligere i 70’erne. Punk var generelt rigtig simpelt, så mange bands begyndte mod slutningen af 70’erne og et godt stykke oppe i 80’erne at komme med diverse kreative idéer om hvordan man kunne puste nyt liv i genren. Gang of Four pustede ikke blot nyt liv i punk, de pustede nærmest nyt liv i rockmusikken som helhed. De har meget af punkens aggression og funkens festlighed, samtidig med at de inkorporerer store, turbulente følelser. Hvis du ikke kender til Gang of Four, minder denne beskrivelse dig sikkert om de tidlige år i Red Hot Chili Peppers’ karriere, og de er sjovt nok også store fans af Gang of Four. Deres musik er voldsom, men den bliver aldrig til noget, som nogen ville kvalificere som støj. De slår hårdt med tunge guitarer og basser, der hamrer igennem en eller anden abstrakt mur.

Samtidig er de rigtig underholdende. At de formår at være så sjove at lytte til, selvom man stadig kan mærke de følelsesmæssige nervesammenbrud er nærmest magisk. Man kan blot vælge at fokusere en smule mere på det ene end det andet, og vupti: så har det lige så stor effekt. Det ene distraherer aldrig fra det andet, de arbejder rettere sammen om at skabe et multifunktionelt lydunivers. At det netop er så multifunktionelt gør, at man kan lytte til Entertainment! stort set uanset hvilket humør man er i. Sangene er meget skæve; de bliver ofte sunget på en meget mekanisk måde, hvor hver stavelse bliver adskilt fra den næste, og de lyder fuldstændig gale i bøtten meget af tiden. På nummeret Anthrax synger forsanger Jon King f.eks. om hvordan han skulle have hørt at kærlighed er som en miltbrand, hvilket medfører at han helst vil undgå sådan noget. Samtidig snakker en eller anden i baggrunden om noget, som nok alligevel næppe har nogen relevans. Det bliver dog til en interessant musikalsk oplevelse, især da han af og til beslutter sig for at afbryde sine egne sætninger for at synge enkelte sætninger sammen med King.

Gang of Fours lyd er noget, jeg aldrig har hørt fra andre end dem. Jo, som sagt kan man tydeligt høre deres ekko i de første ca. 5 Red Hot Chili Peppers-plader, men det er mest i instrumentationen. Sangene er skrevet meget forskelligt, og Gang of Fours desperation, angst og diverse andre særheder giver dem så ufatteligt meget personlighed, og samtidig er sangene fængende som bare pokker. Jeg har selv tit og ofte gået rundt og nynnet dem, og det er nok ikke noget, som kun jeg gør. De sidder dog ikke fast på grund af gentagelser – for selvom det bliver gentaget, er man lige fra første gang, man hører en bestemt lyd betaget nok af den, til at man har lyst til at høre den igen. Hvis du kan lide punk, post-punk, alternativ rock, funk, funk-rock eller bare enhver form for eksperimentel musik, har Gang of Four noget for dig. Ikke et af disse elementer bliver tilsidesat, og ikke et af dem tager opmærksomheden fra resten; de arbejder blot sammen om at skabe et af tidens absolut bedste albums – og et der stadig holder.