205 – Santana – Abraxas (1970)

Carlos Santana har fra 1967 lagt navn til det muligvis største Latin-rock-band nogensinde. De hedder blot Santana, og de gjorde sig bemærket ved at udgive plader som den klassiske Abraxas fra 1970, der er deres anden plade. Denne starter med et instrumentalt nummer ved navn Singing Winds, Crying Beasts, og det er en rigtig god måde at åbne nummeret. Det starter med at føles mystisk, der er ikke engang trommer på. Det er bare nogle klokker og en eksotisk guitarsolo. Så får vi congas, men det er stadig mystisk, og det er noget af det smukke ved nummeret. Det bygger op mod et klimaks, men det mister aldrig sin distance. Efter klimakset stopper det dog ikke, det vander lidt ud, og det fungerer på den måde både som nummer på egen hånd og som intro til deres cover af Black Magic Woman af Fleetwood Mac, som de blander sammen med Gypsy Queen af Gábor Szabó. Den overgår efter min mening begge originaludgaver med sin mystik og de vilde guitarevner, Carlos praler med. Den jazzede lyd fra Gypsy Queen fungerer perfekt til at runde sangen af og at få tempoet lidt op.

Derefter står det på endnu en af de helt store Santana-klassikere. Oye Como Va er ligeledes et cover, og den er så fjollet og simpel i sin originaludgave, at man aldrig ville kunne forvente en seriøs udgave, der virker. At sangen er så simpel er svært at overse, men den er til gengæld virkelig cool opført, og Santana giver den lidt kant, som ellers var savnet. Den ender rent faktisk med at lyde cool. Der går lidt jazz i den med den instrumentale Incident at Neshabur. Den er hurtig, der er fokus på orgel rettere end guitar i løbet af meget af den, og den føles bare i det hele taget meget forfriskende. Halvvejs igennem bliver den lidt langsommere, så man lige kan nå at trække vejret, og så bygger den langsomt op igen. Se A Cabo følger op, og det er en lidt strammere sang. Den starter meget jazzet og vild, og guitarsoloen, Carlos fyrer af, er fantastisk. Halvvejs gennem nummeret begynder en timbales-solo, og så begynder vokalen at sige titlen igen og igen. Det afsluttes meget klimaktisk og lægger godt op til Mother’s Daughter. Denne veksler hele tiden mellem det meget stille og det helt store guitarshow. Melodien er simpel, men den virker, og de mange soloer får sangen til at virke levende.

Samba Pa’ Ti er sangens sidste instrumentale nummer, og bandet fokuserer på en melankolsk sologuitar i løbet af det meget af sangen. Så kommer en bas på, og det bliver lidt gladere, og det ender naturligvis i ren ekstase. Følelser har aldrig før været noget særlig vigtigt på denne plade, det har mere handlet om grooves, men på Samba Pa’ Ti ser vi en side a bandet, man sjældent ser. Den er rigtig smuk. Lidt rå rockmusik kan gruppen også finde ud af, og dette er især tydeligt på Hope You’re Feeling Better, der er virkelig hårdtslående. Der er en bitter sarkasme, der giver nummeret meget karakter, og igen er følelserne i højsædet, hvilket er en meget god måde at afslutte en plade på, føler jeg. Guitarsoloen er mere end bare jam, det er et skrig efter retfærdighed. Pladen afsluttes af den korteste sang af dem alle, El Nicoya, hvor rytmesektionen virkelig får mulighed for at blære sig. Hvor vi startede vores rejse på vej ind i denne mystiske verden, afslutter vi med en regulær stammefest, hvor der så sandelig skal slås på tromme. Latin-rock er ikke den mest populære genre i verden, men hvis du vil have lidt eksotisk flair i din rockmusik, så kig ikke længere end Abraxas, for det er en fantastisk plade.

206 – Cat Stevens – Tea for the Tillerman (1970)

Når vi har Bob Dylan, Arlo Guthrie og Nick Drake kan det være let at overse Cat Stevens i den store vide folk-verden, også selvom han nok havde en lettere tilgængelig lyd end sine konkurrenter. Mange mener, at Stevens toppede med pladerne Tea for the Tillerman og Teaser and the Firecat i starten af 70’erne, og hvor jeg aldrig har hørt Teaser and the Firecat, så kan jeg godt tilslutte mig rosen, Tea for the Tillerman får. Den har nogle af mandens bedste numre på sig, heriblandt Where do the Children PlayFather and Son og over dem alle den fantastiske Wild World. Det er nogle stærke melodier, og Stevens lægger mange følelser i det hele. Han er meget god til at få numrene til at føles store, selvom de på overfladen er ret små. Et nummer som Hard Headed Woman starter ret stille og sørgmodigt, men sangen ender med at være en brav søgen på kærligheden. Der kommer noget desperation i hans stemme og guitar, men der kommer ikke så meget, at det føles fjollet.

På samme måde føler man først virkelig omsorgen på Wild World til sidst, hvor han tøver lidt på omkvædet. Det er som at få et enormt kram. Den sang er desuden vildt fængende. Stevens bruger guitar på de fleste af disse sange, men han gør sig nogle undtagelser – f.eks. på Sad Lisa, hvor den kun optræder ganske sporadisk. Denne sang bygger mest af alt på klaveret, og det er ret genialt gjort. Det gør, at sangen føles endnu mere dramatisk end den i forvejen er, at den er omgivet af sange, der føles så anderledes. Sad Lisa er dog en af de mere simple og ensformige sange, så jeg kan godt forstå, at den ikke er blevet så populær uden albummets kontekst. Samme følelser har jeg for Longer Boats, der ganske vist ikke er en så ensformig sang igen. Den kunne nok være blevet det, hvis det fængende, simple og lettere irriterende omkvæd blev gentaget mere. Det store problem er rettere, at sangen lige når at blive lidt større i lyd, og så er den pludselig forbi. Det er et problem, som et par af de svagere sange på pladen har til fælles.

Jeg må dog sige, at Stevens som både sangskriver og optrædende er ganske konsekvent, og da pladen ikke er særlig lang, når man ikke at opdage mange mønstre hos ham, så det føles stadig friskt. Der er nogle små ting ved et par sange, der ikke appellerer til mig, men selv sange som Longer Boats har noget at komme med, der ikke er andre steder på pladen. De fleste af sangene på Tea For the Tillerman er mellem tre og fire minutter. Hertil er der tre undtagelser. Den første, But I Might Die Tonight udnytter sine to minutter glimrende, man har slet ikke brug for mere af den, men det man har er solidt. Til gengæld bliver den 5 minutter lange On the Road to Find Out ret ensartet mod slutningen, sikkert delvist fordi, dens hook ikke er så stærkt. Den 1 minut lange Tea for the Tillerman er også et meget antiklimaktisk afslutningsnummer. Det starter rigtig godt, og så er det pludselig slut. Nummeret har et dynamisk højdepunkt, men det varer jo knap nok et sekund, og ellers er sangen ret stille. Selv med alle disse små problemer, så holder Tea for the Tillerman virkelig godt, og hvis du kan lide folk, er det nok noget for dig.