Forfatterarkiv: Kjartan

Ugens playlist #5: Par-teeeey

Udgivet den af
Svar

Inden jeg kommer ind på denne uges playlist, er det værd at nævne, at jeg begik en fejl på sidste uges playlist, mine top 100 sange fra 00’erne. Jeg inkluderede Ratchet af Bloc Party, der først udkom i 2012. Til gengæld kom jeg i tanke om, at Ether af Nas absolut fortjente at blive inkluderet. Sangene er udskiftet, og hvis jeg på et tidspunkt laver en top 100 over 10’er-sange, har den gode chancer for at ryge på listen, for det er en fed sang.

Nå, men videre til denne uges playlist; jeg elsker fester. Det er et par få timer, hvor verden lige bliver sat på pause, og hvor man ikke kan være for pinlig. Og når der bliver sat noget af ens yndlingsmusik på, bliver man helt euforisk. Men personligt bliver min yndlingsmusik sjældent spillet. Den der nye Justin Bieber-plade er kun marginalt bedre end hans tidligere materiale, det meste populære EDM finder jeg al for monotont, Nede Mette stopper med at være sjov halvvejs inde i første gennemlytning, og jeg forstår ikke, at fest-rap nødvendigvis skal være associeret med talentløse tabere som Pitbull og Flo Rida.

Fordi disse er mine holdninger, tror folk af og til, at jeg slet ikke kan lide festmusik. Selvfølgelig, jeg lytter til meget følsom indie-rock og klassisk rockmusik. Men af og til har jeg også brug for noget energisk, dansevenlig, fængende musik, der bare gør mig glad i låget. Elektronisk musik som Daft Punk, Fatboy Slim og Jamie xx. Moderne popmusik som Janelle Monáe, Junior Senior og Mark Ronson. Klassisk funk som Funkadelic, Stevie Wonder og Earth, Wind & Fire. Dansevenlig hip hop som Snoop Dogg, Jurassic 5 og Kendrick Lamar. Synthpop som New Order, The Human League og Hot Chip. Selv rockkan man feste til, fx The Minds of 99, Red Warszawa og The Clash. Jeg samlede på et tidspunkt 200 dansesange, jeg holdt af på en playlist, jeg valgte at kalde Par-teeeey. Jeg holdt meget af denne, spillede den tit på shuffle, når der var venner på besøg, og hvis jeg havde brug for noget dansevenlig musik i min hverdag, kunne jeg godt finde på at spille den, mens jeg var helt alene. Jeg spillede den til døde, og hver eneste gang, jeg ville udskifte et nummer, blev jeg for øm overfor et bestemt nummer. Så jeg udvidede den til 300 sange. Og jeg elsker stadig at lytte til den. Og hvis din musiksmag er som min, vil du helt sikkert synes, den er meget forfriskende. Giv den et lyt – jeg anbefaler at slå shuffle til.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Udgivet den af
Svar

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie Shoes, Disco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

132 – Bruce Springsteen – The Wild, The Innocent & the E Street Shuffle (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange derpå bliver ikke husket nær så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han spillede i Parken for nylig, var det den eneste Springsteen-plade fra før midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, The E Street Shuffle. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter, har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han efterfølger denne energiske introduktion med 4th of July, Asbury Park (Sandy), en sød, smuk lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken bliver så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer en kende oprigtighed, foretrækker jeg nok stadig de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.

Noget, man tit kan glemme om Springsteens 70’er-plader, er, at de har nogle virkelig lange numre til tider. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede Kitty’s Back starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til fulde under det milde kaos, sangen præsenterer under midten. Til trods for disse eksperimentelle elementer, udvikler sangen sig ganske naturligt til sidst til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at Wild Billy’s Circus Story er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang som denne efter den vilde Kitty’s Back, og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der til dels rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog nok stadig værd at lytte til.

Incident on 57th Street er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler end på Wild Billy’s Circus Story. Det fungerer i sidste ende ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i denne instrumentation er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ellers ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans, er min favorit på denne plade Rosalita (Come Out Tonight). Det kan lyde som en meningsløs udtalelse, men alt ved det her nummer, er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange New York City Serenade, der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men den føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.

Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Udgivet den af
Svar

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Ugens playlist #3: 00’er-rock

Udgivet den af
Svar

Der er visse elitære rock-snobber derude, der hårdnakket vil påstå, at der ikke bliver lavet god musik længere, og at der i det hele taget ikke har været lavet særlig meget god musik siden engang midt i 90’erne. Nu skal jeg ikke tale på deres vegne, men jeg tror, de er blevet lidt aflukkede, bare tænder the Voice og konkluderer, at det kan de ikke lide. Så sætter de noget Jimi Hendrix på, og konkluderer, at det er meget bedre. Til det vil jeg komme med et utvetydigt: duh! Hvis man i 70’erne havde tændt for en popstation og derefter sat John Coltrane på, ville sammenligningen heller ikke have været svær. Når man sammenligner tidens diller og døgnfluer med udødelige klassikere, så vinder sidstnævnte jo nok for det meste. Jimi Hendrix blev ikke spillet på popstationerne. Hans største hit ramte #39 i USA, og ligeledes var John Coltrane slet ikke sin tids mest populære jazzkunstner – Perry Como, Tommy Dorsey og Chris Barber var derimod i fast rotation på hitlisterne.

Min pointe er, at rock ikke er død, bare fordi de eneste rockbands, der bliver spillet på popkanalerne er Twenty One Pilots, X Ambassadors og The Minds of 99. Det forgangne årti bød fx på masser af vidunderlig rockmusik både i ind- og udland. Bands som Arcade Fire, The National og Queens of the Stone Age har sørget for masser af fed, forskelligartet rock på den internationale scene, og herhjemme har grupper som Mew, The Blue Van og Oh No Ono skabt et levende rocklandskab. Solokunstnere som Beck, PJ Harvey og St. Vincent har også udgivet adskillige vidunderlige albums, og vi må absolut ikke glemme, at der er sket vilde ting indenfor heavy metal-genren med grupper som System of a Down, Converge og Behemoth. Masser af gamle kendinge har også i stadighed udgivet god rockmusik i løbet af 00’erne, såsom Bob Dylan, Bruce Springsteen og Nick Cave. Jeg har samlet 200 rocksange fra 00’erne, som jeg føler, er værd at lytte til. I kan lytte til den nedenfor

Husk i øvrigt, jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Jeg sætter pris på hver en stemme.

133 – The Notorious B.I.G. – Ready to Die (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg husker tydeligt, hvor skuffet jeg blev, da jeg lyttede til Life After Death, den anden plade af gangsta-rapperen The Notorious B.I.G. Der var en bunke virkelig solide sange, men det meste var bare substansløs pral, hvor de færreste tracks på nogen måde var i stand til at skille sig ud til trods for et imponerende antal gæstestjerner. Jeg blev derfor meget glad, da jeg fik lyttet til hans debutalbum, Ready to Die. Her har hvert nummer en unik identitet og præsenterer noget nyt. Vi har fx den taknemmelige Juicy, den flirtende Big Poppa, den romantiske Me & My Bitch og den helt og aldeles deprimerede Suicidal Thoughts. Der er selvfølgelig masser af sange, hvis væsentligste stemning er at spille cool gangster, men de præsenterer dem vidt forskelligt. Jeg elsker hvordan Respect præsenterer det med et reggae-omkvæd, jeg er vild med hvordan Gimme the Loot beskriver et kup i form af en samtale, og gæsteoptrædenen fra Method Man på The What giver det en hel del ekstra krydderi. Pladen varer 68 minutter, og denne store variation i tematik, stemning og unikke ideer gør faktisk, at den ikke føles så lang igen.

The Notorious B.I.G., eller Biggie som han mere mundret kaldes, var en af de teknisk dygtigste rappere i sin tid. Hans måde at flette rim sammen er imponerende og underholdende. En linje, jeg rigtig godt kan lide, er “Conversate for a few, cause in a few we gon’ do; What we came to do, ain’t that right, boo? (True)” fra Big Poppa. Dels fordi der bliver rimet så meget på kun to takter, dels fordi hvert eneste ord samtidig føles så naturligt i kontekst, og atter fordi Big Poppa i mine øjne er en af de svagere sange på pladen. Og når en af de svagere sange på pladen har så meget at byde på, ser det altså rigtig godt ud. Pladens beats er også rigtig gode. Mange er produceret af Easy Mo Bee, men også Puff Daddy, Bluez Brothers og Chucky Thompson har produceret en del. De skaber en stil, der virker lettere inspireret af G-funken, som Dr. Dre havde gjort populær på den modsatte kyst. Denne både hårdføre og funky lyd skaber da også et overbevisende gangster-image, men der drages også inspiration fra klassisk New York-rap, hvilket især virker med de mere introspektive numre.

Der er to væsentlige problemer i løbet af Ready to Die. Det ene store problem er, at den simpelthen ikke er logisk konsekvent. Mine to yndlingsnumre på pladen er Juicy og Suicidal Thoughts, og de handler henholdsvis om hvor fantastisk og hvor forfærdeligt livet er. De nævner også hver især hvor meget hans mor elsker og hader ham. Og det er ikke det eneste eksempel. Me & My Bitch handler om, hvor meget Biggie holder af sin udkårne, mens han på næste nummer, Big Poppa, rapper om at score piger, han får øje på på klubben, og på Friend of Mine og One More Chance rapper han om at bolle til højre og til venstre. Disse logiske modsætninger bliver værre af, at der faktisk er en masse tematiske gengangere i løbet af albummet, såsom selvmordstanker, vejen til succes og livet som gangster. Man ved ikke helt, hvor meget sammenhæng, der skal være. Det andet problem er de mange skits, der ikke alene hiver lytteren ud af musikken og gør albummet unødigt længere – de er ikke engang morsomme. Fx er Fuck Me (Interlude) bogstaveligt talt halvandet minut, hvor man hører Biggie have sex.Til trods for disse problematikker, er Ready to Die stadig med god grund en milepæl i raphistorien, og selve sangene holder stadig rigtig godt.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

134 – Pavement – Slanted and Enchanted (1992)

Udgivet den af
Svar

Sidst, jeg snakkede om indie-rockerne fra Pavement var det om deres album Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994. Jeg nævnte i denne sammenhæng, at bandet tit havde problemer med rytmen, ikke nødvendigvis ramte alle toner og i det hele taget ikke lyder særlig forberedte. Dog var jeg fuldkommen vild med alt dette, og jeg syntes, at forsanger Stephen Malkmus har så meget karakter, at hans teknisk svage stemme end ikke bliver noget, man må overse – den øger faktisk stemningen. Disse kvaliteter er alle sammen også til stede på deres debutplade Slanted and Enchanted fra 1992. Her er de mere rockede end ellers, og de hårde trommeslag og distorterede guitarriffs er over det hele på pladen. Dog fremvises de tit med en fornemmelse for dynamik. Conduit for Sale! er et godt eksempel på det, hvor det højlydte omkvæd, der gentager vendingen “I’m trying” blæser afsted med fuld kraft, mens versene har noget hurtig spoken word-sludder fortalt over en mere stille basgang. Dynamikken udtrykkes også i løbet af albummet i form af de tit meget korte sange. Halvdelen af sangene på pladen er under 3 minutter lange, og den korteste er kun lidt over et minut langt. I løbet af de korte sange, når Pavement dog at præsentere enormt mindeværdige musikalske ideer, som efterlader et markant aftryk på albummet.

Når man hører Slanted and Enchanted er det påfaldende, hvor uambitiøst det hele lyder. Det er på ingen måde dårligt, det er faktisk ganske mesterligt, men hver eneste sang føles som om, de bare rammer nogle genialiteter ved et uheld. Det hele har et element af spontanitet til sig. De ideer, der bliver præsenteret, virker nærmest for gode til, at de kan planlægges. Det giver dog ingen mening, at man kan være så heldig med 14 sange i træk, der rammer noget så smukt og selvdestruktivt. Det kan simpelthen kun forklares ved, at Malkmus og bandet er fantastiske sangskrivere og producere, der tænker sig grundigt om, når de laver et album. Ligesom med Tim af The Replacements, som jeg anmeldte for nylig, er ungdommelige følelser i højsædet, på Slanted and Enchanted. Man hører dem udfolde sig i mange retninger, fra det nedtrykte på Here, det forvirrede på Fame Throwa, det vrede på Chesley’s Little Wrists og det lettere optimistiske på Summer Babe (Winter Version). Men i det hele taget udtrykker pladen, hvordan det er at være ung, være overvældet af følelser og gå fra den ene til den anden på et splitsekund, uden at man kan se nogen større sammenhæng i livet.

Jeg elsker især, hvordan pladen afslutter. De fleste plader slutter med et stort klimaks a la Free Bird af Lynyrd Skynyrd, A Day in the Life af The Beatles eller en introspektiv afrunding a la Something in the Way af Nirvana. Måske et ironisk modstykke til resten af pladens stil, som After Hours af The Velvet Underground. Slanted and Enchanted slutter derimod af med en sang ved navn Our Singer. Sidste tone i denne sang, bliver skåret af under efterklangen således at hele pladen ender med at føles uafsluttet. Pladen slutter ikke af på trist vis, ikke på glad vis, ikke med nogen rigtig stemning. For hvordan konkluderer man også de ungdommelige følelser, pladen udtrykker? Nummeret handler om at drømme om noget større, og herunder ligger en erkendelse om ubrugeligheden og meningsløsheden ved ungdommen. Det er en nihilistisk sang, som dog end ikke får et musikalsk punktum til sidst. Selv meningsløsheden er meningsløs. Det er i hvert fald den meddelelse, jeg ser fra afslutningen af Slanted and Enchanted. Slanted and Enchanted tog mig et stykke tid at anmelde, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville sige, men rettere fordi, jeg ville høre den igen og igen. Og det kan jeg absolut anbefale dig også at gøre.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

135 – Elton John – Greatest Hits (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til latterligt mange Greatest Hits-plader efterhånden. Alt for ofte er de for lange, inkluderer mange sange, der ikke rigtig er nævneværdige og tit virker rækkefølgen på tracklisten enten tilfældig eller uigennemtænkt kronologisk. Af og til finder man dog den lille guldklump, der er så god, at den kan fungere som helstøbt album på egen hånd. Sådan en plade er Elton Johns simpelt betitlede Greatest Hits fra 1974. Det er blot 10 sange, 42 minutter i alt. 1974 kan virke som et lidt tidligt tidspunkt i Johns karriere, men han havde skam allerede udgivet 8 albums på det tidspunkt. John var en produktiv herre, og kun det allerbedste er samlet på Greatest Hits. Jeg tror som sådan også, at det er en god tidsafgrænsning. Hans næste album, Captain Fantastic and the Brow Dirt Cowboy, ville blive mere glam-præget og selvparodierende, og senere gav han sig også i højere grad i kast med hård rock, disko og selv new wave. Den afgrænsede, oprigtige og lettere nostalgiske Elton John kan ret godt afgrænses til 1974, og derfor føles pladen stadig ret konsekvent, selvom John gik gennem en stor udvikling mellem 1968 og 1974.

Når der kun er 10 sange, kan man virkelig sikre sig, at det kun er det essentielle, der er inkluderet. Mens John har så mange vidunderlige sange, at alle nok ville savne et par stykker, når kun 10 skal vælges, så er jeg overordnet tilfreds med udvalget. Samtlige sange er mindeværdige og tilbyder noget unikt i forhold til de andre. Der er også generelt ret god vekslen mellem det mere løsslupne rock and roll, der ses på numre som Honky Cat, Saturday Night’s Alright for Fighting samt Crocodile Rock, og så de lidt langsommere ballader, såsom Your Song, Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), Don’t Let the Sun Go Down on Me. Selvom balladerne nok er i overtal, så er de også placeret, så der er en udvikling i lyden. De første sange er de ganske stille Your Song og Daniel, og mod slutningen kommer Don’t Let the Sun Go Down on Me og Border Song, der begge slutter i et eksplosivt klimaks med stor instrumentation, kor og variation. At alle sangene er så gode, at de i dag står som milepæle i Johns diskografi, gør blot den musikalske værdi større.

Den eneste anke, der kan være væsentligere end udeladelser af personlige favoritter, må nok være forskellen på den internationale og den oprindelige nordamerikanske udgave af pladen. Jeg har hørt den internationale, hvor de erstatter den rockede Bennie and the Jets med den langsomme ballade Candle in the Wind. Bennie and the Jets er på originalen meget bevidst placeret mellem de to ballader Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time) og Don’t Let the Sun Go Down on Me. Det skaber dynamik, og gør, at man ikke bliver træt af de mange ballader. På udgaven, jeg har lyttet mest til, finder man dermed tre langsomme ballader lige i træk på den del af pladen, og det kan blive lidt trættende. Candle in the Wind er en fortræffelig sang, så jeg forstår at inkludere den, især da Bennie and the Jets ikke havde samme gennemslagskraft uden for Nordamerika, selvom den da også er blandt Johns bedste. Foruden denne lille ting, kan jeg på det varmeste anbefale Greatest Hits til alle, der bare kan lide nogle gode popsange. Hvis du kan finde den amerikanske udgave, kan jeg anbefale den endnu mere. Hvis ikke, så opret bare en playlist med de ti sange på Spotify. Det er stjernegod musik.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

136 – The Replacements – Tim (1985)

Udgivet den af
Svar

I 80’erne var alternativ rock for alvor i udvikling. Hvor genrens store gennembrud først ville komme i 90’erne, var bands som R.E.M., Dinosaur Jr. og The Smiths i fuld gang med at definere genren til det, vi opfatter den som i dag. Et andet nævneværdigt band fra samtiden er The Replacements, som stilmæssigt befinder sig et vist sted mellem Dinosaur Jr. og The Smiths. De er ængstelige i deres lyrik og støjende i deres lyd, men samtidig er de poppede i deres sangskrivning og nærmest drengede i deres ungdommelige attitude. Det er en hårfin blanding, som de bl.a. viser på den mesterlige plade Let It Be, men på opfølgeren, Tim, fra 1985 var sammenstødende tydeligere, og der var markant flere pop-elementer. Forsanger og sangskriver Paul Westerberg var da også trods gruppens grimme lyd meget inspireret af popmusikere, såsom Roy Orbison, Big Star og Nick Lowe. Det er ikke den hårde rock fra punk-, metal- eller post-punk-pionererne, der fascinerer Westerberg i 1985, selvom guitaren har masser af distortion og vokalen er hæs som bare pokker. Denne blanding er ikke blot spøjs, men den vender mange konventioner på hovedet. I hænderne på andre, kunne I’ll Buy eller Kiss Me on the Bus virke pussenussede eller ligegyldige, men gennem den grove lyd, giver The Replacements tyngde til disse kærlighedssange.

At melodierne er så poppede gør selvfølgelig også, at de stikker mere ud i hovedet. De er meget fængende og de er tit ret gode at synge med på. Samtidig har Westerberg sørget for ikke at gentage sig for meget selvom popstrukturen lægger meget op til det. Det hænger nok til dels sammen med, at mange sange er ret korte. Den længste sang på pladen er kun 5 minutter lang, men den korteste er helt nede på 2 minutter. Westerberg og de andre sørger for aldrig på hele Tim at strække en idé over længere tid end den kan klare. Derfor får man altid noget frisk, spændende musik hurtigt serveret. Gruppen lader til at have tænkt meget vel over både lydbilleder og tracklisten. De er oftest hårdtslående og distorterede, men når det er tiltrængt, slår de over i noget simpel percussion og en akustisk guitar. Albummets helhedsoplevelse var så vigtig, at de strøg et af deres i dag mest kendte numre, Can’t Hardly Wait, fra tracklisten, da der ikke var noget sted, den passede ind. Det har jeg personligt stor respekt for, og beslutningen kunne betale sig, for der er tale om 37 meget sammenhængende minutter, man kan høre igen og igen.

Westerbergs evner som lyriker er også en meget essentiel del af The Replacements. Jeg elskede på Let it Be især teksterne på numre som Androgynous og Unsatisfied, hvor tempoet og støjniveauet blev taget en smule ned. På Tim ville de tilsvarende tracks være Swingin Party og Here Comes a Regular, to fuldkommen hjerteskærende sange. Den sidste minder mig meget om de triste numre fra Automatic for the People af R.E.M. eller måske endda et nummer så tungt som Holocaust af Big Star. Westerberg rammer med sine tekster vigtige pointer om hvordan det er at være ung. Hvordan det er, når man ikke helt er sikker på sin identitet, sikker på sig selv eller på verden i det hele taget. Hans fortællinger om ungdomslivet i 80’erne resonerer stadig i dag, muligvis fordi internet og iPhones i grunden ikke gør den store forskel. Here Comes the Regular får lov til at runde pladen af, og selvom det er rørende, så sidder man også tilbage med en fornemmelse af tomhed. Ikke fordi man ikke har fået nok musik, mest fordi alt for en stund føles så meningsløst. Tim er en plade med store følelser, gennemført stil og stribevis af vidunderlige sange.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Udgivet den af
Svar

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.