Kategoriarkiv: Efter kunstner

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry Heart, Two Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Udgivet den af
Svar

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.

252 – Metallica – Metallica (1991)

Udgivet den af
Svar

Hvis du er heavy metal-fan, så er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, om det så skulle være frivilligt eller ej, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘Em All, Ride the Lightning, Master of Puppets og …And Justice For All. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er virkelig dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt nok kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The Black Album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl at tale om metal, og det er hårdere end meget af den hair metal, der huserede i 80’erne gennem bands som Def Leppard, Whitesnake og Twisted Sister, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som Master of Puppets, One eller Fade to Black. Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. Og for at sammenligne, så kan man faktisk bare kigge igen på Master of Puppets, One og Fade to Black, der alle indeholder blødere sektioner, som slet ikke gengives på The Black Album.

Men, man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s Dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er faktisk også virkelig mange fede sange at finde på dette album. Det er sjovt at rocke med på Enter Sandman, og på Nothing Else Matters bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. The Unforgiven er en dejligt dramatisk, truende sang, som faktisk har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har ret interessante lyde, for eksempel er introen til Sad But True opført sådan, at det lyder lidt som en sitar, og introen til The Struggle Within har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang meget flavour er bassen på The God That Failed, der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.

Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville der være et stort problem, som man kan pege på, og det er produktionen. De fleste andre problemer læner sig meget op ad dette, men den store svaghed ved The Black Album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var uden tvivl gruppens dengang mindst polerede plade. Langt de fleste sange på albummet har i løbet af størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er Of Wolf and Man en meget umindeværdig sang, og til trods for den flotte intro, har jeg svært ved at få meget ud af The Struggle Within. Og så er der også forsanger James Hetfields stemme. Han føles virkelig ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, så lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, så lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.

253 – Kraftwerk – Trans-Europe Express (1977)

Udgivet den af
Svar

Kraftwerk er den uden tvivl den mest populære af de mange tyske krautrock-grupper, der var banebrydende for genrer som electronica, post-punk, post-rock og industriel musik. En af deres mest populære albums er den meget elektronisk prægede Trans-Europe Express fra 1977. Denne åbner med en ganske ensom synthesizer på nummeret Europe Endless, der senere får selskab af en langsom bas-synthesizer og det, der mest af alt lyder som et elektronisk kirkekor. Nummeret får gradvist mere og mere på sig, og andet forsvinder selvfølgelig, så det ikke bliver en rodebutik. Først 2 minutter inde kommer vokal på, men man lægger slet ikke mærke til det, fordi det er komponeret så godt. Der er fine robot-lignende backingvokaler, og meget af sangen bliver også brugt på en solo fra en af de lysere synthesizere. Det er en sjov, glad sang, det til trods for at den er så elektronisk og eksperimentel. Det andet nummer, The Hall of Mirrors starter rigtig simpelt ud med kun en enkel lys synthesizer, der går frem og tilbage. Så kommer der noget synth-bas og percussion på, og et meget dramatisk riff spilles langsomt over dette. Sangen er ret hypnotisk, og et synth-klaver, der begynder ca. 2/3 gennem sangen er fuldkommen manisk.

Så lyder det “eins, zwei, drei, vier”, og en af pladens mere poppede sange begynder. Det er dog kun relativt ment, for til trods for det øjeblikkeligt fængende synth-riff og det sjove beat, så er det en virkelig uhyggelig sang. Som den fortsætter kommer flere og flere lag af synthesizere, og forsanger Ralf Hütter ender med at lyde besat og helt oprigtigt bindegal. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere klimaktisk afslutning til nummeret end det simple fade, der er, men det er stadig et meget betagende nummer. Den mest populære sang fra Trans-Europe Express er nok titelnummeret, og dette forstår man godt. Ingen anden sang er nær så god til at lege med tempo og eskaleringer, mens den bare stadig er virkelig creepy. Instrumentation kommer og går, og percussionisterne gør et fantastisk stykke arbejde. Det er et simpelt beat, men det er aparte, og man bliver suget. Sangen fortsætter fuldstændig naturligt over i Metal on Metal, der som sådan bruger samme beat, men her blandet med lyden af industriarbejde. Det er et instrumentalt nummer, og det er med sine 2 minutter ganske kort, men wow, det lyder fedt. Det er et helt nyt synspunkt på, hvad musik er, hvad det kan udrette, og hvordan man kan lave det. I løbet af nummeret bliver trommeslagene højere og højere, og først til sidst kommer en synthesizer, der sætter det hele på plads igen.

Metal on Metal fortsætter lige hvor Trans-Europe Express slap, det er det samme beat og alt muligt, og på samme måde fortsætter Abzug helt naturligt efter Metal on Metal. Det er på mange måder en mere futuristisk udgave af nummeret Trans-Europe Express og disse ord bliver endda sagt på dette nummer, her med robotstemmer. Det bliver meget mere mekanisk end det var før, og det føles nu som om, verden er ved at blive overtaget af ondsindede robotter, der ikke kan sige andet end “Trans-Europe Express” – ikke meget ulig daleks fra Doctor Who eller borgs fra Star Trek. Til sidst hører man på meget dramatisk vis et tog køre forbi, og de tre numre har nu udgjort en virkelig smuk helhed. Det sidste reelle nummer kommer da i form af Franz Schubert, og der er nu endelig skabt fred, hvilket de sjove synthesizere også udtrykker rigtig godt. Der er ingen stemme, der fortæller os, at der er fred, det kan man bare føle dybt inde. Ligeså naturligt som overgangene mellem Trans-Europe Express, Metal on Metal og Abzug kommer en kort outro som meget naturlig fortsættelse af Franz Schubert. Man kan slet ikke høre, hvornår den ene slutter og den anden starter, men outroen, der hedder Europe Endless, har den forskel, at der er vokaler med på Europe Endless. De siger bare det samme ene ord i løbet af et minut: “Endless”. Albummet Trans-Europe Express er et mesterværk, og hvis du ikke kan lide meget elektronisk musik, ville det være et enormt godt springbræt.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Udgivet den af
Svar

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I Know, Greatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

255 – The Kinks – The Kinks Are the Village Green Preservation Society (1968)

Udgivet den af
Svar

Jeg er stor fan af the Kinks, det er ingen hemmelighed, og jeg er især stor fan af deres album Something Else fra 1967. Det var ikke et synderligt populært album dengang, og endnu mindre populært var det, de udgav året efter, det ambitiøse konceptalbum, The Kinks Are the Village Green Preservation Society. Det er noget af en titel at sluge, men det opsummerer virkelig smukt, hvad pladen går ud på. Hver eneste sang handler om traditionel britisk kultur i en lille landsby. Det er sådan et liv, forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies levede i sin barndom sammen med sin bror Dave, der spiller guitar i bandet. Lyden på albummet er smukt tilpasset dette. Albummet er fyldt med lystige, simple melodier med let instrumentation, og man føler sig i rigtig hyggelige rammer. Det er ikke sådan på alle numre, men det er en ret gennemgående stil. Der skabes dynamik med numre som den dramatiske Village Green, den ofte noget triste All of my Friends Were There, den blues-inspirerede Last of the Steam Powered Trains og den psykedeliske Wicked Anabella. Der er dog fokus på det hyggelige, og intet album, jeg nogensinde har lyttet til, er så indbegrebet af hygge. Man formår selv at blive helt nostalgisk over et liv, man aldrig har levet. Dette er dels fordi Ray Davies’ tekster er formidable, men derudover er han også utrolig til at komponere melodier.

I løbet af albummet bliver der leget rigtig meget med tempo, ofte uden at man som sådan bemærker det. Trommeslager Mick Avory er virkelig god til at binde det hele sammen uanset tempo. Han gør overgangene virkelig naturlige, og det hele svæver bare løs. Men al instrumentationen sidder bare lige i skabet. Ray Davies producerede også albummet, og det lader til, at han har prøvet at finde en måde at gøre Phil Spectors højlydte wall of sound-lyd til noget, der er mere nede på jorden. Instrumenterne overfalder aldrig hinanden, men der er stadig en virkelig symfonisk lyd. Instrumenterne er så velplacerede, at man tror, det er løgn, og de lyder helt perfekt. Hvordan kunne Last of the Steam Powered Trains, der ellers lyder rigtig meget af Howlin’ Wolfs Smokestack Lightning passe perfekt ind mellem de simple, sentimentale Johnny Thunder og Big Sky. Sangene på pladen har som tidligere nævnt skønne tekster, og disse vedrører meget trivialiteter. Når åbningsnummeret siger “God save strawberry jam and all the different varieties”, så ved man, hvad der er prioriteterne her. Men disse bagateller, det er det, der gør at Ray Davies savner det simple liv på landet. Og når man først er rockstjerne, så er det svært at vende tilbage. Som det synges på Starstruck, så ender man bare med at ryge i en ond cirkel, der konstant forhindrer dig i at flygte fra vin og champagne.

The Kinks er gode til at ramme alle sider af deres nostalgi, så man virkelig kan forstå det. Visse af sangene handler endda om at lave ingenting. Både Big Sky og Sitting by the Riverside handler om at sidde stille og roligt og kigge sig omkring. På Sitting by the Riverside ender musikken med at eskalere meget dramatisk, som om hovedpersonen er i en trance, og så dannes ro igen. Der er også fortællinger om mennesker, Ray Davies sikkert kunne huske fra sin barndom, om de så måske her var under dæknavne. Sange som Johnny Thunder og Wicked Anabella føles som om, de handler om rigtige folks problemer med urbanisering og industrialisering, og Do You Remember Walter kunne sagtens handle om en person, Ray Davies var venner med for længe siden. Albummet starter og slutter rigtig fint. Åbningsnummeret The Village Green Preservation Society handler om, at The Kinks gerne vil bevare denne ånd, de kan huske fra deres barndom, og det bliver rundet flot af med afslutningsnummeret, den virkelig glade People Take Pictures of Each Other. Her får vi at vide, hvordan de får bevaret det hele. Gennem fotografier. Hvilken bedre udløser findes der for nostalgi? Som de synger, “A moment can last them forever”. Og måske er det sandt. Måske er det virkelig umuligt at genskabe gamle dage. Men det er ikke umuligt at genskabe dem i sindet, og det gør The Kinks Are the Village Green Preservation Society smukt.

256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Udgivet den af
Svar

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

257 – Willie Nelson – Stardust (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg siger tit, at jeg ikke er meget til country, men undtagelser er der vel. Det er navne som Johnny Cash og Willie Nelson, folk med evne til at udfordre genrens konformiteter og lyst til at bevæge sig over i andre genrer. En af de bedste plader, Willie Nelson har udgivet, er da sjovt nok også meget langt fra country. Her snakker jeg om Stardust fra 1978, hvor han fremfører covers af klassiske pop- og jazz-sange, og mange af dem er meget betagende. Nelson har langt fra det største vokalregister. Han kan ikke rigtig synge på den mere ansete måde, og det er noget af det, der gør ham til sådan en unik figur i country-scenen. Hvor folk som George Jones og Merle Haggard ganske vist kunne ramme mange toner med et væld af følelser, så kan det bare slet ikke matche den inderlighed og grimhed, der er i Nelsons stemme. Nu er det så let at sige, at man ikke har lyst til at få grimme udgaver af Georgia on My Mind og Unchained Melody. Men bare rolig, Stardust er ikke en grim plade. Det er faktisk en ret poleret plade, bare hvor Nelsons usikre, som sådan ret svage stemme sørger for oprigtighed.

Udvalget af sangene er rigtig godt, man får sange, man kender, her er især førnævnte Georgia on my Mind og Unchained Melody jo kendte, men lidt mere obskure numre er der også gjort plads til. Jeg kendte ikke selv til September Song eller All of Me, før jeg lyttede til Stardust, men disse sange er gode bekendskaber, især i Nelsons udgave. I løbet af albummet er der meget fokus på orgel og klaver, og disse bliver begge spillet af albummets producer, der er ingen ringere end Booker T. Jones fra Booker T. & the MG’s. Han har produceret albummet rigtig godt. Hvert eneste instrument lyder helt formidabelt, og de er alle virkelig tydelige. Selv bassen er placeret, så den slet ikke er i fare for at drukne. Det har dog også noget at gøre med de gode arrangementer, Nelson opfører. Nu er det trods alt et rendyrket coveralbum, så man kunne godt frygte, at albumdynamikken var problematisk. Det er den dog ikke rigtig. Den er ikke perfekt, men der er taget højde for det vigtigste. I lyd føles det meget som et helstøbt album, der er altid en ret afslappet, diskræt jazzet folklyd. Sangene har også rigtig pæne overgange mellem hinanden. F.eks. lægger afslutningen af den langsomme September Song sig flot op af begyndelsen på den hyggelige On the Sunny Side of the Street.

Willie Nelson formår virkelig at gøre alt dette til sit eget. Selvfølgelig hænger Georgia on my Mind uløseligt sammen med Ray Charles, og Unchained Melody kan kun få mig til at tænke på The Righteous Brothers, men f.eks. Blue Skies er for mig et nummer, der leder tankerne hen mod Willie Nelson mere end musicalen Betsy, Ella Fitzgerald eller Frank Sinatra. Albummet er dog ikke perfekt. Jeg synes, første halvdel er klart bedre end anden halvdel, hvor det generelle lydniveau også går ned. Jovist, både September Song, On the Sunny Side of the Street, Moonlight in Vermont og Don’t Get Around Much Anymore er alle gode sange, som fungerer flot på egen hånd, og der er også god vekslen i tempo, men de er alle ret stille. Afslutningsnummeret, Someone to Watch Over Me, er det eneste, jeg ikke har udviklet et nærmere forhold til, nok fordi det ikke gør meget, September Song og Moonlight in Vermont ikke allerede gjorde. Derfor bliver den lidt kedelig. Dog må jeg sige, at Stardust er en meget imponerende plade, og et af de bedste cover-albums nogensinde. Hvis du ikke kan lide Willie Nelson, så ville Stardust være en god måde, at lære dig at værdsætte ham. Det er en ret unik plade i hans diskografi.

258 – Grateful Dead – American Beauty (1970)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange, har man en upopulær mening. Det er helt fint, men man føler af og til, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American Beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s Dead, de udsendte tidligere samme år, men jeg synes stadig, at Workingman’s Dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet af det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i meget samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten Touch of Grey eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.

På American Beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på meget forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s Dead starter American Beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Mellem de to åbningsnumre, foretrækker jeg nok Uncle John’s Band fra Workingman’s Dead over Box of Rain, men i selve sangskrivningen er disse to sange også meget forskellige. Box of Rain bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor Uncle John’s Band bare er hyggelig fra starten. Box of Rain er et meget imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med Uncle John’s Band, bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. Truckin’, der afslutter American Beauty minder dog noget mere om Casey Jones. Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd tit, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. Truckin’ er dog noget lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.

Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s Dead, og derfor hjælper den også på American Beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem rigtig lette at fokusere på. På Sugar Magnolia og Friend of the Devil bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. Sugar Magnolia har virkelig kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og dette sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en helt fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid meget hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. Brokedown Palace er ganske vist meget entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange forskellige medlemmer agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har meget input fra hvert medlem, f.eks. Ripple, mens Operator kun har et meget lille ensemble til at spille sangen. American Beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt derpå, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s Dead.

259 – Crosby, Stills & Nash – Crosby, Stills & Nash (1969)

Udgivet den af
Svar

David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 for at danne en supergruppe med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre mænd sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der virkelig definerer gruppens lyd. Deres musik er ofte meget poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er virkelig glade, sjove sange, som bare udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express er nok de bedste eksempler på denne kvalitet, for disse sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom Suite: Judy Blue Eyes er en 4-sektioners-sang, der skifter ofte i tempo, stemning og endda også sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten, så er det klart, hvorfor dette skulle åbne albummet.

Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på Wooden Ships, der handler om vietnamkrigen. Det er malet meget flot op, og det føles som om, dommedag bliver beskrevet. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to tidspunkter, jeg synes meget godt om. Det første er mellem Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express, hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og disse hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, men derudover kommer den lige efter en brat afbrudt sektion af Suite: Judy Blue Eyes, der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Dette skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter Wooden Ships, hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede Lady of the Island. Orgelet fra Wooden Ships kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.

Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, virkelig imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede virkelig hver eneste form for stemning, og de kunne også virkelig begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som Helplessly Hoping er virkelig smukke, men lige så smuk er den mere stille Lady of the Island. Den langsomme, sentimentale Guinnevere er endnu et højdepunkt på pladen, men sådan nogle overfalder virkelig bare hinanden. Selv forfærdeligt simple melodier som på Pre-Road Downs bliver behandlet med ydeste nænsomhed. På sådan en sang er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste individuelle instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han indspillede spillede det hele baglæns og så vendte lyden om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget  har mange af sangene virkelig meget finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.