58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

60 – Sly and The Family Stone – Greatest Hits (1970)

Typisk lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger. Jeg foretrækker at høre sangene i den sammenhæng, de oprindeligt er tiltænkt, og især i dag, i streamingtjenesternes tid, foretrækker jeg playlister, hvis man endelig skal hive sangene ud af deres oprindelige kontekst. Især lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger fra kunstnere, der faktisk har udgivet godt med solide plader. Til trods for at have nydt alle de plader, jeg har hørt med Sly and the Family Stone, har ingen oplevelse med dem alligevel været nær så positiv for mig som deres første opsamlingsalbum, “Greatest Hits” fra 1970. Gruppen havde på dette tidspunkt kun udgivet 4 albums, og de to populære plader “There’s a Riot Goin’ On” og “Fresh” var endnu ikke udgivet. Det gør selvfølgelig, at pladen ikke indeholder klassikere som “If You Want Me To Stay” og “Family Affair”, men på den anden side markerede disse to plader, at Sly and the Family Stone bevægede sig i en mindre kommerciel retning. “Greatest Hits” er derimod en ret poppet plade, fyldt med glæde, kærlighed og hippie-mentalitet. Det er musik, man bliver glad i låget af at lytte til, og dette gælder hvert eneste nummer.

Opsamlingen springer let og elegant gruppens debut over og vælger at fokusere på deres følgende tre plader, “Dance to the Music”, “Life” og “Stand!”, hvor jeg allerede har anmeldt sidstnævnte. Jeg kan i hvert fald definitivt sige, at det er mine yndlingssange fra denne, der er medtaget på “Greatest Hits”, og jeg trækker på smilebåndet ved hvert eneste gensyn med disse sange. De er lige så skæve og finurlige som sidst jeg hørte dem, og til min store glæde gælder det størstedelen af tracklisten. De fleste numre er fyldt med små spøjse gimmicks, der kun gør lytteoplevelsen mere fornøjelig, og de formår også at vise, at den poppede struktur ikke sætter begrænsninger for nuance og kreativitet i musikken. Det får måske endda kreativiteten til at være så meget mere tydelig, da de spiller mere med vores forventninger om, hvad der skal ske i en popsang. Udvalget er i det hele taget helt eminent pladerne imellem. Der er ikke blot sørget for at vælge hits, der er sørget for at vælge farverige, sjove numre, der leger med lytterens forventninger, og der er samtidig sørget for at repræsentere både de funk-, soul- og rock-prægede sider af gruppen godt.

Strukturen på pladen sidder også lige i skabet. Åbningsnummeret “I Want to Take You Higher” sørger godt for at løfte stemningen lige fra starten med en lyd, der er lidt mørkere end resten af pladen, mens den samtidig leverer al den ukontrollerbare sjov, der er til stede på resten pladen. Den stiger også gradvist i vildskab, så den er helt ideel på sin plads. Endnu mere velvalgt er afslutningsnummeret, megahittet “Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)”. En af årsagerne, til at den fungerer så godt på sin plads, er, at den referer tidligere sange fra albummet på sin tekst. Den agerer dermed som en slags opsamling af pladen som helhed, og det er sjældent at greatest hits-albums har mulighed for at afslutte så konkluderende. Derudover er det bare et uimodståeligt festnummer, der dermed også fejrer bandets karriere i denne nye kontekst. Jeg havde ikke forventet at holde så meget af en greatest hits-opsamling, men det gjorde jeg altså. Jeg havde endnu mindre forventet at skulle erklære den min favorit i gruppens diskografi, men det er den altså. Det er en fortræffelig festplade, og den fremviser gruppen, hvor de er allerbedst.

61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.

62 – U2 – Achtung Baby (1991)

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.

 

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.