Kategoriarkiv: B

298 – Black Sabbath – Master of Reality (1971)

Udgivet den af
Svar

Black Sabbath ses ofte som den første Heavy Metal-gruppe. Jeg ved ikke, om jeg selv ville kalde dem det, men ingen lød som dem, da de dukkede op i starten af 70’erne, end ikke Led Zeppelin, Iron Butterfly, Steppenwolf eller the Jimi Hendrix Experience. Black Sabbath var ikke blot epokegørende og talentfulde, men de var også meget produktive. Kun lidt over et år efter deres debutalbum udgav de deres tredje plade, Master of Reality. Den åbner med en hosten, der virkelig flot går over i den hårde, langsomme, blues-inspirerede Sweet Leaf. Denne sang kører over et meget fængende riff, og guitarist Tony Iommi er da også måske den vigtigste force i hele bandet. Sangens melodi er virkelig simpel, men dens styrke vedbliver i løbet af hele nummeret, der ellers er hele 5 minutter langt. Efter det følger en sang ved navn After Forever, der åbner med en uhyggelig synthline, hvorefter et virkelig energisk guitarriff begynder, for da at skifte til et andet riff, der er mindst lige så godt. Denne sang udvikler sig mere end Sweet Leaf, der mest af alt er en intro til albummet. After Forever er en hel lille symfoni, der bare lyder skønt uanset sin form.

Efter After Forever kommer et kort instrumentalt interludium ved navn Embryo, og dette er spillet udelukkende på guitar af Tony Iommi. Det er virkelig smukt, og det er også overraskende stille i forhold til resten af albummet, og det giver pladen god dynamik. Efter dette kommer pladens måske bedste sang, Children of the Grave. Denne har en helt vidunderlig rytme, og riffet er igen spektakulært. Teksten handler om hippie-revolutioner, og sangens stemning anmoder nærmest om oprustning dertil. Og det er helt utroligt, at der kun er en eneste guitar på dette nummer, for Iommi gør sørme nogle vilde ting. Hele det sidste halve minut bruges hovedsageligt på efterklang. Det lyder smukt, og det lader nummeret synke ind. Efter Children of the Grave kommer endnu et stille, kort instrumentalt interludium med Iommis guitar i fokus. Det hedder Orchid, og det varmer flot op mod Lord of this World, der er en lidt langsommere sang, men den er stadig rigtig rå. Riffet er endnu engang vidunderligt, og forsanger Ozzy Osbourne lyder sjældent så lidenskabelig som her. Det er endnu en virkelig flot sang.

Det næstsidste nummer hedder Solitude, og det viste os en dengang helt ny side af Black Sabbath. Musikken er her mere stille, og Ozzy viser sin mere følsomme side. Noget lignende var prøvet med Planet Caravan fra pladen Paranoid, men det virker mere ærligt og mindre passivt aggressivt på Solitude. Guitaren er for en gangs skyld ikke det væsentligste instrument her, men rettere fløjten. Både fløjten, klaveret og selvfølgelig guitaren er spillet af Tony Iommi på dette nummer, og han gør det også fremragende i disse omgivelser. Pladen afsluttes selvfølgelig med noget hårdt, og afslutningsnummeret hedder Into the Void. Det er et virkelig fedt, hårdtslående nummer, hvor Ozzy synger næsten direkte henover riffet, som han jo er kendt for at gøre, og man sidder virkelig og rocker med, når man hører det. Ca. halvvejs igennem sangen kommer et hurtigere stykke, der virkelig sørger for at skabe dynamik, og det gør nummeret meget levende. Som den sidste tone bliver spillet, føles det definitivt. Master of Reality er en virkelig fed plade. Det er en af de største metaludgivelser nogensinde, og den føles mindre forældet end de to tidligere plader, der ellers også holder rigtig godt.

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.

305 – Beck – Odelay (1996)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som Girl, Lost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils Haircut, Hotwax, Jack-Ass, Sissyneck, High 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils Haircut, The New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Udgivet den af
Svar

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the Sheriff. Get Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.

332 – The Beatles – Help! (1965)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spurgte mig om mit absolutte yndlingsband, ville det stå meget tæt mellem The Smiths, The Velvet Underground og The Beatles, men i sidste ende ville Beatles nok vinde. De er virkelig kreative, og de har haft enorm indflydelse på helt vildt mange genrer, men vigtigst af alt er de nogle rigtig dygtige sangskrivere, i hvert de tre af dem, og de udviklede sig konstant. Ved siden af deres fantastiske albums lavede de også en stribe film, og hver af disse film blev udgivet sammen med et album af samme navn. På de to første af disse, A Hard Day’s Night og Help! bestod første halvdel af et regulært soundtrack med sangene fra filmen, mens anden halvdel bestod af dengang spritnye sange, der intet med filmen havde at gøre. Help! har nogle af gruppens mest kendte sange på sig. Foruden selvfølgelig titelnummeret, er nogle af højdepunkterne på pladen Yesterday, Ticket to Ride, You’ve Got to Hide Your Love Away og I’ve Just Seen a Face. På disse sange udforsker Beatles mere genrefusion end deres hidtidige pop-rock, som ganske vist har været rigtig god, men samtidig er den virkelig simpel.

John Lennon og Paul McCartney begyndte på dette album virkelig at få øjnene op for Bob Dylans forfriskende bud på folk-musik, og det tydeligste eksempel på dette er med You’ve Got to Hide Your Love Away, der virkelig, virkelig lyder som Dylan. Men det lyder som en rigtig god Dylan-sang, og den passer rigtig godt ind på albummet. Ellers virker det som om, Lennon generelt fik sat en smule Dylan ind i sin stemme. Lennon er meget bedre til at ramme toner end Dylan nogensinde har været, men han har på Help! virkelig gjort sin stemme grimmere og hæsere, hvilket klæder ham. Paul McCartney fik flirtet mere med Phil Spectors barok-pop. Der er dejlig meget skævhed i de ellers meget rene sange Tell Me What You See, I’ve Just Seen a Face og den gudeskønne Yesterday. Yesterday er en  af de smukkeste sange nogensinde. Det er en god, simpel melodi, teksten er mere oprigtig end langt de fleste rocksange fra før den, McCartney synger helt fantastisk derpå, strygerne er så velvalgte og velkomponerede, det er en fuldkommen perfekt sang.

Leadguitarist George Harrison synger også på to sange, som han i øvrigt selv har skrevet. De hedder I Need You og You Like Me Too Much. Det er to ret gode popsange. Det er ikke det bedste på pladen, men standarden er jo også ret høj. I Need You er især fed med sine flotte vokalharmonier og fede guitarspil. Det er ikke det mest teknisk imponerende, Harrison nogensinde har præsteret, men det er dejlig sjovt. Der er desværre to sange på Help!, der trækker helhedsoplevelsen ned, og de er spøjst nok begge to covers. Det første, Act Naturally, oprindeligt af Buck Owens, er her sunget af trommeslager Ringo Starr, der uden tvivl er den svageste sanger af de fire. Derudover er det en countrysang, og ikke en specielt god en af slagsen. Den er bare tumpet og naiv, men den lader ikke til selv at vide, hvor naiv den er. Den anden er en egentlig ret fed fortolkning af rock and roll-sangen Dizzy Miss Lizzy, oprindeligt af Larry Williams. Problemet er dog, at den kommer lige efter Yesterday, og dermed også afslutter albummet, hvilket er meget antiklimatisk, og det får Yesterday til at virke mere ordinær, fordi denne er så utrolig meget mere højlydt. Help! er langtfra den bedste Beatles-plade, men den er stadig fremragende.

338 – Big Brother & The Holding Company – Cheap Thrills (1968)

Udgivet den af
Svar

Den legendariske sangerinde Janis Joplin fik sit store gennembrud som forsanger i bandet Big Brother and the Holding Company, som hun lavede to plader med. Den anden af disse to er uden tvivl den mest berømte, bandet nogensinde har lavet, og den hedder Cheap Thrills. I løbet af hele albummet er der tilføjet atmosfære, applaus og samtaler med publikum, så det føles mere som en koncert, men reelt er næsten hele albummet optaget på den gammeldags facon. Åbningsnummeret Combination of the Two sparker rigtig hårdt albummet i gang med en syret guitarintro. Efter det går Sam Andrew i gang med at synge, og han synger fint nok. I baggrunden hører man dog en kvinde, der i den grad stjæler rampelyset fra ham. Det er Janis Joplin, og så snart hun træder længere frem i lydbilledet viser det sig tydeligt, at hun er pladens stjerne. Hendes vidunderlige stemme er virkelig energisk, og den forlanger bare, at lytteren hører efter. Det bliver mere langsomt og blueset på I Need a Man to Love som Joplin var med til at skrive. Der er meget dynamik på det nummer, og Joplin er med undtagelse af sporadiske korsangere alene foran mikrofonen, og det klæder dem virkelig. Den er også god kontrast til Combination of the Two.

Et af albummets højdepunkter er bandets cover af Summertime. Det er en meget smuk sang, som er blevet fortolket af utallige musikere i årenes løb. Big Brother and the Holding Companys udgave er dog min favorit, og det har især noget at gøre med al den sjæl og kærlighed, Janis Joplin lægger i sin vokal. Den er også mere stille end de tidligere sange, og guitaren derpå er virkelig smuk. Efter Summertime kommer endnu et cover, nemlig af Erma Franklins Piece of My Heart. Det er en meget hårdtslående udgave, der går fra ret hård, syreguitar til meget stille portioner, der minder om den oprindelige souludgave. Janis Joplin gør virkelig gruppens fortolkning mere oprigtig og sårbar end originalen, hvilket gør sangen bedre og mere troværdig. Det er uden tvivl pladens bedste sang, og resten er ellers ikke skidt. Efter denne kommer Turtle Blues, der i opbygning er meget lig klassiske bluessange som Robert Johnson og Elmore James ville skrive dem. Det, der virkelig gør Turtle Blues til noget særligt er det smukke arrangement. Man kunne let beskylde Turtle Blues for at være meget gammeldags i forhold til resten af pladen, og det er som sådan også sandt, men den lyder rigtig godt alligevel.

Oh Sweet Mary er nok den mindst populære af pladens syv sange. Det er en fin melodi, der er god dynamik der på, og der er ret lange, dejligt syrede guitarportioner derpå. Det er endnu et nummer, hvor Sam Andrew synger for for det meste. Guitarportionerne optager måske lidt for meget af sangen, for så interessante er de ikke igen. De lyder ganske godt, men de kommer ikke nogen vegne, og nummeret slutter ret brat. Albummet slutter med en ni minutter lang udgave af Big Mama Thorntons Ball and Chain. Det er en meget interessant udgave af den ellers ret simple bluessang, og hvor Joplin selvfølgelig skal have en del af æren, så må resten af bandet også have meget ros for deres vilde guitarorgier. Denne sang er rent faktisk optaget live, og det kan mærkes. Det føles som om, Joplin synger dig lige i ansigtet. Hvor Oh Sweet Mary nok brugte lidt for lang tid med guitarerne, bruges de helt perfekt på Ball and Chain. Hvis du kan lide Janis Joplin solo, så vil du nok også kunne lide Cheap Thrills, selvom lyden er lidt hårdere. Der er masser af guf på det album, også selvom dets alder viser tydelige tegn til tider.

340 – Black Flag – Damaged (1981)

Udgivet den af
Svar

Få ting sparker røv ligeså meget som punkmusik, og hvis én af punkens mange afarter sparker mere røv end resten, så er det uden tvivl hardcore punk! Man kan altid diskutere hvem, der startede genren, men de første, der lavede et hardcore-mesterværk var nok Black Flag, der i 1981 med albummet Damaged viste hvor stort et potentiale genren havde. Hardcore punk er en ekstrem udgave af punk, og på Damaged er der også kun to slags øjeblikke: de meget stille og de meget højlydte, og de førstnævnte er der ikke særlig mange af, undtagen altså mellem sangene. Der er 16 sange fordelt på 35 minutter, hvilket giver en gennemsnitslængde på lidt over 2 minutter pr. sang. Det er ikke besynderligt meget, men deres fremgangsmåde kræver nærmest, at en sang kun i yderste særtilfælde overskrider de 3 minutter. Man kunne rigtig let blive hurtig træt af at høre selv de bedste sange, hvis de blev ved i bare et halvt minut mere end resten. Det gør de allerfærreste dog, så der kommer hele tiden noget ny musik direkte i fjæset på lytteren, og det er rigtig sjov musik.

Black Flag sørger for lige akkurat at have nok stille øjeblikke på pladen, og selvom de langsomme øjeblikke er mere fremtrædende, kan man normalt kun finde dem i starten og slutningen af en sang, hvis man i det hele taget kan. Man har brug for at hvile hovedet lidt efter man har lyttet til pladen, men efter nogle minutter, så er den så god som ny. Hvis du lytter til meget af samtidens allerhårdeste musik i dag, så kan det virke en smule tamt, men Black Flag holder overraskende godt stadig. Man kan virkelig føle sig angrebet af forsanger Henry Rollins eller guitarist Greg Ginn. Ginn har skrevet de fleste af pladens sange helt eller delvist, og han er et af mine store idoler som sangskriver. Han får skruet nogle rigtig simple ideer sammen, så det både føles rigtig aggressivt og virkelig sjovt. Black Flag er et af de bands i hele verden, der er sjovest at skråle med på. Jeg kan ikke tælle, hvor ofte jeg med mine lungers fulde kraft har råbt og skreget til numre som Rise Above, Six Pack, TV Party, Gimmie Gimmie Gimmie eller No More.

Pladen er kun 35 minutter lang, og det er en helt perfekt længde. Man har fået rigeligt, men man har ikke fået for meget, for det kunne man sagtens få med Black Flag. Det man får er dog 16 virkelig fede numre, der virkelig komplimenterer hinanden rigtig godt. Lige som man tror, man har fået nok, opdager man, at man sagtens kan trænge til mere. Især formidabelt er samspillet mellem den næstsidste sang, Life of Pain, og afslutningsnummeret Damaged I. Life of Pain slutter virkelig brat efter linjen “There’s got to be a way to get out”. Man tror, albummet er ved at være slut, og så kommer Damaged I, en af de mest mentalt forstyrrede sange på pladen, hvis ikke nogensinde. Det lyder som om hele bandet er ved at bryde sammen. Man troede ellers lige, at Life of Pain ville være en perfekt chance for et alfslutningsnummer, som de så havde misset, og så får man en vidunderlig afslutning, der bare er så bindegal, at man ikke kan andet end at elske den. Damaged er en af de bedste punkplader nogensinde, og den er bare fantastisk fra start til slut.

352 – Billy Joel – 52nd Street (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1982 fik Billy Joels album 52nd Street æren af at blive det første album, der blev udgivet som cd. Albummet blev udgivet tilbage i 1978, og det er kendt som et af Joels bedste album, navnlig da man kan finde 3 af hans allerstørste hits på den: Big Shot, Honesty og My Life. Disse tre er minsandten også de tre første sange på albummet, og Big Shot åbner ganske energisk som et af Joels hårdeste, mest rockede numre. Melodien er enormt sjov, og Joel giver den virkelig gas som sanger. Honesty er en langt blødere sang, men den er muligvis pladens bedste nummer, og blødheden giver god kontrast til Big Shot. Joel lægger enormt mange følelser i nummeret, og teksten er en god kandidat til at være den bedste, Joel nogensinde har skrevet – og det siger en del, når han trods alt også har skrevet Piano Man, Just the Way You Are og Only the Good Die Young. Han tager atter pladen i en ny retning med My Life. Det er en rigtig simpel popsang, men melodien er fantastisk, og teksten er ligeledes noget at skrive hjem om. Den er rigtig sjov, og for fanden, hvor er den bare umulig at blive træt af.

Zanzibar er en noget mere hårdtslående, dramatisk sang. Der bliver arbejdet rigtig godt med dynamik. Den er sjov og fængende, og jazz-trompetist Freddie Hubbard får også nogle flotte soloer. Albummet holder meget flot kvaliteten oppe med den rigtig sjove Stiletto. Dens klaver er en rigtig energisk drivkraft, og mens omkvædet ikke er nær så fængende som resten af albummet, så er versene noget af det dejligste på hele pladen. Joels charme på dette nummer er fantastisk, og hvis hele albummet var lige så godt som de fem første sange, så havde vi at gøre med et absolut mesterværk. Rosalinda’s Eyes er også en ganske sjov sang, men den mangler noget af den mættethed, som albummet hidtil har budt på. Melodien er ganske fin, men den præsenterer ikke rigtig noget, der griber fat i lytteren, selvom den klare indflydelse fra latinamerikansk musikkultur, nummeret byder på, er værd at bide mærke i, og lyrisk matcher Joel denne stemning ganske flot ved brug af vendinger som “Señorita”, “Latin Dancing” og “Spanish part of town”.

Et stort hornorkester åbner kraftigt Half A Mile Away, der ganske vist ikke er den mest dynamiske eller interessante sang på pladen, men den er nok engang et eksempel på et rigtig sjovt nummer. Det bliver en smule ensformigt mod slutningen, men jeg kan slet ikke sige andet end, at det oftest er rigtig sjovt alligevel. Det er en rigtig mindeværdig sang, selvom det måske ikke er den mest fuldendte. Until the Night fik underligt nok æren af at være albummets tredje single. Nej, det var ikke Zanzibar eller Stiletto, men det burde det nok have været, for Until the Night er nok pladens kedeligste nummer. Det er latterligt bombastisk, men det har ikke nogen ironisk distance til dette faktum. Den kvindelige korsanger gør også at melankolien virker så meget desto dummere. Og så er det med over 6½ minut pladens ubestridt længste nummer. 52nd Street afsluttes ganske antiklimaktisk med et sjovt og kort titelnummer, der ikke runder pladen specielt godt af. Som helhed er 52nd Street en fed popplade. De første par numre er mesterværker, og så sakker det lidt ned som albummet skrider fremad, men hvis du kan lide poprock fra 70’ernes skatkiste, så er det nok et album for dig!

358 – Buzzcocks – Singles Going Steady (1979)

Udgivet den af
Svar

Punk har altid været en genre, der har afveget meget fra poplandskabet. Især i 70’erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70’erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet Singles Going Steady. Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel består af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle 2 år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og af derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor for dette er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.

Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog slet ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. Whatever Happened To?, Oh Shit!, Noise Annoys og Why Can’t I Touch It? er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som Orgasm Addict, Love You More, Ever Fallen In Love? og Everybody’s Happy Nowadays, da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste er rigtig korte. Kun 3 af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte længder gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.

Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles Going Steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at anbefale at starte med. Alle sangene er virkelig stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er dog selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan med sange som Everybody’s Happy Nowadays, Whatever Happened To og Why Can’t I Touch It? høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har nok uden tvivl lyttet til denne plade rigtig meget.Singles Going Steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.

373 – Björk – Post (1995)

Udgivet den af
Svar

Island er et land, der er meget berømt for deres musik. Sigur Rós, Ásgeir Trausti, Of Monsters and Men, Mezzoforte og Emilíana Torrini er nogle af de mest berømte, men ingen af dem overgår Björk, hverken hvad angår popularitet eller kvalitet. Björk har udgivet rigtig mange gode albums, og et af de bedste er hendes tredje album, Post fra 1995. Det åbner med et af Björks mest kendte numre, Army of Me, der med sit aggressive, trip hop-inspirerede beat sparker albummet virkelig godt i gang. Melodien er virkelig fængende, og Björks vekslen mellem stille og højlydt er rigtig smukt og dramatisk. Hyperballad har mere af et dance-beat, og jeg erkender, at jeg ikke er verdens største dance-fan, men Hyperballad er et virkelig interessant, følelsesrigt nummer. Det er betydeligt lystigere end Army of Me, men det føles lige så intenst. The Modern Things, opført delvist på islandsk, starter lidt skidt for mig med et meget sært introvers, som bygger på en metafor, som jeg slet ikke forstår et pluk af. Når det går over i islandsk, kan jeg dog lettere værdsætte den vidunderlige sang, der ikke falmer, selv efter en så god start.

Det meste af Post er et ret elektronisk album, men sangens største hit er et forholdsvis rendyrket bigband-nummer. Det er et cover af Betty Hudsons It’s Oh So Quiet, og det er en virkelig fed udgave. Den benytter flot dynamik, og man kan slet ikke mærke, at det var skrevet over 40 år før resten af albummet. Og på en eller anden måde, så passer det faktisk ind mellem de andre numre. Den efterfølgende Enjoy er mere af et beskidt trip hop-nummer, som gør rigtig meget med sit simple beat. Og trompeten derpå tilføjer meget flavour. You’ve Been Flirting Again er et ambient-nummer, og et ret flot et af slagsen. Der var også brug for noget mere stille efter Enjoy, og især da den efterfølgende sang, Isobel også er trip hop-inspireret, er You’ve Been Flirting Again et ekstra tiltrængt nummer. Isobel er i øvrigt et virkelig flot nummer, og især strygerne på det er imponerende. Det er pladens længste sang, men der sker så meget, at dens længde knap nok bemærkes. Og så kan jeg slet ikke få nok af førnævnte strygere.

Det bliver mere stille med Possibly Maybe, der har en dejlig vinyl-lignende knasen, og Björks excentriske sangstil er virkelig smukt udnyttet her. Det er en ret simpel melodi, men den danner et flot lyd. I Miss You er en storladen, funky lydeksplosion, hvorpå der kan findes nogle pragtfulde blæsersektioner og et vidunderligt klimaks. Det er en af mine yndlingssange fra pladen. Efter dette sjove nummer kommer pladens korteste nummer, Cover Me, der har en rigtig flot, knap så elektronisk lyd. Den er dog virkelig stemningsrig, og det er en ret så interessant oplevelse. Afslutningsnummeret hedder Headphones, og det kører lige fra der hvor Cover Me slap. Lyden starter rigtig stille, men efterhånden bygges der op til et helt enormt klimaks, der faktisk ikke er så højlydt igen, da det bare er Björks stemme, der føles som et helt orkester. Efter klimakset falder lydniveauet, og der bliver langsomt sagt farvel til lytteren. Post er et fantastisk album. Der er utrolig lidt ved albummet, der kunne være bedre, og disse ting er ganske banale. Hvis du kan lide excentrisk musik, så er det nok noget for dig, for det bliver sjældent mere excentrisk end Björk.