Forfatterarkiv: Kjartan

471 – Echo & The Bunnymen – Heaven Up Here (1981)

Udgivet den af
Svar

I 1981 udgav Echo & the Bunnymen deres andet album, Heaven Up Here. Vi snakker om rigtig prætentiøs, melankolsk, artistisk post-punk. Til trods for al melankolien, er det dog et rigtig dynamisk album. De kører meget fra at være stille til at være klimatiske med meget intens opbygning, og der er sjældent et gennemgående riff. I løbet af et nummer som Over the Wall går musikken fra at være en almindelig melankolsk tudesang med rimelig stiv struktur, til at alt på nummeret falder fra hinanden på smukkeste vis. Echo & the Bunnymen fokuserede meget på at skabe noget smukt ud af ting, de fleste nok ville se som noget, man aldrig skulle gøre som musiker. Det, der i første omgang kunne lyde som manglende struktur, er faktisk rettere et utroligt spektakel af følelser, som på grotesk vis overfalder hinanden en efter en. Det er uden tvivl ikke noget for alle, men det er noget for mig.

Der bliver tit arbejdet op mod klimakser, og vejen mod toppen er ofte næsten lige så storartet som vejens ende. Jovist, selve klimakserne er enorme og storslåede, men de ville ikke betyde noget, uden de tunge trommer og basguitarer. Produktionen er også en stor del af oplevelsen. Der er pudsigt nok et ekko på mange af numrene, både på sangeren og på diverse instrumenter. Det giver meget lyden af at være fuldstændig alene i verden, omgivet af totalt tomrum. Forsanger Ian McCulloch skriger, så lungerne næsten ryger, og de andre medlemmer spiller, så hans smerter føles meget begrundede. Det lyder som om, hele verden bare ryger ned over hovedet på ham, så han lyder aldrig bare som et brokkehoved, der ikke kan se noget som helst godt i livet. Det lyder ganske oprigtigt hele pladen igennem, og du skal ikke forvente dig en lykkelig slutning.

Melankolien kan nok til tider blive lidt for meget, for Heaven Up Here er lavet til et meget bestemt publikum, der kan lide den slags. Jeg hører selv med i den gruppe, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne trænge til noget lidt sjovere efter en gennemlytning af albummet. Hvis du er til eksperimentel musik af den knap så lystige slags, er Heaven Up Here af Echo & the Bunnymen let at anbefale, men hvis du ikke er, så er det nok lidt svært at blive fuldkommen forelsket i pladen. Som en person, der jo netop er lige i deres målgruppe, vil jeg gerne selv sige, at jeg ikke var specielt vild med den i starten. Men der er ikke en gang, jeg har lyttet til den, hvor den ikke har lydt bedre end sidste gang, den var i mine højtalere. Det vil nok tage endnu længere for en, der ikke er vant til at lytte til sådan noget musik, hvis de nogensinde når til punktet, hvor de ender med at elske det. Men hvis du til gengæld kan lide bands som Wire, The Fall, Swans og Public Image Ltd., så giv også Echo & the Bunnymen et par forsøg, for de fortjener det.

472 – Def Leppard – Hysteria (1987)

Udgivet den af
1

Jeg vil ikke forsøge på at overbevise nogen som helst om at Hysteria af Def Leppard er et revolutionerende kunstværk, der kan ændre din opfattelse af hvad man kan opnå med musik. For Def Leppard er bare fis og ballade, og når de lægger meget i at være fuldstændig hysterisk latterlige, er de da også bedst. Albummet åbner også med den ene fjollede sang efter den anden, og de første 6 sange blev alle udgivet som singler, så de er nogle af deres mest berømte sange. Selvfølgelig betyder det, at næsten alt det, man i forvejen kender, er i starten af pladen, hvilket kan gøre den sidste halvdel kedelig i starten, men selv efter gentagne gennemlytninger føles numre som Gods of War og Don’t Shoot Shotgun som om, de mangler det enorme hysteri, som Def Leppard ellers repræsenterer så godt i starten med klassikere som Pour Some Sugar on Me, Rocket, Love Bites og Armageddon It. Måske er de faktisk stadig lige så energiske og latterlige som i starten, men efter en halv time af den slags, føles de uden tvivl ikke nær så stærke.

Til gengæld er de bedste numre simpelthen umulige at kede sig til. Women, Rocket, Animal, Pour Some Sugar on Me og Armageddon It repræsenterer alt det, ikke blot Def Leppard, men hele hair metal-genren i det hele taget blev så populær af, nemlig den absolutte forkastning af alt seriøst her i verden. Imellem Animal, og Pour Some Sugar on Me finder man Love Bites, der nok er en af de få mere triste hair metal-sange, som rent faktisk er til at holde ud. At være latterligt melankolsk er rigtig sjældent morsomt, men Def Leppard formår rent faktisk at gøre det. Deres selvironi er ufatteligt tydelig, og det føles som at se et dramatisk b-film-drama, hvor skuespilleren på ingen måde kan opføre sig oprigtigt trist, hvorfor han da bare tudbrøler over selv de mindste småting. Som pladen da skrider frem, bliver det meget tydeligt, at den ikke er specielt dynamisk opbygget. Næsten hver eneste sang er konstant vild, og efter en time i Def Leppards selskab, vil man nok allerhelst høre noget med mindre råben og skrigen.

Hysterias sidste halvdel er generelt svagere – meget af det samme som på første halvdel, og ikke i nær så latterlige grader. Run Riot og Hysteria er nok de to bedste undtagelser til denne generalisering. Run Riot er fængende og energisk, og riffe tlyder ikke som noget andet på albummet. Hysteria er derimod nok den eneste oprigtigt lydende sang, Def Leppard nogensinde har skrevet. Den er ikke noget at græde over eller noget, men det er rigtig befriende, at man får denne ene sang, der rent faktisk tager sig selv seriøst. Hvis du er til overdreven hair metal, så er Def Leppards Hysteria en af de mest gennemgående sjove og lystige plader, man kan finde sig. Den har uden tvivl nogle skønhedsfejl, men præcis som hvordan de ikke tager sig selv for seriøst, så skal lytteren helst heller ikke. Hvis du tager din musik for seriøst, så burde du nok holde dig fra næsten al hair metal. Hysteria er, hvad det er, og det kan så være både godt og skidt.

473 – Coldplay – A Rush of Blood to the Head (2002)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne var en af de helt store undergenrer indenfor alternativ rock britpoppen, der var af en meget skæv, spøjs karakter med elementer af både pop og rock, der opstod i Storbritannien med navne som Blur, Oasis, Pulp, Suede, Supergrass og the Verve. Da 00’erme så begyndte at træde i kraft, var det meste af verden af en eller anden grund træt af bølgen. Selv forstår jeg det ikke rigtig, jeg ville selv rigtig gerne have at disse skæve personligheder kunne hærge det ellers ret flade, intetsigende, amerikansk dominerede poplandskab. Selvfølgelig har noget af manglen på britpop i radioen noget at gøre med, at de fleste af de store bands gik fra hinanden nogenlunde samtidig, men nye bands kunne være kommet til. I stedet begyndte mange britiske rockbands efter britpoppens forfald at lave det, vi kalder post-britpop. Jeg ville gerne nævne nogle eksempler, men de fleste er alt for kedelige og kønsløse til, at jeg ved hvem, der er værd at nævne. Med undtagelse af selvfølgelig Coldplay

Coldplay tog i 2002 verden med storm med deres andet album, A Rush of Blood to the Head, der med singler som In My Place, The Scientist og Clocks blev enormt succesfuldt i radioen, men disse hits var kun overfladen af albummets storhed. Det åbner faktisk med en rigtig hård, tung, nærmest post-punk-inspireret lyd på introen til Politik, og så meget som jeg nu engang elsker The Scientist eller Clocks er det perfekt at åbne med den hårde lyd. Det gør, at du som lytter er meget opmærksom. Man er klar på at tage på en ordentlig rejse gennem forsanger Chris Martins sind, og det gør man også. Sangene er ofte meget triste, og når de er glade i tonerne, lyder det mest af alt som en opmuntring, f.eks. på God Put a Smile Upon Your Face. Coldplay er som sangskrivere rigtig gode til at udtrykke disse triste følelser overbevisende uden at kede dig. Han kan faktisk let få en melodi til at sidde fast, og selvom han tuder og vræler gennem det meste af pladen, er der faktisk ret meget gang i lyden. Det er ikke Def Leppard eller noget, men han keder sjældent lytteren

Hvis vi prøver at sammenligne Coldplay med netop Def Leppard, så er Coldplays melankoli meget lettere at tage seriøst, så det er nok heldigt at de oftere er melankolske end Def Leppard er. Men hvor Def Leppard gik ud på at overreagere så meget som muligt, havde Coldplay en stadigt mere reel lyd. De tog måske af og til sig selv for seriøst. Jo mere man tænker over det, des mere lyder Chris Martins jamren ubegrundet. Selvfølgelig, han har haft det skidt, det har vi alle. Det kan sagtens have noget med produktionen at gøre, men på en eller anden måde lyder Martin bare ikke som en, der har haft det så slemt igen. Det er ikke på et plan, hvor det virkelig ødelægger min musikalske oplevelse, men uanset, hvilket humør, jeg er i, så glemmer jeg nærmest, at musikken er så trist igen, og det kommer en smule til at svæve ind i den kedelige suppedas, som næsten alt andet post-britpop havner i. A Rush of Blood To the Head er en af Coldplays allerbedste plader, og hvis du trænger til trist klaverrock, så leverer Chris Martin & Co. en af de mest anbefalelsesværdige løsninger med den.

474 – Otis Redding – Live In Europe (1967)

Udgivet den af
Svar

Det sidste album, den legendariske soulsanger Otis Redding nåede at udgive før sin alt for tidlige død i september 1967 var et live-album optaget i Paris under hans europaturné det år. Albummet fik navnet Live In Europe, og det er klart, at Otis Redding ikke blev værre med tiden. Jeg tror, jeg vil sige, at næsten alle sange på albummet er bedst i denne udgave. Måske har det bare noget at gøre med, hvor ofte jeg har hørt de oprindelige udgaver af Try a Little Tenderness eller I’ve Been Loving You to Long, hvilket nok bare har gjort mig træt af dem, men også med sange, som jeg ikke har hørt så ofte, foretrækker jeg dem i Live In Europe-udgaven. Sådan en sang som Respect, der jo nok er bedst kendt i Aretha Franklins coverversion, har jeg sjældent lyttet til Reddings studieudgave af, men hans liveoptagelse er helt formidabel, og den sætter virkelig gang i festen, da den er åbningsnummeret, og det skyldes ikke alene hvor meget energi Redding lægger i sin vokal, det skyldes også at han har et fantastisk band med sig, og vi snakker ikke om hvem som helst.

Gennem hele turneen havde han selveste Booker T. & the MG’s med sig. De spillede også til de fleste af hans studiealbums, men de leverer enormt meget her. Man kan høre at hvert eneste medlem spiller med liv og sjæl, og det er meget svært at sidde stille, når de virkelig giver den gas. Den gas bliver spredt tilpas ud, så der ikke kommer for meget energi af gangen, hvilket gør de energiske dele meget mere effektive. Otis giver den lige så meget som sanger, og han sætter tydeligvis sin stemme på spidsen ofte, både teknisk og følelsesmæssigt. Albummets optrædener er stort set fejlfri, men albummet har nogle mindre problemer. For det første har produktionen mangler. Der er vel kun så og så meget, en producer har at gøre med en koncertoptagelse, og det handler vel om lydens styrke og kvalitet. Kvaliteten har ingen problemer, det føles som om, man er der, men lydstyrken måtte gerne være balanceret bedre. Musikken er rigtig rigtig høj, men når Redding en sjælden gang imellem beslutter sig for at tale, skal jeg gøre mig rigtig umage, før jeg kan høre, hvad han siger.

Sangvalget kunne nok også godt have været en smule bedre. Forstå mig ret, det er nogle rigtig gode sange, han synger, men 8 af de 10 sange kommer fra enten Dictionary of Soul eller Otis Blue. Det er to af hans absolut bedste plader, men han har vel andet i sig end de to. Næsten hele hans katalog var jo til rådighed, da koncerten fandt sted. Alt i alt er Live In Europe en meget tilfredsstillende soulplade. Den oser langt væk af entusiasme, sjæl og høj teknisk standard i sang og spil. Hvis du ikke er til Otis Redding ellers, har denne plade dog ikke meget anderledes at byde på. Den lyder fuldkommen sådan, man ville forvente Otis Redding at lyde live. Det kan så både være en god og en dårlig ting, men det er i alle fald svært at sidde stille til.

475 – Bruce Springsteen – Tunnel of Love (1987)

Udgivet den af
1

Bruce Springsteens ægteskab med model og skuespillerinde Julianne Phillips var i 1987 i stor fare. Det gik mildest talt ikke for godt, og det skete både på grund Springsteens og Phillips’ handlinger. De havde utrolig mange problemer i forholdet, og samtidig havde Springsteen stadig sværere og sværere ved at skjule, at han ikke rigtig kunne repræsentere arbejderklassen, som han havde gjort det så ofte tidligere. Bruce Springsteen var en rigmand nu, så han besluttede sig for at lave en hel plade, der omhandlede et emne, som han havde noget mere at gøre med hans personlige liv. I 1987 udgav han så Tunnel of Love. Noget rigtig dejligt ved pladen er, at han slet ikke prøver at skjule sin berømmelse og rigdom. Nej, han vader ikke i det, men han åbner decideret med at fortælle om alle de materielle ting han har – men han har ikke sin ægtefælle, synger han på Ain’t Got You. Det er en sød lille sang, men albummet bliver for alvor stærkt, som man når lidt længere i at lytte til det.

Tougher Than the Rest handler om, hvad Springsteen har at byde på. Han er ikke en smuk drømmeprins, der siger alt det rigtige, men han kan holde til lidt af hvert. Og i løbet af det ægteskab har han klaret meget, og man kan høre tydeligt i hans stemme, at han er godt udkørt. Men han er villig til at fortsætte. I løbet af hele albummet er han ude på at redde deres ægteskab, og selvom det ikke lykkedes, kan man absolut ikke sige, at han ikke prøvede. Blandt alle Springsteens værker, tror jeg aldrig, han har lydt nær så oprigtigt desperat som på One Step Up, Brilliant Disguise eller All That Heaven Will Allow. Dette skyldes ikke blot Springsteens stemme eller hans tekst, det skyldes i særdeleshed også musikken. The E Street Band bliver ikke brugt voldsomt på albummet, og det var det sidste album i lang næsten ti år, hvor de i det hele taget spillede, men de få bidrag, de har, tilføjer meget. Det er dog nok bedst, at de kun spillede sporadisk, for ni personer i bandet kunne nok let have gjort oplevelsen for pompøs og i værste fald upersonlig.

Han har både nogle langsomme numre og et par stykker med mere gang i den, og at der kommer fut i fejemøget, gør ikke at han føles mindre oprigtig. Det gør blot hans ønske om et lykkeligt ægteskab mere højlydt. Energien er ikke en negativ side, nej det er rettere noget, jeg ville sige om et par få af de langsomme numre. Forstå mig ret, jeg elsker mange af dem, men Walk Like a Man og Valentines Day har bare melodier, som slet ikke rammer de tilhørende teksters kvalitet. Det lyder som albumfyld, men teksterne er absolut mere værd, så jeg synes næsten, at det er synd, at melodierne har så lidt at byde på. Og det er ikke fordi, de er langsomme, der sker bare ikke nok i dem. One Step Up og Tougher Than the Rest er smukke sange, og de er også ret langsomme, men de er mere dynamiske og instrumentalt bearbejdede. Alt i alt er Tunnel of Love et smukt indblik i sindet på den ene halvdel af et besværligt ægteskab, og det er rigtig rørende. Springsteen har aldrig været så sårbar eller personlig, men musikken i sig selv når slet ikke hans toppunkt.

476 – The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band (1965)

Udgivet den af
Svar

Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.

477 – Fugees – The Score (1996)

Udgivet den af
Svar

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.

478 – LL Cool J – Radio (1985)

Udgivet den af
Svar

LL Cool J udgav som blot 17-årig Radio, og det endte med at blive en af de mest indflydelsesrige hip hop-plader nogensinde. I højere grad end nogen anden før ham kunne han fornærme og prale. Han fik sig selv til at lyde viljestærk og rå, mens han på det groveste nedgjorde alle, der havde noget negativt at sige til ham. Ikke alene var det en helt ny måde at rappe på, som i dag har overlevet i næsten 20 år, men det var også det første hip hop-album som den i dag legendariske Rick Rubin producerede. Hans produktion har varieret meget gennem tiden, men den har næsten altid været meget hårdtslående, og Radio er ingen undtagelse. Han er samtidig meget minimalistisk. Der bliver ikke brugt meget andet end nogle simple, tunge rytmer og af og til nogle samplede guitarer eller andet i den dur. Den simple produktion fremhæver dermed LL Cool J selv. Han er da også en formidabel rapper, når han er bedst. Desværre er han ikke altid på sit højeste niveau, og pladens alder viser sig tydeligere år for år.

På åbningsnummeret, I Can’t Live Without My Radio, maler han sig op som en person, der har styr på det hele og fortjener respekt, hvilket folk da også giver ham, for han har nemlig en JVC-radio, hvilket åbenbart var et statussymbol i LL Cool J’s kvarter i midt-80’erne. Selvom en JVC-radio ikke er det, man oftest er stolt af at eje i 2012, bliver man let overbevist af sangen, om at LL Cool J ikke er en hr. hvem som helst. Hans stærke attitude fortsætter på resten af albummet med numre som You Can’t Dance, That’s A Lie og Rock the Bells hvor han spytter løs med fornærmelser af hårdeste skuffe, og han er rigtig god til det. Man har virkelig ikke lyst til at komme op og toppes med ham. Desværre er han ikke altid så god. LL Cool J var en af de første til at rappe kærlighedssange. På I Can Give You More går teksten heldigvis mere med at fornærme pigens nuværende kæreste, og på You’ll Rock går den mest med hvorfor han er så sej, at hun burde være sammen med ham, men når han gør sig mere blødsøden, lyder det bare kluntet – heldigvis sker det kun på I Want You, men den sang er så svær at tage seriøs, at det nok bare er bedst at springe den over

I modsætning til de kommende par års hip hop, bliver der næsten ikke samplet på dette album. I løbet af hele albummet, bliver der kun samplet på 5 sange, hvoraf de fleste er svære overhovedet at lægge mærke til. Mange af sangene, de sampler, kender jeg rimelig godt, men jeg lagde slet ikke mærke til det. Da jeg endelig slog op, hvor de var, kunne jeg godt høre det, og i mange af tilfældene giver det musikken mere punch – f.eks. hvor han sampler Flick of the Switch af AC/DC på Rock the Bells eller Owner of a Lonely Heart på That’s A Lie. Alt i alt er Radio en plade for alle dem, der gerne vil grave ned i hip hoppens historie. Dens simplicitet kan måske få den til at lyde tam nu til dags, og af og til er teksterne også lidt for tidstypiske til at man virkelig kan nyde albummet uden at tænke over dets historiske vigtighed. Men den historiske vigtighed er svær at ignorere, for hip hop var aldrig det samme, efter LL Cool J fik chancen til at prale om sin JVC-radio.

479 – Richard & Linda Thompson – I Want to See the Bright Lights Tonight (1974)

Udgivet den af
Svar

Richard Thompson havde i mange år spillet guitar for diverse andre musikere, og han var en af de absolut bedste i feltet. Han udgav i 1972 et ikke specielt succesfuldt soloalbum ved navn Henry the Human Fly, og oven på af de mildest talt  skuffende salgstal, slog han sig sammen med sin kone Linda, og deres debut som gruppe udkom i 1974 og hed I Want to See the Bright Lights Tonight. Richard Thompson havde tidligere spillet med navne som Fairport Convention og Nick Drake, så han var velbevandret i folk-rock-scenen. I Want to See the Bright Lights Tonight har derfor en meget folk-inspireret lyd. Richard og Linda var meget fattige, da de optog albummet, så ikke alene var budgettet meget smalt, men fattigdom er også et gennemgående tema på albummet. Glade sange som I Want To See the Bright Lights Tonight, The Litte Beggar Girl og When I Get to the Border handler om at få det bedste ud af næsten ingenting, og mere triste sange såsom The Cavalry Cross, Down Where the Drunkards Roll og The Great Valerio handler meget om de selvfølgelige lavpunkter ved fattigdom.

Både Richard, der jo ellers først og fremmest er en af verdens bedste folk-guitarister, og Linda synger for på dette album, og især Linda kan mærkes kraftigt. Hun har en smuk, smuk stemme, der især har effekt på de mere triste numre, og hendes sorg kan mærkes dybt nede. Hun er dog også fuld af entusiasme på numre som I Want to See the Bright Lights Tonight og We Sing Hallelujah, og især på The Little Beggar Girl er hun fuld af lystigt had, som hun synger linjer som “I travel far and wide to do the work that I do; ‘Cause I love taking money off a snob like you”, og det er absolut ikke til at stå for. Richard har slet ikke de samme vokale evner, men hans manglende perfektion i stemmen støtter på en eller anden måde billedet af det fattige ægtepar. Selvom Linda så ganske vist er en fantastisk sangerinde, har hendes stemme meget skævhed i sig. Hun lyder ikke som en Celine Dion eller en Whitney Houston, hun lyder bare som en meget ægte personlighed, der er helt nede på jorden.

Richard Thompson er som sagt en af de bedste guitarister nogensinde. Men hvor de fleste af de bedste rockguitarister tager udgangspunk i blues – Jimi Hendrix, Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton; ja selv nogle ikke nær så åbenlyse nogen som Eddie Van Halen, David Gilmour og Slash – tager Richard Thompson det meste fra folk, og stort set ingenting fra blues. Selvfølgelig, han er ikke den eneste fantastiske guitarist, der fuldstændig forkaster blues, men at han er i den minoritet, der gør det, gør hans lyd rigtig forfriskende. På I Want to See the Bright Lights Tonight lader parret sig også meget inspirere af britisk folkemusik. Krumhorn, Dulcimer, Mandolin og Concertina gør at instrumentationen virker overraskende og som sådan også som lidt af en rodebutik. Som om, det bare lige var det, der lå og flød. Men forstå mig ret, det er en god ting. Det lyder som om, hele albummet var bygget på, at få så meget ud af så lidt som muligt, så hvis den smule, de har, skulle være lige netop disse instrumenter, så må det jo være det, man må arbejde med. Hvis man er til folk-rock, så er Richard og Linda Thompson et par rigtig dygtige musikere, som med I Want to See the Bright Lights Tonight har skabt en 70’ernes mest livsbekræftende plader.

480 – George Michael – Faith (1987)

Udgivet den af
Svar

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.