De var ikke just verdens mest sprælske skikkelser, men bevæbnet med stærk virtuositet og en forkærlighed for tidløse folkemelodier fik Paul Simon og Art Garfunkel formået at etablere sig som nogle af 60’ernes største popstjerner. På toppen af det hele valgte de at gå hvert til sit i 1970 oven på en række ikke just gnidningsfri indspilninger. Alligevel endte det afsluttende album, ‘Bridge Over Troubled Water’ med at blive duoens største succes nogensinde – både i radioen, i pladebutikkerne, blandt anmeldere og i eftertidens konsensus. Lige fra de første elegante klavertoner på det indledende titelnummer står det klart, at duoen siger farvel på toppen. Garfunkel synger den alene – et vovet move, når nu Simon oftest blev set som stjernen. Dette valg ender dog nærmest med at være programmatisk for pladen, for selv om den er duoens mest poppede, er den så sandelig kendetegnet ved, at de tør holde igen, når det hjælper. Titelnummeret ender i en storladen wall of sound, men først når den halvvejs med kun Garfunkel og et klaver, der egenhændigt formår at bygge op mod sangens eksploderende finale.
Det efterfølgende nummer, ‘El Condor Pasa (If I Could)’ er ligeledes tålmodigt med at komme i gang, og når det starter, er det en fløjtebåren folkesang, der ikke just er bygget til hitlisterne. Alligevel blev den faktisk et mindre hit, da den trods sin skæve, underspillede lyd er øjeblikkeligt tiltalende med sin drømmende instrumentation. Først med det tredje nummer, ‘Cecilia’ får vi en simpel syng-med-sang, der angriber øjeblikkeligt med et fængende, poppet omkvæd. Alligevel er den båret af skramlet, lettere kaotisk percussion frem for de elegante guitarlyde, de oprindeligt gjorde sig kendt for. Albummets soniske udbud er varieret, men duoen mestrer at lade os vente med at få det hele – netop ligesom hvordan man skal vente til andet nummer, før Simon and Garfunkels mest kendte medlem dukker op. Det gør lytteoplevelsen mere tilfredsstillende, og i løbet af numrene, sidder jeg tit og glæder mig over hvor sangen er på vej hen. Det bragende slagtøj på ‘The Boxer’, blæsersektionen på ‘Keep the Customer Satisfied’ og den vemodige nynnen på ‘Song for the Asking’ er kun få af de øjeblikke, der altid formår at få en lille rus ud af mig, når jeg lytter til ‘Bridge Over Troubled Water’. Selv det kluntede reggae-klingende nummer ‘Why Don’t You Write Me’ formår at have sine stunder, der giver mig et smil på læben.
Albummet lider lidt af, at de første otte numre alle er rimelig geniale. Derfor falmer de efterfølgende tre lidt. Ikke blot er den fjogede ‘Why Don’t You Write Me’ nærmest decideret malplaceret på dette album (omend en mere kynisk sjæl muligvis ville sige det samme om mesterværket ‘Cecilia’) – men albummet formår ikke helt at samle sig efter den diskurs. Det næstsidste track er noget så aparte som et live-cover af ‘Bye Bye Love’ af The Everly Brothers, en duo man sagtens kunne kalde Simon & Garfunkels forgængere. Det er en lyrisk tragisk og sonisk nærmest lyksagelig sang om at afslutte et forhold, og denne bittersøde, tosidede sang er naturligvis oplagt til at understøtte, at duoen gik i opløsning. Det bliver dog lige lovligt happy-go-lucky, når man skal høre publikum klappe med samtidig. Jeg har passende nok meget delte følelser om det track, men på papiret er jeg glad for dens inklusion nær slutningen, men jeg er dog også glad for at den lille, sentimentale vise ‘Song for the Asking’ får lov til at afslutte i stedet. Det er ikke gruppens stærkeste melodi, men den formår at efterlade en lille klump i halsen, og den vinker smukt farvel til lytteren. ‘Bridge Over Troubled Water’ er en stærk popplade. Den formår på en gang at være duoens mest poppede og mest jordnære – og helt klart blandt deres bedste.
Greatest Hits-plader er en tricky kunst. Det er svært at få dem til at lyde sammenhængende, og det slår i de færreste tilfælde at høre et album, hvor sangene fra starten af var udviklet med henblik på, at man skulle høre sangene i hinandens kontekst. En undtagelse til denne regel er soulsangeren Al Greens simpelt betitlede ‘Greatest Hits’ fra 1975. Al Green udgav sit debutalbum i 1967, men denne opsamling strækker sig ikke længere tilbage end til 1970. Samtidig er de yngste tracks på udgivelsen blot fra 1973. ‘Greatest Hits’ dækker derfor over en spinkel tidslomme på knap fire år, og heri ligger en stor del af styrken ved Al Greens ‘Greatest Hits’. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at alle albummets ti sange var blevet indspillet den samme måned. De to første, lidt mere rå, bluesede album bliver sprunget over, så vi ikke hører ham mens han er i gang med at finde fodfæstet. I stedet kører vi gnidningsfrit igennem ti smooth, sensuelle og til tider lettere funky soultracks, hvor Al Green-lyden for alvor er blevet fundet. Og siden vi jo har at gøre med de største hits fra den periode, er niveauet virkelig højt.
Det er kun ganske få af Greens bedste sange, der bliver forbigået. Til trods for at albummet med nær nøjagtig timing formåede at blive udgivet som hans storhedstid var ved at være overstået, har den ramt vældig præcist i forhold til hvad der i eftertiden ville blive husket bedst. Det magelige afslutningsnummer ‘Let’s Get Married’ fra 1973 er nok den eneste, der lidt er gået i glemmebogen, og mens jeg næppe ville kalde det et højdepunkt, er det faktisk en ganske tilfredsstillende sang til at afslutte et album, der fører lytteren rundt i kærlighedens op- og nedture. Man kunne lidt savne ‘Take Me to the River’ fra 1974-albummet ‘Al Green Explores Your Mind’ – et album, der end ikke er repræsenteret af andre sange. Men nuvel, denne var end ikke udgivet som single, og den fik ikke rigtig hitstatus før Talking Heads’ fantastiske coverversion fra 1978. Så er der selvfølgelig også 1972-sangen ‘Love and Happiness’, muligvis Greens bedste skæring nogensinde. Den blev først udgivet som single i USA i 1977, men dette år sørgede pladeselskabet for at genudgive ‘Greatest Hits’ i den version, der nok er mest almindelig i dag, nemlig hvor hans cover af Bee Gees-sangen ‘How Can You Mend a Broken Heart’ er erstattet af ‘Love and Happiness’.
Opsamlingen er ikke lang. Med sine 10 sange varer den 36 minutter, så der var nok plads til, at begge sange kunne have været der. Jeg skal dog ikke klage over, at ‘How Can You Mend a Broken Heart’ blev fjernet – det er i mine øjne klart originaludgavens svageste punkt, selv om den dog stadig overhaler Bee Gees-originalen med meter. Men jeg er også glad for at vi havde at gøre med en erstatning rettere end et supplement, da albummets flow kun bliver gjort mere elegant, og da 36 minutter er mere end rigeligt til at skabe en solid Al Green-skive. Hans lyd er meget konsekvent med de blide strygere, sprøde guitarlicks, diskrete trommer, diabolske orgelpassager, sjælfulde blæsere og groovy basgange. Mange bandmedlemmer går igen på tværs af hans album, og det hjælper så absolut på helhedsoplevelsen. For lige at gøre det bedre har vi at gøre med noget så sjældent som en opsamling, hvor sangene ikke blot tankeløst bliver smidt i kronologisk rækkefølge – i stedet er de ordnet således, at de rent faktisk understøtter hinanden dynamisk og sørger for at gøre ‘Greatest Hits’ til en helstøbt gennemlytning. Med kun ti sange har vi at gøre med en effektiv bouillonterning, der mætter ethvert soulhungrende øre uden at spilde tiden på overflødigheder – på alle måder den ideelle Al Green-oplevelse.
Ray Charles er en af de største soulsangere nogensinde, og han var en afgørende faktor i genrens tidlige udvikling. Da Atlantic Records i 1991 udgav et bokssæt med et rigt udpluk fra de tidlige år i Charles’ karriere, gav det derfor god mening, at den fik navnet ‘The Birth of Soul’. Dette navn meddeler dels opsamlingens berettigelse – dels et af opsamlingens største problemer. For mens det er berigende at få et indblik i måden Charles med stor indlevelse fusionerede nye tendenser i blues og vokaljazz med gospel og standardpop, kan man ikke undslippe, at programsætningen ‘The Birth of Soul’ bliver fulgt så nøje, at det på visse punkter ender med i højere grad at være en historiefortælling end en fyldestgørende lytteoplevelse på andre parametre. Med mindre man er særligt interesseret i den musikhistoriske signifikans ved Charles’ 50’er-indspilninger, er det en svær udgivelse at anbefale, da den over 2½ time ikke tøver med at levere forglemmelige skæringer side om side med de store klassikere. Der skal ikke herske nogen tvivl, de bedste af sangene på denne udgivelse har ældet med ynde – ‘Hallelujah, I Love Her So’ er en euforisk gospelinspireret triumf, ‘This Little Girl of Mine’ formår stadig at lyde sprælsk efter 60 år, og ‘What’d I Say, Parts 1 and 2’ er stadig et dybt charmerende sonisk mesterværk.
Hvis man kogte dette album ned til den bedste 12-17 sange, kunne vi muligvis have at gøre med en spektakulær udgivelse, og det ville oven i købet være uden klassikere som ‘I Can’t Stop Loving You’, ‘Hit The Road Jack’ og ‘Georgia On My Mind’, der blev udgivet efter den tidslomme, opsamlingen har valgt at indkapsle: 1952-1959. Ja, Charles’ 50’er-output er faktisk så solidt, at man sagtens kan klare sig uden hans store 60’er-hits. Selv om der er en del middelmådigheder på tracklisten, er der godt med stærke sange på opsamlingen, også blandt det mindre kendte. ‘Heartbreaker’, ‘Sinner’s Prayer’ og ‘Ain’t That Love’ er stærke sange, omend jeg må antage, at de selv med datidens briller må have været anset som nogle af hans mere traditionelle sange. Apropos datidens briller er det svært ikke at hæfte sig ved, at 50’erne havde et noget anderledes kønssyn, som Charles ikke just gjorde op med. ‘I’ve Got a Woman’ er på mange måder stadig en fortræffelig sang, men det er svært for mig at lade være med at krumme tæer, når Charles synger linjen »She knows a woman’s place / Is right there, now, in her home«, og mens den er det klareste eksempel, og de færreste er så åbentlyst forkastelige, er der en del af dem, selv på de bedste sange.
‘The Birth of Soul’ er ikke fattig på gode sange, men når albummet varer 150 minutter, ønsker jeg at høre mere og andet end blot en række fine sange. Hvis jeg ikke lige er i mit musikarkæologiske humør, ender boksen mest som noget lydtapet, blot fordi meget af det lyder som den samme suppedas. Der er begrænsninger for hvor længe de samme bluesrundgange bliver ved med at være tiltalende, selv med en karismatisk vokalist, der også formår at kunne udtrykke enhver følelse gennem sit klaverspil. Visse sange er endda åbenlyse efterligninger af hinanden, hvor teksten nærmest er den eneste mærkbare forskel. ‘Greenbacks’ er blot en lidt hurtigere udgave af ‘It Should Have Been Me’, og ‘Talkin’ About You’ lyder som et pinligt forsøg på at genskabe magien fra ‘I’ve Got a Woman’. Desuden er alle de instrumentale sange totalt ligegyldige, og jeg tror næppe jeg kommer til at huske dem for andet end at de har spildt min tid på et album, der er langt nok i forvejen. ‘The Birth of Soul’ er som sådan en prisværdig opsamling, der nok skal tilfredsstille de store soulnørder, men personligt tror jeg aldrig, jeg kommer til at lytte til den i sin helhed igen, og det er meget begrænset, hvem jeg ville anbefale den til, især her i streamingens tidsalder.
Jeg har i år været både på Copenhell for tredje gang, NorthSide for femte gang og A Colossal Weekend for første gang, og alle tre har været umanerligt vellykkede. Det jeg har glædet mig mest til det seneste års tid er dog utvivlsomt at tage på Roskilde Festival for fjerde gang sammen med min vidunderlige camp.
De tre sidste gange har budt på nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv – Paul McCartney, Neil Young, PJ Harvey, Sort Sol, Foo Fighters, Den Sorte Skole, Pede B, At the Drive-In… de stærke koncertoplevelser er mange og mangfoldige.
Det regner jeg på alle måder med, at jeg vil kunne sige igen, når årets Roskilde Festival er færdig – eller som jeg kalder det: årets vigtigste uge. Roskilde Festival er bedre end fødselsdage, bedre end jul bedre end noget andet tidspunkt på året. Det er det eneste sted, jeg kender til i hele verden, hvor man både kan opleve både obskur europæisk avantgardejazz og nogle af verdens største popstjerner – og alt derimellem.
Jeg har nydt gevaldigt at gå rundt hele året og lytte til hvert eneste navn på årets program. Jeg har stiftet nogle meget positive musikalske bekendtskaber, omend jeg kendte de fleste af navnene på denne liste i forvejen. Så jeg sender en venlig hilsen til Nihiloxica, Slaves, Gamelan Salukat, Ben Frost, Dona Onete, Yasuaki Shimizu, James Holden og Kokoko!, som jeg ikke kendte før de kom på plakaten, men som jeg glæder mig gevaldigt til at se.
Da dette er listen over kunstnere, jeg glæder mig mest til at se, betyder det også, at jeg har taget højde for overlap. Kunstnere som My Bloody Valentine, Massive Attack, Heilung, Bruno Mars, Debo Band og Paal Nilssen-Love’s Japan Free Jazz & Noise kunne sagtens være havnet på denne liste, hvis de ikke havde overlappet med noget, der var højere oppe. Det har min liste på ingen måde lidt af – ethvert af disse navne ville være oppe i nærheden af top 5, hvis de spillede på andre festivaler.
15. Anderson .Paak & the Free Nationals
I 2016 tog Anderson .Paak fuldkommen fusen på mig med sin Apollo-koncert på Roskilde Festival. Det var noget af det mest charmerende og imponerende, jeg nogensinde havde set, og jeg så det delvist blot fordi, der ikke var andet samtidig. Denne gang har den sprøde funk-rapper fået til opgave at lukke Arena med sine glade, festlige, soulede toner – den totale antitese til Sort Sols dystre lukning sidste år. Det bliver lutter Orange Feeling, når jeg med et smil på læben går hjem fra en koncert med så imødekommende stemning.
14. Fever Ray
Jeg har kendt til Karin Dreijers Fever Ray-projekt i nogle år, og jeg er ligeledes ret begejstret for hendes udgivelser med The Knife. Det var dog først i år, at jeg for alvor fik lyttet til Fever Rays to abstrakte, artsy electropopudgivelser, og deres maniske univers er lige noget for mig. Jeg bliver suget ind i en lyd fra en anden planet. Hun har fået til opgave at give den sidste koncert på Arena fredag nat hvilket lyder som det perfekte tidspunkt for hendes koncerter – som jeg desuden har hørt skulle være visuelle spektakler, der om muligt er mere gribende end hendes album.
13. St. Vincent
Lad mig lige slå det fast, at hvis jeg ikke allerede havde set St. Vincent live tre gange (to gange solo, én gang med David Byrne), ville hun nok være betydeligt højere. Men jeg glæder mig stadig rigtig meget til et godt gensyn med den skæve sangskriver. Hendes seneste album, ‘Masseduction’ bliver ved med at vokse på mig for hver gennemlytning, og jeg fanger ofte mig selv i at nynne de på en gang spøjse, catchy og følelsesmæssigt potente popsange fra det album. Jeg har ikke set hende live siden de sange blev udgivet, og hvis hun holder den høje standard fra de tre sidste gange, skal det nok blive fremragende.
12. Touché Amoré
Det er sjovt så længe som jeg har været fan af Touché Amores slæbende post-hardcore screamo uden nogensinde at få set dem live. Det er ikke fordi man skal lytte længe til dem for at opdage, at de nok må være et formidabelt liveband, for der er så meget indlevelse i hvert eneste instrument – samt naturligvis den skrigende vokal. Livevideoer er også overbevisende, så jeg er klar til at få sjælen smadret, når Touché Amoré nok engang skal gå amok for et dansk publikum, denne gang med mig iblandt.
11. Paal Nilssen-Love’s Brazil Funk Impro + Large Unit Brazil Edition
Oven på de syrede oplevelser de sidste par år, der var Mats Gustafssons Nu Ensemble og Andromeda Mega Express Orchestra kan jeg kun konkludere, at der ikke er nok avantgarde-jazz på Roskilde Festival. I år er der så hele tre shows, hvor jeg skal se to af dem, begge med den bizarre norske trommeslager Paal Nilssen-Love i centrum. Både hans eksperimentelle bigband Large unit og et mindre, Roskilde-unikt ensemble gør klar til at skræmme de uindviede øjeblikkeligt væk, mens vi andre bliver måbende tilbage, forgabt i hvordan så levende musik skabes med så utraditionelle virkmidler. Disse to shows foregår i samarbejde med brasilianske musikere, og jeg ville egentlig allerhelst også gerne se hans tredje show, der er udviklet i samarbejde med japanske noisemusikere, men de spiller desværre samtidig med…
10. Eminem
Det var lidt svært lige at placere Eminem på denne liste. Han er uden tvivl ikke det, jeg glæder mig allermest til (nervøs ville nok være et bedre ord), men alligevel kunne han have spillet samtidig med stort set ethvert navn på årets plakat, og jeg ville nok alligevel vælge at se ham. Jeg har et stærkt forhold til hans bedste udgivelser såsom ‘The Marshall Mathers LP’ og ‘The Slim Shady LP’, og selv hans mere middelmådige udgivelser har tit haft et par tracks eller to, jeg godt kunne lide. Hans setlister for tiden ligner en meget blandet godtepose, og det samme gælder hans liveshows. Men han har lovet at spille i over halvanden time, tyder det på, så man kan håbe på, at det betyder, at han rent faktisk stadig interesserer sig for at skulle give koncert. Så håber jeg bare, at han holder sig fra at spille for meget fra det nye album.
9. Nephew
Endnu et 00’er-navn, hvor jeg elsker deres tidlige materiale, mens jeg ikke har været begejstret for noget, de har udgivet længe. Med Nephew er jeg dog ikke et sekund i tvivl, om at de stadig har blod på tanden, når det gælder koncerter. Jeg har voldhørt deres livealbum med den legendariske 2007-koncert på Roskilde, og når de vælger kun at give to koncerter i Danmark hele sommeren, betyder det sikkert, at vi har noget helt specielt i vente. Og så er deres melodier jo evindeligt skægge at synge med på, og der er selv nogle af de nyere tracks, som jeg sagtens kunne se virke i en livesammenhæng.
8. Operap
Da jeg læste navnet ‘Operap’ sagde jeg højlydt »Jeg håber, det er lige præcis det, det lyder som« med et smil på læben. Jeg blev ualmindeligt glad, da blev bekræftet i, at det var et show, hvor opera og rap mødtes, men da jeg også læste, at Pede B og DJ Noize stod bag, blev det hurtigt til en must-see for mig. Jeg er lidt ligeglad med, om det er en dum gimmick, de gutter kan om nogen finde ud af at stable et hiphopshow på benene, de lader ikke blot gimmicken bære sig selv. At de også har strygerensemblet DUEN, hvorfra jeg har gået på gymnasium med en del af musikerne, gør mig kun gladere. Ud over Pede B har jeg ikke det store forhold til nogen af de annoncerede rappere, og jeg er totalt blank omkring operasangerne, men formentlig vil jeg gå derfra klogere på det hele.
7. Boris & Merzbow
Jeg skal ikke se Bruno Mars på Orange Scene. Han er en af vor tids bedste og mest konsekvente popstjerner, og jeg har kun hørt godt om hans liveshows, men han bruger melodier og akkorder og den slags, og det er altså overvurderet. I stedet vil jeg se to japanske noise-navne, der spiller samtidig. Og med samtidig mener jeg bogstaveligt talt, at Boris spiller én sang, mens Merzbow spiller en anden. De siger, at deres todelte fællesalbum ‘Gensho’ var lavet til, at man skulle afspille begge halvdele (Boris-delen og Merzbow-delen) samtidig. Jeg har ikke givet det et forsøg endnu, men måske venter jeg med, at jeg skal se det, så jeg kan blive blæst omkuld live – det lyder i forvejen rigtig bjergtagende i den opdelte udgave, så det kunne sagtens blive en fuldkommen vidunderlig støjmur at høre det samtidig.
6. Gorillaz
Jeg så Gorillaz live i Royal Arena sidste år, og det var vældig godt, og det var en koncert, der konstant blev bedre, som den fortsatte. Jeg glæder mig dog stadig afsindigt meget til allerede at gense dem, for en uge inden deres koncert har de et nyt album, Orange Scene er et perfekt sted for deres visuelle univers, og ikke mindst: de har langt lettere ved at hive gæster ind på scenen, når de er på Roskilde. De har lavet musik med både Kali Uchis, Danny Brown og Vince Staples, der alle spiller på Roskilde samme dag, så jeg tør sagtens håbe på, at mindst én af dem (men forhåbentlig dem alle sammen) tager en smuttur forbi Orange. Og så sad jeg også ned i Royal Arena, og jeg vil gerne have mulighed for at stå op til Gorillaz denne gang.
5. Dead Cross
Frontmanden i dette band er Mike Patton fra Faith No More, Fantômas, Mr. Bungle, Tomahawk og alskens andre kreative rockprojekter. Med Dead Cross slår han folderne i hardcore punk, og hans vokal er som skabt for den genre. Især da de spiller noget af det mest varierede, virtuose, dynamiske og overraskende som genren har at byde på. Deres hidtil eneste album er noget af det bedste, Patton nogensinde har rørt. På trommer finder vi desuden Dave Lombardo fra Slayer og Fantômas, og han og Patton spiller vidunderligt over for hinanden såvel som de øvrige medlemmer, Mike Crain og Justin Pearson.
4. Danny Brown
Åh, Danny, hvor jeg dog elsker dine psykotiske hiphopeksperimenter. Især står 2016-albummet ‘Atrocity Exhibition’ mig nært, men jeg vil endelig ikke forbigå, at ‘XXX’ fuldt ud fortjener sin kultstatus, og jeg synes at ‘Old’ er enormt undervurderet – som helhedsoplevelse endda bedre end ‘XXX’. Din skingre skæve stemme, dine skræmmende menneskelige tekster tilsat instrumentation fra en anden planet. Du er skrupskør og bundærlig på én gang, og din musik bliver ved med at blive bedre for hver gang du laver noget nyt. Så jeg glæder mig utrolig meget til at se dig live for første gang – og forhåbentlig at gense dig til Gorillaz et par timer senere.
3. Nick Cave & The Bad Seeds
Nogle af navnene ville være højere oppe, hvis jeg ikke havde set dem før. Sådan et navn er Nick Cave & The Bad Seeds ikke. Jeg vil endda vove at påstå, at de næppe ville have været så højt oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem spille deres tungsindige mørkerock live én gang. Deres koncert i Royal Arena var så god, at de har lavet den til en koncertfilm, og snart bliver en række sange derfra også udgivet på en live-ep. Det var en bjergtagende, nærmest religiøs seance, og det er helt genialt valgt, at de skal spille, som mørket falder på
2. Nine Inch Nails
Jeg skal i år se Nine Inch Nails for første gang. Deres fantastiske ‘The Downward Spiral’ er et af mine yndlingsalbum i verden, og deres nylige ep-trilogi er noget af det bedste, de har leveret i lang tid. Trent Reznors kreativitet er helt ufattelig, og jeg har læst en del om deres liveshows, hvilket kun har gjort mig mere interesseret i at se dem live. Det er tydeligt for mig, at de gør meget ud af at præsentere deres elektronisk orienterede industrielle rockmusik med så meget indlevelse som muligt. Det bliver stort at høre dem live for første gang.
1. David Byrne
Jeg eeelsker Talking Heads, og jeg elsker især deres koncertfilm ‘Stop Making Sense’. Jeg har set den flere gange end de fleste ville kalde sundt, og jeg er dermed overbevist om, at deres daværende forsanger, David Byrne, vil levere en fantastisk koncert på Arena-scenen. Hvis dette ikke skulle være nok, siger han selv, at denne turné vil byde på hans største koncertproduktioner siden dengang. Jeg har som sagt set ham før, for fem år siden i en fælleskoncert med St. Vincent, og dermed ved jeg allerede, at han kan finde ud af at sammensætte et vildt liveshow. Han er intet mindre end et geni, og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil gøre det bedre på hele festivalen, end han vil gøre.
For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.
Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.
Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.
Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.
Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.
15. Mashrou’ Leila
Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.
14. Susanne Sundfør
Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.
13. Sleaford Mods
Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.
12. Father John Misty
Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.
11. Deerhunter
Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.
10. Future Islands
Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.
9. Mike D
Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.
8. MC50
Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.
7. Tyler, The Creator
Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.
6. Queens of the Stone Age
Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.
5. Beck
Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.
4. The National
Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.
3. N.E.R.D.
Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.
2. C.V. Jørgensen
C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.
1. Björk
Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.
Ja, jeg er ikke typisk fan af blogindlæg om hvorfor der er få blogindlæg. Jeg tror, jeg engang fulgte en gut på YouTube, hvor hver femte video var en undskyldning for ikke at uploade ofte nok. Jeg tror dog alligevel, jeg skylder en forklaring. Jeg ved, at mange af jer, der følger min blog, følger min private facebookprofil, og derfor ved størstedelen af jer det nok – men jeg ved også, at der er nogle få, der har opdaget min blog på anden vis, og de fortjener da også at vide, hvad der foregår.
Jeg er i gang med et lidt sindssygt projekt – og jeg snakker altså ikke om det der med de 500 album, det føles mindre sindssygt for hvert år der er gået. Jeg er universitetsstuderende, og det er jo typisk sådan noget man er på fuld tid, og så har man nogle gange et job ved siden af. En dag så jeg, at Soundvenue søgte en praktikant i deres musikredaktion, og siden jeg i mange år har haft stor respekt for dem, tænkte jeg, at jeg da lige så godt kunne søge. Det er trods alt lidt af en drøm for mig at beskæftige mig med musikjournalistik på et professionelt niveau. De søgte ganske vist en fuldtidspraktikant, men whatever, det kan jo ikke skade at søge.
Nå, men de endte altså med at vælge mig alligevel. Jeg er derfor studerende og musikpraktikant, hver især i så godt som fuld tid. Det kan da næppe overraske, at jeg ikke har særlig meget tid til at opdatere bloggen. Praktikforløbet startede i januar, og det varer til sommer, og i denne periode bliver det nok lidt smalt med indhold på bloggen. Jeg håber dog at få skrevet mine årlige Roskilde- og NorthSide-lister efter deres respektive tidsplaner offentliggøres.
Hvis jeg ikke finder en endnu skørere idé at bruge min tid på – hvilket jeg ikke planlægger – håber jeg at få færdiggjort den oprindelige 2003-udgave af Rolling Stone-listen inden 2019. Så er der lige nogle få 2010-tilføjelser at tage sig af, og derefter har jeg nogle rigtig interessante planer, som jeg glæder mig til at føre ud i praksis.
“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.
Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.
Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.
Elvis Presley omtales ofte som den første rockmusiker, og det er ret utvetydigt falsk. At kalde ham den første rigtige rockstjerne ville dog ikke være forkert, for han var en kendis på et helt andet niveau end Bill Haley, Ruth Brown eller Big Joe Turner. Mens hans stjernestatus blev cementeret med stribevis af hitsingler i 1954 og 1955, udgav han i 1956 sin første længere plade, simpelt betitlet “Elvis Presley”. Med moderne øjne er den stadig ret kort, kun 28 minutter, men det var en overvældende mulighed for at købe hele 12 Elvis-sange på en gang. I dag er der over 90 Elvis-plader at vælge imellem, men debuten står stadig som en af musikerens mest afholdte plader. Og den har da også ret meget, der kører som det skal. Især er det stadig let at opfange Elvis’ charme som performer. Hans fraseringer er tit underholdende, og han formår at fortolke klassikere som “I Got a Woman” af Ray Charles, “Tutti Frutti” af Little Richard og “Money Honey” af Clyde McPhatter, uden at de mister gnisten. Faktisk er størstedelen af pladen covers, men Elvis leverer dem så stilfuldt, at selv de velkendte sange føles som om, de skulle være hans.
I forhold til, at Elvis og producerne har valgt på må og få i stedet for at få sat nogle sangskrivere til at skrive originalt materiale, er det dog et noget tyndt repertoire, de lader Elvis præsentere. Elvis har sunget adskillige glimrende ballader gennem tiderne, “Always On My Mind” og “Can’t Help Falling In Love” og “Love Me Tender” er blot nogle af de mest kendte eksempler. De ballader, der er udvalgt til “Elvis Presley” er så forglemmelige, at jeg ikke tror, jeg ville kunne nynne dem for dig, selvom jeg efterhånden har hørt pladen et dusin gange. “Blue Moon” er måske lige undtagelsen, men selvom den er opfattet som en klassiker, klinger den umådeligt hult for mig personligt. Højdepunkterne på pladen er nok netop der, hvor Elvis fortolker samtidens rock and roll-pionærer. Mens han gør det godt, gør han det sjældent bedre end originalen. Undtagelsen vil nok være åbningsnummeret, “Blue Suede Shoes”, hvor han på alle måder overgår Carl Perkins’ ellers ganske fornuftige original. Det er et lille sødt, energisk nummer, og det er der Elvis generelt gør sig bedst. “One Sided Love Affair” og “I’m Gonna Sit Right Down And Cry over You” er af samme årsag nogle af de stærkeste numre på pladen.
Det er dog ikke til at komme uden om, at den simple rock & roll-stil er lidt forældet for de fleste moderne øren, og vi har rigtig mange muligheder, hvis vi skulle være i humør til den lyd. Der er ikke meget, der vil lyde banebrydende eller nytænkende for en lytter i dag. Det er heller ikke fordi, der er gjort meget ud af at få albummet til at føles som en sammenhængende helhed. Jeg kan godt lide finurligheden i at efterfølge sangen “I Love You Because” med “Just Because”, men desværre hænger teksterne ikke rigtig sammen, ja faktisk modsiger de lidt hinanden. “Elvis Presley” er en ganske hyggelig plade, men der er bare så mange andre muligheder. Personligt vil jeg måske endda anbefale opsamlingsalbums i stedet for denne, da man slipper for ret meget fyld på den måde. Et bokssæt som “The Sun Records Collection” er en langt mere tilfredsstillende, spændende oplevelse, der præsenterer dig for flere kunstnere over længere tid. Selv mange af Elvis’ opsamlingsalbums giver en bedre idé om, hvorfor Elvis var den sensation, han var. “Elvis Presley” er ikke en dårlig plade, den er faktisk ganske fin af sin tid at være, men jeg kan ikke se nogen årsag til, at jeg nogensinde ville vælge at sætte den på igen.
Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.
Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.
Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at jeg kun har nævneværdige problemer med et fåtal af sangene på pladen, når tracklisten er så massiv. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.
Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.
The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.
“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.
De var ikke just verdens mest sprælske skikkelser, men bevæbnet med stærk virtuositet og en forkærlighed for tidløse folkemelodier fik Paul Simon og Art Garfunkel formået at etablere sig som nogle af 60’ernes største popstjerner. På toppen af det hele valgte de at gå hvert til sit i 1970 oven på en række ikke just gnidningsfri indspilninger. Alligevel endte det afsluttende album, ‘Bridge Over Troubled Water’ med at blive duoens største succes nogensinde – både i radioen, i pladebutikkerne, blandt anmeldere og i eftertidens konsensus. Lige fra de første elegante klavertoner på det indledende titelnummer står det klart, at duoen siger farvel på toppen. Garfunkel synger den alene – et vovet move, når nu Simon oftest blev set som stjernen. Dette valg ender dog nærmest med at være programmatisk for pladen, for selv om den er duoens mest poppede, er den så sandelig kendetegnet ved, at de tør holde igen, når det hjælper. Titelnummeret ender i en storladen wall of sound, men først når den halvvejs med kun Garfunkel og et klaver, der egenhændigt formår at bygge op mod sangens eksploderende finale.
Greatest Hits-plader er en tricky kunst. Det er svært at få dem til at lyde sammenhængende, og det slår i de færreste tilfælde at høre et album, hvor sangene fra starten af var udviklet med henblik på, at man skulle høre sangene i hinandens kontekst. En undtagelse til denne regel er soulsangeren Al Greens simpelt betitlede ‘Greatest Hits’ fra 1975. Al Green udgav sit debutalbum i 1967, men denne opsamling strækker sig ikke længere tilbage end til 1970. Samtidig er de yngste tracks på udgivelsen blot fra 1973. ‘Greatest Hits’ dækker derfor over en spinkel tidslomme på knap fire år, og heri ligger en stor del af styrken ved Al Greens ‘Greatest Hits’. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at alle albummets ti sange var blevet indspillet den samme måned. De to første, lidt mere rå, bluesede album bliver sprunget over, så vi ikke hører ham mens han er i gang med at finde fodfæstet. I stedet kører vi gnidningsfrit igennem ti smooth, sensuelle og til tider lettere funky soultracks, hvor Al Green-lyden for alvor er blevet fundet. Og siden vi jo har at gøre med de største hits fra den periode, er niveauet virkelig højt.
