Forfatterarkiv: Kjartan

Top 15 navne, jeg glæder mig til at se på Northside 2018

Udgivet den af
Svar

Fotograf: Morten Rygaard

For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.

Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.

Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.

Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.

Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.

15. Mashrou’ Leila

Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.

14. Susanne Sundfør

Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.

13. Sleaford Mods

Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.

12. Father John Misty

Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.

11. Deerhunter

Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.

10. Future Islands

Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.

9. Mike D

Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.

8. MC50

Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.

7. Tyler, The Creator

Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.

6. Queens of the Stone Age

Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.

5. Beck

Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.

4. The National

Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.

3. N.E.R.D.

Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.

2. C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.

1. Björk

Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.

Hey, lang tid siden sidst!

Udgivet den af
Svar

Ja, jeg er ikke typisk fan af blogindlæg om hvorfor der er få blogindlæg. Jeg tror, jeg engang fulgte en gut på YouTube, hvor hver femte video var en undskyldning for ikke at uploade ofte nok. Jeg tror dog alligevel, jeg skylder en forklaring. Jeg ved, at mange af jer, der følger min blog, følger min private facebookprofil, og derfor ved størstedelen af jer det nok – men jeg ved også, at der er nogle få, der har opdaget min blog på anden vis, og de fortjener da også at vide, hvad der foregår.

Jeg er i gang med et lidt sindssygt projekt – og jeg snakker altså ikke om det der med de 500 album, det føles mindre sindssygt for hvert år der er gået. Jeg er universitetsstuderende, og det er jo typisk sådan noget man er på fuld tid, og så har man nogle gange et job ved siden af. En dag så jeg, at Soundvenue søgte en praktikant i deres musikredaktion, og siden jeg i mange år har haft stor respekt for dem, tænkte jeg, at jeg da lige så godt kunne søge. Det er trods alt lidt af en drøm for mig at beskæftige mig med musikjournalistik på et professionelt niveau. De søgte ganske vist en fuldtidspraktikant, men whatever, det kan jo ikke skade at søge.

Nå, men de endte altså med at vælge mig alligevel. Jeg er derfor studerende og musikpraktikant, hver især i så godt som fuld tid. Det kan da næppe overraske, at jeg ikke har særlig meget tid til at opdatere bloggen. Praktikforløbet startede i januar, og det varer til sommer, og i denne periode bliver det nok lidt smalt med indhold på bloggen. Jeg håber dog at få skrevet mine årlige Roskilde- og NorthSide-lister efter deres respektive tidsplaner offentliggøres.

Hvis jeg ikke finder en endnu skørere idé at bruge min tid på – hvilket jeg ikke planlægger – håber jeg at få færdiggjort den oprindelige 2003-udgave af Rolling Stone-listen inden 2019. Så er der lige nogle få 2010-tilføjelser at tage sig af, og derefter har jeg nogle rigtig interessante planer, som jeg glæder mig til at føre ud i praksis.

54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

Udgivet den af
Svar

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

55 – Elvis Presley – Elvis Presley (1956)

Udgivet den af
Svar

Elvis Presley omtales ofte som den første rockmusiker, og det er ret utvetydigt falsk. At kalde ham den første rigtige rockstjerne ville dog ikke være forkert, for han var en kendis på et helt andet niveau end Bill Haley, Ruth Brown eller Big Joe Turner. Mens hans stjernestatus blev cementeret med stribevis af hitsingler i 1954 og 1955, udgav han i 1956 sin første længere plade, simpelt betitlet “Elvis Presley”. Med moderne øjne er den stadig ret kort, kun 28 minutter, men det var en overvældende mulighed for at købe hele 12 Elvis-sange på en gang. I dag er der over 90 Elvis-plader at vælge imellem, men debuten står stadig som en af musikerens mest afholdte plader. Og den har da også ret meget, der kører som det skal. Især er det stadig let at opfange Elvis’ charme som performer. Hans fraseringer er tit underholdende, og han formår at fortolke klassikere som “I Got a Woman” af Ray Charles, “Tutti Frutti” af Little Richard og “Money Honey” af Clyde McPhatter, uden at de mister gnisten. Faktisk er størstedelen af pladen covers, men Elvis leverer dem så stilfuldt, at selv de velkendte sange føles som om, de skulle være hans.

I forhold til, at Elvis og producerne har valgt på må og få i stedet for at få sat nogle sangskrivere til at skrive originalt materiale, er det dog et noget tyndt repertoire, de lader Elvis præsentere. Elvis har sunget adskillige glimrende ballader gennem tiderne, “Always On My Mind” og “Can’t Help Falling In Love” og “Love Me Tender” er blot nogle af de mest kendte eksempler. De ballader, der er udvalgt til “Elvis Presley” er så forglemmelige, at jeg ikke tror, jeg ville kunne nynne dem for dig, selvom jeg efterhånden har hørt pladen et dusin gange. “Blue Moon” er måske lige undtagelsen, men selvom den er opfattet som en klassiker, klinger den umådeligt hult for mig personligt. Højdepunkterne på pladen er nok netop der, hvor Elvis fortolker samtidens rock and roll-pionærer. Mens han gør det godt, gør han det sjældent bedre end originalen. Undtagelsen vil nok være åbningsnummeret, “Blue Suede Shoes”, hvor han på alle måder overgår Carl Perkins’ ellers ganske fornuftige original. Det er et lille sødt, energisk nummer, og det er der Elvis generelt gør sig bedst. “One Sided Love Affair” og “I’m Gonna Sit Right Down And Cry over You” er af samme årsag nogle af de stærkeste numre på pladen.

Det er dog ikke til at komme uden om, at den simple rock & roll-stil er lidt forældet for de fleste moderne øren, og vi har rigtig mange muligheder, hvis vi skulle være i humør til den lyd. Der er ikke meget, der vil lyde banebrydende eller nytænkende for en lytter i dag. Det er heller ikke fordi, der er gjort meget ud af at få albummet til at føles som en sammenhængende helhed. Jeg kan godt lide finurligheden i at efterfølge sangen “I Love You Because” med “Just Because”, men desværre hænger teksterne ikke rigtig sammen, ja faktisk modsiger de lidt hinanden. “Elvis Presley” er en ganske hyggelig plade, men der er bare så mange andre muligheder. Personligt vil jeg måske endda anbefale opsamlingsalbums i stedet for denne, da man slipper for ret meget fyld på den måde. Et bokssæt som “The Sun Records Collection” er en langt mere tilfredsstillende, spændende oplevelse, der præsenterer dig for flere kunstnere over længere tid. Selv mange af Elvis’ opsamlingsalbums giver en bedre idé om, hvorfor Elvis var den sensation, han var. “Elvis Presley” er ikke en dårlig plade, den er faktisk ganske fin af sin tid at være, men jeg kan ikke se nogen årsag til, at jeg nogensinde ville vælge at sætte den på igen.

56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Udgivet den af
Svar

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at får et mindre forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Udgivet den af
2

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

60 – Sly and The Family Stone – Greatest Hits (1970)

Udgivet den af
Svar

Typisk lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger. Jeg foretrækker at høre sangene i den sammenhæng, de oprindeligt er tiltænkt, og især i dag, i streamingtjenesternes tid, foretrækker jeg playlister, hvis man endelig skal hive sangene ud af deres oprindelige kontekst. Især lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger fra kunstnere, der faktisk har udgivet godt med solide plader. Til trods for at have nydt alle de plader, jeg har hørt med Sly and the Family Stone, har ingen oplevelse med dem alligevel været nær så positiv for mig som deres første opsamlingsalbum, “Greatest Hits” fra 1970. Gruppen havde på dette tidspunkt kun udgivet 4 albums, og de to populære plader “There’s a Riot Goin’ On” og “Fresh” var endnu ikke udgivet. Det gør selvfølgelig, at pladen ikke indeholder klassikere som “If You Want Me To Stay” og “Family Affair”, men på den anden side markerede disse to plader, at Sly and the Family Stone bevægede sig i en mindre kommerciel retning. “Greatest Hits” er derimod en ret poppet plade, fyldt med glæde, kærlighed og hippie-mentalitet. Det er musik, man bliver glad i låget af at lytte til, og dette gælder hvert eneste nummer.

Opsamlingen springer let og elegant gruppens debut over og vælger at fokusere på deres følgende tre plader, “Dance to the Music”, “Life” og “Stand!”, hvor jeg allerede har anmeldt sidstnævnte. Jeg kan i hvert fald definitivt sige, at det er mine yndlingssange fra denne, der er medtaget på “Greatest Hits”, og jeg trækker på smilebåndet ved hvert eneste gensyn med disse sange. De er lige så skæve og finurlige som sidst jeg hørte dem, og til min store glæde gælder det størstedelen af tracklisten. De fleste numre er fyldt med små spøjse gimmicks, der kun gør lytteoplevelsen mere fornøjelig, og de formår også at vise, at den poppede struktur ikke sætter begrænsninger for nuance og kreativitet i musikken. Det får måske endda kreativiteten til at være så meget mere tydelig, da de spiller mere med vores forventninger om, hvad der skal ske i en popsang. Udvalget er i det hele taget helt eminent pladerne imellem. Der er ikke blot sørget for at vælge hits, der er sørget for at vælge farverige, sjove numre, der leger med lytterens forventninger, og der er samtidig sørget for at repræsentere både de funk-, soul- og rock-prægede sider af gruppen godt.

Strukturen på pladen sidder også lige i skabet. Åbningsnummeret “I Want to Take You Higher” sørger godt for at løfte stemningen lige fra starten med en lyd, der er lidt mørkere end resten af pladen, mens den samtidig leverer al den ukontrollerbare sjov, der er til stede på resten pladen. Den stiger også gradvist i vildskab, så den er helt ideel på sin plads. Endnu mere velvalgt er afslutningsnummeret, megahittet “Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)”. En af årsagerne, til at den fungerer så godt på sin plads, er, at den referer tidligere sange fra albummet på sin tekst. Den agerer dermed som en slags opsamling af pladen som helhed, og det er sjældent at greatest hits-albums har mulighed for at afslutte så konkluderende. Derudover er det bare et uimodståeligt festnummer, der dermed også fejrer bandets karriere i denne nye kontekst. Jeg havde ikke forventet at holde så meget af en greatest hits-opsamling, men det gjorde jeg altså. Jeg havde endnu mindre forventet at skulle erklære den min favorit i gruppens diskografi, men det er den altså. Det er en fortræffelig festplade, og den fremviser gruppen, hvor de er allerbedst.

61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.