Forfatterarkiv: Kjartan

411 – Minutemen – Double Nickels on the Dime (1984)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske post-punk band Minutemen udgav i 1984 deres tredje studiealbum, Double Nickels on the Dime, og det består af 43-45 sange alt efter udgaven. Jeg selv har kun lyttet til udgaven fra 1989, hvorpå man finder 43 forskellige sange. De er alle ganske korte, hvilket har både fordele og ulemper. En klar fordel ved albummet er, at man altid får et eller andet nyt i ørerne. Det er hele tiden forfriskende at lytte til, og man føler, at det her tydeligvis ikke gik ud på at få radiohits. Derudover er alle sangene så forskellige. Nogle er meget rolige spoken word-fortællinger, såsom Do You Want New Wave or Do You Want the Truth, Take 5, D. og History Lesson Part 2, hvor sange som West Germany, This Ain’t No Picnic og The World According to Nouns som sådan er decideret hardcore punk. Der er også mange ting indimellem, heriblandt billyde, instrumentale numre og så fantastiske sangtitler som Political Song For Michael Jackson to Sing, The Roar of the Masses Could Be Farts og Untitled Song for Latin America.

Problemet ved at have så korte sange er til gengæld, at det er svært at blive særligt tilknyttet til individuelle punkter på albummet. Som helhed er det rigtig godt, men der er bare så mange forskellige sange, hvor kun ganske få gentager sig på noget tidspunkt. Dog er der rigtig mange ting i musikken, der virkelig hiver fat i lytterens opmærksomhed. Dels fordi musikken er så varieret, men også fordi de varierede lyde alle er så ufatteligt interessante. For ikke at forglemme teksterne; teksterne på Double Nickels on the Dime er meget poetiske. De er ikke spor ulig andet moderne poesi, og mange gange kan det være rigtig filosofisk og samfundskritisk, og ordvalgene er helt fantastiske. Hvis du værdsætter tekstforfattere som Jim Morrison og Bob Dylan, så tager Minutemen meget fra begge deres stilarter, hvilket jo er særpræget, da den frankofile Morrison og den folkekære Dylan er så langt fra hinanden.

Der er også rigtig særpræget instrumentation på albummet. Bassen, spillet af Mike Watt, er virkelig er meget funky. Selvfølgelig, post-punk har næsten altid funk-inspiration i bassen, men Mike Watt gør det næsten præcis, som var det her en funkplade. Og det bedste af det hele er, at det stadig passer rigtig godt til musikken. Udover ham er der kun en trommeslager, George Hurley, og guitarsten D. Boon. Et enkelt nummer, Take 5, D. har også tre gæsteguitarister med, men ellers er det kun de tre, og det kan let mærkes. Produktionen prøver slet ikke på at skjule det, og det er også rart. Produktionen er så simpel, at man næsten føler, at man sidder i studiet sammen med dem, og de virker også som nogle rare gutter, så det har jeg intet imod. Hvis du har mod på en helt unik lytteoplevelse, er Double Nickels on the Dime virkelig let at anbefale. Der er hele tiden en eller anden spøjs ting i lyden, og albummet føles aldrig trivielt, mens man stadig kan følge let med i, hvad der sker. Det er noget af det bedste post-punk derude.

412 – Massive Attack – Mezzanine (1998)

Udgivet den af
Svar

Der er visse genrer, der hænger uløseligt sammen med 90’erne. Her tænker de fleste nok grunge, funk-rock, britpop, pop-punk, nu-metal, hip hop, neo-soul, eurodance eller boybands, og selvom disse alle var meget store, tænker jeg som musiknørd også meget på trip hop som en væsentlig del af årtiet. Og når jeg tænker trip hop, tænker jeg især på Portishead, Tricky og min favorit deriblandt, Massive Attack. Og hvis vi siger Massive Attack, så er lavede de, hvis du spørger mig, nok det ultimative trip hop-album i 1998. Det hed Mezzanine, og det udmærker sig især gennem høj variation mellem sangene. Hvis der er noget problem, jeg skulle have med trip hop, er det, at det kan ende med at virke meget ensformigt og monotomt, hvis man ikke er en opmærksom lytter. Der er dog ikke én sang på Mezzanine, der ville kunne forveksles med noget andet trip hop. Især starten af pladen er bare fyldt med stribevis af fantastiske numre, hvorfor de fire første numre da alle blev udgivet som singler.

På Mezzanine finder man en dejlig blanding af to mandlige rappere og to kvindelige og en mandlig skønsanger. De to rappere, 3D og Daddy G udgjorde selve gruppen sammen med producer og keyboardspiller Mushroom, og 3D og Daddy G er ikke just de mest imponerende rappere, hvilket dog nok er pladens eneste væsentlige problem. Deres stil var ganske vist ret forfriskende for mig, da jeg første gang  hørte dem, men efter jeg lærte det tidligere medlem Tricky at kende, var de klart underdanige. Det er ikke fordi de på nogen måde er forfærdelige, men de tager så meget inspiration fra Tricky, at det er umuligt for mig at se på dem som andet end nogle mere monotome og mindre karismatiske udgaver af ham. Deres tekster er nok også knap så livlige, men hvis du ikke kender til Tricky, så kommer det ikke til at betyde noget for dig. De og skønsangerne er dog stadigvæk særdeles sexede personligheder, og sex er trods alt et vigtigt element i Massive Attacks musik. Næsten al deres musik handler om sex, selv de instrumentale numre.

Massive Attacks musik er som med stort set alt andet trip hop ikke ligefrem det hurtigste musik derude. Og hvis du har brug for noget med mere gang i den, er det næppe noget for dig, men personligt kan jeg altid nyde at lytte lidt til Mezzanine, og den væsentligste drivkraft er de helt fantastiske melodier. Jeg elsker virkelig hver og én. Samtlige samples er rigtig kreativt brugt, og man kan let føle rigtig meget med sangerne. Personligt foretrækker jeg generelt numrene med skønsang, men dem med rap er absolut ikke dårlige heller. For selvom jeg virkelig elsker Angel, Teardrop og Group Four, ville et helt album med den slags sange nok blive trættende. Og så er Risingson, Inertia Creeps og titelnummeret stadig fremragende numre, og så fylder rap faktisk ikke så meget igen på pladen. Hvis du ikke er så bekendt med trip hop, er Mezzanine et af de albums, man bare skal lytte til, hvis man vil lære genren bedre at kende.

413 – The Go-Go’s – Beauty and the Beat (1981)

Udgivet den af
Svar

Lad os skrue tiden tilbage til starten af 80’erne. Det her var før Bikini Kill, Sleater-Kinney eller Tegan and Sara. Den eneste rockgruppe, der bestod udelukkende af kvinder, der selv skrev musikken var dengang the Runaways, og så meget som jeg nyder dem, var de ikke latterligt kommercielt succesfulde, så selvom musiknørderne selvfølgelig fik lyttet en del til det, var det ikke noget, som hele befolkningen let ville kunne pege til. De var dog nok ganske indflydelsesrige for de fem kvinder, der i 1978 dannede the Go-Go’s; Belinda Carlisle, Charlotte Caffey, Gina Schock, Kathy Valentine og Jane Wiedlin. Disse skønne tøser udgav så i 1981 deres debutplade, Beauty and the Beat, og det var et dejligt mix af pop, punk, new wave og generelt god energi. Energien er virkelig det bedste ved pladen. Man føler konstant, at samtlige medlemmer lægger 110% i deres optrædener, og det gør, at man som lytter bliver meget engageret. Og da deres musik er rigtig poppet, gør det mig også generelt bare glad i låget.

Vokalen er mixet ualmindeligt lavt i løbet af meget pladen. Det er ret underligt, og jeg tror, det som sådan endte med at have en negativ effekt på mig som lytter. Hvis den var mixet blot en smule højere, ville sangene nok have blevet noget mere i min hukommelse, og sangene med en højere vokal har også en tendens til at være mere mindeværdige. Dog er de så godt skrevet, at man godt kan komme til at få dem fast i hukommelsen alligevel. Sangene oser tit af personlighed og livsglæde. Dog kan the Go-Go’s sagtens lave noget mere dramatisk – her ofte med en højere mixet vokal, hvilket er ret dejligt. De dramatiske numre, heriblandt Lust to Love og Fading Fast er faktisk blandt noget af det bedste pladen har på sig. Jeg er måske bare lidt vild med den slags musik generelt, men det beviser stadig flot omfanget af gruppens talenter. Dynamikken bliver også meget bedre af det, for selvom deres lystige pop-punk er dejlig nok, er det godt med noget andet fra tid til anden.

De to største hits fra pladen, Our Lips are Sealed og We Got the Beat, er helt enorme singler, men de forhindrer slet ikke resten af pladen i at skinne. De viser i løbet af hele pladen, at de kan meget andet. Der er overraskende lidt fyld på – det eneste nummer, jeg ikke rigtig kan lide, er How Much More, der bare gentager sig alt, alt, alt for meget, og den når et punkt, hvor det er næsten uudholdeligt. Men derudover er det bare stærk melodi efter stærk melodi. Især Skidmarks on My Heart er også en rigtig fed sang, især med dens Dick Dale-inspirerede guitarsolo. Det er ikke det mest teknisk imponerende, men det er bare sjovt at lytte på – og det kan man faktisk sige om meget af det her album. Vi snakker ikke om nogle helt utrolige musikalske genier her, men vi snakker til gengæld om fire seje kvinder, der kan skrue et af 80’ernes bedste popalbums sammen. Hvis du kan lide pop-rock, så er the Go-Go’s noget af det bedste i feltet, og Beauty and the Beat er deres suverænt bedste plade.

414 – James Brown – 20 All-Time Greatest Hits (1991)

Udgivet den af
Svar

James Brown bliver kaldt the Godfather of Soul, og mens han skam har lavet en god portion soulnumre, er hans største bidrag til musikverdenen sket gennem funkmusik. Uanset genre blev 20 af hans allerstørste hits i 1991 opsamlet på en plade, der fik det ganske praktiske navn 20 All-Time Greatest Hits. Udvalget er fremragende. Der er virkelig ikke et eneste nummer, jeg føler, mangler. Funky Drummer er ganske vist historisk vigtigt, men udenfor hip hop-kredse er det nummer ikke så kendt. Livin’ In America er nok det største nummer, de ikke har på pladen, men den ville virkelig lyde sær herpå, da den er så meget nyere end alt det, der er på albummet. Så udvalget kunne næppe blive meget bedre. Vi finder her 20 forskellige klassiske James Brown-sange, og manden har jo ikke et lille udvalg af store hits. Mange kan sikkert synge med på Papa’s Got a Brand New Bag, I Got You (I Feel Good), It’s a Man’s Man’s Man’s World eller Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine, mens der også er nogle knap så enorme numre spredt rundt på pladen.

20 All-Time Greatest Hits præsterer desuden noget, der er yderst sjældent for opsamlinger – den har en rigtig god albumstruktur. Først og fremmest er den ikke kronologisk opstillet, men derudover er det også rigtig dejligt blandet. Man hører sjældent to traditionelle soul-sange, pop-funk-numre eller prototyper på hip hop lige efter hinanden, og hvis man endelig gør, er det to meget forskellige bud på, hvordan det skal gøres. Selvfølgelig får man så ikke helt en god opfattelse af, hvordan James Brown har udviklet sig, men jeg føler ikke, at det er spor nødvendigt. Jeg ser nemlig mest denne opsamling som en slags begynder-pakke til en, der ikke er så bekendt med James Browns musik. Og til det job kan ingen plade klare sig meget bedre. Det er dog også en ganske tilfredsstillende oplevelse, hvis du allerede har et fint kendskab til manden, for han er ikke ligefrem kendt for fantastiske studiealbums, så opsamlinger er næsten den optimale måde at lytte til ham.

James Brown er en helt utrolig vigtig figur i R&B-verdenen. Han startede “bare” som en utrolig dygtig traditionel soulsanger, men som årene gik, fik han næsten egenhændigt opfundet funkgenren. Dette er en så fantastisk præstation, at man slet ikke kan ignorere det. Samtidig fik han også udviklet denne genre så meget, at den slet ikke var det samme, efter hans behandling af den. Han fik faktisk arbejdet så meget med genren, at han midt i 70’erne næsten allerede var nået så langt at have skabt store dele af hip hop-genren. Og hvis det ikke var nok, at han har haft så enorm betydning for R&B, så er hans musik stadig – selv efter disse rigtig mange år – rigtig god på egen hånd. Og så er den varieret. Jeg ved næsten ikke, hvordan man på nogen måde kunne lave en bedre Greatest Hits-plade med James Brown; udover måske det store boxsæt Star Time, som 20 All-Time Greatest Hits var udgivet som et kortere alternativ til – så hvis du gerne virkelig vil begynde at nørde James Brown, så er Star Time også at anbefale.

415 – Van Halen – Van Halen (1978)

Udgivet den af
Svar

Van Halen debuterede i 1978 med en eponym plade, og det var virkelig noget af en debut. Den starter med den klassiske Runnin’ With the Devil. I dag kunne man let tænke, at det ikke var andet end en sjov hair-metal-sang, men i 1978 var det en rockrevolution. Hair-metal var slet ikke begyndt at være et begreb endnu. Hvem var tættest på at lave det? Kiss? Aerosmith? Alice Cooper? Van Halen var virkelig dem, der fik skabt denne form for musik, og Runnin’ With the Devil kunne meget vel være den første sang i genren. Og hvem begynder ikke af og til at synge med på dens fængende omkvæd? Det andet nummer, Eruption, er bare en næsten to minutter lang guitarsolo, og det er måske den bedste guitarsolo nogensinde. Deres guitarist, Eddie Van Halen, er nok den bedste rockguitarist nogensinde, der hverken har spillet i Yardbirds eller hedder Jimi Hendrix. Efter dette får vi et rigtig godt cover af Kinks-sangen You Really Got Me. Det er i grunden bare en hårdere udgave, hvor Eddie Van Halen gør nogle vilde ting på guitaren, men det virker rigtig godt, og det er ret let at smile af.

Striben af klassiske numre fortsætter med Ain’t Talkin’ Bout Love. Det er igen et rigtig sjovt nummer, og det er et, hvor dynamikken er helt i top. Den har rigtig spøjse vendinger, der fanger min interesse som lytter. Den tager sig selv seriøst nok, til at den føles overbevisende, men ikke så seriøst, at den ikke er sjov mere. Den efterfølgende I’m the One er ikke en af pladens mest kendte sange, men den er nu også rigtig sjov, og Eddie opfører nogle af pladens bedste soloer på den. Desværre er guitaren ikke mixet så højt her, så det kan være svært at høre, hvor imponerende, det i grunden er. Og den doo-wop-inspirerede del mod slutningen er også ret morsom. Jamie’s Cryin’ er et af pladens hårdeste numre. Det er rigtig fængende, og Eddie er som altid ganske imponerende. Sangens struktur er rigtig god, men overgangende fra A- til B-stykker kunne godt have været bedre, og så er det et af de numre, der lyder bedst, når David Lee Roth ikke synger. Atomic Punk er også i den hårdere ende, og den har faktisk et godt snært af Black Sabbath i sig. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var et cover af en Sabbath-sang.

Desværre forholder det sig ikke sådan, at albummet konsekvent er lige pragtfuldt. Det meste af guffet sidder i forenden af pladen. Feel Your Love Tonight er egentlig en ret kedelig kærlighedssang. Den er repetetiv, kedelig, og den prøver på at ramme hårdt så ofte, at hooken bare ender med at være trættende. Sangen minder mig lidt om George Harrisons I’ve Got My Mind Set On You, og det er alene en god grund, til at den ikke burde være endt på pladen. Little Dreamer er i fuldstændig den modsatte. Little Dreamer er heller ikke noget fantastisk, men der er da nogle gode elementer, her især stemningen og guitaren. Melodien er bare ikke noget specielt. De viser dog igen, at de har meget at byde på med deres cover af den gamle bluessang Ice Cream Man. Den starter bare som en akustisk bluessang, og David Lee Roth er som sædvanlig en ren charmetrold. Nummeret udvikler sig til en sædvanlig Van Halen-sang, og her finder man det, jeg ville kalde pladens næstbedste guitarsolo. Afslutningsnummeret, On Fire, er også rigtig godt. Det var et godt valg, at dette skulle afslutte albummet, for der er masser af fylde og fut i det nummer. Van Halen er en plade, som især kan anbefales til fans af poprock og heavy metal, men så sandelig også til andre, for i begge genrer var den banebrydende, og den holder ret godt.

416 – Tom Waits – Mule Variations (1999)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits er et ikon blandt musiknørder. Han har lavet så meget forskelligt, at det er umuligt at sætte ham i nogen som helst form for bås. End ikke eksperimentel er rigtig en god beskrivelse af hele hans karriere, for hans tidlige musik tilbage i 70’erne var faktisk ganske traditionel. Som årene dog gik fik han prøvet alt muligt forskelligt, og blandt mine yndlinge i hans diskografi finder man Mule Variations fra 1999. Det er et meget beskidt album. Hans ikoniske stemme forhindrer ham selvfølgelig i at lyde forfærdeligt ren, men næsten hvert eneste album, han har udgivet er beskidt på sin egen unikke måde. Mule Variations lyder af en ødemark ude i det vilde vesten. Det er dog ikke country, selvom der da er svage elementer deraf rundt omkring i musikken. Der er dog ligeledes sange, der lyder mere af folk, gospel eller blues, eller endda funk, jazz, punk eller spoken word. Det tog mig i øvrigt lang tid at finde frem til visse af disse genrer. Det ender bare med at lyde som Mule Variations, mere end det lyder af nogen bestemt genre.

Jeg nævnte tidligere Tom Waits’ berømte og berygtede stemme, og hver gang man får fingrene i et Waits-album, er det noget af det, man glæder sig mest til at høre. Denne plade var faktisk min introduktion til Waits, og da jeg for første gang hørte åbningsnummeret, Big In Japan, blev jeg virkelig overrasket over, hvad jeg hørte. Denne stemme var så rå, så beskidt, så stinkende af alkohol og smøger, at han virkede utroligt overbevisende. Waits er i dag en af mine absolutte yndlingssangere, og Big In Japan er virkelig blevet en sang, jeg elsker, fordi den formåede at overraske mig så meget. Big In Japan er en fandenivoldsk, opblæst sang, som virkelig sparker albummet i gang, men noget af det fantastiske ved Waits er, at albummets numre kan afvige utrolig meget fra hinanden, mens de dog føles som skabt til at være på samme album eller endda lige efter hinanden, når man lytter til dem i sammenhæng. Det ligger decideret i navnet at Mule Variations er en varieret plade.

Mule Variations er 70 minutter lang, og det er jo en hel del tid, men den er faktisk ikke spor trættende i længden. Dels fordi Waits netop forsøger så meget, men så sandelig også på grund af, at han er så god til det hele. Der er ikke et nummer, hvor man tænker, at han ikke var nær så god til denne form for musik, som han er til resten. Der er dog selvfølgelig noget, hvor han virkelig udmærker sig, især de langsommere sange. Her kan man virkelig mærke alt det, han har været igennem i sit liv. Hold On, House Where Nobody Lives og Georgia Lee er fuldstændig smukke eksempler på, hvordan han udnytter sin stemme. Det bliver rigtig rørende, og man føler med ham, for han lægger stærke følelser i sin musik. Det er svært lige at sige, hvem man kan anbefale Mule Variations til, men hvis du gerne vil høre noget særpræget, så har Tom Waits masser af plader, der kan anbefales, og Mule Variations er så sandelig i den gode ende. Det er et af den slags albums, jeg næsten ville kalde fejlfrit.

417 – U2 – Boy (1980)

Udgivet den af
Svar

I 1980 debuterede rockgruppen U2 med albummet Boy. I betragtning af, at det er et debutalbum, er det helt utroligt. Det er ikke her, man kan finde bandets største hits, men man kan finde nogle helt utrolige sange. Lyden er meget post-punk-inspireret, men albummet undgår på fantastisk vis problemet, de fleste post-punk-bands tit ryger ind i. Deres musik føles ikke alt for syret og uforståelig, og man kan rigtig let bare sætte skiven på og nyde musikken. Dog er der rigtig meget følelse og tanke lagt i musikken. Forsanger Bono lyder ganske forpint, og han græder næsten igennem en del af numrene. Det er ikke altid, at hans vrælen passer helt perfekt til den kontekst, musikken skaber, men han går aldrig rigtig så vidt, at det ødelægger noget af oplevelsen. Åbningsnummeret, I Will Follow, burde f.eks. rent logisk lyde meget af kærlighed og troskab, men Bono får den til at lyde af sorg og fortvivlelse. Men jeg ville stadig kalde I Will Follow en af, hvis ikke den stærkeste sang, bare fordi den er så gennemarbejdet på hvert eneste andet punkt.

I Will Follow er uden tvivl denne plades største hit, og det er også velfortjent, men selvom den måske er det bedste derpå, blegner de andre numre absolut ikke ved siden af det. Twilight er en helt formidabel sang, der oser af paranoia og mentale sammenbrud, og Into the Heart er i den tristere ende af pladen, med en helt utrolig optræden af The Edge på guitar. Det er ikke det mest teknisk imponerende, The Edge nogensinde har opført, men det er virkelig rørende og velskrevet. Man kan dybt inde mærke følelserne, sangen kommer ud med. Det meste af nummeret er fuldstændig instrumentalt, og på den måde kan man synke mere af det ind. Boy arbejder som album rigtig meget med sex. Der er sex i alle afskygninger af albummet. Fra start til slut lyder Bono, som om han er i gang med at bolle. Det lyder rigtig smukt, selvom jeg nok ikke får det til at lyde sådan. Han bliver meget lidenskabelig og øm. Det er måske ikke alle, der vil have lige let ved at tolerere hans stemme. Den passer, hvis du spørger mig, rigtig godt til musikken, men selv for mig kan for lang tid i selskab med den gøre mig bims. Dog er Boys 42 minutter ikke for meget for mig.

Hvis du vil høre The Edge give den gas på guitar, så er Boy også pladen at gå til. Hvert eneste nummer har rigtig stor fokus på guitaren, især sammenlignet med så meget andet post-punk, hvor bas jo er det vigtigste element. Bassen er dog stadig meget fremtrædende, så bassist Adam Clayton fortjener absolut også ros. Lyden på Boy er meget bombastisk, og det er virkelig imponerende, for der er faktisk kun fire medlemmer – Bono, The Edge, Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. Og heraf spiller kun The Edge mere end et enkelt instrument, da han også spiller keyboard. Men på grund af den lave bemanding, må det bombastiske komme udelukkende gennem stærk sangskrivning og god kontrol over instrumenterne. Du behøver ikke at være den mindste smule interesseret i post-punk for at kunne nyde Boy. Det er et noget besværligere albums end det meste andet i U2’s diskografi, men hvis du kan lide det, så kan det anbefales også at lytte til pladen, der startede det hele, for det er nok en af deres bedste.

418 – Wings – Band on the Run (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Beatles i 1970 gik hvert til sit, begyndte de alle sammen at lave soloprojekter. Disse var af varierende kvalitet, og i 1973 udkom så min favorit blandt alle disse mange plader. Det var ikke teknisk set en soloplade, da Paul McCartney lavede den sammen med sit nye band, Wings, men det er stadig et næsten perfekt album. Den starter med titelnummeret, der udvikler sig så meget, at man knap nok kan høre at starten og slutningen er samme sang, men det kører stadig ufatteligt flydende. Det er et formidabelt nummer, der på grund af sin variation underholder virkelig meget. Det andet nummer, Jet, bevæger sig inden for nogle lidt smallere rammer, men energien bevæger sig stadig rigtig meget, så de mest energiske punkter føles så meget desto mere friske. Og så er den også virkelig fængende, og det gør den kun sjovere at synge med på. Bluebird er en mere stille sang, der virkelig udmærker sig med sine flotte vokalharmonier og den jazzede saxofonsolo. Faktisk har hele sangens komposition elementer af jazz, hvilket er dejligt forfriskende.

Mrs. Vanderbilt er en af albummets mere poppede sange, men dens dystre toneleje, gør den stadig meget fascinerende. Linjen “What’s the use of worrying” bliver gentaget en del gange i løbet af sangen, og den føles virkelig opgivende og trist. Det er ikke en spor lykkelig sang, og det festlige udråb “Ho! Hey Ho!” får en mere ironisk klang. Let Me Roll It går tilbage mod de mere psykedeliske år i Beatles-historien, mens den på den meget fremtrædende guitar virker meget inspireret af Eric Claptons tid i Cream. Den stille Mamunia er en virkelig glad sang. Dens livsglæde er så oprigtig, at det smitter en del af på lytteren. Den har i øvrigt også rigtig livlig percussion, hvilket er meget dejligt, for ellers er det bare en meget simpel basgang og en enkel akkustisk guitar. No Words er en af de mindst kendte sange fra Band on the Run, og det kan man egentlig godt forstå. Det er den eneste, som ikke har boret sig godt ind i min hukommelse, men det er ikke fordi den er dårlig. Den er faktisk rigtig god, den har bare ikke rigtig noget, der minder om en hook. Det er dog dejlig psykedelisk, og det er jo en genre, hvor Sir Paul McCartney altid har klaret sig godt.

På den amerikanske udgave, samt mange nyere europæiske udgaver, sniger et nyt nummer sig ind efter No Words. Det hedder Helen Wheels, og det virker i versene kraftigt inspireret af Chuck Berry, mens de skrigende omkvæd er et ganske unikt McCartney-varemærke. Det er ikke pladens største kunstværk, men det er ganske sjovt. Man kan ikke lade være med at smile en smule af det. Picasso’s Last Words (Drink to Me) handler sjovt nok om Pablo Picassos sidste ord, der her blev oversat til “Drink to me, drink to my health, you know I can’t drink anymore”. Og det er kraftige ord, vi her snakker om, og det er også en ganske kraftig sang. Midt i sangen går den over i en blødere udgave af Jet, hvorefter den vender tilbage til form, dog stadig i en stille version. Til sidst bliver udråbene fra Mrs. Vanderbilt også inkorporeret, og det føles virkelig komplet og fyldigt. Afslutningsnummeret, Nineteen Hundred and Eighty-Five, er rigtig godt. Det lyder mest af alt af progressiv rock, hvilket der faktisk er en del elementer af i løbet af albummet, bl.a. også på titelnummeret og Picasso’s Last Words (Drink to Me). Jeg kan anbefale Band on the Run til alle og enhver. Selv hvis du ikke kan udstå beatles, så kan dette rigtig let anbefales.

419 – Portishead – Dummy (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne dukkede en meget interessant, spøjs undergenre indenfor electronica op. Den hed trip hop, og som navnet antyder tager den foruden elektronica også meget indflydelse fra hip hop og psykedelisk musik. Et af de største navne i genren er Portishead, der slog igennem med deres debutalbum Dummy i 1994. Det meste af deres musik er rigtig langsom, og det nærmer sig et hypnotiserende niveau på de bedste sange, f.eks. Sour Times og Glory Box. I forhold til de andre i genren, f.eks. Tricky og Massive Attack, er hip hop-elementet i musikken ikke så stort, for der bliver ikke rappet en eneste gang på pladen. Der er til gengæld godt med skønsang af den særdeles dygtige sangerinde Beth Gibbons. Hip Hop-elementet ligger meast af alt på sangenes beats. Nogle gange er det som taget ud af en hip hop-sang, f.eks. på Strangers, mens det stort set kun er trommerytmen, der har en smule hip hop-lyd i sig på Roads.

Som jeg tidligere sagde, virker musikken tit ret så hypnotiserende. Det er selvfølgelig her de psykedeliske elementer, der spiller sig ind. Der kan tit være en del gentagelser, og lange perioder kan vare uden noget, der minder om et crescendo, et klimaks, en opbygning eller noget i den dur. Albummet har ikke rigtig nogen problemer rent dynamisk, men dynamikken bliver behandlet meget anderledes her, end en normal plade ville gøre. Selvom musikken gentager sig ret meget, og selvom der er et mønster, kan det mønster pludseligt ændre sig eller fuldstændig blive brudt. Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du synes, albummet er kedeligt, for hvis man ikke er i det rette humør, så kan det let ske, at det kommer til at virke trivielt. Jeg er så heldigvis rimelig ofte i humør til noget Portishead, men det er det næppe alle, der lige ofte er. Det er meget smuk musik, men det er ikke ligefrem det, der altid lige hiver løs i lytteren. Portishead er dog rigtig gode til at klargøre, hvorfor man burde lytte efter. Det kan være enkelte lyde eller vendinger, men disse kan i bedste fald få lytterens interesse drejet rigtig langt ind i albummet.

Dummy sagde mig ikke rigtig noget første gang, jeg lyttede til det. Det var heller ikke tilfældet anden, tredje eller fjerde gang. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt, blev jeg bare fuldstændig opslugt af deres lydunivers. Der er virkelig meget at lytte efter, hvilket gør repetitionen rigtig let at undskylde. Det er ikke Phil Spector-agtigt, hvor der bare er en helt enorm mur af ren lyd, men der er rigtig mange små lyde over det hele, der øger lydlandskabets kvalitet. Til trods for gentagelserne, er der dog sjældent reelle omkvæd, og det var nok det, der virkelig var besværligt for mig i starten. De fleste af sangene er rigtig mindeværdige, men de er ikke just fængende, og der var ikke noget, der lige var mere mindeværdigt end resten. Så mit forhold til Dummy har virkelig udviklet sig. Jeg er gået fra næsten ikke at kunne huske den for andet end at være langsom og psykedelisk, men nu er den nok blevet til en plade, jeg ofte kan finde på at spille igen og igen. Det er en helt fantastisk plade, og jeg ville klart anbefale at lytte til den, hvis man godt kunne tænke sig at lære trip hop-genren at kende, men lyt gerne til den adskillige gange.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.