Månedsarkiv: juli 2012

476 – The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band (1965)

Udgivet den af
Svar

Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.

477 – Fugees – The Score (1996)

Udgivet den af
Svar

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.

478 – LL Cool J – Radio (1985)

Udgivet den af
Svar

LL Cool J udgav som blot 17-årig Radio, og det endte med at blive en af de mest indflydelsesrige hip hop-plader nogensinde. I højere grad end nogen anden før ham kunne han fornærme og prale. Han fik sig selv til at lyde viljestærk og rå, mens han på det groveste nedgjorde alle, der havde noget negativt at sige til ham. Ikke alene var det en helt ny måde at rappe på, som i dag har overlevet i næsten 20 år, men det var også det første hip hop-album som den i dag legendariske Rick Rubin producerede. Hans produktion har varieret meget gennem tiden, men den har næsten altid været meget hårdtslående, og Radio er ingen undtagelse. Han er samtidig meget minimalistisk. Der bliver ikke brugt meget andet end nogle simple, tunge rytmer og af og til nogle samplede guitarer eller andet i den dur. Den simple produktion fremhæver dermed LL Cool J selv. Han er da også en formidabel rapper, når han er bedst. Desværre er han ikke altid på sit højeste niveau, og pladens alder viser sig tydeligere år for år.

På åbningsnummeret, I Can’t Live Without My Radio, maler han sig op som en person, der har styr på det hele og fortjener respekt, hvilket folk da også giver ham, for han har nemlig en JVC-radio, hvilket åbenbart var et statussymbol i LL Cool J’s kvarter i midt-80’erne. Selvom en JVC-radio ikke er det, man oftest er stolt af at eje i 2012, bliver man let overbevist af sangen, om at LL Cool J ikke er en hr. hvem som helst. Hans stærke attitude fortsætter på resten af albummet med numre som You Can’t Dance, That’s A Lie og Rock the Bells hvor han spytter løs med fornærmelser af hårdeste skuffe, og han er rigtig god til det. Man har virkelig ikke lyst til at komme op og toppes med ham. Desværre er han ikke altid så god. LL Cool J var en af de første til at rappe kærlighedssange. På I Can Give You More går teksten heldigvis mere med at fornærme pigens nuværende kæreste, og på You’ll Rock går den mest med hvorfor han er så sej, at hun burde være sammen med ham, men når han gør sig mere blødsøden, lyder det bare kluntet – heldigvis sker det kun på I Want You, men den sang er så svær at tage seriøs, at det nok bare er bedst at springe den over

I modsætning til de kommende par års hip hop, bliver der næsten ikke samplet på dette album. I løbet af hele albummet, bliver der kun samplet på 5 sange, hvoraf de fleste er svære overhovedet at lægge mærke til. Mange af sangene, de sampler, kender jeg rimelig godt, men jeg lagde slet ikke mærke til det. Da jeg endelig slog op, hvor de var, kunne jeg godt høre det, og i mange af tilfældene giver det musikken mere punch – f.eks. hvor han sampler Flick of the Switch af AC/DC på Rock the Bells eller Owner of a Lonely Heart på That’s A Lie. Alt i alt er Radio en plade for alle dem, der gerne vil grave ned i hip hoppens historie. Dens simplicitet kan måske få den til at lyde tam nu til dags, og af og til er teksterne også lidt for tidstypiske til at man virkelig kan nyde albummet uden at tænke over dets historiske vigtighed. Men den historiske vigtighed er svær at ignorere, for hip hop var aldrig det samme, efter LL Cool J fik chancen til at prale om sin JVC-radio.

479 – Richard & Linda Thompson – I Want to See the Bright Lights Tonight (1974)

Udgivet den af
Svar

Richard Thompson havde i mange år spillet guitar for diverse andre musikere, og han var en af de absolut bedste i feltet. Han udgav i 1972 et ikke specielt succesfuldt soloalbum ved navn Henry the Human Fly, og oven på af de mildest talt  skuffende salgstal, slog han sig sammen med sin kone Linda, og deres debut som gruppe udkom i 1974 og hed I Want to See the Bright Lights Tonight. Richard Thompson havde tidligere spillet med navne som Fairport Convention og Nick Drake, så han var velbevandret i folk-rock-scenen. I Want to See the Bright Lights Tonight har derfor en meget folk-inspireret lyd. Richard og Linda var meget fattige, da de optog albummet, så ikke alene var budgettet meget smalt, men fattigdom er også et gennemgående tema på albummet. Glade sange som I Want To See the Bright Lights Tonight, The Litte Beggar Girl og When I Get to the Border handler om at få det bedste ud af næsten ingenting, og mere triste sange såsom The Cavalry Cross, Down Where the Drunkards Roll og The Great Valerio handler meget om de selvfølgelige lavpunkter ved fattigdom.

Både Richard, der jo ellers først og fremmest er en af verdens bedste folk-guitarister, og Linda synger for på dette album, og især Linda kan mærkes kraftigt. Hun har en smuk, smuk stemme, der især har effekt på de mere triste numre, og hendes sorg kan mærkes dybt nede. Hun er dog også fuld af entusiasme på numre som I Want to See the Bright Lights Tonight og We Sing Hallelujah, og især på The Little Beggar Girl er hun fuld af lystigt had, som hun synger linjer som “I travel far and wide to do the work that I do; ‘Cause I love taking money off a snob like you”, og det er absolut ikke til at stå for. Richard har slet ikke de samme vokale evner, men hans manglende perfektion i stemmen støtter på en eller anden måde billedet af det fattige ægtepar. Selvom Linda så ganske vist er en fantastisk sangerinde, har hendes stemme meget skævhed i sig. Hun lyder ikke som en Celine Dion eller en Whitney Houston, hun lyder bare som en meget ægte personlighed, der er helt nede på jorden.

Richard Thompson er som sagt en af de bedste guitarister nogensinde. Men hvor de fleste af de bedste rockguitarister tager udgangspunk i blues – Jimi Hendrix, Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton; ja selv nogle ikke nær så åbenlyse nogen som Eddie Van Halen, David Gilmour og Slash – tager Richard Thompson det meste fra folk, og stort set ingenting fra blues. Selvfølgelig, han er ikke den eneste fantastiske guitarist, der fuldstændig forkaster blues, men at han er i den minoritet, der gør det, gør hans lyd rigtig forfriskende. På I Want to See the Bright Lights Tonight lader parret sig også meget inspirere af britisk folkemusik. Krumhorn, Dulcimer, Mandolin og Concertina gør at instrumentationen virker overraskende og som sådan også som lidt af en rodebutik. Som om, det bare lige var det, der lå og flød. Men forstå mig ret, det er en god ting. Det lyder som om, hele albummet var bygget på, at få så meget ud af så lidt som muligt, så hvis den smule, de har, skulle være lige netop disse instrumenter, så må det jo være det, man må arbejde med. Hvis man er til folk-rock, så er Richard og Linda Thompson et par rigtig dygtige musikere, som med I Want to See the Bright Lights Tonight har skabt en 70’ernes mest livsbekræftende plader.

480 – George Michael – Faith (1987)

Udgivet den af
Svar

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.

481 – The Smiths – The Smiths (1984)

Udgivet den af
Svar

Før Nirvana gjorde alternativ rock til noget, alle og enhver lyttede til i hele verden, var der et andet band, der 7 år forinden havde fået enorm kommerciel succes med deres debut. Jeg snakker selvfølgelig her om The Smiths med albummet af samme navn. I modsætning til Nirvana fik The Smiths desværre kun større succes i Storbritannien og omegn, og jo længere væk fra Manchester man var i 1984, des sværere ville det være at finde nogen, der kendte til The Smiths. De er dog et af de bedste bands, 80’erne har at byde på, og næsten intet af tidens musik lød som dem. Deres tekster er drevet af angst, sorg og i stor grad også dårlige minder. Forsanger Morrissey har en meget særpræget stemme, og da jeg selv for første gang lyttede til the Smiths, var jeg ikke helt så glad for det. Det er uden tvivl noget man skal vænne sig til, men nu har jeg ingen problemer med den. Den udtrykker følelsesmæssige lavpunkter bedre end de flestes, selvom han synger decideret falsk ofte, og for mange lyder den nok fuldkommen latterlig.

The Smiths er, hvis man lige kan overkomme Morrisseys stemme, et rigtig let tilgængeligt band. Morrissey har sammen med guitarist Johnny Marr skabt meget fængende og ofte rørende melodier, hvis styrke bliver øget utrolig meget af Morrisseys stemme. Johnny Marr spiller aldrig en eneste guitarsolo på denne plade, men selvom han for det meste holder sig i baggrunden, gør han helt fantastiske ting, hvis man lytter efter. Han gør disse langsomme, triste melodier rigtig fyldige, så der virkelig er noget at bide i. Oftere end det, er det dog musikken, der bider i lytteren. Det er følelsesrigt, og det varer altid absolut lige den tid det skal, for at man er mest muligt rørt mod slutningen. Sangene handler oftest om Morrisseys opvækst i Manchester, og der bliver fokuseret meget på historiens mere triste sider. Han bliver på den måde meget samfundskritisk overfor ting som skolegang og sex, og hvad han ellers hader. Når Morrissey taler uden musik virker han mest af alt som et brokkehoved, der hader alt og alle. Når han til gengæld synger, får man utrolig meget sympati for ham.

The Smiths blev senere til en af grundpillerne for den utrolig store britpop-genre, der udbredte sig i 90’erne med bands som Oasis, Blur, Suede, Pulp og The Verve. I modsætning til så meget andet popmusik fra tiden, var The Smiths grimme, groft producerede og lyrisk meget kritiske. Samtidig har de dog den hjertevarme og sødme, som gør, at et poppublikum sagtens kan lytte til dem uden at kalde det for larm. Man kan faktisk knap nok høre, at det er så grimt igen, hvis man ikke lige tænker over det. Det føles bare specielt, hvilket gør, at de stadig lyder friske nu, næsten 30 år efter udgivelsen. The Smiths er et album for alle, der gerne vil have noget skævere, noget spøjsere, noget lidt grimmere i deres popmusik. Men lyt gerne til pladen flere gange, hvis du ikke er vant til Morrisseys stemme, for den tager virkelig noget tid at vænne sig til, men når man først kan acceptere den, ender man med at elske den.

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.

483 – The Notorious B.I.G. – Life After Death (1997)

Udgivet den af
Svar

I 1994 udgav the Notorious B.I.G. Ready To Die i samarbejde med producer Sean Combs, som senere selv blev rapper under navnet Puff Daddy, og siden har han skiftet navn til P. Diddy. The Notorious B.I.G., eller Biggie, som han ofte kaldes, da det andet simpelthen bare tager for lang tid at sige, havde arbejdet på efterfølgeren til det i dag klassiske album i over et år, og 2 uger før albummets udgivelse gik han på nærmest tragikomisk vis hen og blev skudt. Men selvom manden døde, levede musikken videre, og i 1997 blev dobbeltalbummet Life After Death udgivet. Biggie var til sin død en sublim lyriker, men dobbeltalbummet er en farlig kunst, og der er flere uheldige hændelser, der finder sted på dette album. Noget, der dog altid sidder i skabet er Combs’ produktion. Musikken bliver ironisk nok meget levende af det, og man får let en overbevisning om, at Biggie er en cool fyr, selv hvis man ikke lytter til teksten. Et gammelt ordsprog går, “sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”, og hans tekst omgås en rigtig afslappet produktion.

Han er netop også selv meget afslappet. Han kan svine folk som Tupac og Nas til i sine tekster, men der er sgu ingen der kan rokke på hans temperament. Han bliver meget opført som en mafioso på netop dette album, så det kan have noget med det at gøre. Ja, han har endda et par få sexsange på albummet, og selv her virker han afslappet og tilpas. Og hvis du nogensinde har set et billede af ham, ved du at det, at han på nogen måde kunne være et sexikon lyder latterligt, men han leverer det mesterligt. Men selvom leveringen er god, så har sange som Fuck You Tonight og Nasty Boy ikke meget at byde på rent lyrisk, så de sætter lidt pladen i tomgang. Der er til gengæld sørget for, at få masser af gæstemusikere til at gøre oplevelsen farverig. Jay-Z, Bone Tugs-n-Harmony, R. Kelly, Lil’ Kim og D.M.C. fra Run-D.M.C. er kun få af de navne,  man foruden Biggie kan høre på Life After Death. De fleste af dem kommer med nogle rigtig gode vers, og det gør det let at klare de næsten 2 timer, albummet varer.

Albummets store svaghed ligger i, at Biggie ikke har så meget at snakke om, især sammenlignet med debuten, der handlede om noget nyt på hvert nummer. Han bruger meget af albummet på at svine andre rappere til, prale, snakke om sex og ofte flere af disse på en gang. Han er dog rimelig god til alt dette, og han får fyret mange morsomme linjer af, men at han har dobbelt så meget at snakke om på albummet, der er halvt så langt er svært at ignorere. En anden irriterende ting ved albummet er de mange skits, der er på. De fleste foregår over en utydelig telefonsamtale, og jeg har let kunne nyde musikken uden. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til, at de er der. Og så må Sean Combs også gerne lære, at der ikke er nogen grund til at komme med indskud indimellem linjerne. For en højlydt gruppe som Public Enemy fungerer det at Flavor Flav råber i tide og utide, men det fungerer ikke, når vores rapper er en så afslappet person som Biggie. Alt i alt har Life After Death rigtig meget guf på sig, men de svage sider er efter min mening for store, til at jeg ville kalde den for en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Men den er værd at lytte til, hvis man kan lide Ready to Die.

484 – Merle Haggard – Branded Man (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er ikke en hemmelighed, at jeg har et lidt problematisk forhold til countrymusik. Som jeg tidligere har sagt er det meste af det bare for tamt for mig, og Branded Man af Merle Haggard er ikke en undtagelse. Der er dog rimelig store følelser i gang på dette album, og Merle Haggard er en rigtig dygtig sanger. Han formår virkelig at formidle, hvis der er noget, han har at fortælle, og det lyder aldrig halvhjertet. Han lyder meget tit bekymret eller sorgmodig, og det er aldrig sådan, at jeg ikke tror på, at det han synger om som sådan kunne være fuldkommen rigtigt. Branded Man er ikke et specielt lykkeligt album, og jeg værdsætter oftest country, hvis det handler om kriminalitet, druk og ulykke. Positiv country er bare ikke noget for mig – ikke at negativ country ellers ofte er heller – men det her album har nogle guldkorn på sig. Åbningsnummeret, Branded Man, er nok min absolutte yndlingssang i hele Haggards diskografi. Den handler om at han just er blevet løsladt fra fængslet, og han frygter at folk vil undgå ham på grund af hans fortid, som alle i hans lille by efterhånden kender til. Rigtig god problemstilling, og den bliver også behandlet godt i teksten.

Haggard har selv skrevet de fleste af numrene på Branded Man helt eller delvist, og han er en rigtig dygtig sangskriver. Branded Man, I Threw Away the Rose og Some of Us Never Learn er blot et par få eksempler på hans evner som lyriker, men alle de 7 sange, han har skrevet har formidable tekster. Melodierne er oftest ret vamle, og hvis de ikke var, ville jeg nok være rigtig overrasket. Det ændrer sig ikke meget på numrene, andre har skrevet heller, men tekstkvaliteten forbliver heldigvis nogenlunde den samme. Det er meget triste og rørende sange, som nok kan fælde et par tårer, hvis man er til de efter min mening vamle melodier. Og selvom Haggard, når han er bedst, er en rigtig dygtig sanger, laver han de små knæk, som Hank Williams gjorde sig berømt for alt for ofte.  Jeg synes ikke engang at det altid virker for Williams, men når andre gør det, virker det bare alt for meget, som at de forsøger på at kopiere ham.

Albummet er fyldt med historier om uheldige episoder i livet. Det starter som sagt med, at Haggard er blevet løsladt fra fængslet, og den slutter med at han havner der igen. Hvor Branded Man dog er noget af det bedste, han har at byde på, møder man den absolutte modsætning på afslutningsnummeret, I Made the Prison Band. Den er som sådan en ok sang i de første 30 sekunder, men så kommer ud af det blå Bonnie Owens, der skriger og skråler med på omkvædet. Det lyder slet ikke godt. Oven i det har den også den tammeste undskyldning for en guitarsolo, jeg længe har hørt. Haggard har ikke selv skrevet den, og selvom jeg ikke har meget imod Tommy Collins’ øvrige bidrag til pladen, kunne vi let have undværet et nummer som I Made the Prison Band. Hvad angår temaet fungerer den dog godt til at runde pladen af, men den føles lidt for kunstig, og så skærer Bonnie Owens virkelig i ørerne på det nummer. Alt i alt er Branded Man en plade, som fans af traditionel country nok vil kunne nyde. For alle os andre er den nok i bund og grund for kedelig, så det er næppe noget, der vil kunne gøre dig mere begejstret for genren, end du i forvejen er.

485 – Loretta Lynn – All Time Greatest Hits (2002)

Udgivet den af
Svar

Loretta Lynn er en af de mest roste countrysangerinder nogensinde, og hvis man vil høre hende, skal man nok helst finde sig et opsamlingsalbum. Hendes største hits fra 1964-78 blev i 2002 samlet på All Time Greatest Hits. Nu har jeg jo mine små problemer med countrymusik, så næsten uanset hvor god hun nu engang er, eller hvor stor betydning hun har haft for genren, så har jeg stadig svært ved at værdsætte hende. Så jeg vil starte med at snakke lidt om noget af det, jeg rent faktisk godt kan lide ved albummet: For det første er det, hvis vi kun ser på det som en opsamling, rigtig godt udvalgt. Jeg føler ikke, at nogle af Lynns mest kendte numre mangler, og det er generelt godt sammensat, så selv jeg, der jo ellers har mine problemer med country sagtens kan lytte alle 22 numre igennem. Jeg synes ikke selv, at Lynn varierer meget fra nummer til nummer, men der er sørget godt for, at to numre, der lyder alt for ens, aldrig kommer efter hinanden på All Time Greatest Hits.

Loretta Lynn er også en ganske god sangskriver. Desværre har hun ikke skrevet så mange af sangene på opsamlingen igen, men når hun gør, mærker man, at hun virkelig har noget at sige. Fist City handler f.eks. om Lynns tidligere mand, der er hende utro og oven i købet mishandler både hende og de andre kvinder, når nu han er i gang. Sangen er udformet som en advarsel, og den blev i sin tid bandlyst fra mange radiostationer, da dens tekst blev ret kontroversiel. Det behøver ikke at blive så slemt igen, før hendes tekst dog bliver interessant, men hendes bedste numre har alle til fælles, at hun selv helt eller delvist har skrevet dem. Selv før jeg vidste dette, syntes jeg at numre som Rated X og Coal Miner’s Daughter føltes mere reelle og nærværende end resten, så når hun er involveret, er det rigtig tydelig. Desværre er der dog kun 5 af dem i alt blandt de 22 numre på pladen. 5 andre numre er duetter med Conway Twitty, og dem har jeg noget sværere ved at holde ud. De er rigtig corny, og selvom begge er karismatiske personligheder, føles deres samspil bare så utrolig falsk og overfladisk.

Det største problem ved Loretta Lynn er det samme som for de fleste andre countrymusikere, nemlig lyden. Det lyder bare så ensartet, hvis du spørger mig. Jeg har svært ved at huske det meste af musikken, den føles kønsløs, og end ikke på sange med så tunge, hårdtslående tekster som Fist City eller Rated X kan jeg mærke en på nogen måde tilsvarende styrke i melodien. Når Lynn ikke selv har skrevet teksten, kunne man let risikere at teksten blev corny som bare pokker, men det sker heldigvis kun på duetterne. Nogle få af dem har rigtig gode tekster, der sagtens kan måle sig med Lynns, men de fleste er bare lige så lette at glemme som melodierne er. Hvis du er til gammeldags country, så er Loretta Lynn jo en klassisk sangerinde, som du nok bør lytte til, men for mig personligt, gjorde hun ikke meget specielt i løbet af de sangene på All Time Greatest Hits. Albummet indeholder til gengæld meget af det, hun er blevet berømt for – både på godt og ondt – så det er en god introduktion til Lynn, og hvis du ikke kan lide noget på det album, finder du næppe meget interessant i resten af hendes diskografi.