Kategoriarkiv: Anmeldelser

61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.

62 – U2 – Achtung Baby (1991)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Udgivet den af
Svar

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Udgivet den af
Svar

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.

 

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

68 – Michael Jackson – Off the Wall (1979)

Udgivet den af
Svar

Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen ‘Off the Wall’ fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones havde fået til opgave at være fast producer i løbet af projektet, var sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er følsomme bløde pop-ballader, og der er nogle rigtig poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere i dag, og især disko-numrene holder. Pladen starter med ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’, en af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på ‘Off the Wall’, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig formår at opnå samme storhed. Dansenumrene er dog nok generelt dem, der holder sig bedst. ‘Working Day and Night’, ‘Off the Wall’ og ‘Burn This Disco Out’ rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.

Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’ har nok svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har ofte en vis charme, men jeg finder det ikke nær så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Det er ikke fordi musikken har den store dybde, og så sjov som musikken kan være, er det ikke svært at forstå ‘disco sucks’-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens ‘Rock with You’ er en ganske sød kærlighedssang, der især har en ganske velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han opfører bl.a. et cover af Paul McCartneys ‘Girlfriend’, og mens den lyder langt mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke ‘Girlfriend’ fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney nogensinde har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.

‘Girlfriend’ er langt fra den eneste synder på pladen, og de dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend’ får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen ‘She’s Out of My Life’, der prøver så hårdt på at virke dyb, voksen og følsom, at sangen ender med at være en virkelig flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne ‘I Can’t Help It’ er også en lidt tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da lidt sødt. Den søde, uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som ‘Bad’ og ‘Thriller’, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. ‘Off the Wall’ er generelt ikke værd at skrive hjem om.

69 – Curtis Mayfield – Superfly (1972)

Udgivet den af
Svar

Der er ikke meget, der er værd at snakke om ved blaxploitation-filmen ‘Super Fly’ fra 1972. Den er instrueret af Gordon Parks Jr., har Ron O’Neil i hovedrollen som en gangster ved navn Priest, og som så mange andre af genrens film trækker den meget på, at filmen er fuld af vold, sex, stoffer og racister, der får hvad de fortjener. Personligt finder jeg æstetikken ved disse film langt mere interessant end selve indholdet, for stort set alt ved filmen er amatøragtigt udført. Undtagelsen ville nok være soundtracket, der er leveret af soulmusikeren Curtis Mayfield. Mayfield leverer nogle af de bedste sange i hans karriere på soundtrack-albummet, der sidenhen har fået status som en regulær soulklassiker. Vi har faktisk at gøre med noget så sjældent som en soundtrackplade, hvor musikken nok fungerer bedre i pladens end i filmens kontekst. I filmen bliver plottet ofte sat helt i stå, når en af Mayfields sange begynder. På albummet er fokus derimod på sangene, og man får leveret den ene lille perle efter den anden. Samtidig mærker man klart, at musikken handler om gangster-livet, så alt det bedste fra filmen følger stadig med. Det er en win-win-situation.

Gangster-teksterne er en ret interessant del af pladen. Den er fra starten af 70’erne, og både de glamourøse og mere hårdføre sider af gangsterlivet præsenteres, nærmest som en slags prototype på gangsta-rap. Vi bliver præsenteret for rodløshed på ‘Little Child Runnin’ Wild’, dødelighed på ‘Freddie’s Dead’ og naivt stofmisbrug på ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’, men det er på ingen måde en grum plade. Vi får også et klassisk sexnummer i bedste Marvin Gaye-stil med ‘Give Me Your Love’ og den lækre ‘Pusherman’ der oser af cool selvsikkerhed og attitude omkring erhvervet som pusher. Denne tilgang præger også lyden på titelnummeret, men her står teksten i genial kontrast, idet det belyses, at det ikke handler om sjov og ballade alt sammen, det er et spørgsmål om overlevelse. Mayfield formår at være kritisk og dybdegående i løbet af pladen, og dramaet er mere engagerende på soundtracket end i selve filmen. Til trods for de mange sider, der belyses, sørger Mayfield for at skabe et lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er i den samme verden. Man bliver flot draget ind af de skønne grooves og den rige lyd med lag på lag af funky instrumentation.

Jeg føler som sagt, at pladen er langt bedre end filmen, den er skrevet til, og jeg kan let anbefale musikken til folk, der ingen planer har om at opleve filmens middelmådighed. Med det sagt, er der punkter, hvor musikken bærer præg af at skulle understøtte en film, navnligt i de to instrumentale numre. ‘Junkie Chase’ og ‘Think’ bidrager fint til stemningen på filmen, men på pladen går de lidt i tomgang. De er smukt arrangerede, men de føles stadig ret ligegyldige, og de bringer ikke samme lag af nuance, som de øvrige numre. Ligeledes er til ‘Give Me Your Love’ nok lidt længere end hvad godt er, og den føles lidt ufærdig i forhold til sangskrivningen. Igen, man kan dog slet ikke klage over lyden, og der er en del elementer, der virker ret godt. Der er også nogle få andre punkter, der ikke har ældet med ynde, fx kan spoken word-introen til ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’ godt virke corny i dag. Til trods for dette har vi dog i hovedreglen at gøre med noget af det bedste soulmusik nogensinde, og på sit bedste holder det helt fantastisk

70 – Led Zeppelin – Physical Graffiti (1975)

Udgivet den af
Svar

Sidst jeg kiggede på hard rock-pionererne Led Zeppelin var det med deres anden plade, hvor nøgleordene i min vurdering vist må have været “skala” og “ambition”, noget de så sandelig ville tage videre i deres karriere på bl.a. deres ubetitlede fjerde plade og efterfølgeren ‘Houses of the Holy’. Med deres sjette plade i 1975 tog de skridtet videre ved at udgive deres første dobbeltalbum i form af ‘Physical Graffiti’. Pladen består dels af dengang spritnyt materiale, dels af sange, der blev skåret væk fra deres tre foregående plader. Jeg har det lidt ambivalent med denne tilgang, for dels er de gamle sange jo lavet til at passe ind i en helt anden plade end de nye, men dels er visse af dem drøngode. De bedste af dem er nok også dem, der minder mest om de nye numre. ‘The Rover’, ‘Night Flight’ og det ubrugte titelnummer fra ‘Houses of the Holy’ fungerer især godt, da de følger den storladne, episke tone, pladen sætter fra starten af. Country-rock-balladen ‘Down by the Seaside’ følger også overraskende nok denne tone ganske fint, især gennem nogle overraskende dynamiske drejninger i løbet af nummeret.

Der er dog nogle af disse outtakes, der helt klart er totalt malplacerede. Den fjollede lille boogie woogie-sang ‘Boogie With Stu’ dræber nogenlunde al stemningen, albummet ellers havde opbygget. Den instrumentale ‘Bron-Yr-Aur’ er en ganske køn lille akustisk sag, men den bygger ikke rigtig op imod noget. Den kunne være fin til at runde pladen af, men den er et af de første numre på LP2. Mod slutningen får vi derimod en sød lille blues-sang i form af ‘Black Country Woman’, der endnu engang føles uhyre ligegyldigt, når den står side om side med så flot udtrykte stykker musik som den symfoniske ‘Kashmir’, den progressive ‘In the Light’ og den elegant opbyggede ‘Ten Years Gone’. Der ophober sig en irriterende dissonans mellem numrene på ‘Physical Graffiti’, for når det virker, har vi virkelig at gøre med Led Zeppelin i deres es. Det møder vi heldigvis ofte. Uanset om det er det fængslende, funky, nærmest metal-agtige groove på ‘The Wanton Song’ eller den ligeledes funky ‘Trampled Under Foot’, der på formidabel vis bygger op til et smukt kaos, så har størstedelen af numrene på ‘Physical Graffiti’ mærkbare proportioner.

Det bliver næsten lidt for meget. Når man har at gøre med en plade, der varer 80 minutter, hvor næsten alle sange er episke rock-eskapader, så kan man let blive ret udmattet, og som allerede gennemgået, så tiltaler pladens forsøg på mere afdæmpede sange mig sjældent. Selv har jeg sjældent lyttet til pladen, uden at jeg på et eller andet tidspunk i løbet af LP2 tænker “er den ikke snart færdig?”. Og det er synd, for det resulterer i, at jeg bare på ingen måde nyder de sidste par numre på pladen nær så meget, også selvom ‘Sick Again’ og ‘Night Flight’ da er glimrende sange. ‘Physical Graffiti’ er ingenlunde en dårlig plade, men Led Zeppelins fremgangsmåde egner sig måske bedst til kortere albums. Måske er der en sammenhæng i, at ‘Houses of the Holy’ er min favorit i deres diskografi, mens den er deres korteste plade bestående af nyt materiale. Selvom ‘Physical Graffiti’ er en lidt stor mundfuld, så er der rigtig meget guf på den. Den ville muligvis være endnu bedre som to kortere albums, men der er stadig ganske meget at komme efter som den er.