Kategoriarkiv: M

280 – Muddy Waters – Folk Singer (1964)

Udgivet den af
Svar

Muddy Waters er anset af mange som opfinderen af elektrisk blues, og det overraskede derfor mange, at hans album Folk Singer fra 1964 var et 100% akustisk album. Foruden Waters på guitar har vi her to af blueshistoriens største andre navne: Willie Dixon på kontrabas og ingen ringere end Buddy Guy til at spille guitar sammen med Waters. Derudover er der også en trommeslager ved navn Clifton James. Meget af albummets fokus ligger i forholdet mellem instrumenterne, og dette er klart lige fra åbningsnummeret, My Home Is in the Delta. Det er en helt traditionelt opbygget bluessang, og hvis jeg spillede et cover af den her og nu, så ville der ikke være noget imponerende ved den. Waters lægger også hele sin sjæl i sin stemme, og det er bare skønt at høre på de dygtige musikere. Det andet nummer, Long Distance Call er også meget imponerende, men det er ret skidt placeret, hovedsageligt fordi den er næsten identisk med åbningsnummeret. Det er samme basgang, samme trommeslag, samme melodi – det er bare lidt dybere. Waters er stadig dygtig i sin vokal, og de andre tre imponerer til stadighed, men de kunne da have ændret sangen lidt mere.

Så får man heldigvis en sang som My Captain, en mere ømt spillet sang. Der er slet ikke trommer på denne sang, og bassen er meget påpasselig med at dukke op. Waters føles for alvor sårbar i denne Dixon-skrevne sang, og de instrumentale passager er virkelig smukke. Der kommer virkelig gang i den med Good Morning Little Schoolgirl, oprindeligt af Sonny Boy Williamson. Jeg blev introduceret til denne klassiker gennem Waters, og denne frække lille sang er bare helt fænomenalt opført her. Det er helt seriøst en fantastisk udgave, og hvis du kan lide originalen, så bør du virkelig lytte til Waters-udgaven. You’re Gonna Need My Help starter med at lyde som en ganske ordinær bluessang, men Waters’ behandling er virkelig unik. Guitarsoloen, der begynder midt i sangen er noget af det flotteste, genren har oplevet. Denne plade lyder i det hele taget fedt. Hver eneste streng er så let at høre, man kan bare mærke sjælen. Cold Weather Blues er stort set bare My Captain om igen og ærlig talt er My Captain også bare bedre, selvom der er nogle flotte øjeblikke på dette nummer.

Big Leg Women er endnu en trommeløs sang, men denne er meget liderlig og fast i rytmen, og at have så fast en rytme helt uden brug af trommer er rigtig flot. Og det lyder også fantastisk, helt ulig det meste andet blues-musik. Og hvis man skal blive ved de frække sange, så er intet nummer frækkere end Country Boy. Det er faktisk lidt svært at holde ud at høre på, hvor fræk han er, for det bliver en smule… sexistisk. Det bliver så sexistisk, at jeg er meget overbevist om, at han bare spiller en rolle, dels fordi han bogstavelig talt synger “I’ll always treat you wrong”. Afslutningsnummeret hedder Feel Like Going Home, og det føles ikke rigtig som en afslutning, selvom titlen virkelig antyder det. Det er en fin sang, der udnytter Buddy Guy og Muddy Waters’ guitarkundskaber til at skabe meget unikke lyde, men et klimaks ville jeg næppe kalde det. Som med de fleste albums fra før ca. 1965, så er strukturen ikke helt fantastisk. Lyden på denne plade er absolut det mest tiltrækkende, for den er stadig fantastisk i dag. I 1964 var dette album epokegørende og unikt. I dag er det stadig imponerende, men det føles som så meget andet.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Udgivet den af
1

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Udgivet den af
Svar

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.

341 – Moby – Play (1999)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne gjorde en elektronisk producer ved navn Richard Melville Hall sig rigtig bemærket under navnet Moby. Han var ret kendt i electronica-kredsene lige fra sit første album i 1992, men i 1999 fik han dog sit helt store gennembrud med albummet Play. I 90’erne var det ikke som i dag, hvor electronica er både til højre og venstre i musikindustrien, nej det var ufatteligt svært at blive en superstjerne, hvis man arbejdede med genren. Moby formåede dog at blive virkelig berømt, og det var ikke fordi sangene passede specielt godt ind på radioen, men til gengæld kunne de let bruges i soundtracks til film, spil, tv-serier eller reklamer, og det blev de også virkelig brugt. Et moderne menneske ville nok i tiden omkring årtusindskiftet have hørt halvdelen af albummet i brudstykker, bare på grund af alle de gange, folk lånte hans musik. Og det er forståeligt, at forskellige firmaer ville udnytte sangene, for de kan rigtig let både skabe stemning, sparke røv eller sælge et produkt. Disse smukke toner griber straks fat i lytteren, og man får lyst til at høre efter, uanset hvorvidt man så kan lide musikken eller ej.

Mange af sangene på Play består af ganske få linjer, der er gentaget i uendelighed. Det kunne lyde ganske trivielt, men sange som Honey, Why Does My Heart Feel So Bad og My Weakness udmærker sig hovedsageligt på grund af instrumentationen, der oftest er 100% elektronisk. Lyden udvikler sig virkelig meget, og det er ikke fordi, versene bidrager enormt meget til de sange, der endelig har den slags. Det sørger kun for lidt variation på albummet, og det er også ret godt. Første halvdel af pladen er uden tvivl den del, hvor der er mest fokus på disse numre med store gentagelser i vokalmelodien. Det er i det hele taget den mest poppede side af albummet. 7 af de 8 singler fra pladen findes her, og det er højst sandsynligt disse, du vil ende med at nynne i uendelighed. Jeg vil nok sige, at jeg klart foretrækker første halvdel. Det er trist at anden halvdel ikke imponerer mig nær så meget, for så hober det mindre interessante sig bare op. Anden halvdel er dog slet ikke dårlig. Her finder man mange instrumentale numre, og tit bliver vokalen kraftigt overdøvet af musikken. Moby eksperimenterer også langt mere her, og det resulterer tit i rigtig flotte numre, såsom Inside og The Sky Is Broken.

Man kunne nok trænge til lidt mere punch på anden halvdel. Det er rigtig flot musik, men albummet foretager en enorm u-vending, der mildest talt er en smule distraherende. Det kunne virkelig have været problematisk, hvis Moby ikke havde været så ufatteligt dygtig og kreativ. Mange af sangene sampler nogle virkelig obskure sange. Moby lærte en del af dem at kende gennem opsamlingen Sounds of the South: A Musical Journey from the Georgia Sea Islands to the Mississippi Delta, som blev sammenstøbt af musikhistoriker Alan Lomax. Det er ret imponerende, for selv troede jeg i ufattelig lang tid, at han bare havde fundet nogle gæstesangere. Samtlige stykker passer så godt til Mobys beats, at jeg slet ikke undrede mig over, hvor vokalen stammede fra. Det giver bare så god mening med electronica-produktion. Hvis du kan lide electronica, så er Moby jo en af de helt store i genren, og Play er set af mange som hans hovedværk. Jeg kan dog langt fra garantere, at den vil kunne overbevise dig, hvis du ikke normalt er til genren, men dens skævhed og eksperimenteren gør den let at tilgå.

343 – Meat Loaf – Bat Out of Hell (1977)

Udgivet den af
Svar

I 1977 udgav sangeren Meat Loaf, der hidtil havde været en del af duoen Stoney and Meatloaf, sin første plade i sit eget navn. I producerstolen sad den fuldkommen geniale Todd Rundgren, og sangene var alle skrevet af en ligeledes genial mand ved navn Jim Steinman. Steinman har skrevet mange forskellige popmelodier, men med Meat Loaf havde han mest gennemgående succes, og han var også virkelig ambitiøs med deres første plade sammen, der fik navnet Bat Out of Hell. Dette er også navnet på åbningsnummeret, der er næsten 10 minutter langt. Nu er jeg ikke en, der er bange for at sige, at et nummer er blevet for langt, men det er ingenlunde tilfældet med dette nummer. Alle instrumenter hænger helt perfekt sammen, og der er vildt meget variation. Variationen er det, der mest af alt gør hele albummet Bat Out Of Hell så godt, og titelnummeret er et af de bedste numre. Der er fut i rock and roll-klaveret, og guitaren sparker også masser af røv! Det kan godt være, at det er et langt åbningsnummer, men det er også et formidabelt åbningsnummer.

Efter en kort dialog, som måske godt kunne være fortalt musikalsk, kommer You Took the Words Right Out of My Mouth (Hot Summer Night), som er en noget mere poppet sang. Den er som åbningsnummeret meget bombastisk, her dog i en meget kærlig facon. Teksten er virkelig charmerende: “You took the words right out of my mouth, and I swear it’s true; I was just about to say I love you”. Man kan næsten ikke lade være med at rødme lidt. Pladens tredje nummer hedder Heaven Can Wait, og det er en lidt langsommere sang. Klaveret er mere romantisk, og nogle strygere øger stemningen yderligere. Den er meget sorgmodig, og selvom det ikke er en af pladens mest kendte sange, er det stadig en fremragende melodi. Den føles stadig meget oprigtig, og instrumentationen skifter tit, så den konstant føles frisk. Der kommer mere gang i den med All Revved Up and No Place to Go, en meget storladen sang, der bare suser afsted med en fed saxofon. Det er en god kontrast til den stille og langsomme sang, der kom før. Det bliver atter langsomt med Two Out of Three Ain’t Bad, en virkelig grov sang i ironisk fløjlsindpakning. Meat Loaf slår her op med sin elskede, og den facade, han påtager sig, er fandeme komisk guld!

Det bedste nummer på hele Bat Out of Hell er efter min mening hans duet med sin korsangerinde Ellen Foley. Sangen hedder Paradise by the Dashboard Light, og det er en 8½ minuts rockopera om en omgang sex. Jeg vil helst ikke afsløre slutningen, det ville være rigtig synd, men lad mig sige så meget som, at det er et meget morsomt nummer. Da det er opdelt i tre akter, er det naturligvis et meget varieret stykke musik, men de individuelle stykker er alle virkelig fængende, især akt 2 og 3. Bat Out of Hell afsluttes af sit syvende nummer, For Crying Out Loud. Det er endnu et 8½ minut langt nummer, og hold da kæft, hvor den siger farvel. Den starter langsomt og melankolsk med ikke andre instrumenter end et klaver, men med tiden bliver klaveret mere intenst, og Meat Loaf synger meget højlydt og ophidset om kærlighed. Senere kommer strygere på, og et helt orkester bryder med tiden frem, og det bliver til en af pladens mest bombastiske numre. Af og til har man bare brug for noget sjov musik, og det behøver ikke altid at være ambitiøst eller artistisk. Bat Out of Hell er dog begge dele, og det er et af de store mesterværker i rockhistorien.

348 – Muddy Waters – Live at Newport 1960 (1960)

Udgivet den af
1

Året er 1960, og Newport Jazz Festival har kørt i seks år nu. For første gang optræder en bluesmusiker på festivalen, og han er ingen ringere end Muddy Waters. Senere på året bliver koncerten udgivet som liveplade, og den fik det meget passende navn Live at Newport 1960. På albummet finder man 8 forskellige Muddy Waters-numre, hvoraf et endda bliver spillet to gange, nemlig den klassiske Got My Mojo Workin’. De forsøger at forklæde den anden omgang af sangen ved at kalde den for Got My Mojo Workin’, Pt. 2, men reelt er det bare en kortere udgave af den samme sang, og de er placeret lige efter hinanden. Det giver denne meget simple sang over 7 minutter i træk på pladen, og normalt ville jeg virkelig ikke være glad for sådan noget, men al den energi, begær og kærlighed, Muddy og bandet lægger i nummeret, gør at det som sådan ikke gør noget. Man får på At Newport 1960 nogle af Waters’ mest berømte numre, men man får også nogle, man virkelig skal undersøge grundigt, hvis man vil finde oprindelsen. Mindst ét nummer var faktisk spritnyt. nemlig afslutningsnummeret Goodbye Newport Blues.

Udvalget er tydeligvis ikke fokuseret på at fremvise de mest berømte, manden har lavet, også selvom man får et par stykker af disse. De har rettere fokuseret på variation, og det er dejligt. Jeg har faktisk hørt hele blues-albums, hvor alle sange benytter sig af nogenlunde samme gamle melodi, af og til med omkvæd indimellem. Denne bluesmelodi bliver her kun brugt på Soon Forgotten og Goodbye Newport Blues, men vel til dels også på Got My Mojo Workin’ og I Got My Brand on You. De to sidste har dog gjort meget med melodien, og store dele af dem går også i anden melodi, så der er stadig meget variation i forhold til samtidens bluesalbums. Desværre er variationen dog som med de fleste af genrens ældste albums albummets største problem. Det er ganske enkelt virkelig begrænset, hvad man kan gøre med gammeldags blues-formularer. Waters var så ikke af den helt gammeldags skole, han var en af de første, der lavede elektrisk blues. Men at instrumenterne er elektriske gør kun pladens helhed mere unik, det gør ikke, at de individuelle numre minder mindre om hinanden.

Muddy Waters havde virkelig dygtige musikere med på scenen. Otis Spann er en gud på klaveret, og på guitaren kan man sammen med Waters finde en meget dygtig mand ved navn Pat Hare. Man lægger ikke mærke til det med det første, men der ligger nogle rigtig gennemarbejdede vejrtrækningsteknikker bag mundharmonikiaen, som bliver spillet af James Cotton. Sidst men ikke mindst har Muddy Waters enormt meget charme som sanger. Han har lige så meget råt begær som Robert Johnson, men han har en helt unik måde at forføre publikum på samtidig. På numre som Baby Please Don’t Go og Tiger in Your Tank kan man tydeligt høre hans store smil, og det føles som at være der selv. Det er rigtig hyggeligt. Hvis du kan lide blues, så er mange af de største albumklassikere jo live-albums, og selvom Live at Newport 1960 måske ikke har overlevet tidens tand videre formidabelt, så kan man stadig tydeligt høre talentet og spilleglæden, og sangudvalget er også ganske godt. Det er en af genrens bedste liveplader.

356 – Miles Davis – Sketches of Spain (1960)

Udgivet den af
Svar

I 1959 udgav jazztrompetisten Miles Davis sit mesterværk, Kind of Blue, og det er uden tvivl historiens mest berømte jazz-album. Året efter udgav dette produktive jazzgeni så endnu et album, og det fik navnet Sketches From Spain, da det har rigtig mange klare indflydelser fra spansk musikkultur. Derudover er en væsentlig indflydelse på albummet faktisk klassisk musik. Pladen befinder sig i en jazzgenre, der hedder third stream, hvor man blander elementer fra klassisk musik ind i jazzen. Det føles meget som om, man står i midten af et stort symfoniorkester, men man kan tydeligt høre rigtig meget jazz i musikken, og der er faktisk også en hel del improvisation. Albummet består kun af fem numre, men to af disse er virkelig lange. Det første nummer kan nok kaldes hovedværket. Det hedder Concierto de Aranjuez (Adagio), og det er fabelagtigt. Der er vildt meget dynamik, nummeret hopper frem og tilbage, og man kan slet ikke mærke, at det er over 16 minutter langt. Det er stærkt, man når at opleve meget under nummeret, og det åbner helt perfekt dette vidunderlige album.

Det andet nummer hedder Will O’ the Wisp, og det er af en mere overkommelig længde. Der sker dog også virkelig meget her. Der er mere gentagelse end på første nummer, men dette skaber en ret hypnotiserende effekt, og mod slutningen af nummeret falder al musikken på smukkeste vis fra hinanden. Denne bliver efterfulgt af The Pan Piper, nok det mindst kendte nummer fra pladen. Det blæser ikke lytteren omkuld på samme måde som de fire andre numre på pladen, men man kan stadig ikke nægte, at der kan findes nogle særdeles imponerende musikalske præstationer på dette nummer. Som på Will O’ the Wisp bliver der leget en hel del med gentagelser, og Davis giver den som altid hele armen på saxofon. Alle disse tre første numre var covers, og ingen af dem var oprindeligt jazznumre. Concierto de Aranjuez er skrevet til klassisk guitar, Will O’ the Wisp var oprindeligt et stykke kammermusik, og The Pan Piper var en spansk folkemelodi. De passer dog så perfekt til third stream-lyden, at man slet ikke kan fatte, at det ikke var skrevet sådan. Dette kan vi især takke arrangør Gil Evans for. Hans arbejde med numrene er helt sublimt.

Efter de tre covers kommer da to originale sange, begge komponeret af Evans. Den første hedder Saeta, og den er nok pladens mest dramatiske nummer. Man kan især i percussion-afdelingen mærke rigtig meget morderisk vold, og trompeten lyder af død og ødelæggelse. Dynamikken er noget helt særligt på det nummer, og jeg kan bare lytte til sangen igen og igen uden at blive træt af det. Albummet slutter som det startede: med et rigtig, rigtig langt omend rigtig, rigtig godt nummer. Denne gang er titlen Solea, og den er ikke nær så fremfusende som resten af pladen. Den har lidt af en ørkenstemning, og percussion-afdelingen er ligesom på Saeta rigtig dramatisk, men den er lidt mere i baggrunden her. Det ender til sidst med at runde Sketches of Spain virkelig godt af. Hvis du kan lide jazz eller klassisk musik, er Sketches of Spain et mesterværk, som du absolut skal lytte til. Miles Davis og Gil Evans var store nytænkere indenfor jazzmusik, og Sketches of Spain er et af deres største værker.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Udgivet den af
Svar

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a Prayer, Borderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

366 – Mott the Hoople – Mott (1973)

Udgivet den af
Svar

Da David Bowie i 1972 reddede rockbandet Mott the Hoople fra at gå fra hinanden ved at give dem sangen All The Young Dudes og producere albummet af samme navn, gjorde han dem til superstjerner. Hidtil var deres stil noget nær en hårdere udgave af the Kinks, men Bowie gjorde dem til et Glam-rock-band. Året efter udgav de endnu et album, og det kom til at hedde Mott. Her prøvede de at blande glam-stilen, man finder på All the Young Dudes med den hårde rock, som er på f.eks. deres debutplade, der blot hedder Mott the Hoople. Lige fra den første tone på åbningsnummeret All the Way from Memphis kan man høre, at de er blevet mere erfarne indenfor genren. Der sker rigtig meget interessant i lyden, og sangen er bare generelt virkelig sjov. Efter denne kommer sangen Whizz Kid, som er en ret så oprigtig kærlighedssang, der med et fedt guitarriff og nogle kazooer, der gør sangen både mere unik og bare sjovere. Den kører i et middeltempo, hvilket gør, at den stadig føles energisk, mens den hurtige All the Way from Memphis stadig har dynamisk kontrast dertil.

Hymn for the Dudes er en ret langsom sang, men den er mere storladen end de to første tilsammen. Den er langt fra nær så poppet, og den har ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og mens melodien nok er en af de svagere på pladen, er det stadig dejligt, at den er der. Mange af sangene på All the Young Dudes var nemlig til trods for konstant gode melodier meget ensartede. På Mott føles hver eneste sang forskellig fra den anden, men til gengæld hoppes der så en smule i kvaliteten på individuelle numre. Numrene er også placeret godt i forhold til hindanden, og at placere Honaloochie Boogie lige efter Hymn for the Dudes er helt genialt. Denne er en dejlig poppet sang, som man hurtigt kan synge med på. Den er måske en smule ensformig mod slutningen, men til gengæld er den kort. Violence er en af pladens bedste sange. Dens brug af violiner, mens der bliver sunget “Violence” i første omkvæd er decideret genial, og den enorme vrede, forsanger Ian Hunter råber løs med i versene, føles virkelig autentisk.

Drivin’ Sister er en rock and roll-sang, og den er rigtig sjov. Den har ikke så meget at byde på i længden, og mens den ganske vist end ikke er fire minutter lang, burde den være meget kortere. Den bliver desværre ret hurtigt monotom. Til gengæld er The Ballad of Mott the Hoople en rigtig smuk sang. Den gør alt godt, som Hymn of the Dudes også gjorde godt, men den føles meget mere reel og selvbiografisk. Den handler om livet i et rockband, og Hunter har meget at sige med dette nummer. Nummeret I’m A Cadillac/El Camino Dolo Roso består af to dele – en ret god omend virkelig simpel kærlighedssang og en virkelig flot, lang guitarsolo. Denne guitarsolo kunne med lethed have været et udmærket afslutningsnummer, og det ville jeg lidt ønske, det var. Ikke at det egentlige afslutningsnummer, I Wish I Was Your Mother, er værre, det er faktisk en af pladens bedste sange, men den føles bare ikke så konkluderende igen. Det er til gengæld en virkelig sentimental, kærlig sang, og mandolinen derpå giver meget charme. Mott er nok Mott the Hooples bedste album. Der er mange fede sange på den, og pladen hænger rigtig godt sammen.

381 – The Modern Lovers – The Modern Lovers (1976)

Udgivet den af
Svar

Jonathan Richman var en helt enorm fan af the Velvet Underground. Han var faktisk så stor fan, at han flyttede fra Boston til New York for at lære dem bedre at kende. Han endte med at blive ret god ven med gruppen, og da han efter 9 måneder flyttede tilbage til Boston, dannede han bandet the Modern Lovers, og John Cale fra the Velvet Underground skulle producere deres debutplade. Dennes optagelser blev færdiggjort i 1972, men først i 1976 blev pladen efter meget besvær udgivet. Den kom simpelt nok også til at hedde The Modern Lovers, og den findes i mange forskellige udgaver, med mange forskellige tracklister, og ingen af dem afspejler nok Richmans vision fuldstændig, så jeg har valgt at lade mig nøje med originaludgaven fra 1976. Åbningsnummeret er gruppens mest kendte, Roadrunner. Den bygger kraftigt over den 17 minutter lange Velvet Underground-sang Sister Ray, men Roadrunner er dog kun 4 minutter lang. Den er meget sjov og fængende, og mens Richman lystigt synger om at køre rundt i Massachusetts om aftenen med bilradioen skruet godt op, får man meget lyst til at gøre det samme.

Astral Plane er en meget sjov kærlighedssang, og Jerry Harrisons orgel herpå øger stemningen meget kraftigt, så man meget let kan mærke Richmans længsel og ensomhed, der ender med at virke vanvittig i en overdreven grad mod slutningen. Old World fænger mig ikke rigtig. Melodien er ikke rigtig noget specielt, og selvom jeg rigtig godt kan lide emnet om social akavethed, så bliver det fortalt ret kluntet. Dog fortjener orgelet som sædvanlig rigtig mange point. Til gengæld elsker jeg virkelig nummeret Pablo Picasso, der handler om hvor stor en casanova, Picasso var. Det lyder måske ikke så vanvittigt interessant igen, men en hel del af sangens charme handler også om, hvor sært det er fortalt, og instrumentationen er virkelig også noget for sig. Det er grimt og beskidt, og det lyder som noget, der ville være skrevet mindst 5 år senere. She Cracked lyder meget som en rendyrket punksang, og det er endda en rigtig god en af slagsen. Der er masser af energi og charme, og lidt over to minutter inde kommer det mest vidunderligt brutale mellemstykke.

Hospital er et af pladens bedste numre. Det meste af tiden er det ret stille, men på bestemte punkter bliver det virkelig intenst, og tempoet skifter fuldstændig. Det lyder som om, Richman prøver at lukke af for sine følelser, og af og til kan han bare ikke klare det mere. Det lyder rigtig godt, og nummeret sørger også for variation på andre måder. Someone I Care About er en rigtig fed, oprigtigt længelsfuld sang om ensomhed og kærlighed. Den er vældig charmerende, og melodien er også virkelig god. Girlfriend er knap så imponerende. Udover hvordan Richman ikke kan stave til titlen, så føles melodien ganske banal, og sangen føles bare ret fjollet. Afslutningsnummeret hedder Modern World, og det er et vildt rock and roll-nummer af den bedste slags. Det er vældig dynamisk, og omkvædet er let at synge med på, og det får man også lyst til. The Modern Lovers har selvfølgelige problemer i dynamikken uanset hvilken udgave man lytter til, navnlig fordi den “sande” udgave er svær at definere. Albummet føles uanset hvad ikke færdiggjort, og alle sange er faktisk også teknisk set demoer. Men selv hvis man ikke forholder sig til disse fakta, så er det faktisk et knaldgodt album, og hvis du kan lide the Velvet Underground, så er dette nok også noget for dig.