45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

47 – John Coltrane – A Love Supreme (1965)

Blandt de helt store jazzlegender, er John Coltrane ikke en af dem jeg oftest hiver frem for at lytte til. Det kan meget snart ændre sig, for op til at skulle skrive denne anmeldelse, er jeg faldet pladask for ‘A Love Supreme’. Men det tog mig noget tid. I starten hæftede jeg mig meget ved opsætningen: den kunne nærmest ikke være mere klassisk: en trommeslager, en bassist, en pianist og vores hovedperson, John Coltrane på trommer – ikke just den mest spraglede måde at sammensætte et jazzband. Jeg fandt det ret kikset, da Coltrane begyndte at synge albummets titel på første nummer, ‘Part I – Acknowledgement’. Ud over dette tidspunkt og et par særligt eksploderende soli på ‘Part III – Pursuance’, syntes jeg ikke, albummet gjorde meget for at adskille sig fra alskens kaffebar-jazz. At der er folk, der har taget mig seriøst, når dette var min umiddelbare reaktion til ‘A Love Supreme’, er mig en gåde, men jeg er evigt taknemmelig for det, for det gør, at der nok er folk, der vil lytte til mig, når jeg siger, at jeg tog helt og aldeles fejl – ‘A Love Supreme’ er et lige så stort mesterværk, som alle går rundt og påstår, det er.

Vi kan starte med, hvorfor det egentlig er genialt, at Coltrane synger albummets titel i slutningen af ‘Part I – Acknowledgement’. I løbet af næsten hele dette nummer sniger figuren, han synger det henover, rundt i sangen. Først er det en basgang, senere dukker figuren op i klaveret, og som nummeret skrider fremad prøver saxofonen at kæmpe mod dette motiv, som begge bliver mere og mere intense. Så opgiver saxofonen også, og med stor indføling tager Coltrane imod den, først ved at spille den på sax, derefter ved at synge den. Nummeret hedder ‘Acknowledgement’ netop fordi vi overværer en gradvis anerkendelse af denne vage, spirituelle »Love Supreme«. På andet nummer, ‘Part II – Resolution’ møder vi i første halvdel kun sjældent den angst, der kendetegner åbningsnummeret. I stedet rejser vi igennem et nyt niveau af lykke, hvor saxofonen for første gang lyder såvel euforisk som decideret magelig. Men ca. halvvejs igennem begynder McCoy Tyners geniale klaverspil gradvist at blive mere dommedagsagtig og faretruende. Men selv mens dødbringende klaver svirrer frem med grumme akkorder, er den taknemmelige tone fra saxofonen ustoppelig. Det er inspirerende at lytte til, og jeg får meget respekt for Coltranes spirituelle rejse, også selv om jeg i modsætning til ham ikke er kristen.

Hertil er titlen ‘A Love Supreme’ genial – den er vag nok til, at lytteren kan få den til at handle om andet end Gud, men den er stadig specifik nok til, at der ikke er tvivl om hvad der netop er det relevante ved Coltranes spirituelle åbenbaring: en kærlighed, der overgår det menneskelige og det kropslige. Dette gør nummeret med de vilde soli, ‘Part III – Pursuance’, så meget mere tiltalende for mig. For jeg hører hvert eneste instrument gå amok i forsøget på at nå op til dette metafysiske plateau, heraf titlen ‘Pursuance’ – mine tanker ledes hen mod fortællingen om Babelstårnet. Selv i den svære kunst at lave en mindeværdig trommesolo udmærker Elvin Jones sig, da man rent faktisk kan mærke, at der er noget på spil. Soloen bygger smukt op, og dens afslutning er vidunderligt forløsende. Afslutningsnummeret, ‘Part IV – Psalm’ er det nummer, jeg har haft sværest ved lige at fange. Den mystiske aura på nummeret er uden tvivl tiltalende, hvis ikke lettere morbid. Coltrane selv har kaldt stilen herpå for ‘musical narration’, hvor han altså bruger sin saxofon til at lave ordløs digtoplæsning. Den gudfrygtige, angrende lyd på nummeret er gennemborende, og det er en oplagt, flertydig måde at afslutte et så spirituelt betonet album. Det er et album der tåler mange gennemlytninger, og det har gjort Coltrane til en af mine jazz-yndlinge.

48 – Public Enemy – It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back (1988)

Hiphop startede essentielt blot som en form for festmusik, men der gik ikke længe, før en række grupper begyndte at sprøjte godt med politisk og social bevidsthed ind i stilarten – især i forhold til at udtrykke sig fra et eksplicit afroamerikansk perspektiv. Man kan pege helt tilbage til tidlige udgivelser som ‘The Message’ af Grandmaster Flash, men det første store navn til for alvor at være forbundet med deres politiske position var Public Enemy, der i slut-80’erne fik udforsket potentialet for hiphop som politisk udtryksform, mest mærkbart med deres andet album, ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ fra 1988. I front finder vi rapper Chuck D, der behersker mikrofonen så stilsikkert, at han faktisk stadig i dag lyder både målrettet, faretruende og overbevisende, når han kalder til oprør på sange som ‘Prophets of Rage’ og ‘Rebel Without a Pause’. Der skal ikke være nogen tvivl om, at han har været indflydelsesrig i sin levering – det triolbaserede flow, kunstnere som Migos og Gucci Mane har populariseret i de seneste par år, mestrer Chuck D allerede her på sangen ‘Bring The Noise’. Med sig har han Flavor Flav, der ikke så meget rapper, som han råber hist og her for at holde gang i energiniveauet. Deres fælles dynamik fungerer rigtig godt – de er totale modsætninger i stilart og teknik, hvilket gør deres lyd varieret.

Deres lyd kommer fra et klassisk rapper/dj-setup. Bag grammofonerne finder man Terminator X, og bevæbnet med et eklektisk udvalg af samples, formår han ganske imponerende at give albummet en sammenhængende lyd. Det kan næppe have været let, når instrumenterne kan komme fra både Slayer, David Bowie og James Brown. Han formår ofte at gøre dette gennem velvalgte trommer – uanset om vi har at gøre med metalguitar, vinylscratch eller soulblæsere, har han valgt simple, funky trommer, der definerer gruppens lyd og giver Chuck D god mulighed for at udfolde sig med diverse farverige flows. Der er en række kortere tracks, hvor Terminator X fyrer den af på sine turntables, og mens disse muligvis skaber lidt sonisk variation, er de også ret forglemmelige. Det problem kunne sagtens være løst på anden vis, fx ved at have nogle tracks, der blev rappet på anden vis end med Chuck D’s konsekvent frembrusende, selvsikre og konfronterende levering. Kunstnere som Kendrick Lamar, Joey Bada$$ og A Tribe Called Quest har sidenhen bevist, at man sagtens kan få stærke politiske udtalelser igennem med mere underspillede vokaler. Desværre lader det til, at Public Enemy ikke er særlig interesserede i at være diskrete. Som man nærmer sig slutningen af pladen, har sangene også ofte flere og flere samples, og sample-lydmurene kan være lidt af en mundfuld, når albummet næsten aldrig tager en slapper.

Albummet er dog lyrisk rigtig genialt sammensat. I sin oprindelige vinyludgave bestod den af to sider: en ‘Side Silver’ og en ‘Side Black’. Den første halvdel er en lidt mere radiovenlig, knap så politisk aggressiv side, der dog stadig ikke er bleg for at bruge revolutionære billeder. Her handler teksten ofte gruppen selv og om hiphop som udtryksform, og i løbet af disse sange viser de også gradvist hvordan politik på sin vis er uadskillelig fra hiphopgenren i musikkens natur. På den anden halvdel, der i mine øjne holder endnu bedre, skruer de yderligere op for den revolutionære ånd. Sangtitlerne taler nærmest for sig selv: ‘Black Steel in the Hour of Chaos’, ‘Rebel Without A Pause’, for ikke at forglemme det catchy afslutningsnummer, ‘Party for Your Right to Fight’. Dette nummer afslutter ganske charmerende pladen med at Chuck D og Flavor Flav lidt halvkluntet rapper i kor, men dette gør kun, at jeg kan mærke det sammenhold og den kærlighed i gruppen, der gør, at deres kamp er værd at kæmpe. Jeg får helt lyst til selv at deltage i deres revolution. Der er sket rigtig meget i hiphop i de 30 år siden udgivelsen af ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’, og albummets alder viser sig skam. Men det, albummet siger, er stadig både relevant og overbevisende at lytte til.

49 – The Allman Brothers Band – At Fillmore East (1971)

Jambandet er ikke just et fænomen, der nogensinde har opnået mere end blot nichestatus. Det er svært at overbevise den gængse rocklytter om at lade sig gribe af langvarige improviserede soli over langvarige, gentagne grooves. Selv er jeg også skyldig: jeg foretrækker fx klart  Grateful Deads mere komponerede folk-udgivelser frem for den jammende fanfavorit ‘Live/Dead’, der langt hen ad vejen går i tomgang for mig. Genren er svær at sælge, men bluesrockerne i The Allman Brothers Band formåede faktisk at gøre det tilbage i 1971 med deres livealbum ‘At Fillmore East’. Dobbeltalbummet består af blot syv sange – omend ca. halvdelen kommer over på den pæne side af de ti minutter. I løbet af disse syv tracks får de brugt stort set alle små tricks fra bluesrockens store håndbog, som de ellers jammer løs. På det sidste har jeg klaget meget over at skulle døje med de samme simple bluesprogressioner igen og igen, men The Allman Brothers Band formår med tracks som ‘Stormy Monday’ og ‘You Don’t Love Me’ at tydeliggøre, at disse progressioner egentlig ikke fejler noget i sig selv – og de er et spektakulært grundlag til at udforske alskens musikalske ideer, når der bliver jammet.

De stærkeste tracks på albummet er de længste – både ‘You Don’t Love Me’ og ‘Whipping Post’ kommer op nær de 20 minutter, og spilleglæden på disse sange er intet mindre end inficerende. Det føles ikke som om, at de nogensinde fortsætter sangen blot for at fyre noget teknisk pral af, det føles i begge sange som om, at de nyder det enormt meget. Bandets sammenhold er uovertruffent. Selv når én musiker begynder at fyre en sej solo af, som Duane Allman blandt andet gør med sin guitar ca. midt i ‘Whipping Post’ sørger resten af musikerne ganske elegant for at understøtte med yderligere instrumentation – især rytmesektionen gør en hæderlig indsats for at gøre dette nummer til albummets mest intense. Selv om vi har at gøre med latterligt dygtige instrumentalister, går det dog aldrig tabt, at jam-bandet er en impulsiv, improviseret kunstart, hvor selv musikerne kan blive overraskede. Det er befriende at høre et album, der formår at være så teknisk overvældende uden at det nogensinde bliver kalkuleret eller ufarligt. Albummet er meget godt til også langsomt at etablere sin stil rettere end blot at kaste det hele i hovedet på lytteren på en gang. Åbningsnummeret ‘Statesboro Blues’ er en simpel elektrisk bluessang, og selv om dens soli er imponerende, er det ikke så langt ude, og den holder sig flot nede på under fem minutter.

Selv det dygtigste band har formentlig svært ved at jamme over syv numre i streg uden, at der kommer nogle uinteressante passager til tider. Albummet er da også et udpluk af det bedste stof fra fire koncerter, der til sammen varede seks timer. Man kan sagten lytte til alle seks timers musik, men jeg er virkelig ikke interesseret i det, for jeg regner med, at det nok især er b-materialet, der er skåret fra. Og det er da heller ikke alle dele af ‘At Fillmore East’ der blæser mig omkuld. Trommesoloen på ‘Hot ‘Lanta’ er som så mange andre trommesoli ret forglemmelig, guitarintroen til ‘In Memory of Elizabeth Reed’ er alt for lang, og dynamisk bliver ‘Stormy Monday’ lidt for længe i samme leje på tværs af sektionerne. Så er der også det lille problem, at det slet ikke føles som at være til en koncert, hvilket ellers tit er et af formålene med et livealbum – der er intet forsøg på at få det til at lyde som sangene alle blev spillet til samme koncert. Men selv med alt dette sagt, er ‘At Fillmore East’ et rigtig stærkt album. Hvis man kan lide bluesrock er det et fantastisk gateway-drug til jambands generelt, og den formår faktisk at holde sig ganske engagerende i løbet af sine 80 minutter, hvilket er vældig imponerende.

50 – Little Richard – Here’s Little Richard (1957)

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det stadig er sådan, men da jeg i sin tid frekventerede Gladsaxe Hovedbibliotek, var en af væggene i musiksektionen prydet af en række citater om betydningen af musik. Her kunne man blandt andre kloge ord finde Little Richards poetiske verselinje »A whop bop-a-lu a whop bam boo« fra debutsinglen ‘Tutti Frutti’. Disse vrøvleord er muligvis den eneste gang musiks virkning i sandhed er blevet kommunikeret sprogligt. Little Richards ekspertise i et ellers tæt befolket tidligt rock & roll-marked var vildskaben – den seksuelle energi, der nok er det allerbedste ved hans debutalbum ‘Here’s Little Richard’ fra 1957. Når man lytter til rockalbum fra den tid, er det vigtigt at have in mente, at man egentlig mest af alt får en håndfuld sange, der tilfældigvis blev indspillet tæt på hinanden – albummet som helhedsoplevelse var ikke rigtig en kunst, der havde bredt sig til rockmusikken før midt-60’erne. Med de briller på, er det ret utroligt, hvor konsekvent ‘Here’s Little Richard’ er. Det er indspillet over en måned, og alligevel får vi umanerligt mange stærke sange – ud over ‘Tutti Frutti’ står ‘Rip It Up’, ‘Jenny, Jenny’, ‘Long Tall Sally’ og ‘Ready Teddy’ som klare eksempler på Little Richards karismatiske lyd, når den er bedst.

Generelt er energiniveauet rigtig højt sammenlignet med samtidige plader fra fx Elvis Presley, Buddy Holly og Fats Domino, og trods sine 12 numre, varer albummet under en halv time. Og godt det samme, for Little Richards repertoire er ikke just det mest varierede. Rigtig ofte er det lignende bluesprogressioner igen og igen, og der er kun få numre, hvor vi tager en slapper. Muligvis burde albummet faktisk have været endnu kortere, for de roligere numre holder ikke det mindste – Richards stemme lyder stadig godt på ‘Can’t Believe You Wanna Leave’, ‘Baby’ og ‘Oh Why?’, og det er ikke fordi vi har at gøre med deciderede ballader, men Little Richard er langt bedre til at tage lytteren på vilde rock & roll-rutsjebaneture end gennem melodramatiske r’n’b-skæringer, hvor hjerte rimer på smerte. Hvis måske i det mindste, der var skruet op for kompleksiteten på disse numre, ville de retfærdiggøre sig selv, men vi ender med at have en række tracks, der ikke kan kompensere for, at Little Richard ikke er nær så kæk og frejdig som på de andre numre. Jeg må dog rose Richard for at have tænkt over, at 12 numre, hvor han råber, mens han hamrer på klaveret, godt kunne gå hen og blive trættende. Det bliver ‘Here’s Little Richard’ ikke, og det kan de langsommere sange nok takkes for.

Little Richard har talent, både som sanger, pianist og performer, det kan ikke modsiges – sammenlignet med de fleste i sin samtid har han endda talent for at skabe et sammenhængende album. Men han er også et produkt af sin tid, og det var en tid, hvor rockmusik stadig tog sine spæde skridt. Han er ledsaget af et dygtigt band, der også oser af charme, men selv de kan ikke distrahere fra det faktum, at albummet er ufatteligt simpelt – Richards stil var lidt blot at skrue ekstra op for det, der allerede skete i rock og r’n’b. Det er ikke særlig inspirerende at høre på længere, selv om der er en del stærke tracks. Men spilleglæden strømmer stadig fra albummet, og når det ikke er længere end sine 28 minutter, så ender dets simple natur aldrig med at blive et væsentligt problem. At vise så meget seksuel livskraft var vovet nok i 1957 – at forvente, at han skubber genren meget mere end det, er vist lige lovlig krævende, især efter 60 års udvikling i stilen. For i modsætning til sine stilfæller, så er det faktisk stadig både sjovt og hyggeligt, at høre ‘Here’s Little Richard’ i dag, man skal bare ikke forvente det helt store artistiske statement.

51 – Simon & Garfunkel – Bridge Over Troubled Water (1970)

De var ikke just verdens mest sprælske skikkelser, men bevæbnet med stærk virtuositet og en forkærlighed for tidløse folkemelodier fik Paul Simon og Art Garfunkel formået at etablere sig som nogle af 60’ernes største popstjerner. På toppen af det hele valgte de at gå hvert til sit i 1970 oven på en række ikke just gnidningsfri indspilninger. Alligevel endte det afsluttende album, ‘Bridge Over Troubled Water’ med at blive duoens største succes nogensinde – både i radioen, i pladebutikkerne, blandt anmeldere og i eftertidens konsensus. Lige fra de første elegante klavertoner på det indledende titelnummer står det klart, at duoen siger farvel på toppen. Garfunkel synger den alene – et vovet move, når nu Simon oftest blev set som stjernen. Dette valg ender dog nærmest med at være programmatisk for pladen, for selv om den er duoens mest poppede, er den så sandelig kendetegnet ved, at de tør holde igen, når det hjælper. Titelnummeret ender i en storladen wall of sound, men først når den halvvejs med kun Garfunkel og et klaver, der egenhændigt formår at bygge op mod sangens eksploderende finale.

Det efterfølgende nummer, ‘El Condor Pasa (If I Could)’ er ligeledes tålmodigt med at komme i gang, og når det starter, er det en fløjtebåren folkesang, der ikke just er bygget til hitlisterne. Alligevel blev den faktisk et mindre hit, da den trods sin skæve, underspillede lyd er øjeblikkeligt tiltalende med sin drømmende instrumentation. Først med det tredje nummer, ‘Cecilia’ får vi en simpel syng-med-sang, der angriber øjeblikkeligt med et fængende, poppet omkvæd. Alligevel er den båret af skramlet, lettere kaotisk percussion frem for de elegante guitarlyde, de oprindeligt gjorde sig kendt for. Albummets soniske udbud er varieret, men duoen mestrer at lade os vente med at få det hele – netop ligesom hvordan man skal vente til andet nummer, før Simon and Garfunkels mest kendte medlem dukker op. Det gør lytteoplevelsen mere tilfredsstillende, og i løbet af numrene, sidder jeg tit og glæder mig over hvor sangen er på vej hen. Det bragende slagtøj på ‘The Boxer’, blæsersektionen på ‘Keep the Customer Satisfied’ og den vemodige nynnen på ‘Song for the Asking’ er kun få af de øjeblikke, der altid formår at få en lille rus ud af mig, når jeg lytter til ‘Bridge Over Troubled Water’. Selv det kluntede reggae-klingende nummer ‘Why Don’t You Write Me’ formår at have sine stunder, der giver mig et smil på læben.

Albummet lider lidt af, at de første otte numre alle er rimelig geniale. Derfor falmer de efterfølgende tre lidt. Ikke blot er den fjogede ‘Why Don’t You Write Me’ nærmest decideret malplaceret på dette album (omend en mere kynisk sjæl muligvis ville sige det samme om mesterværket ‘Cecilia’) – men albummet formår ikke helt at samle sig efter den diskurs. Det næstsidste track er noget så aparte som et live-cover af ‘Bye Bye Love’ af The Everly Brothers, en duo man sagtens kunne kalde Simon & Garfunkels forgængere. Det er en lyrisk tragisk og sonisk nærmest lyksagelig sang om at afslutte et forhold, og denne bittersøde, tosidede sang er naturligvis oplagt til at understøtte, at duoen gik i opløsning. Det bliver dog lige lovligt happy-go-lucky, når man skal høre publikum klappe med samtidig. Jeg har passende nok meget delte følelser om det track, men på papiret er jeg glad for dens inklusion nær slutningen, men jeg er dog også glad for at den lille, sentimentale vise ‘Song for the Asking’ får lov til at afslutte i stedet. Det er ikke gruppens stærkeste melodi, men den formår at efterlade en lille klump i halsen, og den vinker smukt farvel til lytteren. ‘Bridge Over Troubled Water’ er en stærk popplade. Den formår på en gang at være duoens mest poppede og mest jordnære – og helt klart blandt deres bedste.

52 – Al Green – Greatest Hits (1975)

Greatest Hits-plader er en tricky kunst. Det er svært at få dem til at lyde sammenhængende, og det slår i de færreste tilfælde at høre et album, hvor sangene fra starten af var udviklet med henblik på, at man skulle høre sangene i hinandens kontekst. En undtagelse til denne regel er soulsangeren Al Greens simpelt betitlede ‘Greatest Hits’ fra 1975. Al Green udgav sit debutalbum i 1967, men denne opsamling strækker sig ikke længere tilbage end til 1970. Samtidig er de yngste tracks på udgivelsen blot fra 1973. ‘Greatest Hits’ dækker derfor over en spinkel tidslomme på knap fire år, og heri ligger en stor del af styrken ved Al Greens ‘Greatest Hits’. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at alle albummets ti sange var blevet indspillet den samme måned. De to første, lidt mere rå, bluesede album bliver sprunget over, så vi ikke hører ham mens han er i gang med at finde fodfæstet. I stedet kører vi gnidningsfrit igennem ti smooth, sensuelle og til tider lettere funky soultracks, hvor Al Green-lyden for alvor er blevet fundet. Og siden vi jo har at gøre med de største hits fra den periode, er niveauet virkelig højt.

Det er kun ganske få af Greens bedste sange, der bliver forbigået. Til trods for at albummet med nær nøjagtig timing formåede at blive udgivet som hans storhedstid var ved at være overstået, har den ramt vældig præcist i forhold til hvad der i eftertiden ville blive husket bedst. Det magelige afslutningsnummer ‘Let’s Get Married’ fra 1973 er nok den eneste, der lidt er gået i glemmebogen, og mens jeg næppe ville kalde det et højdepunkt, er det faktisk en ganske tilfredsstillende sang til at afslutte et album, der fører lytteren rundt i kærlighedens op- og nedture. Man kunne lidt savne ‘Take Me to the River’ fra 1974-albummet ‘Al Green Explores Your Mind’ – et album, der end ikke er repræsenteret af andre sange. Men nuvel, denne var end ikke udgivet som single, og den fik ikke rigtig hitstatus før Talking Heads’ fantastiske coverversion fra 1978. Så er der selvfølgelig også 1972-sangen ‘Love and Happiness’, muligvis Greens bedste skæring nogensinde. Den blev først udgivet som single i USA i 1977, men dette år sørgede pladeselskabet for at genudgive ‘Greatest Hits’ i den version, der nok er mest almindelig i dag, nemlig hvor hans cover af Bee Gees-sangen ‘How Can You Mend a Broken Heart’ er erstattet af ‘Love and Happiness’.

Opsamlingen er ikke lang. Med sine 10 sange varer den 36 minutter, så der var nok plads til, at begge sange kunne have været der. Jeg skal dog ikke klage over, at ‘How Can You Mend a Broken Heart’ blev fjernet – det er i mine øjne klart originaludgavens svageste punkt, selv om den dog stadig overhaler Bee Gees-originalen med meter. Men jeg er også glad for at vi havde at gøre med en erstatning rettere end et supplement, da albummets flow kun bliver gjort mere elegant, og da 36 minutter er mere end rigeligt til at skabe en solid Al Green-skive. Hans lyd er meget konsekvent med de blide strygere, sprøde guitarlicks, diskrete trommer, diabolske orgelpassager, sjælfulde blæsere og groovy basgange. Mange bandmedlemmer går igen på tværs af hans album, og det hjælper så absolut på helhedsoplevelsen. For lige at gøre det bedre har vi at gøre med noget så sjældent som en opsamling, hvor sangene ikke blot tankeløst bliver smidt i kronologisk rækkefølge – i stedet er de ordnet således, at de rent faktisk understøtter hinanden dynamisk og sørger for at gøre ‘Greatest Hits’ til en helstøbt gennemlytning. Med kun ti sange har vi at gøre med en effektiv bouillonterning, der mætter ethvert soulhungrende øre uden at spilde tiden på overflødigheder – på alle måder den ideelle Al Green-oplevelse.

53 – Ray Charles – The Birth of Soul (1991)

Ray Charles er en af de største soulsangere nogensinde, og han var en afgørende faktor i genrens tidlige udvikling. Da Atlantic Records i 1991 udgav et bokssæt med et rigt udpluk fra de tidlige år i Charles’ karriere, gav det derfor god mening, at den fik navnet ‘The Birth of Soul’. Dette navn meddeler dels opsamlingens berettigelse – dels et af opsamlingens største problemer. For mens det er berigende at få et indblik i måden Charles med stor indlevelse fusionerede nye tendenser i blues og vokaljazz med gospel og standardpop, kan man ikke undslippe, at programsætningen ‘The Birth of Soul’ bliver fulgt så nøje, at det på visse punkter ender med i højere grad at være en historiefortælling end en fyldestgørende lytteoplevelse på andre parametre. Med mindre man er særligt interesseret i den musikhistoriske signifikans ved Charles’ 50’er-indspilninger, er det en svær udgivelse at anbefale, da den over 2½ time ikke tøver med at levere forglemmelige skæringer side om side med de store klassikere. Der skal ikke herske nogen tvivl, de bedste af sangene på denne udgivelse har ældet med ynde – ‘Hallelujah, I Love Her So’ er en euforisk gospelinspireret triumf, ‘This Little Girl of Mine’ formår stadig at lyde sprælsk efter 60 år, og ‘What’d I Say, Parts 1 and 2’ er stadig et dybt charmerende sonisk mesterværk.

Hvis man kogte dette album ned til den bedste 12-17 sange, kunne vi muligvis have at gøre med en spektakulær udgivelse, og det ville oven i købet være uden klassikere som ‘I Can’t Stop Loving You’, ‘Hit The Road Jack’ og ‘Georgia On My Mind’, der blev udgivet efter den tidslomme, opsamlingen har valgt at indkapsle: 1952-1959. Ja, Charles’ 50’er-output er faktisk så solidt, at man sagtens kan klare sig uden hans store 60’er-hits. Selv om der er en del middelmådigheder på tracklisten, er der godt med stærke sange på opsamlingen, også blandt det mindre kendte. ‘Heartbreaker’, ‘Sinner’s Prayer’ og ‘Ain’t That Love’ er stærke sange, omend jeg må antage, at de selv med datidens briller må have været anset som nogle af hans mere traditionelle sange. Apropos datidens briller er det svært ikke at hæfte sig ved, at 50’erne havde et noget anderledes kønssyn, som Charles ikke just gjorde op med. ‘I’ve Got a Woman’ er på mange måder stadig en fortræffelig sang, men det er svært for mig at lade være med at krumme tæer, når Charles synger linjen »She knows a woman’s place / Is right there, now, in her home«, og mens den er det klareste eksempel, og de færreste er så åbentlyst forkastelige, er der en del af dem, selv på de bedste sange.

‘The Birth of Soul’ er ikke fattig på gode sange, men når albummet varer 150 minutter, ønsker jeg at høre mere og andet end blot en række fine sange. Hvis jeg ikke lige er i mit musikarkæologiske humør, ender boksen mest som noget lydtapet, blot fordi meget af det lyder som den samme suppedas. Der er begrænsninger for hvor længe de samme bluesrundgange bliver ved med at være tiltalende, selv med en karismatisk vokalist, der også formår at kunne udtrykke enhver følelse gennem sit klaverspil. Visse sange er endda åbenlyse efterligninger af hinanden, hvor teksten nærmest er den eneste mærkbare forskel. ‘Greenbacks’ er blot en lidt hurtigere udgave af ‘It Should Have Been Me’, og ‘Talkin’ About You’ lyder som et pinligt forsøg på at genskabe magien fra ‘I’ve Got a Woman’. Desuden er alle de instrumentale sange totalt ligegyldige, og jeg tror næppe jeg kommer til at huske dem for andet end at de har spildt min tid på et album, der er langt nok i forvejen. ‘The Birth of Soul’ er som sådan en prisværdig opsamling, der nok skal tilfredsstille de store soulnørder, men personligt tror jeg aldrig, jeg kommer til at lytte til den i sin helhed igen, og det er meget begrænset, hvem jeg ville anbefale den til, især her i streamingens tidsalder.

Top 15 navne, jeg glæder mig til på Roskilde Festival 2018

Jeg har i år været både på Copenhell for tredje gang, NorthSide for femte gang og A Colossal Weekend for første gang, og alle tre har været umanerligt vellykkede. Det jeg har glædet mig mest til det seneste års tid er dog utvivlsomt at tage på Roskilde Festival for fjerde gang sammen med min vidunderlige camp.

De tre sidste gange har budt på nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv – Paul McCartney, Neil Young, PJ Harvey, Sort Sol, Foo Fighters, Den Sorte Skole, Pede B, At the Drive-In… de stærke koncertoplevelser er mange og mangfoldige.

Det regner jeg på alle måder med, at jeg vil kunne sige igen, når årets Roskilde Festival er færdig – eller som jeg kalder det: årets vigtigste uge. Roskilde Festival er bedre end fødselsdage, bedre end jul bedre end noget andet tidspunkt på året. Det er det eneste sted, jeg kender til i hele verden, hvor man både kan opleve både obskur europæisk avantgardejazz og nogle af verdens største popstjerner – og alt derimellem.

Jeg har nydt gevaldigt at gå rundt hele året og lytte til hvert eneste navn på årets program. Jeg har stiftet nogle meget positive musikalske bekendtskaber, omend jeg kendte de fleste af navnene på denne liste i forvejen. Så jeg sender en venlig hilsen til Nihiloxica, Slaves, Gamelan Salukat, Ben Frost, Dona Onete, Yasuaki Shimizu, James Holden og Kokoko!, som jeg ikke kendte før de kom på plakaten, men som jeg glæder mig gevaldigt til at se.

Da dette er listen over kunstnere, jeg glæder mig mest til at se, betyder det også, at jeg har taget højde for overlap. Kunstnere som My Bloody Valentine, Massive Attack, Heilung, Bruno Mars, Debo Band og Paal Nilssen-Love’s Japan Free Jazz & Noise kunne sagtens være havnet på denne liste, hvis de ikke havde overlappet med noget, der var højere oppe. Det har min liste på ingen måde lidt af – ethvert af disse navne ville være oppe i nærheden af top 5, hvis de spillede på andre festivaler.

15. Anderson .Paak & the Free Nationals

I 2016 tog Anderson .Paak fuldkommen fusen på mig med sin Apollo-koncert på Roskilde Festival. Det var noget af det mest charmerende og imponerende, jeg nogensinde havde set, og jeg så det delvist blot fordi, der ikke var andet samtidig. Denne gang har den sprøde funk-rapper fået til opgave at lukke Arena med sine glade, festlige, soulede toner – den totale antitese til Sort Sols dystre lukning sidste år. Det bliver lutter Orange Feeling, når jeg med et smil på læben går hjem fra en koncert med så imødekommende stemning.


14. Fever Ray

Jeg har kendt til Karin Dreijers Fever Ray-projekt i nogle år, og jeg er ligeledes ret begejstret for hendes udgivelser med The Knife. Det var dog først i år, at jeg for alvor fik lyttet til Fever Rays to abstrakte, artsy electropopudgivelser, og deres maniske univers er lige noget for mig. Jeg bliver suget ind i en lyd fra en anden planet. Hun har fået til opgave at give den sidste koncert på Arena fredag nat hvilket lyder som det perfekte tidspunkt for hendes koncerter – som jeg desuden har hørt skulle være visuelle spektakler, der om muligt er mere gribende end hendes album.


13. St. Vincent

Lad mig lige slå det fast, at hvis jeg ikke allerede havde set St. Vincent live tre gange (to gange solo, én gang med David Byrne), ville hun nok være betydeligt højere. Men jeg glæder mig stadig rigtig meget til et godt gensyn med den skæve sangskriver. Hendes seneste album, ‘Masseduction’ bliver ved med at vokse på mig for hver gennemlytning, og jeg fanger ofte mig selv i at nynne de på en gang spøjse, catchy og følelsesmæssigt potente popsange fra det album. Jeg har ikke set hende live siden de sange blev udgivet, og hvis hun holder den høje standard fra de tre sidste gange, skal det nok blive fremragende.


12. Touché Amoré

Det er sjovt så længe som jeg har været fan af Touché Amores slæbende post-hardcore screamo uden nogensinde at få set dem live. Det er ikke fordi man skal lytte længe til dem for at opdage, at de nok må være et formidabelt liveband, for der er så meget indlevelse i hvert eneste instrument – samt naturligvis den skrigende vokal. Livevideoer er også overbevisende, så jeg er klar til at få sjælen smadret, når Touché Amoré nok engang skal gå amok for et dansk publikum, denne gang med mig iblandt.


11. Paal Nilssen-Love’s Brazil Funk Impro + Large Unit Brazil Edition

Oven på de syrede oplevelser de sidste par år, der var Mats Gustafssons Nu Ensemble og Andromeda Mega Express Orchestra kan jeg kun konkludere, at der ikke er nok avantgarde-jazz på Roskilde Festival. I år er der så hele tre shows, hvor jeg skal se to af dem, begge med den bizarre norske trommeslager Paal Nilssen-Love i centrum. Både hans eksperimentelle bigband Large unit og et mindre, Roskilde-unikt ensemble gør klar til at skræmme de uindviede øjeblikkeligt væk, mens vi andre bliver måbende tilbage, forgabt i hvordan så levende musik skabes med så utraditionelle virkmidler. Disse to shows foregår i samarbejde med brasilianske musikere, og jeg ville egentlig allerhelst også gerne se hans tredje show, der er udviklet i samarbejde med japanske noisemusikere, men de spiller desværre samtidig med…


10. Eminem

Det var lidt svært lige at placere Eminem på denne liste. Han er uden tvivl ikke det, jeg glæder mig allermest til (nervøs ville nok være et bedre ord), men alligevel kunne han have spillet samtidig med stort set ethvert navn på årets plakat, og jeg ville nok alligevel vælge at se ham. Jeg har et stærkt forhold til hans bedste udgivelser såsom ‘The Marshall Mathers LP’ og ‘The Slim Shady LP’, og selv hans mere middelmådige udgivelser har tit haft et par tracks eller to, jeg godt kunne lide. Hans setlister for tiden ligner en meget blandet godtepose, og det samme gælder hans liveshows. Men han har lovet at spille i over halvanden time, tyder det på, så man kan håbe på, at det betyder, at han rent faktisk stadig interesserer sig for at skulle give koncert. Så håber jeg bare, at han holder sig fra at spille for meget fra det nye album.


9. Nephew

Endnu et 00’er-navn, hvor jeg elsker deres tidlige materiale, mens jeg ikke har været begejstret for noget, de har udgivet længe. Med Nephew er jeg dog ikke et sekund i tvivl, om at de stadig har blod på tanden, når det gælder koncerter. Jeg har voldhørt deres livealbum med den legendariske 2007-koncert på Roskilde, og når de vælger kun at give to koncerter i Danmark hele sommeren, betyder det sikkert, at vi har noget helt specielt i vente. Og så er deres melodier jo evindeligt skægge at synge med på, og der er selv nogle af de nyere tracks, som jeg sagtens kunne se virke i en livesammenhæng.


8. Operap

Da jeg læste navnet ‘Operap’ sagde jeg højlydt »Jeg håber, det er lige præcis det, det lyder som« med et smil på læben. Jeg blev ualmindeligt glad, da blev bekræftet i, at det var et show, hvor opera og rap mødtes, men da jeg også læste, at Pede B og DJ Noize stod bag, blev det hurtigt til en must-see for mig. Jeg er lidt ligeglad med, om det er en dum gimmick, de gutter kan om nogen finde ud af at stable et hiphopshow på benene, de lader ikke blot gimmicken bære sig selv. At de også har strygerensemblet DUEN, hvorfra jeg har gået på gymnasium med en del af musikerne, gør mig kun gladere. Ud over Pede B har jeg ikke det store forhold til nogen af de annoncerede rappere, og jeg er totalt blank omkring operasangerne, men formentlig vil jeg gå derfra klogere på det hele.


7. Boris & Merzbow

Jeg skal ikke se Bruno Mars på Orange Scene. Han er en af vor tids bedste og mest konsekvente popstjerner, og jeg har kun hørt godt om hans liveshows, men han bruger melodier og akkorder og den slags, og det er altså overvurderet. I stedet vil jeg se to japanske noise-navne, der spiller samtidig. Og med samtidig mener jeg bogstaveligt talt, at Boris spiller én sang, mens Merzbow spiller en anden. De siger, at deres todelte fællesalbum ‘Gensho’ var lavet til, at man skulle afspille begge halvdele (Boris-delen og Merzbow-delen) samtidig. Jeg har ikke givet det et forsøg endnu, men måske venter jeg med, at jeg skal se det, så jeg kan blive blæst omkuld live – det lyder i forvejen rigtig bjergtagende i den opdelte udgave, så det kunne sagtens blive en fuldkommen vidunderlig støjmur at høre det samtidig.


6. Gorillaz

Jeg så Gorillaz live i Royal Arena sidste år, og det var vældig godt, og det var en koncert, der konstant blev bedre, som den fortsatte. Jeg glæder mig dog stadig afsindigt meget til allerede at gense dem, for en uge inden deres koncert har de et nyt album, Orange Scene er et perfekt sted for deres visuelle univers, og ikke mindst: de har langt lettere ved at hive gæster ind på scenen, når de er på Roskilde. De har lavet musik med både Kali Uchis, Danny Brown og Vince Staples, der alle spiller på Roskilde samme dag, så jeg tør sagtens håbe på, at mindst én af dem (men forhåbentlig dem alle sammen) tager en smuttur forbi Orange. Og så sad jeg også ned i Royal Arena, og jeg vil gerne have mulighed for at stå op til Gorillaz denne gang.


5. Dead Cross

Frontmanden i dette band er Mike Patton fra Faith No More, Fantômas, Mr. Bungle, Tomahawk og alskens andre kreative rockprojekter. Med Dead Cross slår han folderne i hardcore punk, og hans vokal er som skabt for den genre. Især da de spiller noget af det mest varierede, virtuose, dynamiske og overraskende som genren har at byde på. Deres hidtil eneste album er noget af det bedste, Patton nogensinde har rørt. På trommer finder vi desuden Dave Lombardo fra Slayer og Fantômas, og han og Patton spiller vidunderligt over for hinanden såvel som de øvrige medlemmer, Mike Crain og Justin Pearson.


4. Danny Brown

Åh, Danny, hvor jeg dog elsker dine psykotiske hiphopeksperimenter. Især står 2016-albummet ‘Atrocity Exhibition’ mig nært, men jeg vil endelig ikke forbigå, at ‘XXX’ fuldt ud fortjener sin kultstatus, og jeg synes at ‘Old’ er enormt undervurderet – som helhedsoplevelse endda bedre end ‘XXX’. Din skingre skæve stemme, dine  skræmmende menneskelige tekster tilsat instrumentation fra en anden planet. Du er skrupskør og bundærlig på én gang, og din musik bliver ved med at blive bedre for hver gang du laver noget nyt. Så jeg glæder mig utrolig meget til at se dig live for første gang – og forhåbentlig at gense dig til Gorillaz et par timer senere.


3. Nick Cave & The Bad Seeds

Nogle af navnene ville være højere oppe, hvis jeg ikke havde set dem før. Sådan et navn er Nick Cave & The Bad Seeds ikke. Jeg vil endda vove at påstå, at de næppe ville have været så højt oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem spille deres tungsindige mørkerock live én gang. Deres koncert i Royal Arena var så god, at de har lavet den til en koncertfilm, og snart bliver en række sange derfra også udgivet på en live-ep. Det var en bjergtagende, nærmest religiøs seance, og det er helt genialt valgt, at de skal spille, som mørket falder på


2. Nine Inch Nails

Jeg skal i år se Nine Inch Nails for første gang. Deres fantastiske ‘The Downward Spiral’ er et af mine yndlingsalbum i verden, og deres nylige ep-trilogi er noget af det bedste, de har leveret i lang tid. Trent Reznors kreativitet er helt ufattelig, og jeg har læst en del om deres liveshows, hvilket kun har gjort mig mere interesseret i at se dem live. Det er tydeligt for mig, at de gør meget ud af at præsentere deres elektronisk orienterede industrielle rockmusik med så meget indlevelse som muligt. Det bliver stort at høre dem live for første gang.


1. David Byrne

Jeg eeelsker Talking Heads, og jeg elsker især deres koncertfilm ‘Stop Making Sense’. Jeg har set den flere gange end de fleste ville kalde sundt, og jeg er dermed overbevist om, at deres daværende forsanger, David Byrne, vil levere en fantastisk koncert på Arena-scenen. Hvis dette ikke skulle være nok, siger han selv, at denne turné vil byde på hans største koncertproduktioner siden dengang. Jeg har som sagt set ham før, for fem år siden i en fælleskoncert med St. Vincent, og dermed ved jeg allerede, at han kan finde ud af at sammensætte et vildt liveshow. Han er intet mindre end et geni, og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil gøre det bedre på hele festivalen, end han vil gøre.