Kategoriarkiv: Anmeldelser

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Udgivet den af
Svar

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.

269 – The Rolling Stones – Some Girls (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Rolling Stones. Der var et tidspunkt, før jeg rigtig begyndte at lytte til albums, hvor The Rolling Stones var mit yndlingsband i hele verden, for de har simpelthen så mange stærke sange i deres repertoire, og alle de mest populære af dem er absolutte mesterværker. Nogle af de sange, jeg elskede allerhøjest kom fra deres plade Some Girls, der blev udgivet så sent som i 1978, 16 år inde i deres karriere. Det er ret sent at komme med et album, der bare blæser lytteren omkuld, men The Rolling Stones formår det. Dette skyldes mest af alt den bundsolide sangskrivning, Mick Jagger og Keith Richards er blevet så kendte for. De imponerede mig i sin tid med de tre singler Miss You, Beast of Burden og Shattered. Disse tre sange er virkelig sjove, og de er meget ulig noget, gruppen tidligere har lavet. De ligger hver især meget tæt op af hver sin afart af R&B: Miss You er disko, Beast of Burden er soul, og Shattered er doo-wop. Det er dog ikke kun en hyldest til disse genrer, der er meget af rullestenenes sædvanlige beskidte image og grove lyd. Den er ikke grov i forhold til så meget andet af samtidens rockmusik, men i forhold til R&B’lyden, de efterligner, så er de rå.

Gruppens største force er måske deres manglende perfektion. Hvor folk som Paul McCartney, Brian Wilson og Jimi Hendrix var store perfektionister og gik meget op i, at hver tone var præcis, som de ville have den, ville grupper som Creedence Clearwater Revival, The Band og selvfølgelig the Rolling Stones ikke være det samme uden deres spontanitet. Det er sådan noget, der resulterer i øjeblikke så smukke som afslutningen på nummeret Lies, hvor alle instrumenter bare går amok. Det er det, der gør Before They Make Me Run, der egentlig har en ret ordinær melodi, til et skideskægt nummer. Det er det, der gør, at de kan lave et cover af Temptations-sangen Just My Imagination (Running Away with Me), der stadig er værd at lytte til, netop fordi de ikke bare efterligner originalen, men overdriver den på latterligste vis. Deres humor er også en stor del af Some Girls, og denne humor kan blive ret grovkornet. Det bedste eksempel på dette er Far Away Eyes, der er en god gammeldags parodi på countrymusik og rednecks. Det er en morsom fortælling om en mand, der kører i sin bil og hører kirkeradio, mens han  er angst for, at en pige, han havde aftalt at mødes med, bare er taget afsted med en eller anden tilfældig trucker. Det er et hylemorsomt nummer.

På overfladen virker Some Girls som et værre roderi. Der er ikke meget, den ustyrlige Lies har at gøre med Far Away Eyes, men de er ikke rigtig lavet til at hænge sammen i lyden. De er mere lavet til at afspejle hinanden, for halvdelen af pladen er meget blød og følsom, mens den anden halvdel bare angriber for fuld udrykning. Sange som Miss You, Just My Imagination (Running Away with Me) og Beast of Burden ville ikke være nær så morsomme, hvis hele pladen var fyldt med sådan noget, men de vilde sange føles ikke som nødvendigheder. When the Whip Comes Down, Respectable og Shattered føles ligeså meget som noget, man ikke ville feste nær så meget løs til, hvis det var alt, pladen havde at byde på. Hvis Some Girls var en kalender ville den ikke være en med juleaften hver dag, for så ville man blive træt af al den juleri. Det ville være en, hvor juleaften bliver afløst af fastelavn, som går over i påske, hvorefter Sankt Hans og Halloween kommer straks, med nogle få almindelige dage imellem. Jeg tror, det efterhånden står klart: jeg anser Some Girls for at være et mesteværk, som kun få Stones-plader overgår. Musikken er noget af det bedste, de har at byde på, og albummet er som helhed bare enormt godt planlagt.

270 – The Beach Boys – Today! (1965)

Udgivet den af
Svar

The Beach Boys blev dannet i 1961, og de ville i løbet af 60’erne vise sig at være en af årtiets definerende popgrupper med plader som Pet Sounds, Smiley Smile og selvfølgelig pladen, der for alvor viste deres potentiale, Today! fra 1965. Det er en meget kort plade – kun 29 minutter får man ud af de 12 sange på pladen. Der er en rigtig god albumdynamik. Til trods for den korte albumlængde, føles pladen meget helstøbt, og den føles faktisk slet ikke så kort igen. Man føler, at man har fået et helt album, når man er færdig. Sangene på dette album er næsten alle skrevet af Brian Wilson og Mike Love, og de har bare gjort et sublimt stykke arbejde. Sangene er alle meget varierede og flotte, og især vokalharmonierne er bare smukke. De er ikke bare smukke, de er også meget engagerende. Når man lytter til pladen, så bliver man suget helt væk af, hvor flot vokalerne lyder. Og oven i det, så passer de godt til sangene. De er ganske vist smukke, men de kan være både triste, sjove, lykkelige, undrende og kærlige. Sangene er også meget fængende, og på meget kort tid formår de bare at snige sig direkte ind i hjertet på lytteren.

Nu sagde jeg tidligere, at der var 12 sange på denne plade, og det er lidt usandt. For reelt er kun de første 11 numre sange, og pladen afsluttes i min verden af det ellevte nummer, den langsomme og sentimentale In the Back of My Mind, der runder pladen smukt af med barok instrumentation. Efter denne kommer nummeret Bull Sessions with “Big Daddy”, og det er det bedste eksempel på albumfyld, jeg nogensinde har hørt. Det er end ikke en sang, det er bare 2 minutter af et interview med drengene. Det er ret sjovt, men det tilføjer intet til albummet, og man hører ikke engang begyndelsen eller slutningen af interviewet. Instrumentationen på pladen er lige så kreativ og imponerende som vokalharmonierne. Foruden de fem stranddrenge optræder hele 27 gæstemusikere, der spiller så interessante instrumenter som engelskhorn, valdhorn, pauker, vibrafoner, harmonikaer, timbales, tre slags saxofoner og tre slags klaver. Dette er tydeligvis inspireret af Phil Spectors musik, der har denne meget barokke og storladne lyd. Der er bare rigtig meget fylde, og dette forklarer også, at albumoplevelsen kan være mættende på den utrolig korte tid, pladen varer.

Teksterne er ikke det væsentligste på pladen eller noget, det er trods alt popmusik anno 1965. Det er dog vigtigt at bemærke, at sangene på denne plade ikke alle sammen handler om kærlighed og fest. Mange af dem gør, men en sang som When I Grow Up to Be a Man er en meget atypisk sang i forhold til samtidens poplandskab. Don’t Hurt My Little Sister er en mere simpel sang, der ikke rigtig udfordrede konformiteterne på samme måde, men den er stadig forfriskende at høre på pladen. Den gør det tydeligt, at drengene har mere på hjerte end man lige skulle tro, og det ville de da også bekræfte med senere albums. Der er rigtig meget, der arbejder sammen om at gøre Today! til en fantastisk popplade. The Beach Boys er nogle af de kærligste mennesker, der har optaget popmusik, og deres varme personligheder bringer altid et smil til mine læber. Produktionen fra Brian Wilson er lige i øjet, instrumentationen er kreativ. Der er ikke meget skidt at sige om dette album udover at afslutningsnummeret bare er det rene fyld, men som helhed er det bare guf for ørerne. Hvis du kan lide, når popmusik har klasse og finesse, så lyt til the Beach Boys, og lyt til Today!.

271 – Smokey Robinson & the Miracles – Going to a Go-Go (1965)

Udgivet den af
Svar

Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for the Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er det mest populære af de to navne, så har Smokey Robinson  også haft en meget stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med deres album Going to a Go-Go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, The Tracks of my Tears, ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, virkelig dygtige sangere, der harmonierer meget smukt, og en sang, der i sin helhed bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a Go-Go; 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra et par forskellige kreative vinkler. Eller, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.

Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske Ooh Baby Baby og den noget mindre imponerende Since You Won My Heart, men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. From Head to Toe handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, The Tracks of My Tears handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og My Baby Changes Like the Weather sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det hele er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af Ooh Baby Baby og A Fork in the Road, men på disse er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid, så ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt Ooh Baby Baby et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg det som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og virkelig stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo, kommer den hurtigt fremad.

Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro på, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er dog også gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt, som om, den er gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først virkelig begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på vestkysten. Dem, og så var der jazzmusikere. Intet af dette beskriver rigtig Smokey Robinson & the Miracles, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man slet ikke komme udenom. Hvis du vil have motown-lyden som den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a Go-Go er muligvis deres største album-værk, men lyt også gerne til mange af de singler, de har udgivet ved siden af.

272 – Labelle – Nightbirds (1974)

Udgivet den af
Svar

Patti LaBelle, Nona Hendryx og Sarah Dash udgør sammen Labelle, funkgruppen bedst kendt for megahittet Lady Marmalade, der blev voldspillet i alle diskoteker i 1974, og som siden fik en renæssance gennem det meget populære cover i filmen Moulin Rouge. Men foruden dette nummer og Patti LaBelles enormt stærke stemme, så ved de fleste ikke så meget om gruppen. Ikke mange har f.eks. lyttet til albummet, Lady Marmalade stammer fra, Nightbirds. Og denne plade er virkelig spækket med stærke melodier. Der er næsten altid rigtig meget energi på, men numrene har flot individuel dynamik. Der er nogle langsommere numre spredt omkring på pladen, og de sørger for, at de energiske stadig er fulde af energi. Dog har både It Took a Long Time, Nightbird og You Turn Me On meget højlydte øjeblikke, og hvordan kunne dette også undgås? Vi har at gøre med tre sangere, der har stemmer større end bjerge. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mest populære nummer blev fortolket af Christina Aguilera. Derudover ville man slet ikke være i humør til nogle oprigtige, stille kærlighedssange, når man allerede er gået i gang med det festlige funkmusik.

Jeg vil uden tvivl sige, at de langsommere sange dog er det mindst interessante på denne plade. Det mest interessante er de funky melodier. Halvdelen af sangene på pladen er skrevet af gruppens egen Nona Hendryx, og mens hun ganske vist skriver nogle fine sange, når det står på det lidt langsommere, så er det festlige hendes ekspertise-område. De Hendryx-skrevne sange er ikke de mest populære på pladen, men de er godt nok noget for sig. Hendes evner som sangskriver er virkelig oversete, og sangene Space Children, Are You Lonely og Somebody Somewhere er gode kandidater til at være min yndlingssang fra pladen ved siden af selvfølgelig Lady Marmalade. Dynamikken på de numre er bare så sindssyg, at det er utroligt, men numrene føles stadig sammenhængende. De fleste er også meget glade for den meget højlydte What Can I Do For You, hvor sangerne skråler højere end ellers på noget sted på pladen. Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid, at lære at elske dette nummer, for det er ret utraditionelt. Der er en meget afrikansk inspireret rytmesektion, og instrumentationen udvikler sig ret meget. Det væsentligste på dette nummer er dog vokalpræstationerne, der bare er ufatteligt imponerende og kreativt skrevet.

To af de ti sange er skrevet af albummets producer, Allen Toussaint, der også har produceret albums for navne som The Meters, Dr. John, Joe Cocker og Etta James. Toussaints sangskrivning er meget modsat Hendryx’. De går meget lige fra punkt a til b med et ret boogie-inspireret flow, der gør det hele lettere at forholde sig til. Den er dog ikke den mindste smule mindre fængende end det, Hendryx har at byde på. Hans to numre, All Girl Band og Don’t Bring Me Down er begge virkelig velskrevne, kreative melodier, som bare borer sig ind i øret på dig, og de bliver der. Man har dog slet ikke lyst til, at de forsvinder. Jeg vil dog sige, at jeg i forhold til resten af albummet har lidt svært ved at danne et følelsesmæssigt forhold til Toussaints sange. Nightbirds sparkes igang af den latterligt sjove Lady Marmalade, og pladen afsluttes eminent af You Turn Me On, der desværre fader til sidst, hvilket er en meget anti-definitiv måde at slutte et album. Nightbirds er en plade med rigtig gode sange på sig. Der er ikke den største røde tråd eller noget, og langt fra det hele er helt utroligt, men hvert eneste nummer er solidt. Jeg ville næppe begynde at kalde det et mesterværk, men jeg kan godt gå med til at sige, at det er en plade, du absolut bør lytte til, hvis du kan lide funk eller disko.

273 – Eminem – The Slim Shady LP (1999)

Udgivet den af
Svar

Når man har sagt Eminem, så må man også sige Slim Shady. Slim Shady er den succesfulde rappers mørke personlighed. En facade, han tager på, når han siger ting som “Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” på sangen My Name Is, der åbner hans gennembrudsalbum, The Slim Shady LP. På denne plade er Slim Shady sjovt nok i fokus, og det elsker jeg virkelig, for de ting, der kan komme ud af Eminems mund, når han påtager sig dette navn, er virkelig sindssyge. Det er virkelig sjovt, og han sørger for at vinkle det på mange forskellige måder. Det andet nummer, Guilty Conscience er en af mine andre favoritter, og denne sang bruger personligheden på en virkelig kreativ måde. På denne sang agerer Dr. Dre og Eminem som henholdsvis skulderengel og -djævel til tre forskellige mænd, der er på vej til at bryde loven på groveste maner. Dre og Eminem går fantastisk frem og tilbage, og jeg smiler hele vejen igennem over de kloge linjer. Begyndelsen på pladen er i det hele taget helt fantastisk. Der er en sjov intro, tre fede numre, der lyder godt lige efter hinanden, og så kommer pladens første skit, og den er heldigvis ret kort, så den fungerer faktisk til at skabe mellemrum mellem de tre hårde åbningsnumre og den blødere, mere introspektive If I Had.

Det går i det hele taget virkelig godt i starten, teksterne er kloge og varierede, alle beats er funky og passer godt til teksterne, de er varierede i opbygningen. Selv når Eminem finder på at synge, virker det. Det kan knap nok kaldes sang, det, der sker på omkvædet til ’97 Bonnie & Clyde, der handler om at Shady kører ud med sin datter for at dræbe hendes mor. Det er ret grumt, og omkvædet sørger for,at man kan føle samværet mellem de to tydeligt. På My Fault virker det også, for han lyder så skæv, at det passer til temaet. Der er noget psykedelisk over den skæve harmoni, der er på omkvædet, og det hjælper godt. Det er endnu en meget chokerende sang, hvor han giver en kvinde alt for mange svampe. I begyndelsen af pladens anden halvdel kommer det første seriøst dårlige punkt, nemlig Ken Kaniff, der er en skit, der i modsætning til de andre på pladen er så lang, at den bare sætter albummet i tomgang. Efter den kommer Cum on Everybody, der er en fin sang, men den er lyrisk ikke noget, vi ikke allerede har fået med sange som My Name Is og My Fault. Musikalsk er den heldigvis ret original med de mange pludselige kvindevokaler. Rock Bottom er meget en varsel om, hvad man kan forvente af mere inderlige sange på Eminems næste plader, og beatet er også fantastisk til denne stemning.

Hvis vi til gengæld skal kigge på et forfærdeligt beat, så skal man ikke kigge meget længere end til Just Don’t Give a Fuck. Jeg kan huske, at jeg tidligere rigtig godt kunne lide denne sang, sikkert på grund af det meget fængende hook, men wow, det er helt uudholdeligt at høre på det lortebeat. Det lyder som nogle lyde fra en dampmaskine der ikke virker krydset med en smølfeudgave af Darth Vader. Der er en ret ligegyldig skit ved navn Soap mellem denne og As the World Turns, der stort set bare er My Name Is med en mørkere vinkel. Det handler bare om vold mod kvinder. Altså, det er godt fortalt og alt muligt, men det er efterhånden trivielt med alle disse historier om hvordan han ikke har respekt over for nogen, og især ikke kvinder. I’m Shady har en meget gammeldags, funky hip hop-lyd, og den fortæller meget om, hvem Eminem rent faktisk er, og det er ulig det meste andet. Omkvædet er ret svagt, men teksten er absolut i den stærke ende. Det næstsidste nummer, Bad Meets Evil, har den anden gæsterapper på hele pladen, Royce Da 5’9″, og de gør det begge godt, og at høre endnu en stemme er forfriskende. Still Don’t Give a Fuck runder virkelig flot hele pladen af med sin vrede tone. The Slim Shady LP kunne let have været et mesterværk. Et par sange skulle bare være skåret fra. Som den er, er den dog stadig en virkelig god hip hop-plade fra en af de bedste rappere nogensinde.

274 – Parliament – Mothership Connection (1975)

Udgivet den af
Svar

Funkguden George Clintons grupper Funkadelic og Parliament er to af de vigtigste navne, funkmusik har oplevet. Parliaments største værk er uden tvivl deres fjerde album, som også var Clintons kommercielle gennembrud. Pladen åbner med en radiovært, der introducerer pladen som var den et radioprogram. Disse radioværter går over i omkvædet til P-Funk (Wants to Get Funked Up). Versene i denne sang er det rene spoken word, der kommer fra disse radioværter, og det hele hænger bare enormt godt sammen. Der er en god vekslen mellem det meget festlige omkvæd og den rolige radiovært. Denne radiovært elsker bare funkmusik, og hans glæde smitter sørme godt af. I slutningen af sangen bliver det hele meget jazzet, både i klaver og blæsere, der virkelig lyder som noget direkte ud af en jazzbar i den amerikanske undergrund. Efter det, så går det bare løs for fuld skrue med omkvædet, der stadig har alle jazzelementerne, men der bliver bare skruet op til niveau 11 her. Det fortsætter med Mothership Connection (Star Child), der bliver fortalt fra synspunket af et rumvæsen, der kommer til Jorden for at bringe hellig funk til os dødelige. Og det gør han sørme også med et enormt fængende omkvæd, morsom spoken word og festlig instrumentation.

Disse to er nogle af albummets mest populære numre, men det mindre populære er også virkelig godt. Science Fiction-temaet fortsætter på Unfunky UFO, hvor Jorden bliver invaderet af en UFO fra solen, hvor man bare ikke har styr på funk. De beder derfor os jordboere om at lære dem funkens kundskaber. Det er dejligt latterligt, og det er kompositorisk en flot opbygget sang, der går frem og tilbage mellem forskellige stykker, der lyder meget forskelligt, men har god sammenhæng og er enormt fængende. Det næste nummer hedder Supergroovalisticprosifunkstication, og det er som sådan ikke andet end et omkvæd og af og til et ganske simpelt b-stykke. Det, der får nummeret til at holde i 5 minutter er mest instrumentationen. Der er nogle fine instrumentale passager mellem omkvædene, men tit kører den kreative, eksperimenterende instrumentation også bare rundt under omkvædet. Der er sært nok især fokus på skralde og synthesizer, hvilket er en interessant kombination. Handcuffs er et ligeledes en virkelig sjov sang. Der bliver festet for fuld drøn med det sjove omkvæd, og på denne sang er versene også bare til at danse løs til. Sangerne går mange gange over toppen, og der bliver godt gammeldags sexet. Sangens brug af vokalisterne er helt mageløs, og det lyder bare euforisk.

Så kommer albummets største hit, Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker). Lige fra den flotte basvokal, der åbner sangen, er der dømt fest, og så snart der går gang i falsetkoret, er der dømt dansefest. Der er lag på lag af interessante musikalske valg her, og de lyder drøngodt. Der er godt gang i synthesizeren, og den gør nogle ret vilde ting. Basvokalisten og falsetkoret lyder også helt sublime oven i hinanden, og jeg kan bare ikke få nok af denne sang. Der er ikke nogen vers, det er bare ligesom Unfunky UFO en serie af elementer, der lyder virkelig godt i kontinuitet af hinanden – og det virker så godt, at man stadig har lyst til mere efter næsten 6 minutter. Afslutningsnummeret hedder Night of the Trumpasorus Peoples, og det er nok ærlig talt albummets svageste sang. Den er dog stadig virkelig kreativt med sit afrikansk inspirerede vrøvlekor og den vilde synthesizer. Foruden en smule af begyndelsen på sangen, så er der ingen reel tekst, kun vrøvleord og instrumentation. Synthesizeren virker ikke altid fokuseret, og af og til lyder den mest af alt som pruttelyde. Om dette er frivilligt eller ej ændrer ikke på, at det er meget distraherende. Det er dog et rigtig kreativt nummer, der afslutter en af de bedste funkplader nogensinde.

275 – Janet Jackson – Rhythm Nation 1814 (1989)

Udgivet den af
Svar

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som Nasty, Let’s Wait Awhile og When I Think of You. Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm Nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det dog at være usandsynligt succesfuldt. 8 af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er tit ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. Love Would Never Do (Without You) handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og Escapade, Lonely og Come Back to Me handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På Someday Is Tonight lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. Miss You Much og Alright lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange, dem er der i øvrigt overflod af på dette album. Black Cat er lige til at rocke med på, Alright er enormt dansevenlig, The Knowledge blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du næsten garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også meget stilfuldt opbygget. Der er 6 små, virkelig korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber virkelig naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første par gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er ret let at huske, alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var synlige ved første gennemlytning. I forhold til at den varer en time, er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke noget skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm Nation 1814 nok også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

276 – Diverse Kunstnere – Anthology of American Folk Music (1952)

Udgivet den af
Svar

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, der i 1952 samlet 84 folkesange, som var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse havde undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden havde den lidt mere uigennemskuelige titel Social Music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social Music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare lytter til det for at høre noget god musik. Meget af det er meget simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O af Chubby Parker og Peg and Awl af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social Music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, når jeg lytter til Saut Crapaud af Columbus Fruge eller Rocky Road af Alabama Sacred Harp Singers. Social Music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også virkelig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er uden tvivl den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun relativt til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Hvis man har en interesse indenfor musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Grateful Dead, Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, John Fahley, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken herpå. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om deres pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var i nærheden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig nogensinde ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at nogen som helst af disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er helt oprigtigt noget værre hø. Det er dog hø, der er optaget med kærlighed, og det kan man mærke. Det er svært at anbefale den, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en meget god måde at lære denne periode at kende.

277 – David Bowie – Aladdin Sane (1973)

Udgivet den af
Svar

Året er 1973. David Bowie havde lige udgivet sit uden tvivl største album, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det nu ganske elegant med Aladdin Sane, hvorpå man finder 10 rigtig stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken meget inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, The Jean Genie, minder i en helt utrolig grad om Bo Diddleys I’m a Man, der også har inspireret sange som Mannish Boy og Bad to the Bone. Alle 10 sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort meget mere ud af sin musik.

Aladdin Sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. Panic in Detroit er mere end bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og Drive-In Saturday er mere end bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en meget rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på meget direkte rock and roll-sange, f.eks. hans meget vilde cover af The Rolling Stones-klassikeren Let’s Spend the Night Together, gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen meget anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.

Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle meget gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået 10 forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, og jeg ville nok reelt ikke lægge mærke til at noget nummer var placeret på et andet sted end normalt. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til denne plade gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog 10 virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede The Jean Genie og Drive-In Saturday, men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.