111 – Joni Mitchell – Court and Spark (1974)

Jeg har længe været glad for mange af Joni Mitchells sange, men først nu har jeg for første gang fået lyttet til en hel plade af hende, nemlig Court and Spark fra 1974. Nu er jeg ikke blot glad for Joni Mitchell, jeg er dybt forelsket i hendes musik. Jeg har aldrig hørt en kunstner, hvor albumoplevelsen har været så meget større end blot at lytte til de populære singler. Jeg har snakket meget om albumstruktur på det sidste, men jeg bliver virkelig nødt til at fremhæve det igen, for Court and Spark gør det så utrolig godt. Det er i løbet af hele pladen som om, at hver eneste sang leder fuldkommen perfekt op til den næste. Jeg kan kun komme på virkelig få albums, der flyder lige så naturligt som Court and Spark. Og det sker ikke gennem lange, eksperimenterende guitarsoloer eller store koncepter, blot gennem ydmyg, simpel sangskrivning. Musikken på Court and Spark er slet ingen rockopera, det er blot noget lettere jazzet folk-pop. Udviklingen på albummet er også meget interessant. Man starter med de mere typiske folk-singer/songwriter-numre, og med tiden udvikler albummet sig meget hen i den jazzede retning. Det er en ret spændende rejse, der er så veludført, at man knap nok tænker over dikotomien mellem starten og slutningen.

Joni Mitchells stemme er en væsentlig årsag til, at pladen fungerer så godt, som den gør. Hun udnytter sit register virkelig godt. Egentlig er det ikke latterligt stort, men hun får det til at lyde sådan. Hun har nogle lidt country-agtige knæk over det hele, hvor hun springer meget i sin vokal. Det føles dog aldrig påtaget eller unødvendigt. Hun formår at gøre det ikke blot for at skabe dynamik, men også for at skabe følelsesmæssig resonans. Det er som om, hendes stemmes op- og nedture reflekterer livets op- og nedture. Hendes univers føles så reelt, når det svinger så meget. Til trods for, at Court and Spark hovedsageligt er et singer/songwriter-album, fylder hun også pladen med mange instrumentale stykker. De komplimenterer teksterne rigtig godt, og der bruges meget barok instrumentation. Det instrumentale stykke midt på nummeret Down to You er faktisk noget af det mest rørende på hele pladen. Tit laver Joni Mitchell også sine egne backingvokaler, og mens hun naturligvis ikke er den eneste til nogensinde at have gjort dette, skaber det en helt personlig lyd, da hendes stemme i forvejen har så meget karakter.

Joni Mitchells tekster er konsekvent rigtig gode, men jeg må indrømme, at de ikke er det, der sætter sig hurtigst fat. Jeg ville ærlig talt ikke kunne fortælle, uden at jeg satte mig ned og koncentrerede mig om teksterne, hvad de fleste af dem handler om. Det ser jeg dog selv som en god ting. For jeg har allerede fået så meget ud af pladen, de mange gange, jeg har lyttet til den allerede, og der har teksterne stort set ikke været i min bevidsthed, så jeg ved med sikkerhed, at jeg kan få mere ud af albummet i fremtiden. Jeg har da lagt mærke til nogle lyriske stemningsbilleder, der stemmer flot overens med musikken, og hver eneste gang, jeg har sat mig ned og lyttet efter hendes ord, har jeg virkelig nydt hendes poetiske virkemidler. Det bliver meget visuelt, levende og farverigt, meget som hvordan jeg ville beskrive musikken. Det undrer mig faktisk meget, at pladecoveret nærmest er helt lysebrunt, og udelukkende bruger dæmpede farver, for i mine ører hører jeg en hel farverig regnskov af lyd. Joni Mitchells Court and Spark er uden tvivl en af de 10 bedste plader, jeg nogensinde har anmeldt. Den er en af mine nye yndlingsplader.

112 – Cream – Disraeli Gears (1967)

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som CrossroadsSunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue ConditionWe’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange BrewSunshine of Your Love og SWLABRBlue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.

113 – The Who – The Who Sell Out (1967)

På deres tidlige plader var The Who i konstant udvikling. Hvis man sammenligner dem med fx The Rolling Stones eller The Beatles, der ellers også gennemgik en markant udvikling i løbet af 60’erne, så er det faktisk nok The Who, der udvikler sig mest fra plade til plade. My Generation var simpel, rå rhythm and blues, faktisk så rå at den var et klart grundlag for punkrocken. På A Quick One bliver de mere psykedeliske og fjollede, og med titelnummeret skabte de nærmest egenhændigt rockoperaen. Med The Who Sell Out fra 1967 tog de dog et spring, der var større end noget andet sted i deres karriere. Dels er hele albummet struktureret som om, det var en kommerciel radiostation, der spillede det hele. Der er reklamejingler mellem de fleste numre, og mens det kunne lyde som om, det burde være distraherende for albumoplevelsen, holder det faktisk albummet engagerende, og tit hænger det også flot sammen med temaerne i sangene. Sangen Odorono handler fx om glæderne ved den ganske ægte deodorant af samme navn. Silas Stingy handler om en nærig mand, der er meget beskyttende omkring sine penge. Så beskyttende, at han ender med at blive ruineret i forsøget på at beskytte dem.

Rigtig meget af albummet handler om vores forbrugermentalitet, der bliver en kende religiøst betonet i hænderne på the Who. Blandt disse sange om Heinz baked beans, deodoranter, bumsecreme og pengeskabe får man nemlig også Rael. Udover de fonetiske ligheder med sangtitlen og Israel, snakker de om et helligt land, som de beskriver som “the home of my religion, to me the center of the Earth”. Denne sang får lov til at afslutte pladen, og pladen bliver ligeledes åbnet af et religiøst betonet nummer, nemlig Armenia City in the Sky, der også lader til at fortælle om et helligt land, men her et, man lettere kan tilgå. Man kan faktisk blot tænke sig derhen. Hele teksten er nærmest én lang reklame for dette fiktive sted, der kan fri dig for alle dine sorger. The Who kommenterer med albummet på satirisk vis et samfund, hvor frelse bliver gjort til et produkt og hvor forbrugerisme bliver gjort til en religion. Selv romantik bliver kommercialiseret. På Mary Anne with the Shaky Hand bliver kvinder opremset, som om de var produkter at vælge imellem, hver især med en bestemt tillagt attribut, hvor den titulære Mary Anne er den, fortælleren finder mest attraktiv grundet hendes “shaky hand”.

Måske læser jeg for meget ind i det her, men der er uanset hvad generelt en tematik om forbrugerkultur på pladen, dels i diverse sange, dels i de morsomme reklamejingler der kommer mellem sangene. Men det er svært at læse denne satire ind i Our Love Was, I Can See For Miles eller I Can’t Reach You, selvom jeg godt kan komme med lidt søgte fortolkninger. Men uanset hvad er de alle tre glimrende sange, I Can See For Miles er endda nok en af de bedste sange, gruppen nogensinde har lavet. Sonisk passer de også alle godt ind i den rejse, man kommer på i løbet af albummet. Albummet er meget engagerende og begivenhedsrigt, og hver eneste sang stikker ud med sin egen unikke identitet. Melodierne er også sjove og fængende, og teksterne er som sagt altid kreative og vittige. The Who Sell Out er en virkelig stærk plade, der sætter et meget originalt spin på pop-rock, og gør meget mere med genren end jeg end syntes muligt. The Who Sell Out er et mesterværk, intet mindre, og jeg kan finde nogle nye genialiteter ved hver eneste gennemlytning. Jeg kan ikke anbefale den nok.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

115 – Derek and the Dominos – Layla and Other Assorted Love Songs (1970)

Da Eric Clapton var medlem af Cream, markerede det perioden, hvor han ville udgive sit mest rå, simple materiale. Bandet bestod da også kun af én guitarist, én bassist og én trommeslager. I den anden grøft af Claptons karriere finder vi gruppen Derek and the Dominos, et fem mand stort band med to guitarister, en keyboardist, en trommeslager og en bassist, hvor hele to af disse er sangere – ofte samtidig. Så selvom Claptons variant af rockmusik som altid er inspireret af blues, er det en mere fyldig, progressiv, varieret lyd man får på det eneste studiealbum, Derek and the Dominos nogensinde udgav, Layla and Other Assorted Love Songs. Som titlen antyder, omhandler alle sange på dette dobbeltalbum kærlighed. Da der tages udgangspunkt i bluesmusikken, bør det næsten give sig selv, at det heller ikke er verdens lykkeligste kærlighedsscenarier, der udspiller sig. Der er meget tematik om knuste hjerter, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er 77 minutters klynken. Disse sorger bliver gjort meget energiske og vilde på numre som Why Does Love Got to Be So Sad? og naturligvis den mesterlige Layla. Endvidere er der også nogle mere muntre numre, såsom Keep on Growing og Anyday.

De mere energiske numre er nok netop mine favoritter på pladen, og det er den lyd, jeg tænker på, når vi snakker om Derek and the Dominos. Det er den, der mest umiskendeligt lyder som dem frem for nogen anden blues-rock-gruppe, og man kan endda mærke elementer af progressiv rock på disse numre. Lyden er knap så karakteristisk på de mere klassisk strukturerede blues-numre, hvoraf der også er en del covers, men de bliver stadig smukt opført. Deres udgave af blues-standarden Nobody Knows You When You’re Down and Out er meget mindeværdig, og teksten går rent ind gennem Claptons vokal. Der er i løbet af hele pladen en klar dynamik mellem det langsomme og det hurtige, det stille og det højlydte, det simple og det komplicerede. Det næstsidste nummer, Layla er et klasseeksempel på dette. Sangen går i et minut gennem et crescendo bygget op om sangens riff, hvorefter et klaver pludselig hopper ind, hvorefter alle instrumenter brat stopper. Så begynder en ny opbygning, her en mere inderlig, følsom optræden, der dog stadig ender med at blive ret højlydt og kompakt i sin lyd. Pladen vælger at afslutte på en endnu mere afdæmpet måde, nemlig med en stille akustisk folk-sang ved navn Thorn Tree in the Garden. Det sætter et elegant punktum på hele pladen.

Der er ikke noget dårligt nummer på hele pladen – Key to the Higway ville nok være bedre hvis det kunne have været en smule kortere end 9 minutter, og It’s Too Late er en lidt for simpel popsang, til at den passer så godt ind på pladen, men gruppens opførsel af den er stadig rigtig solid. Problemet ved pladen er mest af alt længden. Det er selvfølgelig ikke nogen synd i sig selv, at pladen er 77 minutter lang, men plader af den længde skal altså have meget variation, for at de ikke bliver spor trættende i længden. Som sagt er de fleste af sangene blues-prægede rocksange om ulykkelig kærlighed, så selvom der er fin variation indenfor dette tema, er det nok for afgrænset til, at 77 minutter ikke bliver en for stor mundfuld for mig. Hvis de havde formået at skære en 15-25 minutter af, ville jeg absolut synes mere om pladen. Som den er, er det dog stadig et album, der absolut er værd at lytte til. Man skal bare være i det helt rette humør, for 77 minutters bluesrock om hjertesorger passer ikke til alle stunder. Når disse stunder dog kommer, er Claptons og Allmans guitareskapader dog ideelle.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

117 – The Byrds – Sweetheart of the Rodeo (1968)

Jeg kan rigtig godt lide The Byrds. Plader som Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers byder på noget af det bedste psykedeliske folk-pop, der nogensinde er lavet. Jeg er knap så glad for Gram Parsons, en af country-rockens store innovatorer, og det er hverken solo eller med The International Submarine Band eller for den sags skyld The Flying Burrito Brothers, hvor jeg dog nok har mest til overs for ham i sidstnævnte konstellation. Parsons er relevant i forhold til the Byrds fordi han i 1968, efter The International Submarine Band gik i opløsning, blev medlem af The Byrds, og med pladen Sweetheart of the Rodeo trak han dem i en noget anden retning. En mere country-præget retning. Lyden var ikke helt uvant for The Byrds. På både Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers kunne man finde country-prægede numre, dog stadig med en klar psykedelisk aura. Sweetheart of the Rodeo er på alle numre præget meget af country eller måske endda bluegrass. Rigtig ofte kan jeg faktisk slet ikke høre, hvorfor folk typisk kalder pladen for country-rock frem for blot country. Rocken kan høres på You Ain’t Goin’ NowhereNothing Was Delivered og One Hundred Years from Now, men jeg hører udelukkende country på de fleste andre numre.

Genresnobberi er dog som sådan ligegyldigt, for det vigtigste er jo kvaliteten. Jeg graviterer måske som hovedregel mod rock frem for country, men der findes jo stadig rock jeg ikke synes om, og der findes endda country, jeg holder meget af. Så er musikken god? Den er spillet ret kompetent, og lyden er ret variereret. Sangene er alle fængende, men det er ikke nødvendigvis the Byrds’ fortjeneste, da ni af de elleve sange er covers. Men de gør faktisk et rigtig godt stykke arbejde med både at byde numrene noget nyt, og at give pladen en sammenhængende lyd. Jeg var ærlig talt overraksket over at finde ud af, hvor få numre gruppen selv havde skrevet. Med det sagt, så keder numrene mig ganske meget. Life in Prison handler om hvordan, fængselslivet gør, at fortælleren mister lysten til at leve. Lyden er dog nærmest hyggelig. Og det er det meste af pladen egentlig, det er bare hyggelig musik, hvor den følelsesmæssige resonans tit er enten helt flad eller fuldkommen fraværende. Følelserne er ellers der, hvor country virkelig har en fordel frem for folk, hvor gruppen til gengæld kunne lave smukke lydbilleder. Her er ingen af delene til stede i særlig stort omfang.

Hvis der er nogle numre, jeg holder af, er det nok netop dem, der læner sig mest op ad gruppens tidligere diskografi. Gruppen blev som bekendt populære med deres flotte Bob Dylan-covers såsom My Back Pages, Mr. Tambourine Man og Chimes of Freedom og pladens to Dylan-covers er de uden tvivl højdepunkterne. You Ain’t Goin’ Nowhere og Nothing Was Delivered er både kreative i deres udførsel, men de har også en spændende lyd og er fulde af overraskelser. Nothing Was Delivered kunne jeg sagtens se som en af mine favoritter i hele deres diskografi. Der er også elementer ved andre sange, jeg godt kan lide, såsom klaveret på You’re Still On My Mind eller violinen og banjoen på den bluegrass-inspirerede Pretty Boy Floyd. Lydbillederne er ganske kønne, men de er aldrig engagerende. Som sangere er Chris Hillman og især Roger McGuinn også meget charmerende, men de bliver sjældent sjælfulde. Gram Parsons lægger uden tvivl større følelser i sin sang, men hans stemme er til gengæld på alle måder kedeligere. Selvom der er elementer at holde af på Sweetheart of the Rodeo føles den uden den historiske kontekst bare enormt ligegyldig. Med mindre I har væsentligt mere til overs for country end mig, så hold jer blot til pladens Dylan-covers, og spring resten over.

118 – Sly and The Family Stone – Stand! (1969)

Sly and The Family Stone har stået bag mange af slut-60’ernes og start-70’ernes bedste funksange, og de var på mange måder både definerende og redefinerende for genren i disse skelsættende år. Og vil man have noget af deres bedste numre, er Stand! fra 1969 et godt sted at kigge. Åbningsnummeret, der ligeledes hedder Stand!, indkapsler mange af gruppens allerbedste kvaliteter. Det er en festlig og fængende sang, der på overfladen lyder glad og lykkelig, men den skarpe tekst handler om at stå op for det, man tror på. Der er høj detaljerigdom i instrumentationen, og lyden er dejligt varieret. Andet nummer, Don’t Call Me Nigger, Whitey, falder nærmest i den anden grøft. Den lyder virkelig politisk med sin provokerende titel, og den vrede lyd hjælper absolut mod dette. Dog er omkvædet blot mange gentagelser af vendingen “Don’t call me nigger, whitey; Don’t call me whitey, nigga”, mens sangens eneste vers er ganske smukt, men alt for abstrakt til at kunne have nogen vigtig meddelelse. Derimod er sangen en 6 minutter lyd-udforskning, hvor man kommer vidt omkring i gruppens vanvittige univers. Der er ikke nær så meget dybde, men sangen er vældig underholdende.

En af deres helt store klassikere er I Want to Take You Higher, endnu en af de festligere numre, her uden nær så meget subtekst. Dog er hele nummerets konstruktion nok et af de stærkeste på hele pladen. Jeg elsker hvordan groovet udvikler sig fra det ganske rolige til det vilde underlag for hele resten af festen. Det er en af de bedste funksange nogensinde, hvis du spørger mig. Somebody’s Watching You er et lættere psykedelisk popnummer, der kan virke ret minimalt i sin skala og sit ambitionsniveau, men alligevel bliver den latterligt dragende i sit skæve, sære, jazzede pop-univers. Der kommer ret tit spøjse indslag, hvor man må løfte et øjenbryn eller to. Dette gælder især i instrumentationen, men selve kompositionen kan også være ret overraskende i forhold til afvigelserne fra den vante lyd. Sing a Simple Song virker i starten som en tilbagevenden til den mere typiske funk-lyd, men man skal ikke lytte længe til den, før den næsten bliver lige så spøjs og bizar som Somebody’s Watching You eller i hvert fald Don’t Call Me Nigger, Whitey. Der er dog stadig masser af klassisk, solid funk-lyd og fede grooves til at give de underlige ideer noget substans.

I den helt poppede ende finder vi endnu en af gruppens bedste sange nogensinde, den store anti-diskriminations-hymne Everyday People. Noget af det geniale ved teksten til denne sang, er at det hele er artikuleret i børnehøjde. Det lyder jo faktisk barnligt, når der synges There is a blue one who can’t accept the green one for living with a fat one, trying to be a skinny one; and different strokes for different folks; And so on and so on and scooby dooby doo-bee doo”. Det smukke er jo, at det stadig siger præcis, det der skal formuleres, og hvis man tager ordene til sig er de alligevel stærke. Pladens længste nummer hedder Sex Machine, og det er et 14 minutter langt, sumpet instrumentalnummer. Nummeret udtrykker absolut den titulære seksuelle vildskab, især gennem de instrumenter, der er i gang med en solo på det pågældende tidspunkt. 14 minutter er bare alt for lang tid at køre i denne suppedas, hvis man spørger mig, og nummeret bliver med tiden trættende. De slutter af med den simple, funky You Can Make It If You Try, der gentager visse dynamiske principper fra før, men som sædvanlig indføres også unikke, kreative ideer. Stemningsmæssigt er det en dejligt positiv måde at runde pladen af på, og Stand! er da som helhed også en sjov, glad og vidunderligt skør plade.

119 – Diverse Kunstnere – The Harder They Come (1972)

Filmen The Harder They Come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til dette er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, bliver spillet af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser af disse numre på soundtracket. Man får 4 af Jimmy Cliffs egne numre, samt 6 øvrige reggae-numre på soundtrackpladen. Noget, der også er en af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik, ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de helt rette tidspunkter. Sange som Many Rivers to Cross og Sitting In Limbo bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtrack-pladen får man derfor helt klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var The Harder They Come af Jimmy Cliff.

Den reggae, der er til stede på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun meget svag accent, og teksterne er meget brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen bliver. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom Johnny Too Bad af The Slickers og Shanty Town af Desmond Dekker, men de skjuler begge en mørk tekst bag en mere simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade tager sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme pladen, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på Johnny Too Bad, og det bliver i længden meget tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.

Pladen slutter af med at spille to marginalt anderledes udgaver af to sange, der optrådte tidligere på pladen. You Can Get It If You Really Want og The Harder They Come, begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, hvis vi ikke fik dem igen. Sitting In Limbo, der ellers ville have afsluttet pladen, ville også have været et glimrende afslutningsnummer. Jeg kan godt se, hvis skaberne af pladen ønskede noget mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo også spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg nærmest have foretrukket, hvis de havde givet os nogle Cliff-numre, der slet ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.

120 – Run-D.M.C. – Raising Hell (1986)

Man kan ikke komme udenom, at Run-D.M.C. er en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper. De skubbede grænserne for, hvordan hip hop kunne lyde, da de som nogle af de første blandede det med rockmusik, og de leverede også mere komplicerede flows end før. Med det sagt, lyder deres klassiske plader så meget af firserne, at det næsten gør ondt. Alligevel ser folk tilbage på deres album Raising Hell mere positivt end mange tidligere plader. Folk kalder sjældent plader af Kurtis Blow, Funky 4+1 eller selv Grandmaster Flash for mesterværker, men mange hip hop-entusiaster ville ikke tøve om at bruge dette ord om Raising Hell. Vi snakker altså her om en plade, der bruger 3 minutter på en sang om Adidas-sko. Det lyder måske lamt, men de leverer det virkelig godt. My Adidas er ikke den stærkeste sang på pladen, den er lidt fjollet, men den har mange oprigtigt morsomme og charmerende øjeblikke. Og så har teksten karakter, hvilket kan siges om alle de bedste sange på pladen, der desværre hovedsageligt findes på første halvdel. Der finder man også Peter PiperIt’s Tricky og deres cover af Aerosmiths Walk This Way, hvorpå Aerosmith også optræder.

Senere på pladen bliver teksten mest af alt til pralerap, og det er som sådan fint nok, men med moderne øjne er gruppens sprogbrug jo hverken ligefrem innovativt eller overraskende. Til gengæld er deres beats ret unikke på hver sang. Tit bruges rock-guitarer og hårde, organisk lydende trommer, men der er et højt variationsniveau til stede her. Jeg kan rigtig godt lide, de ekstra hårde trommer på nummeret Raising Hell, og beatboxingen på Hit it Run er stadig ret fed. Der er dog også nogle andre numre, jeg ikke helt forstår tankegangen bag ift. beatet. Dumb Girl gentager hele tiden et sample af ordet “dumb” – dog ikke mens der rappes. Uanset hvad ender ordet med at gå mig lidt på nerverne. Teksten er også lidt kedelig, og jeg havde nok foretrukket pralerap frem for dette skolegårds-diss. Det næstsidste nummer, den 30 sekunder lange Son of Byford gentager bare nogle linjer fra Hit It Run uden anden instrumentation end beatboxing. Det føles ret ligegyldigt, og mens det er nogle fine linjer, er de på ingen måde værd at gentage. Heldigvis rundes pladen flot af med Proud to Be Black, en sang, der på morsom vis refererer sorte ikoner som George Washington Carver, Malcom X og Muhammad Ali.

I modsætning til deres debutplade, som jeg også har anmeldt, viser gruppen på Raising Hell en større forståelse for albumdynamik. Numrene er stadig ikke særlig dynamiske på individuel basis, men det er fedt, at der er kommet andet end de hårdtslående, råbende numre. Leveringen på den meget simplistiske, nærmest jazzede Perfection er mere tilbagelænet end man er vant til fra gruppen, og mens omkvædet er meget svagt, så klæder stilen faktisk gruppen. Selv åbningsnummeret, Peter Piper, er mere roligt, end man typisk forbinder med gruppen, selvom det stadig er et ret energisk nummer. Det er faktisk et af de få, der selv varierer lydniveauet markant. Hvis man skal forsvare Son Of Byford, ville det da netop også være, at den stille lyd på dette interludium sørger for at skabe variation mellem de to hårdtslående numre Dumb Girl og Proud to Be Black. Pladens hårde lyd kan stadig være en smule trættende i længden, men det er stadig et fint niveau af dynamik. Sang-kvaliteten er også generelt bedre. De gode sange er meget bedre, de dårlige sange er også en del bedre. Run-D.M.C. viste for alvor med Raising Hell, hvad de var i stand til, og mangt en rapper har sidenhen taget udgangspunkt i plader som den. Og det med god grund.