Forfatterarkiv: Kjartan

137 – Dr. Dre – The Chronic (1992)

Udgivet den af
Svar

90’ernes hip hop-landskab var domineret af en kamp mellem øst- og vestkysten. På østkysten var der navne som Jay-Z, Nas, Wu-Tang Clan og naturligvis The Notorious B.I.G., hvor sidstnævnte virkelig var ansigtet for østsiden af krigen. På vestsiden er det oplagt at pege på 2pac, men 2pac var næppe blevet til noget, hvis grundlaget ikke var blevet lagt af folk som Dr. Dre, Snoop Doggy Dogg, Warren G og the Lady of Rage. Hele dette crew blev præsenteret til verden med Dr. Dres solodebut, The Chronic fra 1992. Dre var tidligere medlem af N.W.A., og han var ikke ligefrem den mest frembrusende rapper i den gruppe. Han markerede sig dog for alvor, da han gik solo, hvor han skabte en ny lyd, han kaldte G-Funk. Det navn er en hyldest til P-Funk, altså Parliament-Funkadelic og deres associerede grupper. G-Funk sampler netop meget klassisk P-Funk, som jeg jo holder rigtig meget af. Klassiske funknumre som Mothership Connection (Star Child), Atomic Dog og P. Funk (Wants to Get Funked Up) får helt nyt liv, når de kommer gennem Dres producerstol. Man tænker på Dres nyfortolkninger, og kun Dres nyfortolkinger, når man hører introerne til Fuck wit Dre Day (And Everybody’s Celebratin’) eller Nuthin’ But a “G” Thang.

Det er måske kun Dres navn, der står på pladecoveret, men det er på ingen måde kun hans værk, som man ellers var vant til med soloplader fra den tid. Efter min mening, kunne Snoop Doggy Doggs navn faktisk lige så godt også stå med store bogstaver, for det er regelen rettere end undtagelsen, at Snoop medvirker på et nummer. Hans charme tilføjer rigtig meget til stemningen, og jeg har ret svært ved at være sur, så længe Snoop er i gang med et vers. De andre gæster, såsom Kurupt, Jewell, Dat Nigga Daz, The D.O.C. og Nate Dogg tilføjer også masser af variation, uden at nogen af dem på noget tidspunkt trækker kvalitetsniveauet ned, som det ellers tit kan ses på rapplader med mange gæstevers. Ja, det er faktisk mere sandsynligt at få en dårlig linje fra Snoop eller Dre end fra gæsterne. De to er ikke kendt for at være de mest lyriske i verden, men de har både rigtig gode og knap så gode øjeblikke. De er fx meget interessante på den introspektive Lil’ Ghetto Boy, og den overdrevent voldelige A Nigga witta Gun er dejligt blodig og truende, mens der også er rigeligt med god ordleg.

Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor underholdende The Chronic er i løbet af hele sin varighed. Jeg følte aldrig, at materialet ikke kunne holde til de 62 minutter, pladen varer. Jeg følte til gengæld som tidligere nævnt, at både Dre og Snoop kan komme med nogle lettere middelmådige linjer; “Give me the microphone first so I can bust like a bubble” er ikke ligefrem den mest hårdføre gangsta-linje i raphistorien. Det væsentligste problem, jeg kan pege på er skits, som The $20 Sack Pyramid, The Doctor’s Office og diverse dialogbaserede introer, såsom den til Deeez Nuuutz. Nogle er ret sjove, især The $20 Sack Pyramid, men ingen af dem tilføjer noget til musikken, og de er ret distraherende. De er spredt langt nok fra hinanden til, at de i det mindste er med til at skabe variation, men det gør albummet noget mindre sammenhængende. Jeg har personligt lyttet til langt mere hip hop fra østkysten end fra vestkysten, så at opleve en magtdemonstration af denne kaliber gør mig meget interesseret i at udforske kunstnere som Snoop Doggy Dogg, Nate Dogg, Warren G og The Lady of Rage yderligere, for The Chronic er en imponerende plade på rigtig mange måder.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

138 – The Meters – Rejuvenation (1974)

Udgivet den af
Svar

The Meters er et af de helt store klassiske funkbands, og alligevel føler jeg tit, man glemmer dem, når man snakker om funkgiganter som Parliament/Funkadelic, James Brown og Tower of Power. Mit eget bekendtskab med The Meters kommer mest fra den instrumentale plade Look-Ka Py Py, men de fleste funkfans peger ofte på Rejuvenation fra 1974 som deres mesterværk. På denne plade finder man derimod vokaler på alle numre. Instrumentationen er dog stadig i fokus. Deres leadguitarist, Leo Nocentelli, har grebet mikrofonen, og mens han absolut er en acceptabel sanger, ligger hans force for alvor i guitaren, som stadig er latterligt funky. På åbningsnummeret People Say arbejder bandet virkelig godt sammen om at skabe et dynamisk, spændende og levende nummer, som dels har et sprødt, fængende omkvæd, men også et lag af lyde, der ikke er til at stå for. Det er klassisk, fandenivoldsk funkmusik med alt, man elsker det for. De går dog på pladens andet nummer, Love Is for Me, over i en mere soul-præget lyd. Vokalen er her mere i centrum, og bandet er ikke nær så agressive med at vise deres kundskaber. Det lyder dog stadig latterligt godt, for The Meters er og bliver et af de mest velspillende funkbands nogensinde.

Det mest populære nummer fra Rejuvenation er nok det tredje, Just Kissed My Baby, der har et guitarriff med en spøjs, fængslende rytme og en bas, der virkelig siger spar to. Et simpelt orgelriff får assistance af nogle energiske trompeter på bestemte tidspunkter, og det hober sig op i et fedt klimaks mod slutningen, før der bliver lagt en dæmper på det til det afsluttende vers. Noget The Meters gør meget på pladen er at veksle mellem Nocentellis solovokal og et kor, og det skaber i mine øjne yderligere variation og overraskelse. På What’cha Say synger koret et par fraser med falsetsang, hvorefter Nocentellis dybere stemme svarer dem. Der er et lækkert, soulpræget overgangsstykke i midten, og mod slutningen gentager denne vending, “What’cha Say” sig i en lettere kaotisk facon. Den langsomme Jungle Man har en virkelig fed, futuristisk basgang, men det er nok ikke en af mine favoritter på pladen. Der er ikke rigtig nok interessante ideer, og når de endelig kommer, forsvinder de lidt for hurtigt. Nocentellis stemme bliver også overdubbet så meget, at den lyder en kende kønsløs, men man kan sagtens høre bandets høje tekniske niveau

Hey Pocky A-Way har en mere New Orleans-præget lyd med sin vrøvletitel, sit boogie woogie-inspirerede klaver og sine call-response-sekvenser. Det er en ret simpel sang i sin struktur, men udførslen er eminent, og den lyder ret unik på pladen. Man mærker en mere negativ lyd på It Ain’t No Use, der har en fuldkommen djævelsk percussionsektion fra Ziggy Molestile. Trommerne lyder som noget Curtis Mayfield kunne have fundet på, mens der kommer en vild Santana-agtig guitar fra Nocentelli. Efter et stykke tid med almindelig struktur udvikler sangen sig til en bunke af soloer, og med sine 12 minutter er det utvivlsomt det bedste sted på pladen, at opdage bandets tekniske kunnen. En vældig sød lille kærlighedssang ved navn Loving You Is on My Mind kommer da. Jeg er sikker på, at det er en kærlighedssang, for titlen er stort set den eneste linje, og så lyder sangen også bare så utrolig lykkelig, hvilket især keyboardist Art Neville kan takkes for. Pladen afsluttes med fanfavoritten Africa, der lyrisk er meget dybere end alt andet på pladen. Noncentelli får sine ord til at veje meget, og bandet supplerer med mange fine musikalske motiver. Jeg kan rigtig godt lide Rejuvenation, nok endnu bedre end jeg kan lide Look-Ka Py Py, og jeg kan med lethed forestille mig at ville kigge på resten af deres diskografi.

Jeg vil desuden gerne meddele en meget glædelig nyhed, nemlig at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

 

139 – U2 – All That You Can’t Leave Behind (2000)

Udgivet den af
Svar

Her er en mening, man efterhånden sjældent hører: U2 er hverken et særlig fantastisk eller særlig forfærdeligt band, og selvom deres 00’er- og 90’er-materiale ikke er på niveau med det, de lavede i 80’erne, laver de stadig i dag friskere og mere nutidigt materiale end det, de fleste andre klassiske 80’er-bands udgiver nu til dags. Det føles også sært at tidsbestemme dem som et 80’er-band, for i år 2000 fik de en af deres mest populære sange nogensinde med Beautiful Day fra albummet All That You Can’t Leave Behind. Lad mig sige med det samme, at det er en vidunderlig sang. Daniel Lanois og Brian Enos forsøg på noget mere poppet produktion lyder utrolig lækkert, og det hele føles bare så utrolig overbevisende. Når omkvædet går i gang med sine massevis af korstemmer og Bonos spinkle omend effektive skrålen, kan man bare ikke tænke andet end “Shit, det er en smuk dag. Tid til at nyde livet”. Som stor fan af denne sang, glædede jeg mig naturligvis til at høre resten af albummet. Det er en ret poppet udgave af U2 man får på hele pladen, så lyden fra hittet er ret sigende for pladen som helhed. Der er mange omkvæd, meget ren produktion, og absolut ingen spor af U2’s post-punk-rødder.

U2 har uden tvivl masser af gode melodier i ærmet. Der er virkelig få af sangene på All That You Can’t Leave Behind, der ikke er rigtig fængende. Lanois og Eno lægger også masser af spændende lag i produktionen Sangene er lydmæssigt konstant i udvikling, og man keder sig egentlig slet ikke i løbet af hele albummet. Samtidig følger de dog popformularer lidt ofte, så det er ikke særlig mange overraskelser i forhold til melodierne, der dog som sagt er vældig fængende. Jeg føler efterhånden, jeg har skamrost denne plade rigeligt, så lad mig komme til min egentlige mening om den, nemlig at det er den kedeligste U2-plade, jeg har hørt, og at den i det hele taget er ganske middelmådig til trods for de mange positive aspekter. Jeg vil ikke bebrejde det hele på Bono, men han er nok en årsag. Han har skrevet tekster til stort set alt på pladen – i visse tilfælde sammen med the Edge – og de er tit uudholdeligt frelste, ophøjede, og melodramatiske. Og når de ikke er, er det næsten værre. Melodien til Elevation er så utrolig fed, at det er decideret synd, at Bono skal spille romantisk badboy.

Netop den rene popproduktion gør, at Bono er svær at ignorere. Ikke ét eneste ord bliver overdøvet af en guitar eller et trommeslag. Det er dog ikke fordi han overdøver de andre instrumenter heller. Det er faktisk imponerenede, hvor tydelige alle instrumenter er. Men uanset hvad er Bono svær at abstrahere fra. Når han synger en sang som Peace On Earth (ja, det er der faktisk en sang på pladen, der hedder), og han adresserer et par linjer direkte til Jesus Kristus, så bliver det hele så latterligt. Meget af tiden kan man knap nok sige, at han synger. Han taler bare på en lettere melodisk måde, og der er adskillige tidspunkter, hvor han kommer til at erstatte en høj tone, han ikke kan nå, med et forfærdeligt knæk. Denne udgave af Bono kan faktisk sagtens være acceptabel i mindre doser, han er trods alt stort set på denne måde på Beautiful Day. At skulle lytte til ham i 49 minutter bliver bare så utrolig udmattende, uanset hvor godt et stykke arbejde, der er blevet gjort med melodierne, arrangementerne og produktionen. Der er egentlig også ret god albumstruktur, og både åbnings- og afslutningsnumrene er meget velvalgte. Men der er desværre nogle modkæmpende poler på dette album, så jeg kan desværre ikke vende begge tommelfingre opad.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

140 – Blondie – Parallel Lines (1978)

Udgivet den af
Svar

Den indflydelsesrige new wave-gruppe Blondie udgav deres debut i 1976, men det var først da de i 1978 udgav deres tredje album, Parallel Lines, at de fik deres helt store gennembrud. På pladen finder man populære singler som Heart of Glass, One Way or Another og deres cover af The Nerves-sangen Hanging on the Telephone. Disse tre sange udgør dog kun en brøkdel af pladen, som er propfyldt med fængende pop-rock. Der er et ganske varieret udbud af det. Det kan være langsomt og stemningsfuldt som på Fade Away and Radiate, 50’er-inspireret rock and roll som på I’m Gonna Love You Too, der da også er et Buddy Holly-cover, eller endda regulær disko som på Heart of Glass. Deres rødder i punkmusikken kan også mærkes over det hele, især i Chris Steins guitar og Clem Burkes trommer. Burke er ikke en enormt teknisk trommeslager, men han indsætter rigeligt med fills, og sørger for at bringe så meget variation til trommerne, som han nu engang kan gøre. Det føles en kende rodet, men ikke for rodet til, at det også er dybt charmerende. Bandet er måske ikke de største instrumentalister, men i fællesskab rammer de en blanding af pop og punk, som var helt unik dengang.

Forsanger Debbie Harry er dog for alvor stjernen i bandet. Hendes stemme går fra rå, dyb punkstemme på et nummer som Will Anything Happen? til de nu verdensberømte høje toner på Heart of Glass. Der er i det hele taget et væld af variation på pladen fra alle musikere, men det ændrer aldrig på, at der er en gennemgående lyd på pladen, så den føles konsekvent. Den er altid stilfuld og selvsikker, men aldrig fin eller excentrisk. Den lyd holder stadig den dag i dag, men jeg må indrømme, at teksterne lyder meget forældede. Lidt for ofte får man klichéfyldte rim som girl og world eller kiss og miss, men endnu oftere får man mere originale omend klodsede forsøg, såsom på den musikalsk meget spændende Picture This. En linje derfra går “I will give you my finest hour – The one I spent watching you shower”. Narrativet i tekster som I Know But I Don’t Know og Sunday Girl er også meget dårligt formidlet, nærmest som om, rimskemaet bare gør fortællingerne langsommere og sværere at forstå. Og når man snakker om forældede tekster var det intet mindre end en fejltagelse at lave et Buddy Holly-cover. Musikalsk passer den relativt godt ind, selvom den stadig lyder lidt gammeldags, men teksten er tydeligvis fra en anden tidsalder.

I Blondie var de dog gode til at lade næsten hele bandet være med til at skrive sange, så kvaliteten i både tekster og melodier kan naturligvis variere. Teksterne til One Way or Another og 11:59 er meget medrivende, levende og velskrevne, og det er i det hele taget nogen af pladens bedste sange med deres høje intensitet, der passer yderst godt til teksterne. I det hele taget graviterer jeg mest over mod de mere rockede numre, hvorfor Will Anything Happen? og Hanging on the Telephone. Det har muligvis noget at gøre med, at de mere højlydte numre pakker teksterne mere ind, hvor på et så rent produceret nummer som Sunday Girl eller Fade Away and Radiate er det svært ikke at fokusere på teksten, hvilket så kan være godt eller skidt alt efter tekstskriveren. Men det er nok noget, man må anerkende som både en fordel og en ulempe vel Parallel Lines som album: variationen. Det kan variere i stemning, i melodi, i inspirationskilder, men det falder dermed nok næppe i alles smag hele tiden. Men jeg tror, jeg kan sige, at det falder i de flestes smag det meste af tiden. Det falder i hvert fald i min smag rigtig ofte, og en stor del af pladen er fremragende.

141 – B.B. King – Live at the Regal (1965)

Udgivet den af
Svar

B. B. King er en af de bedste bluesmusikere nogensinde, og da han var på toppen var han med sit talentfulde band et af tidens bedste livenavne. Hans flotte optræden fra The Regal Theater i Chicago i 1964 blev året efter udgivet som plade. I denne form blev koncerten cementeret som et af bluesmusikkens helt store mesterværker, og kaldes ofte for den bedste liveplade i hele bluesgenren, hvis ikke endda den bedste bluesplade nogensinde. Det er stadig i dag en meget levende plade. Man kan høre publikums entusiasme, når bandet går på scenen, og man har let ved at forestille sig bandet gå på scenen, gribe fat i deres instrumenter og spille en yderst slagkraftig og svingende udgave af Every Day I Have The Blues. King sørger for at tale mellem numrene, mens bandet spiller i baggrunden. Når han taler forsøger han ikke kun at skabe kontakt til publikum, han forbinder også sangene sammen. Han får gennem sin monolog It’s My Own Fault til at fremstå som en direkte fortsættelse til Sweet Little Angel, hvilket jeg synes gør sangene mere interessante, og derudover er det også bare en pudsig idé. Sangene glider også således meget naturligt over i hinanden, og derfor er der aldrig øjeblikke, hvor man ikke har noget at lytte til.

Foruden det sædvanlige ensamble med en kontrabassist og en trommeslager har guitarvirtuosoen King også en saxofonist og en pianist med på scenen. Disse to giver pladen mere fylde end de fleste bluesplader, og hele bandet sender mange tanker over mod bluesmusikkens populære søstergenre, jazz. Det hele er spillet så planlagt og nøjagtigt et sekund, og det næste begynder fri improvisation fra Kings side på guitaren. Ikke alene viser dette bandets kundskaber som musikere og som fællesskab, det er også absolut med til at gøre oplevelsen mere gribende. Når King går ind i en af disse soloer, er det noget af det mest imponerende Blues-guitar, man kan forestille sig, og endnu mere fascinerende er det, hvor let han får det til at lyde. Selvom han giver det gas som mester af bluesguitaren, er der absolut også plads til at han fremviser sine evner som vokalist. Han synger med sine lungers fulde kraft, og hver eneste sang får meget mere betydning gennem hans vokalpræstation. Det er sjældent man finder nogen, der som B.B. King kan både synge og spille guitar så imponerende godt, og på Live at the Regal overgår han muligvis sig selv indenfor begge kunstarter.

Med alt dette sagt, er Live at the Regal dog ikke en perfekt plade. Pladens B-side starter underligt nok med, at King bliver introduceret igen, hvorefter bandet begynder at spille noget langsom musik. Så stopper de brat, og efter et sekunds stilhed begynder You Upset Me Baby. Det er underligt at få reintroduceret ham midt i albummet, hvis man lytter til cd-udgaven, og uanset hvad, er det underligt, at musikken stopper brat, for at en ny sang kan begynde. Mit største problem, er dog, at pladen afslutter vældig svagt. Forstå mig ret, Help the Poor er et fedt nummer, og det lyder vidunderligt på pladen med sine eksotiske rytmer og B.B Kings lumre stemme. Det afslutter dog ikke koncerten særlig eksplosivt. Klapsalven er lille, og King takker ikke publikum eller noget. Man hører kun et svagt “thank you” i baggrunden. Pladen er kun 35 minutter lang, så de har sandsynligvis klippet en del fra, men at klippe det, så afslutningsnummeret ikke på nogen måde runder pladen af, er i min optik et stort fejltrin. Faktum er og bliver dog stadig, at Live at the Regal er en yderst anbefalelsesværdig plade, som sagtens kan fungere som introduktion til bluesmusikkens vidunderlige verden.

142 – Phil Spector – A Christmas Gift for You from Phil Spector (1963)

Udgivet den af
Svar

A Christmas Gift for You from Phil Spector er ikke blot ofte opfattet som den bedste juleplade nogensinde; det er nok den eneste juleplade, der bliver opfattet af mange som en af de bedste plade nogensinde, og kan deltage i diskussion side om side med klassikere som Revolver og Blonde on Blonde. Brian Wilson fra The Beach Boys har ofte kaldt dette for sin yndlingsplade i hele verden. På pladen finder man 13 Phil Spector-producerede julesange, opført af Spectors vanlige samarbejdspartnere: The Ronettes, The Crystals, Darlene Love og Bob B. Soxx & the Blue Jeans. De fleste af sangene er genindspilninger af klassikere, såsom Rudolph the Red-Nosed Reindeer, Winter Wonderland og Santa Claus Is Coming to Town. Den eneste originale komposition er den glimrende Christmas (Baby Please Come Home) opført af Darlene Love. Men selvom de fleste a melodierne allerede var gamle i 1963, holdt Spector sig ikke tilbage fra at modernisere dem, og hans moderniseringer har sat et markant aftryk på moderne julemusik. The Crystals-udgaven af Santa Claus Is Coming to Town var fx den første til at bruge det moderne, mere poppede omkvæd, som man også kender fra Jackson 5- og Bruce Springsteen-udgaverne.

Der er, som man kan forvente fra Phil Spector, også masser af detaljerigdom og lag på lag af instrumenter. Hans kendte “Wall of Sound”-teknik er tydelig på et nummer som I Saw Mommy Kissing Santa Claus, hvorpå verset bliver spillet på nogle strygere, mens både glockenspiel, horn og marchtrommer er sat ovenpå den vanlige rockbesætning. Der er ikke det mindste splitsekund tom luft, fordi arrangementerne altid er så mættede. Ikke alene lyder det godt, men der er tit noget at dykke ned i. Jeg er bl.a. vild med, at percussion-delen af Rudolph the Red-Nosed Reindeer forsøger at efterligne rytmen fra et spænd travende rensdyr. Hvis jeg skal kritisere noget, er det dog nok noget af det uundgåelige, at hvis man frasorterer julestemningen, er der ikke særlig meget følelsesmæssig substans i numre som Parade of the Wooden Soldiers eller Here Comes Santa Claus. Så er kærlighedssangene, såsom Sleigh Ride, The Bells of Saint Mary’s og Christmas (Baby Please Come Home) af en noget mere følelsesmæssigt resonerende karakter. Afslutningsnummeret er en instrumental udgave af Silent Night tillagt en monolog fra Phil Spector selv, hvor han takker alle, der har bidraget til albummet. Det er også vældig rørende, og det runder flot albummet af.

Lyden består hovedsageligt af Phil Spectors typiske pigegruppe-lyd. Selv Darlene Love-sangene er ofte produceret således, at hun lyder mere som en vokalgruppe end en solist. Den gennemgående lyd hjælper dog til med at få pladen til at føles helstøbt, mens de fire forskellige vokalsammensætninger gør lyden tilpas varieret. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere fokus på Bobb B. Soxx, da han er den eneste mandestemme på pladen. Det ville gøre lyden mere varieret, og hans stemme er så stor og sjælfuld, at han sagtens kunne klare mere end to sange herpå, hvor den ene endda kun er Here Comes Santa Claus, hvilket ikke helt udnytter hans stemmes gennemslagskraft. Spectors konstante lydmur kan også blive lettere trættende i længden, men heldigvis starter mange af numrene stille ud, hvilket giver nogle tiltrængte pauser. Desuden er pladen kun lidt over en halv time lang, så man kan sagtens overleve, at pladen tit er så højlydt. Hvis du aldrig har hørt denne plade, så sæt den lige på til næste jul. Den holder stadig i dag, og den emmer bare af julestemning, af glæde og af fællesskab.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (5-1) + Opvarmningsdagene

Udgivet den af
Svar

Roskilde Festivals lineup har i år været så hjernedødt godt, at jeg faktisk ikke har hørt særlig meget andet end Roskilde-aktuel musik på det sidste. Og til trods for det, har jeg stadig ret svært ved at fatte, at jeg skal se det meste af det. Især det, der er i min top 5, finder jeg langt ude, at jeg får muligheden for at se. Nå, ikke mere snakken udenom, her er de 5 Roskilde-navne, jeg glæder mig mest til:

New Order
Jeg har både anmeldt plader af New Order og deres tidligere skikkelse, Joy Division, og selv efter alle de gennemlytninger, en anmeldelse tit kræver, har jeg kun rosende ord at sige om dem. De satte helt nye boller på suppen, hvad angår dance, post-punk og elektronisk musik, og deres musik holder stadig virkelig godt i dag. Her i dag fik jeg lyttet deres plader Low-Life og Power, Corruption and Lies igennem igen, og det er påfaldende, hvor stærke skæringer det er. Når man skimmer ned af deres single-opsamlinger ser man også bare det ene fine lille mesterværk af en sang efterfulgt af det andet. De er muligvis uden Peter Hook for tiden, men hvis der er nogen, der har bevist, hvor godt de kan klare sig uden væsentlige medlemmer, så er det New Order. De er ikke et sølle nostalgi-act, de er indflydelsesrige superstjerner, der skal ses selvom de spiller samtidig med unge talenter som Cattle Decapitation, Los Pirañas, Lightwave Empire og MØ.

Andromeda Mega Express Orchestra
Lørdag kl 14:00 ved Avalon-scenen har du mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig et af verdens dygtigste og særeste orkestre. Hvis du er mere til noget hårdtslående metal fra Rising eller nogle eksotiske samples fra officerfishdumplings, fred være med det, men hvis du bruger din tid med Andromeda Mega Express Orchestra, er du garanteret en oplevelse, du ikke kan få noget andet sted på Roskilde Festival. Det 18 musikere store orkester spiller noget af det mest hjernevridende, måbningsindbydende, langt ude musik, man kan forestille sig. Og ikke alene er deres underlige blanding af fusionsjazz, progressiv rock og moderne klassisk i særdeleshed forunderlig, musikerne er også så sindssygt nøjagtige, at man har svært ved at forstå, hvordan de gør det. Det er i hvert fald ikke skrevet, så det er let at spille med al deres legen med takt og tempo. Orkestrets navn er passende, for det lyder som om, det burde være fra en anden galakse.

Grimes
Jeg har fulgt Grimes siden 2012, hvor hun udgav den mesterlige plade Visions, hvorfra især sangen Oblivion gjorde mig interesseret i hende. Nu er hun blevet mere flashy og poppet end nogensinde på den nye plade Art Angels, hvor hun også har taget meget inspiration fra K-Pop. K-Pop er ikke normalt en genre, der siger mig så meget, men Grimes’ vidunderlige og kreative ideer sørger for, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Hun spiller samtidig med Destroyer, Courtney Barnett og House of Pain, og mens disse alle tre er gode, er Grimes en af vor tids mestre. Hendes visioner om hvad popmusik kan udrette, får så store kunstnere som Sia og Janelle Monáe til at fremstå som lettere uambitiøse. Hendes sceneshow på den nuværende turne skulle også være ret så spektakulært med dansere, sangere og vilde lys. Grimes er fantastisk.


LCD Soundsystem
Roskilde Festival har mange gode muligheder for hvordan man skal afslutte sin festival. På Arena skal The Minds of 99 fyre den af, på Pavilion kan man blive opslugt af Sumacs post-metal, på Avalon kan man nyde bitter minimalist-punk fra Sleaford Mods, men for mig, er der kun en rigtig måde at afslutte årets festival på, nemlig til de smukke toner fra nyligt gendannede LCD Soundsystem. Hovedaktøren bag den smukke electro-punk er James Murphy, en mand der forstår på en gang at være visionær og nostalgiker, måske er han endda visionær i kraft af sin nostalgi. Han er sådan en stor musiknørd, at hans forskellige indflydelser smelter sammen til en eksperimenterende, poppet, vred, dansevenlig, lystig gryderet. Det er et sammensurium af en musiknørds mange yndlingskunstnere, og det er derfor ikke underligt, at LCD Soundsystem taler så stærkt til netop mig. Jeg har derudover kun hørt positivt om deres gendannelsesturne, så vi har noget at glæde os til.

PJ Harvey
Jeg gik helt amok, da jeg så, at PJ Harvey blev tilføjet til lineuppet. Musikeren, der har skabt så mesterlige plader som Let England Shake, Rid of Me, To Bring You My Love, Stories From the City, Stories from the Sea og det nye The Hope Six Demolition Project. Jeg har endnu ikke hørt Harvey lave noget, jeg ville kunne kalde dårligt, end ikke middelmådigt. Hun er den slags musiker, der aldrig hviler på laurbærerne og aldrig kunne drømme om at udgive noget, med mindre, hun havde noget på hjerte. Hun kan være både morbid, øm og dybt ubehagelig, mens hendes tekster kan rangere fra det meget symbolske og uvisse til det skarpt politiske. Med Harveys enormt høje bundniveau i forhold til musikken, forventer jeg intet mindre end en klassepræstation af en koncert, som ikke må misses, selvom Black Breath og Macklemore spiller samtidig. Ja uanset hvem, Roskilde havde sat samtidig, ville jeg vælge PJ Harvey. Hvis hun var sat oven i både Neil Young, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, New Order, Tame Impala og Grimes, ville jeg stadig vælge hende. For så vigtig er hun altså!

Det var så min top 15. Foruden dem, der optræder på listen, skal jeg på hovedfestivalen også se Calypso Rose, Sleep, Június Meyvant, The Entrepreneurs, Dizzy Mizz Lizzy, Blues Pills, Anderson.Paak, Protomartyr, Kakkmaddafakka, Mac DeMarco, Tenacious D og BadBadNotGood. Det var tilfældigvis kun navne fra hovedfestivalen, der optrådte på , men hvis der havde været noget spændende nok under opvarmningsdagene, ville det være endt på min top 15 alligevel. Der er dog alligevel godt med lækker musik de første par dage, og dette glæder jeg mig mest til:

15: The PowPow
14: Orm
13: Deadpan Interference
12: Virgin Suicide
11: Ondt Blod
10: Bersærk
9: Childrenn
8: Phlake
7: Klub 27
6: F.M.K.
5: For Akia
4: Sudakistan
3: Katinka
2: Hockeysmith
1: Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (10-6) + Copenhell

Udgivet den af
Svar

Roskilde Festivals lineup er altid spændende. Dels fordi, man kan komme til at se nogle personlige helte, man har holdt af i årevis, dels fordi man kan opdage noget ny, spændende musik, man ellers næppe havde hørt om. At lytte til hele lineuppet er næsten en lige så stor begivenhed for mig som selv festivalen. Jeg kan anbefale alle at gøre det. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg næppe opdaget tiendepladsen på denne liste.

10: Ho99o9
To af mine yndlingsgenrer er hip hop og punk. Hvad får man, hvis man blander de to sammen? Man får Ho99o9, et af ganske få industrielle hip hop-navne, jeg har hørt, der ikke bare lyder som en efterligning af Death Grips eller Kanye Wests Yeezus. De spiller på et tidspunkt, hvor der elllers er fed musik på næsten alle scener – Macklemore, Bisse, Kvelertak og Birdy Nam Nam spiller samtidig – og alligevel er disse ukendte punkrappere det, jeg vælger at se. Ho99o9 skulle være endnu mere aggressive og brutale på scenen end på deres indspillede materiale, og der går de ellers amok. Det er så grimt, at jeg ikke kan undgå at blive lidt forelsket i det, for det føles også oprigtigt. De sørger aldrig for at dvæle ved, hvor klamt det hele kan være (de har bl.a. skrevet om nekrofili), det er bare sådan de er, når de bliver vrede. Det bliver et vredt show uden lige.

9: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests
Der er mange måder, man kan starte hovedfestivalen på. Hardcore punk fra Frank Carter and the Rattlesnakes? Britisk hip hop fra Little Simz? Eller hvad med en stor fest, hvor arabisk og vestlig musik mødes i skøn forening? Det er stadig lidt usikkert, hvad “Guests” refererer til i koncertens titel, men der kommer en gæsteliste senere – alt efter hvor vild gæstelisten er, ville denne koncert godt kunne ende endnu højere oppe på listen. Men som det ser ud nu, får vi Damon Albarn, en af vor tids bedste musikere. Om det er hans arbejde med Blur, Gorillaz, The Good The Bad and the Queen, Africa Express eller hans solokarierre, så har han altid været en eventyrlysten og kreativ sjæl. The Orchestra of Syrian Musicians blev spredt for alle vinde, da krigen i Syrien brød løs, men de er blevet samlet igen Blues Brothers-style, bl.a. for at skulle åbne Orange Scene. Det er fandeme god stil.

8: At the Drive-In
Sidste år var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til Antemasque, det nyeste projekt fra genierne Omar Rodríguez-Lopez og Cedric Bixler-Zavala. De blev desværre nødt til at aflyse, men til gengæld fik vi en fremragende koncert fra svenske Bob Hund, og i år ser vi Omar og Cedric vende tilbage for fuld udblæsning med bandet, der gav dem deres gennembrud. At the Drive-In er fænomenal post-hardcore fra samme støbeske som NorthSide-aktuelle Refused, men At the Drive-In løfter det til et helt nyt niveau. Sangskrivningen på deres plader er så latterligt velgennemtænkt, at man har svært ved at sluge det, og det rammer den smukkeste mellemting mellem det vrede og det synderknuste. De har ikke turneret siden 2012, og det var kun en meget kortvarig genforening siden 2001, hvor de ellers gik i opløsning. Men nu er de tilbage, og det bliver for vildt.

7: Neil Young + Promise of the Real
Jeg har anmeldt adskillige Neil Young-plader allerede, og hvis du har fulgt mig længe, er det nok ikke svært at regne ud, at jeg beundrer Neil Young som sangskriver, som guitarist og generelt som kunstner, især i forhold til hans ældre materiale. Men selvom hans nyere plader ikke er nær så fede, så skulle hans koncerter stadig være mesterlige, og idet hans stemme aldrig var nogen skønhed til at begynde med, kan det stort set ikke høres, at han er blevet så meget ældre nu. Hans skrøbelige udtryk er virkelig rørende. Promise of the Real, som han også har lavet sin nyeste plade sammen med, består af to af Willie Nelsons sønner på guitar samt tre andre dygtige musikere. Siden Neil Young også er på guitar, kommer det til at blive en hjernedødt fed guitar-opvisning, som forhåbentlig blæser Roskilde omkuld.

6: Tame Impala
Da jeg første gang hørte Tame Impala-nummeret Elephant var jeg ellevild med det. Det var nyt og anderledes, men det var også fængende og underholdende. Det var sådan en sang, der bare øjeblikkeligt skulle høres igen og igen, for at man derefter kunne dykke ned i deres diskografi. Jeg elsker denne psykedeliske rock, men da de sidste år valgte at parkere guitarerne til fordel for synthesizers, var jeg stadig med hele vejen, for Currents er sublim, veludført synthpop, der i mine øjne er lige så formidabel som deres psych. Deres tre albums er alle virkelig fede, og jeg har tænkt mig at spæne ned til Arena, så snart Neil Young er færdig, for de har det med at gøre alt, de rører til guld. Jeg ville ellers også gerne have set Peaches og Mutoid Man, der begge spiller samtidig, men de smukke toner fra sange som Feels Like We Only Go Backwards og Let It Happen kan man ikke trække mig væk fra.

Dagene op til Roskilde Festival skal jeg for første gang på Copenhell, for som del 1 af denne top 15 antydede, er jeg ret stor fan af heavy metal. De har et helt vildt lineup i år. De har allerede udsolgt af lørdags- og partoutbilletter, men hvis du kan lide noget af den hårde musik, bør du overveje en endagsbillet til fredag eller torsdag. Hvis du har tænkt dig at tage afsted, men er lidt i tvivl om, hvad du vil se, har jeg lavet en top 15 over Copenhell-navne, jeg glæder mig til at se:

15: Amon Amarth
14: King Diamond
13: Rival Sons
12: Scorpions
11: Black Peaks
10: Gutterdämmerung
9: Decapitated
8: Abbath
7: Dropkick Murphys
6: Megadeth
5: Red Warszawa
4: Sólstafir
3: Alice Cooper
2: Black Sabbath
1: Converge

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (15-11) + Tinderbox

Udgivet den af
Svar

Ja, NorthSide har et fedt program, jeg glæder mig virkelig meget til en weekend i Århus fuld af sprød musik. Dog når det ikke Roskildes til sokkeholderne. Vi skal op i min NorthSide-top 5, før vi når musik, der kan måle sig med det, jeg skal til at præsentere her i bunden af listen. Jeg skal bo i campingvognsområdet sammen med tre gode venner, og så skal der ellers dyrkes god musik og god stemning i en god uges tid. Denne liste præsenterer noget af min yndlingsmusik i hele verden. Og det er endda hvor jeg har udeladet en masse vidunderlig musik, hvis der desværre var endnu bedre navne samtidig. Med andre ord, denne liste vil udelukkende have kunstnere, jeg selv skal se, uanset om et af mine yndlingsbands overlapper med noget andet, jeg endnu hellere vil se.

15: Gojira
Vi starter i det helt tunge hjørne. De kommer til at overlappe med så dygtige, spændende navne som Cate Le Bon, Hayden James og The Last Shadow Puppets, alle tre anbefalelsesværdige men franske Gojira er virkelig noget for sig. De udfordrer grænserne indenfor death metal med deres vilde ideer og konstant overraskende kompositioner. Det er meget nøjagtigt skåret og gennemtænkt, men det lyder stadig meget råt og følelsesrigt. De skulle, så vidt jeg har hørt, også være fantastiske live. Jeg har hørt flere sige, at de var højdepunktet på Copenhell sidste år. Det undrer man sig slet ikke over, når man hører plader som From Mars to Sirius eller L’Enfant Sauvage, for så hårdtslående, spændende musik er svær ikke at være entusiastisk over, så hvordan skulle det være muligt for bandet at give en dårlig koncert? Det er desuden næppe tilfældigt, at stort set alle deres plader også er udgivet i live-udgaver.

14: Ghost
Vores naboer i sverige er virkelig gode til at lave solid heavy metal: Opeth, Amon Amarth, Entombed, Meshuggah, In Flames, Sabaton, At the Gates, Cult of Luna, Tribulation, og jeg kunne blive ved. De har dog ramt noget ret specielt med Ghost, også kendt som Ghost B.C. Ghost laver metal, der ikke er særlig hårdt, men som alligevel lyder fedt og gør brug af mange sangskrivningsteknikker, der ellers ses i gotisk metal. Det, der dog for alvor gør dem tiltrækkende er nok, hvor teatralske de er. Der er noget unægteligt spirituelt over deres sange, og deres forsanger er efterhånden blevet kendt for sin sære kombination af en pavehat og skeletmaling. Hvis denne anti-pave-skikkelse ikke er gloværdig nok, så har de også et spektakulært sceneshow med sig, der har fået adskillige rosende anmeldelser med sig. Så overlever jeg nok, at de spiller oven i både So Pitted og Savages, hvor jeg alligevel har set sidstnævnte to gange. Hvis metal ikke lige er din kop te, så tjek alligevel Ghost ud, for det er noget af det blødeste metal, jeg kender.

13: Slayer
Hvor mange gange har du ikke stået til en tilfældig koncert og råbt “Spil noget med Slayer!”? Nu kommer et band, der med garanti vil levere masser af det. Det er så ufiltreret, følelsesrig thrash-metal, som man stort set kan finde, og de bliver stadig ved med at levere varen. De giver den så meget gas på deres instrumenter, at energien automatisk transcenderer bandmedlemmerne og kommer direkte ud til lytteren – det er umuligt at kede sig, når man lytter til Slayer. Min kærlighed til Slayer bunder meget i de samme kvaliteter, som findes hos Gojira, men Slayers bagkatalog er om muligt endnu vildere. De spiller oven i Action Bronson og Gramatik, men Slayer er for stort, til at man må misse det. De var jo praktisk taget med til at skabe thrash-metal.

12: Car Seat Headrest
Car Seat Headrest har jeg først stiftet bekendskab med for nylig, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at de skulle afslutte min fredag aften frem for Skepta, Meshuggah, M83 og James Blake, kunstnere, jeg har kendt i markant længere tid. Det er lo-fi indierock fra en ambitiøs og dybt original sangskriver ved navn Will Toledo. Han har et rigtig godt øje for tekster, og med sangtitler som Los Borrachos (I Don’t Have Any Hope s Nice) og Destroyed By Hippie Powers, hvad kunne man ellers forvente? Han kommunikerer sine store, forvirrede følelser meget klart gennem et væld af forskellige metoder, og han er i det hele taget aldrig bange for at tage en chance. Hvis det skulle fejle, kan han jo bare lave et nyt album – han er nemlig så produktiv, at han har lavet 12 plader siden 2010.

11: Red Hot Chili Peppers
Jeg elsker Red Hot Chili Peppers, og jeg er ikke en af de puritanere, der kun kan lide dem til og med BloodSugarSexMagik, ej heller har jeg kun øjnene for deres mere poppede plader fra Californication og frem. Jeg er vældig glad for det funky, vilde, ukontrollerede shit, de lavede i 80’erne og starten af 90’erne, men da de begyndte at gå i en mere poppet retning, viste de, at de kunne sætte et særligt spin på pop-rock med deres baggrund i funk. Noget af det bedste er nok endda i mine øjne, når de virkelig kombinerer de to stilarter. Singler som By the Way og Can’t Stop er blandt mine favoritter af den årsag. Men sange som Scar Tissue, Under the Bridge og Dark Necessities er også glimrende, velskrevne sange, som vil være fede at høre live. Men jeg kan nok ikke komme udenom, at deres funk-rock nok er det, der vil fungere bedst live. Det skal nok blive en fest, når de fyrer Give it Away, Higher Ground eller Police Helicopter af. Og glem så, hvor skidt det måske var i 2007. De skammer sig med garanti også selv over det, og derfor har de nok blot støre incitament til at levere et brag af en koncert. Hvis du alligevel ikke har lyst til at se dem, så spiller Hinds og Anna von Hausswolff samtidig, og begge kan absolut anbefales.

Det var så de første fem. Jeg håber, jeg har introduceret jer til noget musik, I ellers ikke havde overvejet at få set, selvom Red Hot Chili Peppers nok ikke er den store øjenåbner for mange. Dagene op til Roskilde Festival finder Tinderbox sted i Odense, og hvis man mangler noget at lave der, bør man overveje det, for de har nogle ret vilde navne. Hvis man skulle overveje det, er her de 15 Tinderbox-navne, jeg selv ville have mest lyst til at se:

15: Veronica Maggio
14: Ukendt Kunstner
13: Lukas Graham
12: Turboweekend
11: Volbeat
10: Baby in Vain
9: Dizzy Mizz Lizzy
8: The Minds of 99
7: Band of Horses
6: Of Monsters and Men
5: Flogging Molly
4: Suede
3: Malk de Koijn
2: Rammstein
1: The National