90’ernes hip hop-landskab var domineret af en kamp mellem øst- og vestkysten. På østkysten var der navne som Jay-Z, Nas, Wu-Tang Clan og naturligvis The Notorious B.I.G., hvor sidstnævnte virkelig var ansigtet for østsiden af krigen. På vestsiden er det oplagt at pege på 2pac, men 2pac var næppe blevet til noget, hvis grundlaget ikke var blevet lagt af folk som Dr. Dre, Snoop Doggy Dogg, Warren G og the Lady of Rage. Hele dette crew blev præsenteret til verden med Dr. Dres solodebut, The Chronic fra 1992. Dre var tidligere medlem af N.W.A., og han var ikke ligefrem den mest frembrusende rapper i den gruppe. Han markerede sig dog for alvor, da han gik solo, hvor han skabte en ny lyd, han kaldte G-Funk. Det navn er en hyldest til P-Funk, altså Parliament-Funkadelic og deres associerede grupper. G-Funk sampler netop meget klassisk P-Funk, som jeg jo holder rigtig meget af. Klassiske funknumre som Mothership Connection (Star Child), Atomic Dog og P. Funk (Wants to Get Funked Up) får helt nyt liv, når de kommer gennem Dres producerstol. Man tænker på Dres nyfortolkninger, og kun Dres nyfortolkinger, når man hører introerne til Fuck wit Dre Day (And Everybody’s Celebratin’) eller Nuthin’ But a “G” Thang.

Det er måske kun Dres navn, der står på pladecoveret, men det er på ingen måde kun hans værk, som man ellers var vant til med soloplader fra den tid. Efter min mening, kunne Snoop Doggy Doggs navn faktisk lige så godt også stå med store bogstaver, for det er regelen rettere end undtagelsen, at Snoop medvirker på et nummer. Hans charme tilføjer rigtig meget til stemningen, og jeg har ret svært ved at være sur, så længe Snoop er i gang med et vers. De andre gæster, såsom Kurupt, Jewell, Dat Nigga Daz, The D.O.C. og Nate Dogg tilføjer også masser af variation, uden at nogen af dem på noget tidspunkt trækker kvalitetsniveauet ned, som det ellers tit kan ses på rapplader med mange gæstevers. Ja, det er faktisk mere sandsynligt at få en dårlig linje fra Snoop eller Dre end fra gæsterne. De to er ikke kendt for at være de mest lyriske i verden, men de har både rigtig gode og knap så gode øjeblikke. De er fx meget interessante på den introspektive Lil’ Ghetto Boy, og den overdrevent voldelige A Nigga witta Gun er dejligt blodig og truende, mens der også er rigeligt med god ordleg.

Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor underholdende The Chronic er i løbet af hele sin varighed. Jeg følte aldrig, at materialet ikke kunne holde til de 62 minutter, pladen varer. Jeg følte til gengæld som tidligere nævnt, at både Dre og Snoop kan komme med nogle lettere middelmådige linjer; “Give me the microphone first so I can bust like a bubble” er ikke ligefrem den mest hårdføre gangsta-linje i raphistorien. Det væsentligste problem, jeg kan pege på er skits, som The $20 Sack Pyramid, The Doctor’s Office og diverse dialogbaserede introer, såsom den til Deeez Nuuutz. Nogle er ret sjove, især The $20 Sack Pyramid, men ingen af dem tilføjer noget til musikken, og de er ret distraherende. De er spredt langt nok fra hinanden til, at de i det mindste er med til at skabe variation, men det gør albummet noget mindre sammenhængende. Jeg har personligt lyttet til langt mere hip hop fra østkysten end fra vestkysten, så at opleve en magtdemonstration af denne kaliber gør mig meget interesseret i at udforske kunstnere som Snoop Doggy Dogg, Nate Dogg, Warren G og The Lady of Rage yderligere, for The Chronic er en imponerende plade på rigtig mange måder.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.