Kategoriarkiv: Anmeldelser

488 – D’Angelo – Voodoo (2000)

Udgivet den af
Svar

D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.

489 – Steve Earle – Guitar Town (1986)

Udgivet den af
Svar

Jeg er generelt ikke alt for imponeret af specielt meget country-musik. Det meste ser jeg som kønsløst, kedeligt og uvigtigt. Jeg ved ikke hvad, der tiltrækker andre til country, for selv kan jeg ikke se andet i det end stemningen. Og den stemning kan jeg også få hos masser af rockmusik, der samtidig leverer rigere musikalske oplevelser. Med det sagt er Steve Earle ikke halvdårlig, og hans debutalbum, Guitar Town fra 1986, har faktisk nogle halvrige musikalske oplevelser. Han er da heller ikke fuldblods country, han arbejder mere med country-rock, og rockelementerne er oftest det, der holder min interesse i albummet. Albummets største bedrift er nok det charmerende åbningsnummer, Guitar Town. Han synger om sig selv med et smil på læben, som bliver leveret så godt, at man nærmest kan se hans ansigtsudtryk for sig, når man lytter til den. Dens riff er fængende, og jeg bliver selv rigtig glad i låget, når jeg synger med på guitar-overgangen mellem to linjer. Charme er noget, der virkelig bærer Guitar Town – uden den ville det være en langt kedeligere oplevelse.

De to første numre – Guitar Town og Goodbye’s All We’ve Got Left er rigtig gode, og pudsigt nok mærker man tydeligere rockindflydelsen i dem, især sammenlignet med det tredje nummer. Hillbilly Highway lyder alt for meget som en andenrangs Hank Williams-efterligning, hvis du spørger mig. Omkvædet falder også i en anden fælde, som viser sig at være pladens største problem, nemlig at teksten bliver meget corny. Det er til at holde ud, men sangen ville være meget lettere at overkomme, hvis han ikke lavede sådan nogle tumpede knæk i sin stemme konstant. Versene er til gengæld rigtig godt skrevet, og det ville nok være bedst hvis der slet ikke var et omkvæd, hvilket er noget, albummet heldigvis holder sig fra det meste af tiden. Steve Earle smører sit charmerende lille smil fra sine læber på My Old Friend the Blues, en langsommere sang, der lyder ganske oprigtigt udmattet. Udmattelse er netop en af de følelser, som bedst kan udtrykkes gennem countrymusik, så der er ikke meget genrefusion på det nummer.

Steve Earle er som sagt værst, når han bliver for corny, og ingen sang på Guitar Town er mere corny end Little Rock n’ Roller. Det er næsten til at brække sig over, når han synger linjer som “Cause I know there’s an angel just for rock ‘n’ rollers” i omkvædet til sangen, der er en undskyldning om hvorfor han ikke kan komme hjem til sin søn i nat. Hans ellers charmerende lille smil bliver så fedtet at han lige så godt kunne være vært på America’s Funniest Home Videos. Han afslutter albummet med den minimalistiske Down the Road, og minimalismen passer meget godt til hans landlige personlighed. Steve Earle er ikke meget pompøs. Han er som hvis en eller anden fyr, som du engang har mødt på landet, begyndte at lave country-rock og viste sig at være ret god til det. Guitar Town er på den måde fejlfyldt, men den føles altid så jordnær, at man kan undskylde fejlene let. Hvis du kan lide countrymusik, så erGuitar Town nok et album for dig, og selvom visse sange kan nydes af en, der sjældent lytter til country frivilligt, er albummet som helhed mest reserveret til folk, der lytter til det regelmæssigt.

490 – Gang of Four – Entertainment! (1979)

Udgivet den af
Svar

Gang of Four udgav i 1979 deres højst nytænkende debutplade, Entertainment!, og den er noget ganske særligt. Det er post-punk, så mange inspirationer kommer selvfølgelig fra punkrocken, der hærgede verden tidligere i 70’erne. Punk var generelt rigtig simpelt, så mange bands begyndte mod slutningen af 70’erne og et godt stykke oppe i 80’erne at komme med diverse kreative idéer om hvordan man kunne puste nyt liv i genren. Gang of Four pustede ikke blot nyt liv i punk, de pustede nærmest nyt liv i rockmusikken som helhed. De har meget af punkens aggression og funkens festlighed, samtidig med at de inkorporerer store, turbulente følelser. Hvis du ikke kender til Gang of Four, minder denne beskrivelse dig sikkert om de tidlige år i Red Hot Chili Peppers’ karriere, og de er sjovt nok også store fans af Gang of Four. Deres musik er voldsom, men den bliver aldrig til noget, som nogen ville kvalificere som støj. De slår hårdt med tunge guitarer og basser, der hamrer igennem en eller anden abstrakt mur.

Samtidig er de rigtig underholdende. At de formår at være så sjove at lytte til, selvom man stadig kan mærke de følelsesmæssige nervesammenbrud er nærmest magisk. Man kan blot vælge at fokusere en smule mere på det ene end det andet, og vupti: så har det lige så stor effekt. Det ene distraherer aldrig fra det andet, de arbejder rettere sammen om at skabe et multifunktionelt lydunivers. At det netop er så multifunktionelt gør, at man kan lytte til Entertainment! stort set uanset hvilket humør man er i. Sangene er meget skæve; de bliver ofte sunget på en meget mekanisk måde, hvor hver stavelse bliver adskilt fra den næste, og de lyder fuldstændig gale i bøtten meget af tiden. På nummeret Anthrax synger forsanger Jon King f.eks. om hvordan han skulle have hørt at kærlighed er som en miltbrand, hvilket medfører at han helst vil undgå sådan noget. Samtidig snakker en eller anden i baggrunden om noget, som nok alligevel næppe har nogen relevans. Det bliver dog til en interessant musikalsk oplevelse, især da han af og til beslutter sig for at afbryde sine egne sætninger for at synge enkelte sætninger sammen med King.

Gang of Fours lyd er noget, jeg aldrig har hørt fra andre end dem. Jo, som sagt kan man tydeligt høre deres ekko i de første ca. 5 Red Hot Chili Peppers-plader, men det er mest i instrumentationen. Sangene er skrevet meget forskelligt, og Gang of Fours desperation, angst og diverse andre særheder giver dem så ufatteligt meget personlighed, og samtidig er sangene fængende som bare pokker. Jeg har selv tit og ofte gået rundt og nynnet dem, og det er nok ikke noget, som kun jeg gør. De sidder dog ikke fast på grund af gentagelser – for selvom det bliver gentaget, er man lige fra første gang, man hører en bestemt lyd betaget nok af den, til at man har lyst til at høre den igen. Hvis du kan lide punk, post-punk, alternativ rock, funk, funk-rock eller bare enhver form for eksperimentel musik, har Gang of Four noget for dig. Ikke et af disse elementer bliver tilsidesat, og ikke et af dem tager opmærksomheden fra resten; de arbejder blot sammen om at skabe et af tidens absolut bedste albums – og et der stadig holder.

491 – Mott the Hoople – All the Young Dudes (1972)

Udgivet den af
Svar

Siden deres debut i 1969 havde Mott the Hoople haft manglende kommerciel succes med den hårde rock, de lavede. I 1969 fik en anden musiker dog succes: David Bowie fik et enormt hit med Space Oddity, og over de næste par år blev Bowie kun mere succesfuld, imens Mott the Hoople overvejede at forlade branchen fuldstændigt. David Bowie var stor fan af dem, og derfor havde han selvfølgelig hørt rygterne. Da opsøgte Bowie i starten af 1972 dette ellers totalt ukendte band, og tilbød dem en sang han havde skrevet, der hed All the Young Dudes. Dette nummer var ikke rigtig noget, der mindede om resten af Mott the Hooples diskografi, da de jo før mest havde lavet hård rock, mens Bowie i løbet af 70’erne havde udviklet glam rock-genren, der var storladen, pompøs og selvironisk. Det var noget af et vendepunkt for Mott the Hoople, for selv de havde næppe en anelse om, hvor meget dette nummer ville påvirke resten af deres karriere. Sangen blev udgivet som single i Juli 1972, og i september udkom den på et album, som ligeså kom til at hedde All the Young Dudes.

All the Young Dudes er en sang om lige det, titlen antyder. Det refererer til meget af tidens kultur, men den er stadig en helt og aldeles tidløs sang. Man mærker rebelsk tankegang og manglende fokus. Man kulde kalde det for en ironisk kritik af ungdommen, men selvom den selvfølgelig ikke maler ungdommen op som absolutte engle, er det en ren hyldest af ungdommelig letsindighed, og dermed både dennes gode og dårlige sider. Så jo, deres største hit fortjener sin berømmelse, men hvad med resten af albummet? Det er også rigtig godt. Kun titelnummeret er skrevet af Bowie, men man mærker hans indflydelse hele vejen igennem. Det åbner med et cover af Sweet Jane af The Velvet Underground, som jo også havde inspireret Bowie meget, og coveret er meget lavet i Bowie-stil. Hvis jeg ikke var større Bowie-nørd end jeg nu engang var, ville jeg næppe kunne høre, at det ikke var Bowie. De andre 7 sange er alle skrevet af gruppens medlemmer, og de er også ganske habile sangskrivere.

Sucker er et af mine personlige yndlingsnumre. Det er en fængende, skæv sang, der har en meget finurlig lille overgang, der går plink-plank-plink-plank, på et strengeinstrument, som jeg ikke har kunnet finde ud af navnet på, men det lyder en kende asiatisk. Et andet nummer, der virkelig udmærker sig er Ready For Love/After Lights, et nummer der har melankolske vers, der i stemning minder mig meget om Aerosmiths klassiske Dream On, der blev udgivet året efter. Omkvædet er fængende og hårdtslående, og det sørger for at melankolien ikke gør sangen for kedelig, samtidig med at tonen ikke bliver totalt ruineret. Det største problem med dette album er, at de fleste af omkvædene kun er en enkelt linje, der bliver gentaget igen og igen eller varieret minimalt på. Sådan noget er normalt ikke noget, der irriterer mig, men det sker så ofte her, at det suger lidt af energien væk. Mott the Hooples målgruppe er ret simpel at definere: Lyt til All the Young Dudes, hvis du kan lide David Bowie, og hvis du ikke har lyttet til nok Bowie, til at den anbefaling betyder noget for dig, så lyt til noget Bowie først, for det burde være en langt vigtigere prioritet.

492 – Pearl Jam – Vitalogy (1994)

Udgivet den af
Svar

Det første ord, der springer frem, når jeg tænker på Pearl Jams Vitalogy fra 1994 er “fejlfyldt”. Det har som få andre albums på denne liste fejl, som er næsten indiskutable. Det er generelt ikke et album, som de fleste vil have lyst til at lytte til hele vejen fra ende til anden. Pry, To er et nummer, hvor forsanger Eddie Vedder i højere grad end ellers mumler sig igennem noget nonsens med en ikke specielt vellydende guitar, der fjoller rundt i baggrunden. Aye Davanita kører med et eller andet folkemantra ovenpå en almindelig grunge-instrumentation, og det kommer virkelig ikke nogen vejene. Albummet går nærmest bare i 3 minutters tomgang. Bugs kører på et afskyeligt harmonika-riff, som de fleste nok ville få hovedpine af – lige dette nummer kan jeg selv ret godt lide, da det har en hylemorsom tekst, men det ødelægger virkelig stemningen, albummet havde godt gang i. Det absolut værste nummer er afslutningsnummeret, Hey Foxymophandlemama (Stupid Mop), der kører i næsten 8 minutter med en barnestemme, der på sine knæ beder om brutal sex. Det er svært at holde ud at lytte til.

Når albummet dog bliver godt, er det fantastisk. Sange som Better Man og Nothingman er meget rørende fortællinger om individer, der er deprimerede og i det hele taget har det meget svært. Nothingman er ganske vist ikke nær så stærk som Better Man rent lyrisk, men den bliver spillet og sunget, så det bliver til en ren tåreperser. Begge hovedpersoner er fortvivlede over manglende held i kærlighed: manden fra Nothingman er trist og ensom, og kvinden fra Better Man er endt hos et røvhul, som hun ikke kan komme af med. Spin the Black Circle er et meget aggressivt lydende nummer, der kører på hurtige, kraftige akkorder. Teksten handler i sig selv bare om vinylplader, men melodiens vrede er hårdtslående, og den er en af den slags sange, der om noget sætter blodtrykket i gang. Albummet kan virkelig blive smukt til tider, og med undtagelse af de 4 første sange, jeg snakkede om, er alle melodier skrevet, så de udtrykker et væld af store følelser. Næsten intet føles banalt, og stort set det hele føles vigtigt

Pearl Jam var i højere grad end de fleste af samtidens bands historiefortællere. De fortalte tit historier, som ikke rigtig havde noget med virkeligheden at gøre. Hvor bands som Nirvana og Alice in Chains ville fortælle om forsangerens strabadser, opdigtede Pearl Jam ofte historier om individer, som slet ikke eksisterede som bestemte personer i den virkelige verden, men de gør det stadig så jordnært, at man let kan forstå, hvorfor det er, som det er. Det store problem med albummet er, at der netop er de her få numre, der bare ikke er gode og ikke tilføjer noget som helst til oplevelsen. Det er numre, der nok helst bør springes over, når man lytter til albummet, og sådan noget gør, at næsten ingen ville kunne kalde dette for et perfekt album. Vi snakker ikke om fyld, vi snakker om ragelse, der faktisk blev lavet for at irritere Pearl Jams pladeselskab. Hvis vi dog ser bort fra disse numre, er Vitalogy et af de bedste albums, alternativ rock har at byde på. Sagen er bare, at disse numre kan være svære at se bort fra, så de trækker kraftigt ned.

493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Udgivet den af
Svar

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.

494 – Cyndi Lauper – She’s So Unusual (1983)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens store verden handler det ikke blot om at have talent. Der er mange, der laver popmusik, og desværre bliver de bedste sjældent opdaget. Hvem bliver så opdaget? Dem, der har personlighed. Og det har Cyndi Lauper uden tvivl. Hendes stemme er af og til så knivskarp at det skærer, og hun får David Bowie til at ligne en kontorarbejder med sin påklædning. Netop Bowie havde i løbet af 70’erne gjort det næsten umuligt for en tilbagelænet musiker at gøre sig bemærket. Og Lauper angriber dig med sømmet i bund på She’s So Unusual fra 1983. Hun har kun været med til at skrive 4 af de 10 sange, og der er ingen gennemgående sangskrivere, men albummet føles alligevel rigtig struktureret. Det lægger stærkt ud med Money Changes Everything, en satirisk sang om materialisme, der handler om at hovedpersonen slår op med sin kæreste af økonomiske årsager, meget som hvad Madonna ville gøre året efter med Material Girl. Lauper fortæller dog som tredjeperson, hvilket gør hende noget mere sympatisk end Madonna, selvom Madonna nok gør sangen morsommere.

Næsten alt på albummet er meget traditionelt opbygget, og selvom musikken derfor kan komme til at virke ensformig for mange, ser jeg selv She’s So Unusual som et godt eksempel på hvordan repetition kan virke. Sangene ville næppe have været nær så stærke, hvis repetitionen ikke gjorde oprigtigheden i hendes ellers meget skingre vokal tydelig. Denne vokal kan igen være et problem for mange lyttere – den bliver for eksempel alt for skinger på Girls Just Want to Have Fun, hvis du spørger mig. Den sang har jeg adskillige problemer med – den lyder alt for latterlig til, at den på nogen måde kunne sprede sit budskab om seksuel frihed, den generaliserer alle unge pigers behov til kun at være at have det sjovt, og den er alt i alt en af 80’ernes mest daterede sange. Kan nogen egentlig stadig lide den sang af ikke-ironiske årsager? Albummets største problem er i det hele taget at det lugter så meget af 80’erne, at det kan føles alt for tumpet at lytte til. Når det undgår sådan nogle huller, er det til gengæld fuldstændig fantastisk

Den falder dog lidt for ofte i dem, men et godt eksempel på en sang, der stadig føles frisk i 2012 er She Bop. Tonen på det nummer er dramatisk, og den arbejder rigtig seriøst med onani. Den slår hårdt til, og den kunne lige så godt være skrevet i dag – ikke at nogen nutidige musikere ville kunne gøre det lige så godt som Lauper, for hendes stemme er som skabt for den sang, der da også er blandt dem, hun selv skrev delvist. Alle de fem kommercielt udgivne singler blev enorme hits, og de er blandt hendes mest berømte sange. De andre sange på albummet er dog også værd at lytte til, f.eks. Witness og hendes cover af Princes When You Were Mine. Dette cover minder meget om originalen, men det står næsten bedre til Laupers stemme end Princes, og da teksten ikke er blevet ændret det mindste, bliver betydningen derfor ændret til at hendes ekskæreste viser sig at være homo- eller biseksuel; “I know, that you’re goin with another guy” synger hun. She’s So Unusual kan anbefales til fans af 80’er-pop, men hvis du ikke elsker 80’erne mere end så mange andre årtier, viser alderen sig tydeligt.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Udgivet den af
Svar

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a Cat, Whatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.

496 – Kiss – Destroyer (1976)

Udgivet den af
Svar

Kiss var en af de grundlæggende grupper, når man snakker inspirationen for hair metal, som blev til en utrolig stor genre i 80’erne med bands som Van Halen, Def Leppard og Bon Jovi, og et af deres bedste albums er Destroyer fra 1976. Kiss lavede noget af tidens lettest tilgængelige heavy metal, og de gjorde sig bemærkelsesværdige ved hjælp af deres teatralske optrædener. Det her er så ikke et live-album, men det har stadig en meget bombastisk lyd. Kiss’ musik er delvist designet til at være fuldkommen latterlig, og selvom 80’ernes hair metal gentog denne idé utrolig mange gange i løbet af et årti, holder Kiss’ tåbelighed meget bedre. De forkastede ikke teksterne, bare fordi de lavede “tåbelig musik”. Nej, de forsøgte på at gøre teksterne så latterlige som muligt. Åbningsnummeret, Detroit Rock City, handler om, at vores fortæller kører i sin bil om aftenen, og da han når til Detroit, bliver hans yndlingssang spillet i radioen. Han bliver da vild af bare lykke og begynder at køre som en galning. Dette latterlige koncept er svært ikke at holde af.

Kiss har mange af deres bedste melodier på denne plade, og efter meget kort tid, kan man synge med på næsten hvert eneste omkvæd. Detroit Rock City, God of Thunder, Flaming Youth og Shout it Out Loud kommer nok til at sidde fast i hovedet, de kan til hver en tid fyres af til en fest, og der bliver lagt enorm energi i dem. Ingen overmelankolske dramatiseringer, for Kiss indså noget, som de fleste efter dem ikke formåede. At være latterligt melankolsk er sjældent morsomt – det er bare trættende at høre på. Derfor holder de energien næsten konstant i gang i løbet af de første 7 numre. Det bliver dog måske lidt for meget, men heldigvis foretager det ottende nummer, Beth, en total ændring. Det fungerer rigtig godt at fjerne de tunge elektriske guitarer for en stund og bare synge en smuk lille kærlighedssang, der faktisk lyder oprigtig. Bløde strygere og klaver kører under teksten, og trommeslager Peter Criss synger for på dette nummer. Han nærmest græder sig igennem teksten, og overraskende nok, lyder han ikke tumpet, når han gør det.

Før det er der dog et andet nummer, der kører på strygere. Great Expectations har en nærmest Queen-agtig lyd med enorme opera-inspirerede kor. Den er en af de mest latterlige sange på pladen, og uden tvivl også en af de bedste. Det nummer eskalerer meget, og som sangen når tæt på slutningen, bliver omkvædet enormt højlydt. Ace Frehley spiller for på guitaren på de fleste numre, og han er en knaldhamrende dygtig guitarist. Selvom sangene er sjove og dumme, så bliver der lagt enormt meget arbejde i al instrumentationen – især Frehleys guitarsoloer. De får guitaristen Dick Wagner fra Alice Cooper til at spille to guitarsoloer på bandet, og det passer perfekt sammen med Kiss, for Kiss var i deres udtryk meget inspireret af Alice Cooper og New York Dolls. Disse to bands var meget glamourøse og hårdtslående, og Kiss formåede at fordoble begge faktorer. Hvis du har lyst til noget sjov, letsindig hård rock, så er Kiss lige din boldgade. Det store problem ligger bare i, at der ikke er meget at komme efter, hvis du vil have noget lidt mere dybsindigt.

497 – Public Enemy – Yo! Bum Rush the Show (1987)

Udgivet den af
Svar

Public Enemy er ikke blot en af 80’ernes bedste rapgrupper, de kunne meget vel være den bedste hip hop-gruppe nogensinde. Deres debutalbum, Yo! Bum Rush the Show fra 1987 viser klart deres talenter. De er ikke bange for noget som helst, og deres mod er nok en af de helt definerende karakteristika. Følelsesladet hip hop var ikke rigtig noget man havde i 80’erne, men selvom ingen andre grupper heller ville indrømme deres eventuelle fejltrin, virker Public Enemy stadig som de mest hårdføre af dem alle. De havde selvtillid som ingen andre, og de vovede at berøre nogle ret så kontroversielle emner. For det meste er der faktisk kun en enkelt, der rapper, i gruppen, nemlig Chuck D. Den anden vokal, Flavor Flav, fungerer oftest som det man kalder hype man. Det vil sige at han egentlig kun kommer med indskudte udråb, der skal øge effekten af de i forvejen hårdtslående sange. Sådan noget var set tidligere i hip hop – Grandmaster Flash havde f.eks. en hypeman – men ingen havde gjort det i samme grad som Public Enemy. Flavor Flav sørger for variation og enormt øget styrke til Chuck D’s vers.

Yo! Bum Rush the Show starter ud med You’re Gonna Get Yours, et nummer, der kører over et dejligt guitar-sample af en totalt ukendt funksang ved navn Getting it On. Public Enemy har altid udmærket sig ved at inkorporere samples af sange, som langt de færreste lyttere vil kende, hvilket gør lyden dejlig frisk. Samtidig er det produceret så godt, at selv når de bruger lettere genkendelige sange, føles det stadig som skræddersyet til deres musik. You’re Gonna Get Yours handler om en biljagt, hvor vores hovedpersoner bliver jagtet af politiet. De første tre vers handler mest om at gøre grin med politiet og at snakke om gruppens bil – hvilket let kunne blive trivielt, hvis det ikke var for Flavor Flavs energi, og Chuck D’s utrolig underholdende beskrivelser. Jeg har aldrig været så underholdt af at få en velfungerende bil beskrevet. Det bliver dog virkelig interessant, når man når til det fjerde og sidste vers. Det viser sig, at politiet jagtede dem helt uden grund.

Public Enemy har tit solgt sig selv med det politiske indhold i deres sange, og det er da også en af deres meget interessante sider. Men alle kan være politiske, det kræver virkelig ingenting at skrive en historie om politisk uretfærdighed. Det, der til gengæld kræver talent er at gøre sangen underholdende. Teksterne på Yo Bum! Rush the Show har mange små interne rim, altså rim, der foregår i løbet af en enkelt linje, og allitterationen er helt på plads. Sådanne ting kan virke trivielle, men de føjer meget energi til en sang, og disse småting forhindrer hip hop fra at lyde for meget som børnerim. At have alle disse ting på plads i sin lyd er så imponerende nok, men at man samtidig kan lave strukturerede sætninger med god legen med ordene inden for disse rammer er virkelig værd at beundre. Der er næsten altid meddelelser om racisme, politieffektivitet e.l. i deres sange, men det er langt fra altid fokus – den bliver lagt mere i energien og humoren, og den har de også masser af. Yo! Bum Rush the Show er en af de bedste hip hop-plader nogensinde, og jeg ville endda kun kalde den Public Enemys tredjebedste plade, så det siger noget om gruppens generelle kvalitet!