Forfatterarkiv: Kjartan

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.

302 – Eminem – The Marshall Mathers LP (2000)

Udgivet den af
Svar

Eminem er en af de mest populære rappere nogensinde, og det er velfortjent. Han har skrevet mange suveræne sange, og hans tidlige albums er opfattet som klassikere i hip hop-kredse. Det mest populære af dem alle er The Marshall Mathers LP fra år 2000. Noget af dennes store succes kommer fra singlerne The Real Slim Shady og Stan. The Real Slim Shady er “bare” det, man forventede fra Eminem dengang: 5 sjove minutter, hvor han sviner alle og enhver til, mens han siger masser af grove ting, der dog er virkelig morsomme. En af de bedste linjer er “Will Smith don’t gotta cuss in his raps to sell records; Well I do, so fuck him and fuck you too!” Denne persona, som Eminem selv kalder Slim Shady, benyttede han sig meget af på hans foregående album, The Slim Shady LP, men der er faktisk skruet godt og grundigt ned for det på The Marshall Mathers LP. Der er sange som Kill You, The Real Slim Shady, Remember Me? og en del andre, men mange af numrene er mere inderlige og personlige.

F.eks. er Stan sådan et nummer, og som det andet nummer på pladen viser det efter den grove Kill You en dengang helt ny side af Eminem. Sangen handler om en Eminem-fan, der bliver helt besat af Eminem, og han gør nogle ret ukloge ting, som jeg helst ikke vil afsløre. Eminem reflekterer i sidste vers over sin indflydelse på sine fans, og det er et gennemgående emne på pladen. Who Knew handler om dette i løbet af hele nummeret, her dog med et helt andet synspunkt, nemlig at forældrene burde tage mere ansvar, og at de bør have større indflydelse end Eminem. På The Way I Am får vi et meget personligt og mørkt indblik i Eminem som menneske – eller Marshall Mathers, som hans borgerlige navn jo er. Dette borgerlige navn har givet navn til pladen såvel som en af sangene, én, der simpelt nok hedder Marshall Mathers. Den handler om hvordan lille hr. Mathers reagerer på sin pludselige berømmelse. Det sidste af de mere personlige numre er Kim, der maler et voldsscenarie mellem Eminem og hans ekskone. Det er et skræmmende nummer, og det kan godt føles ret ubehageligt, men det virker rigtig effektivt.

Dog ikke alt på The Marshall Mathers LP er helt perfekt. Dels er der nogle skits, der med undtagelse af introen Public Service Announcement 2000 ikke bidrager specielt meget til albumoplevelsen. For at gøre det værre, er ingen af dem specielt morsomme, med undtagelse af Ken Kaniff, der til gengæld er den, der varer længst tid. Denne og Steve Berman varer begge omkring et minut, og det er bare alt for lang tid. Heller ikke alle linjerne er lige morsomme, og især gæsterne på Remember Me, Amityville og Under the Influence virker som om, de bare desperat prøver at efterligne Eminem, uden at de forstår, hvorfor Eminems musik virker. Til gengæld er gæsterne på Bitch Please II rigtig gode, og de har personlighed – men de er trods alt også Dr. Dre, Snoop Dogg, Nate Dogg og Xzibit, mens gæsterne på de andre numre er forholdsvis ukendte navne. De to sange efter Kim  burde nok også være skåret væk, for Kim ville være en perfekt afslutning, og pladen er lang nok i forvejen med sine 72 minutter. Sådanne ting kunne være forfærdelige elementer for enhver anden rapper, men Eminem er en dygtig lyriker nok til at opveje det, og The Marshall Mathers LP er en flot omend meget upoleret diamant.

303 – Jeff Buckley – Grace (1994)

Udgivet den af
Svar

Den amerikanske folksanger Tim Buckley døde som blot 28-årig i 1975, men han efterlod verden en virkelig talentfuld søn, der også ville blive musiker. Han hed Jeff Buckley, men han døde desværre også i en ung alder, så han nåede desværre kun at udgive et enkelt album før sin død som 30-årig. Dette album hed Grace, og det blev udgivet i 1994. Grace  giver en rigtig god forståelse af, hvilken slags musiker Jeff Buckley var. Hans musik var meget følsom og guitarpræget, men han kunne både være stille og virkelig rocket. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme med er Radiohead-albummet The Bends, hvorpå Thom Yorke faktisk tog en hel del inspiration fra unge Buckley til sin vokal. Hvor musikken på Grace altid føles meget følsom, betyder det dog ikke, at det altid er stille musik. Numre som So Real og især Eternal Life er ret hårde, og virker ret inspireret af Led Zeppelin anno ca. 1973. De fleste sange er dog ret langsomme – selv So Real er til trods for sin tunge lyd, en ret langsom sang – og det passer nok i grunden bedst til den skrøbelighed, han præsenterer.

Buckley har selv været med til at skrive de fleste af sangene på pladen, men mellem de 10 numre, har der sneget sig hele 3 covers ind. Først et af Lilac Wine fra musicalen Dance Me A Song. I Buckleys udgave kan man stort set ikke høre, at den nogensinde har været i en musical, så trist gør han den, og den har ellers altid været en trist sang. Her lyder den bare fuldkommen deprimeret. Det mest populære nummer, Buckley nogensinde optog, er også et cover, et af Leonard Cohens Hallelujah. Det er en fantastisk udgave, og selvom Cohens original er virkelig god, så er Buckleys nu engang min favorit. Den er virkelig smuk, og selvom den med sine næsten 7 minutter er pladens længste sang, så kan man slet ikke mærke det. Det føles bundærligt, og Buckley er en gudbenådet sanger, som virkelig kan få hver tone til at ramme dig dybt nede. Pladens sidste cover er af salmen Corpus Christi Carol, og det er derimod pladens korteste nummer, og det er også godt det samme. Det er en flot melodi, og guitarspillet er virkelig godt. Buckleys falset herpå bliver bare meget irriterende, men ellers er det en rigtig flot fortolkning.

Jeff Buckleys sangskrivning på sine egne sange er det, der virkelig driver værket i løbet af Grace. De er generelt ret lange, hans originale numre er alle mellem  4½ og 7 minutter, men han formår slet ikke at kede mig i løbet af nogen af dem. Dette er selvfølgelig ikke kun på grund af de velskrevne numre, selvom det er hovedårsagen. Meget af det ligger også i, at Buckley spiller det hele formidabelt. Resten af bandet skal selvfølgelig også roses, men Buckley spiller selv langt det meste på pladen; bassisten og trommeslageren er fast, og der er nogle få gæstemusikere, men derudover spiller Buckley bare virkelig effektivt på både guitar, orgel og dulcimer. Buckley udviser i løbet af Grace enorm musikalitet i sin sangskrivning og i opførslen af numrene, og han gør samtidig sin plade til en virkelig følelsesrig og charmerende plade. Man har let ved at relatere til den, og der er masser af avanceret musikalsk guf, man kan analysere. Der er meget lidt, der ikke er helt perfekt på Grace, og det er en af 90’ernes allerbedste plader.

304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Udgivet den af
Svar

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger “Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.

305 – Beck – Odelay (1996)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som Girl, Lost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils Haircut, Hotwax, Jack-Ass, Sissyneck, High 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils Haircut, The New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

306 – Frank Sinatra – Songs for Swingin’ Lovers (1956)

Udgivet den af
Svar

Når de fleste tænker Frank Sinatra, tænker de oftere på bestemte sange end hele albums. Det er ikke helt sært, for i Frank Sinatras storhedstid i 50’erne og de tidlige 60’ere var albummet ikke rigtig en kunstart. Singler solgte stadig bedre end albums dengang, men der var dog én genre, som allerede dengang havde taget albummet meget til sig, nemlig jazz. Her tænker man så især på navne som John Coltrane og Miles Davis, men der også er meget af Sinatras musik, der har et klart jazz-flair over sig, især det fra netop denne periode. Sinatra skrev ganske vist ikke en eneste af sine egne sange, og han havde ikke et fast hold af sangskrivere, men pladeselskabet besluttede sig for at lave en række albums med ham, der generelt opfattes som konceptalbums. På Songs for Swingin’ Lovers fra 1956 var konceptet kærlighed. Ja, det virker måske som et ret løst koncept i dag, men at have en rød tråd på den måde er faktisk til stor hjælp for albummets holdbarhed, og Sinatras status som en ren Charmetrold bliver godt og grundigt fastslået.

Alle sange på Songs For Swingin’ Lovers er covers, og det er ret bemærkelsesværdigt, for Sinatra formår virkelig sammen med arrangør Nelson Riddle og et dygtigt orkester at gøre sangene til helt unikke Sinatra-oplevelser. Når jeg tænker sange som I’ve Got You Under My Skin, Pennies From Heaven og Too Marvelous for Words, så er det bare Sinatras sange, og dette er på grund af knivskarp instrumentation og en sjælfuld sangstemme med en bred, bred toneskala. Rent teknisk er der ikke et tidspunkt, hvor Sinatras stemme ikke er imponerende, og han er også generelt virkelig god til at leve sig ind i det. Musikken kan godt blive lidt for poleret til min smag til tider, og jeg er ellers ikke en, der har noget imod en ganske almindelig popsang, hvis bare den er skrevet godt. Sange som Makin’ Whoopee er til gengæld lidt irriterende med deres konstante blinken med øjet og overdrevne uskyldighed, men jeg kan ikke sige noget ondt om melodien. I forhold til, at der er 15 sange på pladen, er en overraskende stor del af melodierne formidable. Underligt nok er den mest jazzede, We’ll Be Together Again, den kedeligste, og uheldigvis er den også den længste. Instrumentationen er fed, men melodien forsvinder sørme hurtigt fra hovedet.

Denne plades største force er uden tvivl den røde tråd, men underligt nok er det også det største problem; det ender bare med at være for meget af det samme. Det er jazzet popmusik om kærlighed, og det kan sagtens fungere i løbet af et helt album, men jeg tror, det ville have været bedst, hvis det havde været kortere. Der er næsten intet i vejen med de individuelle sange – de er godt skrevet og charmerende opført og det hele – men der er bare ikke nok variation eller albumdynamik til at retfærdiggøre 44 minutter. 44 minutter er ikke en lang længde, men det er for langt til denne plade. Jeg må indrømme, at der er sørget for at vælge sange, der handler om mange forskellige facetter af kærlighed. Der er rigtig mange ting, der er virkelig godt gennemtænkt og forud for sin tid på dette album, og det må jeg virkelig rose Sinatra og Riddle for, og de fleste sange holder også stadig, men som helhed er albummet en smule ufuldendt med nutidige øjne. Hvis du er meget glad for Frank Sinatras kendte numre, så er Songs for Swingin’ Lovers let at anbefale, men vær forberedt på, at alderen har sat sine spor.

307 – Roxy Music – Avalon (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide god gammeldags, fandenindvoldsk glam-rock, og det mest populære navn i den genre er naturligvis David Bowie. Der er dog masser af andet lækker glam-rock, og noget af det bedste af det blev lavet af den britiske gruppe Roxy Music. Som årene gik for gruppen blev glam-rock dog mindre populært, og i 1982 udgav de deres sidste album, Avalon, som virkelig ikke har særlig meget af den bombast, man ellers kendte gruppen så godt for. Den åbner med bandets nok største hit nogensinde, den langsomme, bløde More Than This. Det er en ret fin melodi, og det har uden tvivl sin charme, men det er næsten så overdrevet blødsødent og følsomt, at man ikke rigtig kan tage det seriøst. Roxy Music gør aldrig noget halvt, og det kan så være både godt og ondt. Det bliver meget funky og Talking Heads-inspireret på The Space Between. Det gælder dog kun i instrumentationen, som bliver ret ensformig med tiden. Det er en god rytme, men sangen starter og slutter på samme måde, og det kan godt blive ret kedeligt. Den er dog dejligt anderledes fra More Than This.

Det tredje nummer, Avalon, er meget af den samme bløde suppedas, som introducerede pladen på More Than This. Melodien her fejler som sådan igen ikke noget, og instrumentationen er ganske rar, men forsanger Bryan Ferry er fandeme lidt af en flødebolle. Mod slutningen synger han ikke så meget, og da er fokus mest på en flot kvindelig backingvokal og den lækre instrumentation. Et kort instrumentalt interludium ved navn India kommer da, og det er blødt og fint, men jeg forstår ikke helt dets funktion på albummet, udover at der kommer lidt gang i den i slutningen, hvilket gør, at pladen stadig føles frisk nok. While My Heart Is Still Beating er til gengæld en ret kedelig sang. Den har en flot saxofon, men det har så meget på denne plade, og selvom basgangen er ret flot, og der er meget stemning i guitarsoloen, så kan man let glemme, at man har hørt den, så snart den er forbi. Derimod er den næste sang, The Main Thing, en ret funky fætter, der atter er meget Talking Heads-inspireret, men denne gang føles sangen mere helstøbt og ambitiøs. Visse ville nok kalde det langhåret, men jeg elsker langhåret musik.

Take A Chance With Me er endnu et eksempel på den meget ømme Ferry, men omkvædet er her dejligt meget mere følelsesrigt, oprigtigt og endda en lille smule intenst, så  det virker generelt ret godt. Hele sangen begynder faktisk at lyde ret godt, når første omkvæd er forbi, for så føles det hele meget sammenhængende. To Turn You On er også en virkelig god melodi. Der går måske lidt meget flødebolle i den, men på ingen anden sang på denne plade passer instrumentation og melodi så godt sammen. True To Life er en meget sær sang. Det er uden tvivl en af de mest ambitiøse på hele pladen, men den er godt nok usammenhængende. Der er klippet løs i Ferrys vokal i sangens hook, og det skal nok have en eller anden effekt, men jeg ved ikke hvilken. Der er også en synthesizer, der ikke ville være underlig at høre i dubstep eller moderne synthpop, men til denne bløde, romantiske soft-rock, så fungerer det ikke helt. Afslutningsnummeret er en ganske kort instrumental sang ved navn Tara, der fokuserer meget på en sensuel obo, men det er ret kedeligt, og det lyder lidt som noget, Kenny G kunne have lavet. Jeg må give Roxy Music tommelfingre opad for at være ambitiøse, for Avalon er meget ulig noget, de ellers havde lavet, og mange elsker denne plade højt. Jeg kan godt forstå dette, men de fleste sange gør ikke noget for mig.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.

309 – Jane’s Addiction – Nothing’s Shocking (1988)

Udgivet den af
Svar

I 1988 udgav et band, der ville vise sig at være rigtig vigtige og indflydelsesrige, deres første studiealbum. Bandet hed Jane’s Addiction, og deres album hed Nothing’s Shocking. Denne plade starter med et nummer ved navn Up the Beach, der mest af alt fungerer som en intro til albummet, og den er ret god til det job. Den er meget bombastisk og intens, og der bliver ikke sagt andre ord i den end “home” samt få udråb som “ooh” og “oh”. Denne går flot over i det andet nummer, Ocean Size, og derefter går det bare derudaf med sange, der komplimenterer hinanden virkelig godt. Der er at snakke om meget hård, højlydt, alternativ rock. Det er musik, hvor en guitarsolo ikke “bare” er en guitarsolo, hvor dynamik er helt ekstrem, og hvor omkvæd næsten kan kaldes et fy-fy-ord. Der er hooks, ja, det er der, men de er ret korte, og de findes normalt i slutningen eller starten af et vers, eller også optræder de på så uforudsigelige tidspunkter, at jeg ikke ville kalde dem omkvæd. Vi snakker også om et band, hvor forsanger Perry Farrell er meget polariserende. Nogle elsker ham, andre synes, hans skrigeri er ret irriterende.

Jeg må selv slutte mig til gruppen af folk, der ikke er så glade for Farrells stemme. Jeg forstår godt, hvorfor folk kan lide den, den er nemlig uden tvivl unik. Personligt er jeg bare gladest, når han ikke siger noget. Der er heldigvis mange tidspunkter, hvor han ikke siger så meget, og disse er smukke. Jeg vil heller ikke sige, at hans stemme aldrig komplimenterer sangene. På sange som Standing in the Shower… Thinking og Idiots Rule kan jeg faktisk ret godt lide hans stemme, nok fordi disse sange er hurtigere, og at han derfor ikke skal blive på samme tone i nær så lang tid. På sangene Summertime Rolls og Jane Says er hans stemme generelt mere øm og meget mere stille, selvom råben fremkommer til tider. Til gengæld er deres guitarist, Dave Navarro, helt fantastisk. Han minder mig meget om Tom Morello fra Rage Against the Machine, og i det hele taget har det band har uden tvivl taget en del fra Jane’s Addiction. Navarros guitar er noget af det vigtigste for hele Nothing’s Shocking uanset om sangen er hård eller stille, uanset om den er vred eller venlig, og hans riffs er virkelig kreative og noget for sig.

Det, der gør Nothing’s Shocking til den klassiker, den er, er mest af alt den fantastiske sangskrivning. Der er masser af variation, dynamikken er som tidligere nævnt helt ekstrem, og ikke to sange minder om hinanden. Melodierne er noget for sig, og jeg kunne ikke forestille mig andre bands, der ville skrive sange på den måde. Det lyder fuldkommen vanvittigt på Ted, Just Admit It, pladens længste sang, hvor instrumentationen langsomt kommer frem, og efter det har været rigtig højlydt skæres al instrumentationen fra, mens Perry Farrell råber “Sex is violent” af sine lungers fulde kraft gentagne gange, hvorefter en virkelig fed afrobeat-rytme begynder. Men det føles stadig sammenhængende, og det sker netop gennem denne del, hvor Farrell råber. Noget lignende sker på mange andre af pladens sange, men det gøres med forskellige virkemidler på hvert nummer. Jane’s Addiction er et band med attitude, og de er nogle sindsygt dygtige sangskrivere. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde lettere ved at holde af Farrells stemme, for ellers er Nothing’s Shocking et fænomenalt album.

310 – Red Hot Chili Peppers – Blood Sugar Sex Magik (1991)

Udgivet den af
Svar

Red Hot Chili Peppers er et af de mest succesfulde rockbands indenfor de seneste 25 år, og deres store gennembrud skete i 1991 med pladen Blood Sugar Sex Magik. På den finder man nogle af gruppens største hits, og lige fra første nummer på pladen, The Power of Equality er det ret tydeligt, hvorfor de blev så populære: de er virkelig funky. Funk var lidt af en død musikgenre i 1991, men Red Hot Chili Peppers fik den tilbage i rampelyset med lidt hjælp fra Jane’s Addiction, Primus og Faith No More, der ligesom Red Hot Chili Peppers debuterede i 80’erne, men først i starten af 90’erne begyndte de at blive bemærket af den brede befolkning. Blood Sugar Sex Magik fortjener meget ros for sin flotte albumstruktur. Pladen går så flydende fra den ene sang til den anden, at man næsten ikke mærker det. Især overgangen mellem åbningsnummeret The Power of Equality og If You Have To Ask. Lyden er en meget konsekvent blanding af funk og hård rock i løbet af næsten hele pladen, men da den er lang, så får vi heldigvis nogle afstikkere i løbet af albummet.

De mindst funk-prægede numre er Breaking the Girl, I Could Have Lied, Under the Bridge og deres cover af Robert Johnsons klassiske bluessang They’re Red Hot, hvorfra gruppen tog deres navn. Den første af disse, Breaking the Girl er en meget dæmonisk, Jane’s Addiction-inspireret sang, mens I Could Have Lied og Under the Bridge mest af alt er adult contemporary-rock. Da Under the Bridge blev et enormt hit, så ville denne komme til at definere meget af deres senere musik inkl. store hits som Californication, The Zephyr Song og Dani California. Det, der dog virkelig bærer albummet er de mange funk-rock-sange, der jo også er rigt repræsenteret. Forsanger Anthony Kiedis rapper oftere end han reelt synger, og det er måske også ret godt, for toner rammer han ikke særlig godt. Til gengæld er han faktisk en ganske habil rapper, der tydeligvis især drager inspiration fra Chuck D. fra Public Enemy. Kiedis’ flow er faktisk tit meget tæt på flows Chuck D. bruger på diverse Public Enemy-sange.

Sangskrivningen er ikke altid helt vidunderlig, men i forhold til at pladen består af 17 numre, der tilsammen varer 73 minutter, så er en overraskende stor del af musikken rigtig godt skrevet. Det eneste nummer, der irriterer mig er Funky Monks, for det er måske lidt for ensformigt, men ellers varierer sangskrivningen fra fin til fænomenal. Mange af de “fine” sange er ikke dem, der efterlader et stort indtryk, men de tilføjer alle rigtig meget til det generelle indtryk, man får fra Blood Sugar Sex Magik. Meget af denne oplevelse kommer gennem den virkelig flotte instrumentation. Vi har at gøre med tre musikere, der virkelig behersker deres instrument. Chad Smith er for det første en meget overset trommeslager, for på de mere funky sange betyder hans trommer enormt meget. Hans rytmer er altid helt perfekte, men jeg forstår godt, at han bliver overset. Han spiller trods alt i samme band som den fantastiske guitarist John Frusciante, der bare blæser mig omkuld med sine evner på en spade. Og selv han kan virke en smule tam, når bandets bassist hedder Flea. Han er en af de mest funky musikere, du nogensinde vil komme til at høre, og han er bare djævelsk på bassen. Blood Sugar Sex Magik er en rigtig god plade, og uanset om du kan lide bandets populære sange, så burde du lytte til den, for den er et helt andet væsen.