309 – Jane’s Addiction – Nothing’s Shocking (1988)

I 1988 udgav et band, der ville vise sig at være rigtig vigtige og indflydelsesrige, deres første studiealbum. Bandet hed Jane’s Addiction, og deres album hed Nothing’s Shocking. Denne plade starter med et nummer ved navn Up the Beach, der mest af alt fungerer som en intro til albummet, og den er ret god til det job. Den er meget bombastisk og intens, og der bliver ikke sagt andre ord i den end “home” samt få udråb som “ooh” og “oh”. Denne går flot over i det andet nummer, Ocean Size, og derefter går det bare derudaf med sange, der komplimenterer hinanden virkelig godt. Der er at snakke om meget hård, højlydt, alternativ rock. Det er musik, hvor en guitarsolo ikke “bare” er en guitarsolo, hvor dynamik er helt ekstrem, og hvor omkvæd næsten kan kaldes et fy-fy-ord. Der er hooks, ja, det er der, men de er ret korte, og de findes normalt i slutningen eller starten af et vers, eller også optræder de på så uforudsigelige tidspunkter, at jeg ikke ville kalde dem omkvæd. Vi snakker også om et band, hvor forsanger Perry Farrell er meget polariserende. Nogle elsker ham, andre synes, hans skrigeri er ret irriterende.

Jeg må selv slutte mig til gruppen af folk, der ikke er så glade for Farrells stemme. Jeg forstår godt, hvorfor folk kan lide den, den er nemlig uden tvivl unik. Personligt er jeg bare gladest, når han ikke siger noget. Der er heldigvis mange tidspunkter, hvor han ikke siger så meget, og disse er smukke. Jeg vil heller ikke sige, at hans stemme aldrig komplimenterer sangene. På sange som Standing in the Shower… Thinking og Idiots Rule kan jeg faktisk ret godt lide hans stemme, nok fordi disse sange er hurtigere, og at han derfor ikke skal blive på samme tone i nær så lang tid. På sangene Summertime Rolls og Jane Says er hans stemme generelt mere øm og meget mere stille, selvom råben fremkommer til tider. Til gengæld er deres guitarist, Dave Navarro, helt fantastisk. Han minder mig meget om Tom Morello fra Rage Against the Machine, og i det hele taget har det band har uden tvivl taget en del fra Jane’s Addiction. Navarros guitar er noget af det vigtigste for hele Nothing’s Shocking uanset om sangen er hård eller stille, uanset om den er vred eller venlig, og hans riffs er virkelig kreative og noget for sig.

Det, der gør Nothing’s Shocking til den klassiker, den er, er mest af alt den fantastiske sangskrivning. Der er masser af variation, dynamikken er som tidligere nævnt helt ekstrem, og ikke to sange minder om hinanden. Melodierne er noget for sig, og jeg kunne ikke forestille mig andre bands, der ville skrive sange på den måde. Det lyder fuldkommen vanvittigt på Ted, Just Admit It, pladens længste sang, hvor instrumentationen langsomt kommer frem, og efter det har været rigtig højlydt skæres al instrumentationen fra, mens Perry Farrell råber Sex is violent” af sine lungers fulde kraft gentagne gange, hvorefter en virkelig fed afrobeat-rytme begynder. Men det føles stadig sammenhængende, og det sker netop gennem denne del, hvor Farrell råber. Noget lignende sker på mange andre af pladens sange, men det gøres med forskellige virkemidler på hvert nummer. Jane’s Addiction er et band med attitude, og de er nogle sindsygt dygtige sangskrivere. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde lettere ved at holde af Farrells stemme, for ellers er Nothing’s Shocking et fænomenalt album.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.