309 – Jane’s Addiction – Nothing’s Shocking (1988)

I 1988 udgav et band, der ville vise sig at være rigtig vigtige og indflydelsesrige, deres første studiealbum. Bandet hed Jane’s Addiction, og deres album hed Nothing’s Shocking. Denne plade starter med et nummer ved navn Up the Beach, der mest af alt fungerer som en intro til albummet, og den er ret god til det job. Den er meget bombastisk og intens, og der bliver ikke sagt andre ord i den end “home” samt få udråb som “ooh” og “oh”. Denne går flot over i det andet nummer, Ocean Size, og derefter går det bare derudaf med sange, der komplimenterer hinanden virkelig godt. Der er at snakke om meget hård, højlydt, alternativ rock. Det er musik, hvor en guitarsolo ikke “bare” er en guitarsolo, hvor dynamik er helt ekstrem, og hvor omkvæd næsten kan kaldes et fy-fy-ord. Der er hooks, ja, det er der, men de er ret korte, og de findes normalt i slutningen eller starten af et vers, eller også optræder de på så uforudsigelige tidspunkter, at jeg ikke ville kalde dem omkvæd. Vi snakker også om et band, hvor forsanger Perry Farrell er meget polariserende. Nogle elsker ham, andre synes, hans skrigeri er ret irriterende.

Jeg må selv slutte mig til gruppen af folk, der ikke er så glade for Farrells stemme. Jeg forstår godt, hvorfor folk kan lide den, den er nemlig uden tvivl unik. Personligt er jeg bare gladest, når han ikke siger noget. Der er heldigvis mange tidspunkter, hvor han ikke siger så meget, og disse er smukke. Jeg vil heller ikke sige, at hans stemme aldrig komplimenterer sangene. På sange som Standing in the Shower… Thinking og Idiots Rule kan jeg faktisk ret godt lide hans stemme, nok fordi disse sange er hurtigere, og at han derfor ikke skal blive på samme tone i nær så lang tid. På sangene Summertime Rolls og Jane Says er hans stemme generelt mere øm og meget mere stille, selvom råben fremkommer til tider. Til gengæld er deres guitarist, Dave Navarro, helt fantastisk. Han minder mig meget om Tom Morello fra Rage Against the Machine, og i det hele taget har det band har uden tvivl taget en del fra Jane’s Addiction. Navarros guitar er noget af det vigtigste for hele Nothing’s Shocking uanset om sangen er hård eller stille, uanset om den er vred eller venlig, og hans riffs er virkelig kreative og noget for sig.

Det, der gør Nothing’s Shocking til den klassiker, den er, er mest af alt den fantastiske sangskrivning. Der er masser af variation, dynamikken er som tidligere nævnt helt ekstrem, og ikke to sange minder om hinanden. Melodierne er noget for sig, og jeg kunne ikke forestille mig andre bands, der ville skrive sange på den måde. Det lyder fuldkommen vanvittigt på Ted, Just Admit It, pladens længste sang, hvor instrumentationen langsomt kommer frem, og efter det har været rigtig højlydt skæres al instrumentationen fra, mens Perry Farrell råber Sex is violent” af sine lungers fulde kraft gentagne gange, hvorefter en virkelig fed afrobeat-rytme begynder. Men det føles stadig sammenhængende, og det sker netop gennem denne del, hvor Farrell råber. Noget lignende sker på mange andre af pladens sange, men det gøres med forskellige virkemidler på hvert nummer. Jane’s Addiction er et band med attitude, og de er nogle sindsygt dygtige sangskrivere. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde lettere ved at holde af Farrells stemme, for ellers er Nothing’s Shocking et fænomenalt album.

453 – Jane’s Addiction – Ritual de lo habitual (1990)

Sanger Perry Farrell og bassist Eric Avery dannede i 1985 Jane’s Addiction, og de debuterede i 1987 med et eponymt live-album. Året efter fik de en noget større succes med Nothing’s Schocking, som især blev populær gennem nummeret Jane Says. Deres mest kommercielt succesfulde album er dog uden tvivl Ritual de lo habitual fra 1990. Det album er fyldt med rigtig højlydt, eksperimenterende musik, og de sørger for at gøre det konstant interessant. Lige fra første sang, Stop!, ved man at det ikke er et album for folk sarte øren. Det er ekstremt dynamisk; det går fra helt utrolig høj, hurtig vred musik til total stilhed på splitsekunder. Og som det bugter sig i bakke og dal, sidder ens øren klistret til højtalerne, hvis man kan lide hårdere musik. Det store problem ved Jane’s Addiction er noget, der er gennemgående på alle pladerne – Perry Farrells stemme irriterer mig bare. Det er virkelig synd, for musikken er i sig selv fuldstændig fantastisk. I starten kunne jeg slet ikke lide dette album, og nu kan jeg se, at jeg bare havde svært ved at abstrahere fra hans stemme, der er meget skinger og skarp. Den er ikke just min kop te.

Albummets første halvdel er uden tvivl den lettest tilgængelige. Den er rigtig fængende med numre som Stop!, Ain’t No Right og Been Caught Stealing. Det er dog ikke sådan, at de på nogen måde nærmer sig pop-metal. Der er selvfølgelig Perrys stemme, men de arbejder ikke med de traditionelle opbygning-klimaks-konstruktioner, der er så typiske i metal. Det går meget op og ned, og rejsen har aldrig rigtig nogen specifik destination. Det handler mest af alt bare om at opleve en masse formidable lyde. Det er i endnu højere grad tilfældet på den sidste halvdel, hvor hele tre sange lige efter hinanden er længere end 7 minutter. Three Days, Then She Did… og Of Course er meget eksperimenterende, og der sker uden tvivl nok i sangene, til at længderne er retfærdiggjorte. Især Three Days er en utrolig komplet musikalsk oplevelse. Det er virkelig et stærkt nummer, som desuden kører i ret lang tid uden Perry Farrells skrigende stemme, hvilket absolut hjælper i min bog.

Albummet slutter i den fuldstændig modsatte grøft i forhold til, hvor den startede. Classic Girl er et meget simplistisk nummer. Den kører på en meget stille guitar i løbet af det meste af sangen, og kun i instrumentale portioner kommer der mere drøn på den. På grund af den meget stille lyd, er Farrells stemme desværre ret fremtrædende, men det er trods alt kun et personligt problem, jeg har med ham. Jeg ville gerne have set, at albummet havde afsluttet på anden vis, f.eks. med et af de længere numre. At have tre så lange sange i træk bliver også en smule trættende, når man når til den tredje af dem, så hvis de to sidste numre på pladen havde byttet plads, ville albumdynamikken have været helt perfekt, for det er den ellers. Hvis man er til hård rock og vil have den i en mere alternativ, sær udgave, så er Ritual de lo habitual et rigtig let album at anbefale. Man skal bare være klar på lidt af hvert.