Tag-arkiv: Rhythm & blues

236 – The Who – The Who Sings My Generation (1966)

Udgivet den af
Svar

I mange år var det populært at have forskellige udgaver af et album alt efter kontinentet, de blev solgt i. Jeg forstår det selvfølgelig i visse tilfælde, Between the Buttons er lettere at sælge, hvis den har Ruby Tuesday og Let’s Spend the Night Together på sig, og da With the Beatles blev til Meet the Beatles! fjernede de mange af de middelmådige covers og erstattede dem af klassikerne I Want to Hold Your Hand og I Saw her Standing There. Af og til er det dog ikke helt forståeligt. Da The Whos debutalbum, My Generation, skulle sælges til amerikanere fjernede de gruppens cover af I’m a Man, der åbenbart var for seksuel, og så erstattede de den af Circles (Instant Party). Det er alt sammen fint nok, men Circles (Instant Party) overtog ikke bare I’m a Man‘s plads, den blev bare hægtet på for enden, og så blev der byttet om på de to numre, der ellers ville have været de sidste. Nu kommer A Legal Matter efter The Ox. Der er noget helt fundamentalt forkert ved det, for The Ox er så tydeligt tiltænkt at skulle være afslutningsnummeret. Det er et vildt, animalsk jam, som virkelig er det lydmæssige klimaks. At der kommer to sange efter den føles bare forkert.

Men heldigvis ødelægger det ikke frygtelig meget. Foruden at Out in the Street er et fantastisk åbningsnummer og trods at The Ox fungerer perfekt som afslutning, så var der tydeligvis ikke tænkt så meget på rækkefølgen på den europæiske originaludgave heller. Det er surt at mangle deres fremragende cover af Bo Diddleys I’m a Man, for det er ærlig talt langt bedre end Circles (Instant Party), men det er som sådan en bagatel. Jeg vil kun sige, at den europæiske er en lille smule bedre end den amerikanske. De første 9 sange er også de helt samme, og de er generelt rigtig gode. Både deres to James Brown-covers og deres meget varierede originale numre. De fik startet powerpop-genren med numre som The Kids are Alright og A Legal Matter, og punk-rock havde næppe været det samme uden My Generation. Og foruden at være epokegørende sange, så holder de på imponerende vis. Især formår My Generation konstant at blive ved med ikke at lyde gammel. Men derudover, så er det nogle virkelig fede, fængende melodier, der vækker en del forskellige stemninger. Der er meget langt fra den glade, animalske Out in the Street, den melankolske Much Too Much og den vrede, oprørske My Generation.

Der er virkelig ikke noget som helst, på originalen, jeg ville kalde fyld – kun Circles (Instant Party) er lidt kedelig, og den er jo kun på den amerikanske udgave. Men uanset hvad, så er albumoplevelsen ikke rigtig tilgodeset. Det er en overraskende begivenhedsløs oplevelse at lytte til pladen. Det er ganske vist opstillet godt nok til, at intet nummer virkelig ødelægger det næste, men de bakker slet ikke hinanden op. Jeg har hørt kronologisk opstillede opsamlingsalbums, der føles mindre som opsamlinger end dette album, og det er ret trist. Det gør, at man bliver ret træt af pladen hurtigt, og selvom standarden er høj, så hjælper det kun på første gennemlytning. Jeg kunne lytte til denne plade i enhver rækkefølge, så længe Out in the Street åbnede pladen, og den ville hverken være værre eller bedre, med mindre The Ox fik sin retmæssige plads som afslutningsnummer. Tendensen med at censurere The Whos plader i USA fortsatte desværre med den næste plade, A Quick One, som i USA hed Happy Jack. På samme måde som med debuten er det en ganske god plade uanset hvad, men originalen er og bliver nu den bedste.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Udgivet den af
Svar

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.

263 – Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Udgivet den af
Svar

Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.

271 – Smokey Robinson & the Miracles – Going to a Go-Go (1965)

Udgivet den af
Svar

Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for the Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er det mest populære af de to navne, så har Smokey Robinson  også haft en meget stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med deres album Going to a Go-Go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, The Tracks of my Tears, ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, virkelig dygtige sangere, der harmonierer meget smukt, og en sang, der i sin helhed bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a Go-Go; 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra et par forskellige kreative vinkler. Eller, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.

Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske Ooh Baby Baby og den noget mindre imponerende Since You Won My Heart, men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. From Head to Toe handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, The Tracks of My Tears handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og My Baby Changes Like the Weather sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det hele er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af Ooh Baby Baby og A Fork in the Road, men på disse er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid, så ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt Ooh Baby Baby et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg det som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og virkelig stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo, kommer den hurtigt fremad.

Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro på, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er dog også gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt, som om, den er gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først virkelig begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på vestkysten. Dem, og så var der jazzmusikere. Intet af dette beskriver rigtig Smokey Robinson & the Miracles, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man slet ikke komme udenom. Hvis du vil have motown-lyden som den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a Go-Go er muligvis deres største album-værk, men lyt også gerne til mange af de singler, de har udgivet ved siden af.

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Udgivet den af
Svar

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.

398 – The Temptations – Anthology (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1960 blev en R&B-vokalgruppe ved navn The Elgins dannet. Den bestod af fem smukke unge mænd ved navn Otis Williams, Elbridge “Al” Bryant, Melvin Franklin, Eddie Kendricks, og Paul Williams, alle ganske dygtige sangere. Det legendariske pladeselskab Motown skrev i 1961 kontrakt med disse unge mennesker, og navnet blev hurtigt ændret til The Temptations. Disse gutter var trods mange udskiftninger blandt medlemmer vældig populære igennem 60’erne og 70’erne, og i 1973 blev nogle af deres største hits opsamlet på pladen Anthology. Denne plade er senere kommet i nyere udgaver i 1986 og 1995. I dag snakker jeg om 1995-udgaven, hvorpå man selvfølgelig stadig kan finde alle de største klassikere, heriblandt My Girl, Papa Was A Rollin’ Stone, Just My Imagination, Get Ready, Ain’t Too Proud to Beg, The Way You Do the Things You Do og Cloud Nine. Der er dog hele 46 numre på pladen, så naturligvis er ikke alle lige fantastiske. Overraskende få er dog dårlige. Jovist, der er et par stykker, men Temptations havde et overraskende højt niveau på singlerne hele vejen gennem karrieren.

Pladen er opstillet kronologisk, og det kunne selvfølgelig let have været et problem, hvis de havde holdt sig alt for meget til den samme slags musik i bestemte perioder, men det har de faktisk ikke. Kun første halvdel af første disk består af noget lidt ensartet pop-soul inspireret af Smokey Robinson. Der er dog stadig en hel del fremragende numre herpå, selvom de næsten alle sammen indeholder ord som “Love”, “Girl” eller “Baby” i titlen. Første disk rammer dog mod midten et virkelig en stribe af vidunderlige popmelodier, og anden halvdel er meget varieret, med alle mulige forskellige afskygninger af R&B på sig. Så stikker man anden disk i, og det er næsten helt utroligt, hvor godt det så begyndte at gå. Personligt foretrækker jeg funk og disco over soul til næsten enhver tid, og selvom de havde prøvet funk før, var de vist for alvor kommet i rette hænder, da de udgav Cloud Nine i 1968. Derfra blev deres musik meget mere funky, måske endda en smule psykedelisk, og deres stemmer passer fuldstændig perfekt til denne vilde, energiske, dynamiske genre.

Det der virkelig overraskede mig positivt var, at Temptations rent faktisk ikke begyndte at stinke, som 70’erne løb hurtigt afsted. Deres kvindelige modstykke i the Supremes kunne slet, slet ikke følge med tiden, og medlemsudskiftninger var noget af det værste, de blev udsat for. Begge disse ting klarede the Temptations virkelig godt, så selv fra 80’erne kan man finde nogle ret fede sange. Det store problem ved Anthology ender bare med at være, at den er 2½ time lang. Og det er rigtig lang tid, så man skal være ret forelsket i Temptations, hvis man vil lytte til denne plade. Ellers er der mange andre opsamlinger, der kan anbefales, heriblandt The Ultimate Collection, og hvis man er mere til én æra af the Temptations end en anden, kan man prøve at lytte til henholdsvis The Early Classics og Psychedelic Soul. Dog er Anthology slet ikke en ringe opsamling. Hvis du bare ikke kan få nok af gruppen, er det bare det rene guf, men hvis du aldrig har været den store fan, skal du nok ikke gå hertil for at blive overbevist.

414 – James Brown – 20 All-Time Greatest Hits (1991)

Udgivet den af
Svar

James Brown bliver kaldt the Godfather of Soul, og mens han skam har lavet en god portion soulnumre, er hans største bidrag til musikverdenen sket gennem funkmusik. Uanset genre blev 20 af hans allerstørste hits i 1991 opsamlet på en plade, der fik det ganske praktiske navn 20 All-Time Greatest Hits. Udvalget er fremragende. Der er virkelig ikke et eneste nummer, jeg føler, mangler. Funky Drummer er ganske vist historisk vigtigt, men udenfor hip hop-kredse er det nummer ikke så kendt. Livin’ In America er nok det største nummer, de ikke har på pladen, men den ville virkelig lyde sær herpå, da den er så meget nyere end alt det, der er på albummet. Så udvalget kunne næppe blive meget bedre. Vi finder her 20 forskellige klassiske James Brown-sange, og manden har jo ikke et lille udvalg af store hits. Mange kan sikkert synge med på Papa’s Got a Brand New Bag, I Got You (I Feel Good), It’s a Man’s Man’s Man’s World eller Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine, mens der også er nogle knap så enorme numre spredt rundt på pladen.

20 All-Time Greatest Hits præsterer desuden noget, der er yderst sjældent for opsamlinger – den har en rigtig god albumstruktur. Først og fremmest er den ikke kronologisk opstillet, men derudover er det også rigtig dejligt blandet. Man hører sjældent to traditionelle soul-sange, pop-funk-numre eller prototyper på hip hop lige efter hinanden, og hvis man endelig gør, er det to meget forskellige bud på, hvordan det skal gøres. Selvfølgelig får man så ikke helt en god opfattelse af, hvordan James Brown har udviklet sig, men jeg føler ikke, at det er spor nødvendigt. Jeg ser nemlig mest denne opsamling som en slags begynder-pakke til en, der ikke er så bekendt med James Browns musik. Og til det job kan ingen plade klare sig meget bedre. Det er dog også en ganske tilfredsstillende oplevelse, hvis du allerede har et fint kendskab til manden, for han er ikke ligefrem kendt for fantastiske studiealbums, så opsamlinger er næsten den optimale måde at lytte til ham.

James Brown er en helt utrolig vigtig figur i R&B-verdenen. Han startede “bare” som en utrolig dygtig traditionel soulsanger, men som årene gik, fik han næsten egenhændigt opfundet funkgenren. Dette er en så fantastisk præstation, at man slet ikke kan ignorere det. Samtidig fik han også udviklet denne genre så meget, at den slet ikke var det samme, efter hans behandling af den. Han fik faktisk arbejdet så meget med genren, at han midt i 70’erne næsten allerede var nået så langt at have skabt store dele af hip hop-genren. Og hvis det ikke var nok, at han har haft så enorm betydning for R&B, så er hans musik stadig – selv efter disse rigtig mange år – rigtig god på egen hånd. Og så er den varieret. Jeg ved næsten ikke, hvordan man på nogen måde kunne lave en bedre Greatest Hits-plade med James Brown; udover måske det store boxsæt Star Time, som 20 All-Time Greatest Hits var udgivet som et kortere alternativ til – så hvis du gerne virkelig vil begynde at nørde James Brown, så er Star Time også at anbefale.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.

499 – Albert King – Born Under a Bad Sign (1967)

Udgivet den af
Svar

Albert King var en af blueshistoriens største guitarister, og i 1967 satte han sig selv på verdenskortet med Born Under a Bad Sign, et album, hvorpå han virkelig fremviser sine evner som guitarist i stor stil. Åbningsnummeret, Born Under a Bad Sign, åbner først med nogle horn, som så bliver støttet af en fantastisk guitar, der går sig en lille trillende rundgang. Han synger da i løbet af albummet en tragikomisk livshistorie om en mand, der har været ufatteligt uheldig hele sit liv, eller som han selv synger det: “If it wasn’t for bad luck, I wouldn’t have no luck at all”. Sangen er delvist skrevet af Booker T. Jones fra Booker T. & the M.G.’s, og hans band spiller til gennem hele albummet. Dette forårsager mange gode musikalske oplevelser, og deres bidrag hjælper meget til med at få albummet til at virke unikt i den store bluesverden. Det gør lyden meget storladen og rummelig, præcis som Booker T. & the M.G.’s normalt lyder, men oven i dette har vi lyden af blues spillet af en mesterlig guitarist med en rå stemme.

Albert Kings stemme er nok også en af de bedste i blueshistorien. Han er rå, sexet og hans mojo virker uden tvivl. Han drager meget inspiration fra Muddy Waters og John Lee Hooker i sin vokal, og som han synger linjer som “Cause I’ve got you in the sights of my love gun” på The Hunter, er man stensikker på, at han er en ren sexbombe. Som guitarist gør han vanvittigt avancerede ting til tider f.eks. på Born Under a Bad Sign og As the Years go Passing By, og hans stil minder meget om den, Jimi Hendrix ville gøre populær kort tid senere. Hendrix var stor fan af Albert King, og King har noget selvhøjtideligt udtalt, at han selv var en af de få Guitarister, der kunne sætte Hendrix på plads, for angiveligt kunne end ikke Hendrix spille Kings sværeste sange, da de mødtes. Dette burde mere end noget andet sige noget om Kings evner som guitarist, men man skal tage det med et gran salt, for han er ikke kendt for at være beskeden. Det at Hendrix idoliserede ham er til gengæld fuldkommen skudsikkert.

Albert King og Booker T. & the M.G.’s fik dannet adskillige bluesklassikere med dette album. Sange som Born Under a Bad Sign, The Hunter, Oh, Pretty Woman – ikke at forveksle med Roy Orbison-sangen – og deres cover af Crosscut Saw er efterhånden standarder i enhver bluesmusikers repertoire. Albummet står også nærmest som en milepæl i blueshistorien, da de klassiske bluesår var ved at være slut. En ny, frisk lyd kom med Born Under a Bad Sign, og dette kan nok skyldes den noget mere rummende lyd, som Booker T. & the M.G.’s leverer. I modsætning til samtidens andre friske blues-pust – f.eks. Yardbirds, Cream, John Mayall og selvfølgelig føromtalte Jimi Hendrix – var der ikke tale om blues-rock; bare ren og skær blues med godt med fornyelser. Du kan roligt give dig til at lytte til Born Under a Bad Sign, om du kan lide moderne eller gammeldags blues, og hvis du vil lytte til en af verdens bedste guitarister, er der mere end nok at kunne kaste sig over. Hvis hverken blues eller blues-rock er din kop te, kan du nok godt undvære denne plade i dit liv.