Kategoriarkiv: Anmeldelser

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big Eyes, Clock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Udgivet den af
Svar

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

450 – Steve Miller Band – Fly Like an Eagle (1976)

Udgivet den af
Svar

Steve Miller Bands album Fly Like an Eagle er en dejlig blanding af alle mulige forskellige slags musik. Der er psykedelisk rock, country, blues og masser af andet guf samlet på 38 dejlige minutter. Den åbner i den psykedeliske afdeling, først med en kort intro ved navn Space Intro, der virkelig sætter stemningen fast. Den første “rigtige” sang kommer da i form af titelnummeret, der er meget drømmende og forførende, og de psykedeliske lyde er også rigtig kraftige her, bl.a. på grund af et rigtig stemningsrigt orgel og en meget afslappende melodi. Det bliver dog for alvor psykedelisk på Wild Mountain Honey. Steve Miller lyder endnu mere euforiset og afslappet end på første nummer, og den lyder kraftigt inspireret af George Harrison, hvorfor der da også er en sitar involveret. Der afviges da fra det psykedeliske på den dramatiske Serenade. Melodien er til trods for sin simplicitet meget truende, og det ville være et perfekt nummer, hvis omkvædet bare bestod af lidt mere end et langt “åh”, hvilket gør det langt mindre interessant at lytte til. Eller i det mindste kunne “åh”et have været kortere.

Miller lyder en smule inspireret af country-musik på Dance, Dance, Dance. Det er ikke albummets stærkeste melodi, og den er som sådan lidt for intetsigende og corny sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis varierer det dog lyden, og det gør det næste nummer, Mercury Blues, også. Det er et cover af en gammel blues-sang af K.C. Douglas, og den virker igen ret latterlig i sammenligning med starten af albummet, men de får virkelig gjort det til en fed udgave af sangen. Den har rigtig meget attitude, og sangen er også fuld af sine egne små pudsigheder, så den klarer meget bedre at få sat sig på plads på albummet. Efter den kommer to sande klassikere: Take the Money and Run og Rock’n’me er sjove og vilde, og der er virkelig gang i den. De er også ret så fængende. De er i albummets mere poppede afdeling, og man kan faktisk også ane visse inspirationer fra country her. Der gås da over i et cover af soullegenden Sam Cookes You Send Me. Coveret lyder en kende doo wop-inspireret, og det lyder en smule kluntet i starten at høre Steve Miller synge på den måde. Men man vænner sig hurtigt til det, og jeg kan ret godt lide sangen, som den når vejs ende.

De går over i det lidt mere psykedeliske på albummets sidste tre numre. Først med et kort interludium ved navn Blue Odyssey. Den bliver fulgt op på med Sweet Maree, der ligeledes virker rigtig psykedelisk, især på grund af det meget barokke riff og hvordan sangen virkelig transformerer sig i løbet af den sidste halvdel. Den er dog ikke rigtig et rocknummer. Det er faktisk rettere et bluesnummer, og psykedelisk blues er ikke helt så almindeligt, så det er interessant at lytte til. Albummet rundes af med The Window, der er opført meget i samme stil som titelnummeret, og stemningen bliver ramt lige så godt. Det eneste, som titelnummeret virkelig gør bedre, er at have en mere fængende melodi. Hele vejen igennem har Fly Like an Eagle rigtig gode sange, der spreder sig over et bredt spektrum. Desværre er albumstrukturen ikke noget at prale af. Starten og slutningen er rigtig godt arrangeret, men alt derimellem er bare noget rod. Det er lidt som en bombet slikbutik. Det hele smager meget godt, men det er ikke til at finde hoved og hale i det. Heldigvis er hver eneste sang rigtig, rigtig god, men de er nærmest bedst hver for sig.

451 – MC5 – Back in the USA (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1969 debuterede MC5 med live-albummet Kick Out the Jams, der var noget af det hårdeste, groveste, mest rebelske rockmusik endnu havde budt på, og det er opfattet som en af de vigtigste forgængere for punkmusik. Og de fleste kender ikke så meget til resten af deres diskografi, men året efter udgav de deres første studiealbum, Back in the USA. Det er et helt, helt andet væsen end Kick Out the Jams. Den store indflydelse for alt på Back in the USA er nemlig rock and roll fra 50’erne, hvorfor albummet da også er navngivet efter en Chuck Berry-sang, som de da også slutter af med at lave et cover af. Nu var punk stadig ikke rigtig en genre, men de har dog gjort deres lyd meget grimmere og vildere end Chuck Berry, Bill Haley, Little Richard eller Elvis Presley, og det er især tydeligt, når man tager pladens to covers, åbningsnummeret Tutti Frutti, oprindeligt af Little Richard, og førnævnte afsluttende titelnummer, og sammenligner dem med originalerne. Mellem disse er der dog 9 andre sange, og en god portion af dem fortjener mere genkendelse, end de får.

Efter deres utrolig hurtige udgave af Tutti Frutti leverer de to ligeledes rigtig hurtige, energiske, denne gang originale numre i form af Tonight og Teenage Lust. De er rigtig gode til at tilføje deres eget mere beskidte præg til denne klassiske rock and roll-lyd. Sangene lyder ikke rigtig som taget direkte fra den tid, især på grund af mange af de lyriske urenheder, og melodierne føles også en smule for punkede, men man kan tydeligt høre elementer af klassikerne. De er dejligt lette at sluge, og de er generelt rigtig sjove. De fleste sange på albummet er forholdsvis korte, og den længste sang, Let Me Try, som kommer derefter, er nok også uden tvivl den værste. Den er langsom, intetsigende, og melodien fremprovokerer virkelig ingen følelser. Der kommer hurtigt fut i fejemøget med Looking At You og High School, som virkelig udnytter melodiernes simplicitet til deres fordel. Det er letsindigt og sjovt, og det er faktisk også ganske dynamisk. Og så kommer pladens måske mest fængende originale sang i form a testosteron-bomben Call Me Animal, som også virkelig er hvert sekund værd.

Lidt politiske vover de endda at blive på The American Ruse. Politik ville blive vigtig del af punkmusikken. Den handler om at den amerikanske ungdom blev malet ind i et hjørne af regeringen, og de har rigtig grov attitude, og man kan let høre, hvor stor en betydning, de har haft på punkmusikken. Da kommer Shakin’ Street der på ret uimponerende vis vender tilbage til de simplere tekster om sex, stoffer og rock ‘n’ roll tidligere på albummet. Den er sjov og fængende nok, men som opfølger til The American Ruse tager den langt færre chancer, end man håber på. Det næstsidste nummer, The Human Being Lawnmower vender heldigvis tilbage til det politiske ved at hakke groft ned på amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen. Og som tidligere nævnt slutter den af med et cover af Back in the USA af Chuck Berry, og denne sangs glæde for fædrelandet får pludselig en meget ironisk klang, når den høres lige efter en så kritisk sang som The Human Being Lawnmower. Back In The USA er fyldt med dejlig punket rock and roll. Det er en forfriskende drejning på genren, men man kunne godt ønske sig, at der var lidt mere variation mellem numrene. Den er dog under en halv time lang, så det når aldrig rigtig at blive til et større problem.

452 – Madonna – Music (2000)

Udgivet den af
Svar

Madonna er et 80’er-ikon. Hun hænger uløseligt sammen med årtiet, og det meste af det, hun lavede i 90’erne kan let lægges i glemmebogen. Indtil da hun i 1998 udgav Ray of Light, som virkelig holder godt med fantastiske melodier og helt utrolig produktion. Madonna var i overraskende grad sofistikeret og kreativ på albummet. To år senere ville hun fortsætte med at bruge inspirationer fra elektronisk musik, og albummets uofficielle opfølger, Music blev udgivet. Og mens jeg rigtig godt kan lide Ray of Light, så kan jeg lige så godt sige på forhånd at Music absolut ikke er noget for mig. De to første numre, titelnummeret og Impressive Instant er virkelig groft overproducerede. Det virker som om, produceren ville undgå, at vi fik alt for meget af Madonnas egentlige stemme at høre, så der er tilføjet forfærdeligt mange filtre, der nok skulle gøre lyden mere varierende, men det får den rettere til at lyde som en stor rodebutik. Man når slet ikke at acceptere en lyd, før der kommer noget malplaceret ragelse direkte i højtaleren. Der er ikke noget, der leder op mod det. Det kommer bare.

Det bliver dog bedre – selvom det nok har en del at gøre med, at det ikke kunne blive meget værre. Runaway Lover falder faktisk i den modsatte grøft. Ikke at den er god, men den er så simpelt produceret, at man bliver godt træt af det hele, lang tid før den ikke engang specielt lange sang er slut. Og så lyder den rigtig bitter. Jeg ender mest af alt med at have antipati for Madonna, for hun giver os ingen årsag – hverken lyrisk eller musikalsk – for hvorfor vi skule føle med hende. Og det bliver heller ikke så vanvittigt som det f.eks. er på Alanis Morissetes You Oughta Know, det lyder bare som noget brok. Men det går i den rigtige retning, for så dårlig synes jeg end ikke at I deserve It er. Jeg har ganske vist ikke noget godt at sige om den, men det eneste væsentlige problem, jeg har, er når der kommer sære summelyde, mens hun synger, og at den virkelig heller ikke har noget at byde på intellektuelt eller følelsesmæssigt. Jeg ved end ikke hvilke følelser, hun prøver at afspejle i sangen.

Amazing rykker akkurat lige ud af stadiet, hvor jeg ville kalde den dårlig. Amazing har faktisk en rigtig god melodi, men produktionen er bare latterligt grov. Det passer på ingen måde sammen med, hvor ren melodien og temaet er. Og lige som man tror, at det er ved at blive godt, kommer Nobody’s Perfect, der er ligeså uoriginal som titlen antyder, og gud, hvor er produktionen dårlig. Irriterende summelyde og alt for ivrig brug af vocoder. Og den fortsætter den bitre lyd fra Runaway Lover, mens den er meget langsommere og dermed meget kedeligere, da der slet ikke sker noget på de fem minutter, den varer. Som sendt fra himlen kommer da to kække, lystige sange i form af Don’t Tell Me og What It Feels Like for a Girl. De minder nærmest om noget, der kunne have været på Ray of Light, hvis produktionen havde været lidt mere konsekvent. Det er slet ikke ringe, men det er det næste nummer, Paradise (Not For Me). Jeg kunne kritisere denne sang i større detalje, men jeg ville bare gentage alt, jeg sagde om Nobody’s Perfect. Nåh jo, og så er den 6½ minut lang. På afslutningsnummeret Gone starter hun ud med at synge “Selling out is not my thing”. Sådan en udtalelse kan være svær at tage seriøs, når den er på sådan et lortealbum som Music.

Og hvis I skulle undre jer, så er Gone også en bitter, sært produceret vanskabning, der bruger irriterende summelyde uden grund. Sikken overraskelse.

453 – Jane’s Addiction – Ritual de lo habitual (1990)

Udgivet den af
Svar

Sanger Perry Farrell og bassist Eric Avery dannede i 1985 Jane’s Addiction, og de debuterede i 1987 med et eponymt live-album. Året efter fik de en noget større succes med Nothing’s Schocking, som især blev populær gennem nummeret Jane Says. Deres mest kommercielt succesfulde album er dog uden tvivl Ritual de lo habitual fra 1990. Det album er fyldt med rigtig højlydt, eksperimenterende musik, og de sørger for at gøre det konstant interessant. Lige fra første sang, Stop!, ved man at det ikke er et album for folk sarte øren. Det er ekstremt dynamisk; det går fra helt utrolig høj, hurtig vred musik til total stilhed på splitsekunder. Og som det bugter sig i bakke og dal, sidder ens øren klistret til højtalerne, hvis man kan lide hårdere musik. Det store problem ved Jane’s Addiction er noget, der er gennemgående på alle pladerne – Perry Farrells stemme irriterer mig bare. Det er virkelig synd, for musikken er i sig selv fuldstændig fantastisk. I starten kunne jeg slet ikke lide dette album, og nu kan jeg se, at jeg bare havde svært ved at abstrahere fra hans stemme, der er meget skinger og skarp. Den er ikke just min kop te.

Albummets første halvdel er uden tvivl den lettest tilgængelige. Den er rigtig fængende med numre som Stop!, Ain’t No Right og Been Caught Stealing. Det er dog ikke sådan, at de på nogen måde nærmer sig pop-metal. Der er selvfølgelig Perrys stemme, men de arbejder ikke med de traditionelle opbygning-klimaks-konstruktioner, der er så typiske i metal. Det går meget op og ned, og rejsen har aldrig rigtig nogen specifik destination. Det handler mest af alt bare om at opleve en masse formidable lyde. Det er i endnu højere grad tilfældet på den sidste halvdel, hvor hele tre sange lige efter hinanden er længere end 7 minutter. Three Days, Then She Did… og Of Course er meget eksperimenterende, og der sker uden tvivl nok i sangene, til at længderne er retfærdiggjorte. Især Three Days er en utrolig komplet musikalsk oplevelse. Det er virkelig et stærkt nummer, som desuden kører i ret lang tid uden Perry Farrells skrigende stemme, hvilket absolut hjælper i min bog.

Albummet slutter i den fuldstændig modsatte grøft i forhold til, hvor den startede. Classic Girl er et meget simplistisk nummer. Den kører på en meget stille guitar i løbet af det meste af sangen, og kun i instrumentale portioner kommer der mere drøn på den. På grund af den meget stille lyd, er Farrells stemme desværre ret fremtrædende, men det er trods alt kun et personligt problem, jeg har med ham. Jeg ville gerne have set, at albummet havde afsluttet på anden vis, f.eks. med et af de længere numre. At have tre så lange sange i træk bliver også en smule trættende, når man når til den tredje af dem, så hvis de to sidste numre på pladen havde byttet plads, ville albumdynamikken have været helt perfekt, for det er den ellers. Hvis man er til hård rock og vil have den i en mere alternativ, sær udgave, så er Ritual de lo habitual et rigtig let album at anbefale. Man skal bare være klar på lidt af hvert.

454 – Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto (1964)

Udgivet den af
Svar

Jazzsaxofonist Stan Getz udgav i 1962 Jazz Samba, der introducerede en stor del af den nordlige halvkugle for den brasilianske bossa nova-musik, og mange erklærede det en simpel dille, der hurtigt ville gå væk. Han fastslog for alvor, at bossa nova havde stort internationalt potentiale, da han sammen med brasilianske guitarist og sanger João Gilberto og pianist og komponist Antônio Carlos Jobim, der ligeledes er brasiliansk, udgav albummet Getz/Gilberto i 1964. Det blev til en serie af rigtig stære melodier, der er velpolerede, om man så går ned og kigger på hvert enkelte instrument. Det hele hænger utrolig godt sammen, og det hele lyder perfekt. Det er aldrig specielt truende, oftest er tonen mest af alt afslappende, men Getz får vikelig spillet imponerende soloer, og også bag sangen, sker der ofte ganske interessante ting. De fleste af sangene er sunget udelukkende af João Gilberto, men hans kone, Astrud, skinner virkelig på de to numre, hun synger med på, åbningsnummeret The Girl From Ipanema og Corcovado (Quiet Nights of Quiet Stars). Hun har en formidabel stemme, der virkelig tilføjer meget til albummet, og det er nærmest synd, at hun ikke synger flere af sangene.

De otte numre João synger alene er dog ikke mindre fantastiske, da de uanset hvad er fantastisk komponeret. Der er god variation i Antônio Carlos Jobims kompositioner, og der er rigtig meget at gribe fat om og dykke ned i. Han har komponeret 6 af sangene helt eller delvist, og undtagelserne afviger ikke meget fra hans meget kække, rolige komposition. Jeg foretrækker stadig numrene, hvor Jobim har haft en eller anden form for deltagelse i kompositionerne, men det irriterer mig heller ikke, når han ikke gør andet end at spille klaver. Hans melodier er utrolig fængende, og da de netop er så afslappende, er det godt at have sådanne melodier siddende fast i hovedet, da det bare bringer ro til resten af kroppen. De består alle i stor grad af sang, og de fleste numre har også nogle saxofonsoloer, der sørger for at gøre det til en mere levende oplevelse. Og Stan Getz er så sandelig en ganske livagtig saxofonist.

Hvis du vil høre et album, der virkelig oser af brasiliansk stemning, så går man virkelig ikke galt i byen med Getz/Gilberto. Selvfølgelig, at lyde eksotisk er ikke noget specielt på egen hånd, men sammen med de utrolig præcision og kontrol over instrumenterne gør de at den musikalske oplevelse ikke blot er veludført, men den brasilianske lyd sørger for at lytteren lægger mere mærke til resten, da musikken kommer til at føles mere unik. Hver eneste melodi på pladen, især dem af Jobim, er gode og stemningsrige. Fra start til slut føles albummet rigtig gennemtænkt, og det bliver spillet med yderste finesse. Hvis man er til jazz, er Getz/Gilberto et absolut must at lytte til, for efter den blev udgivet, var jazz ikke det samme. Uden den ville du måske end ikke vide, hvad bossa nova er. Jeg er ikke engang selv specielt vant jazzlytter, men jeg kan genkende et godt jazzalbum, når jeg lytter til det, og få er nær så gode som dette.

455 – The Police – Synchronicity (1983)

Udgivet den af
Svar

The Police var en af sen-70’erne og start-80’ernes største bands, og det var noget stort da Sting, Stewart Copeland og Andy Summers annoncerede, at de ville gå hvert til sit mens deres karriere var på toppunktet rent kommercielt. Deres sidste album var Synchronicity fra 1983, som er spækket med ikke blot nogle af bandets største hits, heriblandt King of Pain, Synchronicity II, Wrapped Around Your Finger og Every Breath You Take, men albummet er som en helhed også et absolut mesterværk. Den starter rigtig energisk og bombastisk med et syntetisk xylofon-angreb ved navn Synchronicity I, og den får hurtigt lytterens opmærksomhed. Da kommer den meget afslappende Walking In Your Footsteps, der desværre ikke følelsesmæssigt har specielt meget at sige, men instrumentationen er ganske interessant, og sangen er som det meste af albummet utroligt fængende. Efter den kommer den desværre knap så mindeværdige O My God, men selvom den er albummets utvivlsomt mindst fængende sang, så er den ængstelig og musikalsk interessant.

Alle de tre første sange er skrevet af forsanger Sting, som uden tvivl også var bandets frontfigur, men efter dem kommer to sange skrevet af henholdsvis Summers og Copeland. Først Mother, som Summers også selv synger, der er en rigtig besværlig arabisk inspireret sang. Summers lyder bindegal, og det er nok lidt af en mundfuld for den gennemsnitlige poplytter. Selvom det stadig er et ganske barokt nummer, er den efterfølgende Miss Gradenko noget lettere at sluge. Den er dog uden tvivl stadig meget interessant, og den lyder meget som en mere poppet udgave af noget, Jane’s Addiction kunne have lavet over 5 år senere. Efter disse to noget sære sange kommer en stribe af albummets fire hit-singler. Først kommer den stadig ret så barokke post-punk-inspirerede Synchronicity 2, der ikke rigtig på nogen måde fungerer som direkte fortsættelse til etteren, men det er en af mine yndlinge på ikke blot pladen, men blandt alle bandets værker, meget på grund af en meget storladen lyd og en særdeles utraditionel vokalmelodi i versene. Det føles virkelig som om, noget stort og dramatisk er ved at ske.

Denne tour de force af klassiske sange fortsætter med megahittet Every Breath You Take. Den bruger et forholdsvis simpelt rimskema, og en rigtig simpel, fængende melodi. Men de får den til at fungere helt perfekt, da teksten har utrolig mange lag, og Sting har sjældent lydt så længselsfuld som herpå. Den fortsætter igen i denne mere stilfærdige lyd på de to andre hits, King of Pain og Wrapped Around Your Finger, der til trods for det lavere tempo er nogle af albummets mest fængende sange, og der bliver lagt helt enorme følelser i den fra de tre medlemmer. Den oprindelige vinyludgave afsluttede med Tea In the Sahara, der bygger meget på desperation og indflydelser fra international folkemusik. Den runder efter min mening bedre albummet af end nummeret, der blev tilføjet bagefter på efterfølgende udgivelser, Murder By Numbers, der som sådan har en rigtig dyster lyd, men det ødelægges lidt, når Sting synger omkvædet, der siger “ABC” og “1, 2, 3” som var den en anden Jackson 5-sang. Synchronicity kan som helhed anbefales til enhver, der blot kan lide 80’er-pop, for det er en af årtiets absolut bedste albums i genren.

456 – Big Star – Third/Sister Lovers (1978)

Udgivet den af
Svar

Alex Chilton, der tidligere havde sunget megahittet The Letter med The Box Tops, da han var en bette purk på 16 år, dannede i 1971 Big Star, en powerpop-gruppe, der desværre totalt undgik større popularitet indtil lang tid efter, de gik hvert til sit. Deres to første albums er fremragende, let tilgængelige powerpop-plader, som alle med smag for pop-rock bør kigge lidt til. Deres tredje album, blev i første omgang udgivet som 3rd, siden som Sister Lovers, og siden 1992, hvor udgaven, jeg selv har lyttet til, blev udgivet, har den heddet Third/Sister Lovers. De forskellige udgaver har forskellige rækkefølger, men dette er udgaven, der minder mest om det, Chilton selv ønskede. Third/Sister Lovers er en ret besværlig plade. Man skal nærmest kende konteksten om Chiltons depression, før den rammer helt plet, men den er uden tvivl stadig fuld af rigtig stærke melodier. Den starter rimelig stærkt med den hårdtslående Kizza Me, hvori Chilton decideret bønfalder sin kæreste efter et lille kys, som hun ikke vil give ham. Det lyder måske ikke som noget specielt, men meget af styrken ligger i, at Chiltons stemme egner sig perfekt til fortvivlelse og nervøsitet. Han spiller rollen helt perfekt – såfremt det i første omgang blot er en rolle.

Den fortsætter med Thank You Friends, der igen i første omgang virker som en simpel taksigelsessang, hvor han takker alle, der har gjort det her mulig. Dog har han nok engang denne nervøse klang i stemmen, nok fordi han slet ikke takker dem. For han var deprimeret, og hvis man ikke skulle vide det i forvejen, så bliver det gjort rigtig klart på det tredje nummer, Big Black Car. Det er en langsom, minimalistisk sang, og den er rørende på en helt unik, utrolig oprigtig måde. Knap så oprigtig er Jesus Christ, en sang om frelseren Jesu fødsel, sunget med en stemme, der slet ikke tror på det. Han har altså opgivet ideen om mirakler. Med 14 forskellige sange på sig, kan jeg ikke gennemgå alle, men klare highlights er også Holocaust og Kangaroo, der kommer lige efter hinanden. De er meget langsomme, meget som Big Black Car, og de er om muligt endnu mere rørende. Holocaust med en grum, grum tekst; Kangaroo med en ligeså grum lyd. Man kan nærmest høre Chiltons sind falde sammen.

Efter disse sange kommer Stroke It Noel, der handler om, hvordan Chilton bl.a. fik afløb fra sine sorger: han onanerede. Man kan faktisk næsten høre det på strygerne og Chiltons stemme, som sangen nærmest afslutter med en orgasme. Der er rigtig mange forrygende numre på Third/Sister Lovers, og 1992-udgaven kan uden tvivl anbefales over alle de andre. Det bedste ved pladen er dog nok, at den slet ikke prøvede på at afspejle Chiltons depression. Det var bare de musikalske ideer, han fik under den. Det viser virkelig noget om, hvordan hjernen påvirkes. Albummet afsluttes med Take Care, endnu et af de mange enestående numre, pladen har at byde på. Det prøver rent lyrisk ikke blot på at runde pladen af, men det kunne nærmest lyde som om, den skulle runde Chiltons liv af. Han levede heldigvis op til 2010, men hans stemme, melodien, og hans mange gentagelser af sangens titel, får det til at lyde som om, det her var slutningen på det hele. Men selv hvis det havde været, ville det være en slutning, der rundede det hele perfekt af. Ikke blot sangen, men hele Third/Sister Lovers.

457 – Jackson Browne – For Everyman (1973)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne debuterede i 1972 med et eponymt album, og det blev rost til skyerne af anmeldere verden over, og salget gik heller ikke halvskidt. At følge op på sådan et album er svært, men Browne gjorde det nok engang. Hans opfølger, For Everyman, som den kom til at hedde, havde meget af den samme soft-rock-suppedas, han også fokuserede på i løbet af meget af debuten, men han sørgede for at oppe sig hvad angik skrivning af melodi såvel som tekst. Albummet åbner med et cover af Eagles-sangen Take It Easy. Den afviger ikke forfærdelig meget fra originalen, men det skyldes nok i stor grad, at Browne var med til at skrive den i første omgang. Derudover passer den også godt ind i albummet, da den rigtig flydende går over i Our Lady of the Well, der er et rigtig godt eksempel på den lidt sørgeligere Jackson Browne, både hvad angår melodi og tekst. Især teksten er rigtig stærk. Browne har et helt utroligt billedsprog, som kun få kan matche. Melodien har dog altid været Brownes svagere side. Jovist, den har altid stor effekt, så længe man hører på den, men kun enkelte numre bliver i hovedet, når man er færdig med at lytte til dem.

Colors of the Sun er dog netop en af undtagelserne. Den er rigtig rolig og drømmende, der er endda et rigtig svagt psykedelisk element i melodien. Sådanne minimale ting er Browne ekspert i – han er i sandhed en detaljernes mand. Mens det dog kræver opmærksomhed at finde ud af, lige præcis hvorfor hans sange virker, er det nok åbenlyst for enhver, at de nu engang gør det. På I Thought I Was A Child synger han om overgangen mellem barn og voksen, og mens historien er fuldstændig perfekt fortalt, bliver det efterhånden tydeligt at Browne ikke har en specielt stor stemme. Han formår da at komme med albummets måske bedste nummer. På These Days fortryder han store dele af sit liv, og hvis Brownes sørgelige lyd ikke virkede for dig på de andre numre, så burde dette nummer nok kunne overvinde dig med sin helt enorme styrke. Det er ret trist, så efter det, har man nok brug for noget lidt mere opmuntrende. Derfor er det så dejligt, at den energiske Redneck Friend, som selveste Elton John spiller klaver til, kommer. Det er et pragtfuldt nummer, som også hjælper albummet rent dynamisk

Selvom den lystigere Jackson Browne er dejlig at møde, så bliver det desværre til et kort bekendtskab. Browne fortsætter i den sørgelige grøft, som måske er ved at blive en smule tør. På egen hånd er The Times You’ve Come en rigtig rørende, velspillet sang, men den ender med at være i en kedelig suppedas, hvor den bliver kraftigt overskygget af lignende numre som These Days eller det efterfølgende nummer, Ready or Not, der handler om, at fortælleren skal tage stilling til, hvorvidt han er klar til at blive far efter et one night stand. Det er en tekst, der virkelig er værd at tænke over. Da kommer Sing My Songs To Me, og den er desværre en kende banal, men den er i det mindste lystig, hvilket er på sin plads efter et så alvorligt nummer. Men han har bevist før, at han sagtens kan lave bedre sange, når han skal være i godt humør. Præcis som med de to åbningsnumre, bliver der her spillet direkte over i afslutningsnummeret, der ligeledes er et titelnummer. Det er meget mere ambitiøst i såvel melodi og tekst, og mens det ikke er noget fantastisk, fungerer det godt til at runde albummet af. Det er et album med fejl og mangler, men der er ligeledes rigtig meget godt på det, så hvis du er til soft-rock, bør du nok kigge lidt til For Everyman af Jackson Browne.