Kategoriarkiv: P

434 – The Police – Outlandos d’Amour (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1978 debuterede rocktrioen The Police med Outlandos d’Amour, der flot blander mange forskellige genrer, her især punk, new wave og reggae – men den er på samme tid ofte ganske poppet. Den åbner med sangen Next to You, der også har kraftige blueselementer. De mest fremtrædende instrumenter på denne længende kærlighedssang er guitar og trommer, hvilket er spøjst, for den er som så meget andet på albummet skrevet udelukkende af bassist og forsanger Sting, hvis stemme er helt perfekt til så højlydte følelser. Sådanne får vi endnu flere af, når vi går hen til sang to, der ligeledes handler om længsel i form af So Lonely. Det er en af de mere reggae-inspirerede sange på pladen, men det forhindrer den ikke i at hive Sting ganske kortvarigt ind på mundharpe. Det er en ret sær portion, for han får aldrig rigtig spillet specielt meget på den. Mundharpen forsvinder stort set så snart den er kommet. En sand klassiker kommer da med ludderballaden Roxanne, der er den bedste sang om et forhold med en prostitueret, jeg kan komme i tanker om, og Stings følelser strømmer bare ud.

Generelt spiller kun Sting, Andy Summers og Stewart Copeland på denne plade, men de har et gæsteklaver på to numre, hvor det første er Hole in My Life, der ærlig talt er lidt for kluntet til min smag, i hvert fald når vi snakker de ret lange vers. Må dog indrømme, at omkvædet er ret sejt, og mod enden sker der ret seje ting med sangens ellers ret simple struktur. En noget mere helstøbt sang er Peanuts, som Sting skrev sammen med trommeslager Stewart Copeland. Herpå bliver punkelementerne rigtig tydelige. Sting bliver ret vred, og resten af bandet kan også finde på at gå lidt amok. Især Andy Summers får virkelig mulighed for at vise sig. Den er ret undervurderet blandt Police-sange, hvis du spørger mig, og det er nok en af de bedste på pladen. Sting går i spåner på Can’t Stand Losing You, der virkelig er en simpel sang, men den får udnyttet det hele meget bedre end f.eks. Hole In My Life gjorde. Så kommer Truth Hits Everybody, der er en af de mest energiske sange på pladen. Omkvædet er nok lidt for ensformigt, så man ender med at blive lidt træt af den, når det til sidst bliver gentaget igen og igen.

På Born In the 50’s er der tydelige musikalske inspirationer fra musikken fra de sene 60’ere, hvor Sting var en ung mand. Sangen fortæller historien om en generation, men jeg tror ikke helt, de vidste, hvor de ville hen med det. Konklusionen ender bare med at være, at ting er, som de er. Be My Girl – Sally er i starten en så latterligt simpel popsang, at man ikke rigtig kan tage den seriøst. Da giver Andy Summers os noget spoken word og et jazzet improvisationsklaver. Det er nok pladens særeste punkt, men det er svært ikke at lade sig fascinere af det. Og så varer det heller ikke lang nok tid til at blive irriterende. Afslutningsnummeret, Masoko Tanga, er opført på noget, der efter egen antagelse nok er et vrøvlesprog. Det nummer er faktisk også meget jazzet, og vokalen er mixet ret lavt, så den faktisk bevæger sig på bølgelængde med instrumenterne. Det er et ret godt nummer, selvom det langt fra er den vanlige Police-stil. Outlandos d’Amour er et rigtig godt album. Det er farverigt og eksotisk til trods for det lave antal musikere, og den ofte ret simple musik. Der er liv og sjæl i optrædenerne, og det lyder ikke rigtig som noget andet, tiden havde at byde på – end ikke som senere Police-albums.

435 – PJ Harvey – To Bring You My Love (1995)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey var et af 90’ernes største kvindelige rocknavne. Hun gjorde sig godt bemærket med pladerne Dry og Rid of Me og en af hendes bedste plader udkom derefter; To Bring You My Love fra 1995 er helt kanon, og den starter med et helt formidabelt titelnummer. Harvey synger på truende vis over en meget dyb guitar, der to gange bygger op til klimakser efterfulgt af dystre orgeler. Orgelet er en af de væsentligste instrumenter på hele pladen, for da kun et eneste nummer bruger bas, er orgelet ofte erstatning for dette. Man tænker næppe lige over det, men det gør lyden meget finurlig. Pladens andet nummer, Meet Ze Monsta, er en mere destruktiv sag, og Harvey er en smule skræmmende på den, når hun råber om store sorte monsuner. Oven på sådan en bombastisk sang er en stille sang, hvor man knap nok kan høre, hvad Harvey synger, så meget desto mere uhyggelig. Man tror hele tiden, at hun er på vej til at gå fuldkommen amok på Working For the Man. Den sang ville nok være ganske svag på egen hånd, men efter Meet Ze Monsta er den helt perfekt, og det er sådan noget, albumstruktur handler om.

Da når vi til C’mon Billy, der er en meget længende, oprørt sang, men det er langt fra en traditionel ballade. Jeg ved ikke hvem Billy er, eller hvad Harvey har at gøre med ham, men hver gang, jeg lytter til sangen, føler jeg, at jeg lærer mere og mere om ham. Hvis nogen sang på pladen er værd at lytte til igen og igen, så er det denne. Teclo, som kommer derefter, er en af de mindre interessante sange, hvis du spørger mig. Den er konsekvent ganske stille og langsom, og den måtte godt være lidt kortere end fem minutter, når man tager i betragtning, hvor lidt den udvikler sig. Den har dog en helt utrolig dyster stemning, hvis du spørger mig, og den stille lyd, giver meget effekt til det efterfølgende nummer, Long Snake Moan. Denne sang angriber lytteren yderst voldsomt med masser af guitar, og da der rent faktisk er en bas på her, lyder det mere som et traditionelt rocknummer, hvilket dog bliver atypisk i kontekst. Så kommer Down By the Water, der på rigtig flot vis bruger en strygerkvartet, som man også kan møde på to andre numre, men her skinner de virkelig. Og når Harvey begynder at hviske… uh, jeg får gåsehud.

I Think I’m a Mother er endnu et nummer, der på egen hånd ikke kan opnå ret meget. Men på albummet fungerer det ret godt som en overgang mellem Down By the Water og Send His Love to Me. Den er dog ikke så meget mere end en overgang, hvorfor 4 minutter da er lidt i overkanten, men den er et ganske frisk pust i i hvert fald de første to af dem. Send His Love to Me er en af de mange sange på pladen, der refererer til kristendom, og den gør det ikke på en vis, så Harvey virker særligt religiøs. Det virker mere som metaforer og billedsprog – for hvad ved jeg ikke, men det lyder ganske godt, og de gør følelserne lettere at forstå. Albummet afslutter med The Dancer, der fungerer rigtig godt som et absolut klimaks til albummet. Harvey er en rigtig dygtig musiker, og To Bring You My Love er blot et af hendes mange fantastiske albums. Hendes albums er også ganske konsekvente, hvad angår kvalitet, så vær ikke bange for at lytte til resten af hendes diskografi, efter du har hørt denne.

445 – The Pogues – Rum Sodomy & the Lash (1985)

Udgivet den af
Svar

Da jeg første gang satte Rum Sodomy & the Lash af the Pogues i afspilleren, blev jeg meget overrasket over det, jeg fik ud af mine højtalere. Alt, jeg vidste om dem, før jeg hørte dem for første gang, var at coveret til denne plade var bygget over maleriet Medusas Flåde. Jeg kiggede faktisk ikke grundigere end, at jeg slet ikke bemærkede forskellene fra originalen, og sidst jeg havde set et album, der brugte et maleri fra 1800-tallet som cover, var det Viva La Vida or the Death and all his Friends, så jeg forventede nok noget i stil med det album. For at sige det lige ud, så har the Pogues intet til fælles med Coldplay, og min overraskelse var rigtig stor, da jeg begyndte at høre åbningsnummeret, The Sick Bed Of Cúchulainn. Jeg hører pludselig en banjo, en utrolig grim stemme med en ufatteligt tyk keltisk accent og før jeg rigtig har fået slugt disse fakta, kommer der virkelig gang i den med et helt keltisk folk-orkester, der spiller løs med bitre undertoner og ikke en eneste poleret lyd på hverken fløjte, banjo, violin eller noget som helst.

Folk er dog ikke den eneste genre, der er væsentlig på pladen – punk spiller ligeledes en særdeles stor rolle. For i forhold til almindelig keltisk folk-rock er the Pogues meget vredere og grimmere, og de virker også meget udstødte. Hvis man virkelig vil se, hvor langt de er fra almindelig keltisk folk-musik, kan man jo sammenligne nogle udgaver af mere rendyrkede folk-navne. Man kan tage selv nogle af de mindre punkede sange på denne plade, f.eks. deres cover af Ewan MacColls Dirty Old Town,og sammenligne det med den også ganske kendte udgave af the Dubliners. Lyden er så uendelig meget mere bitter og grim. Til trods for den bitre tone, er der dog rigtig meget sjov musik på dette album – The Sick Bed Of Cúchulainn, Billy’s Bones, Jesse James, The Gentleman Soldier og Sally MacLennane er rigtig sjove numre med god fut i lyden – især de to sidste har rigtig godt gang i trommerne, og det er bare pragtfuldt – der er godt med banjo, sækkepibe, fløjte og harmonika. Albummet er produceret af Elvis Costello, og han satte virkelig en sjov vinkel på punk på sine albums, så deres samarbejde med ham giver god mening.

De langsommere numre er dog heller ikke ringe. Forsanger Shane MacGowan bruger Bob Dylans teknik, altså at bruge sin fuldkommen falske stemme til at danne en mere oprigtig lyd, da den så virker mindre som noget samlebåndsarbejde. Dirty Old Town, The Old Main Drag, Navigator, afslutningsnummeret And the Band Played Waltzing Matilda og i særdeleshed I’m a Man You Don’t Meet Everyday er gode eksempler på dette. I’m a Man You Don’t Meet Everyday er i øvrigt ironisk nok sunget af bandets kvindelige bassist, Cait O’Riordan, og det er ikke et tilfælde. Denne sang handler nemlig om en velhavende jordejer. Hovedpersonen er ikke på nogen måde usympatisk, han deler faktisk godt ud af sine penge, men bandet sørger for at understrege, at han ikke økonomisk repræsenterer dem, og det sker netop ved at lade en kvinde synge den. Rum Sodomy & the Lash er et rigtig godt album. Det er sjovt og festligt, alt imens der er kraftige bitre undertoner, og selvom de langsommere numre generelt ikke er nær så stærke, er de absolut heller ikke dårlige, og et par af dem når op på samme niveau som nogle af de bedste hurtigere sange. Det er et forfriskende spin på såvel punk som folk, og hvis du kan lide store nutidige folk-punk-bands som Flogging Molly og Dropkick Murphys, så kig til the Pogues, for det var her, det hele startede.

455 – The Police – Synchronicity (1983)

Udgivet den af
Svar

The Police var en af sen-70’erne og start-80’ernes største bands, og det var noget stort da Sting, Stewart Copeland og Andy Summers annoncerede, at de ville gå hvert til sit mens deres karriere var på toppunktet rent kommercielt. Deres sidste album var Synchronicity fra 1983, som er spækket med ikke blot nogle af bandets største hits, heriblandt King of Pain, Synchronicity II, Wrapped Around Your Finger og Every Breath You Take, men albummet er som en helhed også et absolut mesterværk. Den starter rigtig energisk og bombastisk med et syntetisk xylofon-angreb ved navn Synchronicity I, og den får hurtigt lytterens opmærksomhed. Da kommer den meget afslappende Walking In Your Footsteps, der desværre ikke følelsesmæssigt har specielt meget at sige, men instrumentationen er ganske interessant, og sangen er som det meste af albummet utroligt fængende. Efter den kommer den desværre knap så mindeværdige O My God, men selvom den er albummets utvivlsomt mindst fængende sang, så er den ængstelig og musikalsk interessant.

Alle de tre første sange er skrevet af forsanger Sting, som uden tvivl også var bandets frontfigur, men efter dem kommer to sange skrevet af henholdsvis Summers og Copeland. Først Mother, som Summers også selv synger, der er en rigtig besværlig arabisk inspireret sang. Summers lyder bindegal, og det er nok lidt af en mundfuld for den gennemsnitlige poplytter. Selvom det stadig er et ganske barokt nummer, er den efterfølgende Miss Gradenko noget lettere at sluge. Den er dog uden tvivl stadig meget interessant, og den lyder meget som en mere poppet udgave af noget, Jane’s Addiction kunne have lavet over 5 år senere. Efter disse to noget sære sange kommer en stribe af albummets fire hit-singler. Først kommer den stadig ret så barokke post-punk-inspirerede Synchronicity 2, der ikke rigtig på nogen måde fungerer som direkte fortsættelse til etteren, men det er en af mine yndlinge på ikke blot pladen, men blandt alle bandets værker, meget på grund af en meget storladen lyd og en særdeles utraditionel vokalmelodi i versene. Det føles virkelig som om, noget stort og dramatisk er ved at ske.

Denne tour de force af klassiske sange fortsætter med megahittet Every Breath You Take. Den bruger et forholdsvis simpelt rimskema, og en rigtig simpel, fængende melodi. Men de får den til at fungere helt perfekt, da teksten har utrolig mange lag, og Sting har sjældent lydt så længselsfuld som herpå. Den fortsætter igen i denne mere stilfærdige lyd på de to andre hits, King of Pain og Wrapped Around Your Finger, der til trods for det lavere tempo er nogle af albummets mest fængende sange, og der bliver lagt helt enorme følelser i den fra de tre medlemmer. Den oprindelige vinyludgave afsluttede med Tea In the Sahara, der bygger meget på desperation og indflydelser fra international folkemusik. Den runder efter min mening bedre albummet af end nummeret, der blev tilføjet bagefter på efterfølgende udgivelser, Murder By Numbers, der som sådan har en rigtig dyster lyd, men det ødelægges lidt, når Sting synger omkvædet, der siger “ABC” og “1, 2, 3” som var den en anden Jackson 5-sang. Synchronicity kan som helhed anbefales til enhver, der blot kan lide 80’er-pop, for det er en af årtiets absolut bedste albums i genren.

469 – Public Image Ltd. – Metal Box (1979)

Udgivet den af
Svar

Det mest ikoniske punk-album nogensinde er nok Never Mind the Bollocks, we’re the Sex Pistols, som var den eneste plade, Sex Pistols udgav, før de gik hvert til sit i 1978. Kort efter dette, dannede forsanger Johnny Rotten et nyt band, Public Image Ltd., og han begyndte at gå under sit borgerlige navn, John Lydon. Musikken, han da begyndte at lave, var mildest talt meget forskelligt fra den, han lavede med Sex Pistols. Sex Pistols lavede meget korte, simple sange om hvor vrede de var på magthavere, skrevet så groft, at ingen kunne være i tvivl om, hvad de handlede om. Public Image Ltd. derimod er en helt anden boldgade. De har lige det til fælles, at de lavede ret groft produceret, grimt lydende, aggressiv musik, men der ender lighederne. Især tilgængeligheden er vidt forskellig. Det er næppe alle, der er til Sex Pistols, men det kræver ikke nogen utrolig analytiker at forstå, hvorfor folk kan lide det. Public Image Ltd. er en meget anden oplevelse. De kan ofte køre i en tilsyneladende ensartet smøre i lang tid, bare så de kan etablere en stemning, og det leder sjældent op til et egentligt klimaks.

Ikke at et album som Metal Box dog blot er baggrundsmusik. Nej, hvis man ikke hører ganske godt efter, misser man fuldstændig alt, der gør det godt. Angsten i Lydons skingre stemme, de forvrængede, uregelmæssige guitarlyde, som Kevin Levene leverer. På mange numre sørger kun bassen og trommerne for at holde rytmen, mens Lydon og Levene i bedste Captain Beefheart-stil leger løs med alle de muligheder, der kommer af ikke at følge rytmen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg selv konstant er fuldstændig tilfreds med det, de ender med at spille, men de formår at gøre det til en interessant oplevelse hele vejen igennem. De kan hive et stykke af Svanesøen ind på Swan Lake – eller Death Disco, som den også kaldes – de råber løs som et heppekor på Chant, mens Lydon synger, skriger og hulker sig igennem det, ja albummet vover oven i købet at afslutte med et instrumentalt nummer, der hovedsageligt kører på en stille synthesizer, som Levene spiller, og han står ligeledes bag alle andre instrumenter på nummeret. Det er en atypisk afslutning på et atypisk album.

Resten af den time, der udgør albummet er dog også i sin helhed sublim, selvom der er nogle svage punkter. Jeg vil ikke sige, at et eneste nummer er decideret dårligt, end ikke et, der kunne kvalificere som middelmådigt, men mange af dem har det med at fortsætte med den samme idé i lige en kende for lang tid. Det bedste eksempel på dette er nok åbningsnummeret Albatross, der ganske vist gør utrolig mange gode ting, men den behøvede næppe at være hele 10 minutter lang. Og den rammer dig ikke rigtig med nok kraft til heller at fungere perfekt som et åbningsnummer, hvilket det efterfølgende nummer, Memories, nok ville have gjort meget bedre. Men alle disse ting er meget minimale fejltrin på et mesterligt album. Det er nok ikke et, der er specielt godt for nogen, der lige begynder på at lytte til post-punk- dertil vil jeg rettere anbefale Joy Division, Devo Gang of Four og tidlig U2 og The Cure – men hvis du allerede har sat dig en smule ind i genren, kan det klart anbefales også at lytte til Metal Box af Public Image Ltd., for det er en af de største plader i genren!

476 – The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band (1965)

Udgivet den af
Svar

Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

Udgivet den af
Svar

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

På Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.

492 – Pearl Jam – Vitalogy (1994)

Udgivet den af
Svar

Det første ord, der springer frem, når jeg tænker på Pearl Jams Vitalogy fra 1994 er “fejlfyldt”. Det har som få andre albums på denne liste fejl, som er næsten indiskutable. Det er generelt ikke et album, som de fleste vil have lyst til at lytte til hele vejen fra ende til anden. Pry, To er et nummer, hvor forsanger Eddie Vedder i højere grad end ellers mumler sig igennem noget nonsens med en ikke specielt vellydende guitar, der fjoller rundt i baggrunden. Aye Davanita kører med et eller andet folkemantra ovenpå en almindelig grunge-instrumentation, og det kommer virkelig ikke nogen vejene. Albummet går nærmest bare i 3 minutters tomgang. Bugs kører på et afskyeligt harmonika-riff, som de fleste nok ville få hovedpine af – lige dette nummer kan jeg selv ret godt lide, da det har en hylemorsom tekst, men det ødelægger virkelig stemningen, albummet havde godt gang i. Det absolut værste nummer er afslutningsnummeret, Hey Foxymophandlemama (Stupid Mop), der kører i næsten 8 minutter med en barnestemme, der på sine knæ beder om brutal sex. Det er svært at holde ud at lytte til.

Når albummet dog bliver godt, er det fantastisk. Sange som Better Man og Nothingman er meget rørende fortællinger om individer, der er deprimerede og i det hele taget har det meget svært. Nothingman er ganske vist ikke nær så stærk som Better Man rent lyrisk, men den bliver spillet og sunget, så det bliver til en ren tåreperser. Begge hovedpersoner er fortvivlede over manglende held i kærlighed: manden fra Nothingman er trist og ensom, og kvinden fra Better Man er endt hos et røvhul, som hun ikke kan komme af med. Spin the Black Circle er et meget aggressivt lydende nummer, der kører på hurtige, kraftige akkorder. Teksten handler i sig selv bare om vinylplader, men melodiens vrede er hårdtslående, og den er en af den slags sange, der om noget sætter blodtrykket i gang. Albummet kan virkelig blive smukt til tider, og med undtagelse af de 4 første sange, jeg snakkede om, er alle melodier skrevet, så de udtrykker et væld af store følelser. Næsten intet føles banalt, og stort set det hele føles vigtigt

Pearl Jam var i højere grad end de fleste af samtidens bands historiefortællere. De fortalte tit historier, som ikke rigtig havde noget med virkeligheden at gøre. Hvor bands som Nirvana og Alice in Chains ville fortælle om forsangerens strabadser, opdigtede Pearl Jam ofte historier om individer, som slet ikke eksisterede som bestemte personer i den virkelige verden, men de gør det stadig så jordnært, at man let kan forstå, hvorfor det er, som det er. Det store problem med albummet er, at der netop er de her få numre, der bare ikke er gode og ikke tilføjer noget som helst til oplevelsen. Det er numre, der nok helst bør springes over, når man lytter til albummet, og sådan noget gør, at næsten ingen ville kunne kalde dette for et perfekt album. Vi snakker ikke om fyld, vi snakker om ragelse, der faktisk blev lavet for at irritere Pearl Jams pladeselskab. Hvis vi dog ser bort fra disse numre, er Vitalogy et af de bedste albums, alternativ rock har at byde på. Sagen er bare, at disse numre kan være svære at se bort fra, så de trækker kraftigt ned.

497 – Public Enemy – Yo! Bum Rush the Show (1987)

Udgivet den af
Svar

Public Enemy er ikke blot en af 80’ernes bedste rapgrupper, de kunne meget vel være den bedste hip hop-gruppe nogensinde. Deres debutalbum, Yo! Bum Rush the Show fra 1987 viser klart deres talenter. De er ikke bange for noget som helst, og deres mod er nok en af de helt definerende karakteristika. Følelsesladet hip hop var ikke rigtig noget man havde i 80’erne, men selvom ingen andre grupper heller ville indrømme deres eventuelle fejltrin, virker Public Enemy stadig som de mest hårdføre af dem alle. De havde selvtillid som ingen andre, og de vovede at berøre nogle ret så kontroversielle emner. For det meste er der faktisk kun en enkelt, der rapper, i gruppen, nemlig Chuck D. Den anden vokal, Flavor Flav, fungerer oftest som det man kalder hype man. Det vil sige at han egentlig kun kommer med indskudte udråb, der skal øge effekten af de i forvejen hårdtslående sange. Sådan noget var set tidligere i hip hop – Grandmaster Flash havde f.eks. en hypeman – men ingen havde gjort det i samme grad som Public Enemy. Flavor Flav sørger for variation og enormt øget styrke til Chuck D’s vers.

Yo! Bum Rush the Show starter ud med You’re Gonna Get Yours, et nummer, der kører over et dejligt guitar-sample af en totalt ukendt funksang ved navn Getting it On. Public Enemy har altid udmærket sig ved at inkorporere samples af sange, som langt de færreste lyttere vil kende, hvilket gør lyden dejlig frisk. Samtidig er det produceret så godt, at selv når de bruger lettere genkendelige sange, føles det stadig som skræddersyet til deres musik. You’re Gonna Get Yours handler om en biljagt, hvor vores hovedpersoner bliver jagtet af politiet. De første tre vers handler mest om at gøre grin med politiet og at snakke om gruppens bil – hvilket let kunne blive trivielt, hvis det ikke var for Flavor Flavs energi, og Chuck D’s utrolig underholdende beskrivelser. Jeg har aldrig været så underholdt af at få en velfungerende bil beskrevet. Det bliver dog virkelig interessant, når man når til det fjerde og sidste vers. Det viser sig, at politiet jagtede dem helt uden grund.

Public Enemy har tit solgt sig selv med det politiske indhold i deres sange, og det er da også en af deres meget interessante sider. Men alle kan være politiske, det kræver virkelig ingenting at skrive en historie om politisk uretfærdighed. Det, der til gengæld kræver talent er at gøre sangen underholdende. Teksterne på Yo Bum! Rush the Show har mange små interne rim, altså rim, der foregår i løbet af en enkelt linje, og allitterationen er helt på plads. Sådanne ting kan virke trivielle, men de føjer meget energi til en sang, og disse småting forhindrer hip hop fra at lyde for meget som børnerim. At have alle disse ting på plads i sin lyd er så imponerende nok, men at man samtidig kan lave strukturerede sætninger med god legen med ordene inden for disse rammer er virkelig værd at beundre. Der er næsten altid meddelelser om racisme, politieffektivitet e.l. i deres sange, men det er langt fra altid fokus – den bliver lagt mere i energien og humoren, og den har de også masser af. Yo! Bum Rush the Show er en af de bedste hip hop-plader nogensinde, og jeg ville endda kun kalde den Public Enemys tredjebedste plade, så det siger noget om gruppens generelle kvalitet!