401 – Lynyrd Skynyrd – (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) (1973)

Southern rock-bandet over dem alle, Lynyrd Skynyrd, debuterede i 1973 med pladen (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd), et ganske praktisk navn, for hvis de ikke var sådan nogle legender, ville jeg nok også have svært ved at udtale det. På dette album finder vi nogle af Lynyrd Skynyrds allerstørste numre. Åbningsnummeret, I Ain’t the One, er måske ikke blandt deres mest kendte numre, men det fortjener det sørme at være. Melodien er ufatteligt fængende, og den er bare sjov at lytte til. Der er dejligt med variation i musikken, her f.eks. med en rigtig vild lead-guitar spillet af Allen Collins, og en fortræffelig portion, hvor et klaver er i fokus. Herefter får vi en 7½ minut lang klassiker, nemlig Tuesday’s Gone. Sangen er virkelig følelsesrig og melodisk interessant, og som følge af længden, sker der naturligvis meget. Så meget, at man faktisk slet ikke bemærker længden, og dette er en kunst, Lynyrd Skynyrd er mestre i. Her er leadguitaren, denne gang spillet Gary Rossington, igen formidabel, og der er også en Mellotron, der med sin stryger-lignende lyd, øger stemningen kraftigt.

Den Creedence Clearwater Revival-inspirerede Gimme Three Steps er endnu en virkelig fængende, sjov sang, der på den måde sørger for at afvige meget fra det foregående nummer, hvilket hjælper på albumdynamikken. Alle sange på albummet er skrevet helt eller delvist af forsanger Ronnie Van Zant, og den mand har bare et øre for melodier. De sidder alle lige i skabet, og hans tekster er også dejligt lette at relatere til. Simple Man er absolut ikke ikke en undtagelse til dette. Man forstår hvert et ord, og alle instrumenter lyder fuldstændig perfekt. Dette er ikke kun på grund af dygtige musikere, men også fordi alle dele er skrevet sådan, at de er værd at analysere i dybden. Det er så en ret langsom sang, så der bliver vendt tilbage til Creedence-inspirationen på Things Goin’ On. Det er et rigtig fedt nummer, og det føles også ganske unikt. Desuden er det politisk, og ikke ligefrem i den fløj, som de fleste sydstatsborgere ville erklære sig enig i, så det var ret risikabelt. Og klaverstykkerne derpå er også bare underholdende.

Missisippi Kid er som sådan bare en gammeldags bluessang. Den er rimelig imponerende på guitaren, og det er virkelig også et godt nummer, men som en del af albummet blegner det en kende. Alle de andre numre er så enorme og fyldige, så dette simple nummer virker en smule tamt. Derudover måtte det også være en kende kortere, for det ender med at blive ret monotomt mod enden. Der kommer meget mere fut i fejemøget med Poison Whiskey. Det er pladens korteste nummer, men det er som sådan ikke problematisk, for det spilder ikke tiden, og det kører med idéen i lige så lang tid, som er nødvendigt. Afslutningsnummeret, Free Bird, er nok pladens mest kendte sang, og det er fuldt fortjent. Det er et 9 minutter langt mesterværk, der går alle mulige musikalske veje, især drevet af Allen Collins’ lead-guitar. Det er en rørende fortælling om besværlige valg, og det er smukt. Det starter langsomt, men med tiden udvikler det sig til et vildt, dynamisk guitar-orgie. (Pronounced’lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérder et fabelagtigtalbum, der virkelig forstår at udnytte dynamik på fantastisk vis, og numrene er virkelig velgennemtænkte. Det har absolut fortjent at være nr. 100 album, jeg anmelder.

402 – Dr. John – Dr. John’s Gumbo (1972)

Mac Rebennack, bedre kendt som Dr. John, var født og opvokset i New Orleans, så mange af hans store inspirationer kom naturligvis derfra, navnlig deres legendariske R&B-scene. I 1972 udgav han da Dr. John’s Gumbo, der består næsten udelukkende af covers af New Orleans-klassikere. Åbningsnummeret er Iko Iko, oprindeligt af James “Sugar Boy” Crawford, og i Dr. Johns udgave er den ikke til at stå for. Melodien er fængende, og selvom sproget ofte er det rene volapyk, er det en del af nummerets charme, og det er der masser af. Det er upoleret som bare pokker, men det på den fede måde. Huey “Piano” Smiths Blow Wind Blow følger derefter, og selvom energien ikke er nær så ufatteligt høj, så er det et ret sjovt nummer, selvom Dr. Johns udgave næppe bliver den, der forbliver længst tid i din hukommelse. Hans fortolkning af Earl Kings Big Chief er til gengæld sublim. Orgelet er dejlig spøjst, og messingblæserne der på er også rigtig gode. Fløjteportionen i starten er også fantastisk.

Pladens eneste originale nummer er Somebody Changed the Lock, og det er faktisk heller ikke spor skidt. Det er skrevet meget lig klassikerne, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg nok tro, at det var en New Orleans-standard, så autentisk føles det. Samtidig har det dog et enkelt strejf af moderne flair, der gør nummeret friskt. Da kommer der virkelig fut i fejemøget med et virkelig energisk cover af Ray Charles’ Mess Around. Klaveret derpå er et helt virvar af fantastiske lyde, som bare overfalder hinanden en efter en. Det er næsten lidt for meget, men det er nu virkelig sjovt alligevel. Dr. John vender tilbage til Earl King med Let the Good Times Roll. Det er en fuldkommen udødelig melodi, og Dr. John behandler den med respekt og ynde. Og med ynde mener jeg råt og beskidt, præcis som det skal lyde. Den traditionelle Junko Partner er en rimelig simpel R&B-sang, men Dr. John leverer det som sædvanligt imponerende med flot instrumentation og en unik stemme. Hans vidunderlige stemme viser dog for alvor sine evner med den ligeledes traditionelle Stack-a-Lee, der lyder fuldkommen vidunderlig med ham, og hans klaverspil er også super!

Professor Longhairs Tipitina er også virkelig flot fortolket på denne plade. Hvis klaveret får fokus i noget nummer, så er det her, og det lyder sørme også godt. Dr. John hylder Earl King en sidste gang med Lonely Lonely Nights. Det er ikke ligefrem den mest imponerende sang på pladen. Jeg har intet imod den, men den gør intet for at stikke ud blandt resten. Pladens næstsidste nummer er en medley af tre Huey “Piano” Smith-sange, og få medleyer hænger så godt sammen. Overgangen fra High Blood Pressure over Don’t You Just Know It til Well I’ll Be John Brown er så naturlig, at man slet ikke lægger mærke til det. At kalde dette en medley virker nærmest som en fornærmelse, for nummeret er så utrolig komplet. Afslutningsnummeret Little Liza Jane, også oprindeligt af Huey “Piano” Smith. Det er en rimelig fed afslutning, og nummerets gospel-indflydelse gør mig virkelig i godt humør. Det gør hele albummet som sådan. Dr. John’s Gumbo er bare sjov med sjov på, og det er ikke til at stå for!

403 – Big Star – Radio City (1974)

Et af 70’ernes uden tvivl mest oversete bands er efter min mening Big Star. De udgav 3 albums i 70’erne, og de er alle virkelig gode. Min favorit deriblandt er Third/Sister Lovers fra 1978, men dette er meget på grund af følelserne og stemningen derpå. Hvis vi til gengæld kigger på, hvad der er skrevet og opført bedst, så ville deres største værk nok være den foregående plade, Radio City fra 1975. Denne starter med pladens længste nummer, O My Soul, der virkelig sparker albummet i gang på energisk vis. Det er en af pladens stærkeste melodier, og der er meget variation på nummeret, mens det stadig fungerer som en sjov popmelodi. Det andet nummer, Life Is White, er endnu en stærk melodi, hvorpå forsanger Alex Chilton er i en rimelig øm position, og mundharpen derpå hjælper absolut på at gøre den mere unik. Way Out West er en meget kærlig sang om længsel. Man finder en ikke videre teknisk imponerende omend meget gribende guitarsolo derpå, og teksten er også blandt albummets bedste. Det er ikke svært at forstå, og letforståelig musik er også det, Big Star er bedst til.

Et af de sødeste numre på pladen er What’s Going Ahn. Den er mere stille end de første numre, og Alex Chiltons stemme er fuldkommen fantastisk herpå. Den lyder meget tænksom, så det giver den en vis dybde. En af pladens mest fængende sange er You Get What You Deserve, der kører i en mere seriøs tone end det meste af albummet. Det er dog stadig et oplagt nummer at synge med på, og det er nok blandt mine egne favoritter. Efter dette kommer der så noget lidt hårdere, og i dette felt gør Big Star det selvfølgelig også ganske godt. Selve lyden fejler i hvert fald ikke noget på Mod Lang, men jeg ville næppe kalde det noget i nærheden af deres stærkeste melodier. Den er ret ensformig, og selv med de mange gentagelser formår den ikke at blive særligt fængende. Dog er guitaren, også spillet af Alex Chilton, rigtig fed. Et af de mest populære numre på pladen er Back of A Car, og det er nok svært at nævne et bedre eksempel på bandets brug af dynamik i løbet af en enkelt sang. Melodien er fantastisk sjov, og Chiltons kærlige stemme er ikke til at stå for. Og så er det her igen et af pladens flotteste guitar-præstationer.

Daisy Glaze er et ret blødt nummer, der på egen hånd ikke er noget specielt, men det er dejligt med et nummer, der kan afvige fra de to hårdere numre, der kommer før. Jeg ville dog nok aldrig lytte til det uden resten af albummet. She’s A Mover er til gængæld ikke spor dårlig. Den føles en kende ufuldendt, men melodien er lige i skabet, og instrumentationen er også lige til at rocke med på. Den falmer dog gevaldigt, da det er efterfulgt af et af bandets største mesterværker: September Gurls. Jeg elsker September Gurls. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvor godt jeg synes om September Gurls, men jeg vil da forsøge; det er en virkelig sjov melodi, den har en meget kærlig sentimentalitet over sig, hver eneste del passer perfekt sammen med resten af sangen, og den lægger sig virkelig godt i ørerne. Jeg holder stadig fast ved, at det er en af de bedste popsange nogensinde. Den efterfølgende sang, Morpha Too, er opført med kun en falset og et klaver, men det har en charme over sig. Nok ikke end specielt langvarig charme, men det er et ganske kort nummer, så dets skævhed er ret dejlig. Afslutningsnummeret I’m in Love with a Girl er en ret ungdommelig sang om at opdage, hvad kærlighed er for noget. Det lyder banalt, men det er opført rigtig godt, og det er igen en meget kort sang, men det runder et helt vidunderligt pop-album af.

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

405 – PJ Harvey – Rid of Me (1993)

PJ Harvey er et af de allerstørste navne i alternativ rock, og hendes andet album, Rid Of Me er ofte opfattet som hendes største værk. På denne finder man 14 meget forskellige numre, alle af rigtig høj kvalitet. Dynamik er noget, hun lige fra første nummer, titelnummeret, fremviser, at hun har meget kontrol over. Dette er nok et ret ekstremt tilfælde på overgang mellem stille og højlydt, men det virker helt perfekt. Andre steder på albummet er overgangene noget blødere, men det helt enorme adrenalinsus. Der er rigtig mange hårde lyde i løbet af albummet, så dynamikken er vigtig. Det er komposition naturligvis også, og hendes melodier er fuldkommen gribende. Fængende ville næppe være ordet for specielt mange af dem, men man kan let sidde forgabt i hendes lydunivers. En af de bedste sange, Man-Size er faktisk på albummet to gange, begge gange fortræffeligt. Underligt nok først i en alternativ udgave ved navn Man-Size Sextet, hvor en stryger-sekstet – spillet udelukkende af Harvey selv – får hende til at virke ømmere, idet ingen andre instrumenter er med på sangen.

Senere på albummet kommer så den rigtige udgave af Man-Size og det er vitterligt en helt anden oplevelse. Hun virker stærkere og mere dominerende, det til trods for, at det er den fuldstændig samme tekst og melodi. Hun synger den end ikke på en videre anderledes måde, men at høre den med bas, trommer og guitar er så anderledes, at man får en helt anden opfattelse af hende. Hun har faktisk også et enkelt cover på pladen. Det er af Bob Dylans legendariske Highway 61 Revisited, og det lyder skønt i hendes udgave. Jeg foretrækker nok stadig Dylans version, men hendes vrede, punk-metal-udgave er noget af et under. Igen er det et eksempel på en mere ekstrem side af dynamik, for i starten af sangen kan man knap nok høre, hvad Harvey synger, hvis man ikke har skruet godt op, men det bliver tydeligere. Faktisk er det overraskende ofte, at jeg ikke kan høre et ord, og sært nok irriterer det mig slet ikke. Nej, det nærmest fascinerer mig. Det får hende til at virke mere mystisk og sexet, og jeg har ingen anelse om, hvordan hun gør det. Enhver anden kunne gøre det samme, og jeg ville hade det.

Rid Of Me er et meget beskidt album, og det prøver ikke på at skjule det. Det er samtidig meget seksuelt, så det skaber en interessant kontrast. Det er helt vildt ulækkert og attraktivt på en og samme tid. Det er noget Harvey er fuldkommen fantastisk til. Jeg ved igen ikke helt hvordan hun gør det, for med mange andre, ville de ligne manglende fokus, hvor Harvey på nærmest magisk vis kan fokusere på både støj og sex. Meget af rosen fortjener producer Steve Albini dog også, for han har haft en vigtig indflydelse på lyden. Dog tror jeg næppe, produktionen på dette album havde haft nær så enorm effekt, hvis vi ikke snakkede om netop PJ Harvey. Rid of Me er et vovet, interessant album, der hele vejen igennem tør at overraske lytteren med mange forskellige indtryk. Hvis du på nogen måde kan lide alternativ rock, om det så skulle være Tool eller Nirvana, så kan Rid of Me anbefales virkelig let. Det er en af 90’ernes bedste plader, og Harvey er en af 90’ernes dygtigste musikere.

406 – Sinéad O’Connor – I Do Not Want What I Haven’t Got (1990)

I 1990 hittede den irske sangerinde Sinéad O’Connor verden rundt med Prince-coveret Nothing Compares 2 U, og det var som sådan hendes eneste større hit. Hun er derfor ofte blevet kaldt et one-hit wonder, men selvom det er teknisk korrekt, er det dybt uretfærdigt, for hun har meget mere i sig end den ene sang. Pladen, man kan finde Nothing Compares 2 U på hedder I Do Not Want What I Haven’t Got, og det er spækket med fede numre. Åbningsnummeret, Feel So Different, er et overvejende strygerdrevet nummer, hvorpå O’Connor i starten på en gang blidt og kraftigt synger på livet løs. Som nummeret dog udvikler sig, bliver det mere højlydt og intenst. Det er et pragtfuldt nummer. Pladens andet nummer, I Am Stretched on Your Grave, er bygget over et irsksproget digt fra 1700-tallet, men det ville man aldrig vide fra O’Connors udgave. Hendes lyder faktisk mest af alt som noget trip hop, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den genre eksisterede knap nok endnu. Og trods hvor pludseligt det er, fortjener strygerportionen mod nummerets slutning også ros, for det er vitterligt smukt.

Three Babies omhandler noget, der er lidt gennemgående i løbet af mange af numrene på pladen, nemlig moderskab til tre spædbørn. Nummeret har også en rigtig smuk dynamik mellem at være meget stille og ret højlydt, og både hendes omsorg og ømhed er virkelig fremtrædende og overbevisende. I den mere poppede ende finder man The Emperors New Clothes, der kører med mere traditionelt bas-trommer-guitar-akkompagnement, men nummeret fungerer rigtig godt. Man kan let nynne med på det, og det er jo ikke fordi hendes følelser forsvinder, fordi nummeret er mere poppet. Black Boys on Mopeds er en ganske trist politisk sang om racisme i england opført med kun vokal og en enkelt akustisk guitar. Det er et fascinerende nummer, og selvom jeg stadig nyder hårdtslående sange som Fuck the Police og Fight the Power, er det forfriskende at få meddelelsen leveret sådan her. Det helt store hit, Nothing Compares 2 U, er som sagt et Prince-cover, og hun fik virkelig forbedret sangen gevaldigt med sin udgave. Forstå mig ret, jeg elsker Prince, men der er virkelig mange problemer ved originalen, og ingen af dem er der, når vi får den gennem O’Connor. Princes udgave virker stadig som et cover for mine øren uanset hvor ofte jeg lytter til det.

Et af de mere rockede numre på pladen er Jump In the River, og underligt nok vækker det ikke min interesse i nær så høj grad som de andre numre. Det har stadig et ret fedt groove, men det udvikler sig ikke rigtig til noget videre specielt, og det starter også et ganske simpelt sted. Til gengæld er You Cost as Much Sorrow en helt formidabel sang. Den er igen i den mere poppede ende, men det er bare en virkelig stærk melodi, og teksten er også rigtig stærk. “You cause as much sorrow dead as you did when you were alive” er alene en rigtig tankevækkende linje, og dem er der mange af. Det næstsidste nummer, The Last Day of Our Acquaintance, er en af den slags, der til gengæld udvikler sig meget. Som så meget på albummet starter det langsomt, men med tiden bliver det vildere, og selvom udviklingen godt måtte ske lidt hurtigere, er afslutningen virkelig det hele værd. Titelnummeret, der i øvrigt afslutter albummet, har ingen instrumental opbakning, det er kun O’Connor, der synger helt alene. Det er rimelig kraftigt, for hun virker ganske sårbar, når der ikke er andet end hendes stemme på optagelsen, men desværre er melodien lidt trættende i længden, og det er et ret langt nummer. Alt i alt er I Do Not Want What I Haven’t Got et klart bevis på, at O’Connor er en rigtig virtuos personlighed, der absolut fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun får.

407 – The Doors – Strange Days (1967)

I 1967 debuterede the Doors med en eponym plade, og denne er efterhånden legendarisk. Samme år udgav de så opfølgeren, Strange Days, hvorpå man både finder numre, der blev sorteret fra debuten, og dengang helt nye sange. Åbingsnummeret, der som pladen bare hedder Strange Days, er et af de bedste numre på pladen. Forsanger Jim Morrison er som sædvanlig meget poetisk i sine beskrivelser af sine psykedeliske syner. Sproget er som altid meget livligt og interessant, og instrumentationen er ligeledes sublim. Især orgelet er ofte et vigtigt instrument hos the Doors. På dette finder vi den ganske virtuose Ray Manzarek, der virkelig sørger for at puste liv i musikken. Det efterfølgende nummer, You’re Lost Little Girl, er et ret truende nummer. Morrison virker ikke i sig selv truende, men han maler en rimelig fortabt situation i det musikalske landskab, og sangens dynamiske bevægelse mellem portionerne med og uden orgel er rigtig gribende. Jim Morrison er jo selvfølgelig også lidt af et sexikon, så nogle sexede sange har vi naturligvis også på Strange Days, og den frækkeste er uden tvivl Love Me Two Times. Hans charme er helt uimodståelig, og han er ualmindeligt langt nede på jorden lyrisk, selvom han stadig er ret eklektisk.

Unhappy Girl er endnu længere nede på jorden. Det er en simpel trøstesang, men den er fortalt som kun Morrison kan gøre det. Og så er den faktisk også rigtig sjov at lytte til, selvom man stadig let kan mærke tumulten, denne kvinde går igennem. Horse Latitudes er nok pladens mest syrede sang. Det er Spoken Word, og instrumentationen virker improviseret en del af tiden, især fordi der ikke er nogen reel rytme. Det er ret smukt, når det kommer til stykket, selvom jeg ikke fatter en bønne. Lidt simplere er så den stadig ret spektakulære Moonlight Drive, hvorpå guitarist Robby Krieger spiller guitar med bottle-neck-teknikken, hvilket skaber en ret unik lyd. Og så er Morrison også virkelig syret i sin lyrik, så sangen bliver på den måde til en af pladens mest interessante. Pladens største hit er nok People Are Strange, der på fuldkommen smuk vis fortæller om Morrisons opfattelse af omverdenens reaktion til ham. Det er uden tvivl en af Morissons allerbedste tekster, og den fortæller rigtig meget på blot 2 minutter, og den er også ganske fængende.

Og hvis vi bliver ved de fængende numre, gør få dette så godt som My Eyes Have Seen You. Det er en ret simpel sang, men dets evne til at udvikle sig er ret godt. Nogle gange er de simpleste ideer bare de mest effektive. Og her er Morrison i øvrigt også virkelig sexet, især mod slutningen, hvor musikken går helt amok. En lidt langsommere sang, I Can’t See Your Face In My Mind, udvikler sig ikke så meget, men det, at denne ene sang forbliver på et forholdsvist fladt plan, er virkelig albummets største svaghed. Udover sangens stilstand, er det en rigtig god, fængende, trist sang, der nok ville kunne have rundet albummet godt af, hvis det ikke blev trumfet gevaldigt af det rigtige afslutningsnummer, When The Music’s Over. Det er 11 minutter langt, og der sker ufatteligt meget i det. Det bliver rigtig intenst. Det eneste problem, er at den med den længde og den placering lægger op til sammenligning med The End, der afsluttede det foregående album, og der er den dog nok underdanig. Men Strange Days er i alle fald et både lyrisk og musikalsk ufatteligt interessant album. Man kan slet ikke mærke, at meget af dette materiale ikke var godt nok til det første album, eller at de ikke var lavet til at passe sammen med de andre. Det kan anbefales til alle, der kan så meget som tolerere psykedelisk musik.

408 – Bob Dylan – Time Out of Mind (1997)

Bob Dylan udgav nogle af de uomtvisteligt bedste albums nogensinde i 60’erne og 70’erne, og selvom han også lavede det rene ragelse til tider, var standarden rigtig rigtig høj. Og så kom 80’erne. Man kan sige meget om Bob Dylan, men han hænger ikke specielt meget sammen med 80’erne, selvom han ikke skruede ned for frekvensen for pladeudgivelser. Og hans nye album fortsatte med at være ukendte – indtil hans store comeback i 1997 med albummet Time Out Of Mind. Dette album starter med en fuldstændig hæsblæsende sang ved navn Love Sick. Det er et langsomt, dystert nummer, og Dylan lægger rigtig meget følelse i. Især starten sørger kraftigt for at få lytterens interesse drejet godt mod albummet, og det er jo en svær kunst, hvis der ikke er nogle hårdere numre på pladen. Han fortsætter med et lystigere bluesnummer ved navn Dirt Road Blues. Kompositionen er lig meget andet bluesmusik, men Dylans udførsel har så meget personlighed, at man slet ikke bemærker det.

Bagefter kommer Standing in the Doorway, der med næsten 8 minutter er pladens næstlængste nummer. Det er et virkelig rørende nummer, og her finder vi også en af pladens bedste tekster. Der er konstant et eller andet, der virkelig får dig til at tænke, og situationens håbløshed er både troværdig og kraftig. Han vender tilbage til bluesstilen med Million Miles, og det fungerer rimelig godt. Desværre er orgelet derpå ganske monotomt meget af tiden, men den Robert Johnson-inspirerede guitar er til gengæld ikke til at stå for. Det efterfølgende nummer, Till I Fell In Love With You harr ligeledes kraftige blueselementer i sig, og den aparte instrumentation har uden tvivl sin charme, men i sidste ende kommer det nok til at blive lidt for meget af det samme. Det er dog ikke tilfældet med Not Dark Yet. Det er endnu et virkelig rørende nummer, som virkelig formår at vække mange følelser. Der er ikke et enkelt snært af blues her, men det er til gengæld et folknummer af så høj kvalitet, at man skulle tro, at det var lavet i Dylans glansperiode i 60’erne. Det er langsomt, men det er blot fordi det tager sig god tid med at blæse lytteren omkuld.

Time Out of Mind er et af de få albums, hvor jeg ville sige, at den bedste halvdel uden tvivl er den sidste. Der er nogle få sløsede elementer i starten, men mod slutningen får man så fantastiske numre som den helt utrolige Cold Irons Bound. Det har som så meget af albummet en stærk blueslyd, og det fortæller en helt fantastisk historie om kærlighed, paranoia, druk og stort set alt det guf, man kan få samlet på 7 minutter. Da kommer min absolutte favorit blandt Dylans numre, og nok i det hele taget et af de ti bedste numre, Dylan nogensinde har skrevet, hvis du skulle spørge mig. Det hedder Make You Feel My Love, og smukkere kærlighedssange skal man lede længe efter. Hvis han havde udgivet det i 60’erne, ville det nok være blandt hans mest kendte numre, så godt er det. Can’t Wait er et meget fedt, råt bluesnummer, der virkelig foruden en ret fed tekst og en fantastisk vokaloptræden også udmærker sig gennem en vældig interessant instrumentation. Afslutningsnummeret, Highlands, er 16½ minut langt, og det tog mig noget tid at lære at elske. Det er nemlig rigtig langt, og musikalsk udvikler det sig ikke rigtigt, men historien, han fortæller, er rigtig morsom, og den bliver fortalt som kun Dylan kan fortælle den. Time Out of Mind kan anbefales til alle fans af Dylans ældre materiale. Den når næsten de højder, og det er virkelig noget at prale af.

409 – Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard (1974)

Eric Clapton havde i 1974 spillet guitar for Bluesbreakers, Blind Faith, Cream, Derek and the Dominos og Yardbirds, og han havde også forladt dem alle. Nå, men så er der jo altid mulighed for en solokarierre. Han havde allerede udgivet en eponym debut i 1970, kort tid efter Derek and the Dominos var blevet dannet, så nu var det vel på tide at følge op på dette, og hans andet soloalbum kom til at hedde 461 Ocean Boulevard, og det endte med at bestå hovedsageligt af covers. Først et af den traditionelle bluessang Motherless Children, og det er en af albummets bedste sange. Clapton er som altid helt ufattelig på guitaren, og hans kendskab til bluesmusik vises også godt frem. Den føles samtidig rigtig nyt og frisk, så man kan sagtens som almindelig rockfan sidde og spille luftguitar for fuld drøn. Da kommer den originale sang Give Me Strength, og lad mig sige det sådan, at Clapton kan gøre meget bedre end det. Det er en ret tam sang, hvor der næsten ikke sker noget. Til gengæld er hans udgave af Johnny Otis-sangen Willie and the Hand Jive rigtig god. Den er stille, men det virker til dens fordel, for den lyder rigtig cool og afslappet.

Cool og afslappet er generelt ord, der beskriver 416 Ocean Boulevard rigtig godt. Get Ready, endnu en original sang, er i hvert fald også sådan. Det er en duet med Yvonne Elliman, som også var med til at skrive sangen, og hun tilføjer meget til sangen. Ellers kunne den nok let have endt med at lyde lidt banal. Pladens største hit er uden tvivl hans cover af den dengang forholdsvis ukendte Bob Marleys I Shot the Sherrif. Og det bedste ved det cover er nok, at det gjorde Bob Marley mere populær. Det afviger ikke specielt meget fra originalen, og hvis Marleys udgave allerede var kendt dengang, var Claptons næppe blevet et hit. Den passer dog godt på albummet som et af de mere højlydte numre, hvilket hjælper på dynamikken. Can’t Hold Out vender tilbage til tendensen med de stille blues-covers, og den er rimelig god, mens den er der, men den ender ikke med at stikke ud mellem andre sange på albummet. Det gør til gengæld hans cover af Duane Allmans Please Be With Me. Det er et af de lystigste numre på pladen, og man bliver helt næstekærlig af at lytte til det.

Pladens sidste originale nummer, Let It Grow, føles meget inspireret af George Harrisons mere stille sange. Der er flotte vokalharmonier og kraftig hippie-mentalitet. Det føles også ganske oprigtigt, hvilket jo aldrig er en dårlig ting. Det er faktisk måske pladens bedste nummer. Det næstsidste nummer er en ret funky udgave af Robert Johnsons Steady Rollin’ Man. Hans fortolkning er rå og fræk, og hans guitarsolo er virkelig god. Man kan rigtig let mærke hans kærlighed for Johnson herpå, og han virker som altid rigtig cool. Som albummet efterhånden når sin ende, bør man efterhånden have opdaget to ting. For det første er Clapton en helt utrolig guitarist, men derudover også at han er en ret så middelmådig sanger. Han er hele tiden så afslappet, fordi han simpelthen ikke kan lægge specielt meget styrke i sin stemme, hvilket hans guitar så mere end blot kompenserer for. Han får heldigvis også et kor til at hjælpe med dette på afslutningsnummeret Mainline Florida. Dette har en rigtig flot guitarsolo, og man føler, at der er en helhed, der bliver rundet af her. Denne helhed, 461 Ocean Boulevard er et rimelig godt album. Det har uden tvivl mange gode øjeblikke på sig, men at det skulle være det mesterværk, folk til tider kalder det, har jeg svært ved at se.

410 – Wire – Pink Flag (1977)

I 70’erne var der rigtig mange punk- og post-punk-bands, og et af de mest indflydelsesrige er Wire, der i 1977 debuterede med den helt fantastiske plade Pink Flag. Pladen består af 21 forskellige sange af varierede længder – fra et halvt minut til fire minutter, og alt muligt derimellem. Og hver eneste sang på pladen er helt utrolig, og de arbejder alle rigtig godt sammen om at skabe et fantastisk album. Det er på overfladen ret grim musik, det kan man sige om så meget punk, men Pink Flag er virkelig et kunstværk. Bandmedlemmerne har tydeligvis lagt rigtig meget tanke i albummet, for man kan virkelig lytte til det igen og igen uden at blive den mindste smule træt af det. De fortsætter numrene i lige så lang tid, som er nødvendigt. Man bliver aldrig træt af for mange gentagelser, men man føler heller ikke – end ikke på de korteste numre – at man ikke får noget ud af musikken. Og så er de faktisk også forholdsvist let tilgængelige. Det kræver selvfølgelig lige at du er til punk, men du behøver slet ikke at slå hjernen til for at kunne lide deres musik.

Det forholder sig på ingen måde sådan, at noget nummer på Pink Flag slipper, hvor det foregående slap, men numrene arbejder stadig fantastisk sammen. Numrenes placering har rigtig meget at gøre med dette albums holdbarhed. Hver gang, man som lytter har brug for noget, så får man det – uanset om man egentlig ved, at det er tiltrængt. Men af denne årsag føles hele albummet rigtig rigt og mættet til trods for spinkel bemanding og direkte produktion. Jeg vil gerne indrømme, at hvis albummet skulle have en enkelt fejl, er det, at mange af sangene ikke er så bemærkelsesværdige på egen hånd. Men på den anden side ender de med et absolut mesterværk af et album. Pink Flag har dog også masser af numre, man kan nyde på egen hånd: Især bemærkelsesværdige er ReutersEx Lion Tamer, Lowdown, titelnummeret, StrangeMannequin og 12XU. Det er nok intet tilfælde at jeg samtidig lige har nævnt alle sange på over 2 minutter. Men at de sange er mine favoritter, betyder absolut ikke, at resten burde være længere. Nej, jeg ville aldrig turde at ændre på noget som helst ved dette album. Pink Flag er som et korthus, der kan vælte med et enkelt pust. Men det er verdens smukkeste korthus.

Noget interessant ved Wires musik er, at den i modsætning til så meget andet punkmusik ikke oser af vrede specielt ofte. Det afhænger selvfølgelig af din forståelse af vrede, men selv ser jeg kun Mr Suit og 12XU som traditionelle vredesudbrud. Ellers er følelserne mest paranoia, sarkasme, angst, nervøsitet og fortvivlelse. Uanset hvilken af de mange følelser, man finder hos Wire, leverer Pink Flag dem alle mesterligt. Det er heller ikke et specielt langt album. Det er ikke latterligt kort, det varer 35 minutter, men man kan altså rigtig ofte bare sætte pladen på og nyde det til vejs ende. Hvis du er glad for punkmusik og kunne tænke dig noget mere kompliceret, så er Pink Flag rigtig let at anbefale. Du behøver dog ikke at være verdens største punkfan, men hvis du har noget imod punk, så er det næppe noget for dig. Og husk at lade være med at dømme ud fra enkelte numre, for man kan få utrolig meget mere ud af den, hvis man lytter til den fra start til slut.