Forfatterarkiv: Kjartan

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

Udgivet den af
1

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling Stone, Hurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.

292 – The Velvet Underground – White Light/White Heat (1968)

Udgivet den af
Svar

Hvis du så meget som bare nævner The Velvet Underground i min nærhed, kan du gøre mig usandsynligt glad. Min yndlingssang af den eksperimentelle gruppe er en 17 minutter lang protopunk-sang ved navn Sister Ray. Den findes på gruppens anden plade, White Light/White Heat fra 1968. Denne plade åbner med et titelnummer, der blander noget af den mest støjende rockmusik, man kunne finde dengang med en meget blues-inspireret melodi og backingvokalister, der mest af alt lyder af doo-wop. Det er ikke den bedste lydkvalitet i verden, men det lægger flot grund for det, pladen kommer til at være. Det andet nummer, The Gift, har meget støjende instrumentation i højre speaker og spoken word læst op af bandets bassist, bratschist og organist, John Cale, i den venstre. John Cales stemme er i modsætning til musikken meget rolig, hvilket får begge til at springe ud. Han fortæller en virkelig morsom historie, som jeg helst ikke vil afsløre slutningen på, men jeg vil da fortælle, at det handler om en mand, der sender sig selv med posten.

Albummet fortsætter stærkt med det tredje nummer, Lady Godiva’s Operation. Denne sang formår på en eller anden sær måde at være både stille og larmende, i instrumentation såvel som sang. De går begge meget fint frem og tilbage mellem det så hurtigt, at det føles som om, det sker på en og samme tid. Sangen virker meget simpel omend excentrisk i starten, men som tiden går, bliver den mere og mere bindegal, især i vokalen, men instrumentationen udvikler sig også. Det er interessant, at så meget kan ske, for melodien er uhyre simpel. En ligeledes simpel melodi er den efterfølgende Here She Comes Now, der også starter meget stille ud. Den er mere diskret end Lady Godiva’s Operation i sin udvikling, men den er der skam. Det er en virkelig fed melodi, og gruppens excentricitet er virkelig tydelig her. Den fungerer måske bedre i kontekst, end den gør på egen hånd, men den er stadig et eksempel på fantastisk sangskrivning. På albummet markerer den som albummets uden tvivl roligste sang overgangen mellem en rolig omend stadig støjende første halvdel, og det støjorgie, der er anden halvdel.

Lige fra første tone på I Heard Her Call My Name er der dømt støj for fuld skrue. Det er støjende i starten, og det bliver helt vanvittigt, som den skrider fremad. Efter det første minut, hvor der er sang, der kører efter en egentlig melodi, så går det brat over i en kort guitarsolo på et halvt minut. Så kommer endnu et decideret vers, men så går den igen brat over i en støjende guitarsolo, der varer halvdelen af sangen, over 2 minutter. Men det er ikke langt, og det er ikke støjende, hvis man sammenligner det med afslutningsnummeret, den efter min mening bedste sang på pladen. Sangen hedder som tidligere sagt Sister Ray og varer over 17 minutter. Den kører næsten hele vejen igennem på et meget simpelt riff, og det hele er dejligt distorteret og støjende. Teksten handler om vold, stoffer, homoseksualitet og transvestitter, og med linjer som “She’s busy sucking on my ding-dong” og vilde orgelsoloer, der bare overfalder hinanden. Det er et fantastisk nummer, men jeg indrømmer at det langt fra er noget for alle. Det er dog noget for mig, og det er en væsentlig del af årsagen til, at White Light/White Heat er en fantastisk plade.

293 – Simon & Garfunkel – Simon and Garfunkel’s Greatest Hits (1972)

Udgivet den af
Svar

Den særdeles populære folk-rock-gruppe Simon & Garfunkel gik efter fire virkelig succesfulde albums hvert til sit i 1970, og de tog i 1972 afsked med et opsamlingsalbum. Dette album fik den simple titel Simon and Garfunkel’s Greatest Hits, men sådan en titel må dog tages med et gran salt. I deres korte karriere formåede de ganske vist at få flere hits end de fleste kunne med blot 5 albums, hvor det første ikke engang havde nogen hits på sig. Men man får skam alle de sange, man umiddelbart tænker på, når man hører navnene Simon og Garfunkel: The Boxer, Bridge over Troubled Water, Cecilia, The Sound of Silence, Mrs. Robinson og I Am A Rock er alle repræsenteret, og det er jo skøn musik. Paul Simon er en helt fantastisk sangskriver, og sangene på denne plade viser det tydeligt. Man kan dog godt undre sig over udvalget af visse sange. De førnævnte er selvfølgelig alle selvskrevne, men hvorfor er ukendte sange, der end ikke var singler, såsom Kathy’s Song, Bookends Theme og For Emily, Whenever I May Find Her på pladen, mens hverken A Hazy Shade of Winter eller At the Zoo er inkluderet.

Med en gruppe, der har udgivet så få plader, forventer jeg lidt, at deres greatest hits-album vil medtage mindst en sang fra hvert album. Jeg ville derfor ikke have noget imod, hvis de havde inkluderet bare en enkelt sang fra gruppens debut, Wednesday Morning 3 A.M. Det kan dog tilgives. Hvad jeg har sværere ved at tilgive er, at For Emily, Whenever I May Find Her, The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy), Homeward Bound og Kathy’s Song er på denne plade i live-udgaver. Det er ikke fordi, det er dårlige optrædener, men der er ingen årsag til, at de oprindelige udgaver ikke bare kunne være brugt, og derudover er det ikke behageligt for lytteoplevelsen, når der pludselig kommer et live-nummer. Det er forholdsvis godt behandlet, så det stadig lyder ret naturligt, da applausen fra slutningen af Homeward Bound fortsætter over i Bridge over Troubled Water. El Condor Pasa (If I Could) passer også ret naturligt ind efter live-udgaven af Kathy’s Song, men det ændrer ikke på, at jeg absolut ville have foretrukket at høre originalerne.

Hvorfor ville man så lytte til Simon and Garfunkel’s Greatest Hits? Hovedsageligt fordi sangene stadig er virkelig gode. Nogle af de bedste popsange nogensinde er at finde på denne plade. Rækkefølgen er ikke altid lige i øjet, men der er nogle ret geniale øjeblikke. For eksempel er Mrs. Robinson et fantastisk åbningsnummer, noget den aldrig fik æren af at være i sin originaludgivelse på albummet Bookends. Til gengæld er Cecilia ikke så fantastisk til at afslutte albummet, selvom den nok kunne have rundet det hele godt af, hvis den ikke afsluttede med at fade. Hvis du ikke kender meget til Simon and Garfunkel, så er det nok en fin introduktion. The Best of Simon & Garfunkel fra 1999 er også en ret god opsamling, og den retter op på de fleste problemer, Simon and Garfunkel’s Greatest Hits har, mens den ligeledes er dejligt kompakt. Mange opsamlinger går for meget op i at medtage alt for meget, og med et så kortlivet band som Simon & Garfunkel, så er det nok ikke nødvendigt. Jeg vil sige at Simon and Garfunkel’s Greatest Hits er en meget upoleret opsamling, men musikken derpå er fuldkommen fantastisk.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Udgivet den af
1

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

295 – The Smiths – Meat is Murder (1985)

Udgivet den af
Svar

The Smiths er et af mine absolutte yndlingsbands. De er nok et eller andet sted i min top 10. Johnny Marr og Morrissey er nogle af de bedste sangskrivere nogensinde, og deres stærke personligheder passer rigtig godt sammen. En god kandidat til min yndlingsplade i deres diskografi er Meat is Murder. Den åbner energisk med den sjove The Headmaster Ritual, der handler om mobning i skolelivet i Manchester. Omkvædet er jodlede vrøvleord, og hvor min beskrivelse måske lyder latterlig, så udtrykker de virkelig smukt den pinsel, Morrissey går igennem – men samtidig er det enormt latterligt, og denne tvetydighed gør, at man både kan grine og græde til the Smiths. Det fortsætter med Rusholme Ruffians, der kører over et sjovt rockabilly-riff. Det er en sang om en helt masse forskellige ting, der sker, både gode og dårlige ting, men uanset hvad siger omkvædet altid “and though I walk home alone”, men de vender den dog også om og siger “but my faith in love is still devout”.

Pladens måske bedste sang kommer da, og det er en virkelig velskrevet, flydende sang ved navn I Want the One I Can’t Have. Det er en let sang at relatere til, og man kan angribe den fra mange forskellige vinkler. På den ene side kan den handle om homoseksualitet, den kan også handle om at være forelsket i en, der er for ung, og det er ikke helt usandsynligt, at den bare handler om “almindelig” ulykkelig kærlighed. Og så er det en af de bedste melodier, gruppen nogensinde har haft hænderne i. Den går meget naturligt over i What She Said, der er endnu et mesterværk i denne flotte stribe at velskrevne, godt konstruerede, legesyge, energiske, lystige såvel som ulykkelige sange, der er i overflod på dette album. Den er lige til at skråle med på. Nu har der været en del hurtigere sange, så der kommer noget behagelig variation med den langsommere That Joke Isn’t Funny Anymore, der er en af de mere interessant opbyggede sange på pladen. Den består af mange ulig dele, men den føles lige så naturlig som enhver anden sang på pladen, og den er umanerligt fængende.

På visse udgaver ville vi nu få den klassiske How Soon Is Now?, men den er ikke på originaludgaven, så den går jeg udenom. Til gengæld kommer der gang i den igen med Nowhere Fast. Den blander virkelig smukt det melankolske med det morsomme, som kun the Smiths kan, og Johnny Marr spiller en helt fantastisk guitarmelodi. Der bliver skruet lidt ned for tempoet igen på den smukke Well I Wonder. Denne kører i højere grad end det meste andet på pladen på sin instrumentation, der er formidabelt skøn. Den sidste halvdel af sangen svæver mest af alt rundt i en smuk ekstase, som bliver formidlet skønt gennem Morrisseys falset. Jeg må også rose pladens næstsidste nummer, Barbarism Begins at Home, der handler om at afstraffe børn gennem vold, hvilket Morrisseys små skrig mellem versene fortæller på ret enestående vis. Melodien er fantastisk, og lyrikken er meget levende. Afslutningsnummeret på Meat is Murder er et titelnummer, og sjovt nok handler det om vegetarisme. Jeg ved, at jeg som vegetar nok er en smule forudindtaget hvad angår denne sang, men jeg har elsket den før jeg blev vegetar – det er en meget overbevisende meddelelse, om du så vil kalde det propaganda eller noget. Det er i alle fald en stærk og grum, melodi, der smukt afslutter et sandt mesterværk af et album.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Udgivet den af
Svar

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.

297 – Weezer – Weezer (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994, og jeg ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kunne forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, My Name Is Jonas. De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen bare ikke kan andet end at elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang ved navn In the Garage, der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.

Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til Undone (The Sweater Song) og Surf Wax America. Deres melodier tillader også virkelig at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De er mere end bare morsomme, de har også virkelig gode melodier i sig. Der er 10 sange på denne plade, og alle er meget fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være meget vovede, en mundharpe. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget helt vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og dette har haft stor indflydelse på deres musik.

Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle meget karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, Undone (The Sweater Song) handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved, ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid så tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig alt for meget op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.

298 – Black Sabbath – Master of Reality (1971)

Udgivet den af
Svar

Black Sabbath ses ofte som den første Heavy Metal-gruppe. Jeg ved ikke, om jeg selv ville kalde dem det, men ingen lød som dem, da de dukkede op i starten af 70’erne, end ikke Led Zeppelin, Iron Butterfly, Steppenwolf eller the Jimi Hendrix Experience. Black Sabbath var ikke blot epokegørende og talentfulde, men de var også meget produktive. Kun lidt over et år efter deres debutalbum udgav de deres tredje plade, Master of Reality. Den åbner med en hosten, der virkelig flot går over i den hårde, langsomme, blues-inspirerede Sweet Leaf. Denne sang kører over et meget fængende riff, og guitarist Tony Iommi er da også måske den vigtigste force i hele bandet. Sangens melodi er virkelig simpel, men dens styrke vedbliver i løbet af hele nummeret, der ellers er hele 5 minutter langt. Efter det følger en sang ved navn After Forever, der åbner med en uhyggelig synthline, hvorefter et virkelig energisk guitarriff begynder, for da at skifte til et andet riff, der er mindst lige så godt. Denne sang udvikler sig mere end Sweet Leaf, der mest af alt er en intro til albummet. After Forever er en hel lille symfoni, der bare lyder skønt uanset sin form.

Efter After Forever kommer et kort instrumentalt interludium ved navn Embryo, og dette er spillet udelukkende på guitar af Tony Iommi. Det er virkelig smukt, og det er også overraskende stille i forhold til resten af albummet, og det giver pladen god dynamik. Efter dette kommer pladens måske bedste sang, Children of the Grave. Denne har en helt vidunderlig rytme, og riffet er igen spektakulært. Teksten handler om hippie-revolutioner, og sangens stemning anmoder nærmest om oprustning dertil. Og det er helt utroligt, at der kun er en eneste guitar på dette nummer, for Iommi gør sørme nogle vilde ting. Hele det sidste halve minut bruges hovedsageligt på efterklang. Det lyder smukt, og det lader nummeret synke ind. Efter Children of the Grave kommer endnu et stille, kort instrumentalt interludium med Iommis guitar i fokus. Det hedder Orchid, og det varmer flot op mod Lord of this World, der er en lidt langsommere sang, men den er stadig rigtig rå. Riffet er endnu engang vidunderligt, og forsanger Ozzy Osbourne lyder sjældent så lidenskabelig som her. Det er endnu en virkelig flot sang.

Det næstsidste nummer hedder Solitude, og det viste os en dengang helt ny side af Black Sabbath. Musikken er her mere stille, og Ozzy viser sin mere følsomme side. Noget lignende var prøvet med Planet Caravan fra pladen Paranoid, men det virker mere ærligt og mindre passivt aggressivt på Solitude. Guitaren er for en gangs skyld ikke det væsentligste instrument her, men rettere fløjten. Både fløjten, klaveret og selvfølgelig guitaren er spillet af Tony Iommi på dette nummer, og han gør det også fremragende i disse omgivelser. Pladen afsluttes selvfølgelig med noget hårdt, og afslutningsnummeret hedder Into the Void. Det er et virkelig fedt, hårdtslående nummer, hvor Ozzy synger næsten direkte henover riffet, som han jo er kendt for at gøre, og man sidder virkelig og rocker med, når man hører det. Ca. halvvejs igennem sangen kommer et hurtigere stykke, der virkelig sørger for at skabe dynamik, og det gør nummeret meget levende. Som den sidste tone bliver spillet, føles det definitivt. Master of Reality er en virkelig fed plade. Det er en af de største metaludgivelser nogensinde, og den føles mindre forældet end de to tidligere plader, der ellers også holder rigtig godt.

299 – Dolly Parton – Coat of Many Colors (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg indrømmer, at jeg ikke er en stor fan af country, men Dolly Partons største singler, Jolene og 9 to 5, har fundet plads i mit iskolde hjerte, så jeg håbede virkelig, at den første hele plade, jeg hørte med hende, ville gøre det samme. Coat of Many Colors er set af mange som hendes allerbedste plade, så jeg forventede noget, der gik lidt udover det sædvanlige country-musik. Jeg måtte dog i sidste ende erklære, at den ikke rigtig var noget for mig. Det er meget almindelig country-musik, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men det er ikke nær så spændende eller udfordrende, som jeg havde håbet på. Sangene er af meget forskellig kvalitet, men blandt de 10 numre på pladen er kun ganske få af dem noget, jeg føler, jeg fik noget ud af. En af de bedre sange er If I Lose My Mind, der handler om en mand, der er vor fortæller utro. Det er en ret trist sang, og den er godt fortalt, men melodien er så lig al mulig andet country-musik, og det er ikke en melodi, jeg er stor fan af. Den minder f.eks. meget om Merle Haggards sang I Threw Away the Rose, men jeg sværger, at den samme melodi bruges i mange andre country-sange.

Sådan en sang overlever udelukkende gennem teksten, og teksterne varierer fra at være rigtig gode til at være meget trivielle. Titelnummeret handler om en fattig pige, der bliver mobbet i skolen for at gå i noget grimt kluns, hendes mor har syet – men hun syede det med kærlighed, og det er det, der betyder noget. Sådan en holdning deler jeg også, men Parton fortæller det på en meget partisk måde. Ikke fordi hun også burde have fortalt fra klassekammeraternes synspunkt, men hun fortæller med enorme neonskilte, at vi burde have ondt af pigen. Traveling Man er faktisk en ret sjov historie, og jeg vil helst ikke afsløre dens morsomme slutning, men hun synger på en meget irriterende måde, hvor hun griner over stort set alt, hun siger. Melodien er meget kedelig og ensformig, og hver eneste linje afslutter desværre med en alt for lang tone. Den er bare ikke specielt tiltalende. Pladen er også alt for kort. Man når på de 27 minutter slet ikke at få et godt indtryk af hende som musiker, og albummet føles meget tomt. Jeg føler ikke, at jeg har fået et helt album.

Der er dog nogle gode ting ved denne plade. Dolly Parton er ofte en meget charmerende sanger, og instrumentationen passer generelt rigtig godt til melodierne. Pladen føles meget sammenhængende, og nogle af sangene, såsom My Blue Tears og The Way I See You er faktisk ikke så dårlige. I sidstnævntes tilfælde har det især noget med klaveret at gøre. Det er et ret brugt klaverriff, hun bruger, men det virker godt her, bedre end det plejer at gøre i sædvanlig grammymadding, som jeg ellers forbinder det med. Jeg synes dog slet ikke, at disse ting opvejer alle de talløse country-klichéer, pladen ellers bare går igennem på stribe. Nej, det er ikke bare country-klichéer, det er klichéer i alle mulige afskygninger. Musikken minder om så meget andet, uanset om det så skulle være country eller ej. Der er ikke et originalt twist på særlig meget af det, og som anmelder føler jeg sjældent, at jeg i så høj grad, at det bare er endnu en dag på kontoret, og det er ikke engang fordi dette er den værste plade, jeg nogensinde har anmeldt. Jeg kan ærlig talt sige, at det ikke er en plade, jeg kan anbefale. Måske er den noget for dig, hvis du er til country, det tyder andre anmelderes mening i hvert fald på, men jeg anbefaler den slet ikke.

300 – Public Enemy – Fear of A Black Planet (1990)

Udgivet den af
Svar

Public Enemy er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, og de gjorde sig bemærket for at skubbe genrens grænser godt og grundigt tilbage i 80’erne. Før dem var det mest politiske rapmusik, man kunne finde nok enten Run-DMC eller Grandmaster Flash, men Public Enemy banede vejen for navne som N.W.A., Nas og Eminem. De er hovedsageligt forbundet med 80’erne, men en af deres mest populære plader er nu alligevel Fear of a Black Planet fra 1990. Dennes succes skyldes bl.a. de nu klassiske singler 911 Is a Joke og Fight the Power, og de er da også uden tvivl fantastiske, både når man snakker beats og lyrik. Den store lyriker på denne plade er Chuck D, der kommer med mange virkelig stærke meddelelser på denne plade. Hver eneste sang på pladen handler om racisme, sexisme eller anden social uretfærdighed. Jeg nyder også deres fede pralerap fra tidligt i deres karriere, hvor meddelelser om racisme tit lå længere inde i sangen, men at have det sort på hvidt i løbet af hele denne plade er rart, og det gør det lettere at fokusere på meddelelserne.

Der er 3 rappere på dette album. Selvfølgelig har vi Chuck D, der rapper i løbet af det meste af pladen, men der er også Flavor Flav og Professor Griff. Flavor Flavs job er som regel bare udråb, der understøtter det, Chuck D siger, men han har også sine egne linjer. Faktisk har 911 Is a Joke og den ligeledes virkelig fede Can’t Do Nothin’ For Ya Man  Flavor Flav i front, og han er en overraskende habil rapper på egen hånd, og mange andre sange har også vers fra ham. Professor Griff er ikke specielt fremtrædende på pladen, men han passer fint ind, og han kommer med nogle fine linjer. Foruden disse har sangen Burn Hollywood Burn også gode gæstevers fra Ice Cube og Big Daddy Kane. Produktionen er noget af det, der gør pladen så god som den er. Den er meget levende, og dette sker gennem en næsten utællelig række af samples, der bliver brugt så unikt, at selv de største kritikere af sampling vil have svært ved at kalde det for tyveri. Vidste du f.eks. at I Shot the Sheriff bliver samplet på Fight the Power? Det er let nok at høre, hvis man ved det i forvejen, men det bliver til en så naturlig del af sangen, at det bare ville virke forkert uden.

I det første lange stykke tid er det virkelig let at forstå, hvorfor så mange kalder dette for en af de bedste rapplader nogensinde. Der er lige en ret lang instrumental passage på Anti-Nigger Machine, hvor på intet sker, men ellers går intet rigtig galt før titelnummeret kommer. Fear of A Black Planet er stadig god sang, men den kan godt virke ret monotom, og helt unødigt er visse linjer rappet med smølfestemme. Dette ville være et større rim, hvis ikke meddelelsen var så stærk. Beatet til Reggie Jax er meget vovet, men jeg synes ikke helt det virker. Det er dog forholdsvis små problemer. Det store problem ender bare med at være, at pladen bliver ved i ret lang tid. En time er ret lang tid at lytte til så konstant hårdtslående musik. Heldigvis afsluttes det med den stærke Fight the Power, der også er dejligt festlig. Fear of A Black Planet er måske ikke et mesterværk, men det er stadig en virkelig god plade, som jeg sagtens kan anbefale til de fleste, uanset om de kan lide hip hop eller ej. Jeg foretrækker nok andre plader i deres diskografi, men nogle af deres bedste numre findes her.