Forfatterarkiv: Kjartan

260 – Buena Vista Social Club – Buena Vista Social Club (1997)

Udgivet den af
Svar

I 40’erne blev en spilleklub ved navn Buena Vista Social Club dannet i Cuba, og hertil ville mange talentfulde musikere tage for at spille noget svedig musik i de lokale genrer son, bolero og guajira. Den amerikanske bluesguitarist Ry Cooder var stor fan af denne musik, og i 1996 blev han inviteret til Cuba for at indspille en sessioner med to maliske musikere og nogle lokale Cubanske musikere. De maliske musikere kunne desværre ikke komme frem, men Cooder blev så inspireret af at være i denne by, hvor så meget musik, han elskede, var opstået, at han med en stor gruppe lokale legender gendannede Buena Vista Social Club, som i denne form var et band rettere end en klub. De udgav deres debutalbum allerede i 1997, og det fik den simple titel Buena Vista Social Club. Det første nummer, Chan Chan, gør det klart, at vi har at gøre med nogle sindssygt dygtige musikere. Simpel som melodien er, tillader den meget musikalsk udfoldelse, og lige fra guitaren over rytmesektionen til blæserne, er det bare en virkelig imponerende oplevelse. Sangen er på en gang dramatisk og afslappende, og selvom sangen er på spansk, kan man mærke den dybt inde.

Inden slænget gik i gang med optagelserne, var Cooder lidt nervøs for, at der ville opstå kommunikationsproblemer mellem ham og de spansktalende musikere, men det endte dog slet ikke med at være tilfældet, for de kunne kommunikere gennem musikken. Meget af musikken er polerede genopførsler af improvisationssessioner, og mens man godt kan fornemme improvisation mange steder, så er det ret svært at få til at synke ind, for musikken på pladen er meget helstøbt, og numrene er virkelig dynamiske og velsammensatte. Mange af dem eskalerer op mod egentlige klimakser, og dette er kun muligt, fordi alle disse musikere er så erfarne. Mange af dem havde lavet denne slags musik i over 50 år, og kunne dermed lave sådan nogle velskrevne numre, selv hvis de improviserede. Når du lytter til en rockplade, er der tit meget fokus på et enkelt instrument eller to i løbet af et nummer eller måske hele pladen. På Buena Vista Social Club formår Ry Cooder at mixe det, sådan, at hvert eneste instrument er i fokus på et eller andet tidspunkt i løbet af pladen, men det føles samtidig naturligt. Og hvert eneste instrument har også meget at byde på, så det er helt i orden.

På Buena Vista Social Club er der også to instrumentale numre, og disse har jeg fået et lidt stærkere bånd til end det meste andet på pladen. Disse numre hedder Pueblo Nuevo og Buena Vista Social Club, og de har begge meget fremtrædende, eksperimentelle klaverer, der bare gør mig virkelig glad. Da de andre numre er på spansk, føler jeg ikke på de de instrumentale numre, at jeg misser noget i teksten. Forstå mig dog ret, jeg er glad for, at teksterne er på spansk. Hvis de var på engelsk, ville det sikkert fjerne noget af den eksotiske flavour, som giver pladens dens magi. Buena Vista Social Club er en meget imponerende plade, men den er dog ikke uden sine fejl. Vigtigst af alt, er den længere end hvad godt er. Dette kunne sikkert være forhindret ved at fjerne nogle af de svagere numre, heriblandt ¿Y tú qué has hecho? og Venite Años. De er begge ret langsomme sange, og vokalen på disse numre har jeg svært ved at tilknytte mig. Instrumentationen er dog stadig imponerende. Buena Vista Social Club er dog en helt unik plade, der fortæller om to kulturer, der mødes, og sammen skaber de et virkelig godt album. Alle med smag for latinamerikansk musik bør lytte til det.

261 – Tracy Chapman – Tracy Chapman (1988)

Udgivet den af
Svar

Alle kender vendingen “one-hit wonder”, men på samme måde findes der mange one-album wonders. Navne som The Killers, Moby Grape, Arrested Development og selvfølgelig Tracy Chapman hører til i denne kategori, for de færreste har lyttet til mere end hendes første album, der simpelt nok hed Tracy Chapman. Med denne enorme sællert fik hun da også tre meget store hits: Fast Car, Baby Can I Hold You og Talkin’ ‘Bout a Revolution. Hendes stil er også lige det, der var in i slut-80’erne, nemlig middeltempo-sange opført med simpelt akkompagnement og stor fokus på følelser. I modsætning til Chicago, Gregory Abbott og Bette Midler, så havde Tracy Chapman virkelig noget på hjerte, og når man lytter til en sang som Fast Car, så føles det hele så nært, at det sagtens kunne være sket i virkeligheden. Man fornemmer, at Chapman kender til fattigdom og ulykke i familien. Om hun gør, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er fantastisk fortalt, og melodien går lige ind i hjertet. Hårde emner som revolution, fattigdom, racisme og vold i hjemmet bliver lige fra starten taklet på pladen. Sidstnævnte bliver behandlet på en kort sang uden instrumentation ved navn Behind the Wall, og denne behandling er virkelig effektiv. Man kan godt få en klump i halsen.

Selv på kærlighedssangene føles det meget nært og trist, mens Chapman samtidig formår at skabe virkelig fængende melodier, som man sagtens kan smile til og klappe med på. Og jeg elsker virkelig, når musikere gør sådan noget, for at kunne se på de samme sange fra forskellige vinkler. Det er sådan noget, grupper som Gang of Four og The Smiths var eksperter i nogenlunde samtidig, og Chapmans bedste numre fungerer næsten ligeså godt efter disse parametre. Men de fire kærlighedssange på pladen er også meget forskellige. Min favorit er uden tvivl den klassiske Baby Can I Hold You, som er rigtig let at tilknytte sig følelsesmæssigt med den stærke tekst, men også den mere energiske For My Lover og den følsomme If Not Now brillerer med deres gode melodier, som bliver i hovedet i lang tid. Afslutningsnummeret, den langsomme For You, føles virkelig som albummets følelsesmæssige klimaks. Som en individuel sang er den dog ikke særlig mindeværdig. Melodien er ikke helt fantastisk til at gribe lytteren, og instrumentationen har vi hørt før. Numrene Mountains O’ Things og She’s Got Her Ticket har meget eksotisk instrumentation, der vist er inspireret af både afrikansk folkemusik og kalypso, men følelsesmæssigt siger de mig bare ikke særlig meget.

På nummeret Why? stiller Chapman et simpelt spørgsmål i løbet af kun to minutter, og at stille et så simpelt spørgsmål som “hvorfor er der så meget uretfærdighed i verden” kan virke naivt, men det virker faktisk. Det virker nok mest af alt fordi sangen er så hurtig og direkte, og så prøver den ikke på at være lommefilosofisk. Spørgsmålene skal ikke besvares, de skal bare tænkes over, og hun får dig rent faktisk til at bemærke et par ting, du nok ikke havde lagt mærke til ellers. Som helhed er albummet ikke helt fantastisk opbygget, men da sangenes kvalitet er så høj, så gør det ikke særlig meget, især ikke når albummet alligevel er ret kort med blot 36 minutter. Heldigvis er åbningsnummeret, Talkin’ ‘Bout a Revolution godt til at sætte det hele i gang, og For You runder smukt det hele af, og de generelle principper for albumdynamik er der da også taget højde for. Måske måtte Mountains O’ Things godt være lidt længere fra She’s Got the Ticket, for nu lægger man ikke specielt meget mærke til sidstnævnte, og med undtagelse af Baby Can I Hold You har alle kærlighedssangene desværre hobet sig op i slutningen af pladen, men foruden sådan nogle bagateller og de manglende perfektioner på visse numre, så er Tracy Chapman en let plade at anbefale.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Udgivet den af
Svar

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

Nyheder: Maj 2014

Udgivet den af
Svar

Glædelig 1. maj alle sammen. Jeg har haft en fantastisk dag, hvor jeg har været i fælledparken, set Debatten live og mødt Bubber. Han er en ganske flink fyr, og han gav endda vennerne og mig en autograf. Bedre bliver det næsten ikke. Nå, men musik er vel det vigtigste. Vigtigst af alt, så er bloggen oppe at køre igen. I vil få alle anmeldelserne her, før de kommer i radioen, og i kan rigtig glæde jer til en masse guf. Jeg har ikke planlagt nogen koncerter denne kommende måned, men det betyder jo ikke, at jeg ikke skal til én. F.eks. så jeg den forgangne måned forholdsvis spontant Wire Hype og Burn the Preacher på Rust, og det var en virkelig hyggelig oplevelse.

The Vinyl Countdown, mit radioprogram på Rockkanalen, er stadig i levende live, og jeg glæder mig sindssygt meget til, at jeg her i maj vil kunne sige, at jeg har gang i afsnit nr. 50, hvor jeg vil være halvvejs med Rolling Stone-listen. I løbet af denne måned vil bloggen forhåbentligt se top 15-lister over navne til henholdsvis Roskilde Festival og NorthSide. Glæd jer!

Bibzoom er stadig flinke til at lægge mine anmeldelser op på deres side. I løbet af denne måned vil jeg kunne fejre et jubilæum, idet de vil have lagt 100 anmeldelser op fra mig. Det er ret stort, og mon ikke, der så følger en lille overraskelse med? Disse anmeldelser lagde Bibzoom op i april:
Tom Waits – Mule Variations
Van Halen – Van Halen
James Brown – 20 All-Time Greatest Hits
The Go-Go’s – Beauty and the Beat
Massive Attack – Mezzanine
Minutemen – Double Nickels on the Dime
Wire – Pink Flag
Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard

Og selvfølgelig skal denne måneds nyhedssektion også afsluttes med en top 10 over albums, jeg ser frem til denne måned:

  1. Swans – To Be Kind
  2. tUnE-yArDs – Nikki Nack
  3. The Black Keys – Turn Blue
  4. The Brian Jonestown Massacre – Revelation
  5. The Roots – … And Then You Shoot Your Cousin
  6. Eno Hyde – Someday World
  7. The Horrors – Lumnious
  8. Atmosphere – Southsiders
  9. Badbadnotgood – III
  10. Lykke Li – I Never Learn

263 – Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Udgivet den af
Svar

Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Udgivet den af
Svar

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.

265 – Creedence Clearwater Revival – Cosmo’s Factory (1970)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre virkelig kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands kan formå at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s Factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. åbningsnummeret, Ramble Tamble, kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver meget dragende, og man kan stadig mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, hvilket er interessant, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er slet ikke nær så syret som Ramble Tamble, men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver virkelig flotte udgaver af Bo Diddleys Before You Accuse Me og Arthur Crudups My Baby Left Me, begge sange, jeg lært at kende igennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons I Heard It Through the Grapevine, bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end Ramble Tamble. I modsætning til Ramble Tamble lægger man dog slet ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons Ooby Dooby bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s Factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som Travelin’ Band, Up Around the Bend og Run Through the Jungle, alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s Factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er virkelig let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på Lookin’ Out My Back Door,  Who’ll Stop the Rain og det smukke, sentimentale afslutningsnummer Long as I Can See the Light. Foruden den noget sære åbning med Ramble Tamble, så er der kun to problemer på Cosmo’s Factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg har brug for at gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra deres identitet. Det gør ikke noget fordi det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med mange af deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at Ramble Tamble lægger op til meget mere. Ramble Tamble er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med godt sammensatte mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

266 – The Who – Quadrophenia (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Who debuterede i 1965 med deres glade poprock, ville de færreste nok have forudset, hvad de ville blive til. Selvom jeg elsker The Kids Are Alright og I Can’t Explain lige så højt som alle andre, så er det bare ikke noget, man ville tro, skulle blive til så progressive og intelligente plader som Tommy og Who’s Next. Tommy var en rockopera om en fyr, der grundet barndomstraumer ikke kan se, høre eller tale, men han bliver senere hyldet som verdensmester i pinball, og dette gør ham mægtig nok til at kunne starte sin egen religion, efter en psykolog får hjulpet ham af med problemerne. Det er dybt latterligt, men det er virkelig gennemarbejdet og kreativt skrevet. Det er også så latterligt, at det under ingen omstændigheder måtte gentages. Hvis the Who nogensinde skulle lave en ny rockopera, skulle den være radikalt anderledes fra Tommy, for ellers ville det bare føles som en efterligning af deres tidligere succes. Og efter mesterværket Who’s Next udgav de endnu en rockopera, Quadrophenia, og denne er vitterligt noget helt andet. Den er seriøs, den tager sig selv seriøst, og den foregår under en ret så reel konflikt, nemlig den mellem rockere og mods i England.

Vores hovedperson hedder Jimmy, og han er en mod, men han føler ikke rigtig, at han hører til iblandt dem. Han arbejder for hårdt på at spille sej, og han er aldrig rigtig sig selv. Titlen på albummet er et spil på ordet skizofreni, men hvis man skal være helt teknisk handler albummet rettere om dissociativ personlighedsspaltning, men det er ikke helt lige så fængende eller let at lave et ordspil om. Men Jimmy har altså fire forskellige personligheder: en hård type, en romantiker, en vanvittig og en deprimeret fyr – personligheder inspireret af gruppens fire medlemmer. Disse har hver en kendingsmelodi, der også musikalsk arbejder rigtig godt med at fortælle om hvordan disse personligheder er. Man behøver stort set ikke teksterne for at forstå det overordnede tema. På de to instrumentale numre, Quadrophenia og The Rock står det hele stadig klart; der bliver revet løs i sindet, der er konstante stemningsskift, og vores hovedperson er ved at bryde mentalt sammen. Der er flot brug af både strygere, horn, banjo, klaver og meget andet. Det meste af dette er spillet af guitarist Pete Townshend, der også har skrevet alle numre på pladen. Han får ikke altid den fortjente ros for sine præstationer som sangskriver, men han er virkelig noget af en visionær.

Det er faktisk mest af alt progressiv rock. Der er ikke meget, der adskiller Quadrophenia fra Genesis eller Marillion i deres kreative storhedstid. Hvis du synes, at progressiv rock er noget pompøst, prætentiøst pis, så frygt dog ikke, for mange, der ikke kan udstå genren, elsker af en eller anden grund stadig Quadrophenia. Og det er velsagtens fordi, pladen følelsesmæssigt er lettere at tilgå end det meste progressive rock, der på overfladen bare kan ligne noget langhåret, ubegrundet blær på instrumenterne. Det er velsagtens også derfor The Wall af Pink Floyd er så populær. Ligesom The Wall og for den sags skyld Tommy, så er Quadrophenia et dobbeltalbum. Jeg siger ret ofte, at dobbeltalbummet er en farlig kunst, men med Quadrophenia er formen udnyttet rigtig godt. Man får dejligt mange facetter af historien, og dynamikken er også bare fantastisk. Det hænger så godt sammen, at man slet ikke lægger mærke til, at pladen varer over 80 minutter. Quadrophenia er et sandt mesterværk. Hvis du vil lære progressiv rock at kende, er det et fantastisk sted at starte, og hvad end du leder efter en engagerende historie eller noget fed musik, så giver the Who dig det på Quadrophenia.

267 – Paul Simon – There Goes Rhymin’ Simon (1973)

Udgivet den af
Svar

Paul Simon gjorde sig i 60’erne kendt som den ene halvdel af popduoen Simon & Garfunkel, der lavede nogle af årtiets mest fængende og følelsesrige melodier. De lavede sølle fem albums sammen, før de gik hver til sig. Begge startede solokarrierer, og den absolut mest succesfulde og imponerende af de to viste sig at være Simon. Han udgav sit første soloalbum tilbage i 1965, da duoen stadig var sammen, men hans gennembrud som solokunstner var med hans anden plade, Paul Simon fra 1972. Jeg er meget glad for den, men jeg holder også rigtig meget af hans tredje plade, There Goes Rhymin’ Simon fra 1973, der ligeledes er på niveau med det bedste, han lavede som en del af Simon & Garfunkel. Det er dog en noget anden form for musik, vi har her. I Simon & Garfunkel var der en stor fokus på folk, og dermed var der mange vokalharmonier og fokus på den akustiske guitar. På There Goes Rhymin’ Simon er der stadig meget akustisk guitar, men der er næsten mere fokus på klaveret, men selv denne har ikke  nær så stor fokus som Simons stemme. På mange af numrene optræder backingvokalister, men de er normalt ikke særlig fremtrædende.

Hvad angår sangskrivningen, så har Simon været mere inspireret af mere eksotisk musik. Der er ganske vist noget, der lyder så meget som amerikansk folk, at det næsten ikke er til at tage fejl af, her navnlig den passende betitlede American Tune. Der er dog sange som Was a Sunny Day, hvor man virkelig bare har lyst til at dase under en palmegren i troperne, og på den klavertunge One Man’s Ceiling is Another Man’s Floor er der en lyd, der minder meget om klassisk europæisk musik. Netop denne sang har en meget særpræget vekslen mellem versene – det lyder lidt som om, det er en to-tre vidt forskellige sange, der bare er smidt sammen, men de udgør en meget dragende helhed. Det bedste eksempel er dog nok Loves Me Like a Rock, pladens muligvis bedste sang, hvor Simon rent faktisk har fået et gospelkor til at synge med. De fylder en hel del, og da denne sang afslutter albummet, bliver det til et meget fyldestgørende klimaks. Følelserne er generelt ret simple i løbet af hele pladen. Der er nogle entydigt glade sange, nogle entydigt triste sange, og andre simple følelser er også afspejlet. Det lyder måske som et problem, men det er det ikke rigtig. Hvis der ikke var nær så meget at dykke ned i musikalsk, så var det, men det er mest af alt en slags stil, han vælger at følge, og han følger den elegant.

Det, der dog gør, at There Goes Rhymin’ Simon er en sublim plade, er at Simon er en genial sangskriver. Sangene på denne plade er mere end bare vers og omkvæd, det er noget mere kompliceret. Det er ikke total improvisationsjazz, langt fra, det føles faktisk meget poppet. Men hvis man dykker ned i sangene, vil man opdage, at der er taget mange friheder med sangskrivningen. Der leges meget med tempo på numre som Kodachrome og One Man’s Ceiling Is Another Man’s Floor, mens numre som American Tune og Something So Right bevæger sig meget i volumen, især ved hjælp af strygere. I løbet af hele albummet er der flot vekslen mellem letsindige numre som Was a Sunny Day og de mere dybsindige numre som Tenderness. Det er rigtig smukt opbygget. Hvis man endelig skulle sige noget negativt, så er Simons stemme af og til en smule irriterende på omkvædet til Was a Sunny Day, men det ødelægger ikke sangen og da slet ikke albummet. There Goes Rhymin’ Simon er en formidabel popplade. Hvis alle popnumre var bare halvt så gennemtænkte som dem på denne plade, så ville verden være et meget bedre sted. Paul Simon er en genial sangskriver, og There Goes Rhymin’ Simon er et af hans store mesterværker.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Udgivet den af
Svar

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.