Tag-arkiv: Blues-rock

396 – ZZ Top – Eliminator (1983)

Udgivet den af
Svar

Bluesrockbandet ZZ Top var ved at falde af på den mod slutningen af 70’erne. Og hvordan skulle tre skægklædte boogie-rockere med forkærlighed for Mexico og sex dog kunne fortsætte succesen i 80’erne? Det er faktisk næsten ikke til at tro, men de var faktisk aldrig mere populære end med Eliminator-albummet fra 1983. Den åbner med en af albummets store klassikere, Gimme All Your Lovin’. Det er sjovt og energisk, og man kan lige fra starten synge med på omkvædet. Hvis man kender sin ZZ Top-historie, lægger man nok mærke til, at der ikke er meget af sydens landlige stemning tilbage. Det lyder som sådan mere af Van Halen og Aerosmith end af Creedence Clearwater Revival eller Lynyrd Skynyrd. Melodierne er dog stadig rigtig fede, og det kan man ligeledes sige om den efterfølgende Got Me Under Pressure, der faktisk lyder endnu mere af pop-metal. Blues-lyden er dog lidt tilbage på Sharp Dressed Man. Den er ikke så kraftig, men i forsanger Billy Gibbons’ vokal kan man sagtens høre lidt Muddy Waters, Bo Diddley og især B.B. King. Og så er det også en virkelig fed sang, som ganske vist er en kende overfladisk, men man bliver da lidt glad i låget af den, og så rykker guitarsoloen for vildt.

I Need You Tonight tager endelig tempoet lidt ned, hvilket virkelig var tiltrængt, og melodien er faktisk virkelig blues-agtig. Det lyder mest af alt som et Van Halen-cover af en ældre ZZ Top-sang. Den har en rigtig god stemning, og guitarsoloen derpå er blandt pladens mest imponerende. Energien vender dog hurtigt tilbage på I Got the Six, der underligt nok virker ret inspireret af Motörhead. Men der er absolut ikke noget i vejen med det, for Motörhead er et virkelig fedt band. Legs er en virkelig sjov sang, en af pladens mest kendte, og jeg har nok sunget denne sang alt for ofte. Den er lyrisk set ret overfladisk, men gode tekster er dog ikke just det, jeg forventer af ZZ Top. Musikken er til gengæld rigtig god, og der er også en ret god guitarsolo. Dog har denne ellers ganske fede sang det store minus, at Gibbons sjældent synger så skidt. Hans forsøg på en blødere vokal falder fuldkommen i stumper. Han er i forvejen ikke en specielt god sanger, men hans stemme har dog alligevel set bedre øjeblikke, f.eks. den meget bluesinspirerede Thug. Denne er dog ikke skrevet specielt godt. Det er lidt af en musikalsk rodebunke – vi snakker om en sang, der bliver nødt til at skære næsten al instrumentation fra for at spille sin hook.

Nu sagde jeg tidligere, at ZZ Top ikke var specielt gode til at skrive tekster, men der er dog en enkelt undtagelse på Eliminator: TV Dinners er en virkelig morsom hyldest til færdigretter, og der smøres så tykt på med sarkasme, at man næsten ikke kan andet end at smile af den. Den er ikke den musikalsk mest gribende sang, så teksten er for en gangs skyld næsten hele drivkraften. Den efterfølgende Dirty Dog er virkelig det store fyldnummer på pladen. Melodien er ikke spor fængende, lyden er som så meget andet på pladen, og den ændrer slet ikke på oplevelsen. Det samme kan man egentlig også let sige om If I Could Only Flag Her Down, men den har i det mindste en rigtig god guitarsolo og en virkelig fængende melodi til forskel. Afslutningsnummeret hedder Bad Girl, og det er vældig energisk, men det er så meget af albummet. Det har lidt af en bluesmelodi, men det gør den ikke rigtig mere eksotisk. Det er en ret svag afslutning. Som helhed kan jeg ret godt lide Eliminator. Den har sine fejl, men der er sørme nogle fede rocknumre herpå.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som Singapore, Clap Hands, Cemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore, 9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.

401 – Lynyrd Skynyrd – (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) (1973)

Udgivet den af
Svar

Southern rock-bandet over dem alle, Lynyrd Skynyrd, debuterede i 1973 med pladen (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd), et ganske praktisk navn, for hvis de ikke var sådan nogle legender, ville jeg nok også have svært ved at udtale det. På dette album finder vi nogle af Lynyrd Skynyrds allerstørste numre. Åbningsnummeret, I Ain’t the One, er måske ikke blandt deres mest kendte numre, men det fortjener det sørme at være. Melodien er ufatteligt fængende, og den er bare sjov at lytte til. Der er dejligt med variation i musikken, her f.eks. med en rigtig vild lead-guitar spillet af Allen Collins, og en fortræffelig portion, hvor et klaver er i fokus. Herefter får vi en 7½ minut lang klassiker, nemlig Tuesday’s Gone. Sangen er virkelig følelsesrig og melodisk interessant, og som følge af længden, sker der naturligvis meget. Så meget, at man faktisk slet ikke bemærker længden, og dette er en kunst, Lynyrd Skynyrd er mestre i. Her er leadguitaren, denne gang spillet Gary Rossington, igen formidabel, og der er også en Mellotron, der med sin stryger-lignende lyd, øger stemningen kraftigt.

Den Creedence Clearwater Revival-inspirerede Gimme Three Steps er endnu en virkelig fængende, sjov sang, der på den måde sørger for at afvige meget fra det foregående nummer, hvilket hjælper på albumdynamikken. Alle sange på albummet er skrevet helt eller delvist af forsanger Ronnie Van Zant, og den mand har bare et øre for melodier. De sidder alle lige i skabet, og hans tekster er også dejligt lette at relatere til. Simple Man er absolut ikke ikke en undtagelse til dette. Man forstår hvert et ord, og alle instrumenter lyder fuldstændig perfekt. Dette er ikke kun på grund af dygtige musikere, men også fordi alle dele er skrevet sådan, at de er værd at analysere i dybden. Det er så en ret langsom sang, så der bliver vendt tilbage til Creedence-inspirationen på Things Goin’ On. Det er et rigtig fedt nummer, og det føles også ganske unikt. Desuden er det politisk, og ikke ligefrem i den fløj, som de fleste sydstatsborgere ville erklære sig enig i, så det var ret risikabelt. Og klaverstykkerne derpå er også bare underholdende.

Missisippi Kid er som sådan bare en gammeldags bluessang. Den er rimelig imponerende på guitaren, og det er virkelig også et godt nummer, men som en del af albummet blegner det en kende. Alle de andre numre er så enorme og fyldige, så dette simple nummer virker en smule tamt. Derudover måtte det også være en kende kortere, for det ender med at blive ret monotomt mod enden. Der kommer meget mere fut i fejemøget med Poison Whiskey. Det er pladens korteste nummer, men det er som sådan ikke problematisk, for det spilder ikke tiden, og det kører med idéen i lige så lang tid, som er nødvendigt. Afslutningsnummeret, Free Bird, er nok pladens mest kendte sang, og det er fuldt fortjent. Det er et 9 minutter langt mesterværk, der går alle mulige musikalske veje, især drevet af Allen Collins’ lead-guitar. Det er en rørende fortælling om besværlige valg, og det er smukt. Det starter langsomt, men med tiden udvikler det sig til et vildt, dynamisk guitar-orgie. (Pronounced’lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) er et fabelagtigtalbum, der virkelig forstår at udnytte dynamik på fantastisk vis, og numrene er virkelig velgennemtænkte. Det har absolut fortjent at være nr. 100 album, jeg anmelder.

407 – The Doors – Strange Days (1967)

Udgivet den af
Svar

I 1967 debuterede the Doors med en eponym plade, og denne er efterhånden legendarisk. Samme år udgav de så opfølgeren, Strange Days, hvorpå man både finder numre, der blev sorteret fra debuten, og dengang helt nye sange. Åbingsnummeret, der som pladen bare hedder Strange Days, er et af de bedste numre på pladen. Forsanger Jim Morrison er som sædvanlig meget poetisk i sine beskrivelser af sine psykedeliske syner. Sproget er som altid meget livligt og interessant, og instrumentationen er ligeledes sublim. Især orgelet er ofte et vigtigt instrument hos the Doors. På dette finder vi den ganske virtuose Ray Manzarek, der virkelig sørger for at puste liv i musikken. Det efterfølgende nummer, You’re Lost Little Girl, er et ret truende nummer. Morrison virker ikke i sig selv truende, men han maler en rimelig fortabt situation i det musikalske landskab, og sangens dynamiske bevægelse mellem portionerne med og uden orgel er rigtig gribende. Jim Morrison er jo selvfølgelig også lidt af et sexikon, så nogle sexede sange har vi naturligvis også på Strange Days, og den frækkeste er uden tvivl Love Me Two Times. Hans charme er helt uimodståelig, og han er ualmindeligt langt nede på jorden lyrisk, selvom han stadig er ret eklektisk.

Unhappy Girl er endnu længere nede på jorden. Det er en simpel trøstesang, men den er fortalt som kun Morrison kan gøre det. Og så er den faktisk også rigtig sjov at lytte til, selvom man stadig let kan mærke tumulten, denne kvinde går igennem. Horse Latitudes er nok pladens mest syrede sang. Det er Spoken Word, og instrumentationen virker improviseret en del af tiden, især fordi der ikke er nogen reel rytme. Det er ret smukt, når det kommer til stykket, selvom jeg ikke fatter en bønne. Lidt simplere er så den stadig ret spektakulære Moonlight Drive, hvorpå guitarist Robby Krieger spiller guitar med bottle-neck-teknikken, hvilket skaber en ret unik lyd. Og så er Morrison også virkelig syret i sin lyrik, så sangen bliver på den måde til en af pladens mest interessante. Pladens største hit er nok People Are Strange, der på fuldkommen smuk vis fortæller om Morrisons opfattelse af omverdenens reaktion til ham. Det er uden tvivl en af Morissons allerbedste tekster, og den fortæller rigtig meget på blot 2 minutter, og den er også ganske fængende.

Og hvis vi bliver ved de fængende numre, gør få dette så godt som My Eyes Have Seen You. Det er en ret simpel sang, men dets evne til at udvikle sig er ret godt. Nogle gange er de simpleste ideer bare de mest effektive. Og her er Morrison i øvrigt også virkelig sexet, især mod slutningen, hvor musikken går helt amok. En lidt langsommere sang, I Can’t See Your Face In My Mind, udvikler sig ikke så meget, men det, at denne ene sang forbliver på et forholdsvist fladt plan, er virkelig albummets største svaghed. Udover sangens stilstand, er det en rigtig god, fængende, trist sang, der nok ville kunne have rundet albummet godt af, hvis det ikke blev trumfet gevaldigt af det rigtige afslutningsnummer, When The Music’s Over. Det er 11 minutter langt, og der sker ufatteligt meget i det. Det bliver rigtig intenst. Det eneste problem, er at den med den længde og den placering lægger op til sammenligning med The End, der afsluttede det foregående album, og der er den dog nok underdanig. Men Strange Days er i alle fald et både lyrisk og musikalsk ufatteligt interessant album. Man kan slet ikke mærke, at meget af dette materiale ikke var godt nok til det første album, eller at de ikke var lavet til at passe sammen med de andre. Det kan anbefales til alle, der kan så meget som tolerere psykedelisk musik.

408 – Bob Dylan – Time Out of Mind (1997)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan udgav nogle af de uomtvisteligt bedste albums nogensinde i 60’erne og 70’erne, og selvom han også lavede det rene ragelse til tider, var standarden rigtig rigtig høj. Og så kom 80’erne. Man kan sige meget om Bob Dylan, men han hænger ikke specielt meget sammen med 80’erne, selvom han ikke skruede ned for frekvensen for pladeudgivelser. Og hans nye album fortsatte med at være ukendte – indtil hans store comeback i 1997 med albummet Time Out Of Mind. Dette album starter med en fuldstændig hæsblæsende sang ved navn Love Sick. Det er et langsomt, dystert nummer, og Dylan lægger rigtig meget følelse i. Især starten sørger kraftigt for at få lytterens interesse drejet godt mod albummet, og det er jo en svær kunst, hvis der ikke er nogle hårdere numre på pladen. Han fortsætter med et lystigere bluesnummer ved navn Dirt Road Blues. Kompositionen er lig meget andet bluesmusik, men Dylans udførsel har så meget personlighed, at man slet ikke bemærker det.

Bagefter kommer Standing in the Doorway, der med næsten 8 minutter er pladens næstlængste nummer. Det er et virkelig rørende nummer, og her finder vi også en af pladens bedste tekster. Der er konstant et eller andet, der virkelig får dig til at tænke, og situationens håbløshed er både troværdig og kraftig. Han vender tilbage til bluesstilen med Million Miles, og det fungerer rimelig godt. Desværre er orgelet derpå ganske monotomt meget af tiden, men den Robert Johnson-inspirerede guitar er til gengæld ikke til at stå for. Det efterfølgende nummer, Till I Fell In Love With You harr ligeledes kraftige blueselementer i sig, og den aparte instrumentation har uden tvivl sin charme, men i sidste ende kommer det nok til at blive lidt for meget af det samme. Det er dog ikke tilfældet med Not Dark Yet. Det er endnu et virkelig rørende nummer, som virkelig formår at vække mange følelser. Der er ikke et enkelt snært af blues her, men det er til gengæld et folknummer af så høj kvalitet, at man skulle tro, at det var lavet i Dylans glansperiode i 60’erne. Det er langsomt, men det er blot fordi det tager sig god tid med at blæse lytteren omkuld.

Time Out of Mind er et af de få albums, hvor jeg ville sige, at den bedste halvdel uden tvivl er den sidste. Der er nogle få sløsede elementer i starten, men mod slutningen får man så fantastiske numre som den helt utrolige Cold Irons Bound. Det har som så meget af albummet en stærk blueslyd, og det fortæller en helt fantastisk historie om kærlighed, paranoia, druk og stort set alt det guf, man kan få samlet på 7 minutter. Da kommer min absolutte favorit blandt Dylans numre, og nok i det hele taget et af de ti bedste numre, Dylan nogensinde har skrevet, hvis du skulle spørge mig. Det hedder Make You Feel My Love, og smukkere kærlighedssange skal man lede længe efter. Hvis han havde udgivet det i 60’erne, ville det nok være blandt hans mest kendte numre, så godt er det. Can’t Wait er et meget fedt, råt bluesnummer, der virkelig foruden en ret fed tekst og en fantastisk vokaloptræden også udmærker sig gennem en vældig interessant instrumentation. Afslutningsnummeret, Highlands, er 16½ minut langt, og det tog mig noget tid at lære at elske. Det er nemlig rigtig langt, og musikalsk udvikler det sig ikke rigtigt, men historien, han fortæller, er rigtig morsom, og den bliver fortalt som kun Dylan kan fortælle den. Time Out of Mind kan anbefales til alle fans af Dylans ældre materiale. Den når næsten de højder, og det er virkelig noget at prale af.

409 – Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard (1974)

Udgivet den af
Svar

Eric Clapton havde i 1974 spillet guitar for Bluesbreakers, Blind Faith, Cream, Derek and the Dominos og Yardbirds, og han havde også forladt dem alle. Nå, men så er der jo altid mulighed for en solokarierre. Han havde allerede udgivet en eponym debut i 1970, kort tid efter Derek and the Dominos var blevet dannet, så nu var det vel på tide at følge op på dette, og hans andet soloalbum kom til at hedde 461 Ocean Boulevard, og det endte med at bestå hovedsageligt af covers. Først et af den traditionelle bluessang Motherless Children, og det er en af albummets bedste sange. Clapton er som altid helt ufattelig på guitaren, og hans kendskab til bluesmusik vises også godt frem. Den føles samtidig rigtig nyt og frisk, så man kan sagtens som almindelig rockfan sidde og spille luftguitar for fuld drøn. Da kommer den originale sang Give Me Strength, og lad mig sige det sådan, at Clapton kan gøre meget bedre end det. Det er en ret tam sang, hvor der næsten ikke sker noget. Til gengæld er hans udgave af Johnny Otis-sangen Willie and the Hand Jive rigtig god. Den er stille, men det virker til dens fordel, for den lyder rigtig cool og afslappet.

Cool og afslappet er generelt ord, der beskriver 416 Ocean Boulevard rigtig godt. Get Ready, endnu en original sang, er i hvert fald også sådan. Det er en duet med Yvonne Elliman, som også var med til at skrive sangen, og hun tilføjer meget til sangen. Ellers kunne den nok let have endt med at lyde lidt banal. Pladens største hit er uden tvivl hans cover af den dengang forholdsvis ukendte Bob Marleys I Shot the Sherrif. Og det bedste ved det cover er nok, at det gjorde Bob Marley mere populær. Det afviger ikke specielt meget fra originalen, og hvis Marleys udgave allerede var kendt dengang, var Claptons næppe blevet et hit. Den passer dog godt på albummet som et af de mere højlydte numre, hvilket hjælper på dynamikken. Can’t Hold Out vender tilbage til tendensen med de stille blues-covers, og den er rimelig god, mens den er der, men den ender ikke med at stikke ud mellem andre sange på albummet. Det gør til gengæld hans cover af Duane Allmans Please Be With Me. Det er et af de lystigste numre på pladen, og man bliver helt næstekærlig af at lytte til det.

Pladens sidste originale nummer, Let It Grow, føles meget inspireret af George Harrisons mere stille sange. Der er flotte vokalharmonier og kraftig hippie-mentalitet. Det føles også ganske oprigtigt, hvilket jo aldrig er en dårlig ting. Det er faktisk måske pladens bedste nummer. Det næstsidste nummer er en ret funky udgave af Robert Johnsons Steady Rollin’ Man. Hans fortolkning er rå og fræk, og hans guitarsolo er virkelig god. Man kan rigtig let mærke hans kærlighed for Johnson herpå, og han virker som altid rigtig cool. Som albummet efterhånden når sin ende, bør man efterhånden have opdaget to ting. For det første er Clapton en helt utrolig guitarist, men derudover også at han er en ret så middelmådig sanger. Han er hele tiden så afslappet, fordi han simpelthen ikke kan lægge specielt meget styrke i sin stemme, hvilket hans guitar så mere end blot kompenserer for. Han får heldigvis også et kor til at hjælpe med dette på afslutningsnummeret Mainline Florida. Dette har en rigtig flot guitarsolo, og man føler, at der er en helhed, der bliver rundet af her. Denne helhed, 461 Ocean Boulevard er et rimelig godt album. Det har uden tvivl mange gode øjeblikke på sig, men at det skulle være det mesterværk, folk til tider kalder det, har jeg svært ved at se.

416 – Tom Waits – Mule Variations (1999)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits er et ikon blandt musiknørder. Han har lavet så meget forskelligt, at det er umuligt at sætte ham i nogen som helst form for bås. End ikke eksperimentel er rigtig en god beskrivelse af hele hans karriere, for hans tidlige musik tilbage i 70’erne var faktisk ganske traditionel. Som årene dog gik fik han prøvet alt muligt forskelligt, og blandt mine yndlinge i hans diskografi finder man Mule Variations fra 1999. Det er et meget beskidt album. Hans ikoniske stemme forhindrer ham selvfølgelig i at lyde forfærdeligt ren, men næsten hvert eneste album, han har udgivet er beskidt på sin egen unikke måde. Mule Variations lyder af en ødemark ude i det vilde vesten. Det er dog ikke country, selvom der da er svage elementer deraf rundt omkring i musikken. Der er dog ligeledes sange, der lyder mere af folk, gospel eller blues, eller endda funk, jazz, punk eller spoken word. Det tog mig i øvrigt lang tid at finde frem til visse af disse genrer. Det ender bare med at lyde som Mule Variations, mere end det lyder af nogen bestemt genre.

Jeg nævnte tidligere Tom Waits’ berømte og berygtede stemme, og hver gang man får fingrene i et Waits-album, er det noget af det, man glæder sig mest til at høre. Denne plade var faktisk min introduktion til Waits, og da jeg for første gang hørte åbningsnummeret, Big In Japan, blev jeg virkelig overrasket over, hvad jeg hørte. Denne stemme var så rå, så beskidt, så stinkende af alkohol og smøger, at han virkede utroligt overbevisende. Waits er i dag en af mine absolutte yndlingssangere, og Big In Japan er virkelig blevet en sang, jeg elsker, fordi den formåede at overraske mig så meget. Big In Japan er en fandenivoldsk, opblæst sang, som virkelig sparker albummet i gang, men noget af det fantastiske ved Waits er, at albummets numre kan afvige utrolig meget fra hinanden, mens de dog føles som skabt til at være på samme album eller endda lige efter hinanden, når man lytter til dem i sammenhæng. Det ligger decideret i navnet at Mule Variations er en varieret plade.

Mule Variations er 70 minutter lang, og det er jo en hel del tid, men den er faktisk ikke spor trættende i længden. Dels fordi Waits netop forsøger så meget, men så sandelig også på grund af, at han er så god til det hele. Der er ikke et nummer, hvor man tænker, at han ikke var nær så god til denne form for musik, som han er til resten. Der er dog selvfølgelig noget, hvor han virkelig udmærker sig, især de langsommere sange. Her kan man virkelig mærke alt det, han har været igennem i sit liv. Hold On, House Where Nobody Lives og Georgia Lee er fuldstændig smukke eksempler på, hvordan han udnytter sin stemme. Det bliver rigtig rørende, og man føler med ham, for han lægger stærke følelser i sin musik. Det er svært lige at sige, hvem man kan anbefale Mule Variations til, men hvis du gerne vil høre noget særpræget, så har Tom Waits masser af plader, der kan anbefales, og Mule Variations er så sandelig i den gode ende. Det er et af den slags albums, jeg næsten ville kalde fejlfrit.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Udgivet den af
Svar

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

450 – Steve Miller Band – Fly Like an Eagle (1976)

Udgivet den af
Svar

Steve Miller Bands album Fly Like an Eagle er en dejlig blanding af alle mulige forskellige slags musik. Der er psykedelisk rock, country, blues og masser af andet guf samlet på 38 dejlige minutter. Den åbner i den psykedeliske afdeling, først med en kort intro ved navn Space Intro, der virkelig sætter stemningen fast. Den første “rigtige” sang kommer da i form af titelnummeret, der er meget drømmende og forførende, og de psykedeliske lyde er også rigtig kraftige her, bl.a. på grund af et rigtig stemningsrigt orgel og en meget afslappende melodi. Det bliver dog for alvor psykedelisk på Wild Mountain Honey. Steve Miller lyder endnu mere euforiset og afslappet end på første nummer, og den lyder kraftigt inspireret af George Harrison, hvorfor der da også er en sitar involveret. Der afviges da fra det psykedeliske på den dramatiske Serenade. Melodien er til trods for sin simplicitet meget truende, og det ville være et perfekt nummer, hvis omkvædet bare bestod af lidt mere end et langt “åh”, hvilket gør det langt mindre interessant at lytte til. Eller i det mindste kunne “åh”et have været kortere.

Miller lyder en smule inspireret af country-musik på Dance, Dance, Dance. Det er ikke albummets stærkeste melodi, og den er som sådan lidt for intetsigende og corny sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis varierer det dog lyden, og det gør det næste nummer, Mercury Blues, også. Det er et cover af en gammel blues-sang af K.C. Douglas, og den virker igen ret latterlig i sammenligning med starten af albummet, men de får virkelig gjort det til en fed udgave af sangen. Den har rigtig meget attitude, og sangen er også fuld af sine egne små pudsigheder, så den klarer meget bedre at få sat sig på plads på albummet. Efter den kommer to sande klassikere: Take the Money and Run og Rock’n’me er sjove og vilde, og der er virkelig gang i den. De er også ret så fængende. De er i albummets mere poppede afdeling, og man kan faktisk også ane visse inspirationer fra country her. Der gås da over i et cover af soullegenden Sam Cookes You Send Me. Coveret lyder en kende doo wop-inspireret, og det lyder en smule kluntet i starten at høre Steve Miller synge på den måde. Men man vænner sig hurtigt til det, og jeg kan ret godt lide sangen, som den når vejs ende.

De går over i det lidt mere psykedeliske på albummets sidste tre numre. Først med et kort interludium ved navn Blue Odyssey. Den bliver fulgt op på med Sweet Maree, der ligeledes virker rigtig psykedelisk, især på grund af det meget barokke riff og hvordan sangen virkelig transformerer sig i løbet af den sidste halvdel. Den er dog ikke rigtig et rocknummer. Det er faktisk rettere et bluesnummer, og psykedelisk blues er ikke helt så almindeligt, så det er interessant at lytte til. Albummet rundes af med The Window, der er opført meget i samme stil som titelnummeret, og stemningen bliver ramt lige så godt. Det eneste, som titelnummeret virkelig gør bedre, er at have en mere fængende melodi. Hele vejen igennem har Fly Like an Eagle rigtig gode sange, der spreder sig over et bredt spektrum. Desværre er albumstrukturen ikke noget at prale af. Starten og slutningen er rigtig godt arrangeret, men alt derimellem er bare noget rod. Det er lidt som en bombet slikbutik. Det hele smager meget godt, men det er ikke til at finde hoved og hale i det. Heldigvis er hver eneste sang rigtig, rigtig god, men de er nærmest bedst hver for sig.

467 – Bob Dylan – Love and Theft (2001)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er et af det tyvendes århundredes største musikere. Han revolutionerede folks opfattelse af, hvad der var kønt at lytte til, samtidig med at han skrev nogle af 60’ernes mest rørende melodier og tekster. Ikke alt, han lavede, var lige utroligt, men når han var på toppen, var han revolutionerende, følelsesrig og endda en kende provokerende, og han var til trods for de små fejltrin, der af og til blev begået, rigtig ofte på toppen. Så kom 80’erne, og det årti var ikke flinkt mod Dylan. Han lavede selvfølgelig stadig meget god musik, men meget lidt var på nogen måde værd at sammenligne med 60’ernes og 70’ernes materiale. Dylan var ved at være irrelevant, indtil han udgav nyklassikeren Time Out of Mind i 1997. Det er et formidabelt album, som jeg skal anmelde senere, men 4 år efter udgav han så endnu et album, Love and Theft. Han iførte sig end endnu grovere lyd, der perfekt passede til det, hans ellers altid spøjse stemme havde udviklet sig til. Den var blevet slidt, og det var han også selv. Han kunne i dette lys kigge tilbage på sin fortid med et meget modent blik, og man kan tydeligt høre på hans stemme, at han har oplevet lidt af hvert.

Dylan tager på Love and Theft meget fra blues- og country-musik, men han blander begge genrer meget sammen med sin personlige stil, så man ikke behøver at være stor fan af nogen af delene for at kunne lide albummet. Et par af sangene er faktisk bygget op på samme måde som en gammel Robert Johnson-sang ville være, men man lægger knap nok mærke til det, før man prøver at grave lidt i musikken. Det er meget formidabelt at kunne bruge det format på en ny måde, for det blev brugt til døde op gennem 50’erne og 60’erne, så at skabe unikke sange med den konstruktion i 2001 er noget af en præstation. Han fortæller meget om sine oplevelser i beskidte dele af USA, som f.eks. på nummeret Mississippi, der handler om hans oplevelser i området, sangen er navngivet efter; om alle de specielle personligheder han mødte, om hvordan det var at være der. Det kunne for enhver anden være en hel livshistorie – for Dylan er det blot en lille del af den.

Han har også nogle langsommere, sørgelige numre, der minder en del om de langsommere numre på Time Out of Mind. Po’ Boy og High Water (For Charlie Patton) – de er spillet meget simplistisk, men de er skrevet med store følelser i spil, der næppe ville komme nær så kraftigt igennem, hvis de skulle bryde en mur af al for meget andet lyd. Der er dog rigelig med dynamik – de lægger trods alt på samme album som så instrumentalt interessante numre som Cry a While og Tweedle Dee & Tweedle Dum, der slår rigtig hårdt med kraftige tekster og tung instrumentation. Der er ikke et dårligt nummer på Love and Theft, og der er virkelig ikke meget andet negativt, man heller kan sige om det. Det fortjener måske ikke samme ros som Highway 61 Revisited eller Blood on the Tracks, men de færreste albums kan det – det er et knaldgodt album for alle fans af Bob Dylan, og det er svært at tænke på, at der er så mange endnu mere fantastiske plader i hans diskografi.