358 – Buzzcocks – Singles Going Steady (1979)

Punk har altid været en genre, der har afveget meget fra poplandskabet. Især i 70’erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70’erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet Singles Going Steady. Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel består af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle 2 år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og af derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor for dette er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.

Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog slet ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. Whatever Happened To?Oh Shit!Noise Annoys og Why Can’t I Touch It? er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som Orgasm Addict, Love You MoreEver Fallen In Love? og Everybody’s Happy Nowadays, da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste er rigtig korte. Kun 3 af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte længder gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.

Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles Going Steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at anbefale at starte med. Alle sangene er virkelig stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er dog selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan med sange som Everybody’s Happy Nowadays, Whatever Happened To og Why Can’t I Touch It? høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har nok uden tvivl lyttet til denne plade rigtig meget.Singles Going Steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.

359 – OutKast – Stankonia (2000)

I 90’erne opbyggede rapduoen OutKast langsomt deres omdømme som nogle af sydstaternes sjoveste, mest funky og i det hele taget bedste rappere, og med intet album slog de bedre deres talenter fast end med Stankonia fra år 2000. Gruppen består af André 3000 og Big Boi, begge meget kreative ordsmede, der også har været med til at producere det meste af albummet. I starten af albummet bliver man som lytter bare blæst omkuld af det hårdtslående, rockede nummer Gasoline Dreams. Efter dette kommer der virkelig mange rigtig gode numre, der er virkelig varierede. Hvor Gasoline Dreams er meget rocket, So Fresh So Clean er meget blød og forførende. Ms. Jackson har til trods for sin ret ironiske tekst en meget sjælfuld melodi, og Snappin’ & Trappin‘ er grovkornet gangsta-rap. På Stankonia beviser OutKast, at de ikke blot kan stort set hvad som helst, de kan også det hele rigtig godt. Det er let at synge med på de fleste af sangene, og det får man også virkelig lyst til.

I løbet af albummet er der også nogle skits mellem numrene. Jeg synes generelt at skits er dårlige for albumoplevelsen, uanset hvor morsomme de nu engang er, hvis de ikke arbejder godt sammen med sangene. Det gør de 8 forskellige skits faktisk generelt. F.eks. sørger den latterligt teatralske skit Kim & Cookie godt for at lede op til den ligeledes fjollede sang I’ll Come Before I Come, og dermed lyder sangen ikke nær så tumpet. Faktisk er det en af mine absolutte favoritter på albummet, da den bare er virkelig sjov, og så er den umulig at få ud af hovedet. Der er også mange gæsteoptrædende i løbet af albummet. Navnlig elsker jeg Killer Mikes vers på Snappin’ & Trappin’, men Khujo fra Goodie Mob på Gasoline Dreams, Gangsta Boo fra Three 6 Mafia på I’ll Call Before I Come og Erykah Badu op Humble Mumble gør det også fremragende. De øvrige gæsteoptrædende er også ganske dygtige. De mange gæster sørger for at gøre albummet sjovere og mere farverigt, men på alle sange sørger André 3000 og Big Boi stadig for at fastslå, at de er hovedpersonerne

Albummet består af 24 numre, hvis man medregner de otte skits, og de første 17 numre er alle virkelig gode. Fra det attende nummer, Red Velvet, begynder det dog at sakke lidt ned. Red Velvet starter egentlig ret fint, beatet er funky, og Big Boi kommer med nogle fede rim. Som sangen fortsætter dukker André 300 dog op, og derfra er sangen domineret af distraherende stemmeeffekter, der gør det svært at fokusere på musikken. Med undtagelse af Gangsta Shit, så er det meste derefter ikke noget specielt. Det er ganske fint, men det er ikke nær så unikt, nytænkende eller sjovt. Kvaliteten på Stankonia er generelt virkelig, virkelig høj. Den begynder at falde lidt i kvalitet mod slutningen, men hver eneste sang på de første to tredjedele af pladen er nogle af 00’ernes bedste rapnumre. Hvis du er til rapmusik har du højst sandsynligt lyttet til Stankonia tonsvis af gange allerede, men hvis du ikke har, så kan den rigtig let anbefales. Hvis du ikke nødvendigvis er specielt glad for genren generelt, er der dog så meget genrefusion, eksperimentation og tilgængelighed på Stankonia, at den kan anbefales alligevel.

360 – The Smashing Pumpkins – Siamese Dream (1993)

Da The Smashing Pumpkins i 1991 udgav albummet Gish, var de et lovende band. Da de udgav deres næste album Siamese Dream, var de superstjerner. Denne nye status var skam også fuldt ud fortjent, for Siamese Dream er et fantastisk album. Forsanger og Leadguitarist Billy Corgan arbejdede rigtig hårdt på at få hver eneste lyd til at være helt perfekt. På visse af albummets sange kan man høre op til 40 lag af guitarer spille over hinanden for at skabe en helt unik lyd. Guitaren er da uden tvivl det væsentligste instrument på albummet. Det er guitaren, man virkelig kan bide fat i, og man kan opdage masser af finurligheder i de ofte mange lag af guitar. Den er også nok det mest højlydte instrument på pladen. Nogle gange er der kun rytmeguitar, og så kommer der pludselig en virkelig fed leadguitar ud af det blå. Det gør albummet mere dynamisk, hvilket igen gør, at man har sværere ved at miste gejsten som lytter. Billy Corgans stemme er til gengæld ikke nødvendigvis noget for alle. Den er meget skinger, spinkel og nasal, og selv er jeg heller ej altid lige glad for den. Men følelsesmæssigt giver han altid hele armen.

Corgans melodier er altid rigtig gode. De fleste er ikke de mest fængende i verden, men de skaber til gengæld meget stemning. Sange som Disarm, Spaceboy og Luna er virkelig følelsesrige, og man sympatiserer meget med Corgan, mens han synger dem. Disse er tilfældigvis generelt ikke de hårdeste sange på pladen, men disse har nogle meget andre kvaliteter. F.eks. er RocketSomaGeek U.S.A. og Silverfuck rigtig eksperimenterende, syrede numre, som jeg med lethed ville kunne kalde for progressiv rock, nok i højere grad, end jeg i grunden ville kalde det alternativ rock, som det så ofte bliver kaldt. Pladen er af en lidt længere art. Den er ikke ekstremt lang, men en helt time er nu stadig en del. Dog er der rigeligt med variation og dynamik på pladen, og det er det, der holder lytteren engageret. Siamese Dream er et album, der virkelig holder i længden. Jeg var faktisk stadig større fan af deres tredje album, Mellon Collie and the Infinite Sadness efter de første 4-5 gennemlytninger af Siamese Dream. Men efterhånden gik det virkelig op for mig, at der altid var noget at grave ned i her, og at melodierne generelt er bedre.

Sangenes kvalitet er som sagt rigtig høj for det meste, men der er dog nogle svingninger. Du kan ikke finde nogle dårlige numre på pladen, men hvor sange som Cherub RockDisarm, Soma og Silverfuck er så gode, at de stort set kan skubbe lytteren omkuld, virker Hummer og Sweet Sweet svage i sammenligning. Der er ikke rigtig noget skidt ved disse numre, men de springer ikke ligefrem ud mod dig, og du kommer næppe til at huske dem. Dog har begge numre en velfortjent plads på albummet. De hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Sweet Sweet ligger lige mellem Silverfuck og Luna, og disse to sange har desperat brug for noget mellem sig, og Sweet Sweet fungerer ganske godt fra det synspunkt. Hvis du vil have en rigtig komplet, velkonstrueret musikoplevelse, så er Siamese Dream nok noget for dig. Der er rigtig meget at komme efter, og pladen kan sagtens tåle at blive hørt adskillige gange. Om du er til Nirvana, Rush, Jane’s Addiction eller Beck, så er Smashing Pumpkins nok noget for dig, og deres bedste album er uden tvivl Siamese Dream.

361 – New Order – Substance (1987)

Da Ian Curtis, forsanger i post-punk-bandet Joy Division, begik selvmord i 1980, skiftede gruppen navn til New Order. Under dette navn udviklede gruppen sig gradvist væk fra den oprindelige deprimerede post-punk-stil. Med tiden blev deres sange rigtig dansevenlige, og i 1987 udkom alle singler, de hidtil havde udgivet, som et album, og det kom til at hedde Substance. New Order var store fans af 12-tommers-singler, og derfor er mange af sangene på denne plade naturligvis rigtig lange; kun seks af de 24 sange på cd-udgaven er under 5 minutter lange. Albummet er opstillet sådan, at man på første cd kan finde alle deres hidtil udgivne singler i kronologisk rækkefølge, mens man på den anden cd kan finde de udvalgte b-sider, ligeledes kronologisk opstillet. Den første cd nærmer sig perfektion. Der er bare fedt nummer efter fedt nummer, og man lægger ikke engang mærke til, at de fleste numre er ufatteligt lange. Den kronologiske opstilling gør deres udvikling meget tydelig, og den forhindrer også albummet i at være en stor rodebutik.

Problemerne opstår først, når man kommer til anden cd. Dette materiale findes ikke på vinyludgaven, men det har været på cd’en siden første udgivelse i 1987, så jeg vil ikke regne det som en bonus-cd. Men på den finder man som sagt en masse b-sider. B-siderne er ikke dårlige, men de er langt fra nær så lette at sluge. Mange af dem er instrumentale, især er mange instrumentale udgaver af numre på første cd. Ellers er der en del meget alternative numre, der ikke på nogen måde er nær så dansevenlige eller sjove som singlerne. Et par stykker er dog næsten på niveau med dem fra første cd. Cries and WhispersHurt og 1963 er nok de bedste af b-siderne, og selvom ingen af dem er så gode som Blue MondayBizarre Love Triangle eller True Faith, så er de stadig virkelig gode. Til gengæld er jeg ikke særlig interesseret i at høre instrumentale eller alternative udgaver af sange, jeg allerede har hørt, og det har jeg især ikke, hvis jeg skal igennem dem for at nå til sange, jeg slet ikke har hørt før. Underligt nok finder man desuden Procession på disc 2, selvom den var en single.

Det er ikke alle b-sider, man kan finde på Substance, hvorimod alle singler fra før pladens udgivelse er derpå. Sangen Mesh er det eneste originale B-side-nummer, der ikke kan findes på opsamlingen, og det er ellers en ganske fin sang. Hvis nu den var tilføjet til albummet, mens alle de alternative udgaver blev fjernet, så ville jeg personligt have meget mere til overs for pladen, der ellers er af rigtig høj kvalitet. Derudover ville det have været fedt, hvis singlerne og b-siderne ikke var så adskilte. Jeg har efterhånden nævnt rigtig mange negative ting, men lad mig dog lige slå fast en gang for alle, at disse ting ikke betyder specielt meget, for kvaliteten på albummet er konstant virkelig, virkelig høj. Det er bare strukturen, der er nogle problemer med. New Orders singler var af konstant enormt høj kvalitet. Hvert eneste nummer på disc 1 er fremragende, og hvert eneste nummer på disc 2 er godt. Hvis du kan lide noget sjov, fængende popmusik, der samtidig kan få dig til at tænke en smule, så er New Order nok noget for dig, og Substance er nok det bedste sted at starte, da mange af deres bedste sange faktisk kun findes på opsamlinger, og denne giver dig de bedste udgaver af nogle af deres bedste numre.

362 – The Doors – L.A. Woman (1971)

Den 3. Juli 1971 døde en rocklegende. Jeg snakker naturligvis om Doors-frontmanden Jim Morrison. Det sidste album, han nåede at optage med sit band, hed L.A. Woman, og det blev udgivet sølle tre måneder før hans død. Lige fra pladens første nummer, The Changeling, bemærker man en fokus på blues. Blues-stilen er blandet med bandets velkendte orgellyd, og dette gør sangen meget interessant. Morrison er vild og seksuel, og han fyrer den virkelig af. Teksten er dog ikke rigtig på Morrisons sædvanlige niveau. Forstå mig ret, det er slet ikke en dårlig tekst, men den er på ingen måde nær så syret eller poetisk som noget på de første par plader. Det er et skift i tone, og det må man vænne sig til. Det er også til stede på den vidunderlige Love Her Madly, hvor Morrison er mere forførende end ellers nogensinde. Melodien er varieret og fængende, og den lyder ikke nær så meget af blues som resten af albummet, selvom elementerne er der. Been Down So Long har til gengæld en bluesmelodi af den helt gammeldags. Robby Kriegers guitar er helt sindssyg, og Morrison lyder mod sangens klimaks fuldstændig manisk.

Cars Hiss By My Window har igen et ret gammeldags bluesmelodi, der følger samme mønster som de fleste gamle Robert Johnson-sange – eller for den sags skyld Been Down So Long. Den er dog meget mere stille end denne, og det udgør en god kontrast. Morrisons tekst er desuden virkelig malerisk her. Man kan let se de morderiske billeder, han fortæller om, for sig. En god kandidat til mit yndlingsnummer på pladen er titelnummeret. Det er lidt af en vrøvlehistorie, der hopper rundt mellem emnerne, men den er sjov og energisk, og der sker så meget, at man end ikke lægger mærke til, at den med sine næsten 8 minutter er pladens længste sang. Det bliver rigtig dystert og destruktivt på L’America. Der er rigtig meget stemning på dette nummer, og hvor albummet ellers blot var rigtig godt før, begynder det nu at være mesterlig. Der er næsten ingen elementer af blues på Hyacinth House – med undtagelse af måske den lyriske struktur. Det er også meget dystert, men hvor Morrison selv var det uhyggelige ved L’America, virker han her selv skræmt af sangens stemning.

Crawling King Snake er et cover af en blues-standard af Big Joe Williams. Sangen i sig selv er naturligvis af høj kvalitet, den har trods alt været elsket af bluesfans i årtier. Bandet behandler det også virkelig godt. Noget af det bedste ved deres udgave af nummeret er Robby Kriegers guitar, som er fuldstændig uhæmmet. Selvfølgelig gør Morrison det også sexet som altid. The WASP (Texas Radio and the Big Beat) bruger riffet fra bluesklassikeren I’m A Man af Bo Diddley. Den kører i store portioner i manisk Spoken Word, hvilket Morrison gør vældig interessant. Ray Manzarek har et af pladens fineste orgel-øjeblikke mod slutningen, og i det hele taget er det en skøn sang. Pladen afsluttes helt perfekt med klassikeren Riders on the Storm. Denne er over 7 minutter lang, har flotte torden- og regneffekter, der giver nummeret ekstra liv. Det er en af gruppens mest berømte sange, og det med god grund. Den er rigtig smuk og poetisk, og Ray Manzareks klaver derpå er bare smukt. Hele sangen er smuk. Ja, faktisk er hele albummet L.A. Woman smukt. Hvis du kan lide at lytte til god musik, og det kan de fleste vel, så lyt til det. Det har ikke et eneste væsentligt problem.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a PrayerBorderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

364 – Johnny Cash – American Recordings (1994)

Johnny Cash er en legende indenfor rock and roll, rockabilly og country, især på grund af hans sange fra 50’erne og 60’erne. Han begyndte dog at blive populær igen i 90’erne, og pladen, der fik Cashs karriere til at blomstre igen, hed American Recordings, blev udgivet i 1994, og den bestod hovedsageligt af covers og nyindspilninger af gamle Cash-sange, alle opført af Cash alene med sin akustiske guitar. Pladen åbner med sangen Delia’s Gone, der oprindeligt blev indspillet af Cash i 1962. Den oprindelige udgave havde uden tvivl også sin sære charme med den enorme kontrast mellem den lystige melodi og teksten om at dræbe en kvinde, men den nye udgave er mere trist, tænksom og fortrydende, hvilket giver den noget ekstra dybde. Let the Train Blow the Whistle var lavet specifikt til denne plade. Den handler om at acceptere visse ting her i livet, og det får man også lyst til, som Cash på charmerende vis synger den. The Beast in Me er ligeledes en original sang, selvom den er skrevet af Nick Lowe, der senere indspillede et cover af den. Den er meget tænksom og dybsindig. Drive On, endnu en original sang, er ret så lystig, og man lærer hurtigt at synge med. Den føles taknemmelig, og man opdager hurtigt, hvor meget teksten har at byde på.

Why Me Lord?, et cover af en Kris Kristofferson-sang, fortsætter den taknemmelige tone, dog denne gang med en religiøs indgangsvinkel. Jeg har generelt rigtig svært ved at værsætte religiøs musik, og dette er ikke en undtagelse. Jeg vil dog sige, at sangen lyder bedre i Cashs simplistiske udgave. Thirteen er et originalt nummer, denne gang skrevet af Glenn Danzig fra metalgruppen Danzig. Sangen er virkelig dyster og grov, og selvom Danzig også senere lavede et cover, der naturligvis havde den djævelske flavour, man forventer fra genren, føles Cashs version mere reel, mere grusom og mere dyster. Oh Bury Me Not er endnu en nyindspilning af en ældre Cash-sang, denne gang fra 1965. Det er ikke rigtig min yndlingssang på pladen, og jeg foretrækker nok originalen. Den åbner med en bøn, og som jeg sagde tidligere, interesserer den slags mig virkelig sjældent. Derudover er melodien ret monotom. Til gengæld er hans cover af Leonard Cohens Bird on a Wire virkelig flot. Det er en trist sang om uopnåelig frihed, og den er meget rørende. Hans cover af Eddy Arnolds Tennessee Stud, der i øvrigt er opført live, er til gengæld en ret gammeldags countrysang. Det er den selvfølgelig også i originaludgaven, men denne heste-ballade føles bare så triviel ved siden af alle disse sange om fangeskab og død.

Down There by the Train er skrevet til dette album, og det er skrevet af ingen ringere end Tom Waits, som også senere selv har fortolket den. Waits har som altid skrevet en fantastisk melodi, som er meget rørende. Mens man kan høre vanlige Waits-elementer, lyder den dog som skabt for Cashs stemme, hvilket den jo også er. Redemption er ligeledes original, og det er en meget dyster sang. Stemningen rammes helt perfekt, og den simple instrumentation har ikke været udnyttet bedre på albummet end her. Like A Soldier er pladens sidste originale nummer, og selvom den føles meget som et gammelt Cash-nummer, kan man mærke, at dette er fortalt af en ældre herre. Dette er dog kun en god ting, da man let kan høre hans erfaring. Albummet afsluttes med endnu et live-nummer, denne gang af Loudon Wainwrights The Man Who Couldn’t Cry. Det er en meget morsom historie, selvom der sker nogle ikke så lystige ting i sangen. Det er godt skrevet af Wainwright og især godt fortalt af Cash. Det er en rigtig god afslutning til et rigtig godt album.

365 – The Smiths – Louder Than Bombs (1987)

I min verden er 80’erne ikke årtiet for Duran Duran, Michael Jackson, U2, Bon Jovi eller Whitney Houston. Ikke ét 80’er-band har jeg lyttet mere til end the Smiths, og jeg elsker alle deres fire studiealbums meget højt. Foruden disse udgav de også en hel del singler, der ikke optræder på nogen af disse numre. Visse af disse udkom på amerikanske udgaver af pladerne, og i 1987 blev de fleste Smiths-sange, der ellers ikke var på noget amerikansk album, udgivet på en opsamling, der fik navnet Louder Than Bombs. Der er dermed både singler, b-sider og sange, der kun var på europæiske opsamlingsalbums. Mange af deres bedste sange er at finde på denne plade. Jeg bliver aldrig træt af Sheila Take a BowShoplifters of the World UnitePanicWilliam, It Was Really NothingHeaven Knows I’m Miserable NowAsk eller Hand In Glove, og det er blot a-siderne. Mange af b-siderne er så gode, at man slet ikke kan fatte, at de ikke var a-sider. Is It Really So StrangeSweet and Tender HooliganHalf a PersonPlease, Please, Please Let Me Get What I Want og Asleep er alle ligeledes fantastiske.

Albummet er ikke opstillet efter noget tydeligt mønster, men til gengæld føles det ret dynamisk. De forskellige sange arbejder forholdsvis godt sammen, og der er en dejlig mængde variation. Man kan dog stadig høre, at det er en opsamling. Der er ikke noget tidspunkt, hvor to numre arbejder utrolig godt sammen, men albummet sørger stadig godt for, at man ikke bliver spor træt af bandets lyd. Ikke et eneste af numrene er dårlige, og selv de mindst interessante er ganske gode. De bedste er decideret fantastiske, og de er umulige at få ud af hovedet. Og det er slet heller ikke noget, man ønsker sig. De er fyldt med følelser, og der er få lyrikere, der virkelig kan røre mig nær så dybt som Morrissey. Sange som AskPlease, Please, Please, Let Me Get What I Want, Asleep og Half A Person taler til mig på et meget nært følelsesmæssigt niveau. Ikke alle deres sange har denne effekt i lige høj grad. Nogle er ganske vist fulde af følelser, der går i alle mulige retninger, men de har stadig nogle virkelig sjove melodier. Hvem har ikke lyst til at synge med på Sheila Take a BowWilliam, It Was Really Nothing eller Panic?

Foruden at albumdynamikken ikke er fantastisk, er det største problem ved pladen, hvor ubrugelig, den er fra et europæisk synspunkt. Som europæisk lytter savner man f.eks. sange som How Soon is Now? og This Charming Man, der ikke her blev udgivet på noget studiealbum, hvorimod de er på amerikanske udgaver af henholdsvis Meat is Murder og deres eponyme debutplade. Desuden var Louder Than Bombs tiltænkt som et amerikansk svar på de europæiske opsamlinger Hatful of Hollow og The World Won’t Listen, hvor den første er en mere konsekvent oplevelse, navnlig da alle dens sange er indspillet indenfor en ret kort periode. Jeg vil dog absolut ikke sige, at Louder Than Bombs på nogen måde bliver til et dårligt album af den årsag. Det bliver bare forfærdelig svært at anbefale af den årsag. Det er rigtig, rigtig godt sammensat, men på grund af bedre alternativer, ved ikke helt, hvorfor du ville lytte til det, med mindre du vil lytte til alt af The Smiths. Men hvis du beslutter dig for at gøre det, så vil du ikke fortryde det.

366 – Mott the Hoople – Mott (1973)

Da David Bowie i 1972 reddede rockbandet Mott the Hoople fra at gå fra hinanden ved at give dem sangen All The Young Dudes og producere albummet af samme navn, gjorde han dem til superstjerner. Hidtil var deres stil noget nær en hårdere udgave af the Kinks, men Bowie gjorde dem til et Glam-rock-band. Året efter udgav de endnu et album, og det kom til at hedde Mott. Her prøvede de at blande glam-stilen, man finder på All the Young Dudes med den hårde rock, som er på f.eks. deres debutplade, der blot hedder Mott the Hoople. Lige fra den første tone på åbningsnummeret All the Way from Memphis kan man høre, at de er blevet mere erfarne indenfor genren. Der sker rigtig meget interessant i lyden, og sangen er bare generelt virkelig sjov. Efter denne kommer sangen Whizz Kid, som er en ret så oprigtig kærlighedssang, der med et fedt guitarriff og nogle kazooer, der gør sangen både mere unik og bare sjovere. Den kører i et middeltempo, hvilket gør, at den stadig føles energisk, mens den hurtige All the Way from Memphis stadig har dynamisk kontrast dertil.

Hymn for the Dudes er en ret langsom sang, men den er mere storladen end de to første tilsammen. Den er langt fra nær så poppet, og den har ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og mens melodien nok er en af de svagere på pladen, er det stadig dejligt, at den er der. Mange af sangene på All the Young Dudes var nemlig til trods for konstant gode melodier meget ensartede. På Mott føles hver eneste sang forskellig fra den anden, men til gengæld hoppes der så en smule i kvaliteten på individuelle numre. Numrene er også placeret godt i forhold til hindanden, og at placere Honaloochie Boogie lige efter Hymn for the Dudes er helt genialt. Denne er en dejlig poppet sang, som man hurtigt kan synge med på. Den er måske en smule ensformig mod slutningen, men til gengæld er den kort. Violence er en af pladens bedste sange. Dens brug af violiner, mens der bliver sunget “Violence” i første omkvæd er decideret genial, og den enorme vrede, forsanger Ian Hunter råber løs med i versene, føles virkelig autentisk.

Drivin’ Sister er en rock and roll-sang, og den er rigtig sjov. Den har ikke så meget at byde på i længden, og mens den ganske vist end ikke er fire minutter lang, burde den være meget kortere. Den bliver desværre ret hurtigt monotom. Til gengæld er The Ballad of Mott the Hoople en rigtig smuk sang. Den gør alt godt, som Hymn of the Dudes også gjorde godt, men den føles meget mere reel og selvbiografisk. Den handler om livet i et rockband, og Hunter har meget at sige med dette nummer. Nummeret I’m A Cadillac/El Camino Dolo Roso består af to dele – en ret god omend virkelig simpel kærlighedssang og en virkelig flot, lang guitarsolo. Denne guitarsolo kunne med lethed have været et udmærket afslutningsnummer, og det ville jeg lidt ønske, det var. Ikke at det egentlige afslutningsnummer, I Wish I Was Your Mother, er værre, det er faktisk en af pladens bedste sange, men den føles bare ikke så konkluderende igen. Det er til gengæld en virkelig sentimental, kærlig sang, og mandolinen derpå giver meget charme. Mott er nok Mott the Hooples bedste album. Der er mange fede sange på den, og pladen hænger rigtig godt sammen.

367 – The Strokes – Is This It (2001)

Hvis the Strokes en dag kommer med i Rock and Roll Hall of Fame, vil det være på grund af ét eneste album, for selvom den efterfølgende Room on Fire også er ganske god, er gruppen kun så ikoniske, som de er, på grund af deres debutplade, Is This It fra 2001. Dette album fortjener dog også al sin ros. Det åbner helt perfekt med et titelnummer, der, da jeg første gang hørte det, gav mig en klump i halsen. Det er virkelig smukt, og det indleder virkelig stemningsrigt det flotte album. Det andet nummer, The Modern Age, er også en virkelig fed sang. Der er mange følelser i forsanger Julian Cassablancas’ stemme, og det gør sangen sjovere at lytte til. Nummeret er for det meste ikke så interessant rent instrumentalt, men det gør virkelig ikke noget, for melodien er levende, og dens guitarsolo er ligeledes fuld af liv. Soma bliver i høj grad drevet af guitaren, der kører med et virkelig fedt riff. Julian Cassablancas synger på håbløs maner, og han er slet ikke til at stå for. Hans karakter udvikler sig meget i løbet af sangen, men der er altid håbløse undertoner, der gør nummeret mere interessant.

Barely Legal lyder meget, som man ind til videre har vænnet sig til, at pladen kunne komme med. Det gør dog slet ikke noget, for melodien er stadig af virkelig høj kvalitet, og følelserne, de kommer med, er helt enorme. Someday er dog endnu bedre. Den har mere varme og forundren end albummet hidtil har haft. Det er en af den slags sange, der bare kan suge lytteren et helt andet sted hen rent mentalt. Her hører vi også for første gang Cassablancas’ kontroversielle falset, som han ville bruge langt oftere på senere Strokes-plader, men selv har jeg ikke noget imod den – og den optræder alligevel kun ganske sporadisk. Alone Together er endnu et garagerock-nummer af høj, høj kvalitet. Man kan mærke stor fortrydelse og sindsmæssig tumult her. Dog er det intet i sammenligning med den vidunderlige Last Nite, der virkelig har fortjent sin status som en af gruppens bedste sange. Det er en forvirret, fordrukken sang, som er umulig ikke at komme til at synge med på ret hurtigt. Den er helt perfekt, hvis man spørger mig, og selvom riffet minder meget om Tom Pettys American Girl, bliver sangen ikke værre af den årsag.

Et andet fuldkommen perfekt nummer er Hard to Explain. Sangen er virkelig fortvivlet, og melodien er umulig, ikke at få ud af hovedet. Riffet er vildt og energisk, mens man dog sagtens kan mærke de besværlige tanker, sangen går igennem. New York City Cops er en meget ungdommelig, rebelsk sang, og den er også en af pladens mest højlydte, selv sammenlignet med Hard to Explain. Det er et rigtig sjovt nummer, som man let kan få lyst til at synge med på. Endnu et virkelig smukt nummer kommer da i form af Trying Your Luck. Den lyder lige så fortvivlet som Hard to Explain, men denne er mere fortabt og opgivende. Den er virkelig rørende, og den er i den gode ende af et album, hvorpå man ikke kan finde en eneste dårlig sang. Nu har jeg sagt det, så det kommer næppe som nogen overraskelse, at den vrede Take It or Leave It også er et rigtig godt nummer. Den afslutter virkelig godt albummet med sit bitre raseri, og jeg er rigtig tilfred. Jeg elsker virkelig det her album. Is This It kan anbefales til alle med smag for rockmusik.