Forfatterarkiv: Kjartan

282 – The Cars – The Cars (1978)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange hører man et album, og det er virkelig tydeligt at bandet bag albummet har været særligt inspireret af et andet band. Sådan noget sker, når jeg lytter til The Cars’ debutalbum, The Cars, der lyder virkelig meget af Queen, bare blandet med noget new wave. Det er da også produceret af Roy Thomas Baker, som også producerede nogle af Queens mest berømte plader, heriblandt A Night at The Opera og Sheer Heart Attack. Den åbner med den meget bombastiske Good Times Roll, der starter som en ganske almindelig popsang, men den udvikler sig virkelig eksplosivt, og i slutningen af omkvædene kommer høje, Queen-inspirerede kor på. Pladens bedste sang er efter min mening det andet nummer, My Best Friend’s Girl, og det er en virkelig godt skrevet pop-rock-sang. Den minder stadig meget om Queen, men da forsanger Ric Ocasek langt fra er en Freddy Mercury, så må de bruge andre taktikker. Og de gør det til en dejlig stor overdrevet popsang, der efter hvert omkvæd sætter gang i et rigtig sjovt riff.

Det tredje nummer, Just What I Needed, er den første, hvor bassist Benjamin Orr synger for i stedet for guitarist Ric Ocasek, og nej, Orr er ej heller en Freddy Mercury, men en god melodi, det kan de fandeme stadig skrue sammen. Man lærer rigtig hurtigt at elske den sjove melodi til Just What I Needed. I’m in Touch With the World er en ret sær sang. Den er meget langsommere end de andre, og i starten kunne den godt virke kedelig, men der sker ret mange sære ting i den, der gør den meget mindeværdig. Den er dog ikke lige den, du sætter på til en fest. Det er til gengæld Don’t Cha Stop, der med sit simple, hurtige, fængende omkvæd bare er virkelig sjovt at synge med på. Versene er også fulde af energi, og man afslutter denne sang med et stort smil på læben. Linjer som “It tickles my skin-skin” er virkelig svære ikke at smile over. You’re All I’ve Got Tonight er nok den sang, der lyder mest af Queen, men den lyder også som et virkelig godt Queen-nummer. Der er virkelig godt samspil på hele sangen, og den ender med at være et af albummets højdepunkter.

Meget afholdt er også Bye Bye Love, der ikke er et cover af Everly Brothers-sangen af samme navn. Det er en mere festlig, sjov sang, der virkelig arbejder fantastisk med dynamik. Det svært at sidde stille til denne sang, og efterhånden er det ved at gå op for lytteren, at dette er en helt fantastisk pop-plade. Den er dog også en meget ambitiøs plade, og ingen sang har større ambitioner end Moving in Stereo, der gør lige det, titlen antyder. Det ene øjeblik er sangen i den ene speaker, pludselig er den i den anden. Melodien er meget mørk, og instrumentationen er futuristisk. Det er en af de mest dramatiske sange, gruppen nogensinde har skrevet, og jeg elsker den rigtig højt. Deres kreativitet kulminerer virkelig med dette nummer, og de viser, at de er mere end bare en god Queen-efterligning. De er the real deal. Albummet afsluttes med All Mixed Up, der rent dynamisk nok er albummets klimaks. Den lyder ikke blot som Queen, den lyder også som synthpop, en genre, der end ikke rigtig eksisterede endnu. The Cars er en plade, der er mere, end den ser ud til at være. Det er et pop-mesterværk.

283 – Nick Drake – Five Leaves Left (1969)

Udgivet den af
Svar

Den britiske folkmusiker Nick Drake er en forfærdeligt overset musiker, og især er hans debutalbum, Five Leaves Left mesterligt. Det er ikke den mest roste plade i hans desværre alt for korte diskografi, men det er min personlige favorit. Denne plade blev optaget sammen med medlemmer af folkrock-grupperne Pentangle og Fairport Convention, fra sidstnævnte bl.a. den latterligt dygtige Richard Thompson, der spiller elektrisk guitar på åbningsnummeret, Time Has Told Me. Instrumentationen er meget unik i løbet af hele pladen, og det er en stor del af årsagen til, at den er så fantastisk. Foruden Drakes meget særlige evner på en akustisk guitar, så er hans brug af percussion meget eksotisk og livlig. Det er kun en enkelt sang, Saturday Sun, der har et traditionelt trommesæt, ellers står den på congas, shakers og vibrafon. De fleste sange har  dog slet ingen percussion, men størstedelen bruger nogle smukke strygere. En enkelt sang har celloen så meget i fokus, at den har fået titlen Cello Song, og den er virkelig smuk.

Drakes sange er meget følelsesladede, men tro ikke, at det er den rene tudemusik. Det er faktisk meget lykkelig musik. Det handler om befrielse og lyksalighed meget af det. Man føler sig så usandsynligt glad, når man hører kærlighedserklæringer som Time Has Told Me og Thoughts of Mary Jane. Der er dog altid gennemgående undertoner, der signalerer ensomhed og social akavethed. Drake virker som en meget stille type, ikke som en med mange venner, men han virker stadig let at holde af som person. Han minder mig faktisk meget om en af mine egne meget nære venner, og som han på pladecoveret står der med sin foroverbøjede krop, sit lange, sjuskede hår og sit tænksomme ansigt, føles de bare endnu mere lig hinanden, og når man så også begynder at læse lidt af hans livshistorie, om hans depression og hans overdosis på antidepressiver, bliver Five Leaves Left en meget nær og reel plade for mig. Der er også ret triste sange på den, f.eks. River Man og Way to Blue, og disse går bare lige ind i hjertet, uanset om man kender mandens historie eller ej.

Gennem den varierede instrumentation og den sarte personlighed skaber Nick Drake 10 helt fantastiske sange på Five Leaves Left, men et øre for helt fantastiske melodier gør nu også meget. Time Has Told Me er ganske vist den eneste, jeg ofte går rundt og nynner, men alle melodierne er så forskellige og velsammensatte, at det er svært at fatte. Især er Way to Blue en meget interessant komposition, der går fra at være meget dramatisk og grum til bamhjertig og jordnær. Albummet hænger også meget godt sammen. Man føler aldrig, at man får for meget drama, melankoli eller kærlighed. Alle aspekter af album- og sangdynamik er virkelig godt gennemført, og længden er lige i øjet. Efter 41 minutter har jeg fået lige præcis den dosis Nick Drake, jeg har brug for, og sådan er det hver eneste gang, jeg lytter til den. Hvis du er en af de mange, der ikke kender til Nick Drake, har jeg så inderligt ondt af dig. Han er en sand mester af musikken, og hvis du vil lære ham at kende, så er Five Leaves Left et rigtig godt sted at starte.

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Udgivet den af
Svar

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.

285 – Al Green – I’m Still in Love with You (1972)

Udgivet den af
Svar

Al Green er meget overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest peger mod, når de vil påvise hans geni, er Call Me fra 1972, så er I’m Still in Love with You fra året før også en meget rost plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en meget kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en virkelig sød kærlighedserklæring, denne gang ved navn I’m Glad You’re Mine. Denne har en virkelig spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den virkelig dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede Love and Happiness. Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Al Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.

Et perfekt modstykke til den bitre Love and Happiness er What a Wonderful Thing Love Is, der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. Simply Beautiful er derimod en ganske svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter virkelig albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor virkelig heldigt, at Green så kan opføre et helt fantastisk cover af Roy Orbisons Oh, Pretty Woman. Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.

For the Good Times er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindeligt opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot opført. Look What You’ve Done to Me er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. One of These Good Old Days æmmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m Still in Love with You af – og jeg elsker også stadig ham.

286 – X – Los Angeles (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg er en enorm fan af punkmusik. Der er ingen anden genre, hvor jeg nær så sikkert kan nævne indflydelserne, de vigtigste navne, historien og hvordan den har påvirket senere musik. Og mange mener, at punk slet ikke handler om musikken, men rettere om udtrykket og livsstilen, og jeg vil ikke sige, at det er usandt, når man snakker de store grupper som Ramones og Sex Pistols, men med et mindre band som X, så er det noget lidt andet. Musikken er det allervigtigste på deres debutplade, Los Angeles fra 1980. Den åbner med hurtige trommer og et energisk guitarriff på Your Phone’s Off the Hook, But You’re Not, hvorefter den meget højlydte kvindelige forsanger Exene Cervenka, og før man ved af det kommer en mandlig backingvokal også på i form af bassist John Doe. Det er punk i ganske rå form, og det er for vildt. Johnny Hit And run Pauline har John Doe som forsanger, og den har en meget Chuck Berry-inspireret intro og guitarsolo. Den er en meget mørkere sang end åbningsnummeret, og det er en af Does bedste vokaloptrædender.

De fremfører også en næsten ugenkendelig udgave af Doors-sangen Soul Kitchen, og Los Angeles var da pudsigt nok også produceret af Ray Manzarek, der spillede orgel i The Doors. Det føles som en helt anden sang, men det føles stadig gennemtænkt og velopført, og det klassiske orgelriff bliver nu spillet energisk på guitar. Ray Manzarek spiller orgel på den næste sang, Nausea, der virkelig fremviser, at X kan mere end bare de hurtige energibomber. Det er en ret langsom sang, og tempoet ændres virkelig smukt mellem vers og omkvæd. Og orgelet er selvfølgelig virkelig godt spillet. De fortsætter den rigtig stærke sangskrivning på Sugarlight, hvor en virkelig sjov guitarsolo bliver et af højdepunkterne. Det er nok en af de mindre mindeværdige sange på pladen, men det beviser blot, at niveauet her er usandsynligt højt. Især er det højt på titelnummeret, Los Angeles. John Doe og Exene Cervenkas stemmer går virkelig godt i spænd her, og det er med god grund en af gruppens mest populære sange. Den er virkelig godt skrevet, og der sker hele tiden noget nyt.

På det sidste har jeg også fået et nært forhold til Sex and Dying in High Society, der med sit simple omkvæd, konstant høje energi og maniske koklokke slet ikke er til at stå for. Koklokken følger vist ikke engang rytmen, men den fremhæver bare gruppens fandenivoldskhed. Albummets længste sang er også den langsomste, og den hedder The Unheard Music. Den er mindre tilgængelig end de andre sange på pladen, da den godt kan virke lidt monotom til tider, hvilket den som sådan nok også er. Med tiden har jeg dog lært at værdsætte dens atypiske dynamik, og det, den giver til albummet som helhed, er meget forfriskende. Udenfor albummets kontekst kunne den sikkert virke ligegyldig, men som pladens næstsidste nummer virker den godt, især på guitarsoloen, der afslutter nummeret. Pladens sidste sang er en ganske lystig lille en: The World’s a Mess; It’s in My Kiss. Den er så anderledes fra resten af pladen, da den bare føles så glad, mens de dog synger om, at intet går som det skal. Los Angeles er en punkplade som få andre, og det kunne meget vel være den bedste plade, X har optaget.

287 – Grateful Dead – Anthem of the Sun (1968)

Udgivet den af
Svar

Grateful Dead er en ret sær gruppe. De er bedre kendt som livenavn end for deres sange eller albums, og de har udgivet så mange live-albums, at det muligvis slet ikke kan tælles. Deres studiealbums er dog det, de i første omgang lavede musik gennem. Deres anden plade hedder Anthem of the Sun, og den består af kun 5 numre, men disse er meget syrede og generelt også ret lange. Åbningsnummeret, That’s It for the Other One, starter meget stille med en sød melodi, og den virker som sådan ikke som noget særligt. Efter 40 sekunder skifter den fuldkommen form, men den er stadig bare stille og sjov, og den vender tilbage til udgangspunktet igen. Halvandet minut inde i nummeret går gruppen en smule amok, især trommeslageren og guitaristen. Det virker som ren jam, og da vokalen endelig vender tilbage, så er den også meget vildere end før. 4 minutter inde når sangen det, der kunne være dens klimaks, men den er kun halvvejs gennem galskaben, der nu begynder forfra, men denne gang eskalerer det endnu hurtigere. Sangens sidste tre minutter er vild improvisation, der ender med at have syrede lydeffekter på. Det er ret interessant at lytte på.

Pladens andet nummer hedder New Potato Caboose, og igen har vi at gøre med en meget stille start. Det er faktisk næsten kedsommeligt stille, men efter en 40 sekunder kommer noget lyd på nummeret. Der bliver sunget om psykedeliske billeder, og nogle flotte vokalharmonier opstår. Nummeret består mest af alt af en ret lang guitarsolo, og den er ganske imponerende, men jeg føler selv, at pladen går lidt i tomgang. Det er ellers synd, for de vokale portioner er virkelig kreativt opført og skrevet. Jeg kunne sagtens have overlevet, hvis de var lidt længere, og at guitarsoloen, der til slut fremføres samtidig med en orgelsolo, havde været skåret lidt ned. Der kommer dog virkelig gang i den med den maniske Born Cross-Eyed, der kun er 2 minutter lang. Det er her, gruppen virkelig begynder at fange mig. Al denne jam kulminerer her i en virkelig stærk sang, der ganske vist ikke varer lang tid, men den blander virkelig smukt mariachi-horn, vilde orgeler, syge guitarer og smukke vokalharmonier.

En anden virkelig god kandidat til pladens bedste sang er sjovt nok den længste, Alligator. Denne starter ret simpelt, og man kunne let blive narret til at tro, at det ville være en af pladens korteste numre. Præcis som Born Cross-Eyed har Alligator bindegal instrumentation, og sangerne synger forskudt af hinanden, så det lyder virkelig skævt og psykedelisk. Guitaren er virkelig fængende, og brugen af kazoo i starten gør det til en meget alternativ sang. I løbet af de 15 minutter får vi både en trommesolo, et par guitarsoloer, en orgelsolo, og nogle omkvæd, der får det hele til at hænge sammen. 12 minutter inde forvandler det sig meget naturligt til en ret fed bluessang, og sådan fortsætter den i noget tid. Den ender på en virkelig sær måde, som jeg ikke vil afsløre, men det er alligevel også næsten umuligt at beskrive. Bluesstilen fortsætter på afslutningsnummeret, Caution (Do Not Stop on Tracks), der måske er lidt for syret, til at jeg ærlig talt forstår den. Det er dog en god fortsættelse til Alligator, og den afslutter også godt albummet med dejlig meget støj og efterklang. Anthem of the Sun er en meget syret plade, og selv efter adskillige gennemlytninger, ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om den. Men interessant, det er den.

288 – The Kinks – Something Else by The Kinks (1967)

Udgivet den af
Svar

Foruden The Streets findes der nok intet band, der er mere britisk end The Kinks. The Kinks havde i deres samtid ikke specielt gode salgstal på deres albums. Det er lidt svært at forstå, i dag er de legender, og allerede dengang havde de nogle store hits. Et af de største hits var Waterloo Sunset fra pladen Something Else by The Kinks. Selv med sådan et stort hit blev Something Else til gruppens dengang værst sælgende plade. Og det er helt uforståeligt, for efter min mening er det muligvis deres bedste plade. På albummet finder man 13 virkelig fængende, sjove sange, der varierer meget i både sangskrivning og lyd. De er dog alle meget konsekvente angående personlighed, identitet og humor. Man kan mærke, at disse sange er kommet ud af det samme sind, for det er nogle virkelig spøjse sange. De er ikke videre avancerede, de fleste er meget poppede, men de har hver især deres små særheder, der gør dem unikke. Den store undtagelse har er Lazy Old Sun, som er en ganske oprigtigt sær og psykedelisk sang.

Tin Soldier Man er stort set en børnesang (og nok én af de mest fængende børnesange nogensinde), End of the Season er en ret corny sang, der lidt virker som noget fra en gammel reklame, og Harry Rag har et march-beat. Meget af det vidunderlige ved The Kinks ligger i deres tekster, især på dette album. De fleste tekster her er meget lette at forstå, og mange af dem fortæller historier og små vignetter. Harry Rag handler om en række forskellige individers besættelse og afhængighed af cigaretter, Afternoon Tea handler om et par, hvis forhold bygges på baggrund af eftermiddagste, og Death of a Clown handler om hvordan et cirkus reagerer på en klovns død, og det er på den ene side et virkelig rørende scenarie, der bliver malet, men samtidig er det ret morsomt, da The Kinks får medtaget mange spøjse detaljer i løbet af sangen. Denne sang er i sin melodi og lyd meget lig noget, Bob Dylan kunne have lavet nogle få år forinden. Alle sangene på pladen er virkelig godt skrevet, og jeg ville på stedet kunne synge omkvædet på enhver sang på pladen, hvis jeg blev bedt om det, og versenes melodier kan jeg let nynne.

Sangenes flotte vekslen mellem tema og stemning gør, at hver sang føles dejligt frisk, når den kommer, uanset hvor mange gange, man har lyttet til albummet. Jeg kan slet ikke tælle det for mig selv, men det er flere gange, end et normalt album ville holde til. Og det er fordi, jeg hele tiden får noget nyt. Hver eneste sang har jeg lært at elske af vidt forskellige årsager. Man kommer igennem så mange følelser i løbet af albummet, og helt genialt afslutter den med megahittet Waterloo Sunset. Det er en af de mindre humoristiske sange på pladen, men til gengæld føles den meget nostalgisk og sentimental. Det runder albummet flot af med sin smukke fortælling om Terry og Julie og solnedgangen i Waterloo, mens man selv kigger tilbage på de skønne minder, man har fået gennem Something Else. At  dette album ikke var mere succesfuldt er mig en gåde. Det blev til den sidste Kinks-plade, der optrådte på den britiske albumhitliste, og det er synd, for det er en af de bedste, de nogensinde lavede.

musikblog.baldursson.dk – mine musikanmeldelsers nye hjem

Udgivet den af
Svar

Engang i sommers besluttede jeg mig for at lytte til samtlige albums på Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Engang i sommeren besluttede jeg mig for at skrive små mini-anmeldelser af dem alle, og dem skrev jeg så på facebook. Med tiden udviklede disse mini-anmeldelser sig så til et noget større projekt, og de er ikke helt små længere. Jeg har anmeldt 211 af dem på facebook, men fra nu af vil de kunne findes her i stedet. Jeg vil stadig dele alle mine anmeldelser med mine venner, men alle bogstaverne vil stå her.

Efter hver tiende anmeldelse lavede jeg lige fra starten en top 10 over hidtil anmeldte albums. Med tiden var 10 simpelthen for lidt til at repræsentere, hvor gode de plader, jeg havde anmeldt, var, men det er jeg stoppet med nu. Jeg prøver på at skrive en anmeldelse om dagen, og som vi går igennem listen, vil musikken være dejligt varieret; vi vil kigge på alt fra hip hop og metal over country og new wave til noise og jazz. Det skal nok blive sjovt.

289 – Al Green – Call Me (1973)

Udgivet den af
Svar

Når man snakker de store mandlige soulsangere, er der typisk tre navne, der kommer frem før resten: Stevie Wonder, Otis Redding og Marvin Gaye. Dette er nok fordi disse i modsætning til konkurrenterne blev lige så kendte gennem deres albums som deres singler. Med en sanger som Al Green er det dog de fleste, der ikke ejer andet af ham end den yderst fine Greatest Hits. Men han lavede skam også gode plader, og anmelderne har rost dem til skyerne, selvom ingen af dem har fået samme status som Innervisions, Otis Blue eller What’s Going On. Et af de mest populære er hans sjette album, Call Me, der åbner virkelig stærkt med Call Me (Come Back Home). Den handler om længsel efter modparten oven på at have slået op. Det er et gennemgående tema på pladen, og Greens længsel og kærlighed her virker oprigtig, og man kan da næsten ikke andet end at have lyst til at kramme ham, når han charmerer sig ind i dit hjerte med sin falset. Det bliver lidt langsommere med Have You Been Making Out O.K., der er et meget omsorgsfuldt spin på temaet fra første sang. Og så har den også de smukkeste strygere.

På Stand Up er hornene i starten meget gribende, og tematisk er den ret motiverende. Det er nok ikke pladens stærkeste melodi, det ville være synd at sige, men Greens charme kan gøre meget, og instrumentationen er også virkelig stærk. En af mine personlige favoritter på pladen er Greens cover af Hank Williams’ berømte country-sang I’m So Lonesome I Could Cry. Jeg er ikke så glad for originalen, men denne udgave er virkelig, virkelig god. Mange vil nok end ikke lægge mærke til, at det er Williams-sangen, selv opdagede jeg det oprindeligt, da titlen for første gang blev sunget. Det bliver da virkelig blødt med Your Love Is Like the Morning Sun. Det er en virkelig fin lille sang, der er virkelig skrøbelig og øm. Det er den slags fine soulmusik, som Al Green bare var verdensmester i at skrive dengang. Men underligt nok er min yndlingssang på pladen en ret atypisk sang for Green. Det er en ret festlig, funky og ret bitter sang ved navn Here I Am (Come and Take Me). Ovenpå så fint at have sagt “jeg savner dig” og “hvordan har du det?” tidligere på albummet, så går han amok med passiv aggression her.

Al Green vender tilbage til covers af country-sange med Funny How Time Slips Away af Billy Walker, skrevet af Willie Nelson. Jeg har stort set først nu fundet ud af, at dette er et cover, for det lyder ret naturligt i soul-udgaven. Det ender dog med at være et af de svagere numre, hovedsageligt på grund af instrumentationen og især på grund af trommerne. Sangen måtte også godt være lidt kortere, men den er virkelig godt skrevet. You Oughta Be With Me er en af de allerbedste sange på pladen. Den minder måske end kende mere end hvad godt er om Greens megahit Let’s Stay Together på visse punkter, men derudover er det en af de mest kærlige sange, Green har lavet. Hvis man tager dem i kontekst med alle disse sange om at slå op, så føles det her som om, han starter på en frisk, og instrumentationen udvikler sig virkelig godt her. Green ville senere blive gospelsanger, og hans første religiøse sang er at finde på Call Me, og den hedder Jesus Is Waiting. Jeg indrømmer, at jeg ikke er stor fan af religiøs musik, men dennes instrumentation er virkelig fed, selvom sangen nok er lidt langtrukken. Call Me er en virkelig solid plade. Den er ikke perfekt, men den er absolut noget for soul-fans.

290 – Talking Heads – Talking Heads: 77 (1977)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads udmærkede sig i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne virkelig med deres legesyge pop-rock, der formåede at finde en perfekt middelvej mellem syrede Brian Eno og mere folkellige navne som 10cc og Steve Miller. De rammer allerede plet med deres første plade, Talking Heads: 77 fra, du gættede det, 1977. Herpå får man først og fremmest deres klassiske single Psycho Killer, men der er skam mere end blot det at komme efter. F.eks. er der det sjove åbningsnummer, Uh-Oh, Love Comes to Town, der danner et godt grundlag for at kunne forstå gruppen. De er sjove, de er på overfladen ikke specielt seriøse, men de er virkelig dygtige sangskrivere, og der er faktisk meget at dykke ned i. Og som albummet fortsætter, bliver det sidste, jeg sagde, virkelig tydeligt. Sangskrivningen er rigtig unik, og dette kan man takke forsanger og guitarist David Byrne for. Han har skrevet næsten hele pladen på egen hånd, lige med undtagelse af Psycho Killer, som han skrev sammen med trommeslager Chris Frantz og bassist Tina Weymouth.

Nogle gange kritiserer jeg albums for, at de ikke hænger særlig godt sammen eller udnytter albumformatet særlig godt. Det gør Talking Heads: 77 dog, og det gør den med stil. Det starter uskyldigt nok med Uh-Oh, Love Comes to Town, og som albummet bevæger sig fremad, bliver hele lyduniverset mere og mere sindssygt. Det betyder dog slet ikke, at alle højdepunkterne findes til sidst. Sagen er nemlig, at Talking Heads bevæger sig meget vidt omend balanceret rundt i hele følelsesspektret i løbet af albummet. Som pladen går fremad bliver følelserne bare mere komplicerede og enorme. Det store klimaks kommer da med de fuldkommen maniske sange Psycho Killer og Pulled Up. Det er en interessant dynamik, og albummet føles derfor meget levende. Det er nærmest som at se en virkelig god dramatisk film, så nærværende er det. Udover sangskrivningen er David Byrnes indlevning også helt fantastisk, og det gør det hele meget reelt.

Men noget af det bedste ved gruppen er, at det ikke er så artsy-fartsy igen. Det minder faktisk i grunden ret meget om punk-musik, selv på de lystigere numre. Der er masser af punket attitude i instrumentationen. Det er noget mere kompliceret at spille, men man kan let mærke deres rødder i punkgenren. De er vilde og uregerlige, og man ved aldrig rigtig, hvor man har dem. Der er dog også meget pop over deres sange. De er alle utroligt fængende. Jeg kan stort set ikke tælle hvor mange gange, jeg har sunget med på sange som Happy Day, Don’t Worry About the Government eller selvfølgelig Psycho Killer. Tekstuniverset på Talking Heads: 77 er også noget for sig. De kaldte deres næste plade for More Songs About Buildings and Food, og det er faktisk ikke helt upassende, for sådanne ting er ikke meget ulig det, du rent faktisk ville kunne finde på Talking Heads: 77. Der bliver gået godt op i banaliteter og ligegyldigheder, og det skaber et smukt, levende univers. At være i selskab med David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison er altid dejligt, og Talking Heads: 77 er et af deres bedste albums.