Forfatterarkiv: Kjartan

218 – The Meters – Look-Ka Py Py (1969)

Udgivet den af
Svar

Da jeg for første gang, for efterhånden lang tid siden, lærte The Meters at kende, var det gennem pladen Look-Ka Py Py. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde sat på, men på coveret ser jeg fire pæne unge, sorte mænd, og mine fordomme siger mig, at de alle måtte være sangere, og at dette ville være lidt noget i stil med The Temptations. Navnlig noget af det mere funky og psykedeliske, de lavede. Det eneste, jeg endte med at have ret i, var at det var funk. Kun første nummer, Look-Ka Py Py, har vokal på sig, og det er bare vrøvleord. Ellers er det bare instrumental funk. På de fleste numre er hovedpersonen orgelet, der bliver spillet af Art Neville, der også normalt bliver set som gruppens frontfigur. Det er uden tvivl det instrument, der udvikler sig mest, for ellers kan instrumentationen tit forblive den samme i løbet af hele albummet. Selvfølgelig er der dog soloer fra de andre instrumenter, og de er alle virkelig imponerende. Bandet er teknisk helt formidable.

Gruppen kan på mange punkter sammenligne med James Browns band i 70’erne, der lavede meget af deres magi udelukkende gennem improvisation. Jeg kan mærke lidt mere komposition i The Meters. Sange som f.eks. Pungee minder mig lidt om Ornette Coleman-pladen The Shape of Jazz to Come, hvor hvert nummer starter med noget komponeret og melodisk, hvorefter en improviseret solo begynder, og så kommer introen igen. På Pungee sker det samme, udover, at soloen er meget kortere, og intro såvel som outro er længere. Det der virkelig adskiller Look-Ka Py Py fra en samtidig James Brown-plade er foruden fraværet af vokal den mere løse attitude i instrumentationen. I et James Brown-nummer er gudfaderen selv typisk det eneste, der går fuldstændig amok. Hans band er cool og stramme, selv under soloer. Det er mest sådan noget, funk er blevet til sidenhen, så stadig i dag føles The Meters unikke og friske, mens James Brown faktisk ikke altid holder nær så godt, hvis du spørger mig, i hvert fald ikke på albums eller på lange numre. The Meters er mere løse og svævende, og de ville nok være lettere at sælge nu til dags.

The Meters rammer et af de mest poppede punkter på Look-Ka Py Py med deres cover af musical-nummeret Oh, Calcutta! fra stykket af samme navn. Det er et naturligt meget teatralsk nummer, og man kan også mærke, at der normalt ville have været vokal på, men man savner den alligevel ikke. Dette kan også percussion-delen takkes meget for. De gør nummeret virkelig levende til trods for den manglende forsanger. Det er dog kun ca. halvdelen af numrene, jeg sådan kan hive ud og  pege på. Der er ikke noget nummer, der er dårligt, men der er bare mange, der gør ting, man allerede har set gjort tidligere på pladen. Og pladen er ikke så lang, så det er altid ret friskt i hukommelsen. The Mob er f.eks. ikke så imponerende igen, da mange af dens elementer minder meget om noget fra tidligere sange som Pungee og Little Old Money Maker. Men det er en svær kunst at lave varieret musik i en genre, der nærmest er kendetegnet ved at køre i lang tid uden at ændre sig, især når man ikke har en forsanger med. Og set med de øjne, så er Look-Ka Py Py en imponerende plade, og selv i dag holder den at lytte til.

219 – My Bloody Valentine – Loveless (1991)

Udgivet den af
Svar

My Bloody Valentines plade Loveless opfattes af mange som den første og bedste shoegazing-plade nogensinde. Shoegazing er en genre med rødder i dream-pop, noise og psykedelisk musik. Den handler ikke nær så meget om traditionel sangskrivning som på lytterens rejse gennem lyden. På Loveless er der nogle få eksempler, hvor sangskrivningen var favoriseret, men generelt er lyd det vigtigste, og en ny sang starter tit så snart den foregående er slut. Man forventer at en sang fader i lidt længere tid, men vupti, så er en ny begyndt. Det sørger for at pladen konstant føles levende, og det gør også, at man kan overleve mange gennemlytninger. Pladen er næsten 50 minutter lang, men den føles meget kortere, fordi pladen konstant kommer med lyde, der interesser mig. Pladen starter med et af de mest støjende, vilde numre, gruppen nogensinde har lavet, Only Shallow, som især fungerer grundet det fængende og dejligt støjende guitarriff. Det er en af de mere poppede sange på pladen, dels fordi riffet er fængende, men også fordi versene er ret bløde. Med en anden produktion ville versmelodien nok være ret kedelig, men det er gjort fuldstændig perfekt.

Men Loveless er ikke for alle. Mange vil sikkert mene, at man end ikke rigtig kan høre musikken ordentligt. At støjen bare er kastet oveni for at få det til at se mere artistisk ud. Og det er én måde at opfatte det, og jeg vil selvfølgelig ikke sige, at der er nogen, der tager fejl i den slags, det er blot personlig smag. Personligt opfatter jeg det bare sådan, at de viser en ny side af musik – en side, der ikke rigtig var blevet angrebet før, og som er ret sløret og støjende, men grundet disse elementer, laver de musik, der i 1991 var helt unik. Støjen har en vis fylde, som den ikke havde før, og samtidig så formår støjen også at få musikken til at føles stille på mange punkter. Pladen bliver som sådan på intet tidspunkt stille. Der er blot tidspunkter, hvor støj og efterklang overdøver resten, hvilket får det til at fremstå som stille, når man hører det i kontekst. Nogle ville sikkert også sige, at de ikke er særlig gode til at skrive sange. Det lyder måske helt vildt, men hvis jeg hørte vokalen isoleret, ville jeg ikke kunne sige, hvilken sang, den kom fra. Men nu er vokalen jo ikke isoleret. Den er fuldkommen magisk, hver eneste gang, og det er fordi lyden omkring den gør den varieret og overraskende.

My Bloody Valentine satte nye standarder for alternativ rock, og stort set hvert eneste klassiske alternative rockband har siden udtalt, at Loveless har inspireret dem. The Smashing Pumpkins, Sigur Rós, Mew, Primal Scream, The Verve, listen er nærmest uendelig. Og det mærkeligste er, at det kun er denne plade. Jovist, de udgav en plade før, men det var med Loveless, at de blev populære. Og sidenhen har de kun udgivet én eneste anden plade, og det var i 2013. Så deres indflydelse og berømmelse har hvilet næsten udelukkende på denne ene plade i rigtig mange år. Men indflydelse er én ting, det betyder ikke altid at ting holder. Jeg anerkender indflydelsen Hank Williams har haft, men det gør ikke, at jeg synes særlig meget om hans musik. Med Loveless er det helt anderledes. Jeg synes ikke blot, at det er et fantastisk album. Det er også til dags dato det bedste shoegazing-album, jeg kender til, og jeg vil endda vove at påstå, at det er en af de tre bedste plader nogensinde. Ironisk nok, så har jeg stor kærlighed for Loveless.

220 – Professor Longhair – New Orleans Piano (1972)

Udgivet den af
Svar

New Orleans er en af musikkens helt store byer. Mange synger om den, ligeledes kommer mange store musikere derfra. Især er byen kendt for sit store jazz-liv, og der er da en hel genre ved navn New Orleans jazz. Meget samme stemning og æstetik har bluesmusikken derfra, og den største musiker indenfor genren New Orleans Blues må nok være Professor Longhair. Longhair spillede klaver, og det er uden sammenligning også det vigtigste element i hans musik, hvorfor en af hans mest populære plader da hedder New Orleans Piano. På denne plade, der reelt er en opsamling, finder man alle singler og B-sider, Longhair lavede for pladeselskabet Atlantic, og det bliver altså til 16 numre i alt, der til sammen varer lidt over 43 minutter. Da visse af b-siderne er alternative udgaver af sange, der i forvejen er på pladen, gør det at tre sange optræder på pladen i to udgaver. Så i alt er der faktisk kun 13 forskellige sange, men det er stadig en net sum, og Longhair er trods alt en latterligt dygtig pianist

Professor Longhair er foruden sine evner på klaveret nok især afholdt grundet sin personlighed. Denne er meget fremtrædende i hans stemme. Han lyder godt og grundigt skør, og det sørger for at give sangene meget kant, for teksterne såvel som vokalharmonierne er ikke rigtig noget særligt set med nutidige øjne. Hans vokale præstation kan man tydeligt høre ekko fra hos senere New Orleans-musikere som Dr. John og Huey “Piano” Smith eller Fats Domino, der også alle er stolte pianister, og det er da nok fordi stemmen er så markant. Især hans skrigen på Tipitina er bare skøn. Hans stemme er, såfremt du kan lide genren, nok det, der vil få dig til enten at hade eller elske ham, for den er ikke køn på en særlig traditionel vis. De fleste bør dog kunne blive enige om, at hans klaverspil er virkelig imponerende. Hvis klaveret var spillet af en anden, ville sangene nok føles meget tommere og begivenhedsløse. På Who’s Been Foolin’ You formår han at spille en klaversolo samtidig med, at en saxofonsolo er i gang. Og det lyder faktisk godt.

Saxofoner hjælper også virkelig til med at peppe det lidt op, så det ikke bliver så kedeligt, som jeg føler at meget af samtidens bluesmusik godt kan virke nu til dags. Man mærker, at han på den måde er påvirket af byens jazz-liv, og på klaveret tager han mange elementer fra rumba. Ja, der er endda et nummer, der hedder Longhair’s Blues-Rhumba. Dette er samtidig et af de mest jazzede numre, da det er 3 minutter langt og delvist fokuserer på en saxofonsolo. Da der er to udgaver af tre af sangene, så kunne det let gøre, at det føltes ensformigt, når de kom for anden gang. Men sådan er det faktisk ikke. De to forskellige udgaver af Mardi Gras in New Orleans er placeret så langt fra hinanden, at man nærmest ikke bemærker det, og der er også mærkbare forskelle på de to numre, og jeg har svært ved at sige hvilken udgave, jeg foretrækker. She Walks Right In er efter min mening et ret svagt nummer, og jeg forstår ikke, hvorfor det er et af hans mest populære, så jeg kunne sagtens have nøjedes med en enkelt udgave. Det underligste er dog, at jeg godt kan lide at have to udgaver af Tipitina placeret lige efter hinanden, og så i starten. Det føles som sådan mere som at høre en lang udgave af sangen end at høre den to gange. New Orleans Piano er en virkelig stærk opsamling, som bare må være guf for større blues-entusiaster end mig.

221 – U2 – War (1983)

Udgivet den af
1

U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af alle disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret meget polariseret af alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med pladen The Joshua Tree. Nogle kalder det for deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog ret bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983 er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua Tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det nok største af deres tidligste hits, Sunday Bloody Sunday, på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers nogensinde at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver kun værre derfra.

War tog mig noget tid at blive helt fanget af, for U2 hænger sig ikke nær så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler meget mere om følelser og en udforskning deraf. Helt præcis er det meget følelserne under krig, og da er især ét instrument virkelig vigtigt på denne plade, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil se hans talent udfolde sig, kig ikke længere væk end til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder så snart, nummeret går i gang. Det er march-lignende på Sunday Bloody Sunday, men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er da den frustrerede rekrut, der er ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton meget god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man faktisk knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en solid mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg egentlige forhold til i starten. Med tiden har jeg dog lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man nødvendigvis har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt, og det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt. Sangene hænger dynamisk meget godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt til mig selv, at pladen var ved at gå i tomgang, og med mine gentagne gennemlytninger, kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har lyttet til, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.

222 – Neil Diamond – The Neil Diamond Collection (1999)

Udgivet den af
Svar

Jeg ville næppe kalde mig selv en hardcore Neil Diamond-ekspert, men jeg kan da lide mange af hans sange, især fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Senere blev han til lidt af en flødebolle, der sang noget ganske ufarlig poprock, og det er jo ikke fordi han nogensinde var Iggy Pop eller noget, men hans tidligste numre havde noget personlighed. Man ville forvente at The Neil Diamond Collection fra 1999 udfra navnet ikke havde særlig fokus på et bestemt tidspunkt i hans karriere, men man finder faktisk kun sange fra det, jeg selv opfatter som værende hans gulalder. Og udvalget er bare helt utroligt. Det starter med hans efter min mening allerbedste værk, Sweet Caroline. Tit er det en dårlig ting at spille de stærkeste kort hurtigt, men i dette tilfælde, så giver det mig altid lyst til at lytte til hele albummet. Følelserne er virkelig stærke, og arrangementet er smukt. Og det fortsætter bare derudaf: Cracklin’ Rosie og Song Sung Blue kommer derefter, og de er ligeledes skønne. De baner pænt vej for en fantastisk serie af store og små hits, der stort set alle har fortjent klassikerstatus.

Normalt ville jeg nok sige, at det bliver lige lovlig corny med bløde sange som Play Me, Stones og hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother af The Hollies. Man skal dog forstå to ting her: de er godt adspredt, og der er ikke mange af dem. Jeg hader jo som sådan ikke sådan nogle bløde, sjælfulde sange. Jeg har bare tit stødt på albums, hvor der er for mange af dem. Her er det varieret, og man kan så sætte fokus på, at han som sådan har skabt nogle ret gode melodier. Men jeg står stadig fast i at det er meget, meget corny, og jeg har svært ved at finde meget ægthed i det. Hvad er det i øvrigt for en sang at medtage, hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother? Er der dele af verden, jeg ikke kender til, hvor det er et populært cover og blandt Diamonds største værker? Det er fint nok, men det er ikke særlig forskelligt fra Hollies-udgaven. Det er faktisk nogenlunde præcis som man ville forvente, at Neil Diamond ville fortolke sangen. Der er faktisk mange Neil Diamond-sange, der starter bløde og påtagede, men så bliver de større og bedre, som sangen skrider fremad. Det inkluderer sådan nogle flotte sange som I Am… I Said, Holly Holy og Shilo, alle at finde på denne opsamling.

Neil Diamond har uden tvivl nogle mønstre i sin sangskrivning, så at lave en opsamling med ham, der ikke virker ensformig er lidt tricky. Men personligt kan jeg sige, at jeg slet ikke lagde mærke til den slags ved første gennemlytning, og mange af hans tendenser opdagede jeg først meget sent. Da vil jeg mene, at albummet gør et virkelig godt job af at skjule, at Neil Diamond i grunden ikke er en særlig stor kunstner, men dog en person med et øre for gode melodier og nogle bundsolide formler, for hvordan en god sang kan skrues sammen. Og han er også en ganske fin sanger, der holder sig på et meget folkeligt niveau – han er hverken den grimme Bob Dylan eller den pæne Paul McCartney. Han rammer en flot middelvej, også på et teknisk niveau. Normalt har mine endelige bedømmelser på opsamlingsalbums meget at gøre med, om jeg kunne lide kunstneren i forvejen. I Neil Diamonds tilfælde kendte jeg ham knap nok, og jeg kunne ikke huske noget bestemt, han havde lavet, før jeg lyttede til The Neil Diamond Collection. Og mens han måske ikke genopfinder den dybe tallerken eller noget, så laver han meget solid popmusik, og The Neil Diamond Collection er en rigtig god måde at opleve det på.

223 – Howlin’ Wolf – Howlin’ Wolf (1962)

Udgivet den af
Svar

Blueslegenden Howlin’ Wolf gjorde sig mest i singler, og hans to første albums var da også stort set bare opsamlinger af singler, han havde udgivet de sidste par år. Den første af disse, Moanin’ in the Moonlight består hovedsageligt af sange, Howlin’ Wolf selv skrev, mens størstedelen af den anden plade, der blot hed Howlin’ Wolf, er skrevet af Willie Dixon, der også spiller bas på visse numre. På de andre spiller Buddy Guy, så bluestalenter har Howlin’ Wolf ikke savnet at arbejde sammen med. Howlin’ Wolf – eller The Rockin’ Chair Album, som det også kaldes grundet den markante gyngestol på coveret – opsamler samtlige singler og b-sider han lavede fra slutningen af 1959 til en gang i midten af 1962. Det er 11 sange i alt, og oven i disse finder man sangen Howlin’ for My Baby, der dengang ikke var udgivet før. Noget af det, jeg elsker ved Howlin’ Wolf er, at han er så let, meget lettere end mange andre bluesmusikere bare at lytte til uden at skulle være i noget særligt humør og uden at man skal falde bagover grundet instrumentationen. Det er stort set rock and roll, meget af det.

Det, der gør, at han ikke normalt opfattes som en rockmusiker er bl.a. hans stemme. Det er en af de største bluesstemmer nogensinde. Den er så beskidt og så grim, at sangene får en helt særlig personlighed, de næppe ville have fået, hvis det bare var Dixon selv eller en eller anden tilfældig sanger havde sunget dem. Sange som Wang Dang Doodle, Shake for Me og Little Baby er så beskidte og liderlige, at man har svært ved ikke at holde af dem i deres animalske natur. Vokalmelodierne er som forventet meget simple, men de er spillet med meget variation og fylde. Det er ikke som gamle standarder af Robert Johnson, hvor man måske i længden kan blive træt af, hvor ens meget af det lyder, da det jo bare er hans stemme og hans utrolige guitarevner. Det er heller ikke som Folk Singer af Muddy Waters, en anden plade, Dixon arbejdede med, hvor bas trommer og guitar sammen spiller virkelig forbløffende. Det er mere som noget rå rockmusik, hvor klaver bliver kastet oveni, og hvor præcision er langt fra nær så vigtigt som evnen til at have det sjovt. Garageblues er en vending, jeg har hørt brugt om f.eks. The White Stripes, men den passer på fuldkommen andre parametre også perfekt på Howlin’ Wolf.

Howlin’ Wolf lider desværre af et væsentligt problem, selvom kvaliteten er meget høj, og det er overraskende nok ikke, at det ikke føles som et album. Sangene hænger vældig godt sammen, og det er virkelig ikke til at høre, at de ikke var tiltænkt albumformatet. Det er, at det kun føles som et halvt album. Albummet er færdigt før man opdager det. Jeg har tit spillet det, og sagt til mig selv, at jeg var ved den anden sang, og så fundet ud af, at jeg var midt i track 5, og når det hele er slut, tænker man “var det det hele?”. Det er end ikke fordi sangene er korte eller ikke er mindeværdige, der er bare ikke nok, og der mangler nogle klare dynamiske højdepunkter. Dynamikken er bare ikke skarp nok til at klare så kort en albumlængde. Det er sikkert derfor at mange foretrækker at høre Howlin’ Wolf og Moanin’ in the Moonlight i én lang køre, og der er da også en udgave, hvor man får begge plader på én cd. Det er underligt nok i omvendt rækkefølge, men det er faktisk en meget solid måde at lytte til musikken. Howlin’ Wolf er dog også en ganske solid plade på egne ben.

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

225 – Hank Williams – The Complete Collection (1998)

Udgivet den af
Svar

Før jeg begynder denne anmeldelse for alvor, er der vist brug for en introduktion. Jeg prøver ikke at sige noget ondt om folkene bag en plade, når jeg giver den en negativ anmeldelse, min anmeldelse skal udelukkende reflektere min personlige oplevelse med albummet. På samme måde prøver jeg ikke at få musikerne til at se uvæsentlige ud i musikhistorien. Normalt behøver jeg ikke at sige sådan noget, for det kan almindeligt antages, at de bare har lavet en enkelt svipser, og at resten er noget bedre. Det kan dog ikke rigtig siges med denne plade, for med The Complete Hank Williams har jeg hørt ALT, manden har lavet. Det kan være svært at forstå, hvor meget det er. Det er alle singler, alle album-tracks, alle alternative udgaver af alle sangene, alle radiooptrædener, hvert eneste sekund af Hank Williams-lyd, der var tilgængelig i 1998, da opsamlingen udkom, selv interviews og lignende. Og opsamlingen er meget imponerende, tag ikke fejl af det. De har fundet næsten 10 timers lyd, og selvom det er noget af en præstation, så gør det også pladen meget svær at lytte til, med mindre man er stor fan af Williams.

Jeg synes selv godt om mange af Williams’ klassiske sange – både Lovesick Blues, Kaw-Liga, Hey Good Looking og mange andre fungerer så godt som mange af f.eks. Frank Sinatras klassiske popsange, men countrygenren giver dem noget kant. Det er ikke noget af min yndlingsmusik, men det er uden tvivl godt håndværk, og Williams laver meget hæderlige opførsler af sangene, uanset om han selv har skrevet dem eller ej. Denne opsamling har dog lært mig om mange meget dårlige Hank Williams-sange ved siden af. De fleste af dem er religiøse. Åbningsnummeret, Calling You, er en meget ensformig sang om at høre guds kald, og det er langt fra den bedste introduktion, man kunne få, men det bliver heldigvis bedre. Det er dog først med den syvende sang, Honky Tonkin’, at jeg får noget, jeg kan lide bare det mindste. Og de dårlige sange er der mange af. Ikke alle er dårlige, fordi de er religiøse, selvom det absolut hjælper på uudholdeligheden. Nogle er bare virkelig kedelige, langsomme og klichéfyldte countrysange.

Man kan altid sige, at de værre sange ikke var klichéfyldte efter den tids standarder, og at Hank Williams opfandt disse tendenser. Det er meget muligt, men der er to problemer ved det argument. For det første gør det ikke musikken mere interessant at lytte til nu til dags, og derudover var Williams også en stor faktor i at gøre sådan noget til klichéer. Bare at kigge på hans sangtitler kan være forvirrende, når de er så ens: 3 titler indeholder ordet “lonesome”, 11 indeholder “blues” og hele 12 forskellige numre har “heart” eller “hearts” i titlen. Det virker måske ikke som så meget, men vi snakker om en karriere, der spreder sig over under 6 år i alt. Det ender med at være meget ensformigt, også musikalsk. Det hjælper ikke, at mange af hans mest berømte sange findes i adskillige udgaver på pladen. Man kommer f.eks. til at høre Honky Tonk Blues hele 4 gange i løbet af opsamlingen. Set udelukkende som et arkæologisk værk, så er den helt vildt imponerende – hele 53 tracks derpå var aldrig før udgivet, og indpakningen såvel som infohæfterne er virkelig smukt udført. Som et album, som man lytter til fra start til slut, så er det noget sværere at holde af eller endda holde ud, hvis man ikke er meget stor fan. Men det har da gjort mig lidt gladere for mandens musik.

226 – Pixies – Doolittle (1989)

Udgivet den af
Svar

Jeg tror efterhånden, at jeg har gjort det ret klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, der lå højest, da jeg rangerede, hvem jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Desuden har jeg sammenlignet talrige bands med dem, både i og udenfor anmeldelserne. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk uden tvivl må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret Debaser, at min søster kom ind til mig for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.

Der er hele 15 af sådan nogle gode sange, og hvor der selvfølgelig er variation, deler albummet som helhed mange kvaliteter med åbningsnummeret. Det er højlydt, det er skrigende, man bliver suget ind i lyduniverset, og spilleglæden er helt enorm. Meget af deres lyd ligger i bassen, der måske ikke er så fremtrædende, men når man siger, at bassen lægger fundamentet, så er Pixies et af de bedste bands at kigge på. Bassisten hedder Kim Deal, og hun er blevet en virkelig afholdt del af bandet af god grund. Hun synger også med på mange sange, heriblandt Hey, Silver og There Goes My Gun. Hendes stemme giver noget ekstra kant og karakter til disse sange, og hun lyder jo slet ikke som forsanger Black Francis’ skingre skrig, så det tilføjer ret meget, man ellers ikke ville få. Det gør også, at det føles meget mere hjemmelavet og dermed til at føle lidt på. Noget andet, der gør dette er, at sangene er virkelig forskellige fra hinanden, hvilket også gør det til en mere mættet plade end f.eks. Surfer Rosa.

Der er mange af de vilde rocknumre, Pixies blev kendte for gennem Surfer Rosa, men mellem Monkey Gone To Heaven, Gouge Away og Debaser, så finder man en hel del musik, som nok end ikke ville have været så god på egen hånd, men det vækker opsigt på en plade som Doolittle. Nu siger jeg noget kontroversielt, men La La Love You er ikke en specielt god sang. Den er så fjollet og klichéfuld, at det er til at le af, og det er virkelig corny. Jeg mener helt ærligt, den rimer maybe og baby. Og den gør det endda meget kluntet. Det er uden tvivl den værste sang på pladen, og det er derfor den er så fantastisk. Den er så underlig at høre blandt alle disse vilde numre om gud og djævelen og død og alt sådan noget. Og det hjælper virkelig med at holde pladen frisk. Det samme gør den western-inspirerede Silver, og den underligt lystige og for en stund reggae-prægede Mr. Grieves. Doolittle er en skøn plade, og jeg har virkelig svært ved at udpege noget som helst negativt ved pladen som en helhed. Hvis du kan lide rockmusik, der er bare en smule hårdt, så bør du give det en chance.

227 – Eric B. & Rakim – Paid in Full (1987)

Udgivet den af
Svar

Eric B. & Rakim var en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper, og dette var især takket være rapperen Rakim. DJ Eric B. var også ganske dygtig, men Rakim var revolutionerende. Mange af deres bedste sange er at finde på deres debutalbum, Paid in Full fra 1987, der vendte op og ned på, hvad hip hop kunne være. Før det havde vi rappere som Beastie Boys, Run-D.M.C., KRS-One og Chuck D, alle hæderlige ordsmede, men de kunne godt lige lære at tage en slapper. Når jeg lytter til Run-D.M.C.’s debutplade føles det f.eks. så konfronterende konstant, så det ende med at miste ret meget af sin kraft, og på numre som Wake Up ender de bare med at lyde latterlige med al deres råben. Rakim var afslappet og cool. Han lyder på et nummer som Paid in Full bare som om, han har alt under kontrol. Og det har han virkelig også. Han rimer hele tiden stærke linjer, og selvom det i tema bare er standard pralerap, så er han hele tiden underholdende og kreativ. Han var f.eks. personen, der introducerede interne rim, og det lyder stadig godt i dag: “I ain’t no joke, I used to let the mic smoke, now I slam it when I’m done and make sure it’s broke” rapper han i starten af åbningsnummeret I Ain’t No Joke.

Rakim er dog kun halvdelen af duoen, og Eric B. er også en virkelig stor del af Paid in Full. Han sørger for et virkelig funky og varieret. Han sampler meget James Brown, der er faktisk James Brown-samples på hele 4 af pladens 10 sange, og nogle af dem indeholder mere en bare en af hans numre. På de mest sample-rige numre kan man finde hele 7 forskellige sange. De er heller ikke alle funksange. Han sampler både Long Red af Mountain, Love’s Theme af Fausto Papetti og endda Flick of the Switch af AC/DC. Sidstnævnte er på et regulært DJ-track, Chinese Arithmetic, hvorpå man ikke kan høre ét eneste ord fra Rakim. Det lyder godt i starten, og der er meget fokus på den østasiatiske stemning, men de 4 minutter, den varer, føles meget lange, for der sker ikke særlig meget, når det først er gået i gang. Det er til at blive bims af. Der er to andre DJ-tracks, Eric B. Is on the Cut, der sampler Rakims stemme, hvilket gør det noget mere levende, men ensformigt er det stadig. Det eneste af disse DJ-numre, jeg rent faktisk nyder er Extended Beat, nok fordi der ikke er så meget fokus på scratch, og også fordi musikken rent faktisk udvikler sig ganske pænt. Det er et udmærket afslutningsnummer.

Der er da i alt 7 tracks, hvor Rakim rapper, og det er måske ikke så meget, men kvaliteten på disse numre er yderst høj. Jeg har svært ved at finde så meget som én dårlig linje, og det til trods for, at han egentlig ikke gør andet end at prale. Jeg sagde tidligere, at han var meget afslappet, men det var selvfølgelig kun i sammenligning med hans samtid. Han udviser både denne kendte lethed og noget mere aggressiv attitude. Man disser ikke bare sådan Rakim og slipper let fra det – du er verbalt død, hvis du udfordrer ham. Det er især på åbningsnummeret, I Ain’t No Joke, hvor han skal bevise, at han virkelig ikke er en, man bare fucker med. Han var ganske vist ny, men han var ikke en hr. hvem som helst. Efter han har sat punktum ved dette, så handler det mere om fest, pral, penge og alt det andet hejs. Han er en genial rapper, Eric B. er en dygtig DJ, og sammen har de lavet et album, du absolut må lytte til, hvis du kan lide hiphop. Jovist, numrene uden Rakim er ikke så gode igen, men alt andet er gyldent!