458 – John Prine – John Prine (1971)

John Prine dukkede ud af det blå op i 1971 med sit debutalbum, der simpelt nok blot hed John Prine. John Prines musik bestod i rigtig høj del af country og folk, og kun på få sange lyder han mere af det ene end det andet, oftest fordi hans accent narrer lytteren til at tro, at der egentlig er mere country i musikken, end der egentlig er. Og som en person, der ikke er specielt glad for country, hjalp det virkelig ikke på min umiddelbare opfattelse af albummet, at han sang sådan. Men John Prine synger næsten ikke i første omgang. Han bevæger sig tit i et eller andet sært mellemrum mellem sang og spoken word, ofte med de omkvædene som tydelige undtagelser, selvom det dog heller ikke er garanteret. Når man har med et så stille album at gøre, er det sværere at finde et godt åbningsnummer, men Illegal Smile gør det nu rimelig godt i den rolle. Kort tid efter Prine har åbnet munden, kommer han med linjen “Bowl of oatmeal tried to stare me down… and won” – og så er det svært, ikke at få rettet sin opmærksomhed mod albummet.

Desværre er det nummer nok pladens utvivlsomt absolutte højdepunkt. Meget andet går fra at være en kende fladt over at være mildt fængende til efterlade intet indtryk på mig som lytter i mindste grad. De bedre numre er f.eks. den ufatteligt country-lydende Paradise, som bare borer sig ind i hovedet med en utrolig fængende melodi – Pretty Good, der til en afveksling bruger elektrisk guitar. Det lyder mest af alt som et tredjerangs Bob Dylan-nummer, men det er stadig ret godt for enhver, der ikke er Dylan. Og den kraftigt orgel-drevne Sam Stone er også ganske sød. Til gengæld ville jeg slet ikke kunne fortælle dig, hvordan sange som Donald and Lydia, Spanish Pipedream eller Far From Me lyder, hvis du spurgte mig her og nu. Et gennemgående plus er dog, at Prine er en rigtig dygtig lyriker. Hans lyriske emner – Jesus, narkotika, blandede bolsjer – siger mig ikke en pind, men han gør dem altid lette at forstå, så det er ganske rart. Desværre formidler han kun ca. halvdelen af tiden selve musikken i en grad, hvor jeg nyder det.

John Prines blanding af folk og country virker for så vidt ganske unikt. Jovist, det er set andre steder, men i forhold til, at albummet er fra 1971, så holder det sig ganske godt. Det fungerer også ganske godt, hvis du ikke kan falde i søvn, især den sidste halvdel, hvor sangene bliver meget svagere. Ikke at jeg nogensinde er alt for begejstret for ret meget på første halvdel, men anden halvdel går nærmest ligeså hurtigt ud af hukommelsen, som den træder ind. Melodierne er bare ikke specielt stærke. Afslutningen, Flashback Blues, der holder sig i den mest folk-orienterede ende af pladen, er dog ret god. Den er lystig og dynamisk, og den runder rimelig godt det hele af. Men når alt kommer til alt, er John Prine ikke et utrolig specielt album. Det har absolut numre på sig, som jeg er glad for at kende til, men på den anden side, er der bare rigtig meget ved pladen, der ikke er værd at huske på. Det prøver ikke på at være mere, end det er, men det er bare i bund og grund ikke så meget. Det kan nok anbefales til fans af countrymusik eller rigtig store fans af traditionel folk-musik, men publikummet er så sandelig noget af en niche.

459 – EPMD – Strictly Business (1988)

EPMD består af to rappere, der i løbet af pladen omtaler sig selv og hinanden under mange navne, men for at gøre denne anmeldelse så forståelig som muligt, vil jeg bruge de simpleste af dem, E og PMD. Deres debutalbum, Strictly Business fra 1988 åbner med et Jungle Boogie- og I Shot the Sheriff-samplende titelnummer, hvor man får introduceret dagens to mænd i skysovs. Med rigtig fed humor viser de frem, hvor barske de er, og beatet er dejligt funky. Man bemærker hurtigt forskellen mellem E og PMD. E har det f.eks. med at lyde en smule utydelig. Det er meget syndt, for E er nok den morsommste af de to, men heldigvis sker det ikke alt for ofte. Hans stemme er meget atypisk rap, da man nærmest kan høre hans spyt i munden. Det er ikke decideret en skidt ting, men det kræver lige noget tilvending. PMD er noget lettere at gribe fat om, hvis man har lyttet til noget af samtidens hip hop. Han har et rigtig godt flow, der sagtens kan konkurrere med genrens helt store flow-mestre som Rakim og KRS-One.

Albummet er rigtig letsindigt, der ligger meget fis og ballade i teksten, og meget få sange har deciderede temaer. Man behøver derfor ikke at følge specielt meget med, før man kan nyde alt, dette album har at byde på, og hvis produktionen såvel som de individuelle linjer ikke var så stærke, ville dette nok være et problem. Personligt kunne jeg bare sidde og høre E sige “To make you wiggle and jiggle like gelatin” over beatet fra Jungle Boogie hele dagen, selvom teksten ikke er specielt dyb. Det handler lige så meget om ordenes lyd som betydning. I løbet af hele albummet er produktionen festlig og sjov, og den passer som regel rigtig godt til det, E og PMD rapper om. Jeg aner ikke, hvem der fik denne idé, men mit eneste store problem med produktionen, er når de af en eller anden mystisk grund vælger at gentage en linje, før den i første omgang er afsluttet. Det kan i andre tilfælde lyde psykedelisk, men der er intet andet, der bygger op mod sådan en effekt, så det ender mest af alt med at distrahere lytteren fra, hvor god resten af musikken er. Det sker desværre en kende for ofte.

Der er nogle få sange, der har klare temaer. Heriblandt er min absolutte favorit The Steve Martin, der er en klar parodi på sære dansediller som The Loco-Motion og Mashed Potato Time. Dansen går åbenbart ud på at bevæge sig som Steve Martin gør i filmen The Jerk. Og så gør beatet det også rigtig let at bevæge sig til, så det passer perfekt sammen. De er dog altid rigtig morsomme, nok en af 80’ernes generelt mest komisk begavede rapgrupper, og da deres humor er så stærk, gør nok det dengang nærmest obligatoriske DJ-nummer, DJ K La Boss af DJ’en af samme navn, til en noget kedeligere affære, som bare skaber et underligt tomrum, hvor intet sker. Strictly Business er et rigtig godt album. Det har sine skønhedsfejl, og tidens tand har ikke været for venlig mod den, men det, den gjorde bedst i 1988, er stadig virkelig bemærkelsesværdigt godt.

460 – Alice Cooper – Love It to Death (1971)

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var heavy metal ved at opstå, og et af de absolut største og mest provokerende navne i genren var Alice Cooper med sit band af samme navn. De gjorde sig for alvor store med albummet Love It to Death fra 1971. Noget af Alice Coopers succes skyldes ikke kun musikken. På samme måde som mange andre musikere ville gøre det efter ham – inkl. David Bowie, New York Dolls, Kiss og Sex Pistols – fokuserede de i lige så høj grad på imaget som på musikken. Alice Coopers musik nydes uden tvivl bedst, når man kender konteksten om blod, makeup og vilde sceneshows. Mange blev forargede, og når man lytter til musikken alene – især nu til dags – kan det være svært at forstå, men de tog livemusikken til et nyt niveau. Før dem var stort set kun The Stooges nær så berømte for deres image. Men jeg anmelder ikke images, jeg anmelder musik, så jeg må heller tage at komme ind på musikken.

De er generelt ret hårdtslående musik, især efter den tids standarder, og den er ofte ret vred i tonen. Albummet åbner med tre vrede, punkede sange, alle på 3 minutter. De er ungdommelige og rebelske, men mest af alt er de dejlig dynamiske og sjove. Det er svært at være vred, når man hører på Caught in a DreamLong Way to Go, eller især den klassiske I’m Eighteen. Efter disse kommer noget helt andet: Black Juju er lige så langt som de tre første numre sammenlagt, og det drives i høj grad af orgel og trommer – meget atypisk Cooper, men stadig et rigtig fedt nummer. Der vendes tilbage til den mere typiske tidlige metal-lyd, når B-siden begynder. Numre som Is It My Body og Hallowed be My Name lyder meget som noget de samtidige Black Sabbath ville kunne finde på at lave – de makabre sceneshows og hele Alice Cooper-mytologien virker meget overbevisende på disse demoniske numre. Efter at virke så triumferende og dominerende vender de det på dynamisk vis om: Second Coming og Ballad of Dwight Fry er fortvivlede og desperate, og især sidstnævnte lyder oprigtig til trods for sin enorme overdrivelse.

Love It to Death slutter med noget ganske atypisk for bandet. Alice Cooper laver her et cover af en dengang ti år gammel folk-sang ved navn Sun Arise, oprindeligt af Rolf Harris. Den er virkelig ikke noget specielt, især ikke i albummets kontekst, eller hvis man tænker på det som et cover. Den er alt for lalleglad og fjollet, og melodien udvikler sig utrolig lidt, så de 4 minutter, sangen varer, ender med at være meget af det samme igen og igen. Det fungerer ikke som et klimaks til albummet, og det fungerer ikke til at opsummere resten af det. Det er ret trist, for resten af albummet er spækket med fantastisk tidlig punk og metal, som virkelig holder, selvom det ikke på nogen måde er nær så chokerende i dag. Men selvom Alice Cooper og chok-faktor hænger sammen, så klarer musikken sig for det meste også på egen hånd takket være dynamik, stemning og kraft. Det er et historisk vigtigt album, og det er også rigtig godt, og uden tvivl et, ingen fan af punk eller metal bør undgå.

461 – Los Lobos – How Will the Wolf Survive? (1984)

How Will the Wolf Survive? var det amerikanske rockband Los Lobos’ tredje album og det første, de lavede på et større pladeselskab. Albummet åbner med et energisk, hårdtslående blues-rock-nummer ved navn Don’t Worry Baby. Det er rigtig godt valgt, at netop dette skulle være åbningen, da det virkelig får albummet igang med 3 minutters voldsom, Cream-inspireret energi. Efter dette går albummet dog ned i lydstyrke og hastighed med den mere country-rock-inspirerede A matter of Time, der handler om mexicanske immigranter i USA, hvliket er et passende emne, da Los Lobos var fra Mexico oprindeligt. Den har samtidig oven i den stille, landlige lyd også en mexicansk lydende klang, især i forsangerens stemme. Den mexicanske lyd bliver dog endnu mere fremtrædende på Corrida #1, der åbner med festlige mariachi-horn, og en melodi, der lige så godt kunne være en gammel folkesang – men den er helt original. De mexicanske traditioner fortsætter, og dermed bliver sange som Our Last Night og The Breakdown til mere end sædvanlige soft-rock-sange.

B-siden starter med en R&B-inspireret sang ved navn I Got Loaded. Den handler bare om at gå på druk, men den er dejlig sjov og letsindig. Da kommer et nummer, der overgår Corrida #1 hvad angår indflydelse fra mexicansk folkemusik, nemlig Serenata Norteña, der oven i købet er på spansk. Dens melodi bliver måske en kende vammel omkring omkvædet, men dynamikken gør den stadig værd at lytte til. Efter dette får man Evangeline, der er en sød lille soft-rock-sag om en ung pige af netop dette navn. Den er ikke rigtig rent melodisk noget specielt, men en smule legen med sproget gør den mere mindeværdig end ellers. I Got to Let You Know, som den næste sang på pladen hedder, er fuld af energi, fest og glade farver, noget som især sker på grund af utrolig hurtige trommer og sporadiske mariachi-horn, der bringer mere liv til sanguniverset.

Pladens næstsidste nummer er en instrumental sag ved navn Li’l King of Everything, og dennes store bedrift er uden tvivl stemningen. Den lyder næsten keltisk inspireret, hvilket tydeligvis ikke på overfladen virker som noget, der kunne fungere godt omgivet af alle disse mexicanske lyde og kompositionsteknikker, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke virker en smule sært på albummet. Der er dog virkelig brug for noget roligt efter I Got to Let You Know, så den passer som sådan ret godt ind, og hvis denne stille, instrumentale, middeltemposang var som alle de andre, var den nok meget mindre mindeværdig. Afslutningsnummeret er på samme måde som åbningsnummeret perfekt placeret. Det hedder Will the Wolf Survive?, og på samme måde som A Matter of Time omhandler den mexicanske immigranter, men lyden her er mere dramatisk og en kende mere fortvivlet og bombastisk, hvilket gør det til en god afslutning. Alt i alt er How Will the Wolf Survive en ulv, der om noget har overlevet tidens tunge tand takket være en god blanding af eksotisk mexicansk folkemusik og amerikansk rock.

462 – Marvin Gaye – Here, My Dear (1978)

Den legendariske soulsanger Marvin Gaye havde siden starten af 60’erne lavet pragtfuld soulmusik, og som årene skred frem blev han kun mere og mere sofistikeret og ambitiøs. I 1964 blev han gift med sit pladeselskabs chefs datter, Anna Gordy, og deres ægteskab var i mange år lykkeligt, men ca. omkring 1976 begyndte det at gå skidt, og i 1977 blev de skilt. I løbet af hele denne affære havde Marvin skrevet og optaget dobbeltalbummet Here My Dear, der fra ende til anden udelukkende handler om forholdet mellem Marvin og Anna. Det er et meget kompliceret album. Gayes store varemærke, hans sublime stemme, er måske bedre, end den ellers nogensinde har været, og pladen arbejder naturligvis stadig meget med soulmusik, men ellers kunne vi næsten ikke være længere væk fra hans 60’er-materiale. Først og fremmest, er der virkelig ikke traditionel vers-omkvæd-opbygning på specielt mange af disse sange. Det er rettere en lang musikalsk historie om deres forhold, og kun i ganske få tilfælde kan stiv struktur hjælpe sådan noget. Ja, jeg ville nærmest kalde det progressiv soul.

Albummet starter med titelnummeret, der klart er tiltænkt som en introduktion. Der bliver talt direkte til Anna, og han siger ganske udmattet og også end kende fortvivlet, at det her er altså er albummet, og at det er dedikeret til hende, næsten udelukkende gennem spoken word. Han fortsætter da med I Met a Little Girl som fortæller hele deres forholds historie på 5 minutter, lige op til der, hvor deres kærlighed ophører, hvilket er temaet for den næste sang, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne sang dukker to øvrige gange op på albummet i andre udgaver, og alene titlen repræsenterer lige det, hele albummet handler om. Efter denne sang kommer en række sange, der fra forskellige vinkler kigger på hvordan årene op til og kort efter deres skilsmisse var, før man netop hører en anden udgave af When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne bliver efterfulgt af et helt spektakulært George Clinton-inspireret funk-nummer, A Funky Space Reincarnation, hvor Marvin på morsom vis fortæller om at være reinkarneret 100 år ude i fremtiden, hvor han er blevet rumkaptajn. Han møder da en kvinde, der minder ham om Anna fra sit tidligere liv, selvom han ikke lige kan sætte fingeren på, at det er hende. De hygger sig på rumsengen og ryger sære stoffer fra Venus. Som enorm George Clinton-fan værdsætter jeg det meget, men det har også al Marvins sædvanlige charme og følelse.

Oven på dette 8 minutter lange mesterværk fortsætter Marvin albummet med først You Can Leave, But It’s Going to Cost You og da bliver han, som titlen antyder, rigtig lyrisk aggressiv overfor Anna. Han forholder sig stadig rigtig roligt i sin vokal, men man kan høre undertoner af det, der i bund og grund er had i hans stemme. I løbet af hele albummet er had, vrede og raseri gemt godt nede i undertonerne, så der er meget at grave ned i. Derefter kommer Falling in Love Again, der ender albummet lykkeligt, med at Marvin møder sin næste kone, Janis Hunter. Det ægteskab gik ganske vist hurtigt i opløsning, men det kunne han ikke vide dengang. Efter dette bliver albummet endeligt rundet af med en ganske kort gentagelse af spørgsmålet, han har stillet Anna så ofte, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Spørgsmålet bliver ikke besvaret, men det runder smukt albummet af. Det er et rigtig besværligt album, og det kræver absolut et par gennemlytninger, men hvis du kan lide din R&B i en mere kompliceret, konceptuel udgave, så er Here, My Dear noget for dig, men vær bare klar på, at holde tungen lige i munden.

463 – Elton John – Tumbleweed Connection – (1970)

Elton John havde i 1970 fået enorm succes med sit andet album, Elton John, som indeholdt store hits som Your Song, Take Me to the Pilot og Border Song, og senere samme år udgav han Tumbleweed Connection, et om muligt endnu bedre album, der… slet ikke fik nogen hits, sikkert da ingen singler var udgivet fra det, med mindre vi medregner b-sider. Det er meget sært, for melodierne på dette album er simpelthen umulige at få ud af sit hoved. Dog er det samtidig tydeligt, at Elton John fokuserede rigtig meget på albumstrukturen og tematiseringen. Der er fokuseret meget på westernkultur, og dermed har John taget meget inspiration fra country-musik, men de indflydelser har arbejdet op mod at skabe meget mere end en almindelig country-sang normalt gør. Elton John er, som han er så berømt for, meget bombastisk og dramatiserende, men han var endnu ikke den glamourøse excentriker, som i dag både er så afholdt og hadet, så den landlige stemning får heldigvis stadig masser af rum at bevæge sig på.

Man får masser af dynamik på albummet. Festlige omend af og til en kende sarkastiske sange som Ballad of a Well Known Gun og Son of Your Father er godt adspredte, så de virker som større energibomber, når man så støder på dem, og førstnævnte sparker endda døren op for resten af albummet. På grund af den country-inspirerede stemning føles de dog aldrig den mindste smule malplacerede mellem de langsommere sange som Come down in Time, Love Song og Talking Old Soldiers. På nær de hurtigste numre, har de fleste sange meget udmattelse i især Johns vokal, og udmattelse og country passer perfekt sammen, også selvom, der er klarere elementer af symfonisk pop og rock and roll, for country-lyden er det, der gør netop dette album til noget særligt i Johns diskografi. At han var en dygtig sanger og sangskriver havde han allerede bevist med det foregående album, men herpå fik han udvidet sin musikalske horisont utrolig meget, og endnu mere forbløffende gjorde han det samme for mig som lytter.

Jeg er ikke den store fan af country-musik, så at Elton John sammen med sin gode ven og med-sangskriver, Bernie Taupin, kunne skabe noget så dynamisk, noget så fyldigt, mens de tog så meget tydelig inspiration fra country-musik og -kultur, er forbløffende i højeste grad. Der er masser at bide i i løbet af hele albummet. Nævnes skal også afslutningsnummeret, Burn Down the Mission. Det er et af de mest bombastiske og samtidig mest dynamiske numre. Den starter ganske stille, men der kommer gradvist mere drama og energi i melodien. Nogenlunde midt i sangen går den lidt ned i tempo, men så bliver det igen mere og mere dramatisk og desperat. I slutningen kommer da en fantastisk klaversolo, der sammen med et væld af instrumenter skaber en perfekt afslutning til et næsten perfekt album. Tumbleweed Connection er et helt formidabelt album, som kan anbefales uanset hvad, du synes om for en slags musik. Jeg er begejstret for den, og den bygger kraftigt på genrer, som jeg generelt ikke kan lide, så jeg tør næsten ikke vide, hvor meget, du ville kunne lide dette album, hvis du lytter mere til country og klaverrock.

464 – Jay-Z – The Blueprint (2001)

Jay-Z har efterhånden rappet evigheder, og at han stadig er så stor er virkelig noget usædvanligt. Han har været der siden 1996, og hans absolutte mesterværk kom, hvis du spørger mig, med The Blueprint i 2001, som ikke blot var fyldt med nogle af Jay-Z’s absolut bedste værker som rapper, men det er også i hænderne på nogle fabelagtige producere. Først og fremmest fik det verden til at genkende den absolut geniale producer Kanye West, der siden selv ville blive rapper, men også navne som Timbaland, Bink og Just Blaze udmærker sig med nogle af de bedste beats, de nogensinde har lavet. Albummet varierer meget i toneleje, men uanset hvad, er beatet altid lige i øjet. Albummet åbner med den Bink-producerede The Ruler’s Back, der som titlen antyder, annoncerer Jay-Z’s tilbagevenden. Ikke at der var gået lang tid siden sidste album, men det går mere ud på at fastslå hans overlegenhed.

Overlegenhed er ligeledes et stort emne på den næste sang, Takeover, produceret af Kanye West, der kreativt sampler Five to One af the Doors og Fame af David Bowie. Sangen er et rigtig grovmundet “diss”, som man kalder det, rettet både mod Prodigy fra Mobb Deep og mod Nas. De er begge rigtig dygtige, elskede rappere, så at gøre dette er ikke blot modigt, men Jay-Z og Kanye gør det rigtig underholdende og humoristisk, og det er muligvis Jay-Z’s absolut største bedrift som lyriker. Jeg keder mig dog heller ikke et sekund, som den næste sang, der også er produceret af Kanye, kører gennem mine øren. Izzo (H.O.V.A.) er ganske vist ikke andet end pral med pral på, men Jay-Z gør det overbevisende, og det Jackson 5-samplende beat hjælper så sandelig. Jay-Z er som pladens røde tråd altid interessant og morsom. Numre som Girls, Girls, Girls og Jigga that Nigga er som sådan ikke andet end nogle sjove pop-rap-numre, men takket være sjove linjer og festlig funk/soul-inspireret produktion går det op i en højere enhed. Efter dem, får vi U Don’t Know, der er en lidt alvorligere sag om Jay-Z’s personlige problemer, og når han bliver seriøs, kan han sagtens også klare sig. Jeg forstår bare ikke hvorfor Bobby Byrd-samplet havde brug for smølfestemme, men det er en uvæsentlig detalje.

Albummet opmuntrer da sig selv, for Jay-Z ved jo netop, hvad han laver, uanset hvad Soulsmølf siger, så derfor kommer det lystige Timbaland-producerede festnummer Hola’ Hovito, som oser af typisk Timbaland-produktion fra da han var bedst, men det er, hvis du spørger mig, ret godt. Det er funky, festligt, og bare generelt rigtig sjovt at lytte til, og Jay-Z er som i løbet af det meste af albummet rigtig vittig, men for igen lige at skabe lidt variation, kommer to Kanye-producerede numre, der ikke just er lykkelige, og Heart of the City (Ain’t No Love) og Never Change er også eminente numre, der viser, at Jay-Z er mere end blot en alfons, og at Kanye er mere end en popstjerne. De er begge rigtig rørende, og de er noget af det bedste på pladen. Efter dem får vi de hårdtslående All I Need og Renegade, sidstnævnte sammen med Eminem, og Eminem stjæler virkelig showet. Hans optræden på det nummer er noget for sig, og selvom det er lidt sært med et enkelt gæstevers omgivet af udelukkende Jay-Z, så er det i det mindste rigtig godt. Albummet slutter med Blueprint (Momma Loves Me), hvor han bliver sentimental og takker sin mor for alt det, hun har hjulpet ham gennem. Hvert eneste nummer på dette album er formidabelt, og The Blueprint er uden tvivl et af 00’ernes bedste hip hop-albums.

465 – The Drifters – The Drifters’ Golden Hits (1968)

I 1953 blev en mandlig R&B-vokalgruppe ved navn the Drifters samlet. De lavede nogle af de største hits indenfor genren i løbet af 50’erne og 60’erne, i starten med Clyde McPhatter som det væsentligste navn på sange som Money Honey, Honey Love og Such A Night. McPhatter forlod gruppen i 1954, og ovenpå lidt svingende held med Johnny Moore som frontfigur, fyrede pladeselskabet i 1958 hele gruppen, og erstattede dem af en anden gruppe, der dengang hed The Five Crowns, men som da fik navnet The Drifters. Mange kom og gik også fra den gruppe, inkl. den formidable Ben E. King, og Johnny Moore vendte skam også tilbage. Denne nye gruppe fik i 1968 opsamlet deres største hits på albummet The Drifters’ Golden Hits. Det er, hvis du spørger mig, lidt synd, at der ikke er et eneste nummer fra før 1958 på pladen, da det ikke blot er en  vigtig del af gruppens historie, men også da der ellers er så mange forskellige gruppesammensætninger på pladen, at de tidlige sangere ikke ville stikke ud i forhold til resten, især ikke da Moore netop ville vende tilbage.

Noget andet, der er lidt trist ved opsamlingen, er at den er opstillet helt kronologisk. Det kan virke nogen gange, f.eks. viser det tydeligt Madonnas udvikling som en kunstner på The Immaculate Collection, men da ikke en person har medvirket i hverken optræden eller skabelse af samtlige numre på opsamlingen, kan det slet ikke udtrykke sådan noget. Til gengæld ødelægger det kraftigt dynamikken på albummet. Mange sange i præcist samme tempo kommer efter hinanden, og det værste eksempel er, at Under the Boardwalk er placeret direkte før Sand In My Shoes, hvori der som reference bliver sunget linjen Out By The Sea” med præcis samme toner. Hvis jeg lige tillader mig selv at fokusere væk fra, hvordan albummet er konstrueret, så er det fyldt med formidable popmelodier, der stadig holder. De er fængende, de er sunget af dygtige sangere, der lyder oprigtige, og så er hver sang i sig selv ret godt opbygget. Der er en meget klar vægt på kærlighedssange, og mens det selvfølgelig ikke er noget nyt, hvad det heller ikke var i 60’erne, så har de udført det ret godt, med masser af charme.

Og selvom jeg nok ville have rykket rundt på rækkefølgen, vil jeg sige, at udvalget er ret godt, som det er. Klassikere som There Goes My Baby, Save the Last Dance for Me, Up on the Roof, On Broadway og Under the Boardwalk udgør meget af albummet, så man kan smile lidt, som man genkender dem, samtidig med, at man får nogen sange, som man ikke nødvendigvis kendte. Selv er jeg langt fra en Drifters-ekspert, så mit nye kendskab til I Count the Tears og Dance With Me og andre sange er absolut positivt. Det eneste nummer, der ikke rigtig fik overvundet mig er Sand In My Shoes, der bare lyder som en doven blanding af Some Kind of Wonderful og Up On The Roof, der oven i det også er mere sammenhængende, har bedre tekster, og er mere følelsesrige. Sand in My Shoes skal forestille en trist sang, og så hjælper det ikke rigtigt at tage fra to så lykkelige sange. Alt i alt er The Drifters’ Golden Hits en samling af nogle rigtig gode popsange, men albummet måtte godt have været struktureret lidt bedre.

466 – Hole – Live Through This (1994)

Lad mig sige noget, før jeg begynder denne anmeldelse – jeg kan ikke rigtig lide Holes forsanger Courtney Love som mediepersonlighed eller sangerinde. Jeg kan blot kigge på noget så simpelt som coveret til Live Through This, og jeg har virkelig ikke lyst til at lytte til musikken. Men jeg må give mig, Live Through This er et helt formidabelt grunge-album. Det minder meget om det mest kendte af alle grunge-bands, nemlig Nirvana, og mens jeg selvfølgelig kunne hakke på dem for manglende originalitet, så er jeg faktisk fuldkommen ligeglad, for Nirvana er rigtig gode, så jeg kan ikke se noget skidt i at efterligne dem, især ikke hvis man kan komme med nogle gode nye sange, der bare minder om dem, og det er lige hvad Hole har gjort på deres mesterværk. Der er først og fremmest en stor fokus på albumdynamik. Det kører meget fra bitter til rasende og tilbage igen, hvilket derfor gør lyden meget elastisk og varierende. Der er hele tiden noget nyt at lytte på, hvilket gør albummet konstant engagerende.

Jeg har allerede sagt, at jeg ikke bryder mig meget om Courtney Loves stemme, og det er mest tilfældet, når hun holder sig rolig. Hun lyder meget bitter og wannabe-deprimeret. Jeg vil ikke sige, at hun ikke har været det, hun har nok taget for mange stoffer til på nogen måde at have kunnet undgå depression, men hun leverer det ikke specielt overbevisende, og jeg ville nok være ret træt af det, hvis de ikke så ofte gik over i nogle lidt hårdere lyde, hvor hun lyder meget mere desperat. Hun skriger så lungerne næsten brister, og det er rigtig intenst at lytte til. Melodierne er skrevet helt perfekt. Som sagt er der meget vægt på dynamikken, men stemning mangler dette album heller ikke. Selvom Love selv bliver ret irriterende, når hun skal være stille, så holder musikken, der spiller bag hende. Den er meget trist eller voldelig, når det passer til situationen, og især guitarist Eric Erlandson får sat sange som Asking for It, Miss WorldRockstar og Doll Parts i en rigtig voldelig, grov, bitter stemning, som jeg bare elsker, og han var sammen med Love også med til at skrive de stærke melodier.

Albummet er som tidligere nævnt rigtig godt opbygget, men næsten hver eneste sang holder næsten lige så godt på egen hånd, meget på grund af meget dynamik i de individuelle sange, men uden tvivl også på grund af at melodierne er rigtig fængende til trods for hvor triste de er. Det er heldigvis uden for mange gentagelser heller. Ikke en gang er jeg blevet træt af at høre de samme lyde komme fra den ene eller den anden sang, selv ikke når Love lyder bitter. Det kan godt være, at de kun blev så kendte, som de blev fordi Love var kæreste med Kurt Cobain fra Nirvana, som i øvrigt har to gæsteoptrædener som baggrundssanger herpå, men selv hvis det var den væsentligste årsag, ændrer det ikke på, at deres musik var fantastisk nok, til at de fortjente det alligevel. Lyt til Live Through This, hvis du ikke har nok i den lille diskografi, Nirvana udgav. Det her er næsten det samme, og det er næsten lige så godt. Hvis du ikke kan lide Nirvana, kan jeg dog næppe se, hvordan det her kunne være noget for dig.

467 – Bob Dylan – Love and Theft (2001)

Bob Dylan er et af det tyvendes århundredes største musikere. Han revolutionerede folks opfattelse af, hvad der var kønt at lytte til, samtidig med at han skrev nogle af 60’ernes mest rørende melodier og tekster. Ikke alt, han lavede, var lige utroligt, men når han var på toppen, var han revolutionerende, følelsesrig og endda en kende provokerende, og han var til trods for de små fejltrin, der af og til blev begået, rigtig ofte på toppen. Så kom 80’erne, og det årti var ikke flinkt mod Dylan. Han lavede selvfølgelig stadig meget god musik, men meget lidt var på nogen måde værd at sammenligne med 60’ernes og 70’ernes materiale. Dylan var ved at være irrelevant, indtil han udgav nyklassikeren Time Out of Mind i 1997. Det er et formidabelt album, som jeg skal anmelde senere, men 4 år efter udgav han så endnu et album, Love and Theft. Han iførte sig end endnu grovere lyd, der perfekt passede til det, hans ellers altid spøjse stemme havde udviklet sig til. Den var blevet slidt, og det var han også selv. Han kunne i dette lys kigge tilbage på sin fortid med et meget modent blik, og man kan tydeligt høre på hans stemme, at han har oplevet lidt af hvert.

Dylan tager på Love and Theft meget fra blues- og country-musik, men han blander begge genrer meget sammen med sin personlige stil, så man ikke behøver at være stor fan af nogen af delene for at kunne lide albummet. Et par af sangene er faktisk bygget op på samme måde som en gammel Robert Johnson-sang ville være, men man lægger knap nok mærke til det, før man prøver at grave lidt i musikken. Det er meget formidabelt at kunne bruge det format på en ny måde, for det blev brugt til døde op gennem 50’erne og 60’erne, så at skabe unikke sange med den konstruktion i 2001 er noget af en præstation. Han fortæller meget om sine oplevelser i beskidte dele af USA, som f.eks. på nummeret Mississippi, der handler om hans oplevelser i området, sangen er navngivet efter; om alle de specielle personligheder han mødte, om hvordan det var at være der. Det kunne for enhver anden være en hel livshistorie – for Dylan er det blot en lille del af den.

Han har også nogle langsommere, sørgelige numre, der minder en del om de langsommere numre på Time Out of Mind. Po’ Boy og High Water (For Charlie Patton) – de er spillet meget simplistisk, men de er skrevet med store følelser i spil, der næppe ville komme nær så kraftigt igennem, hvis de skulle bryde en mur af al for meget andet lyd. Der er dog rigelig med dynamik – de lægger trods alt på samme album som så instrumentalt interessante numre som Cry a While og Tweedle Dee & Tweedle Dum, der slår rigtig hårdt med kraftige tekster og tung instrumentation. Der er ikke et dårligt nummer på Love and Theft, og der er virkelig ikke meget andet negativt, man heller kan sige om det. Det fortjener måske ikke samme ros som Highway 61 Revisited eller Blood on the Tracks, men de færreste albums kan det – det er et knaldgodt album for alle fans af Bob Dylan, og det er svært at tænke på, at der er så mange endnu mere fantastiske plader i hans diskografi.