Kategoriarkiv: Anmeldelser

318 – The O’Jays – Back Stabbers (1972)

Udgivet den af
Svar

Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage mod det, og vi kan nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som the Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære albums i genren, Back Stabbers. På den finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, Who Am I og Sunshine, er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. Who Am I er måske lidt langtrukken, men Sunshine er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.

De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok 992 Arguments, men det er en sang af virkelig høj kvalitet. Der er virkelig smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en virkelig varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er Back Stabbers og Love Train. Back Stabbers er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog virkelig få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret Love Train. Hvis Love Train ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har derfor ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret på, at den ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, når afslutningsnumre gør, men Love Train kan sgu tillade sig det.

Det store spørgsmål er så hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede When the World is at Peace, den virkelig sexede Time to Get Down, der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre Listen to the Clock on the Wall, der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige Shiftless, Shady, Jealous Kind of People er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke rigtig er så godt igen er (They Call Me) Mr. Lucky, der ikke gør specielt meget, som en middelmådig kærlighedssang af the Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og Listen to the Clock on the Wall. Resten af numrene er dog rigtig velskrevne, velopførte R&B-sange, og Back Stabbers ville også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back Stabbers sikkert en plade for dig.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Udgivet den af
Svar

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the Sheriff. Get Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.

320 – Nick Drake – Pink Moon (1972)

Udgivet den af
Svar

Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske albums, men den gjorde ham også meget sky, og det ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink Moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter Later, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink Moon ville han dog tage det ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Dette sørger for, at Pink Moon bliver til en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer rigtig tydeligt igennem. Han starter albummet rigtig godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende snakker om dommedagens kommen. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.

Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen Know begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang, så vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – det er det eneste, der optræder på samtlige numre – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, From the Morning, går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale sange, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake stadig kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.

Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink Moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden, så er tempoet generelt meget langsomt, lyden er generelt meget stille, sangene er generelt meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink Moon. Det er et dybdegående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og intet musik reflekterer det bedre end det, der er på den. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink Moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Der er kvalitet fra hoved til hale herpå.

321 – Randy Newman – Sail Away (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke er den store fan af Randy Newman. Det vil jeg stadig ikke sige, men han har i hvert fald sine flotte øjeblikke mellem de kedeligere numre, og disse er mere fremtrædende på hans tredje album, Sail Away, end på noget andet, han har lavet. Normalt plejer jeg at hakke lidt på Newmans mangel på interessant instrumentation. Det kan jeg dog ikke gøre for særlig mange af numrene på Sail Away. Der er ganske vist sange som Simon Smith and the Amazing Dancing Bear og God’s Song, hvor man ikke finder andre instrumenter end Newmans klaver, men tit har han nogle virkelig skønne strygere med sig. Flot brug af strygere ses f.eks. på numrene Sail Away, Burn On og He Gives Us All His Love. Jeg ved ikke om det blot er mig, der er blevet mere moden i min forståelse af sangskrivning, men hans melodier virker her meget skarpere end ellers. Sangene kører virkelig gnidningsfrit, og de minder mig om en af mine yndlingssangskrivere, nemlig Tom Waits. Tom Waits var uden tvivl inspireret af Newman på sine tidligste plader, især af sange som Lonely at the Top og Last Night I Had a Dream.

Newman er også meget varieret i sin sangskrivning. Igen, tidligere syntes jeg, at det hele lød ens, men på denne plade virker det som om han bare prøver alle teknikker af. Han afspejler både glade, nærmest naive følelser med sange som Simon Smith and His and the Amazing Dancing Bear og mere dystre stemninger med et nummer som Lonely at the Top. Med det sagt, så er ikke alt på Sail Away fantastisk heller. Jeg har virkelig svært ved at huske sange som Old Man og Dayton, Ohio – 1903. Memo to My Son er ikke helt i samme kategori som disse, men den er en forholdsvis monotom sang, der samtidig i sin lyd minder ret meget om Mama Told Me Not to Come, som Newman skrev til Three Dog Night og selv optog en udgave af i 1970. Sail Away fortjener som alle Newmans tidligste plader stor ros for sin længde. Sangene bliver aldrig ved i længere tid end de kan tåle, og der er ikke for mange af dem. Til trods for de kun 30 minutter, pladen varer, så er man godt mæt i slutningen. Man får en så tætpakket oplevelse, at man sagtens kan blive tilfreds af de 30 minutter.

På denne plade finder man også sangen You Can Leave Your Hat On – ja, den sang, Joe Cocker ville gøre populær i 80’erne. Jeg kan nok bedst lide Newmans udgave. Det klæder sangen at være så langt nede på jorden, og det ret ensartede klaverriff virker ret irriterende i Cockers bombastiske udgave. Foruden dette, så er sangen bare mere varieret med Newman på sig. Jeg har endnu slet ikke nævnt mandens fantastiske tekster, der var det første, jeg bemærkede ved ham. Han er virkelig sarkastisk, og han rører mere ved politik på dette nummer end på nogen anden plade. Jeg elsker hans fortælleteknik, hvor han ofte synger fra et synspunkt, som han ikke er enig i. Hans bedste øjeblikke i denne teknik er på denne plade i form af Sail Away, He Gives Us All His Love, Political Science og God’s Song. Han behøver dog ikke at være så bitter i sin lyrik for at være interessant. Han kan sagtens bare nydes for at være forfærdelig legesyg. Lonely at the Top, Last Night I Had a Dream og Simon Smith and the Amazing Dancing Bear. Jeg elsker virkelig dette album, og jeg forventede slet ikke at kunne lide det. Selv hvis du ikke kan lide Newman normalt, så giv Sail Away en chance.

322 – The Police – Ghost in the Machine (1981)

Udgivet den af
Svar

The Police har en lille men imponerende diskografi. Alle deres fem plader er fulde af sjove, varierede og skæve pop-rock-sange, og mellem disse finder man altid nogle særere, eksperimentelle sange. Alle pladerne er rigtig gode, men jeg ville ikke sige, at nogen af dem er af så høj kvalitet, at de bare blæser mig omkuld som lytter. Det album, der kommer tættest på for mig, er nok Ghost in the Machine. Noget, jeg virkelig holder af ved The Police, er at hvert album i sin stil er helt unikt, og på Ghost In the Machine kommer meget af pladens personlighed fra den kraftige brug af synthesizere. De brugte også synthesizere på albummet før dette, Zenyatta Mondatta, men derpå blev de oftest brugt til at skabe sjove, poppede melodier. På Ghost in the Machine er sangene ganske vist stadig tit poppede, men synthesizer-effekten minder her om noget, der kunne foregå ude i rummet. Der skabes en meget interessant, æterisk lyd med dem, og den er smuk. Et andet instrument, de for første gang arbejder med, er saxofonen, og den er en vigtig del af mange af sangene. Den gør det hele mere funky og dystert.

På Ghost in the Machine ser man forsanger Stings evner som sangskriver tydeligere end på nogen anden Police-plade, måske med undtagelse af Synchronicity. Sangene er rigtig varierede i struktur, nogle har ikke omkvæd, nogle er meget bløde, andre er meget mekaniske. Åbningsnummeret, Spirits in the Material World arbejder virkelig godt med dette. I versene er instrumentationen meget stram, mens Stings vokal er meget svævende, og i omkvædene mødes de flot et sted i midten. Nummeret derefter, der i øvrigt er min yndlingssang af gruppen, hedder Every Little Thing She Does is Magic, og det er en fantastisk rejse i musikalsk dynamik og temposkift. Næste gang, du hører det, så prøv i øvrigt at lægge mærke til, hvor aparte strukturen reelt er, når man tænker på, at det er en popsang. Der er kun to ganske korte linjer i de to første vers, omkvædet er så utrolig meget mere højlydt end verset, tredje vers bruger en helt ny melodi, og næsten halvdelen af sangen er råben over instrumentationen. Og til allersidst kommer Sting med en helt ny versmelodi, mens sangen fader ud. Det er virkelig spøjst.

The Police var generelt meget modige på Ghost in the Machine. Det fjerde nummer på pladen hedder Hungry for You (J’aurais toujours faim de toi), og det er med undtagelse af to linjer opført udelukkende på fransk. Jeg kan en smule turistfransk, men jeg fatter ærlig talt ikke en bønne af denne sangs tekst, men jeg forstår, at det handler om sex. Det er Sting, der synger, at han er pisseliderlig. fransk er kærlighedens sprog, men jeg tror rettere at årsagen til at synge det på fransk var at vise, hvordan man kan udtrykke følelser tydeligt gennem musik, også selvom man ikke forstår mere end 10 ord i hele sangen. Deres mod betaler sig ikke altid, jeg er f.eks. ikke en stor fan af Omega Man og Secret Journey, men det er nok de eneste numre, der ikke interesserer mig. Albumstrukturen er ikke noget specielt, men det gør ikke så meget, for til gengæld er lyden mere konsekvent end på noget andet Police-album. Hvis du tænker, at The Police kun lavede sjov pop-rock, så tager du grueligt fejl, og du har sandsynligvis aldrig oplevet Ghost in the Machine.

323 – David Bowie – Station to Station (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie er en af de musikere, der har lavet allerflest kvalitetsalbums. Selv navne som The Beatles, The Rolling Stones eller Bruce Springsteen har svært ved at matche antallet af imponerende plader i mandens diskografi. Efter den mere end ellers artistiske Diamond Dogs og den meget soul-prægede Young Americans gik Bowie i en retning, der kombinerede lidt af begge albums. Hans tiende studiealbum endte da med at hedde Station to Station, og det lægger ud med et hele ti minutter langt titelnummer. Det starter rigtig stille ud med noget sonisk eksperimenterende atmosfærisk lyd. Som nummeret bevæger sig fremad bliver det mere og mere intenst, og flere instrumenter kommer på. Det er faktisk ikke meget ulig progressiv rock som man kan se det hos en gruppe som Jethro Tull. Det er en meget usædvanlig opbygning, og mens den måske ikke er den mest fængende sang nogensinde, føles den altid frisk, og den varmer rigtig godt op mod albummet, også selvom det tager sin tid.

Bowie bliver meget funky på nummeret Golden Years, der nok er den mest kendte sang på Station to Station. Den minder i sin lyd meget om noget, man kunne finde på Young Americans, og melodien er virkelig sjov og dansevenlig, men mest af alt er den varieret som bare pokker. Den blev med god grund et hit, og den er også dejlig varieret fra åbningsnummeret. Word on a Wing virker måske ikke i starten som den bedst skrevne sang på pladen, men den udvikler sig enormt meget, og den har masser af sjæl. Dens hook er virkelig fængende, og det til trods for, at vi faktisk ikke hører den specielt ofte på nummeret. Dens instrumentation er også en stor del af dens charme. Især klaveret er rigtig lækkert. Det er generelt en meget langsom sang, så at få den hurtige, sjove TVC15 bagefter er rigtig dejligt. Det er en ret genial lille sang, og jeg elsker virkelig alting ved den. Den er bygget op af rigtig sjove portioner, og intet kan reelt kaldes vers eller omkvæd herpå, men alle delene er bare skønne og sjove at lytte på.

Bowie vender tilbage til disko-funken med Stay, der virkelig får gang i danseskoene. Den har nogle vidunderlig guitarsoloer, og den afrikansk inspirerede rytme er bare ikke til at stå for. Den minder måske ret meget om John I’m Only Dancing i sin melodi, men det her er en mere funky drejning på sangen, og den passer alligevel godt ind på albummet. Det er ret sjovt, for samtidig med Young Americans optog han en mere direkte disko-fortolkning af nummeret, nemlig John I’m Only Dancing (Again), som han dog først udgav i 1979. Det er meget interessant, at de to sange minder så lidt om hinanden, også selvom de tager udgangspunkt i samme nummer. Selve strukturen er blevet til den samme på begge numre, men ellers er de vidt forskellige. Afslutningsnummeret hedder Wild is the Wind, og det er et cover af titelsangen fra filmen af samme navn, der på dansk fik navnet Vild er Vinden. Det er en langsom, sentimental og følelsesrig sang, som Bowie måske overdramatiserer en smule, men hey, han er Bowie. Det er det, Bowie gør bedst. Bowies liste over fantastiske albums er lang, og Station to Station er i hvert fald at finde derpå.

324 – Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt (2002)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt er en virkelig dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre heller. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The Very Best of Linda Ronstadt. Denne findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som It’s So Easy af Buddy Holly og Back In the U.S.A. af Chuck Berry bliver behandlet meget respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons Poor Poor Pityful Me mere populære, og det i en fremragende udgave.

Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys That’ll Be the Day er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en meget karismatisk musiker. Smokey Robinsons Tracks of My Tears og Ooh Baby Baby får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs After the Gold Rush og Eagles’ Desperado bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at Blue Bayou er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, lige med forskel at jeg end ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er alle tre forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.

Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder Different Drum, og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu slet ikke rørt ved hendes originale solomateriale, men det er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder Winter Light, og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der egentlig kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder How Do I Make You, og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The Very Best of Linda Ronstadt giver mig et meget nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.

325 – Eric Clapton – Slowhand (1977)

Udgivet den af
Svar

Eric Clapton havde i løbet af slutningen af 60’erne og starten af 70’erne gjort sig bemærket som guitarist for et utal af bands,og i løbet af 70’erne gjorde han sig for alvor også berømt som solokunstner. Albummet, der oftest forbindes med hans solokarriere, er uden tvivl Slowhand fra 1977. Dette album åbner med et cover af Cocaine af J.J. Cale. Denne sang er mest kendt i Claptons udgave, og denne er da også formidabel. Han får lige fra dette åbningsnummer fortalt dig alt, du behøver at vide om ham: Han er en fantastisk guitarist, nok en af rockhistoriens allerbedste, han er kraftigt inspireret af bluesmusik, og han kan lide kokain. Efter denne får vi en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, nemlig Wonderful Tonight. Clapton er ikke den største sanger i verden, men med denne sang udnytter han faktisk sin stemme rigtig godt, mest fordi han virker så elskværdigt oprigtig i sin levering. Han bliver lidt inspireret af roots og country på Lay Down Sally, der er en dejligt sjov sang, som man sagtens kan danse lidt til. Og selvfølgelig er Claptons guitarsolo utrolig.

Next Time You See Her er en meget sød sang, og selvom den måske fortsætter lidt lang tid i den samme smøre, så har den en helt særlig charme i sin melodi. Jeg kan sjældent lytte til den flere gange i træk, men når jeg når til den på albummet, så bliver jeg altid glad. Noget af det bedste ved den er desuden dens meget voldelige teksts samspil med den bløde melodi. Det er genialt sammensat. We’re All the Way er den svageste sang på pladen. Det er heldigvis en meget kort sang, men den er virkelig kedelig. Melodien bliver ikke hos dig, den fremkalder ingen følelser, ofte glemmer jeg i det hele taget, at jeg har lyttet til den. Heldigvis er resten af albummet mere end godt nok til at undskylde det, og det kan især siges om guitarmonsteret The Core. På intet andet nummer fyrer Clapton den så meget af på spaden. Riffet er fantastisk, groovet er fedt, de kvindelige backingvokalister giver masser af saft og kraft til Claptons ellers ret stille stemme. Der er en vidunderlig saxofonsolo, og man bemærker slet ikke, at sangen er næsten 9 minutter lang.

May You Never er endnu en sang, hvor Clapton virkelig leverer sin charme i stor stil. Det er en virkelig sød melodi, og orgelet fortjener lige så meget ros som Claptons guitar, for den er en rigtig stor del af det. Det er ikke den stærkeste sang på pladen eller noget, det er endnu en ret simpel popsang, men den har sin charme, og den er rimelig groovy. Mean Old Frisco har en ret fed lyd, der kommer fordi Clapton synger præcis over guitarens riff i løbet af størstedelen af sangen. Den slags kan være irriterende i andre tilfælde, og i længden virker det måske også lidt fjollet her, men guitaren er helt perfekt indstillet, så det lyder fedt sammen med Claptons stemme. Ellers er det bare en bluessang med rockguitar på og et fedt klaver. Afslutningsnummeret er en instrumental sang ved navn Peaches and Diesel. Den minder ret meget om Wonderful Tonight, men det er som sådan ikke så skidt, for der er nok afvigelser til, at det giver mening også at have denne sang, og den lyder jo også rigtig godt. Og som afslutningsnummer runder den behageligt Slowhand, måske Eric Claptons bedste soloplade, af.

326 – The Cure – Disintegration (1989)

Udgivet den af
Svar

The Cure er et band, der virkelig har udviklet sig meget. Prøv at lytte til deres tidlige numre som Boys Don’t Cry, Killing an Arab eller Primary. Det er meget punkede sange, og forsanger Robert Smith er meget aggressiv. I løbet af 80’erne udviklede de sig rigtig meget; deres sange blev længere, keyboards blev mere fremtrædende, de begyndte at eksperimentere mere, og måske vigtigst af alt blev deres musik mere melankolsk og deprimeret. The Cure var allerede ret kendte på grund af deres tidligere materiale, men deres helt store gennembrud var nok pladen Disintegration fra 1989, som siden er blevet til gruppens mest kendte plade. På den finder vi nogle af gruppens mest kendte numre, heriblandt Pictures of You, Love Song og Lullaby. Mange af sangene på denne plade er rigtig lange. Faktisk er halvdelen af sangene over 6 minutter lange. På de længere sange er der ofte lange fuldkommen instrumentale passager, hvor du bare skal synke stemningen. Det er tit virkelig smukt, og der bliver bygget rigtig godt op mod forsanger Robert Smith, der med sin hulkende stemme bliver pladens højdepunkt.

Med det sagt, det er let at forstå, hvis du ikke kan lide Robert Smith som sanger. Han kan være overmelankolsk, og for visse lyttere kan han sikkert være svær at tage seriøs med sin konstante vrælen, der ofte ikke engang rammer tonerne ordentligt. Sådan er min personlige mening dog ikke. Jeg kan slet ikke få nok af ham. Han optager som sagt ikke frygtelig meget af den ellers ret lange plade grundet de lange instrumentale passager, men når han er der, så er han fuldkommen fortryllende. Nu hvor jeg lige har nævnt det, så ville det også være godt lige at røre ved, at denne plade er virkelig lang. Jeg bliver altid lidt bange, når jeg skal lytte til plader på over en time, for det er forfærdeligt svært at retfærdiggøre en så lang længde. Gør Disintegration det? Det meste af tiden, ja. Jeg må dog sige, at det langt fra hver gang er tilfældet. Nogle gange kan det være lidt af en mundfuld, og visse af numrene kan, hvis jeg ikke er i godt nok humør, bare føles uendeligt lange, når de stemningsrige instrumentale passager går i gang.

Sangskrivningen på Disintegration er helt fænomenal. Ikke alene sidder mange af sangene virkelig godt fast i hjernen, men de er også virkelig følelsesrige. Jeg mærker tydeligt den inderlige kærlighed på Love Song og det skræmmende mareridtsscenarium på Lullaby. Det mærkeligste er, at jeg mærker dette allertydeligst i de instrumentale passager. Jeg mærker længsel, sorg, pinsel og alle mulige andre følelser virkelig tydeligt gennem hele pladen, og nu og da kan det faktisk ske, jeg selv går igennem dem – helt uden udefrakommende strabadser. Albumstrukturen er godt gennemtænkt. Slutningen er især en fascinerende, sammenhængende rejse. Jeg vil dog også sige, at slutningen kan være svær at komme igennem i starten, da de fire sidste numre til sammen varer en halv time, men hvis du har tid til at høre det hele i en lang køre, så er det smukt sammensat. Jeg har ikke hørt specielt mange albums af The Cure, men virkelig mange siger, at denne er deres allerbedste, og det har jeg slet ikke svært ved at tro, for den er virkelig, virkelig god.

327 – Alanis Morissette – Jagged Little Pill (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1991 debuterede en blot 16-årig kvinde ved navn Alanis Morissette med albummet Alanis, og året efter udgav hun albummet Now is the Time. Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg har hørt specielt mange af sangene på disse albums, men jeg kan da sige, at selvom alle sangene var delvist skrevet af hende selv, så var det meget upersonlig musik. Det var feel-good popmusik for et publikum, der var ca. 6 år yngre end hende selv. Det er ikke noget at blive specielt ophidset over. Grunden til, at jeg alligevel nævner det, er, at hendes tredje album, Jagged Little Pill fra 1995, var en ikke blot meget personlig plade, men den var også godt gammeldags vred. Lige fra åbningsnummeret, All I Really Want, har hun sine vrede små knæk, der gør hende sådan en genkendelig sanger, i gang for fuld udblæsning, og teksten er ikke mindre bitter. Hun bliver kort efter for alvor gal på nummeret You Oughta Know, der vel nærmest kan kalde hendes signatursang. Man kan blive decideret bange for hende med linjer som “you told me you’d hold me until you died, ’til you died, but you’re still alive” eller “Every time I scratch my nails down someone else’s back I hope you feel it”.

Jovist, Jagged Little Pill er fuld af vrede sange, og det er da nok også albummets fokus. Jeg ville nok endda lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var det, hun var bedst til. Om ikke andet kommer der lidt variation i form af den reflekterende You Learn, den ganske vist ikke entydigt lykkelige, men uden tvivl ikke på nogen måde vrede Head Over Feet, den mest af alt triste Ironic – ja, i det hele taget er sidste halvdel af albummet generelt ikke nær så vred. Det føles meget som om, hun reflekterer over sine vredesudbrud i starten. Der er dog en meget væsentlig undtagelse hertil, nemlig afslutningsnummeret. Det er en gentagelse af You Oughta Know, dog er den her mixet til at være en smule hårdere. Man lægger ikke rigtig mærke til det, men hvis man bytter om på de to udgaver i rækkefølgen, så føles det bare forkert. Det bedste ved at afslutte med denne sang er, at albummet bliver smukt afrundet. Morissette råber højt og selvbevidst, at sådan er pladen altså, om du så kan lide det eller ej.

Noget trist ved denne plade er, at nogle af sangene slet ikke gør noget for mig. Den første halvdel er fuld af gode sange, men på anden halvdel finder man sangene Mary Jane og Wake Up. Wake Up har sine fans, men selv kan jeg ikke se så meget i den, der adskiller den fra resten af pladens sange, selvom den er en ganske god sang på egen hånd, og Mary Jane er bare virkelig kedelig. Der sker næsten intet, og Morissettes stemme er usædvanlig ren og personlighedsløs, hvilket man ikke forventer at sige om sådan en karakter som hende. Desuden er der bare en vis mangel på originalitet. Det er pop-rock, som man har set det så tit før, og selvom der er meget personlighed og god sangskrivning, så føler jeg af og til, at jeg mangler en årsag til ikke bare at lytte til Tori Amos, Oasis, Liz Phair, Semisonic, Sheryl Crow, Goo Goo Dolls eller Fiona Apple – og det er end ikke fordi, jeg kan lide alle disse bedre end Morisette. Alanis Morisette fik dog virkelig skrevet sig ind i historiebøgerne med Jagged Little Pill, og med sin perlerække af hits og stærke sangskrivning, så bliver den der nok.