Kategoriarkiv: Anmeldelser

121 – Moby Grape – Moby Grape (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set ingenting om, før jeg gav mig i kast med den. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at gå ud fra, at de spillede psykedelisk rock, og denne antagelse er da også rigtig. Men pladen er lidt en pærevælling af alt muligt tidstypisk 60’er-lyd. Der er absolut også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. Hvis jeg skulle sammenligne dem med et andet band, skulle det nok være enten Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se mange ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene, er hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er nemlig under 2½ minut lange, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.

De forskellige sange har også nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der lægger til grund for hver sang. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed til syne, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan fx være call-response-sekvenserne på Omaha, variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på Lazy Me eller vendingen “Come What May” på Come in the Morning. Til trods for, at sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at opføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan rigtig godt lide personificeringen af sorg på Mr. Blues, og Fall on You er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også masser af individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra Lazy Day.

Selvom der er mange dybt originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor den føles lige lovlig tidstypisk. Attituden på albummet lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af nogen form for ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville derudover hjælpe meget på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vredere numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimentale. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som mange sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være meget begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke særlig fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.

122 – Janis Joplin – Pearl (1971)

Udgivet den af
Svar

Janis Joplin gjorde det ualmindeligt godt som  sanger i bandet Big Brother and the Holding Company, og hun var absolut bandets glødende stjerne. Dog var der efter min mening ikke rigtig nok fokus på hende, men så er det jo heldigt at hun efter sin tid i gruppen fik en solokarierre, der jo som bekendt desværre måtte slutte alt for tidligt. Ja, hun nåede faktisk kun at udgive én soloplade i sin levetid, men hun var allerede færdig med den næste, Pearl, som derfor var klar til udgivelse få måneder efter hendes død. Folkene bag pladen sørgede for, at bevare den så tæt på hendes veldokumenterede vision som muligt, og de undlod at udgive nogen optagelser, Joplin ikke var tilfreds med. Plader udgivet efter kunstnerens død har et ret ringe ry, og jeg kan sjældent lide selv dem med et bedre omdømme, såsom The Notorious B.I.G.’s Life After Death og Otis Reddings The Dock of the Bay. Pearl er dog en glimrende skive, der på ingen måde føles som et halvfærdigt projekt eller et cash-in. Lyden er fx fremragende. Paul Rothchild har gjort et fantastisk stykke arbejde for at få gjort lyden så ren og lækker som mulig. Hver eneste streng er fuldkommen tydelig, og Janis’ stemme føles utrolig nærværende.

Pearl gør det også rigtig godt i forhold til sangskrivning. Der har været mange forskellige sangskrivere inde over, men der er stadig et samlet lydbillede, og det overraskede mig virkelig at finde ud af, at det hele ikke er Joplins værk. Ja, faktisk har hun kun skrevet to af sangene, men det er da også to af de bedste: den energiske åbningssang Move Over, og den desperate, smukke Mercedes Benz. Hendes mangel på tilstedeværelse i sangskrivningen er endnu mere overraskende idet mange af sangene føles meget personlige, og hun synger dem så man kan mærke det helt inde i sjælen. Hendes cover af Roger Millers Me and Bobby McGee er en fuldkommen hjerteskærende sang, som kan vække langt større følelser end originalen hos mig. Var det ikke for Joplins version, havde jeg måske næppe opdaget, hvor velskrevet sangen faktisk er. Ligeledes er Trust Me, Cry Baby og My Baby så naturligt opført, at man har svært ved at forstå, at hendes pen ikke lægger til grund for dem. Joplins stemme er fremragende på et rent teknisk plan, men den har også masser af karakter, og hun forstår om noget at sælge sangene, hun synger.

En anden årsag til, at denne plade føles så personlig til trods for, at Joplin ikke har skrevet mere end to sange, er de flotte arrangementer. Joplin har selv arrangeret sangene herpå, og hun er virkelig god til at iscenesætte sin egen stemme. Selv det instrumentale nummer Buried Alive in the Blues lyder umiskendeligt af Joplin. Dette er en af de mere blues-inspirerede sange. Men andre sange indeholder klar inspiration fra gospel, soul, garage-rock, country og folk. Alligevel har pladen en unik identitet. Her mener jeg netop at det skyldes Joplins evner som arrangør, men det handler også om hendes faste band, Full Tilt Boogie Band. Disse musikere har virkelig meget stil, og de sørger for, at man på pladen som helhed mere rammer en Janis Joplin-lyd end lyden af en bestemt genre. Det bliver meget stilfuldt sammensat i en naturlig blanding af de forskellige inspirationskilder. Der er rigtig meget godt at komme efter på Pearl, og hvis Joplin havde været i live til at sætte de sidste par hænder på de ufærdige dele, kunne den nok have været endnu bedre. Hvis man vil opdage, hvorfor Janis Joplin er så stor en kunstner, er der næppe nogen bedre plade at lytte til.

123 – Bob Marley and the Wailers – Catch a Fire (1973)

Udgivet den af
Svar

Jeg vil på ingen måde kalde mig selv en reggae-ekspert på nogen måde, men jeg kan dog godt lide genren som helhed. Især undergenren roots-reggae er jeg begejstret for, hvor vi gennem grupper som The Congos, Burning Spear og Black Uhuru udforsker genrens mere politiske og spirituelle aspekter. Genrens store mester er dog nok utvivlsomt Bob Marley med hans gruppe The Wailers. Deres gennembrudsalbum, Catch a Fire fra 1973 er stadig i dag en milepæl i genren. Åbningsnummeret, Concrete Jungle, sætter også tonen klart: det jamaicanske gadeliv er en vildmark. Dette bliver udtrykt gennem flotte poetiske metaforer i lyrikken, men ligeledes er det formidlet gennem sangens dystre, dystopiske lydbillede og den skærende guitarsolo mod slutningen. For ikke at snakke om Marleys både flotte og passionerede vokal, der også er til stede på andet nummer, Slave Driver. Her drager teksten paralleller mellem livet som slave og livet som fattig jamaicaner. Linjen “Today they say that we are free; only to be chained in poverty” er stærk, og så er sangen også fængende som pokker. 400 Years er ligeledes en politisk sang, der sammenligner nutiden med fortiden. Der er dog masser af forskelle mellem denne og Slave Driver. Dels er den sunget af Peter Tosh i stedet for Marley, og derudover lyder det funky groove bare ekstremt godt.

Stop That Train har også Tosh som forsanger, og mens det er en fin sang, blegner den lidt i sammenligning med de andre. Dens lyriske motiver er ikke særlig klare, i hvert fald ikke for mig, og omkvædet bliver lidt trættende i længden, selvom det ville være glimrende i mindre doser. Versmelodien er ikke noget at skrive hjem om, men Tosh giver den hele armen på vokal, så det kan sagtens tilgives. Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby) er heller ikke en af mine yndlingssange, især da vi allerede på denne plade har set, at Marley og co. kan præstere meget vigtigere værker end simple kærlighedssange. Det er dog ret befriende med noget lidt mere lystig musik end før, og det er en oprigtigt sød og lykkelig sang, hvor man kan mærke al glæden tydeligt. Derudover er følelserne bare større på næste sang, Stir it Up, der ligeledes handler om kærlighed. Det er et cover af en Johnny Nash-sang, men den er fyldt med meget mere sjæl end Nashs original. Derudover lægger scenariet bare også op til større følelser end Baby We’ve Got a Date (Rock It Baby). Hvor sangen før handlede om at se frem til en date, handler Stir It Up om selve mødet og kærligheden, og sangen føles bare varmere.

Et andet godt eksempel på en mere positiv sang er Kinky Reggae. Her synger Bob om nogle af livets små glæder, som han oplever rundt omkring i byen. Musikken rammer den lidt lumre men alligevel lokkende downtown-stemning helt eminent. Dette gør også, at man får en helt anden lyd end på de to foregående numre, selvom teksten i alle tre tilfælde har været positivt ladet. No More Trouble er ikke rigtig et nummer, hvor teksten er i fokus. Den går an, og dens meddelelse er ganske klar, men den er ikke særlig omfangsrig. Detaljerigdommen er dog muligvis større her end på noget andet nummer, og jeg elsker hver eneste lille tone her. De impulsive guitar-fills, de skægge call-response-sekvenser, de små omend kraftige breakdowns før omkvædene – det hele er pivlækkert. Min favorit på hele pladen er dog nok afslutningsnummeret, Midnight Ravers, hvor koret ytrer de dramatiske ord “You can’t tell the woman from the man, cause they’re dressed in the same pollution”. Hele nummerets stemning er bittersød, og det føles meget flydende idet de tre bestanddele af nummeret ikke rigtig kan inddeles i vers eller omkvæd, selvom de dog har helt unikke identiteter. Det er en solid afslutning, der musikalsk udtrykker en evigt undertrykt skæbne. Catch a Fire er et stjernegodt album, enhver reggaefan bør høre.

124 – The Byrds – Younger Than Yesterday (1967)

Udgivet den af
Svar

De fire første plader fra The Byrds er rene hitkavalkader, men derefter gik de i en langt mindre kommerciel retning, selvom de stadig udgav nogle klassiske albums. Det sidste af de store hit-albums var den dejligt psykedeliske Younger Than Yesterday. Titlen hertil er inspireret af sangen My Back Pages af Bob Dylan, hvor man finder linjen “I was so much older then, I’m younger than that now”. The Byrds spiller også et vidunderligt cover af denne sang på Younger Than Yesterday, men teksten får en helt anden betydning hos The Byrds. Hvor den hos Dylan betyder, at han er blevet mere ung i sindet, lader det hos The Byrds til at repræsentere det tidløse, svævende univers, de præsenterer på pladen. Der er haver i folks sind, jf. Mind Gardens, og folk er ikke langt fra hinanden i den traditionelle tredimensionelle forstand. Der er tid mellem dem, som de synger på den ellers ganske søde kærlighedssang Time Between. C.T.A. – 102 er en science fiction-tematiseret sang, navngivet efter en ganske ægte galakse. På sangen kommunikerer de dog med galaksens beboere. Stilmæssigt balancerer de på hele pladen mellem det virkelige og det fantastiske ved at blande traditionel folk-rock med massevis af sære effekter.

Der er selvfølgelig nogle numre, der er mere typiske folk-sange end andre. Time Between, The Girl With No Name og Have You Seen Her Face er nok de sange, hvis lyd ville passe bedst ind på gruppens endnu mere folk-prægede debut. De to førstnævnte har endda tydelig country-indflydelse, der peger hen mod hvor gruppen ellers ville bevæge sig. Der dog også de helt syrede numre, fx Mind Gardens for at pege på den yderste ekstrem. Dog er sange som C.T.A. – 102 og Thoughts and Words også ret aparte numre, der næppe kunne være blevet hits i nogen dimension. Dog er albummet struktureret, så det ikke føles underligt, at stilarterne varierer så meget. C.T.A. – 102 bygger nøjsomt hen mod den syrede afslutning, men i starten er det blot en simpel poppet rock-sang. Den syrede afslutning går da over i den psykedeliske Renaissance Fair, der også kompositorisk tager elementer fra klassisk renæssancemusik. Strukturen er hele vejen igennem meget gennemtænkt, og albummet er både varieret og glidende gennem sine kun 29 minutter. Typisk er så korte plader enten lidt af en rodebutik eller stilistisk ensartede, men atter en gang har Byrds vist, at de mestrer balancens kunst.

Hvis jeg dog skal kritisere strukturen, har jeg ingen anelse om hvorfor de valgte Why som afslutningsnummer. Det er et af pladens svagere numre, selvom den generelle kvalitet dog er høj. Uanset kvalitet, er den dog på ingen måde konkluderende. Man synes nærmest ikke, at albummet er slut, når det er forbi. Et nummer som den bizzare Mind Gardens eller måske blot deres cover af My Back Pages ville være mere oplagt. Så kan man nok heller ikke komme uden om, at mens ingen numre er dårlige, er der nogle, der ikke holder nær så godt som de andre. Den langsomme, stemningsrige Everybody’s Been Burned kunne godt have været lidt kortere for min skyld, jeg har ret svært ved følelsesmæssigt at tilslutte mig Renaissance Fair, og der måtte gerne være større variation i instrumentationen på Thougts and Words, hvis melodi ellers er fængende som bare pokker, og den er også ganske medrivende. Med sange som So You Want to Be a Rock ‘N’ Roll Star, Time Between, Mind Gardens og My Back Pages, så har vi dog at gøre med et af højdepunkterne i The Byrds’ diskografi, og hvis man har det mindste til overs for deres folkede stil, bør man tjekke den ud.

125 – Iggy and The Stooges – Raw Power (1973)

Udgivet den af
Svar

Raw Power af det klassiske protopunk-band The Stooges er en lidt besværlig plade at anmelde. Den oprindelige producer, David Bowie, fik kun én dag til at mixe pladen sammen, og den lyder ikke rigtig, som forsanger Iggy Pop ønskede. Den udkom senere i en ny udgave, hvor Iggy Pop havde taget sig af produktionen, og der er lidt delte meninger om, hvilken udgave, der er bedst. Til denne anmeldelse har jeg hørt Bowies produktion, da det er den oprindelige udgave, men jeg må indrømme, at den er ret ringe, at bas og trommer sjældent markerer sig særlig meget, og at sangene tit lyder som om, de slet ikke skulle komme fra samme plade. Selve sangskrivningen kan man dog ikke tage noget fra, og åbningsnummeret, Search and Destroy er uanset udgaven en af de bedste rocksange nogensinde. Iggy synger med enorm desperation og overbevisning, og man mærker tydeligt tekstens pessimisme. Guitaren er også meget vild herpå, og den bevæger sig tit ganske stilfuldt udenfor rytmen. Den lidt mere stille Gimme Danger er en af de bedst lydende sange på Bowie-udgaven. Den er dybt seksuel, og den akustiske guitars tydelighed i hver eneste streng giver sangen noget karakter.

Your Pretty Face Is Going To Hell er en af de mest punkede sange. Mixet er desværre meget mudret, men Iggys vokal er ikke langt fra et black metal-growl til tider, så ondskabsfuld er den. Guitarsoloen mod slutningen er også rigtig vild, og den øger stemningnen markant. Heldigvis er denne ret tydelig i mixet, og den undskylder næsten den mudrede produktion. Gruppen vender tilbage til det seksuelle på Penetration, og det bliver seksuelt på den mest ukomfortable omend underholdende måde, man kan forestille sig. Det lyder til tider mere som et mord, end det lyder som sex, og de mange lyde, Iggy hæmningsløst ytrer mod slutningen gør kun nummeret mere sensuelt. Nummeret Raw Power er tæt på et glam-rock-nummer, og det lyder lidt hen af noget, New York Dolls kunne have lavet. Der er et meget simpelt klaverriff på dette nummer, men det giver nummeret masser af kant. Det føles rigtig impulsivt og råt, og ligesom på Gimme Danger, synes jeg faktisk, at Bowies produktion klæder nummeret, muligvis grundet hans erfaringer med glam-rock. I det hele taget er produktionen aldrig så forfærdelig, at man ikke tydeligt kan mærke Iggys styrker som både optrædende og sangskriver.

Hvor titelnummeret er meget energisk, bliver der skruet gevaldigt ned for tempoet på I Need Somebody. Den er krybende og underdanig, men på en yderst seksuel måde. Iggy tigger og beder om samvær med så stor desperation, at det kan synes ubehageligt. Med gruppens flotte sans for dynamik efterfølger de I Need Somebody med dens mere tempofyldte modstykke, Shake Appeal. Det er stadig, som titlen antyder, et meget seksuelt nummer. Hvis man må være lidt fræk, er dette dog pladens klimaks, altså seksuelt. Det er svært at lede tankerne hen på andet med den rus man føler i løbet af guitarsoloen samt de lyde, Iggy laver, der mest af alt lyder som en orgasme. Det er en fed udvikling, og jeg elsker samspillet mellem disse to numre. The Stooges er dog ikke gruppen der ender en plade med en orgasme. Ikke fordi det er for vulgært, det er blot for positivt. Afslutningsnummeret er derfor rettere den makabre Death Trip. Her opsummeres et væld af ungdommelig nihilistisk selvhad og personligt forfald. Guitarerne sørger for at bidrage til denne nedadgående spiral, og denne bliver helt ukontrolleret mod slutningen. Sangen slutter med et fade, hvilket ikke er min yndlingsmåde at slutte et album af på, men sangen fungerer som afsluttende statement, og Raw Power er et mesterligt album.

126 – Talking Heads – Remain in Light (1980)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads kan på overfladen blot virke som et fjollet firserband, der kom lidt tidligere end alle de andre fjollede firserbands. Det er dog på ingen måde en beskrivelse, der yder dem retfærdighed, for deres mest roste plade, Remain In Light, er så innovativ og aparte, at det er svært at fatte, at den blev udgivet allerede i 1980. Åbningsnummeret, Born Under Punches (The Heat Goes On) starter “blot” som et meget funky post-punk-nummer, lidt hen af noget Gang of Four kunne have lavet, men senere kommer mange elementer af Afrobeat, og mens nogle elementer bliver repeteret, kommer andre i massevis af lag, og ender i et stort cluster af lyd og galskab. Denne åbning er så sær og alligevel fængslende, at man ikke helt kan stoppe med at lytte til sangen. Afrobeat-lyden fortsætter på Crosseyed and Painless, især i forhold til hvordan forsanger David Byrne råbesynger over groovet, for derefter at gå over i melodiske, lettere psykedeliske korstykker. Den bidende koklokke er også værd at fremhæve. De inkorporerer endda et kort stykke, der mest af alt lyder som rap, men det forsvinder lige så hurtigt som det kommer. Talking Heads forstår om noget at ride grænsen mellem det morsomme og det ukomfortable.

The Great Curve er på mange måder et af de mere poppede numre, og på mange andre slet ikke. Omkvædet er simpelt og fængende, men lyden er som helhed mørk og dommedagsagtig, hvilket kun bliver stærkere af en skæv Robert Fripp-lignende guitarsolo fra Adrian Belew. Det simple omkvæd rammer også en intensitet til sidst, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man bør danse eller skælve. En sang, jeg dog har hørt så mange gange, at jeg næsten altid bliver glad af at høre den, er den sjove Once in a Lifetime. Her formår de, som de nok i højere grad gjorde senere i karrieren, at gemme det mørke og sindstvivlende under noget glad, poppet new wave. Det gør dog ikke, at de ikke rammer den stemningsmæssige “uncanny valley” til tider, men man får lige akkurat nok, så man stadig kan synge med på omkvædet. Houses in Motion er en på alle måder mere gruopvækkende sang, især grundet soloen til sidst, der mest af alt lyder som en halvslatten trompet. At Talking Heads’ tekster kan være svære at forstå øger i mine øjne denne følelsesmæssige usikkerhed. Hvad betyder “Visiting houses in motion”? Jeg ved det ikke, men det lyder syret.

Seen and Not Seen starter nærmest som noget vestkyst-hip hop fra 90’erne, og det ærger mig, at den aldrig er blevet samplet af Snoop Dogg eller Dr. Dre. Som sangen dog skrider frem, bliver den mere æterisk og for en gangs skyld, er der et meget klart narrativ. Det er en underholdende, lettere tankevækkende tekst. Instrumentationen er også mere tilbagelænet her, så teksten kommer virkelig i fokus. Det handler om udseende, identitet og mangel på samme. Det minder mig i grunden lidt om en sang som Showroom Dummies af Kraftwerk, hvilket kun er en god ting. Listening Wind indeholder nogle tydelige psykedeliske elementer, nogle instrumenter lyder endda til tider som om, de bliver spillet baglæns. Brian Enos produktion er noget af det væsentligste, der gør dette nummer gribende, og så meget mere inderligt end resten af pladen. Og så lægger det flot op til nok det mørkeste nummer, Talking Heads nogensinde har lavet. The Overload er ikke en sjov sang. Det er en langsom, grum sang, der sender kuldegysninger ned af ryggen. Den sætter et meget deprimeret punktum på en plade, der er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Hvis du vil høre, hvorfor Talking Heads ikke blot er nogle sjove firsergøglere, så lyt til Remain in Light. Den udtrykker eminent bandets dybde.

127 – The Mamas & the Papas – If You Can Believe Your Eyes and Ears (1966)

Udgivet den af
Svar

60’erne var et vigtigt årti for popmusik. Nogle af de største, mest indflydelsesrige popsange nogensinde blev udgivet på denne tid. Foruden massevis af klassikere af grupper som The Beatles og The Beach Boys, samt selvfølgelig Motowns guldalder, kan også nævnes udødelige sange som Be My Baby, Stand By Me, What a Wonderful World, Son of a Preacher Man og naturligvis California Dreamin’. Dette er uden sammenligning den mest populære sang, The Mamas & the Papas nogensinde har udgivet, og den var klart en væsentlig faktor i succesen af gruppens debutalbum, If You Can Believe Your Eyes and Ears. Den er mørk som få popsange fra samtiden, men samtidig fængende, og overraskende storladen i forhold til resten af albummet. Numre som You Baby, The In-Crowd og Do What You Wanna Do er meget mere simple, ja, faktisk søde sange. Denne solskinsfyldte lyd karakteriserer i langt højere grad albummet, hvis ikke gruppen generelt. Én måde, hvorpå California Dreamin’ dog klart repræsenterer pladen som helhed er gennem de smukke vokalarrangementer. Gruppens fire vidt forskellige stemmer spiller godt mod hinanden, og på hvert eneste nummer, har de arbejdet kreativt med sammensætningen af gruppens medlemmer.

Især når der er elementer af kanon, er jeg vild med det. Monday, Monday, California Dreamin’ og Go Where You Wanna Go er nogle af de bedste eksempler på dette. Det skaber virkelig en lækker lyd, når halvdelen af sangerne synger en linje, og før denne linje er færdig hopper den anden halvdel ind og begynder samme linje påny, mens det oven i købet harmoniserer. Deres harmonier bruges også til at opnå mange forskellige effekter. På Spanish Harlem er det romantik, på Straight Shooter er det psykedelia, og på California Dreamin’ er det drama. Der er med andre ord også en del variation på albummet. De individuelle numre har helt unikke identiteter, så man kommer overraskende vidt omkring på de blot 34 minutter, pladen varer. På den måde har pladen ikke som helhed rigtig et “statement”, og valget af The “In” Crowd som afslutningsnummer virker da ret tilfældigt. Det ville de fleste sange dog. Det bliver aldrig særlig farligt i lyden, og følelsesmæssigt møder man kun sjældent dybde. Det meste er på ingen måde dårligt, men gruppens ekstreme uskyldighed kan virke forældet i dag. Der er sjældent nogen kant, der bidrager til de fine arrangementer og melodier.

Mens de fleste numre lyder vidunderligt og udtrykker dejlig meget kreativitet, er der også nogle lidt svagere numre iblandt. Got a Feelin’ er lidt noget pyntet fyld, og den tikkende percussion bliver lidt irriterende i længden, selvom den er virkelig flot arrangeret. Somebody Groovy er lidt af et simpelt, blueset nummer, der let kan gå i glemmebogen, og det samme gælder Hey Girl, men selvom  de ikke er så mindeværdige, lyder de rigtig godt, hjælper pladens dynamik, og der er nogle interessante øjeblikke her og der på dem. Det eneste decideret dårlige nummer ville jeg dog nok sige var deres cover af Spanish Harlem, som jeg dog heller ikke har noget til overs for i originaludgaven. Ben E. Kings store stemme takler dog på originalen denne lettere vamle kærlighedssang markant bedre end mødrene og fædrene kunne drømme om. Men selv med denne omgang albumfyld, er det ikke til at komme uden om, at gruppen har talent. Både som sangskrivere og optrædende er de virkelig dygtige, og selv på de svagere numre er der masser at komplimentere. Når de bedste numre oven i købet er af så høj kvalitet som Monday, Monday, Straight Shooter, Go Where You Wanna Go og California Dreamin’, så kan pladen sagtens anbefales, hvis man kan lide denne afart af 60’ernes popmusik.

128 – Television – Marquee Moon (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg ved ikke helt hvordan det giver mening, at det kunne ske, men lidt under et år efter Ramones debuterede, og måneder før vi fik debuter fra Sex Pistols og The Clash, udgav det amerikanske band Television Marquee Moon, en plade, der vendte punkmusikken fuldkommen på hovedet. Genren trådte blot sine spæde skridt på dette tidspunkt, og alligevel tog Television det i en radikalt anden retning. Åbningsnummeret, See No Evil, er et godt eksempel på, hvordan de bruger typiske punk-virkemidler i form af energiske guitardrevne sange med masser af angst og vrede. Samtidig er kompositionen dog virkelig kompleks, især i forhold til det harmoniske samspil mellem de to guitarer – det er nærrmest jazzet. Andet nummer er den lidt mere poppede og vemodige Venus, der har et virkelig lækkert hook i form af en guitar, der nærmest er komponeret som en forvrænget walking bass. Noget Television gør rigtig godt i løbet af hele pladen er at gøre deres numre meget begivenhedsrige. Uanset hvilket instrument, man lytter til, sker der noget interessant, om det er simpelt eller kompliceret. Det gør pladen værd at lytte til mange gange.

Friction starter med et funky, stille guitargroove fra rytmeguitaren, der i løbet af nummeret bliver understøttet af geniale små licks fra leadguitaren. Leadguitaristen er en latterligt dygtig guitar-virtuoso ved navn Tom Verlaine. Han er utvivlsomt en af mine yndlingsguitarister, og han er også bandets forsanger. Hans vokalpræstation er ligeledes stilsikker, og den minder mig om vokalister fra moderne bands som Modest Mouse og Clap Your Hands Say Yeah. Hvis der er noget nummer, jeg vil fremhæve som pladens højdepunkt, er det utvivlsomt titelnummeret. Marquee Moon er en 11 minutter lang guitar-odysse. Det er en af mine yndlingssange i hele verden, og ikke alene er instrumenterne vældig kreativt arrangeret, så det hele lyder pisselækkert, men Tom Verlaines guitar udtrykker flere følelser, end jeg på nogen måde er vant til at opleve guitarister gøre. Den paniske Elevation har et mekanisk, ængsteligt hook, og nogle afdæmpede, melankolske vers. Overgangene mellem disse foregår virkelig naturligt, igen her via overlap mellem de top guitarister. Jeg havde måske foretrukket, hvis Verlaines stemme havde været mere nedtonet i versene, så hookets effekt kunne have været større, men uanset hvad er det et nummer, der alt efter tidspunktet efterlader mig enten måbende eller med gåsehud.

På Guiding Light tager Television en ganske forfriskende pause fra det ængstelige. Den lyder til tider endda en kende optimistisk, især takket være et simpelt omend lækkert lille guitarriff, der endda får assistance af klaver. Der er på dette nummer som på så meget af pladen en behagelig dynamisk vekslen, som gør, at nummeret konstant er spændende at lytte til. Lidt over et minut inde tror man fx, at nummeret nærmer sig et klimaks, men så bliver det hele klædt ned til den spinkle lyd fra starten af nummeret. Television er som altid fulde af overraskelser, og Prove It er ingen undtagelse. Her formidles frustrationerne endnu en gang så smukt i form af guitaren som forlængelse af Tom Verlaines udtryk, og strukturelt er den noget af det mest varierede på pladen. Nogle af linjerne lyder lidt barnlige herpå, og deraf skaber nummeret et ret anderledes billede fra de øvrige sange. Torn Curtain er det 7 minutter lange afslutningsnummer, og helt fra introen lyder det både æstetisk og melodramatisk. Den har et ret simpelt omend effektivt omkvæd, der spiller flot på samklangen mellem ordene “years” og “tears”. Meget passende for pladen generelt, afsluttes der med en guitarsolo af store følelsesmæssige proportioner. Det er en smuk afslutning til en smuk plade.

129 – Hank Williams – 40 Greatest Hits (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg er ikke en stor countryfan, det indrømmer jeg, og at skulle anmelde The Complete Hank Williams var derfor noget af en opgave. Men nu, hvor jeg har gjort det, kan jeg jo for alvor dømme, hvorvidt Hank Williams-opsamlingen 40 Greatest Hits fra 1978 virkelig har indsnævret det til creme de la creme af Williams’ værk. Der vil jeg utvivlsomt sige ja. Størstedelen af disse sange husker jeg ganske tydeligt fra mine oplevelser med mega-bokssættet. Når jeg får hans karriere i denne mere kondenserede udgave, er det på alle måder også tydeligere, at Hank Williams faktisk var virkelig god til det med ord. Man får så vidt, jeg har observeret, ikke et eneste uægte rim, og hvis det ikke var imponerende nok, er hver eneste tekst samtidig meget tydeligt formidlet, mens han samtidig konsekvent fokuserer på emnet. Ordvalgene er også meget naturlige for det miljø, han repræsenterer. Foruden dette har Williams også et rigtig godt øre for fængende melodier. Der er hele 40 sange på denne opsamling, men når jeg kigger ned af tracklisten, kan jeg sagtens huske melodierne til næsten alle sange bare ved at kigge på sangens navn. Dette er ej heller fordi de bare banker melodien ind, for kun ét nummer varer over 3 minutter.

Hvor Hank Williams’ melodier altid er fængende, ender han dog tit med at blive lidt for glad for visse af dem. Man skal ikke lede særlig længe for at finde to melodier, der er helt ens: femte nummer, Mind Your Own Business, er blot en mindre energisk udgave af åbningsnummeret, Move It on Over; A Mansion on the Hill, Wedding Bells og My Son Calls Another Man Daddy har også alle samme melodi. Foruden dette problem, så støder vi også på, at Hank Williams skriver om de samme emner rigtig tit. Han skriver om kærlighed, især at få sit hjerte knust, men også af og til de mere lykkelige sider af det. Der er også nogle få sange om andre ting, men der er langt mellem dem. Jeg indrømme, at Hank Williams’ stemme dog sælger disse emner rigtig troværdigt. Der er masser af følelse i hans stemme, og det er uanset emne. Hans vanlige små knæk kan dog godt ende med at være en smule irriterende i længden. 40 sange er trods alt ret meget. Til trods for deres korte gennemsnitslængde, er pladen næsten 2 timer lang.

Denne 2 timers længde er nok en af de helt store dræbere. Hank Williams udgav aldrig et album i løbet af sin levetid, kun en lang stribe singler. Han mestrede faktisk virkelig singleformatet, selvom jeg må indrømme at visse sange stadig er lidt for vamle til min smag. Ingen af sangene holder heller helt fantastisk i dag, da de er ret simple, og mest af alt er et grundlag, som mange sangskrivere har bygget på sidenhen, men en stor del er stadig charmerende og underholdende. Williams er utvivlsomt dygtig til det, han gør, men det gør ikke nødvendigvis hans værker særlig gribende. Hans talenter er dog så åbenlyse, at jeg helt klart kan anbefale folk, at lytte til ham, men 2 timers Hank Williams er simpelthen for meget. Det er ikke nær så svært at komme igennem som med The Complete Hank Williams, men det er stadig anstrengende. Vi lever i streamingalderen, lyt hellere til nogle assorterede sange her og der. Hank Williams har aldrig været tiltænkt albumudgivelser, så hvis du vil gøre dig bekendt med ham, anbefaler jeg rettere at lytte til individuelle numre som Move it on Over, Kaw-Liga, Jambalaya (on the Bayou), Why Don’t You Love Me, I’m So Lonesome I Could Cry, Dear John, Long Gone Lonesome Blues eller Hey Good Lookin’.

130 – Black Sabbath – Paranoid (1970)

Udgivet den af
Svar

Man kan ikke komme ind på heavy metals historie uden at nævne Black Sabbath. Ikke alene er det let at argumentere for, at de var de første til at lave heavy metal, men selv den dag i dag ses de som nogle af genrens helt store ikoner, og de var nok den væsentligste årsag til, at Copenhell 2016 var første gang, festivalen måtte melde udsolgt. Hvis man vil studere Black Sabbath, er det på alle måder oplagt at starte med deres klassiske plade Paranoid fra 1970. Debuten fra tidligere samme år er også glimrende, og ligeledes er mange andre Sabbath-plader, men Paranoid har virkelig særstatus. Vi snakker trods alt også om pladen, der åbner med det, der efter min mening er det bedste Sabbath-nummer nogensinde, nemlig den store anti-krigs-sang War Pigs. Efter en langsommere intro kommer noget af det mest intense, vilde rockmusik, der nogensinde er skrevet. Melodien minder meget om Behind the Wall of Sleep fra debuten, men alt er gjort bedre her. Trommerne er mere spændende, Tony Iommis guitar-licks er fænomenale, og Ozzys vokal har sjældent lydt bedre. Andet nummer, Paranoid, er en hurtig protopunket, energibombe om sindsforvirring. Teksten hertil er som med War Pigs helt genial, og den danner et rigtig godt billede af, hvad Ozzy synger om.

Et i dag ret overset nummer er Planet Caravan. Det er på ingen måder heavy metal, men rettere noget creepy, stemningsrigt psykedelisk folk af en art. Der er nogle ret jazzede trommer oveni denne lyd, og Tony Iommis afsluttende guitarsolo tilføjer til denne jazz-lyd. Det er faktisk ganske rart med en knap så hård sang midt i det hele, og det ville være rart, hvis moderne metalbands gad vige lidt væk fra den typiske metallyd af og til. Måske virker sangen en smule malplaceret, men dens dynamiske virkning er virkelig god. Efter den kommer nemlig yderligere død og ødelæggelse med klassikeren Iron Man. Man kan selvfølgelig i dag gøre meget grin med, at Ozzy synger det præcis samme som riffet, men jeg må være ærlig og sige, at det virkelig hjælper det mekaniske tema i sangen. Når man hører sangen alene lyder den lettere fjollet, men i albummets kontekst viser science fiction-ondskaben sig for alvor, og det lyder fantastisk. Riffet er blevet ikonisk af en årsag. Electric Funeral er i modsætning til Iron Man et nummer, der dynamisk udvikler sig rigtig meget. Der er mange overraskelser på nummeret, og Tony Iommi leverer atter vidunderlige guitarpræstationer.

Hand of Doom starter stille med end truende opvarmning via en sagte basgang, og lidt under et minut inde bryder sangen ud i en lille metaleksplosion. Bagefter gentager det sig, men her bliver eksplosionen større, og strukturen ændres fuldstændig. Til trods for dette, har nummeret en flot hale, og nummerets dynamiske struktur er nok den væsentligste faktor til, at jeg aldrig bliver træt af det. Hvor bas er drivrkaften bag Hand of Doom, er guitaren og trommerne i fokus på det instrumentale nummer Rat Salad, og de spiller godt op mod hinanden. De forøger faktisk hinanden i styrke rettere end at distrahere, og så hjælper det også lyden på pladen at få en lille pause fra Ozzys charmerende og dystre omend ikke særlig rene stemme. Afslutningsnummeret er Fairies Wear Boots, et mesterværk af samme proportioner som War Pigs. Her er den instrumentale åbning også vældig lang, og den bygger smukt op til den brutale sang. Mens det måske ikke er nær så hårdt som moderne bands som Cattle Decapitation eller Converge, sørger albummets såvel som sangens struktur for, at der stadig er en markant virkning. Man mærker stadig den lurende revolution, når man hører det i dag. Paranoid har ingen svage sange, og strukturen er stadig effektiv. Det er en af de bedste metal-plader nogensinde.