Forfatterarkiv: Kjartan

431 – Diana Ross & the Supremes – Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Diana Ross, Florence Ballard, Mary Wilson og mange andre har gennem tiden været medlemmer af R&B–pigegruppen, the Supremes. De var et af de største navne i løbet af 60’erne og 70’erne med sange som You Can’t Hurry Love, Baby Love, Where Did Our Love Go, You Keep Me Hangin’ On, Stop! In the Name of Love og Come See About Me – alle utrolig fængende kærlighedssange. Og disse blev med mange andre sange, også oftest om kærlighed, samlet på Anthology i 1974. Denne plade er så udkommet i forskellige udgaver i 1986, 1995 og senest i 2001. Og i dag anmelder jeg så 2001, der er rigtig lang. Hele 50 forskellige sange er at finde på den. Det enorme antal sørger selvfølgelig for, at man opdager masser af sange, man ellers ikke ville kende til. Og jeg er absolut glad for nu at kende til When The Lovelight Starts Shining Through His Eyes, I Want a Guy, In and Out of Love, I Hear a Symphony, Desværre er der også mange sange på pladen, som bare ikke er så fantastiske igen: Buttered Popcorn, The Tears deres covers af Bewitched, Bothered and Bewildered, A Hard Day’s Night og Whistle While You Work, bare for at nævne nogle eksempler.

Opsamlingen er desværre også kronologisk opbygget. Det er virkelig skidt for albummet, for man får det allerbedste lige efter hinanden, og de fleste skal nok et godt stykke ind i pladen, før de kan genkende et nummer. Midten af Disc 1 er derfor en ren hitparade. Starten og slutningen af denne er knap så kendte sange, men man opdager ofte nogle sande guldkorn. Disc 2 er derimod en lidt lunken affære meget af tiden. Det er ret cool, når de spiller sammen med The Temptations, og der er uden tvivl også mange gode sange, som de lavede på egen hånd. Der er dog desværre også en del sange, der ikke lyder af andet end dollartegn. Der er en god portion af deres senere karriere, som bare er det rene samlebåndsarbejde. Medlemmer kom og gik også meget i løbet af især gruppens senere år, så det er nærmest en smule trist at lytte på side to. Det er ikke decideret forfærdeligt, men det er rigtig ordinært. Supremes var i de første to tredjedele af 60’erne nogle rigtig friske unge kvinder, der arbejdede sammen med nogle helt fantastiske sangskrivere om at lave sublime popsange. I slutningen af 60’erne var de bare pinlige forsøg på at gøre deres storhed igen.

I 1967 forlod Florence Ballard dem, og hendes stemme var måske gruppens smukkeste. Og selvom Diana Ross og Mary Wilson stadig var der, føltes det ikke rigtig som the Supremes længere – det føltes dog som en ganske god efterligning. Sangskriverne lod også til at sænke ambitionerne, når Ballards smukke stemme ikke længere var en del af gruppen, men de var uden tvivl stadig dygtife. I 1970 forlod Diana Ross dem så også, og nu var det bare pinligt. Efter, du på Disc 2 har hørt Someday We’ll Be Together, så skal du bare sige tak for nu. Resten  af cd’en er ikke noget at skrive hjem om. Det er ganske vist optaget efter Diana Ross-æraen, men det føles som om, pigegruppegenren bliver skruet 10 år længere tilbage. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, for det er mest af alt covers af sange fra starten af 60’erne. Og det er ikke engang specielt gode covers. Jeg kan især som stor Beatlesnørd sige, at jeg er ekstremt skuffet over deres behandling af A Hard Day’s Night. Den mangler alt sin styrke, og især guitarsoloen er her helt til grin. Hvis du er stor Supremes-fan, så er Anthology nok noget for dig, men den er så langt fra perfekt. Der er nørde-guf til nørderne, men en god lytteoplevelse får man kun rigtigt på første cd.

432 – Peter Wolf – Sleepless (2002)

Udgivet den af
Svar

Peter Wolf var forsanger i the J. Geils band, der var et ganske succesfuldt band i 70’erne. I 1984 udgav han så sit første album uden resten af bandet ved navn Lights Out, og med et par års mellemrum mellem hvert album, formåede han at blive ret konsekvent som solonavn. I 2002 udgav han så Sleepless, og på den var der ret mange ganske gode numre. Albummet starter med den dystre, spansk inspirerede Growin’ Pain, hvor Wolf fortæller om stofmisbrug og dets påvirkning på ham selv og hans medmennesker. Han opfølger denne med et cover af countrysangen Nothin’ But the Wheel af Patti Loveless, hvor han synger sammen med selveste Mick Jagger. Den får mere et præg af soft-rock på Wolfs udgave, og man kan ret let høre hvor mange følelser, der især mod slutningen strømmer igennem de to karismatiske sangere. Så kommer en mere sentimental sang ved navn A Lot of Good Ones Gone. Denne lyder meget som noget, Jackson Browne kunne have lavet, og endda som noget af det bedste, han kunne finde på. Så kommer et cover af soul-sangen Never Like This Before af William Bell. Hans fortolkning lyder meget som noget af The Rolling Stones – især som Beast of a Burden. Næsten, så det nærmer sig plagiat, når han synger “never” igen og igen – men det lyder stadig fedt.

Wolf fortsætter latino-lyden fra åbningsnummeret på Run Silent, Run Deep. Han bliver meget bitter og med linjer som “Lady, you’re dyin’ of thirst, and soon you’ll be drownin’ in Hell” bliver man suget godt ind i dette dystre univers. Han følger godt op på dette med et cover af Otis Rush-sangen Homework. I Wolfs udgave minder den mere om de gamle akustiske bluessangere som Leadbelly, John Lee Hooker og Robert Johnson – den føles ganske autentisk, og Wolf kan uden tvivl sine bluesklassikere. Han følger den op med en noget mere poleret sang;  Five O’Clock Angel er ganske rørende, og man kan ikke lade være med at smile en smule af den. Hey Jordan har meget den samme lyd, men den er nok den sang på albummet, der gør mindst for mig. Den er en ganske sød historie om et kønsforvirret individ, men Wolf tager ikke rigtig historien nogen vegne. Han sætter dog godt gang i musikken igen på Too Close Together, hvor han med Keith Richards fra The Rolling Stones på guitar fortolker Sonny Boy Williamson på rigtig energisk vis.

Han byder da på et næsten rendyrket countrynummer ved navn Some Things You Don’t Want to Know. Jeg er ikke den store country-fan, og dette nummer er virkelig ikke en undtagelse. Der sker ikke rigtig noget rent musikalsk, og der bliver ikke lagt specielt meget følelse i. Det gør der til gengæld på Oh Marianne. Den er en ret oprigtig ballade, som Wolf får til at lyde ret så sentimental. Det er i øvrigt endnu en kraftig latino-lyd, hvilket gør sangen meget mere eksotisk end ellers. Wolf lyder rigtig charmerende, og den er ret svær at være vred på. Han afslutter Sleepless med et titelnummer. Det er ikke et ringe nummer, og det runder ret godt albummet af. Peter Wolf er en rigtig dygtig musiker. Han kan udfolde sig i mange forskellige genrer, og det hele lyder stadig ret godt. Det er dog ikke alle sange på Sleepless, der er lige gode, men en hel del fortjener mere anerkendelse, end de får. Sleepless kan anbefales til især fans af J. Geils Band, The Rolling Stones eller Jackson Browne. Han gør musikalsk ikke noget specielt unikt, men han kan virkelig sit kram.

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Udgivet den af
Svar

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.

434 – The Police – Outlandos d’Amour (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1978 debuterede rocktrioen The Police med Outlandos d’Amour, der flot blander mange forskellige genrer, her især punk, new wave og reggae – men den er på samme tid ofte ganske poppet. Den åbner med sangen Next to You, der også har kraftige blueselementer. De mest fremtrædende instrumenter på denne længende kærlighedssang er guitar og trommer, hvilket er spøjst, for den er som så meget andet på albummet skrevet udelukkende af bassist og forsanger Sting, hvis stemme er helt perfekt til så højlydte følelser. Sådanne får vi endnu flere af, når vi går hen til sang to, der ligeledes handler om længsel i form af So Lonely. Det er en af de mere reggae-inspirerede sange på pladen, men det forhindrer den ikke i at hive Sting ganske kortvarigt ind på mundharpe. Det er en ret sær portion, for han får aldrig rigtig spillet specielt meget på den. Mundharpen forsvinder stort set så snart den er kommet. En sand klassiker kommer da med ludderballaden Roxanne, der er den bedste sang om et forhold med en prostitueret, jeg kan komme i tanker om, og Stings følelser strømmer bare ud.

Generelt spiller kun Sting, Andy Summers og Stewart Copeland på denne plade, men de har et gæsteklaver på to numre, hvor det første er Hole in My Life, der ærlig talt er lidt for kluntet til min smag, i hvert fald når vi snakker de ret lange vers. Må dog indrømme, at omkvædet er ret sejt, og mod enden sker der ret seje ting med sangens ellers ret simple struktur. En noget mere helstøbt sang er Peanuts, som Sting skrev sammen med trommeslager Stewart Copeland. Herpå bliver punkelementerne rigtig tydelige. Sting bliver ret vred, og resten af bandet kan også finde på at gå lidt amok. Især Andy Summers får virkelig mulighed for at vise sig. Den er ret undervurderet blandt Police-sange, hvis du spørger mig, og det er nok en af de bedste på pladen. Sting går i spåner på Can’t Stand Losing You, der virkelig er en simpel sang, men den får udnyttet det hele meget bedre end f.eks. Hole In My Life gjorde. Så kommer Truth Hits Everybody, der er en af de mest energiske sange på pladen. Omkvædet er nok lidt for ensformigt, så man ender med at blive lidt træt af den, når det til sidst bliver gentaget igen og igen.

På Born In the 50’s er der tydelige musikalske inspirationer fra musikken fra de sene 60’ere, hvor Sting var en ung mand. Sangen fortæller historien om en generation, men jeg tror ikke helt, de vidste, hvor de ville hen med det. Konklusionen ender bare med at være, at ting er, som de er. Be My Girl – Sally er i starten en så latterligt simpel popsang, at man ikke rigtig kan tage den seriøst. Da giver Andy Summers os noget spoken word og et jazzet improvisationsklaver. Det er nok pladens særeste punkt, men det er svært ikke at lade sig fascinere af det. Og så varer det heller ikke lang nok tid til at blive irriterende. Afslutningsnummeret, Masoko Tanga, er opført på noget, der efter egen antagelse nok er et vrøvlesprog. Det nummer er faktisk også meget jazzet, og vokalen er mixet ret lavt, så den faktisk bevæger sig på bølgelængde med instrumenterne. Det er et ret godt nummer, selvom det langt fra er den vanlige Police-stil. Outlandos d’Amour er et rigtig godt album. Det er farverigt og eksotisk til trods for det lave antal musikere, og den ofte ret simple musik. Der er liv og sjæl i optrædenerne, og det lyder ikke rigtig som noget andet, tiden havde at byde på – end ikke som senere Police-albums.

435 – PJ Harvey – To Bring You My Love (1995)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey var et af 90’ernes største kvindelige rocknavne. Hun gjorde sig godt bemærket med pladerne Dry og Rid of Me og en af hendes bedste plader udkom derefter; To Bring You My Love fra 1995 er helt kanon, og den starter med et helt formidabelt titelnummer. Harvey synger på truende vis over en meget dyb guitar, der to gange bygger op til klimakser efterfulgt af dystre orgeler. Orgelet er en af de væsentligste instrumenter på hele pladen, for da kun et eneste nummer bruger bas, er orgelet ofte erstatning for dette. Man tænker næppe lige over det, men det gør lyden meget finurlig. Pladens andet nummer, Meet Ze Monsta, er en mere destruktiv sag, og Harvey er en smule skræmmende på den, når hun råber om store sorte monsuner. Oven på sådan en bombastisk sang er en stille sang, hvor man knap nok kan høre, hvad Harvey synger, så meget desto mere uhyggelig. Man tror hele tiden, at hun er på vej til at gå fuldkommen amok på Working For the Man. Den sang ville nok være ganske svag på egen hånd, men efter Meet Ze Monsta er den helt perfekt, og det er sådan noget, albumstruktur handler om.

Da når vi til C’mon Billy, der er en meget længende, oprørt sang, men det er langt fra en traditionel ballade. Jeg ved ikke hvem Billy er, eller hvad Harvey har at gøre med ham, men hver gang, jeg lytter til sangen, føler jeg, at jeg lærer mere og mere om ham. Hvis nogen sang på pladen er værd at lytte til igen og igen, så er det denne. Teclo, som kommer derefter, er en af de mindre interessante sange, hvis du spørger mig. Den er konsekvent ganske stille og langsom, og den måtte godt være lidt kortere end fem minutter, når man tager i betragtning, hvor lidt den udvikler sig. Den har dog en helt utrolig dyster stemning, hvis du spørger mig, og den stille lyd, giver meget effekt til det efterfølgende nummer, Long Snake Moan. Denne sang angriber lytteren yderst voldsomt med masser af guitar, og da der rent faktisk er en bas på her, lyder det mere som et traditionelt rocknummer, hvilket dog bliver atypisk i kontekst. Så kommer Down By the Water, der på rigtig flot vis bruger en strygerkvartet, som man også kan møde på to andre numre, men her skinner de virkelig. Og når Harvey begynder at hviske… uh, jeg får gåsehud.

I Think I’m a Mother er endnu et nummer, der på egen hånd ikke kan opnå ret meget. Men på albummet fungerer det ret godt som en overgang mellem Down By the Water og Send His Love to Me. Den er dog ikke så meget mere end en overgang, hvorfor 4 minutter da er lidt i overkanten, men den er et ganske frisk pust i i hvert fald de første to af dem. Send His Love to Me er en af de mange sange på pladen, der refererer til kristendom, og den gør det ikke på en vis, så Harvey virker særligt religiøs. Det virker mere som metaforer og billedsprog – for hvad ved jeg ikke, men det lyder ganske godt, og de gør følelserne lettere at forstå. Albummet afslutter med The Dancer, der fungerer rigtig godt som et absolut klimaks til albummet. Harvey er en rigtig dygtig musiker, og To Bring You My Love er blot et af hendes mange fantastiske albums. Hendes albums er også ganske konsekvente, hvad angår kvalitet, så vær ikke bange for at lytte til resten af hendes diskografi, efter du har hørt denne.

436 – Brian Eno – Here Come the Warm Jets (1974)

Udgivet den af
Svar

Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water“ – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.

Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.

Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.

437 – George Harrison – All Things Must Pass (1970)

Udgivet den af
Svar

I the Beatles havde frontguitarist George Harrison ikke specielt stor rolle som sangskriver, og det er rigtig synd, for han er slet ikke dårlig i den rolle. Store klassikere som When My Guitar Gently Weeps, Something, Here Comes the Sun og Within You Without You, men desværre stjal Lennon og McCartney ofte lyset fra ham, og de lavede faktisk en regel, om at Harrison kun måtte lave en eneste sang per side på en plade. Han lavede så også nogle plader på egen hånd i bandets sene år, og efter de gik hvert til sit, kunne han endelig fokusere fuldstændig på en soloplade. Resultatet af alt dette arbejde kom så i form af All Things Must Pass, der i sin oprindelige form strakte sig over 3 vinylplader, hvilket var et ganske sjældent syn! De to første dannede selve All Things Must Pass, og den tredje fik navnet Apple Jam. Apple Jam består mest af alt af nogle improviserede stykker, der opstod mens Harrison og bandet jammede. De er rigtig gode, og de viser rigtig flot, hvor dygtige musikere vi har at gøre med, og især Harrison selv gør det virkelig godt på guitar.

De to første sider oser dog også ligeledes af kreativitet i en nærmest eksplosiv grad. Harrison roder sig ud i utrolig mange forskellige stilarter, men han sørger for at holde albummet dynamisk nok, til at man kan sluge det hele. Selvom der er langt mellem Dylan-coveret If Not For You, der egentlig ikke lyder forfærdelig anderledes fra Dylans udgave, og Art of Dying, der har en rimelig klar diskolyd, til trods for at disko slet ikke var opstået endnu, har det hele tiden George Harrisons præg. Det er lidt som hvordan the Beatles lavede musik i så mange genrer, mens de oven i købet revolutionerede en god portion af dem, samtidig med at de altid lød som the Beatles. George Harrison skrev ganske vidst nogle ganske gode melodier, men hans tekster er ikke altid specielt mindeværdige. Ikke at han ikke kan skrive gode tekster, Beware of Darkness og Isn’t It A Pity er alene to rimelig gode eksempler på, at han kan formidle lyrik godt. Andre gange er det ikke noget specielt, men det distraherer ikke fra lytteoplevelsen, at What Is Life og Wah-Wah har ordinære tekster. Det bliver dog aktivt irriterende at høre på hans meningsløse ombytning på ordene i I Dig Love eller hans kedelige tilbedelse af gud på My Sweet Lord.

Produktionen på pladen er generelt meget fyldig og stor. Og det kan meget have noget at gøre med, at Harrisons medproducer var ingen ringere end Phil Spector, kendt for sin Wall of Sound-teknik. Spectors bidrag er rigtig tydelige på What Is Life, Wah-Wah, Apple Scruffs, Awaiting You All og Hear Me Lord. Der er dog numre, hvor han heldigvis har holdt lidt igen. Man kan stadig godt høre hans stil, og det er jo godt, for han er en eminent producer, men han overdriver det ikke specielt meget på Isn’t It A Pity, Let It Down, Run of the Mill og If Not for You, og det er rart også at høre en mere rå, nedtonet udgave af Harrison til tider, selvom Spector jo er helt genial. Jeg kunne let klage over albummets længde, men der er virkelig ikke mange sange, jeg ville have fjernet. I Dig Love er bare alt for dum og fjollet, mens den formår at være dette på en ret kedelig måde, og jo mere religiøst et nummer er, des mindre kan jeg virkelig heller relatere til det. Jeg må dog indrømme at Hear Me Lord har en helt fantastisk lyd. Men jo, All Things Must Pass kan klart anbefales. Harrison og Spector arbejder fantastisk sammen, og hvis du kan lide Harrison-skrevne Beatles-sange, så er det nok klart et album for dig.

438 – Big Star – #1 Record (1972)

Udgivet den af
Svar

The Box Tops havde i 1967 et rigtig stort hit med The Letter, og denne sang introducerede verden til den helt utrolige sanger og guitarist Alex Chilton. I 1970 gik bandet hvert til sit, og Chilton dannede Big Star med trommeslager Jody Stephens, sanger og guitarist Chris Bell og bassist Andy Hummel. I 1972 udgav de så en debut med det simple navn #1 Record. Albummet starter ud med den meget energiske Feel, der er fuld af masser af interessante elementer. Rock and roll-klaver, en flot saxofonsolo og godt med saft og kraft i guitarens power-akkorder. Og et kor sørger også virkelig for at løfte Chris Bells vokal op mod nye niveauer. En af gruppens stærkeste sange er The Ballad of El Goodo. Der er rigtig meget følelsesmæssig styrke i den sang, og det er en af Alex Chiltons bedste vokalpræstationer. Og koret sørger virkelig også for at give sangen fylde og størrelse. Den Bell-sungne In The Street er også et helt fantastisk nummer. Det er i den mere energiske afdeling, og Bells riff er dejlig fængende. Den var ikke engang et hit, men den lugter så langt væk af 70’erne, at Cheap Tricks cover af den blev gjort til temasangen for tv-showet That 70’s Show.

Den Chilton-sungne Thirteen er nok et af de bedste numre nogensinde. Jeg ville kalde det en af de 5 allerbedste kærlighedssange, jeg har hørt. Den er egentlig ikke andet end Alex Chiltons stemme, to guitarer og til tider et kor. Men denne simple lyd passer helt perfekt til sangen. Teksten er fuldstændig direkte, så der er i grunden ikke meget at forstå. men den er mange genhør værd på grund at det væld af følelser, Chilton lægger i vokalen. Don’t Lie to Me bliver sunget af Bell, og det er en af de simpleste melodier på pladen, men den er rigtig fængende, og den bluesrock-inspirerede lyd derpå er ganske unik blandt resten af sangene. Da kommer den eneste sang, trommeslager Andy Hummel synger for på, The India Song. Det er en ganske sød sang, og selvom Hummels den er dejligt drømmende, er den en kende fjollet og intetsigende, og Hummels falset kan godt ende med at blive ret så irriterende. Det er også den eneste sang, Hummel har skrevet, og det er måske den svageste sang, Big Star lavede på de tre oprindelige plader. Chilton overtager heldigvis nok engang mikrofonen på When My Baby’s Beside Me, som er endnu en stærk, fængende poprock-sang.

Chris Bell ryger da op i en helt enorm form for lykke på My Life Is Right, og Alex Chilton drømmer med dejligt mange strygere på Give Me Another Chance. For ikke at forglemme Chris Bells yderst oprigtige ballade, Try Again. Alle tre sange er rigtig gode, forstå mig ret, det er det meste af albummets sidste halvdel, men den første del af albummet griber meget bedre fast om lytteren. Feel, The Ballad of El Goodo, Thirteen og In the Street er virkelig fængende, stærke melodier, der griber godt fast om lytteren, og der er virkelig kun én sang på sidste halvdel, der på samme måde kan fange min interesse som lytter. Det er den Watch the Sunrise med Chilton på Vokal. Det er et helt perfekt nummer, hvor Chilton oser af lykke og oprigtige tanker om, at alt nok skal gå. Det ville det så ikke, ville senere albums vise, men Chilton var jo ikke profet, bare en dygtig musiker. Chilton og Alex synger til sidst sammen på et ganske kort nummer ved navn ST/100. Det føles ikke så meget som et helstøbt nummer men rettere som en outro til en af de bedste powerpop-plader, der nogensinde er blevet lavet. Det er ikke perfekt, men der er rigtig mange stærke sange.

439 – Nirvana – In Utero (1993)

Udgivet den af
Svar

Nirvana udgav i 1991 singlen Smells Like Teen Spirit, og uanset hvad du synes om den sang rent musikalsk, kan det ikke benægtes, hvor meget den har påvirket musikkens verden sammen med albummet det var på, Nevermind. Før de blev store, var alternativ rock, noget kun musiknørder lyttede til, og af og til fik R.E.M., Sinéad O’Connor eller The Cure måske et hit. Efter Nirvanas gennebrud var alternativ det nye mainstream, og det bedste af det hele var, at Nirvana slet ikke prøvede på at få sådan en popularitet. Forsanger Kurt Cobain kunne decideret ikke lide det, og hvad skal man så udgive, når man er blevet verdens største band. De var slet ikke forberedte på, at folk forventede så meget af dem. Men Cobain kunne netop slet ikke lide livet som superstjerne, så han udgav et album, hvor han virkelig gjorde sit bedste, for at undgå, at deres popularitet fortsatte. Derfor fik vi In Utero, hvor Cobain i musikken tog flere inspirationer fra noise-rock, og selvom han også tidligere havde skrevet grumme tekster, havde han aldrig skrevet en sang, der decideret hed Rape Me.

Albummet starter med den rigtig forpinte Serve Servants, der især i versene har en rigtig slibende og upoleret. Den grove lyd fortsætter på Scentless Apprentice, hvor Cobain også ender med at skrige sig igennem dele af sangen. Man kan høre noise-lydene rigtig tydeligt her, og der er faktisk også elementer af blues-rock. I slutningen nøjes han ikke blot med at skrige, han decideret græder i et par sekunder. Så får vi en af albummets mere poppede sange, men det er absolut kun poppet i relativ forstand. Lyden på Heart Shaped Box minder måske meget om den på Nevermind, men det gør kun teksten tydeligere, og der finder man altså linjer som “I wish I could eat your cancer when you turn black”. Og det er kun en af de mere eksplicit grumme linjer. Næste nummer, Rape Me, prøver i starten at narre dig til at tro, at du lytter til Smells Like Teen Spirit, men så snart Cobain siger åbner munden, udvikler det sig til sin helt egen, ganske provokerende sang. Teksten er rimelig simpel, og mens man selvfølgelig kan se den som både vovet og usmagelig, kan man også se den som blot en god lyris behandling af voldtægt, selvom den er mere eksplicit end de mange af andre sange om emnet, alternativ rock har at byde på.

Det bliver rigtig hårdt igen på Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle, og da kommer nogle utrolig store følelser ud, mens den mere stille lyd på Dumb gør, at følelserne kommer ud på en meget mere indelukket og selvbebrejdende vis. Der er en mellemting mellem de to på Very Ape, der virkelig ender med at blive fortvivlet, som det stressede, post-punk-inspirerede beat gentager sig mere og mere – en teknik, Public Image Ltd. var eksperter i. Der er også lyd af post-punk på Milk It, der også har stærke elementer af metal på sig. Hvis du vil høre Nirvanas mest dynamiske afdeling, så er det her, for han går virkelig fra at mumle til at skrige, og musikken følger med. Pennyroyal Tea har et helt enormt væld af følelser, og i den meget forpinte, larmende afdeling er Radio Friendly Unit Shifter, der ironisk nok ikke er et spor radiovenligt nummer. Og hvis Cobain ikke lød psykopatisk på Milk It, så gør han det så sandelig på Tourette’s, hvor det næsten lyder som om, han kunne dræbe hele nabolaget. Albummet slutter med den klassiske All Apologies, der er lige så indbliksrig som resten af albummet, mens den dog er meget mere tilgængelig. Det er en god afslutning til albummet, og hvis vi ikke medregner live-albums eller opsamlinger, runder den også godt hele deres diskografi af. In Utero er et suverænt album. Alle sangene holder rigtig godt, det er rigtig dynamisk, og det er også dejligt anderledes i forhold til resten af Nirvanas albums. Kan klart anbefales.

440 – Beck – Sea Change (2002)

Udgivet den af
Svar

Beck gjorde sig i 1993 berømt med sangen Loser, der er en meget abstrakt, fængende, alternativ sang, der på blot fire minutter blander så meget rock, folk, country, hip hop, psykedelisk musik og blues, at man ikke rigtig kan kalde det for nogen bestemt genre. I 1996 udgav han så albummet Odelay, der blev rost til skyerne til højre og venstre for bl.a. ekstrem høj kreativitet og variation. Beck var nu blevet en stjerne indenfor den mere barokke, sære, eksperimentelle afdeling af musikverdenen. Derfor chokerede det mange, da han i 2002 udgav Sea Change. Beck havde altid været meget uforudsigelig, men Sea Change overraskede nok især mange, fordi det var et forholdsvist traditionelt lydende album. Det er lidt af en blanding af folk og Radiohead. Det har nok meget at gøre med at albummet er produceret af selveste Nigel Godrich, der har produceret alle Radiohead-albums siden OK Computer fra 1997. Han gør lyden rigtig fyldig og interessant. Mens Sea Change kunne være endt som blot et ganske simpelt akustisk folk-rock-album, gjorde Godrich det til et rigtig rigt lydunivers, uden dog på nogen måde at distrahere fra Becks rørende fortællinger.

Becks tekster er utrolig kraftige på dette album. De er egentlig ganske vage, men det gør dem kun lettere at forholde sig til, selvom det selvfølgelig gør det sværere at forstå den store helhed. Det handler dog ikke rigtig om at forstå denne helhed, da det er et meget følelsesdrevet album. Og følelserne kommer rigtig tydeligt igennem, og man kan rigtig let følge med i dem. Hele albummet, med undtagelse af It’s All in Your Mind, blev skrevet på 2 uger, efter Beck og hans kæreste slog op med hinanden. Der er derfor rigtig stor fokus på hjertesorg og følelsesmæssig tumult. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Becks anden musik, ville det være, at der sjældent er specielt mange følelser afspejlet i musikken, selvom det på sin vis også har sin charme. For at citere en anden anmelder, som jeg desværre ikke har kunnet finde ud af navnet på, repræsenterer Becks tidligere albums kunstneren Beck. Sea Change repræsenterer mennesket Beck Hansen. Beck er rigtig godt nede på jorden, og han føles utrolig oprigtig og reel. Man kan slet ikke høre, at dette er en form for musik, han ikke var vant til at lave.

Nigel Godrich sørger også for at tilføje masser af elementer, der virkelig sørger for at drive musikken i den rigtige retning. Især de mange strygere, som man i øvrigt knap nok lægger mærke til, gør musikken til en mere hel oplevelse. Der er i de sidste mange år blevet lavet rigtig mange kedelige sange med en fyr, der bare sidder med sin akustiske guitar og driver den af, fordi det er den absolut simpleste form for musik at lave. Kend nogen akkorder, sammensæt et par stykker af dem, og begynd at nynne lidt til dem, og før du ved af det, har du din melodi. Så skal du bare finde på en eller anden tekst, og så er du færdig. Der er utrolig mange, der ikke går meget længere end det, men Beck og Nigel Godrich har sørget for at polere albummet, så det er lige det, det skal ende med at være. Og Godrichs produktion giver også større dynamik, da bl.a. strygere sørger for at tilføje stor variation i lyden, da der ofte opstår helt enorme klimakser, hvor alle mulige lyde når sammen om at skape noget spektakulært. Sea Change er et formidabelt album. Hvis du ikke decideret har noget imod folk-rock, så lyt til det. Det er helt utroligt.