Tag-arkiv: Singer/songwriter

320 – Nick Drake – Pink Moon (1972)

Udgivet den af
Svar

Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske albums, men den gjorde ham også meget sky, og det ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink Moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter Later, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink Moon ville han dog tage det ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Dette sørger for, at Pink Moon bliver til en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer rigtig tydeligt igennem. Han starter albummet rigtig godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende snakker om dommedagens kommen. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.

Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen Know begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang, så vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – det er det eneste, der optræder på samtlige numre – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, From the Morning, går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale sange, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake stadig kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.

Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink Moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden, så er tempoet generelt meget langsomt, lyden er generelt meget stille, sangene er generelt meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink Moon. Det er et dybdegående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og intet musik reflekterer det bedre end det, der er på den. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink Moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Der er kvalitet fra hoved til hale herpå.

321 – Randy Newman – Sail Away (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke er den store fan af Randy Newman. Det vil jeg stadig ikke sige, men han har i hvert fald sine flotte øjeblikke mellem de kedeligere numre, og disse er mere fremtrædende på hans tredje album, Sail Away, end på noget andet, han har lavet. Normalt plejer jeg at hakke lidt på Newmans mangel på interessant instrumentation. Det kan jeg dog ikke gøre for særlig mange af numrene på Sail Away. Der er ganske vist sange som Simon Smith and the Amazing Dancing Bear og God’s Song, hvor man ikke finder andre instrumenter end Newmans klaver, men tit har han nogle virkelig skønne strygere med sig. Flot brug af strygere ses f.eks. på numrene Sail Away, Burn On og He Gives Us All His Love. Jeg ved ikke om det blot er mig, der er blevet mere moden i min forståelse af sangskrivning, men hans melodier virker her meget skarpere end ellers. Sangene kører virkelig gnidningsfrit, og de minder mig om en af mine yndlingssangskrivere, nemlig Tom Waits. Tom Waits var uden tvivl inspireret af Newman på sine tidligste plader, især af sange som Lonely at the Top og Last Night I Had a Dream.

Newman er også meget varieret i sin sangskrivning. Igen, tidligere syntes jeg, at det hele lød ens, men på denne plade virker det som om han bare prøver alle teknikker af. Han afspejler både glade, nærmest naive følelser med sange som Simon Smith and His and the Amazing Dancing Bear og mere dystre stemninger med et nummer som Lonely at the Top. Med det sagt, så er ikke alt på Sail Away fantastisk heller. Jeg har virkelig svært ved at huske sange som Old Man og Dayton, Ohio – 1903. Memo to My Son er ikke helt i samme kategori som disse, men den er en forholdsvis monotom sang, der samtidig i sin lyd minder ret meget om Mama Told Me Not to Come, som Newman skrev til Three Dog Night og selv optog en udgave af i 1970. Sail Away fortjener som alle Newmans tidligste plader stor ros for sin længde. Sangene bliver aldrig ved i længere tid end de kan tåle, og der er ikke for mange af dem. Til trods for de kun 30 minutter, pladen varer, så er man godt mæt i slutningen. Man får en så tætpakket oplevelse, at man sagtens kan blive tilfreds af de 30 minutter.

På denne plade finder man også sangen You Can Leave Your Hat On – ja, den sang, Joe Cocker ville gøre populær i 80’erne. Jeg kan nok bedst lide Newmans udgave. Det klæder sangen at være så langt nede på jorden, og det ret ensartede klaverriff virker ret irriterende i Cockers bombastiske udgave. Foruden dette, så er sangen bare mere varieret med Newman på sig. Jeg har endnu slet ikke nævnt mandens fantastiske tekster, der var det første, jeg bemærkede ved ham. Han er virkelig sarkastisk, og han rører mere ved politik på dette nummer end på nogen anden plade. Jeg elsker hans fortælleteknik, hvor han ofte synger fra et synspunkt, som han ikke er enig i. Hans bedste øjeblikke i denne teknik er på denne plade i form af Sail Away, He Gives Us All His Love, Political Science og God’s Song. Han behøver dog ikke at være så bitter i sin lyrik for at være interessant. Han kan sagtens bare nydes for at være forfærdelig legesyg. Lonely at the Top, Last Night I Had a Dream og Simon Smith and the Amazing Dancing Bear. Jeg elsker virkelig dette album, og jeg forventede slet ikke at kunne lide det. Selv hvis du ikke kan lide Newman normalt, så giv Sail Away en chance.

327 – Alanis Morissette – Jagged Little Pill (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1991 debuterede en blot 16-årig kvinde ved navn Alanis Morissette med albummet Alanis, og året efter udgav hun albummet Now is the Time. Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg har hørt specielt mange af sangene på disse albums, men jeg kan da sige, at selvom alle sangene var delvist skrevet af hende selv, så var det meget upersonlig musik. Det var feel-good popmusik for et publikum, der var ca. 6 år yngre end hende selv. Det er ikke noget at blive specielt ophidset over. Grunden til, at jeg alligevel nævner det, er, at hendes tredje album, Jagged Little Pill fra 1995, var en ikke blot meget personlig plade, men den var også godt gammeldags vred. Lige fra åbningsnummeret, All I Really Want, har hun sine vrede små knæk, der gør hende sådan en genkendelig sanger, i gang for fuld udblæsning, og teksten er ikke mindre bitter. Hun bliver kort efter for alvor gal på nummeret You Oughta Know, der vel nærmest kan kalde hendes signatursang. Man kan blive decideret bange for hende med linjer som “you told me you’d hold me until you died, ’til you died, but you’re still alive” eller “Every time I scratch my nails down someone else’s back I hope you feel it”.

Jovist, Jagged Little Pill er fuld af vrede sange, og det er da nok også albummets fokus. Jeg ville nok endda lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var det, hun var bedst til. Om ikke andet kommer der lidt variation i form af den reflekterende You Learn, den ganske vist ikke entydigt lykkelige, men uden tvivl ikke på nogen måde vrede Head Over Feet, den mest af alt triste Ironic – ja, i det hele taget er sidste halvdel af albummet generelt ikke nær så vred. Det føles meget som om, hun reflekterer over sine vredesudbrud i starten. Der er dog en meget væsentlig undtagelse hertil, nemlig afslutningsnummeret. Det er en gentagelse af You Oughta Know, dog er den her mixet til at være en smule hårdere. Man lægger ikke rigtig mærke til det, men hvis man bytter om på de to udgaver i rækkefølgen, så føles det bare forkert. Det bedste ved at afslutte med denne sang er, at albummet bliver smukt afrundet. Morissette råber højt og selvbevidst, at sådan er pladen altså, om du så kan lide det eller ej.

Noget trist ved denne plade er, at nogle af sangene slet ikke gør noget for mig. Den første halvdel er fuld af gode sange, men på anden halvdel finder man sangene Mary Jane og Wake Up. Wake Up har sine fans, men selv kan jeg ikke se så meget i den, der adskiller den fra resten af pladens sange, selvom den er en ganske god sang på egen hånd, og Mary Jane er bare virkelig kedelig. Der sker næsten intet, og Morissettes stemme er usædvanlig ren og personlighedsløs, hvilket man ikke forventer at sige om sådan en karakter som hende. Desuden er der bare en vis mangel på originalitet. Det er pop-rock, som man har set det så tit før, og selvom der er meget personlighed og god sangskrivning, så føler jeg af og til, at jeg mangler en årsag til ikke bare at lytte til Tori Amos, Oasis, Liz Phair, Semisonic, Sheryl Crow, Goo Goo Dolls eller Fiona Apple – og det er end ikke fordi, jeg kan lide alle disse bedre end Morisette. Alanis Morisette fik dog virkelig skrevet sig ind i historiebøgerne med Jagged Little Pill, og med sin perlerække af hits og stærke sangskrivning, så bliver den der nok.

 

328 – Liz Phair – Exile in Guyville (1993)

Udgivet den af
Svar

Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monotom i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver på at skabe. Navnet Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som med denne, kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.

Phair har måske været rigtig simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. Canary, Girls! Girls Girls!, Shatter, Flower og Johnny Sunshine er eksempler på sange, der har en meget æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt, så har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anderkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især som hun senere i sangen, der i øvrigt hedder Fuck and Run, synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love ’cause he’s in it?”. Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.

Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal få ros. Hun har skrevet nogle meget fængende melodier, og nogle melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem Flower og Johnny Sunshine. De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem uden hinanden. Jeg har virkelig svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90’ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.

331 – Neil Young – Tonight’s the Night (1975)

Udgivet den af
Svar

Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the Gold Rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet mange andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the Night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at tilgå. Der blev ikke udgivet nogen singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske Come on Baby Let’s Go Downtown, der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed gik. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, lægger der nok meget sandhed bagved.

Nogle gange kan Tonight’s the Night være ret svær at lytte sig igennem. En ting er de meget triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det blive mere end man lige kan klare til tider. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han slet ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge mange følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som Borrowed Tune, Mellow My Mind, Albuquerque og Tired Eyes. Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust Never Sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på Tonight’s the Night reelt det samme nummer. De hedder henholdsvis Tonight’s the Night og Tonight’s the Night, Pt. 2. Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.

Det bedste ved Tonight’s the Night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem Tonight’s the Night og Tonight’s the Night Pt. 2 helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er virkelig skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på Tonight’s the Night, Pt. 2. Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde Come on Baby Let’s Go Downtown, der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the Night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du endelig formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som Swordfishtrombones, Rain Dogs, Bone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of Paint, San Diego Serenade, Diamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.

344 – Lou Reed – Berlin (1973)

Udgivet den af
Svar

Lou Reed forholdt sig med sin gruppe The Velvet Underground i 60’erne sjovt nok forholdsvis meget i undergrunden. Feinschmeckere lyttede til bandet, og han var ikke just en enorm rockstjerne. Det var da særdeles overraskende, da hans andet soloalbum Transformer fra 1972, blev en helt enorm succes. Det var ganske vist produceret af David Bowie, men selv med det faktum taget i betragtning, så er det mærkværdigt at han kunne blive så populær, når hans sanges væsentligste emner var heroin, transeksualitet og vold. Med alle de penge, han tjente på Transformer, startede han sit mest ambitiøse albumprojekt nogensinde, nemlig Berlin, som han udgav under et år efter Transformer. Berlin er et 50 minutter langt konceptalbum om et ægteskab, der bare går fuldkommen i stumper og stykker. Forholdet ødelægges af stoffer, alkohol, prostitution, vold, depression og ufatteligt triste omstændigheder. Værst af alt er dog, at parret, der i øvrigt hedder Jim og Caroline har børn.

Lou Reed fik et helt enormt orkester til at spille på Berlin. Der er nogle virkelig imponerende arrangementer diverse steder på pladen, og både blæsere, strygere og mere traditionelle rockinstrumenter bliver spillet af formidable musikere. Det får virkelig en til at åbne munden på vidt gab af og til, så storladent bliver det. Og overraskende nok passer det tit godt til de deprimerede tekster. Jeg vil dog sige, at det langt fra er hver gang, det virker. Nogle gange kan det blive decideret distraherende, f.eks. på Lady Day, How Do You Think It Feels og Oh, Jim. Den store, pompøse og bombastiske lyd, som af og til opstår, passer bare ikke så godt til de meget triste sange, Lou Reed ellers havde skrevet til Berlin. Heldigvis opstår denne kontrast ikke alt for ofte, men det sker ofte nok til at man lægger mærke til det. Jeg vil dog give Reed meget ros for i det hele taget at ture at have sådan en enorm kontrast mellem tekst og lyd. Og at det faktisk fungerer oftere, end det går galt, er meget imponerende, og det viser, at Berlin i hvert fald blev behandlet med omhu.

Mange af sangene på Berlin er faktisk nye udgaver af tidligere Lou Reed- og Velvet Underground-sange. Der er ofte lavet drastiske ændringer, men oftest klæder de albummets helhed ret godt. Teksterne på albummet er ofte meget rørende. De mest følelsesladede sange er Caroline Says II, Oh Jim, The Kids og Sad Song. Det er ikke nødvendigvis de bedste melodier, Reed nogensinde har skrevet, men de passer virkelig godt til teksten og stemningen, som instrumenterne skaber. Når man hører en sang som The Bed, kan man let forestille sig vores hovedpersons tanker, som livet bare passerer revy. Jeg vil ikke fortælle, hvordan albummet slutter, men som du nok kan regne ud, så er det ikke en lykkelig slutning. Kun to numre før afslutningen kunne man høre parrets børn græde og skrige efter deres mor. Det er ikke til at klare. Der er nogle væsentlige problemer ved Berlin, det erkender jeg, og det betyder naturligvis noget for albumoplevelsen. Det er dog ikke nok til at modstride den enorme kreativitet og stærke lyrik, man finder på albummet. Det er et rigtig godt album, og de stærke punkter er så stærke, at man virkelig inderligt ville ønske, at pladen var lidt mere finjusteret.

350 – Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger nogen om, hvilken Neil Young-plade, der er den bedste, så ville svaret typisk være fra første halvdel af 70’erne eller måske helt tilbage i slut-60’erne, for da var Young simpelthen bare bedst. Der er dog ét album, som er anset som et af hans absolutte hovedværker, selvom det udkom så sent som i 1979. Den blev optaget live, men han spiller ikke sine klassikere, han spiller nogle dengang helt nye numre, først 5 akustiske numre, og bagefter 4 elektriske. Den starter med min yndlings-Neil Young-sang nogensinde, nemlig My My, Hey Hey (Out of the Blue). Det er en meget smuk hyldest til Johnny Rotten fra Sex Pistols, og mens jeg gerne vil snakke mere om den, venter jeg lidt til senere med det, men lad mig sige så meget, at den i sin funktion som åbningsnummer sagtens kan give lytteren en klump i halsen. Den meget opgivende Thrasher følger efter. Det er endnu en fuldkommen smuk melodi, og Youngs spinkle, skingre stemme passer helt perfekt til sådan en sang. Man kan godt komme til at fælde en tåre.

En ret simpel sang kommer da i form a Ride My Llama. I starten føles den ikke rigtig som noget, der passer blandt resten af albummets rørende sange, men med tiden mærker man rigtig mange underliggende følelser, og Youngs poetiske tekst er virkelig noget for sig. Sangen Pochahontas er en meget eventyrlysten sang, og det er ikke fuldstændig klart, hvad den handler om. Lyrisk maler den mere et maleri, og i sin stemning føles den både som om den kunne handle om kærlighed, opdagelse eller for den sags skyld stoffer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han bliver ved med at nævne Marlon Brando i sangen – ud over hans selvfølgelige relation til indianere – men det får lytteren til at bide mærke i nummeret. Han afslutter den akustiske del af pladen med sangen Sail Away, og jeg må indrømme, at det ikke er mit yndlingsnummer eller noget, men det er stadig en drøngod melodi, og hele sangen er bare ganske godt gennemarbejdet håndværk. Den elektriske del af pladen bliver rigtig flot åbnet med Powderfinger, der er en af de bedste melodier på pladen. Den er fængende, den er gribende, og arrangementer med kor, guitarsolo og hele moletjavsen føles virkelig gennemtænkt. Intet andet nummer kunne have markeret pladens stilskift så godt!

Man kan høre inspiration fra punk-rock på Welfare Mothers, der med et virkelig energisk kor bare sparker lytterens røv fra start til slut. Man kan godt finde på at headbange eller råbe med på omkvædet. Han fortsætter i den hårdere afdeling med den yderst dynamiske Sedan Delivery. Den hopper frem og tilbage mellem enorm energi og nogle langsommere, mere tænksomme øjeblikke. Det er imponerende at se, hvor naturlig udviklingen fra de bløde, akustiske sange i starten til denne virkelig hårde sang virker. Young har struktureret albummet rigtig godt, og hans band, Crazy Horse, spiller også rigtig godt til. Albummet sluttes af med Hey Hey, My My (Into the Blue), der er en elektrisk udgave af My My, Hey Hey, bare hvor teksten er blevet ændret. Disse to sange arbejder utrolig godt sammen, og det vil tage lang tid at forklare hvor fantastisk de spejler sig i hinanden, så i stedet vil jeg bare på det kraftigste anbefale alle og enhver at lytte til Rust Never Sleeps af Neil Young og hans band Crazy Horse. Det er et vidunderligt album, og det er uden tvivl et af de bedste, han har lavet, og det siger ellers ikke så lidt!

352 – Billy Joel – 52nd Street (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1982 fik Billy Joels album 52nd Street æren af at blive det første album, der blev udgivet som cd. Albummet blev udgivet tilbage i 1978, og det er kendt som et af Joels bedste album, navnlig da man kan finde 3 af hans allerstørste hits på den: Big Shot, Honesty og My Life. Disse tre er minsandten også de tre første sange på albummet, og Big Shot åbner ganske energisk som et af Joels hårdeste, mest rockede numre. Melodien er enormt sjov, og Joel giver den virkelig gas som sanger. Honesty er en langt blødere sang, men den er muligvis pladens bedste nummer, og blødheden giver god kontrast til Big Shot. Joel lægger enormt mange følelser i nummeret, og teksten er en god kandidat til at være den bedste, Joel nogensinde har skrevet – og det siger en del, når han trods alt også har skrevet Piano Man, Just the Way You Are og Only the Good Die Young. Han tager atter pladen i en ny retning med My Life. Det er en rigtig simpel popsang, men melodien er fantastisk, og teksten er ligeledes noget at skrive hjem om. Den er rigtig sjov, og for fanden, hvor er den bare umulig at blive træt af.

Zanzibar er en noget mere hårdtslående, dramatisk sang. Der bliver arbejdet rigtig godt med dynamik. Den er sjov og fængende, og jazz-trompetist Freddie Hubbard får også nogle flotte soloer. Albummet holder meget flot kvaliteten oppe med den rigtig sjove Stiletto. Dens klaver er en rigtig energisk drivkraft, og mens omkvædet ikke er nær så fængende som resten af albummet, så er versene noget af det dejligste på hele pladen. Joels charme på dette nummer er fantastisk, og hvis hele albummet var lige så godt som de fem første sange, så havde vi at gøre med et absolut mesterværk. Rosalinda’s Eyes er også en ganske sjov sang, men den mangler noget af den mættethed, som albummet hidtil har budt på. Melodien er ganske fin, men den præsenterer ikke rigtig noget, der griber fat i lytteren, selvom den klare indflydelse fra latinamerikansk musikkultur, nummeret byder på, er værd at bide mærke i, og lyrisk matcher Joel denne stemning ganske flot ved brug af vendinger som “Señorita”, “Latin Dancing” og “Spanish part of town”.

Et stort hornorkester åbner kraftigt Half A Mile Away, der ganske vist ikke er den mest dynamiske eller interessante sang på pladen, men den er nok engang et eksempel på et rigtig sjovt nummer. Det bliver en smule ensformigt mod slutningen, men jeg kan slet ikke sige andet end, at det oftest er rigtig sjovt alligevel. Det er en rigtig mindeværdig sang, selvom det måske ikke er den mest fuldendte. Until the Night fik underligt nok æren af at være albummets tredje single. Nej, det var ikke Zanzibar eller Stiletto, men det burde det nok have været, for Until the Night er nok pladens kedeligste nummer. Det er latterligt bombastisk, men det har ikke nogen ironisk distance til dette faktum. Den kvindelige korsanger gør også at melankolien virker så meget desto dummere. Og så er det med over 6½ minut pladens ubestridt længste nummer. 52nd Street afsluttes ganske antiklimaktisk med et sjovt og kort titelnummer, der ikke runder pladen specielt godt af. Som helhed er 52nd Street en fed popplade. De første par numre er mesterværker, og så sakker det lidt ned som albummet skrider fremad, men hvis du kan lide poprock fra 70’ernes skatkiste, så er det nok et album for dig!