Kategoriarkiv: Anmeldelser

328 – Liz Phair – Exile in Guyville (1993)

Udgivet den af
Svar

Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monotom i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver på at skabe. Navnet Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som med denne, kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.

Phair har måske været rigtig simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. Canary, Girls! Girls Girls!, Shatter, Flower og Johnny Sunshine er eksempler på sange, der har en meget æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt, så har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anderkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især som hun senere i sangen, der i øvrigt hedder Fuck and Run, synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love ’cause he’s in it?”. Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.

Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal få ros. Hun har skrevet nogle meget fængende melodier, og nogle melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem Flower og Johnny Sunshine. De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem uden hinanden. Jeg har virkelig svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90’ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.

329 – Sonic Youth – Daydream Nation (1988)

Udgivet den af
Svar

I 80’erne blomstrede USA’s alternative rock-scene rigtig flot op med navne som Pixies, Dinosaur Jr. Jane’s Addiction, The Replacements, Hüsker Dü, R.E.M. og naturligvis Sonic Youth. Alle disse bands var virkelig indflydelsesrige på genrens helt store gennembrud i starten af 90’erne, men selvom du sikkert nyder din Nirvana, Smashing Pumpkins og Green Day, så ville intet af det være det, det var blevet til uden plader som Sonic Youths Daydream Nation fra 1988. Det er et meget punket, hårdtslående rockmusik, der ikke er bange for lege med lydlandskabet, sangskrivningen, dynamikken, præsentationen eller for den sags skyld hvad som helst. Daydream Nation er en time og 10 minutter lang, og det er jo ret meget. I de fleste tilfælde ville jeg nok sige, at det var for meget, til at man kunne holde lytteren engageret i løbet af hele pladen. Sonic Youth gør det dog. Af og til bemærker jeg længden, men langt størstedelen af tiden, føles det ikke længere end et hvilket som helst album.

Det, der virkelig bærer Daydream Nation er den fantastiske albumstruktur. Åbningsnummeret Teen Age Riot griber hurtigt fat i lytterens opmærksomhed med sit forførende riff, men samtidig bygger det ganske langsomt op mod intensiteten, man finder overalt på dette album. Det er perfekt placeret, og det samme kan man sige om de tre sidste numre på pladen, der sammen udgør Trilogy, der på visse udgaver bare står som et enkelt nummer. Uanset hvad tracklisten siger, så er der i hvert fald fantastisk samspil mellem de tre dele af trilogien. At afslutte med en trilogi er et meget konkluderende valg, og det føles virkelig som om, der bliver lagt låg på albummet. Man kan ikke kræve mere efter så god en afslutning. I løbet af hele albummet sørger dejligt meget støj for at bevare pladens friskhed. Hvis du ikke er til forvrængede guitarer, marcherende trommer og massive lag af feedback, så er Daydream Nation nok lidt svær at anbefale, men sådan nogle elementer sørger for, at musikken holder i så lang tid, hvis man kan lide dem i første omgang.

Melodierne på Daydream Nation er dejligt varierede. Mange af numrene er omkring de 7 minutter, og på dem ser man især deres evner som sangskrivere. En af mine favoritter er Total Trash, der i starten virker som en af pladens simplere sange, men efterhånden udvikler det sig til en fanfare af støj og instrumenter, der bare overfalder hinanden. Der er tit en meget asocial, reflekterende stemning, som om pladen rent musikalsk bare går dybt, dybt ned i bandmedlemmernes sind. Alle bandmedlemmer har i øvrigt været med til at skrive alle sangene, og det har sat sit præg. Jeg har sjældent lyst til at nævne bandmedlemmerne ved navn, for de ender tit med at udgøre denne store helhed, der er Sonic Youth. Deres vekslen mellem forsangere er også behageligt, især når de tre forsangere har så forskellige stemmer: Thurston Moore har en meget skinger en, i og med at Kim Gordon er kvinde, er hendes stemme naturligvis lysere end de andre, og Lee Ranaldo har en rigtig blød, behagelig en, som dog sagtens kan rocke med de andre. Daydream Nation er virkelig gennemarbejdet, og den kan let anbefales!

330 – James Brown – In the Jungle Groove (1986)

Udgivet den af
Svar

Funkens mester, James Brown, udgav et utal af singler i 60’erne og 70’erne, og han var en enorm indflydelse på hip hop-genren, der begyndte at blive populær i 80’erne. Virkelig mange rappere samplede Brown-sange, og det ville hans pladeselskab, Polydor, naturligvis tjene på, så i 1986 udgav de opsamlingen In the Jungle Groove, hvorpå man finder noget virkelig fin proto-hip hop. Og det er ikke bare nogle store Brown-hits, det er sange, der aldrig før havde været udgivet på et album, og det sammen med remixes og alternative udgaver. Den åbner med en virkelig funky sang ved navn It’s A New Day. Den sparker rigtig flot albummet i gang, og på den er Brown virkelig højlydt i sin vokal, og han får virkelig gjort det tydeligt, at han er en ufatteligt dygtig sanger. Efter denne får vi Funky Drummer, der er kendt for at være den mest samplede sang nogensinde. Det er ikke så meget en sang, som det bare er et jam, men James Browns band jammer fedt, og de mister aldrig deres groove. Den bedste del af det 9 minutter lange nummer er lidt over 5 minutter inde i sangen, hvor al instrumentationen skæres fra, og så sidder trommeslageren bare der alene med sit fantastiske beat. Efter det kommer resten af bandet tilbage, og så er der ellers fest.

Et andet højdepunkt på pladen er et 6 minutter langt remix af Give It Up or Turnit a Loose. Det er en ekstremt energisk sang, og der sker rigtig meget på den. Den er bare helt umulig at sidde stille til. Fortsætter den i lidt længere tid end hvad godt er? Jo, det gør den måske. Det er nok generelt albummets største svaghed, altså at mange af numrene er virkelig, virkelig lange. Kun et enkelt er faktisk under 6 minutter, og af og til fortsætter de bare i lang tid i nogenlunde samme groove. Sådan et nummer som I Got To Move gør det f.eks. ikke videre imponerende. Det er en virkelig sjov sang, og den swinger rigtig godt, men den kommer aldrig rigtig nogen vegne. Efter den får vi et 3 minutter langt remix af Funky Drummer, hvo trommerne denne gang er næsten alene. Det er bare 3 minutter med det her virkelig fede beat, og der sker ikke andet end det. Hvis beatet ikke var så funky, så ville det måske være et svagt nummer, men Beatet fungerer fantastisk, selv på næsten egen hånd. Remixet af Talking Loud and Saying Nothing kører måske også i lidt for lang tid, men det meste af tiden fungerer den, og den er varieret nok, til at det ikke ødelægger flowet. Det er en ret fed sang

En af mine yndlingssange af James Brown er Get Up, Get Into It, Get Involved, der kraftigt kommanderer dig til at komme på dansegulvet. Og du skal ikke bare danse, du skal danse til du er i livsfare. Det her er serious business, og der er en slags militærisk charme til denne ellers ganske sjove lille sang. Soul Power er endnu en sang, der virkelig slår løs i dig. Der er så meget energi og livsglæde i den sang, og nu hvor den foregående sang alligevel har fået dig ud på dansegulvet, så inviterer denne sang dig i hvert fald ikke tilbage. Det er nok en af de svagere sange på pladen, men den er fandeme alligevel sjov. At sige, at den ikke er offer for sin egen længde, ville dog nok være en løgn. Afslutningsnummeret hedder Hot Pants, og det er en virkelig sjov sang, nok engang. Bandet viser tydeligt deres talenter, og Browns stemme er gudeskøn. In the Jungle Groove er måske i grunden mere historisk vigtigt end det i grunden er et godt album. Alle sangene er ganske vist gode, men når man lytter til dem i dag, så kan de virke ret ufokuserede og ensartede. Jeg kan dog ikke benægte, at det er en flot opsamling, som fans af funk og hip hop bør give en chance.

331 – Neil Young – Tonight’s the Night (1975)

Udgivet den af
Svar

Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the Gold Rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet mange andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the Night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at tilgå. Der blev ikke udgivet nogen singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske Come on Baby Let’s Go Downtown, der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed gik. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, lægger der nok meget sandhed bagved.

Nogle gange kan Tonight’s the Night være ret svær at lytte sig igennem. En ting er de meget triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det blive mere end man lige kan klare til tider. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han slet ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge mange følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som Borrowed Tune, Mellow My Mind, Albuquerque og Tired Eyes. Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust Never Sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på Tonight’s the Night reelt det samme nummer. De hedder henholdsvis Tonight’s the Night og Tonight’s the Night, Pt. 2. Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.

Det bedste ved Tonight’s the Night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem Tonight’s the Night og Tonight’s the Night Pt. 2 helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er virkelig skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på Tonight’s the Night, Pt. 2. Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde Come on Baby Let’s Go Downtown, der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the Night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du endelig formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.

332 – The Beatles – Help! (1965)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spurgte mig om mit absolutte yndlingsband, ville det stå meget tæt mellem The Smiths, The Velvet Underground og The Beatles, men i sidste ende ville Beatles nok vinde. De er virkelig kreative, og de har haft enorm indflydelse på helt vildt mange genrer, men vigtigst af alt er de nogle rigtig dygtige sangskrivere, i hvert de tre af dem, og de udviklede sig konstant. Ved siden af deres fantastiske albums lavede de også en stribe film, og hver af disse film blev udgivet sammen med et album af samme navn. På de to første af disse, A Hard Day’s Night og Help! bestod første halvdel af et regulært soundtrack med sangene fra filmen, mens anden halvdel bestod af dengang spritnye sange, der intet med filmen havde at gøre. Help! har nogle af gruppens mest kendte sange på sig. Foruden selvfølgelig titelnummeret, er nogle af højdepunkterne på pladen Yesterday, Ticket to Ride, You’ve Got to Hide Your Love Away og I’ve Just Seen a Face. På disse sange udforsker Beatles mere genrefusion end deres hidtidige pop-rock, som ganske vist har været rigtig god, men samtidig er den virkelig simpel.

John Lennon og Paul McCartney begyndte på dette album virkelig at få øjnene op for Bob Dylans forfriskende bud på folk-musik, og det tydeligste eksempel på dette er med You’ve Got to Hide Your Love Away, der virkelig, virkelig lyder som Dylan. Men det lyder som en rigtig god Dylan-sang, og den passer rigtig godt ind på albummet. Ellers virker det som om, Lennon generelt fik sat en smule Dylan ind i sin stemme. Lennon er meget bedre til at ramme toner end Dylan nogensinde har været, men han har på Help! virkelig gjort sin stemme grimmere og hæsere, hvilket klæder ham. Paul McCartney fik flirtet mere med Phil Spectors barok-pop. Der er dejlig meget skævhed i de ellers meget rene sange Tell Me What You See, I’ve Just Seen a Face og den gudeskønne Yesterday. Yesterday er en  af de smukkeste sange nogensinde. Det er en god, simpel melodi, teksten er mere oprigtig end langt de fleste rocksange fra før den, McCartney synger helt fantastisk derpå, strygerne er så velvalgte og velkomponerede, det er en fuldkommen perfekt sang.

Leadguitarist George Harrison synger også på to sange, som han i øvrigt selv har skrevet. De hedder I Need You og You Like Me Too Much. Det er to ret gode popsange. Det er ikke det bedste på pladen, men standarden er jo også ret høj. I Need You er især fed med sine flotte vokalharmonier og fede guitarspil. Det er ikke det mest teknisk imponerende, Harrison nogensinde har præsteret, men det er dejlig sjovt. Der er desværre to sange på Help!, der trækker helhedsoplevelsen ned, og de er spøjst nok begge to covers. Det første, Act Naturally, oprindeligt af Buck Owens, er her sunget af trommeslager Ringo Starr, der uden tvivl er den svageste sanger af de fire. Derudover er det en countrysang, og ikke en specielt god en af slagsen. Den er bare tumpet og naiv, men den lader ikke til selv at vide, hvor naiv den er. Den anden er en egentlig ret fed fortolkning af rock and roll-sangen Dizzy Miss Lizzy, oprindeligt af Larry Williams. Problemet er dog, at den kommer lige efter Yesterday, og dermed også afslutter albummet, hvilket er meget antiklimatisk, og det får Yesterday til at virke mere ordinær, fordi denne er så utrolig meget mere højlydt. Help! er langtfra den bedste Beatles-plade, men den er stadig fremragende.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

334 – X – Wild Gift (1981)

Udgivet den af
Svar

Punkbandet med det virkelig simple navn X debuterede i 1980 med albummet Los Angeles, og det er en af de bedste debutplader nogensinde. Den er kort, hurtig, aggressiv, forvirret, og på alle måder skøn. Det var punk på en meget simpel måde, men det virkede rigtig godt. Året efter udgav de opfølgeren Wild Gift, og ikke meget har ændret sig. Der er lidt inspiration fra reggae på Adult Books, og man kan høre inspiration fra tidlige post-punk-grupper på White Girl, og selv rockabilly har nogle indspark på Beyond and Back. Det er dog ikke noget, der fylder så meget i musikken. Los Angeles var en meget kort plade, den var under en halv time lang, og med Wild Gift er det ikke meget anderledes. Man får 13 generelt meget korte sange på blot 33 minutter. I et nærmest ekstremt tilfælde varer et enkelt nummer lidt mere end 4 minutter, nemlig Universal Corner. Det er også en af de få knap så hurtige sange på albummet, men det er nu ikke fordi den ikke er fuld af energi alligevel. Albummet som helhed oser bare af energi.

X bestod dengang af fire medlemmer, forrest stod gifte par John Doe og Exene Cervenka, der i dag er skilt, men de er stadig begge med i bandet. Disse to har skrevet samtlige sange på Wild Gift, og de synger også dem alle. John Doe har en forholdsvis dyb stemme, og Exene Cervenka har en meget høj, frembrydende vokal, der virkelig skærer igennem, lidt som Kim Gordon fra Sonic Youth eller Kim Deal fra Pixies. I det hele taget har alternativ rock virkelig taget Exene Cervenkas stemme til sig, for hendes lyd sætter sit præg overalt hos kvindelige rocksangere. Sammen har John Doe og Exene Cervenka skrevet nogle rigtig fede punksange. The Once Over Twice, We’re Desperate, Adult Books, I’m Coming Over, Some Other Time, White Girl og When Our Love Passed Out on the Couch er klare højdepunkter, som er umulige at få ud af hovedet. Adult Books havde jeg endda engang siddende fast i hovedet i månedsvis, uden at jeg kunne huske eller finde ud af, hvem der havde lavet den. Så der er jeg rigtig taknemmelig for at skulle vende tilbage til denne plade for at anmelde den.

Noget af det bedste ved X i forhold til så mange andre punkbands, er at de beholder al den gammeldags punk-lyd og -atitude, som man kan finde hos de tidligste udfoldelser i genren, men samtidig føles de rigtig sjældent vrede. De føles til gengæld forvirrede, og det har selvfølgelig noget med de skarpe melodier og tekster at gøre, men meget af det kommer også fra samspillet mellem John Doe og Exene Cervenka som sangere. Når de er hver for sig, lyder det rettere vredt, men sammen skaber de et helt enormt virvar af følelser, meget som post-punk-grupper som Wire, Minutemen eller Gang of Four normalt gør. Deres musik er måske lidt svær at sætte sig ind i for nogle, men giv dem gerne et par chancer. Hvis du vil forsøge dig med et af deres albums, er alle de tidligste albums fænomenale, men Wild Gift er i skarp konkurrence med Los Angeles om at være deres allerbedste. Det er punkmusik af allerhøjeste kaliber, både hvad angår sangskrivning, dynamik, lyd, men mest af alt angående albummet som helhed.

335 – Graham Parker – Squeezing Out Sparks (1979)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.

336 – Soundgarden – Superunknown (1994)

Udgivet den af
Svar

Soundgarden er blevet beskrevet som mange ting. Nogle kalder dem heavy metal, nogle kalder dem grunge, og nogle kalder dem stoner-rock. Selv ville jeg sige, at de består meget af alle tre genrer, men uanset hvad du nu vil kalde dem for en genre, så er det rigtig fed, hårdtslående rockmusik. Dette kan især siges om deres helt store gennembrud, Superunknown fra 1994. Det er med 70 minutter deres længste studiealbum, men det er fyldt med god musik. Lige fra første sekund er det hårdtslående på åbningsnummeret Let Me Drown, der starter med et fængende guitarrif, og under dette kører en dejligt spøjs basgang, der minder meget om noget Jane’s Addiction kunne have lavet. Der er en meget djævelsk, funky undertone til meget af musikken, og det adskiller dem fra meget af samtidens rocklandskab. Andre gange har de tydeligvis været inspireret af shoegaze-bands som My Bloody Valentine og Slowdive, f.eks. på den smukke, æteriske Head Down.

Soundgarden er heller ikke bange for at flirte med det psykedeliske, det gør de bl.a. fremragende på deres store klassiker Black Hole Sun. Det bliver udført med hjemsøgende elegance og angst. Forsanger Chris Cornell udmærker sig rigtig meget på det nummer, og i det hele taget er han en af de største rocksangere nogensinde. Han har en rigtig imponerende stemme, og det er især tydeligt, når han lægger meget kraft i, hvilket har en meget truende lyd. Han lægger navnlig så meget kraft i, når vi når til omkvædene, der til tider er så bombastiske, at de kunne minde om klassiske rockgrupper fra 70’erne, såsom Aerosmith, T. Rex og Cheap Trick. Noget af det bedste ved Superunknown er, at ikke blot er alle 15 numre gode, men de fleste er virkelig, virkelig gode. Mange bliver i hovedet i rigtig lang tid. Selvfølgelig er singlerne meget fængende, men hvor de andre måske ikke er nær så poppede, så er de rigtig mindeværdige. Til trods for at næsten alle numre bærer den hårde lyd, har de individuelle særpræg, der gør dem meget unikke på albummet.

De første to tredjedele af albummet har nok de bedste sange, men til gengæld kan det godt mod midten føles som en lidt langtrukken affære. Ganske vist er alle numrene formidable, men nogle få kunne godt tåle at være lidt kortere, og selvom der er variation, har numrene ikke verdens smukkeste samspil. Det er ikke et specielt stort problem, men det er værd at bide mærke i. Til gengæld er dette slet ikke tilfældet på den sidste tredjedel, hvor man måske ikke finder mange mine yndlingsnumre, men det hele føles fandeme godt skruet sammen. Korte sange som Kickstand og Half fungerer som fine interludier, der giver pusterum for de længere sange, dette album generelt byder på. Lidt flere af dem ville faktisk have været rart, også selvom albummet blev en smule længere deraf. 90’ernes rocklandskab er fyldt med masser af fede bands, og Soundgarden er uden tvivl et af de bedste, og Superunknown er en af deres bedste plader. Der er ganske få ting, der ikke kører som smurt i olie, men det er at forvente med et album af denne længde. Og i forhold til længden, så er Superunknown virkelig, virkelig god.

337 – Jethro Tull – Aqualung (1971)

Udgivet den af
Svar

Før jeg går alt for godt i gang med denne anmeldelse, vil jeg lige sige, at jeg ikke vil gå specielt dybt ned i konceptet for Aqualung. Årsagen til dette, er at forsanger og bandleder Ian Anderson selv har sagt, at det slet ikke er et konceptalbum. Andre medlemmer er uenige med ham, men jeg stoler på Anderson mere end nogen anden. Nuvel, Aqualung er det fjerde album fra det progressive rockband Jethro Tull, og selvom der nok ikke er noget decideret koncept, så er religion et gennemgående tema på mange af numrene. Lyrikken er generelt meget legesyg og malerisk, og i starten af pladen finder man mange spøjse beskrivelser af nogle spøjse personer, Ian Anderson har skabt. Det kan godt være, at der ikke er noget koncept på pladen, men sangene hænger stadig utrolig godt sammen. Med det mener jeg naturligvis i det rent musikalske, hvor dynamik er i højsædet. Alle numrene på pladen passer virkelig godt sammen, og man kan selv efter mange gennemlytninger synes, at Aqualung føles rigtig kort, selvom længden er ret gennemsnitlig. Det er bare hele tiden så frisk, at man tror, man lige er begyndt på pladen.

Pladen er som med så meget progressiv rock fyldt med eksperimenteren og blær på instrumenterne. Disse instrumenter er dog ikke de mest typiske. Selvfølgelig, der er guitar, bas og trommer, og almindeligt nok for genren er der også en keyboardspiller. Instrumentet der definerer Jethro Tull er dog fløjten. Den er ikke altid i lydbilledet, men når den er der, så er den rigtig tydelig. Der er én tværfløjtenist og to blokfløjtenister i gruppen, og de spiller virkelig godt sammen, og i løbet af næsten halvdelen af nummeret My God er fokus på fløjterne. Hvis du synes, disse fløjter ikke bidrager noget til nummeret, så forstår jeg dig, og det er som sådan ikke helt usandt, men det er til gengæld rigtig flot. Disse fløjter fungerer som flot kontrast til guitaren, der kører i meget metal-lignende riffs. Man kunne let forestille sig Black Sabbath, Led Zeppelin eller UFO kunne have brugt sådanne riffs nogenlunde samtidig. Leadguitaristen hedder Martin Barre, og han er en usandsynligt dygtig musiker, men det er hele bandet som sådan.

Jethro Tull har skabt nogle rigtig varierede, kompliceret opbyggede sange til Aqualung, og man skulle tro, at det kom til at gå ud over, hvor mindeværdige de individuelle sange er. Det er dog ikke rigtig tilfældet, selvom vi naturligvis ikke snakker Michael Jackson eller noget. Sange som Aqualung og Locomotive Breath kan jeg tit fange mig selv i at komme til at synge. Det er ikke hele albummet, der er sådan, men på grund af dens store variation i tempo, lydstyrke, følelser og instrumentation, så kan jeg virkelig aldrig blive træt af det. Især ikke, når der er så dygtige musikere, der giver formidable præstationer, og da slet ikke, når det lyder fedt uanset hvordan nummeret udvikler sig. Normalt ville jeg kunne sige om jeg var mere til det langsomme eller det hurtige, det højlydte eller det stille, det vrede eller det lykkelige, guitarerne eller fløjterne, men det hele er rigtig godt her. Hvis du ikke er til progressiv rocks idiosynkrasier, kan jeg ikke garantere, at Aqualung er noget for dig. Men det er noget for mig, og det nærmer sig perfektion i mit univers.