Forfatterarkiv: Kjartan

481 – The Smiths – The Smiths (1984)

Udgivet den af
Svar

Før Nirvana gjorde alternativ rock til noget, alle og enhver lyttede til i hele verden, var der et andet band, der 7 år forinden havde fået enorm kommerciel succes med deres debut. Jeg snakker selvfølgelig her om The Smiths med albummet af samme navn. I modsætning til Nirvana fik The Smiths desværre kun større succes i Storbritannien og omegn, og jo længere væk fra Manchester man var i 1984, des sværere ville det være at finde nogen, der kendte til The Smiths. De er dog et af de bedste bands, 80’erne har at byde på, og næsten intet af tidens musik lød som dem. Deres tekster er drevet af angst, sorg og i stor grad også dårlige minder. Forsanger Morrissey har en meget særpræget stemme, og da jeg selv for første gang lyttede til the Smiths, var jeg ikke helt så glad for det. Det er uden tvivl noget man skal vænne sig til, men nu har jeg ingen problemer med den. Den udtrykker følelsesmæssige lavpunkter bedre end de flestes, selvom han synger decideret falsk ofte, og for mange lyder den nok fuldkommen latterlig.

The Smiths er, hvis man lige kan overkomme Morrisseys stemme, et rigtig let tilgængeligt band. Morrissey har sammen med guitarist Johnny Marr skabt meget fængende og ofte rørende melodier, hvis styrke bliver øget utrolig meget af Morrisseys stemme. Johnny Marr spiller aldrig en eneste guitarsolo på denne plade, men selvom han for det meste holder sig i baggrunden, gør han helt fantastiske ting, hvis man lytter efter. Han gør disse langsomme, triste melodier rigtig fyldige, så der virkelig er noget at bide i. Oftere end det, er det dog musikken, der bider i lytteren. Det er følelsesrigt, og det varer altid absolut lige den tid det skal, for at man er mest muligt rørt mod slutningen. Sangene handler oftest om Morrisseys opvækst i Manchester, og der bliver fokuseret meget på historiens mere triste sider. Han bliver på den måde meget samfundskritisk overfor ting som skolegang og sex, og hvad han ellers hader. Når Morrissey taler uden musik virker han mest af alt som et brokkehoved, der hader alt og alle. Når han til gengæld synger, får man utrolig meget sympati for ham.

The Smiths blev senere til en af grundpillerne for den utrolig store britpop-genre, der udbredte sig i 90’erne med bands som Oasis, Blur, Suede, Pulp og The Verve. I modsætning til så meget andet popmusik fra tiden, var The Smiths grimme, groft producerede og lyrisk meget kritiske. Samtidig har de dog den hjertevarme og sødme, som gør, at et poppublikum sagtens kan lytte til dem uden at kalde det for larm. Man kan faktisk knap nok høre, at det er så grimt igen, hvis man ikke lige tænker over det. Det føles bare specielt, hvilket gør, at de stadig lyder friske nu, næsten 30 år efter udgivelsen. The Smiths er et album for alle, der gerne vil have noget skævere, noget spøjsere, noget lidt grimmere i deres popmusik. Men lyt gerne til pladen flere gange, hvis du ikke er vant til Morrisseys stemme, for den tager virkelig noget tid at vænne sig til, men når man først kan acceptere den, ender man med at elske den.

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.

483 – The Notorious B.I.G. – Life After Death (1997)

Udgivet den af
Svar

I 1994 udgav the Notorious B.I.G. Ready To Die i samarbejde med producer Sean Combs, som senere selv blev rapper under navnet Puff Daddy, og siden har han skiftet navn til P. Diddy. The Notorious B.I.G., eller Biggie, som han ofte kaldes, da det andet simpelthen bare tager for lang tid at sige, havde arbejdet på efterfølgeren til det i dag klassiske album i over et år, og 2 uger før albummets udgivelse gik han på nærmest tragikomisk vis hen og blev skudt. Men selvom manden døde, levede musikken videre, og i 1997 blev dobbeltalbummet Life After Death udgivet. Biggie var til sin død en sublim lyriker, men dobbeltalbummet er en farlig kunst, og der er flere uheldige hændelser, der finder sted på dette album. Noget, der dog altid sidder i skabet er Combs’ produktion. Musikken bliver ironisk nok meget levende af det, og man får let en overbevisning om, at Biggie er en cool fyr, selv hvis man ikke lytter til teksten. Et gammelt ordsprog går, “sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”, og hans tekst omgås en rigtig afslappet produktion.

Han er netop også selv meget afslappet. Han kan svine folk som Tupac og Nas til i sine tekster, men der er sgu ingen der kan rokke på hans temperament. Han bliver meget opført som en mafioso på netop dette album, så det kan have noget med det at gøre. Ja, han har endda et par få sexsange på albummet, og selv her virker han afslappet og tilpas. Og hvis du nogensinde har set et billede af ham, ved du at det, at han på nogen måde kunne være et sexikon lyder latterligt, men han leverer det mesterligt. Men selvom leveringen er god, så har sange som Fuck You Tonight og Nasty Boy ikke meget at byde på rent lyrisk, så de sætter lidt pladen i tomgang. Der er til gengæld sørget for, at få masser af gæstemusikere til at gøre oplevelsen farverig. Jay-Z, Bone Tugs-n-Harmony, R. Kelly, Lil’ Kim og D.M.C. fra Run-D.M.C. er kun få af de navne,  man foruden Biggie kan høre på Life After Death. De fleste af dem kommer med nogle rigtig gode vers, og det gør det let at klare de næsten 2 timer, albummet varer.

Albummets store svaghed ligger i, at Biggie ikke har så meget at snakke om, især sammenlignet med debuten, der handlede om noget nyt på hvert nummer. Han bruger meget af albummet på at svine andre rappere til, prale, snakke om sex og ofte flere af disse på en gang. Han er dog rimelig god til alt dette, og han får fyret mange morsomme linjer af, men at han har dobbelt så meget at snakke om på albummet, der er halvt så langt er svært at ignorere. En anden irriterende ting ved albummet er de mange skits, der er på. De fleste foregår over en utydelig telefonsamtale, og jeg har let kunne nyde musikken uden. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til, at de er der. Og så må Sean Combs også gerne lære, at der ikke er nogen grund til at komme med indskud indimellem linjerne. For en højlydt gruppe som Public Enemy fungerer det at Flavor Flav råber i tide og utide, men det fungerer ikke, når vores rapper er en så afslappet person som Biggie. Alt i alt har Life After Death rigtig meget guf på sig, men de svage sider er efter min mening for store, til at jeg ville kalde den for en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Men den er værd at lytte til, hvis man kan lide Ready to Die.

484 – Merle Haggard – Branded Man (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er ikke en hemmelighed, at jeg har et lidt problematisk forhold til countrymusik. Som jeg tidligere har sagt er det meste af det bare for tamt for mig, og Branded Man af Merle Haggard er ikke en undtagelse. Der er dog rimelig store følelser i gang på dette album, og Merle Haggard er en rigtig dygtig sanger. Han formår virkelig at formidle, hvis der er noget, han har at fortælle, og det lyder aldrig halvhjertet. Han lyder meget tit bekymret eller sorgmodig, og det er aldrig sådan, at jeg ikke tror på, at det han synger om som sådan kunne være fuldkommen rigtigt. Branded Man er ikke et specielt lykkeligt album, og jeg værdsætter oftest country, hvis det handler om kriminalitet, druk og ulykke. Positiv country er bare ikke noget for mig – ikke at negativ country ellers ofte er heller – men det her album har nogle guldkorn på sig. Åbningsnummeret, Branded Man, er nok min absolutte yndlingssang i hele Haggards diskografi. Den handler om at han just er blevet løsladt fra fængslet, og han frygter at folk vil undgå ham på grund af hans fortid, som alle i hans lille by efterhånden kender til. Rigtig god problemstilling, og den bliver også behandlet godt i teksten.

Haggard har selv skrevet de fleste af numrene på Branded Man helt eller delvist, og han er en rigtig dygtig sangskriver. Branded Man, I Threw Away the Rose og Some of Us Never Learn er blot et par få eksempler på hans evner som lyriker, men alle de 7 sange, han har skrevet har formidable tekster. Melodierne er oftest ret vamle, og hvis de ikke var, ville jeg nok være rigtig overrasket. Det ændrer sig ikke meget på numrene, andre har skrevet heller, men tekstkvaliteten forbliver heldigvis nogenlunde den samme. Det er meget triste og rørende sange, som nok kan fælde et par tårer, hvis man er til de efter min mening vamle melodier. Og selvom Haggard, når han er bedst, er en rigtig dygtig sanger, laver han de små knæk, som Hank Williams gjorde sig berømt for alt for ofte.  Jeg synes ikke engang at det altid virker for Williams, men når andre gør det, virker det bare alt for meget, som at de forsøger på at kopiere ham.

Albummet er fyldt med historier om uheldige episoder i livet. Det starter som sagt med, at Haggard er blevet løsladt fra fængslet, og den slutter med at han havner der igen. Hvor Branded Man dog er noget af det bedste, han har at byde på, møder man den absolutte modsætning på afslutningsnummeret, I Made the Prison Band. Den er som sådan en ok sang i de første 30 sekunder, men så kommer ud af det blå Bonnie Owens, der skriger og skråler med på omkvædet. Det lyder slet ikke godt. Oven i det har den også den tammeste undskyldning for en guitarsolo, jeg længe har hørt. Haggard har ikke selv skrevet den, og selvom jeg ikke har meget imod Tommy Collins’ øvrige bidrag til pladen, kunne vi let have undværet et nummer som I Made the Prison Band. Hvad angår temaet fungerer den dog godt til at runde pladen af, men den føles lidt for kunstig, og så skærer Bonnie Owens virkelig i ørerne på det nummer. Alt i alt er Branded Man en plade, som fans af traditionel country nok vil kunne nyde. For alle os andre er den nok i bund og grund for kedelig, så det er næppe noget, der vil kunne gøre dig mere begejstret for genren, end du i forvejen er.

485 – Loretta Lynn – All Time Greatest Hits (2002)

Udgivet den af
Svar

Loretta Lynn er en af de mest roste countrysangerinder nogensinde, og hvis man vil høre hende, skal man nok helst finde sig et opsamlingsalbum. Hendes største hits fra 1964-78 blev i 2002 samlet på All Time Greatest Hits. Nu har jeg jo mine små problemer med countrymusik, så næsten uanset hvor god hun nu engang er, eller hvor stor betydning hun har haft for genren, så har jeg stadig svært ved at værdsætte hende. Så jeg vil starte med at snakke lidt om noget af det, jeg rent faktisk godt kan lide ved albummet: For det første er det, hvis vi kun ser på det som en opsamling, rigtig godt udvalgt. Jeg føler ikke, at nogle af Lynns mest kendte numre mangler, og det er generelt godt sammensat, så selv jeg, der jo ellers har mine problemer med country sagtens kan lytte alle 22 numre igennem. Jeg synes ikke selv, at Lynn varierer meget fra nummer til nummer, men der er sørget godt for, at to numre, der lyder alt for ens, aldrig kommer efter hinanden på All Time Greatest Hits.

Loretta Lynn er også en ganske god sangskriver. Desværre har hun ikke skrevet så mange af sangene på opsamlingen igen, men når hun gør, mærker man, at hun virkelig har noget at sige. Fist City handler f.eks. om Lynns tidligere mand, der er hende utro og oven i købet mishandler både hende og de andre kvinder, når nu han er i gang. Sangen er udformet som en advarsel, og den blev i sin tid bandlyst fra mange radiostationer, da dens tekst blev ret kontroversiel. Det behøver ikke at blive så slemt igen, før hendes tekst dog bliver interessant, men hendes bedste numre har alle til fælles, at hun selv helt eller delvist har skrevet dem. Selv før jeg vidste dette, syntes jeg at numre som Rated X og Coal Miner’s Daughter føltes mere reelle og nærværende end resten, så når hun er involveret, er det rigtig tydelig. Desværre er der dog kun 5 af dem i alt blandt de 22 numre på pladen. 5 andre numre er duetter med Conway Twitty, og dem har jeg noget sværere ved at holde ud. De er rigtig corny, og selvom begge er karismatiske personligheder, føles deres samspil bare så utrolig falsk og overfladisk.

Det største problem ved Loretta Lynn er det samme som for de fleste andre countrymusikere, nemlig lyden. Det lyder bare så ensartet, hvis du spørger mig. Jeg har svært ved at huske det meste af musikken, den føles kønsløs, og end ikke på sange med så tunge, hårdtslående tekster som Fist City eller Rated X kan jeg mærke en på nogen måde tilsvarende styrke i melodien. Når Lynn ikke selv har skrevet teksten, kunne man let risikere at teksten blev corny som bare pokker, men det sker heldigvis kun på duetterne. Nogle få af dem har rigtig gode tekster, der sagtens kan måle sig med Lynns, men de fleste er bare lige så lette at glemme som melodierne er. Hvis du er til gammeldags country, så er Loretta Lynn jo en klassisk sangerinde, som du nok bør lytte til, men for mig personligt, gjorde hun ikke meget specielt i løbet af de sangene på All Time Greatest Hits. Albummet indeholder til gengæld meget af det, hun er blevet berømt for – både på godt og ondt – så det er en god introduktion til Lynn, og hvis du ikke kan lide noget på det album, finder du næppe meget interessant i resten af hendes diskografi.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

Udgivet den af
Svar

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

På Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.

487 – The Smashing Pumpkins – Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1991 udgav Nirvana sangen Smells Like Teen Spirit, som absolut vendte populærmusikkens verden på hovedet. Utallige andre alternative rockbands fik succes efter denne sang. Nogle af dem udgav deres debuter kort tid efter, og andre fik endelig deres længe ventede gennembrud, da Nirvana tog verden med storm. F.eks. havde et band ved navn the Smashing Pumpkins udgivet et ellers meget rost debutalbum ved navn Gish et par måneder før Nirvanas gennembrud, men det solgte ikke specielt godt. 2 år senere udgav de Siamese Dream, der solgte rigtig godt, og i dag er det opfattet som et af årtiets bedste albums. Forsanger Billy Corgan blev derfor rigtig ambitiøs efter det, og i 1995 udgav de dobbeltalbummet Mellon Collie and the Infinite Sadness. Corgan har sagt, at han ikke ser det som et konceptalbum, men han arbejdede rimelig konceptuelt med albummets opbygning. Disk 1 repræsenterer dag, og disk 2 repræsenterer nat, og dertil følger stemningerne på sangene.

Det kunne jo være let at tænke på denne idé som noget simpelt, nemlig at dagen er varm og natten er kold. Det er bare ikke så simpelt, for mange af dagsnumrene er virkelig ikke varme: Zero, Bullet With Butterfly Wings og Fuck You (An Ode to No One) er blot nogle få eksempler – på samme måde er nattenumre som We Only Come Out at Night, 1979 og Beautiful. Nej, det er nok rettere de tanker, Corgan tænkte om dagen og om natten i sin ungdom. Det meste af dagen bliver nok brugt i selskab med andre, og det meste af natten bliver nok brugt i drømmeland, og det passer helt perfekt med musikken. Og disk 1 lader meget til at afspille en dag for en asocial ung mand. Den starter med den håbefulde Tonight, Tonight, der nok må betyde at han bare ser frem sig til at dagen er slut. Og resten af dagen går også bare løs med enorme vredesudbrud. Der er heftig brug af tung guitar, og Corgans nasale stemme udtrykker følelser en masse. Han vræler og skriger igennem mange af numrene, og man får et godt indblik i, hvordan hans følelser var, da han ikke havde mulighed for at udtrykke dem på samme måde.

På disk 2 bliver det som sagt nat, og her træder vi ind i drømmeland. Corgan drømmer om da han var yngre, om hvordan det hele nok skal blive bedre, og han har også et par grumme mareridt. Et mareridt er endnu værre end hans virkelighed, så derfor føles denne verden mere fantastisk og uvirkelig – ja, næsten dystopisk, som han synger sange som Bodies, X.Y.U. eller Tales of a Scorched Earth. Andre gange beroliger han sig selv, stadig i et meget drømmende univers: We Only Come Out at Night er en fantastisk drømmeverden, som ikke rigtig har noget med virkeligheden at gøre, hvilket netop gør den så fristende for Corgan at flygte til. 1979 tænker tilbage på da Corgan var ca. 12 år gammel, og den lyder af ren nostalgi. I bund og grund handler den i sig selv om at få det bedste ud af en forfærdelig situation, og i albummets kontekst drømmer Corgan om dengang, han kunne netop dette. Mellon Collie and the Infinite Sadness er ganske vist dobbelt så lang som Siamese Dream, så det kræver at du rigtig godt kan lide alternativ rock, men hvis du kan, er der masser af guf at komme efter.

488 – D’Angelo – Voodoo (2000)

Udgivet den af
Svar

D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.

489 – Steve Earle – Guitar Town (1986)

Udgivet den af
Svar

Jeg er generelt ikke alt for imponeret af specielt meget country-musik. Det meste ser jeg som kønsløst, kedeligt og uvigtigt. Jeg ved ikke hvad, der tiltrækker andre til country, for selv kan jeg ikke se andet i det end stemningen. Og den stemning kan jeg også få hos masser af rockmusik, der samtidig leverer rigere musikalske oplevelser. Med det sagt er Steve Earle ikke halvdårlig, og hans debutalbum, Guitar Town fra 1986, har faktisk nogle halvrige musikalske oplevelser. Han er da heller ikke fuldblods country, han arbejder mere med country-rock, og rockelementerne er oftest det, der holder min interesse i albummet. Albummets største bedrift er nok det charmerende åbningsnummer, Guitar Town. Han synger om sig selv med et smil på læben, som bliver leveret så godt, at man nærmest kan se hans ansigtsudtryk for sig, når man lytter til den. Dens riff er fængende, og jeg bliver selv rigtig glad i låget, når jeg synger med på guitar-overgangen mellem to linjer. Charme er noget, der virkelig bærer Guitar Town – uden den ville det være en langt kedeligere oplevelse.

De to første numre – Guitar Town og Goodbye’s All We’ve Got Left er rigtig gode, og pudsigt nok mærker man tydeligere rockindflydelsen i dem, især sammenlignet med det tredje nummer. Hillbilly Highway lyder alt for meget som en andenrangs Hank Williams-efterligning, hvis du spørger mig. Omkvædet falder også i en anden fælde, som viser sig at være pladens største problem, nemlig at teksten bliver meget corny. Det er til at holde ud, men sangen ville være meget lettere at overkomme, hvis han ikke lavede sådan nogle tumpede knæk i sin stemme konstant. Versene er til gengæld rigtig godt skrevet, og det ville nok være bedst hvis der slet ikke var et omkvæd, hvilket er noget, albummet heldigvis holder sig fra det meste af tiden. Steve Earle smører sit charmerende lille smil fra sine læber på My Old Friend the Blues, en langsommere sang, der lyder ganske oprigtigt udmattet. Udmattelse er netop en af de følelser, som bedst kan udtrykkes gennem countrymusik, så der er ikke meget genrefusion på det nummer.

Steve Earle er som sagt værst, når han bliver for corny, og ingen sang på Guitar Town er mere corny end Little Rock n’ Roller. Det er næsten til at brække sig over, når han synger linjer som “Cause I know there’s an angel just for rock ‘n’ rollers” i omkvædet til sangen, der er en undskyldning om hvorfor han ikke kan komme hjem til sin søn i nat. Hans ellers charmerende lille smil bliver så fedtet at han lige så godt kunne være vært på America’s Funniest Home Videos. Han afslutter albummet med den minimalistiske Down the Road, og minimalismen passer meget godt til hans landlige personlighed. Steve Earle er ikke meget pompøs. Han er som hvis en eller anden fyr, som du engang har mødt på landet, begyndte at lave country-rock og viste sig at være ret god til det. Guitar Town er på den måde fejlfyldt, men den føles altid så jordnær, at man kan undskylde fejlene let. Hvis du kan lide countrymusik, så erGuitar Town nok et album for dig, og selvom visse sange kan nydes af en, der sjældent lytter til country frivilligt, er albummet som helhed mest reserveret til folk, der lytter til det regelmæssigt.

490 – Gang of Four – Entertainment! (1979)

Udgivet den af
Svar

Gang of Four udgav i 1979 deres højst nytænkende debutplade, Entertainment!, og den er noget ganske særligt. Det er post-punk, så mange inspirationer kommer selvfølgelig fra punkrocken, der hærgede verden tidligere i 70’erne. Punk var generelt rigtig simpelt, så mange bands begyndte mod slutningen af 70’erne og et godt stykke oppe i 80’erne at komme med diverse kreative idéer om hvordan man kunne puste nyt liv i genren. Gang of Four pustede ikke blot nyt liv i punk, de pustede nærmest nyt liv i rockmusikken som helhed. De har meget af punkens aggression og funkens festlighed, samtidig med at de inkorporerer store, turbulente følelser. Hvis du ikke kender til Gang of Four, minder denne beskrivelse dig sikkert om de tidlige år i Red Hot Chili Peppers’ karriere, og de er sjovt nok også store fans af Gang of Four. Deres musik er voldsom, men den bliver aldrig til noget, som nogen ville kvalificere som støj. De slår hårdt med tunge guitarer og basser, der hamrer igennem en eller anden abstrakt mur.

Samtidig er de rigtig underholdende. At de formår at være så sjove at lytte til, selvom man stadig kan mærke de følelsesmæssige nervesammenbrud er nærmest magisk. Man kan blot vælge at fokusere en smule mere på det ene end det andet, og vupti: så har det lige så stor effekt. Det ene distraherer aldrig fra det andet, de arbejder rettere sammen om at skabe et multifunktionelt lydunivers. At det netop er så multifunktionelt gør, at man kan lytte til Entertainment! stort set uanset hvilket humør man er i. Sangene er meget skæve; de bliver ofte sunget på en meget mekanisk måde, hvor hver stavelse bliver adskilt fra den næste, og de lyder fuldstændig gale i bøtten meget af tiden. På nummeret Anthrax synger forsanger Jon King f.eks. om hvordan han skulle have hørt at kærlighed er som en miltbrand, hvilket medfører at han helst vil undgå sådan noget. Samtidig snakker en eller anden i baggrunden om noget, som nok alligevel næppe har nogen relevans. Det bliver dog til en interessant musikalsk oplevelse, især da han af og til beslutter sig for at afbryde sine egne sætninger for at synge enkelte sætninger sammen med King.

Gang of Fours lyd er noget, jeg aldrig har hørt fra andre end dem. Jo, som sagt kan man tydeligt høre deres ekko i de første ca. 5 Red Hot Chili Peppers-plader, men det er mest i instrumentationen. Sangene er skrevet meget forskelligt, og Gang of Fours desperation, angst og diverse andre særheder giver dem så ufatteligt meget personlighed, og samtidig er sangene fængende som bare pokker. Jeg har selv tit og ofte gået rundt og nynnet dem, og det er nok ikke noget, som kun jeg gør. De sidder dog ikke fast på grund af gentagelser – for selvom det bliver gentaget, er man lige fra første gang, man hører en bestemt lyd betaget nok af den, til at man har lyst til at høre den igen. Hvis du kan lide punk, post-punk, alternativ rock, funk, funk-rock eller bare enhver form for eksperimentel musik, har Gang of Four noget for dig. Ikke et af disse elementer bliver tilsidesat, og ikke et af dem tager opmærksomheden fra resten; de arbejder blot sammen om at skabe et af tidens absolut bedste albums – og et der stadig holder.