Forfatterarkiv: Kjartan

331 – Neil Young – Tonight’s the Night (1975)

Udgivet den af
Svar

Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the Gold Rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet mange andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the Night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at tilgå. Der blev ikke udgivet nogen singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske Come on Baby Let’s Go Downtown, der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed gik. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, lægger der nok meget sandhed bagved.

Nogle gange kan Tonight’s the Night være ret svær at lytte sig igennem. En ting er de meget triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det blive mere end man lige kan klare til tider. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han slet ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge mange følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som Borrowed Tune, Mellow My Mind, Albuquerque og Tired Eyes. Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust Never Sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på Tonight’s the Night reelt det samme nummer. De hedder henholdsvis Tonight’s the Night og Tonight’s the Night, Pt. 2. Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.

Det bedste ved Tonight’s the Night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem Tonight’s the Night og Tonight’s the Night Pt. 2 helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er virkelig skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på Tonight’s the Night, Pt. 2. Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde Come on Baby Let’s Go Downtown, der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the Night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du endelig formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.

332 – The Beatles – Help! (1965)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spurgte mig om mit absolutte yndlingsband, ville det stå meget tæt mellem The Smiths, The Velvet Underground og The Beatles, men i sidste ende ville Beatles nok vinde. De er virkelig kreative, og de har haft enorm indflydelse på helt vildt mange genrer, men vigtigst af alt er de nogle rigtig dygtige sangskrivere, i hvert de tre af dem, og de udviklede sig konstant. Ved siden af deres fantastiske albums lavede de også en stribe film, og hver af disse film blev udgivet sammen med et album af samme navn. På de to første af disse, A Hard Day’s Night og Help! bestod første halvdel af et regulært soundtrack med sangene fra filmen, mens anden halvdel bestod af dengang spritnye sange, der intet med filmen havde at gøre. Help! har nogle af gruppens mest kendte sange på sig. Foruden selvfølgelig titelnummeret, er nogle af højdepunkterne på pladen Yesterday, Ticket to Ride, You’ve Got to Hide Your Love Away og I’ve Just Seen a Face. På disse sange udforsker Beatles mere genrefusion end deres hidtidige pop-rock, som ganske vist har været rigtig god, men samtidig er den virkelig simpel.

John Lennon og Paul McCartney begyndte på dette album virkelig at få øjnene op for Bob Dylans forfriskende bud på folk-musik, og det tydeligste eksempel på dette er med You’ve Got to Hide Your Love Away, der virkelig, virkelig lyder som Dylan. Men det lyder som en rigtig god Dylan-sang, og den passer rigtig godt ind på albummet. Ellers virker det som om, Lennon generelt fik sat en smule Dylan ind i sin stemme. Lennon er meget bedre til at ramme toner end Dylan nogensinde har været, men han har på Help! virkelig gjort sin stemme grimmere og hæsere, hvilket klæder ham. Paul McCartney fik flirtet mere med Phil Spectors barok-pop. Der er dejlig meget skævhed i de ellers meget rene sange Tell Me What You See, I’ve Just Seen a Face og den gudeskønne Yesterday. Yesterday er en  af de smukkeste sange nogensinde. Det er en god, simpel melodi, teksten er mere oprigtig end langt de fleste rocksange fra før den, McCartney synger helt fantastisk derpå, strygerne er så velvalgte og velkomponerede, det er en fuldkommen perfekt sang.

Leadguitarist George Harrison synger også på to sange, som han i øvrigt selv har skrevet. De hedder I Need You og You Like Me Too Much. Det er to ret gode popsange. Det er ikke det bedste på pladen, men standarden er jo også ret høj. I Need You er især fed med sine flotte vokalharmonier og fede guitarspil. Det er ikke det mest teknisk imponerende, Harrison nogensinde har præsteret, men det er dejlig sjovt. Der er desværre to sange på Help!, der trækker helhedsoplevelsen ned, og de er spøjst nok begge to covers. Det første, Act Naturally, oprindeligt af Buck Owens, er her sunget af trommeslager Ringo Starr, der uden tvivl er den svageste sanger af de fire. Derudover er det en countrysang, og ikke en specielt god en af slagsen. Den er bare tumpet og naiv, men den lader ikke til selv at vide, hvor naiv den er. Den anden er en egentlig ret fed fortolkning af rock and roll-sangen Dizzy Miss Lizzy, oprindeligt af Larry Williams. Problemet er dog, at den kommer lige efter Yesterday, og dermed også afslutter albummet, hvilket er meget antiklimatisk, og det får Yesterday til at virke mere ordinær, fordi denne er så utrolig meget mere højlydt. Help! er langtfra den bedste Beatles-plade, men den er stadig fremragende.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

334 – X – Wild Gift (1981)

Udgivet den af
Svar

Punkbandet med det virkelig simple navn X debuterede i 1980 med albummet Los Angeles, og det er en af de bedste debutplader nogensinde. Den er kort, hurtig, aggressiv, forvirret, og på alle måder skøn. Det var punk på en meget simpel måde, men det virkede rigtig godt. Året efter udgav de opfølgeren Wild Gift, og ikke meget har ændret sig. Der er lidt inspiration fra reggae på Adult Books, og man kan høre inspiration fra tidlige post-punk-grupper på White Girl, og selv rockabilly har nogle indspark på Beyond and Back. Det er dog ikke noget, der fylder så meget i musikken. Los Angeles var en meget kort plade, den var under en halv time lang, og med Wild Gift er det ikke meget anderledes. Man får 13 generelt meget korte sange på blot 33 minutter. I et nærmest ekstremt tilfælde varer et enkelt nummer lidt mere end 4 minutter, nemlig Universal Corner. Det er også en af de få knap så hurtige sange på albummet, men det er nu ikke fordi den ikke er fuld af energi alligevel. Albummet som helhed oser bare af energi.

X bestod dengang af fire medlemmer, forrest stod gifte par John Doe og Exene Cervenka, der i dag er skilt, men de er stadig begge med i bandet. Disse to har skrevet samtlige sange på Wild Gift, og de synger også dem alle. John Doe har en forholdsvis dyb stemme, og Exene Cervenka har en meget høj, frembrydende vokal, der virkelig skærer igennem, lidt som Kim Gordon fra Sonic Youth eller Kim Deal fra Pixies. I det hele taget har alternativ rock virkelig taget Exene Cervenkas stemme til sig, for hendes lyd sætter sit præg overalt hos kvindelige rocksangere. Sammen har John Doe og Exene Cervenka skrevet nogle rigtig fede punksange. The Once Over Twice, We’re Desperate, Adult Books, I’m Coming Over, Some Other Time, White Girl og When Our Love Passed Out on the Couch er klare højdepunkter, som er umulige at få ud af hovedet. Adult Books havde jeg endda engang siddende fast i hovedet i månedsvis, uden at jeg kunne huske eller finde ud af, hvem der havde lavet den. Så der er jeg rigtig taknemmelig for at skulle vende tilbage til denne plade for at anmelde den.

Noget af det bedste ved X i forhold til så mange andre punkbands, er at de beholder al den gammeldags punk-lyd og -atitude, som man kan finde hos de tidligste udfoldelser i genren, men samtidig føles de rigtig sjældent vrede. De føles til gengæld forvirrede, og det har selvfølgelig noget med de skarpe melodier og tekster at gøre, men meget af det kommer også fra samspillet mellem John Doe og Exene Cervenka som sangere. Når de er hver for sig, lyder det rettere vredt, men sammen skaber de et helt enormt virvar af følelser, meget som post-punk-grupper som Wire, Minutemen eller Gang of Four normalt gør. Deres musik er måske lidt svær at sætte sig ind i for nogle, men giv dem gerne et par chancer. Hvis du vil forsøge dig med et af deres albums, er alle de tidligste albums fænomenale, men Wild Gift er i skarp konkurrence med Los Angeles om at være deres allerbedste. Det er punkmusik af allerhøjeste kaliber, både hvad angår sangskrivning, dynamik, lyd, men mest af alt angående albummet som helhed.

335 – Graham Parker – Squeezing Out Sparks (1979)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.

336 – Soundgarden – Superunknown (1994)

Udgivet den af
Svar

Soundgarden er blevet beskrevet som mange ting. Nogle kalder dem heavy metal, nogle kalder dem grunge, og nogle kalder dem stoner-rock. Selv ville jeg sige, at de består meget af alle tre genrer, men uanset hvad du nu vil kalde dem for en genre, så er det rigtig fed, hårdtslående rockmusik. Dette kan især siges om deres helt store gennembrud, Superunknown fra 1994. Det er med 70 minutter deres længste studiealbum, men det er fyldt med god musik. Lige fra første sekund er det hårdtslående på åbningsnummeret Let Me Drown, der starter med et fængende guitarrif, og under dette kører en dejligt spøjs basgang, der minder meget om noget Jane’s Addiction kunne have lavet. Der er en meget djævelsk, funky undertone til meget af musikken, og det adskiller dem fra meget af samtidens rocklandskab. Andre gange har de tydeligvis været inspireret af shoegaze-bands som My Bloody Valentine og Slowdive, f.eks. på den smukke, æteriske Head Down.

Soundgarden er heller ikke bange for at flirte med det psykedeliske, det gør de bl.a. fremragende på deres store klassiker Black Hole Sun. Det bliver udført med hjemsøgende elegance og angst. Forsanger Chris Cornell udmærker sig rigtig meget på det nummer, og i det hele taget er han en af de største rocksangere nogensinde. Han har en rigtig imponerende stemme, og det er især tydeligt, når han lægger meget kraft i, hvilket har en meget truende lyd. Han lægger navnlig så meget kraft i, når vi når til omkvædene, der til tider er så bombastiske, at de kunne minde om klassiske rockgrupper fra 70’erne, såsom Aerosmith, T. Rex og Cheap Trick. Noget af det bedste ved Superunknown er, at ikke blot er alle 15 numre gode, men de fleste er virkelig, virkelig gode. Mange bliver i hovedet i rigtig lang tid. Selvfølgelig er singlerne meget fængende, men hvor de andre måske ikke er nær så poppede, så er de rigtig mindeværdige. Til trods for at næsten alle numre bærer den hårde lyd, har de individuelle særpræg, der gør dem meget unikke på albummet.

De første to tredjedele af albummet har nok de bedste sange, men til gengæld kan det godt mod midten føles som en lidt langtrukken affære. Ganske vist er alle numrene formidable, men nogle få kunne godt tåle at være lidt kortere, og selvom der er variation, har numrene ikke verdens smukkeste samspil. Det er ikke et specielt stort problem, men det er værd at bide mærke i. Til gengæld er dette slet ikke tilfældet på den sidste tredjedel, hvor man måske ikke finder mange mine yndlingsnumre, men det hele føles fandeme godt skruet sammen. Korte sange som Kickstand og Half fungerer som fine interludier, der giver pusterum for de længere sange, dette album generelt byder på. Lidt flere af dem ville faktisk have været rart, også selvom albummet blev en smule længere deraf. 90’ernes rocklandskab er fyldt med masser af fede bands, og Soundgarden er uden tvivl et af de bedste, og Superunknown er en af deres bedste plader. Der er ganske få ting, der ikke kører som smurt i olie, men det er at forvente med et album af denne længde. Og i forhold til længden, så er Superunknown virkelig, virkelig god.

337 – Jethro Tull – Aqualung (1971)

Udgivet den af
Svar

Før jeg går alt for godt i gang med denne anmeldelse, vil jeg lige sige, at jeg ikke vil gå specielt dybt ned i konceptet for Aqualung. Årsagen til dette, er at forsanger og bandleder Ian Anderson selv har sagt, at det slet ikke er et konceptalbum. Andre medlemmer er uenige med ham, men jeg stoler på Anderson mere end nogen anden. Nuvel, Aqualung er det fjerde album fra det progressive rockband Jethro Tull, og selvom der nok ikke er noget decideret koncept, så er religion et gennemgående tema på mange af numrene. Lyrikken er generelt meget legesyg og malerisk, og i starten af pladen finder man mange spøjse beskrivelser af nogle spøjse personer, Ian Anderson har skabt. Det kan godt være, at der ikke er noget koncept på pladen, men sangene hænger stadig utrolig godt sammen. Med det mener jeg naturligvis i det rent musikalske, hvor dynamik er i højsædet. Alle numrene på pladen passer virkelig godt sammen, og man kan selv efter mange gennemlytninger synes, at Aqualung føles rigtig kort, selvom længden er ret gennemsnitlig. Det er bare hele tiden så frisk, at man tror, man lige er begyndt på pladen.

Pladen er som med så meget progressiv rock fyldt med eksperimenteren og blær på instrumenterne. Disse instrumenter er dog ikke de mest typiske. Selvfølgelig, der er guitar, bas og trommer, og almindeligt nok for genren er der også en keyboardspiller. Instrumentet der definerer Jethro Tull er dog fløjten. Den er ikke altid i lydbilledet, men når den er der, så er den rigtig tydelig. Der er én tværfløjtenist og to blokfløjtenister i gruppen, og de spiller virkelig godt sammen, og i løbet af næsten halvdelen af nummeret My God er fokus på fløjterne. Hvis du synes, disse fløjter ikke bidrager noget til nummeret, så forstår jeg dig, og det er som sådan ikke helt usandt, men det er til gengæld rigtig flot. Disse fløjter fungerer som flot kontrast til guitaren, der kører i meget metal-lignende riffs. Man kunne let forestille sig Black Sabbath, Led Zeppelin eller UFO kunne have brugt sådanne riffs nogenlunde samtidig. Leadguitaristen hedder Martin Barre, og han er en usandsynligt dygtig musiker, men det er hele bandet som sådan.

Jethro Tull har skabt nogle rigtig varierede, kompliceret opbyggede sange til Aqualung, og man skulle tro, at det kom til at gå ud over, hvor mindeværdige de individuelle sange er. Det er dog ikke rigtig tilfældet, selvom vi naturligvis ikke snakker Michael Jackson eller noget. Sange som Aqualung og Locomotive Breath kan jeg tit fange mig selv i at komme til at synge. Det er ikke hele albummet, der er sådan, men på grund af dens store variation i tempo, lydstyrke, følelser og instrumentation, så kan jeg virkelig aldrig blive træt af det. Især ikke, når der er så dygtige musikere, der giver formidable præstationer, og da slet ikke, når det lyder fedt uanset hvordan nummeret udvikler sig. Normalt ville jeg kunne sige om jeg var mere til det langsomme eller det hurtige, det højlydte eller det stille, det vrede eller det lykkelige, guitarerne eller fløjterne, men det hele er rigtig godt her. Hvis du ikke er til progressiv rocks idiosynkrasier, kan jeg ikke garantere, at Aqualung er noget for dig. Men det er noget for mig, og det nærmer sig perfektion i mit univers.

338 – Big Brother & The Holding Company – Cheap Thrills (1968)

Udgivet den af
Svar

Den legendariske sangerinde Janis Joplin fik sit store gennembrud som forsanger i bandet Big Brother and the Holding Company, som hun lavede to plader med. Den anden af disse to er uden tvivl den mest berømte, bandet nogensinde har lavet, og den hedder Cheap Thrills. I løbet af hele albummet er der tilføjet atmosfære, applaus og samtaler med publikum, så det føles mere som en koncert, men reelt er næsten hele albummet optaget på den gammeldags facon. Åbningsnummeret Combination of the Two sparker rigtig hårdt albummet i gang med en syret guitarintro. Efter det går Sam Andrew i gang med at synge, og han synger fint nok. I baggrunden hører man dog en kvinde, der i den grad stjæler rampelyset fra ham. Det er Janis Joplin, og så snart hun træder længere frem i lydbilledet viser det sig tydeligt, at hun er pladens stjerne. Hendes vidunderlige stemme er virkelig energisk, og den forlanger bare, at lytteren hører efter. Det bliver mere langsomt og blueset på I Need a Man to Love som Joplin var med til at skrive. Der er meget dynamik på det nummer, og Joplin er med undtagelse af sporadiske korsangere alene foran mikrofonen, og det klæder dem virkelig. Den er også god kontrast til Combination of the Two.

Et af albummets højdepunkter er bandets cover af Summertime. Det er en meget smuk sang, som er blevet fortolket af utallige musikere i årenes løb. Big Brother and the Holding Companys udgave er dog min favorit, og det har især noget at gøre med al den sjæl og kærlighed, Janis Joplin lægger i sin vokal. Den er også mere stille end de tidligere sange, og guitaren derpå er virkelig smuk. Efter Summertime kommer endnu et cover, nemlig af Erma Franklins Piece of My Heart. Det er en meget hårdtslående udgave, der går fra ret hård, syreguitar til meget stille portioner, der minder om den oprindelige souludgave. Janis Joplin gør virkelig gruppens fortolkning mere oprigtig og sårbar end originalen, hvilket gør sangen bedre og mere troværdig. Det er uden tvivl pladens bedste sang, og resten er ellers ikke skidt. Efter denne kommer Turtle Blues, der i opbygning er meget lig klassiske bluessange som Robert Johnson og Elmore James ville skrive dem. Det, der virkelig gør Turtle Blues til noget særligt er det smukke arrangement. Man kunne let beskylde Turtle Blues for at være meget gammeldags i forhold til resten af pladen, og det er som sådan også sandt, men den lyder rigtig godt alligevel.

Oh Sweet Mary er nok den mindst populære af pladens syv sange. Det er en fin melodi, der er god dynamik der på, og der er ret lange, dejligt syrede guitarportioner derpå. Det er endnu et nummer, hvor Sam Andrew synger for for det meste. Guitarportionerne optager måske lidt for meget af sangen, for så interessante er de ikke igen. De lyder ganske godt, men de kommer ikke nogen vegne, og nummeret slutter ret brat. Albummet slutter med en ni minutter lang udgave af Big Mama Thorntons Ball and Chain. Det er en meget interessant udgave af den ellers ret simple bluessang, og hvor Joplin selvfølgelig skal have en del af æren, så må resten af bandet også have meget ros for deres vilde guitarorgier. Denne sang er rent faktisk optaget live, og det kan mærkes. Det føles som om, Joplin synger dig lige i ansigtet. Hvor Oh Sweet Mary nok brugte lidt for lang tid med guitarerne, bruges de helt perfekt på Ball and Chain. Hvis du kan lide Janis Joplin solo, så vil du nok også kunne lide Cheap Thrills, selvom lyden er lidt hårdere. Der er masser af guf på det album, også selvom dets alder viser tydelige tegn til tider.

339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som Swordfishtrombones, Rain Dogs, Bone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of Paint, San Diego Serenade, Diamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.

340 – Black Flag – Damaged (1981)

Udgivet den af
Svar

Få ting sparker røv ligeså meget som punkmusik, og hvis én af punkens mange afarter sparker mere røv end resten, så er det uden tvivl hardcore punk! Man kan altid diskutere hvem, der startede genren, men de første, der lavede et hardcore-mesterværk var nok Black Flag, der i 1981 med albummet Damaged viste hvor stort et potentiale genren havde. Hardcore punk er en ekstrem udgave af punk, og på Damaged er der også kun to slags øjeblikke: de meget stille og de meget højlydte, og de førstnævnte er der ikke særlig mange af, undtagen altså mellem sangene. Der er 16 sange fordelt på 35 minutter, hvilket giver en gennemsnitslængde på lidt over 2 minutter pr. sang. Det er ikke besynderligt meget, men deres fremgangsmåde kræver nærmest, at en sang kun i yderste særtilfælde overskrider de 3 minutter. Man kunne rigtig let blive hurtig træt af at høre selv de bedste sange, hvis de blev ved i bare et halvt minut mere end resten. Det gør de allerfærreste dog, så der kommer hele tiden noget ny musik direkte i fjæset på lytteren, og det er rigtig sjov musik.

Black Flag sørger for lige akkurat at have nok stille øjeblikke på pladen, og selvom de langsomme øjeblikke er mere fremtrædende, kan man normalt kun finde dem i starten og slutningen af en sang, hvis man i det hele taget kan. Man har brug for at hvile hovedet lidt efter man har lyttet til pladen, men efter nogle minutter, så er den så god som ny. Hvis du lytter til meget af samtidens allerhårdeste musik i dag, så kan det virke en smule tamt, men Black Flag holder overraskende godt stadig. Man kan virkelig føle sig angrebet af forsanger Henry Rollins eller guitarist Greg Ginn. Ginn har skrevet de fleste af pladens sange helt eller delvist, og han er et af mine store idoler som sangskriver. Han får skruet nogle rigtig simple ideer sammen, så det både føles rigtig aggressivt og virkelig sjovt. Black Flag er et af de bands i hele verden, der er sjovest at skråle med på. Jeg kan ikke tælle, hvor ofte jeg med mine lungers fulde kraft har råbt og skreget til numre som Rise Above, Six Pack, TV Party, Gimmie Gimmie Gimmie eller No More.

Pladen er kun 35 minutter lang, og det er en helt perfekt længde. Man har fået rigeligt, men man har ikke fået for meget, for det kunne man sagtens få med Black Flag. Det man får er dog 16 virkelig fede numre, der virkelig komplimenterer hinanden rigtig godt. Lige som man tror, man har fået nok, opdager man, at man sagtens kan trænge til mere. Især formidabelt er samspillet mellem den næstsidste sang, Life of Pain, og afslutningsnummeret Damaged I. Life of Pain slutter virkelig brat efter linjen “There’s got to be a way to get out”. Man tror, albummet er ved at være slut, og så kommer Damaged I, en af de mest mentalt forstyrrede sange på pladen, hvis ikke nogensinde. Det lyder som om hele bandet er ved at bryde sammen. Man troede ellers lige, at Life of Pain ville være en perfekt chance for et alfslutningsnummer, som de så havde misset, og så får man en vidunderlig afslutning, der bare er så bindegal, at man ikke kan andet end at elske den. Damaged er en af de bedste punkplader nogensinde, og den er bare fantastisk fra start til slut.