311 – Nirvana – MTV Unplugged in New York (1994)

Den 5. april 1994 begik Kurt Cobain, forsanger i Nirvana, selvmord som blot 27-årig. Et par måneder før dette optrådte de på MTV-programmet Unplugged, hvor de opførte akustiske udgaver af mange af deres sange, både de kendte og de ukendte. Foruden dette var der også covers af David Bowie, the Vaselines, Meat Puppets og Leadbelly. Et år efter koncerten udkom programmet også i albumform, her under navnet MTV Unplugged in New York. Jeg har aldrig set den oprindelige tv-optræden, men MTV redigerede vist også en del i koncerten, så jeg har til gengæld set dvd-udgaven fra 2007. Det er en meget sjov film, som jeg klart kan anbefale at se. Meget af morskaben kommer mellem numrene, hvor Cobains interaktioner med publikum giver bandet en meget menneskelig charme. Lyden er ikke helt høj nok i disse portioner, men der er nogle virkelig skægge øjeblikke på dvd’en. Albummet har alle de samme sange som dvd’en, men den har skåret meget af snakken væk. Det er også fint nok, så er musikken mere i fokus, og man kan alligevel knap nok mærke, at der er redigeret.

Hele tre af sangene, der blev spillet, var covers af sange fra Meat Puppets-pladen Meat Puppets II, og på disse tre sange medvirker Cris og Curt Kirkwood fra Meat Puppets på henholdsvis bas og guitar. Det er virkelig flotte fortolkninger, og da jeg hørte denne plade for første gang, havde jeg aldrig hørt om Meat Puppets, så den gav mig stor lyst til at lytte lidt til dem, og jeg har virkelig lært at elske deres musik. De mange nyfortolkninger af gamle Nirvana-sange er dog det, der bærer albummet, og næsten alle sangene lyder bedst i Unplugged-udgaven. Generelt er der valgt de mere stille sange, man får hverken Heart Shaped Box, Drain YouSmells Like Teen Spirit eller Scentless Apprentice, men i stedet får man fantastiske udgaver af Come As You AreSomething in the Way, Dumb og All Apologies. Der er dog ikke kun spillet de sikre kort. Også et par ellers ret hårde sange har fået makeovers, men de passer overraskende godt til denne stil. Den hårdeste af disse er nok On a Plain, som oprindeligt har et ret højlydt omkvæd, men den virker faktisk bedst som en lidt blødere sang.

Kun en enkelt sang på denne plade foretrækker jeg faktisk i originaludgaven, og det er Polly, der ganske kontroversielt bliver fortalt fra synspunktet af en mand, der er i færd med at voldtage en kvinde. Det er stadig en vidunderligt uhyggelig og makaber sang, men Cobains stemme er bare mere skræmmende på originaludgaven. Hvis jeg ikke kendte til originalen, så ville jeg dog ikke have et ondt ord at sige om Polly, som den lyder på MTV Unplugged in New York. Alle de andre sange lyder mere bundærlige, nede på jorden og oprigtige end før, og Kurt Cobains levering som sanger er årsag til meget af dette. Det var jo forholdsvis kort tid før hans selvmord, så jeg vil antage, at hans depression var ret kraftig på det tidspunkt, og det har nok påvirket musikken. På intet nummer synger Cobain smukkere end deres cover af Leadbellys blues-arrangement af folkesangen Where did You Sleep Last Night. Det er en virkelig smuk sang, og den ender med at blive virkelig intens, så den fungerer perfekt som afslutningsnummer. MTV Unplugged in New York er en meget usædvanlig plade. Det er ikke det typiske live-album, men det kunne nok godt være et af de bedste.

312 – Lauryn Hill – The Miseducation of Lauryn Hill (1998)

Fugees var en vidunderlig hip hop-gruppe, som desværre kun nåede at optage to albums. Efter det andet, The Score, gik medlemmerne hvert til sit, og alle tre begyndte ret succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde af dem var dog underligt nok den mindst produktive, nemlig Lauryn Hills. I skrivende stund har Lauryn Hill ikke lavet andet end ét studiealbum og ét livealbum, men studiealbummet var både et af 90’ernes mest roste og et af de mest solgte. Det hed The Miseducation of Lauryn Hill, og der blev taget et par skridt væk fra rapmusikken, hun ellers var kendt for. Hun rapper stadig på et par numre her og der på albummet, men generelt har vi at gøre med noget førsteklasses neo-soul. I modsætning til meget af samtidens R&B, så var The Miseducation of Lauryn Hill en meget organisk plade. Der er nogle få samples, men næsten al musikken er indspillet i studiet. Og det er ikke bare et lille antal musikere, nej der er mange, og ikke én spiller med på mere end halvdelen af numrene, så der er stor variation i instrumentationen.

På et af pladens bedste numre, To Zion, spiller selveste Carlos Santana endda med på guitar, og han gør det naturligvis virkelig imponerende. Men mest af alt er det vigtigt, at det lyder rigtig godt sammen med Lauryn Hills sang. Jeg vil også lige bide mærke i, at Hill heller ikke er den eneste, der synger på denne plade. Lauryn kunne med lethed bare have optaget flere vokalportioner, men hun har i god gammeldags motown-stil fået en masse korsangere til at skabe en mere levende lyd. De gør musikken meget mere fyldig og livlig, og det føles ikke helt ulig den nærhed, man mærker, når man lytter til The Roots. Et gennemgående tema på The Miseducation of Lauryn Hill er kærlighed. Mellem mange af sangene finder man interludier, der er optaget i et klasselokale, hvor en lærer snakker med eleverne om kærlighed. Det er sjovt at høre disse optagelser, og der spiller noget musik under, så de stadig passer musikalsk ind på albummet. Ellers sørger de for at fastslå dette tema, hvilket sørger for, at disse mange sange om kærlighedens facetter føles som om, de hænger mere sammen med Hills privatliv.

The Miseducation of Lauryn Hill er en ret lang plade. Den varer næsten 70 minutter, men længden er faktisk slet ikke et problem, og den væsentligste årsag til dette er, at alle sangene er virkelig stærke og sammenhængende. Derudover er de varierede. Der er meget hårdtslående rapnumre som åbningsnummeret Lost Ones, mens den sentimentale Ex-Factor har en meget flot ømhed, som Hill virkelig skønt udtrykker. Alle sangene lærer man let at kende så godt, at man får et ret nært forhold til dem hurtigt efter, man har lyttet til dem. Ingen, jeg kender, har som Hill formået at mestre både rap og sang så godt, og selvom hun ikke rapper så ofte her som på Fugees-pladerne, så er hun stadig sprød, når hun gør det på Lost OnesFinal Hour og Forgive them Father. Hun har også to rigtig dygtige gæstesangere med på pladen, nemlig Mary J. Blige og D’Angelo, der kommer med unikke bidrag til henholdsvis I Used to Love Him og Nothing Even Matters. Begge har smukke stemmer, og de arbejder godt sammen med Hill. Hvis du kan lide ambitiøs popmusik, så er The Miseducation of Lauryn Hill nok et album for dig, for det fortjener al sin ros og succes, hvis du spørger mig.

313 – Tom Petty and the Heartbreakers – Damn the Torpedoes (1979)

Mange musikere har en tendens til at forsøge at flytte så mange grænser, at de bare glemmer nogle af hovedingredienserne i musik – af og til behøver man ikke andet en velspillet, velskrevet rockmusik, og det er netop det, Tom Petty and the Heartbreakers altid har været eksperter i, og dette talent fremviser de tydeligt på deres tredje plade, Damn the Torpedoes fra 1979. Den åbner med den dramatiske Refugee, der med sin flotte orgeltunge intro virkelig sørger for at sparke albummet i gang. Der er meget bitterhed og vrede, men det, der gør Refugee til et af albummets højdepunkter er bare den fede melodi. Man får den let på hjernen, og dens energi er virkelig frembrydende. Petty fortsætter med Here Comes My Girl, der med sin ret bløde spoken word-start fungerer som flot kontrast til Refugee, og på omkvædet er den virkelig kærlig og fin. Dens overgang mellem spoken word og skønsang fungerer flot, og det føles meget naturligt. Den springer virkelig ud blandt resten af pladen, for ellers lavede Petty typisk meget mainstream rockmusik, men denne har mange små særheder på sig, og det er virkelig sødt.

Det tredje nummer hedder Even the Losers, og den er ligesom Refugee meget rocket. Der er et meget gammeldags rock and roll-flair over versene, og omkvædet er et dejligt fængende underdog-ærklæring, der sagtens kunne være opført af Bruce Springsteen, og den er så sandelig også på denne herres niveau med al sin heartland-attitude. Shadow of a Doubt (A Complex Kid) har ikke rigtig et omkvæd, men for enden af hvert vers er et virkelig fedt hook, som Petty synger så overdrevent, at man får lyst til selv at skråle med, hvilket sker ret tit. Century City minder ret meget om det, vi ellers har hørt, men det vi ellers har hørt er jo også virkelig godt. Det er ikke den mest fængende sang eller noget, men den har sin plads på albummet, den er til at synge med på, og den er ret sjov. En af Pettys stærkeste sange nogensinde kommer da i form af Don’t Do Me Like That. Det er en uhyre simpel melodi, men den virker virkelig godt, den er virkelig sjov, den er let at forstå, og den er også let at relatere til. Man kunne blive bange for, at den simple melodi ville gøre musikken for ensformig, men et kontrast-stykke i midten forhindrer det, og derudover er det pladens korteste sang, så det gør ikke så meget.

You Tell Me er ikke nummeret, man vil huske tydeligst, når man er færdig med Damn the Torpedoes, men den er en ret god melodi alligevel. Den spiller ikke videre utroligt mod de andre sange, den er ligeså højlydt og energisk som Don’t Do Me Like That, bare ikke nær så hurtig, og dens dynamik er også mindre ekstrem. What Are You Doin’ In My Life? starter til gengæld forholdsvis stille ud, mens den skruer tempoet godt op igen. Omkvædet er utrolig fængende, og dens guitarsolo er måske ikke den mest imponerende, du nogensinde kommer til at høre, men den lyder rigtig godt, og den passer godt til sangen. Afslutningsnummeret Lousiana Rain starter med et stille interludium, der var ret tiltrængt, for ellers havde pladen næsten været højlydt fra start til slut. Selve sangen er en sentimental lille sag, der faktisk fungerer rigtig godt til at runde Damn the Torpedoes af. Ambitionerne var her mest af alt sat til at skrive 9 rigtig gode sange, og størstedelen er også formidable, og alle er gode. Dog virker det ikke helt som om, albumoplevelsen var en stor fokus, da den høje energi bliver ved på rigtig mange numre, men alle numre er værd at lytte til.

314 – The Velvet Underground – The Velvet Underground (1969)

Der er virkelig få bands, jeg elsker mere end the Velvet Underground, og noget af det bedste ved dem er, at hvert album er en fuldkommen ny idé, der ikke minder om deres tidligere plader. Den første, The Velvet Underground & Nico var en smuk, artistisk og også ganske syret plade, hvor bratschen spillede en enorm rolle. Den anden, White Light/White Heat var mere simpel og rå i sin lyd, og den ville være en af de væsentligste faktorer i skabelsen af punkgenren. Deres tredje plade, der simpelt nok bare hedder The Velvet Underground er for det meste en rimelig simpel, næsten poppet plade, hvor instrumentationen generelt er rigtig let at følge med i, og der er kun et enkelt nummer på over 6 minutter her. Bandet var helt nede på jorden og lette at tage og føle på, og derfor var fokus i høj grad på bare at skrive gode tekster og melodier. Og det gjorde de om noget. Der er ikke en eneste sang på hele pladen, der ikke har en stor betydning for helheden, og de er meget forskellige. Ganske vist har mange nogenlunde samme instrumentation og tempo, men wow, stemning og sangskrivning fungerer vidunderligt for dem alle.

The Velvet Underground er en meget følsom plade meget af tiden. Det er selvfølgelig let nok at sige om de tristere, langsommere numre, f.eks. Candy SaysPale Blue Eyes, Jesus og I’m Set Free, men hele pladen har virkelig nogle deprimerede undertoner. Beginning to See the Light er ganske vist en forholdsvis energisk sang, men den virker ikke spor glad. Den virker mere som om, den prøver at overbevise sig selv om, at det hele ikke er så skidt igen. Man kan også bare kigge på titlen; den ville ikke hedde Beginning to See the Light hvis lyset nu hele tiden havde været der, så der har uden tvivl været mørke tidligere. Forsanger Lou Reeds stemme bærer meget af pladen. Han er ikke den stærkeste vokalist i verden, nej langt fra. Han virker faktisk næsten altid som om, han er ved at bukke under. Det kunne måske være fordi han har svært ved at ramme tonerne, men det giver albummet en virkelig smuk og følsom lyd. Man får ekstremt meget medlidenhed med Reed, og albummet bliver da til meget mere end bare en samling sange.

Noget af det, der gjorde The Velvet Underground bemærkelsesværdige i første omgang, var deres særhed og deres mod på at udfordre rockmusikkens normer. Man kunne lidt forvente, at de ikke ville gøre det her, og der ville som sådan ikke være noget galt i at holde sig til de simplere sange. Det gør de dog alligevel, og de er som altid skønne. Lou Reed kommer som altid med nogle spøjse vendinger, f.eks. “Put jelly on your shoulder” på nummeret Some Kinda Love, men han bliver for syret, når noget sært sker rent musikalsk. Der er i løbet af hele albummet små musikalske særheder, der bygger op mod det, men intet kan reelt måle sig med de to sidste numre, hvad angår særhed. Det første af disse, The Murder Mystery, der er 8 minutter lang, består i løbet af meget af sangen af to stemmer, der siger forskellige ting, og man kan derfor ikke høre, det der bliver sagt, men musikalsk bliver det rigtig kaotisk. Omkvædet bliver sunget af deres dygtige trommeslager Moe Tucker, der skaber meget stemning. Og efter dette lange musikkaos, så afsluttes albummet ironisk nok virkelig uskyldigt med After Hours, der er en virkelig sød lille sang. Det er ganske vist et antiklimaks, men det er et så ekstremt antiklimaks, at det faktisk virker, og især når vi snakker om en plade som The Velvet Underground.

315 – Pixies – Surfer Rosa (1988)

Jeg elsker tidlig alternativ rock. Jeg elsker i det hele taget alternativ rock, men i 80’erne havde det generelt en hårdhed og en attitude, der ikke ses nær så ofte i dag. Og hvis noget band havde attitude i de go’e gamle dage, så var det Pixies, og lige fra deres første album i fuld længde, Surfer Rosa. Pixies gjorde meget ud af, at vise, at de havde rødder i punk-musikken, og de fleste af sangene på Surfer Rosa er da også rigtig korte og hårdtslående. Kun 4 af de 13 sange er over 3 minutter lange, men disse er også nogle af de bedste. Navnlig er Where Is My Mind? og Gigantic nogle smukke sange, og de er også sjovt nok nogle af de langsomste på pladen. Forstå ikke dette sådan, at Pixies ikke er gode til at skrive hurtige sange, men placeringen mellem alle disse hurtige sange får fremhævet de langsommere sange. Det gør dem virkelig forfriskende, og får dem også til at fremstå meget dybsindige og filosofiske. Især Where Is My Mind? lyder som om, forsanger Black Francis’ sindstilstand bare går i spåner.

Mellem numrene finder man tit ren snak. Både noget, der virker forberedt, men på andre tidspunkter virker det fuldstændig improviseret. Det giver lidt ekstra liv til pladen, så den føles som om, den kunne være optaget i en lang smøre i en garage. En enkelt gang fortsætter det i længere tid end hvad godt er, nemlig mellem Oh My Golly! og Vamos, hvor der går næsten et helt minut uden musik, men selv her er det stadig en ret morsom lille optagelse. Forsanger Black Francis er en virkelig speciel vokalist. Han har en enorm skingerhed i sin stemme, og den er samtidig meget nasal. Den minder i grunden ret meget om Billy Corgan fra the Smashing Pumpkins, der ville blive store et par år senere, Black Francis råber bare meget mere. Den største sanger på pladen er dog efter min mening backingvokalist Kim Deal, som synger for på et enkelt nummer, nemlig den skønne Gigantic. Ellers er hun bare en virkelig skarp stemme, der brager sig frem. Man kan let lægge mærke til hende, og hun stjæler virkelig hele showet, hver gang hun åbner munden.

Pixies er virkelig gode til at udtrykke følelser på Surfer Rosa, og følelsen, de udtrykker oftest er uden tvivl forvirring. Det føles som om intet i hele verden går, som det skal, når man lytter til pladen, og dette kan især Black Francis’ sangskrivning takkes for, men meget af det ligger også i måden, det bliver spillet på. Black Francis’ skingre vokal bevæger sig over nogle meget distorterede guitarer, der tit er lige så langt fremme i lydbilledet som vokalen. Tit fylder de endnu mere, og de spiller meget simple, punkede akkord-strukturer, og på grund af disses store fremtræden i musikken er den generelle stemning meget psykopatisk og vild. Teksterne er på grund af de høje guitarer ikke altid lige lette at høre, men for det meste er de fuldstændig vanvittige. På Broken Face bliver f.eks. der sunget om en dreng, der er resultat af generationers incest, og som dermed ser ret forfærdelig ud. Albumstrukturen er også meget smuk. Alle sangene hænger virkelig smukt sammen, og grundet den korte længde, føler man ikke, at distortionen fylder for meget. Surfer Rosa er et fuldkommen pragtfuldt album, som alle fans af rockmusik bør lytte til.

316 – No Doubt – Rock Steady (2001)

No Doubt har jeg et besværligt forhold til. Jeg gav deres gennembrudsalbum, Tragic Kingdom, en særdeles positiv anmeldelse for noget tid siden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er vild med nogen andre plader, de har lavet. Rock Steady fra 2001 er ingen undtagelse, men langt fra hele pladen er noget værre lort. Dens intro er ikke lige min stil. Den er hovedsageligt a capella, men noget bip-bip-tekno dukker op mod slutningen, og det matcher ikke sangen specielt godt. Det er nok det ord, der bedst dækker over pladens væsentligste problem, altså “bip-bip-tekno”. Jeg har ikke noget i mod elektronisk musik, men de elektroniske elementer på denne plade er forfærdeligt underproducerede. De mangler noget af den stil og elegance, der gjorde Tragic Kingdom til sådan en fed plade. Den første reelle sang, Hella Good, er faktisk slet ikke dårligt skrevet, riffet er endda rigtig godt. Det er bare synd, at lag på lag af minimalistisk distortion og bippen.

Det andet nummer, Hey Baby, er dog fuldkommen forfærdeligt. Den er højlydt og ikke specielt tiltalende. Og hvad er det for en underlig idé med dance-musik, som man ikke kan danse til? De hiver dancehall-stjernen Bounty Killer ind til et gæstevers her, og for at være ærlig, så gør han bare det hele mere irriterende. Først på pladens femte nummer går gruppen væk fra dancemusikken, og det gør de med reggae-sangen Underneath It All. Produktionen er ret fin her, selvom hornene i baggrunden ikke er de mest tiltalende, og melodien er sjov og fængende, men det store problem her er bare teksten: “You want to love me – underneath it all” – fy for den da! Hele første halvdel af pladen kunne jeg let have levet uden, men så sker der noget. Det syvende nummer, Don’t Let Me Down er faktisk skidegod. Den har meget af den punkede attitude og stil, der gjorde Tragic Kingdom til en så formidabel plade. Produktionen er stadig ikke helt i øjet, men generelt fortsætter albummet med at være godt herfra.

Reggae-nummeret Start the Fire er ganske hyggelig, og den simplistiske Running udnytter rent faktisk bip-bip-teknoen til at skabe stemning! Produktionen er faktisk rigtig god herpå, og forsanger Gwen Stefani lægger virkelig hele sit hjerte i det. Det er næsten for godt til at være på denne plade. In My Head er et skridt i den forkerte retning, men det har faktisk mest noget med Gwen Stefani at gøre. Den kunne sikkert fungere godt med en anden sanger på sig, for hun er ikke så god til at være så dæmonisk og funky, som denne sang kræver. Derudover er teksten ret egoistisk, ikke ulig Underneath It All. Det bliver dog hurtigt gjort godt igen med to virkelig fede rocknumre. Først Platinum Blonde Life, der bare er en fed, fængende rocksang med masser af attitude og et svedigt guitarriff, men et rent højdepunkt kommer i form at Waiting Room som er opført i samarbejde med Prince, som de også skrev den med. Den er virkelig fed. Jeg ser sjældent plader, der er af så svingende kvalitet som Rock Steady. Der er virkelig gode sange og virkelig dårlige sange side om side. Desværre er det dårlige dog ikke kedeligt, det er bare irriterende, og det er om muligt værre, hvis du spørger mig.

317 – Eminem – The Eminem Show (2002)

Eminem var i 2002 den hotteste rapper derude, og det havde især noget at gøre med, at han ikke var bange for noget. Han var ikke bange for at lyde dum, han var ikke bange for at være grov, og han var ikke bange for at være fandenindvoldsk. Men mest af alt havde det nok noget at gøre med, at han samtidig var pissegod til at rappe. The Eminem Show fra 2002 var hans sidste virkelig gode plade, før det begyndte at gå ned ad bakke med en række af albums, der ikke just var imponerende. Han åbner The Eminem Show med et nummer ved navn White America, der hårdt angriber alle Eminems unge hvide fans fra forstæderne. Øhm, ja, det inkluderer teknisk set mig, men han angriber rettere dem, der ellers lever fuldstændig isoleret fra rapmusik. Han kommer med mange interessante pointer, og det med et vidunderligt flow og et virkelig hårdtslående beat. Han skriger og skråler, og det er bare skønt. Han kan dog også sagtens lave fede sange, der ikke har så konkrete temaer. Jeg elsker f.eks. hans fjollede førstesingle Without Me. På den gør han det, der gjorde ham berømt i første omgang: siger så meget kontroversielt som muligt, mens han laver nogle virkelig fede rim.

Jeg vil dog ikke sige, at Eminems kontroverser altid virker. På numre som Without Me, My Dad’s Gone Crazy og Say What You Say er meget over-the-top på en meget charmerende måde, men af og til er det bare ikke morsomt. Det sker sjældent, men jeg synes virkelig Drips, som er opført i samarbejde med Obie Trice, er en ukomfortabel sang. Den handler om at både Eminem og Obie Trice har haft sex med en kvinde, der gav dem begge AIDS. Og så vælger Eminem at synge omkvædet. Forstå mig ret, jeg har i modsætning til så mange andre ikke noget i mod, at Eminem synger. Det fungerer fint på mange af pladens omkvæd. Jeg kunne ikke forestille mig nogen anden synge på omkvædene til sange som Say Goodbye Hollywood, Cleanin’ Out My Closet eller Business. Det er ikke rent eller noget, men der er så mange følelser lagt i det, at det føles autentisk. Han har endda en hel sang, hvor han udelukkende synger, nemlig Hailie’s Song, og den virker faktisk. Eller i hvert fald gør versene. I omkvædet virker det mere som om han lægger fokus i ikke at ramme tonerne end at udtrykke følelser, og det samme gælder på Drips.

Eminems største force er hans lyrik, og den er især fremragende, når han bliver personlig. Hans anekdoter om sin mor i Cleanin’ Out My Closet, hans filosoferen om sin sindstilstand på Soldier og Say Goodbye Hollywood, den stærke meddelelse om hans musiks indflydelse på publikummet på Sing For The Moment, hans fortælling om sine problemer med monogami på Superman og måske især hans snak om sin datter på Hailie’s Song viser, at Eminem ikke kun er kontroverser. Inderst inde gemmer sig en meget følsom ung mand. Produktionen er virkelig god, nok den bedste på noget Eminem-album. Alle beats er virkelig fede, og der er stor variation mellem dem. Hans sample af Aerosmith-sangen Dream On på Sing for the Moment er helt genialt, og horn-beatet på Without Me er bar umuligt at få ud af hovedet. Jeg vil ikke gå rundt og sige, at The Eminem Show er verdens bedste plade eller noget, men den er fyldt med fede rim og fede beats, og de fleste sange er virkelig gode.

318 – The O’Jays – Back Stabbers (1972)

Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage mod det, og vi kan nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som the Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære albums i genren, Back Stabbers. På den finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, Who Am I og Sunshine, er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. Who Am I er måske lidt langtrukken, men Sunshine er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.

De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok 992 Arguments, men det er en sang af virkelig høj kvalitet. Der er virkelig smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en virkelig varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er Back Stabbers og Love Train. Back Stabbers er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog virkelig få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret Love Train. Hvis Love Train ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har derfor ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret på, at den ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, når afslutningsnumre gør, men Love Train kan sgu tillade sig det.

Det store spørgsmål er så hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede When the World is at Peace, den virkelig sexede Time to Get Down, der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre Listen to the Clock on the Wall, der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige Shiftless, Shady, Jealous Kind of People er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke rigtig er så godt igen er (They Call Me) Mr. Lucky, der ikke gør specielt meget, som en middelmådig kærlighedssang af the Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og Listen to the Clock on the Wall. Resten af numrene er dog rigtig velskrevne, velopførte R&B-sange, og Back Stabbers ville også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back Stabbers sikkert en plade for dig.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the SheriffGet Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.

320 – Nick Drake – Pink Moon (1972)

Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske albums, men den gjorde ham også meget sky, og det ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink Moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter Later, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink Moon ville han dog tage det ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Dette sørger for, at Pink Moon bliver til en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer rigtig tydeligt igennem. Han starter albummet rigtig godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende snakker om dommedagens kommen. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.

Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen Know begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang, så vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – det er det eneste, der optræder på samtlige numre – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, From the Morning, går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale sange, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake stadig kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.

Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink Moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden, så er tempoet generelt meget langsomt, lyden er generelt meget stille, sangene er generelt meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink Moon. Det er et dybdegående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og intet musik reflekterer det bedre end det, der er på den. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink Moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Der er kvalitet fra hoved til hale herpå.