237 – Madonna – Like a Prayer (1989)

I 1989 var Madonna toppen af poppen. Hun havde udgivet tre vildt succesfulde studiealbums med utrlolig populære singler, spillet hovedrollen i 4 film, og til en af dem havde hun endda lavet soundtracket, som har nogle ret populære sange på sig. Hendes popularitet nåede dog højdepunktet med albummet Like a Prayer i 1989. På denne finder man nogle af de bedste popsange nogensinde, heriblandt det fantastiske titelnummer. Det store gospelkor, den sjove melodi og den faktisk særdeles kloge og vittige tekst arbejder sammen om at opnå det, enhver popmusiker bør stræbe efter. Det er simpelthen bare perfektion. Madonna ved, hvad hun laver, og selvom det hele er simpel popmusik, så gør hun hver sang ganske forskellig fra den sidste, og hun sørger også på de individuelle sange for ikke at gentage sig for meget. Det er en stor kunst at skabe en fængende sang uden at gentage sig så meget, at det kan være trættende at lytte til gentagne gange. Den sang, der er tættest på at komme til dette er Cherish, men den er kompositorisk virkelig stærk, og selvom det er en simpel kærlighedssang, er teksten ganske klog. Og instrumentationen er godt nok funky.

I forhold til, at det er popmusik, så er sangene også meget lange. Kun to af pladens 11 sange er under 4 minutter, og de fleste er tættere på 5 minutter end 4. Det er dog fuldkommen retfærdiggjort i de fleste tilfælde. Cherish udvikler sig nok lidt for lidt efter min smag, den måtte godt have skåret 30 sekunder af. Ellers er der mere på spil end blot omkvæd og vers. Der er mange brud i strukturen, selv på tilsyneladende simple sange som Keep it Together og Till Death Do Us Part. Till Death Do Us Part er dog ikke den bedste sang på pladen på nogen måde. Den er sjov og energisk, men den føles kunstig, og før Madonna begynder på at synge, så lyder det lidt som baggrundsmusik fra The Sims eller TV-shoppen. Den er lidt sukkersød og hyperaktiv, men heldigvis bliver den efterfulgt af den stille klaverballade Promise To Try, der er en flot afstikker på pladen. Apropos afstikkere, så tog det mig virkelig lang tid at værdsætte Love Song, som hun har skrevet og opført i samarbejde med Prince. Den lyder rigtig meget af Prince, og det er lidt distraherende, for den er meget skævere end noget andet på pladen. Den er dog både stemningsrig og dybsindig, og det ender med at være et højdepunkt.

Selvom der er nogle små problemer på nogle enkelte numre, så er det største problem nok pladens afslutningsnummer, Act of Contrition. Madonna synger ubehageligt ømt over små klip fra sangen Like a Prayer spillet baglæns. Det er en meget sær sang, og heldigvis er den ganske kort, men det er en meget antiklimaktisk afslutning. Hun afslutter med at råbe “What Do You Mean It’s Not in the Computer?”. Det ville måske have virket, hvis hun generelt var mere eksperimentel, men her føles det bare underligt. Det passer slet ikke ind. Dog vil jeg give det point for at være kreativt og unikt. I løbet af Like a Prayer får du både nogle velkendte singler, men som du hører albummet adskillige gange, bliver det til en meget helstøbt oplevelse, hvor sange som Express Yourself og Cherish er lige så store klassikere i dit hoved som Love Song og Spanish Eyes. På sidstnævnte samt faktisk ret mange andre af pladens sange er der en ægte messingblæserkvartet. Samtidens popsangere ville sikkert bare bruge synthesizere, men Like a Prayer er en af Madonnas mest organiske plader. Og det er også en af de bedste.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I KnowGreatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

278 – Madonna – The Immaculate Collection (1990)

Madonna, dronningen af pop, var et af 80’ernes største musikalske navne. Hendes albums solgte godt, hendes singler blev spillet ofte, og hun havde aldrig udgivet en greatest hits-plade. Dette blev ændret i 1990 med The Immaculate Collection, der samler 17 af hendes største hits. Pladen er opbygget kronologisk, og man følger dermed meget nøje Madonnas udvikling fra den søde lille popprinsesse på Holiday til den bombastiske excentriker på Rescue Me. Der er sange fra alle hendes dengang fire studiealbums, plus to sange fra soundtracks og to sange udgivet for første gang i anledning af The Immaculate Collection, og disse to, Vogue og Justify my Love, endte heldigvis også med at blive store hits. Det kan være svært at udvælge sange til en greatest hits-opsamling, når man har at gøre med en så kommercielt succesfuld kunstner som Madonna. Enten får man en meget lang plade, der ikke rigtig holder som et album, eller også får man en plade af acceptabel længde, der ikke medtager alle de store hits.

På The Immaculate Collection må man undvære sange som True BlueWho’s That Girl og Causing a Commotion. Pladen varer 73 minutter, og denne længde fungerer fint. De andre sange er ikke rigtig nogle af mine personlige favoritter eller noget, så jeg kan sagtens overleve uden dem. Til gengæld er næsten alle sangene på pladen popmusik af højeste kvalitet. Grundet den store udvikling, Madonna foretog sig på de 7 år, pladen strækker sig over, er den kronologiske opstilling også en virkelig god måde at kunne følge med i hendes udvikling som kunstner. Derfor føles de tre sidste sange, Vogue Justify my Love og Rescue Me, der alle er meget syntetiske og futuristiske og indeholder spoken word, som en slags endelig udvikling for Madonna. Og det føles virkelig som om hendes karriere kunne have stoppet her, selv hvis man tager senere mesterværker som Ray of Light i betragtning. Man har været gennem en rejse med Madonna, og jeg nød rigtig meget af den.

Madonnas store singler, Like a PrayerLike a VirginPapa Don’t PreachMaterial Girl og Borderline er jo lige til at synge med på, og de fylder meget af pladen. Albummets sange er alle meget poppede, og derfor kan man allerede ved anden gennemlytning synge med på selv dem, man ikke kender i forvejen. De fleste af sangene er også meget sjove at danse til. Jeg vil sige, at to af sangene fra True Blue-albummet, Live to Tell og Open my Heart, ikke er nær så lette for mig at nyde som resten. De er fine nok, men ved siden af sjove, nærmest latterlige sange som Into the Groove og Like a Prayer virker det ikke helt overbevisende. Det bliver bare til nogle ret ordinære middeltempo-sange. Så kunne man i det mindste gøre dem ligeså oprigtige og ømme som Borderline eller Papa Don’t Preach, men man kunne også bare give dem et lille gimmick som latin-inspirationen på den eksotiske La Isla Bonita. Det meste af pladen er dog fyldt med bundsolid, dansevenlige popsange fra en af 80’ernes bedste popstjerner. Hvis du vil lære Madonna at kende, så er dette det ideelle sted at starte, og den er bedre end det moderne modsvar, Celebration, som jeg selv finder alt for langtrukken.

316 – No Doubt – Rock Steady (2001)

No Doubt har jeg et besværligt forhold til. Jeg gav deres gennembrudsalbum, Tragic Kingdom, en særdeles positiv anmeldelse for noget tid siden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er vild med nogen andre plader, de har lavet. Rock Steady fra 2001 er ingen undtagelse, men langt fra hele pladen er noget værre lort. Dens intro er ikke lige min stil. Den er hovedsageligt a capella, men noget bip-bip-tekno dukker op mod slutningen, og det matcher ikke sangen specielt godt. Det er nok det ord, der bedst dækker over pladens væsentligste problem, altså “bip-bip-tekno”. Jeg har ikke noget i mod elektronisk musik, men de elektroniske elementer på denne plade er forfærdeligt underproducerede. De mangler noget af den stil og elegance, der gjorde Tragic Kingdom til sådan en fed plade. Den første reelle sang, Hella Good, er faktisk slet ikke dårligt skrevet, riffet er endda rigtig godt. Det er bare synd, at lag på lag af minimalistisk distortion og bippen.

Det andet nummer, Hey Baby, er dog fuldkommen forfærdeligt. Den er højlydt og ikke specielt tiltalende. Og hvad er det for en underlig idé med dance-musik, som man ikke kan danse til? De hiver dancehall-stjernen Bounty Killer ind til et gæstevers her, og for at være ærlig, så gør han bare det hele mere irriterende. Først på pladens femte nummer går gruppen væk fra dancemusikken, og det gør de med reggae-sangen Underneath It All. Produktionen er ret fin her, selvom hornene i baggrunden ikke er de mest tiltalende, og melodien er sjov og fængende, men det store problem her er bare teksten: “You want to love me – underneath it all” – fy for den da! Hele første halvdel af pladen kunne jeg let have levet uden, men så sker der noget. Det syvende nummer, Don’t Let Me Down er faktisk skidegod. Den har meget af den punkede attitude og stil, der gjorde Tragic Kingdom til en så formidabel plade. Produktionen er stadig ikke helt i øjet, men generelt fortsætter albummet med at være godt herfra.

Reggae-nummeret Start the Fire er ganske hyggelig, og den simplistiske Running udnytter rent faktisk bip-bip-teknoen til at skabe stemning! Produktionen er faktisk rigtig god herpå, og forsanger Gwen Stefani lægger virkelig hele sit hjerte i det. Det er næsten for godt til at være på denne plade. In My Head er et skridt i den forkerte retning, men det har faktisk mest noget med Gwen Stefani at gøre. Den kunne sikkert fungere godt med en anden sanger på sig, for hun er ikke så god til at være så dæmonisk og funky, som denne sang kræver. Derudover er teksten ret egoistisk, ikke ulig Underneath It All. Det bliver dog hurtigt gjort godt igen med to virkelig fede rocknumre. Først Platinum Blonde Life, der bare er en fed, fængende rocksang med masser af attitude og et svedigt guitarriff, men et rent højdepunkt kommer i form at Waiting Room som er opført i samarbejde med Prince, som de også skrev den med. Den er virkelig fed. Jeg ser sjældent plader, der er af så svingende kvalitet som Rock Steady. Der er virkelig gode sange og virkelig dårlige sange side om side. Desværre er det dårlige dog ikke kedeligt, det er bare irriterende, og det er om muligt værre, hvis du spørger mig.

324 – Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt (2002)

Linda Ronstadt er en virkelig dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre heller. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The Very Best of Linda Ronstadt. Denne findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som It’s So Easy af Buddy Holly og Back In the U.S.A. af Chuck Berry bliver behandlet meget respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons Poor Poor Pityful Me mere populære, og det i en fremragende udgave.

Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys That’ll Be the Day er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en meget karismatisk musiker. Smokey Robinsons Tracks of My Tears og Ooh Baby Baby får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs After the Gold Rush og Eagles’ Desperado bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at Blue Bayou er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, lige med forskel at jeg end ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er alle tre forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.

Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder Different Drum, og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu slet ikke rørt ved hendes originale solomateriale, men det er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder Winter Light, og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der egentlig kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder How Do I Make You, og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The Very Best of Linda Ronstadt giver mig et meget nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a PrayerBorderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

406 – Sinéad O’Connor – I Do Not Want What I Haven’t Got (1990)

I 1990 hittede den irske sangerinde Sinéad O’Connor verden rundt med Prince-coveret Nothing Compares 2 U, og det var som sådan hendes eneste større hit. Hun er derfor ofte blevet kaldt et one-hit wonder, men selvom det er teknisk korrekt, er det dybt uretfærdigt, for hun har meget mere i sig end den ene sang. Pladen, man kan finde Nothing Compares 2 U på hedder I Do Not Want What I Haven’t Got, og det er spækket med fede numre. Åbningsnummeret, Feel So Different, er et overvejende strygerdrevet nummer, hvorpå O’Connor i starten på en gang blidt og kraftigt synger på livet løs. Som nummeret dog udvikler sig, bliver det mere højlydt og intenst. Det er et pragtfuldt nummer. Pladens andet nummer, I Am Stretched on Your Grave, er bygget over et irsksproget digt fra 1700-tallet, men det ville man aldrig vide fra O’Connors udgave. Hendes lyder faktisk mest af alt som noget trip hop, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den genre eksisterede knap nok endnu. Og trods hvor pludseligt det er, fortjener strygerportionen mod nummerets slutning også ros, for det er vitterligt smukt.

Three Babies omhandler noget, der er lidt gennemgående i løbet af mange af numrene på pladen, nemlig moderskab til tre spædbørn. Nummeret har også en rigtig smuk dynamik mellem at være meget stille og ret højlydt, og både hendes omsorg og ømhed er virkelig fremtrædende og overbevisende. I den mere poppede ende finder man The Emperors New Clothes, der kører med mere traditionelt bas-trommer-guitar-akkompagnement, men nummeret fungerer rigtig godt. Man kan let nynne med på det, og det er jo ikke fordi hendes følelser forsvinder, fordi nummeret er mere poppet. Black Boys on Mopeds er en ganske trist politisk sang om racisme i england opført med kun vokal og en enkelt akustisk guitar. Det er et fascinerende nummer, og selvom jeg stadig nyder hårdtslående sange som Fuck the Police og Fight the Power, er det forfriskende at få meddelelsen leveret sådan her. Det helt store hit, Nothing Compares 2 U, er som sagt et Prince-cover, og hun fik virkelig forbedret sangen gevaldigt med sin udgave. Forstå mig ret, jeg elsker Prince, men der er virkelig mange problemer ved originalen, og ingen af dem er der, når vi får den gennem O’Connor. Princes udgave virker stadig som et cover for mine øren uanset hvor ofte jeg lytter til det.

Et af de mere rockede numre på pladen er Jump In the River, og underligt nok vækker det ikke min interesse i nær så høj grad som de andre numre. Det har stadig et ret fedt groove, men det udvikler sig ikke rigtig til noget videre specielt, og det starter også et ganske simpelt sted. Til gengæld er You Cost as Much Sorrow en helt formidabel sang. Den er igen i den mere poppede ende, men det er bare en virkelig stærk melodi, og teksten er også rigtig stærk. “You cause as much sorrow dead as you did when you were alive” er alene en rigtig tankevækkende linje, og dem er der mange af. Det næstsidste nummer, The Last Day of Our Acquaintance, er en af den slags, der til gengæld udvikler sig meget. Som så meget på albummet starter det langsomt, men med tiden bliver det vildere, og selvom udviklingen godt måtte ske lidt hurtigere, er afslutningen virkelig det hele værd. Titelnummeret, der i øvrigt afslutter albummet, har ingen instrumental opbakning, det er kun O’Connor, der synger helt alene. Det er rimelig kraftigt, for hun virker ganske sårbar, når der ikke er andet end hendes stemme på optagelsen, men desværre er melodien lidt trættende i længden, og det er et ret langt nummer. Alt i alt er I Do Not Want What I Haven’t Got et klart bevis på, at O’Connor er en rigtig virtuos personlighed, der absolut fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun får.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.

452 – Madonna – Music (2000)

Madonna er et 80’er-ikon. Hun hænger uløseligt sammen med årtiet, og det meste af det, hun lavede i 90’erne kan let lægges i glemmebogen. Indtil da hun i 1998 udgav Ray of Light, som virkelig holder godt med fantastiske melodier og helt utrolig produktion. Madonna var i overraskende grad sofistikeret og kreativ på albummet. To år senere ville hun fortsætte med at bruge inspirationer fra elektronisk musik, og albummets uofficielle opfølger, Music blev udgivet. Og mens jeg rigtig godt kan lide Ray of Light, så kan jeg lige så godt sige på forhånd at Music absolut ikke er noget for mig. De to første numre, titelnummeret og Impressive Instant er virkelig groft overproducerede. Det virker som om, produceren ville undgå, at vi fik alt for meget af Madonnas egentlige stemme at høre, så der er tilføjet forfærdeligt mange filtre, der nok skulle gøre lyden mere varierende, men det får den rettere til at lyde som en stor rodebutik. Man når slet ikke at acceptere en lyd, før der kommer noget malplaceret ragelse direkte i højtaleren. Der er ikke noget, der leder op mod det. Det kommer bare.

Det bliver dog bedre – selvom det nok har en del at gøre med, at det ikke kunne blive meget værre. Runaway Lover falder faktisk i den modsatte grøft. Ikke at den er god, men den er så simpelt produceret, at man bliver godt træt af det hele, lang tid før den ikke engang specielt lange sang er slut. Og så lyder den rigtig bitter. Jeg ender mest af alt med at have antipati for Madonna, for hun giver os ingen årsag – hverken lyrisk eller musikalsk – for hvorfor vi skule føle med hende. Og det bliver heller ikke så vanvittigt som det f.eks. er på Alanis Morissetes You Oughta Know, det lyder bare som noget brok. Men det går i den rigtige retning, for så dårlig synes jeg end ikke at I deserve It er. Jeg har ganske vist ikke noget godt at sige om den, men det eneste væsentlige problem, jeg har, er når der kommer sære summelyde, mens hun synger, og at den virkelig heller ikke har noget at byde på intellektuelt eller følelsesmæssigt. Jeg ved end ikke hvilke følelser, hun prøver at afspejle i sangen.

Amazing rykker akkurat lige ud af stadiet, hvor jeg ville kalde den dårlig. Amazing har faktisk en rigtig god melodi, men produktionen er bare latterligt grov. Det passer på ingen måde sammen med, hvor ren melodien og temaet er. Og lige som man tror, at det er ved at blive godt, kommer Nobody’s Perfect, der er ligeså uoriginal som titlen antyder, og gud, hvor er produktionen dårlig. Irriterende summelyde og alt for ivrig brug af vocoder. Og den fortsætter den bitre lyd fra Runaway Lover, mens den er meget langsommere og dermed meget kedeligere, da der slet ikke sker noget på de fem minutter, den varer. Som sendt fra himlen kommer da to kække, lystige sange i form af Don’t Tell Me og What It Feels Like for a Girl. De minder nærmest om noget, der kunne have været på Ray of Light, hvis produktionen havde været lidt mere konsekvent. Det er slet ikke ringe, men det er det næste nummer, Paradise (Not For Me). Jeg kunne kritisere denne sang i større detalje, men jeg ville bare gentage alt, jeg sagde om Nobody’s Perfect. Nåh jo, og så er den 6½ minut lang. På afslutningsnummeret Gone starter hun ud med at synge “Selling out is not my thing”. Sådan en udtalelse kan være svær at tage seriøs, når den er på sådan et lortealbum som Music.

Og hvis I skulle undre jer, så er Gone også en bitter, sært produceret vanskabning, der bruger irriterende summelyde uden grund. Sikken overraskelse.