81 – Paul Simon – Graceland (1986)

I midtfirserne var Paul Simon begyndt at ligne lidt af et has-been. Han havde trods alt også lavet musik i over 20 år, både som medlem af Simon & Garfunkel i 60’erne og som solokunstner i 70’erne. Mens han generelt har haft stor succes, var hans albumsalg begyndt at dale, og hans album ‘Hearts and Bones’ fra 1983 klarede sig ganske ringe. Det kom derfor nok som en overraskelse for mange, at Simon i 1986 ville udgive sit mest populære album nogensinde, og det kom nok også som en stor overraskelse, at han herpå ville tage stor inspiration fra sydafrikanske musiktraditioner som Mbube, Zydeco, Soukous og Mbaqanga. Albummet hed ‘Graceland’ og blev delvist optaget i Johannesburg i samarbejde med en lang række musikere fra området. Nu er jeg ikke ekspert i de sydafrikanske genrer, han drager inspiration fra, men selv med min begrænsede viden kan jeg let sige, at ‘Graceland’ er lidt af en gentrificeret, hvidvasket, kulturelt arppropierende udgave af sydafrikansk musiktradition. Men er det nødvendigvis en skidt ting? Ja, det er det, det er noget, man i mine øjne absolut bør være kritisk overfor. Men ligesom den åbenlyse sexisme i så meget klassisk hip hop og rockmusik, kan der sagtens være værdi i musikken alligevel, og det er der uden tvivl, når det gælder ‘Graceland’.

Der er faktisk rigtig meget at sætte pris på, for Simon er en fænomenal sangskriver, og disse nye inspirationskilder lader ham udfolde sin kreativitet på helt nye måder, der er vidt forskellig fra både den smukke, harmoniske folk-rock fra Simon & Garfunkel og fra hans egen kække pop-rock fra solopladerne i 70’erne. ‘Graceland’ læner sig dog nok mest op af sidstnævnte. Det er en lystig, charmerende popplade med spændende kulturel indflydelse, hvilket gør lyden mere rig og varieret end på nogen tidligere Paul Simon-plade. Om det gælder den funky, 6-strengede basgang på ‘You Can Call Me Al’, den smukke a capella-intro på ‘The Boy In the Bubble’ eller den rå instrumentation fra chicano-rock-gruppe Los Lobos på afslutningsnummeret, ‘All Around the World or the Myth of Fingerprints’, så er der godt med spændende detaljer i instrumentationen. Det gør også, at pladen holder virkelig godt, da man kan opdage noget nyt i lydbilledet ved hver gennemlytning. Udover dette er melodierne også tit uforglemmelige. Det er selvfølgelig svært at komme udenom megahittet ‘You Can Call Me Al’, men størstedelen af sangene er meget lette at synge med på. De er oftest lystige og kække, og teksterne følger trop.

Den overvældende glæde og uskyldighed, der udspiller sig på størstedelen af pladen, kan nok for nogle virke som et problem, og hvis du har brug for musik, der udforsker følelsesmæssigt komplekse afkroge af sindet, så skal du nok lytte til noget andet. Hvis du til gengæld har lyst til noget musik, man bliver glad i låget over, så er der ikke meget, der kan gøre det bedre. Det er let at blive glad i låget over sange som ‘Graceland’, ‘I Know What I Know’ og ‘Under African Skies’. Selv sangen ‘Crazy Love II’, der egentlig handler om at være trist, ender med at være en hyggelig lille fællessang. Man kan se det som en manglende sammenhæng mellem tekst og musik, selv ser jeg det som fortælleren, der prøver at opmuntre sig selv. ‘Graceland’ er på rigtig mange punkter en rigtig veludført, gennemtænkt plade, og Paul Simon genopfinder virkelig sig selv gennem disse sydafrikanske stilarter. Pladen kan nok aldrig slippe fra, at alle disse afrikanske genrer ikke nød større international popularitet før en hvid amerikaner blandede dem med popmusik – og at de ikke har nydt den slags opmærksomhed sidenhen heller. Men selv med den uheldige kulturelle kontekst in mente fik Simon skabt et af sine bedste albums nogensinde.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

83 – Aretha Franklin – I Never Loved a Man the Way I Love You (1967)

For første gang nogensinde anmelder jeg to plader af den samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins ‘Lady Soul’ fra 1968, som trods visse glimrende sange og en veludført gennemgående stil ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode, fra hendes tid på Atlantic Records fra slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra ‘Lady Soul’, nærmest bedre end indpakningen til ‘Lady Soul’ formåede. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, over at dette i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Der er en ganske anden gennemgående tematik end på ‘Lady Soul’. Okay, at kalde det en gennemgående tematik er måske en overdrivelse, men overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits ‘Respect’ og ‘Do Right Woman, Do Right Man’. De andre sange har dog generelt stadig en vis power, der ikke typisk prægede ‘Lady Soul’, og det gør for mig ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ mere engagerende.

Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del, men generelt er der et godt mellemrum mellem dem. Foruden ‘I Never Loved a Man (the Way I Love You)’ og ‘Do Right Woman, Do Right Woman’ er de stadig ikke det, der ligefrem interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes ‘A Change is Gonna Come’. Jovist, det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få soulsange er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, herunder bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen ‘Respect’, som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor, stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.

Jeg klagede lidt over det høje antal covers på ‘Lady Soul’, ikke så meget fordi de var covers, ej heller fordi de var mærkbart dårlige, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har jeg allerede gennemgået to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og disse to er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle covers er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes cover sådan cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende ‘Save Me’ og den diskrete, latin-prægede ‘Don’t Let Me Lose this Dream’. Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel, betydningsfuld rækkefølge, men der er sørget for et godt mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af disse ret kedelige. Jeg afsluttede min ‘Lady Soul’-anmeldelse med at meddele, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg ganske sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Dette viste ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ sig til min store overraskelse at være.

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.

85 – Bruce Springsteen – Born in the U.S.A. (1984)

I 1981 udgav heartland-rockens største stjerne, Bruce Springsteen, sin hidtil mest udfordrende plade, ‘Nebraska’, en mørk, diskret akustisk rejse, hvorpå Springsteen selv var den eneste musiker. Hvis man kan sin Springsteen-diskografi forstår man, at dette var en stor ændring i hans lyd, for Springsteen var normalt akkompagneret af et stort, virkelig dygtigt backingband, The E Street Band. De vendte kortvarigt tilbage på det næste album, der i modsætning til ‘Nebraska’ ville præsentere Springsteens mest kommercielle lyd nogensinde. Pladen hed ‘Born in the U.S.A.’, og hvis der er noget, der får dette album til at skille sig ud fra Springsteens tidligere værker, er det brugen af synthesizer. Ikke alene havde Springsteen aldrig brugt det instrument før, men på ‘Born in the U.S.A.’ præsenterer han endda nogle få numre, man sagtens ville kunne kalde for decideret synthpop, ‘Dancing in the Dark’ og ‘I’m on Fire’. Disse er overraskende nok blandt de bedste sange på pladen. Springsteen behandler synthpop-lyden virkelig godt, også selvom teksten til ‘I’m on Fire’ kan blive lige en kende for creepy. Størstedelen af pladen er dog fyldt med den sædvanlige romantiske arbejderklasserock, som man kender og elsker fra Springsteens 70’er-plader.

Han bruger dog også synthesizeren på disse numre, bl.a. på den indledende ‘Born in the U.S.A.’. Den sang har aldrig just været min favorit i Springsteens diskografi, og årsagen bliver ret tydelig for mig i albummets kontekst. De tre første numre, ‘Born in the U.S.A.’, ‘Cover Me’ og ‘Darlington County’ er i princippet ret forskellige sange, men dynamisk ligger de meget tæt op ad hinanden. De er meget højlydte, kraftige sange, der aldrig bliver skruet særlig meget ned for, og tempoet ligger også meget tæt på hinanden. Denne monotoni bliver især udtrykt gennem titelnummeret, hvor jeg dog må erklære mig stor fan af både teksten og Springsteens vokal. Uanset hvad er det en ret udmattende måde at starte pladen, og selvom det fjerde nummer, ‘Working on the Highway’ også er noget ligeud-ad-landevejen-rock and roll, føles det stadig som et frisk pust, da tracket får tid til at ånde. De mere højlydte sange senere på pladen er meget mere tilfredsstillende for mig, da ‘Glory Days’ og ‘No Surrender’ er placeret op ad nogle mere nedtonede numre. ‘Born in the U.S.A.’ er for mig en plade, der helt klart er bedre mod slutningen.

Numrene på anden halvdel kan blive decideret rørende. ‘Bobby Jean’ er en af Springsteens mest sentimentale og romantiske kærlighedssange, og den formår at være dette mens den samtidig er energisk og sjov. ‘Dancing in the Dark’ er en sang, der lige fra åbningslinjerne føles reel, især fordi bossen leverer vokalen yderst overbevisende. Han gør det dog endnu bedre på den nostalgiske ‘My Hometown’, der føles meget personlig. Springsteen fortæller her om hvordan hans far gav ham en øget bevidsthed om hans hjembys historie. Der er en fin blanding af detaljerigdom og reflektion, og det er noget af det allerbedste på pladen. Overraskende nok formår han at ramme denne romantik over en ganske synth-båren instrumentation. Jeg er ikke helt forelsket i alle numre mod slutningen, men selv den ellers kompositorisk noget uinteressante ‘I’m Going Down’ leverer en flot saxofonpræstation fra Clarence Clemons, noget ‘Born in the U.S.A.’ er langt mindre spækket med end de fleste tidligere Springsteen-plader. ‘Born in the U.S.A.’ viser Springsteen splittet mellem fornyelse og tradition. Den holder ret godt i sin helhed, men heartland-lyden er ved at lyde lidt derivativ, så man forstår godt, at han holdt en pause fra bandet de næste mange år. Omvendt er pladen ofte så veludført, at det er let at forstå, at den blev så populær.

86 – The Beatles – Let It Be (1970)

Da The Beatles i 1970 annoncerede over for verden, at de ville gå hvert til sit, folod de publikum med en plade, der absolut var en afstikker fra den musik, der havde kendetegnet den sidste halvdel af deres karriere. Mens de på albums som ‘The White Album’ og ‘Abbey Road’ havde udfordret og udvidet grænserne for hvad popmusik kunne præstere, var ‘Let It Be’ fra 1970 stort set en tilbagevenden til deres mere simple blues-prægede rocknumre. Det er selvfølgelig lidt af en overforsimpling, men det er den generelle stilart, man finder på pladen. Undtagelserne til denne regel er nok mine favoritter. Den artistiske ambition er især tydelig på denne plades enlige forsøg på psykedelia, den smukke ‘Across the Universe’. Den barokke instrumentation på ‘The Long and Winding Road’ understøtter også den melankolske sentimentalitet på nummeret virkelig godt, og det ender med at være det muligvis bedst lydende nummer på pladen. Man kan selvfølgelig ej heller undgå at nævne pladens mest populære sang, den titulære ‘Let It Be’. Efter så mange gange, hvor denne simple sang har stået model for lejrbåls-fællessang, skulle man tro at nummerets magi var svunden, og det ville den muligvis også være, hvis lyden ikke var så utrolig lækker, især når George Harrisons guitar og Paul McCartneys vokal mødes mod slutningen.

Lyden på pladen faktisk virkelig værd at bide mærke i, for i modsætning til samtlige andre Beatles-albums, er ‘Let It Be’ ikke produceret af George Martin. De har fået en anden af verdens bedste producere til at tage sig af pladen, nemlig ingen ringere end Phil Spector. Spector gjorde sig i 60’erne bemærket for hans fyldige poplyd, den såkaldte ‘Wall of Sound’, han skabte med navne som Ike & Tina Turner, The Ronettes og The Righteous Brothers. Hvis man ser bort fra de førnævnte numre, ville The Beatles med ‘Let It Be’ dog mest af alt skabe en rå, blueset rock and roll-plade, så det er langt fra altid, Spectors produktionsstil passer særlig godt til sangene. Tit lyder mixet bare tomt og tyndt. Når pladen lyder bedst, har Beatles nærmest aldrig lydt bedre, men det er stort set kun på numrene ‘The Long and Winding Road’ og ‘Let It Be’, at jeg er helt tilfreds med lyden, selvom den lidt skæve lyd på ‘Get Back’ også absolut har sin charme. ‘Across the Universe’ lyder dog alt for mudret, den passer lydmæssigt slet ikke sammen med resten af tracklisten.

Store dele af pladen ville dog næppe blive forbedret af bedre produktion, for meget af sangskrivningen og instrumentationen er underligt uambitiøs. Jeg tror, de hovedsageligt prøver at levere på charme, men den rammer mig ikke så ofte. Den virker godt på det country-inspirerede åbningsnummer, ‘Two of Us’, der har en romantisk, sentimental lyd. Numre som ‘Dig A Pony’, ‘One After 909’ og ‘For You Blue’ føles dog mest af alt som fyld-numre. Det er ikke engang særlig god blues eller rock and roll, det er en meget nedvandet udgave af genren. På ‘For You Blue’ siger Lennon “Elmore James got nothin’ on this”, og det lyder nærmest sarkastisk. Markant på pladen er også de to sange på under et minut, ‘Dig It’ og ‘Maggie Mae’. De er begge exceptionelt ringe, og jeg tror, at dette er et forsøg på en dosis humor, selvom jeg selv finder det ret plat. De er nok de mest rodede numre på den rodebutik, der i sin helhed er ‘Let It Be’-pladen. ‘The White Album’ fra 1968 var også rodet, men den var samtidig nytænkende og eksperimenterende. Jeg må desværre sige, at jeg kun får noget mærkbart ud af omkring halvdelen af pladen, så jeg har svært ved at anbefale den, hvis man ikke allerede er stor Beatles-fan.

87 – Pink Floyd – The Wall (1979)

Pink Floyd har altid haft et ry for at være ambitiøse, men ‘The Wall’ er muligvis det mest højtragende værk, de nogensinde har lavet. Der er rigtig meget, der skal diskuteres, når man tager fat i albummet, nok mere end for noget andet album, jeg nogensinde har anmeldt. Det er en rockopera om en mand ved navn Pink, om hans liv og hans mentale sammenbrud, forårsaget af årevis af psykiske traumer og isolation, der i lyrikken udtrykkes gennem den titulære mur. Pinks far er død i anden verdenskrig, hans mor er overbeskyttende og skolesystemet er tyrannisk. Pink ender dog som rockstjerne, og omgivet af sex, stoffer, rock’n’roll og berømmelse, hvilket kun forværrer hans eksistentielle krise. Han bliver også gift, men som så meget i hans liv, falder ægteskabet også fra hinanden, og den metaforiske mur bliver endelig færdigbygget i slutningen af første skive. Anden skive handler så om det hallucinerende, forskruede verdenssyn, Pink har inde fra murens deprimerende isolation, hvor han skifter mellem at se sig selv som en fascistisk diktator og at reflektere over muren, og hvad der mon er på den anden side. Slutteligt konfronterer han muren, og i hans indre fascistiske diktatur råber mennesker i hobetal “Tear down the wall!”, og efter en imaginær retssag ser Pink atter den ydre verden.

I modsætning til en rockopera som ‘Tommy’ af The Who, der pudsigt nok ligeledes handler om en ung mand, der mistede sin far i anden verdenskrig, er fortællingen på ‘The Wall’ meget virkelighedsnær. Roger Waters, der har skrevet stort set hele pladen har da også baseret Pink på dels ham selv, dels Syd Barrett, Pink Floyds tidligere frontmand. Dette gør ikke blot pladen markant mørkere, det gør den også lidt svær at følge med i, hvis jeg skal være ærlig. Første skive er ret let at forstå, da den mest af alt handler om nogle realistiske omend triste hændelser i en mands liv. Anden skive er lidt mere kompliceret. Jeg skal ikke erklære mig klogere end jeg er, mens billederne tit var både stærke og såvel lyrisk som musikalsk kreative, blev jeg tit nødt til lige at læse op på, hvad det hele egentlig betød. Det giver på den anden side også albummet noget holdbarhed, for selv efter adskillige gennemlytninger, kan man altid opdage noget nyt. Og igen, selv når man ikke helt forstår det, er det let at blive suget ind i. Få bands er nær så gode til at etablere musikalske stemninger, som Pink Floyd er, og ‘The Wall’ er muligvis deres mest stemningsrige album nogensinde.

‘The Wall’ er også en lang plade. Den nærmer sig halvanden time, men heldigvis er den bygget op omkring elegant variation. Den fastholder faktisk ganske godt lytterens interesse hele vejen igennem, og især på anden skive er lydene meget inciterende. Et højdepunkt for mig er albummets bindegale klimaks, ‘The Trial’, hvor New York Symfoniorkester leverer en forskruet, omringende klaustrofobi i form af dissonerende strygere, der eskalerer som nummeret fortsætter. Dette er nok det mest aparte valg, men sonisk har the Wall tit noget nyt at byde på. Ofte bliver nye instrumenter hevet frem for kun at optræde på én eller to sange, og selv de traditionelle rockinstrumenter bliver brug til alt fra afdæmpede, introspektive numre som den klassiske ‘Comfortably Numb’ over hård rock på ‘Young Lust’ til operatiske harmoni-bårne sange som ‘The Show Must Go On’, for ikke at tale om den på en gang funky og grumme ‘Another Brick in the Wall, Pt. 2’. Det er en kompleks plade, hvor man kan tale i timevis om hvert eneste nummer. Den behandler meget store, vidtfavnene temaer, og selvom det til tider kan virke nærmest over-ambitiøst, klarer pladen det overraskende godt. Jeg har andre favoritter i Pink Floyds diskografi, men der er få plader, der på samme måde har vundet min respekt.

 

88 – Johnny Cash – At Folsom Prison (1968)

Til trods for, at Johnny Cash aldrig fået en fængselsstraf, gjorde han meget ud af at skrive sange fra en straffefanges perspektiv. Den mest populære af disse sange er uden tvivl ‘Folsom Prison Blues’ fra 1955, der handler om en fanges liv i det titulære Folsom Statsfængsel. Det er en legendarisk god, overraskende grum rockabilly-sang, der med god grund gjorde Cash verdensberømt. Ganske naturligt begyndte Cash allerede tidligt i sin karriere at give koncerter i diverse fængsler rundt omkring, og i 1968 kom turen endelig til fængslet, der havde givet navn til hans første store hit. Her afholdt han to koncerter samme dag, der blev optaget til hans første live-album nogensinde: ‘At Folsom Prison’. Han starter denne plade med netop sangen ‘Folsom Prison Blues’, og sjældent har jeg hørt så meget glæde fra et publikum. Sangen lyder også fantastisk, faktisk bedre end originalen, og at kunne høre folk relatere til hans tekst. Samtidig kan man få en klump i halsen over, at linjen, der får det største bifald, er “I shot a man in Reno just to watch him die”. I løbet af hele pladen er det faktisk altid de mest moralforladte, voldelige linjer, der får store bifald. Det er en kende grumt, men det giver albummet en helt anden karakter end de fleste live-plader.

Cash har da også valgt sine sange med omhu. Åbningsnummeret er ikke det eneste, der omhandler livet som fange – ‘The Long Black Veil’, ’25 Minutes To Go’, ‘I got Stripes’ og ‘Cocaine Blues’ er også blandt mine favoritter. Den sidste er især grov, nærmest som en slags tidlig country-udgave af gangsta-rap. Jeg tror også, at han generelt er gået efter sine mest grovkornede sange, hvilket kun får det bedste frem i publikum. Cash kommunikerer i løbet af hele albummet med dem på ganske charmerende vis, og selvom han rent faktisk aldrig har siddet inde, kan man mærke, at han føler sig hjemme på en eller anden vis. Han vælger endda at afslutte pladen med et cover af den dengang ganske ukendte sang ‘Greystone Chapel’, skrevet af Glen Sherley, der på det tidspunkt sad inde i Folsom. Jeg er ikke engang særlig glad for sangen, der dog ganske passende handler om livet på Folsom State Prison. Jeg er hele vejen igennem dybt imponeret over lydmixingen. Den er lige tilpas upoleret til at bidrage til den rå outlaw-charme, men samtidig kan man tydeligt høre hver eneste stavelse, der kommer ud af Cashs mund, hver tone, der kommer fra instrumenterne, samt hvordan publikum reagerer i løbet af hele pladen.

Det er også meget svært at høre, at pladen er optaget over to koncerter. Der er nogle få gange, hvor man måske kan ane, at der klippes mellem dem, men det er mest i den noget akavede afslutning. Her dukker fængselsløjtnanten op og giver instrukser for hvorledes fangerne må forlade deres pladser. Publikum begynder øjeblikkeligt at buhe af ham. Det er lidt inspirerende at se, hvordan koncerten har givet dem mod til at trodse autoriteterne. Det er smukt, og man føler mod slutningen at Cash har givet et stort lyspunkt i fangernes ellers mørke hverdag. Det er ret smukt, og man sidder tilbage med stor respekt for Johnny Cash. ‘At Folsom Prison’ er ikke blot en live-plade som få andre, det er også en af de bedste country-plader, jeg nogensinde har hørt. Countryplader plejer endda at være blandt mine mere negative anmeldelser, men det sker absolut ikke for denne plade. Der præsenteres en god blanding af kreative ideer, solide sange og veludførte optrædener. Som Johnny Cash-fan forventede jeg ganske vist, at pladen ville være god, men kvalitetsniveauet formåede nu stadig at overraske mig. Hvis du kun skal høre én country-plade hele dit liv, ville ‘At Folsom Prison’ være et godt bud.

89 – Dusty Springfield – Dusty in Memphis (1969)

De sidste par hår har popmusik nydt en slags renæssance i anmelderkredse. Det er ikke en, jeg selv kan erklære mig en del af, hovedsageligt idet jeg ikke har anmeldt nogen albums, der er udkommet efter 2003. Pladeselskabs-fabrikeret mainstream-pop har ikke været så velanset siden 1960’erne, hvor sangskrivere som Gerry Goffin, Burt Bacharach og Randy Newman stod bag det ene hit efter det andet uden at opnå samme plads i rampelyset som sangerne. At lytte til en hel plade med en gruppe som Three Dog Night, hvor hver sang er skrevet af en ny af disse studie-sangskrivere, kan føles lidt usammenhængende, men af og til gjorde studierne deres bedste for at give sangerne et image. Dusty Springfield fik i 1969 kortvarig superstjernestatus, da Atlantic udgav hendes mest populære plade nogensinde, ‘Dusty in Memphis’, og trods de mange forskellige sangskrivere, er det helt klart en helstøbt oplevelse. Lyden var en fin blanding af den sydstatssoul, pladeselskabet bød på i form af Aretha Franklin og Otis Redding, og en mere poleret, strygerbåret pop-lyd a la Phil Spector eller Sonny & Cher. Det var en stor succes, der bl.a. bragte hende det klassiske megahit ‘Son of a Preacher Man’, men til min overraskelse kunne resten af albummet sagtens hamle op med denne sang.

Alene som en samling af soul- og pop-sange er ‘Dusty in Memphis’ ganske solid og varieret. De mere soulprægede sange er typisk mine favoritter, heriblandt, ‘Don’t Forget About Me’, ‘So Much Love’ og den klassiske ‘Son of a Preacher Man’. Dusty synger dem med tydelig overbevisning, og instrumentationen er rig. Både arrangementerne af strygerne og blæserne er meget yndige, og de komplementerer resten af musikken rigtig godt. De mere typiske pop-instrumenter klarer sig også rigtig godt, især med spændende fills og sjove detaljer. Strygerarrangementerne stikker dog endnu mere ud på de knap så soul-inspirerede numre. ‘Windmills of Your Mind’ er en af mine favoritter, især på grund af måden, strygersektionen eskalerer melankolien, hvilket får den ellers ganske simple melodi til at fremstå som lidt af en genialitet. Den spanske guitar tilføjer også meget til dette. Jeg kom tidligere ind på, at Dusty – i modsætning til fx førnævnte Three Dog Night – blev markedsført med et vist image. I modsætning til resten af Atlantics soulsangere, virkede Dusty tit tilbageholdende. Trods hendes store beundren af Aretha Franklin, er det svært at forestille sig Dusty synge ‘Respect’ eller ‘Think’. Dusty føles altid som en passiv aktør i sine egne sange, og det gør, at pladen til tider kan føles lidt ensartet.

Dermed ikke sagt, at pladen aldrig præsenterer noget, der på nogen måder er vovet. Åbningsnummeret ‘Just a Little Lovin” handler gasnke åbenlyst om sex, og de seksuelle undertoner optræder også på ‘Breakfast in Bed’, ‘So Much Love’ og endda ‘Son of a Preacher Man’. Så selvom hendes image var at være lidt mere tilbageholdende, var det på ingen måde nær så poleret som for fx The Supremes eller Tammi Terrell, der virker som hendes mest åbenlyse konkurrenter. Producerne bag albummet fortjener også en stor hyldest. Ikke alene lyder det generelt vidunderligt, men numrene understøtter faktisk hinanden rigtig godt i tracklistingen trods de mange forskellige sangskrivere. Det er ikke alle, der er lige fantastiske – Bacharach/David-kompositionen ‘In the Land of Make Believe’ er en kende forglemmelig, og Dustys stemme er nok lidt lysere end hvad godt er, og ‘I Dont Want to Hear It Anymore’ og ‘Just One Smile’, der begge er Randy Newmans bidrag, er nogenlunde lige så kønsløse som Newman-sange plejer at være. Dusty giver dog stadig en flot vokalpræstation. Arrangementerne til disse varierer også mellem at være fine omend forglemmelige og at være en kende corny. Jeg må dog erklære, at ‘Dusty in Memphis’ er en ganske solid pop-plade, og der er få eksempler på at soulmusik samtidig er så poleret og så veludført.

90 – Stevie Wonder – Talking Book (1972)

Stevie Wonder har helt fra barndommen været en superstjerne, ja hans kunstnernavn er sågar et forsøg på at markedsføre ham som et vidunderbarn, da han gik under navnet Little Stevie Wonder. I modsætning til langt de fleste barnestjerner, fortsatte succesen dog hele livet, og hans kunstneriske udtryk blev kun rigere, da han blev voksen, og i midten af 70’erne udgav han på stribevis succesrige, anmelderroste albums. Man kan sige, at denne successtribe startede med den fantastiske ‘Music of My Mind’ fra 1972, og mens denne står rigtig højt for mig såvel som mange andre fans, havde den ikke samme kommercielle gennemslagskraft som efterfølgeren, ‘Talking Book’ fra senere samme år. Dette har især noget at gøre med de to super-populære singler, der flot viser hver sin side af pladen: den bløde, romantiske pop-soul fra ‘You Are the Sunshine of My Life’ og den sarkastiske, diskret samfundskritiske funk-eksplosion fra ‘Superstition’. Det er to sange, der er så gode, at det er svært for mig at påstå, at pladen nogensinde overgår dem, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at pladen ikke har noget at byde på. For det har den.

De individuelle sange er bl.a. alle mindeværdige og byder på nogle forskellige musikalske idéer. Hvert nummer har sin individuelle lyd, men dog altid indenfor en funk/soul-ramme. I den helt vilde ende er nok ‘Superstition’, der med talrige lag af blæsere og en rytmesektion, der siger spar to, giver den godt med gas med nogle af de mest funky grooves, der nogensinde er skrevet. I den modsatte ende er den stille, lidt jazzede klaverballade ‘You and I’, der foruden en svag synthesizer i baggrunden udelukkende er båret af Wonders sjælfulde stemme og organiske klaverspil. De er begge blandt mine favoritter, selvom jeg nok synes at synthlyden på sidstnævnte er lidt malplaceret. Wonder skal have stor ære for at være en af de første popmusikere til at bruge synthesizeren i så vidt omfang, men det er ikke kun her, den lyder lidt fjollet. ‘You’ve Got It Bad Girl’ er også skyldig, navnlig på omkvædet hvor den følger vokalmelodien lidt for nøje. Med det sagt bruger han den også ofte ganske genialt, bl.a. bruges selvsamme synthesizer som på disse to numre flot til at løfte ‘Blame it on the Sun’, og det er jo nærmest ikke til at fatte, at den ikoniske basgang på ‘Superstition’ kommer fra en synth-bas.

Et nummer, jeg især føler er interessant at fremhæve, er politiske sang ‘Big Brother, der lyrisk er bitter og frustreret, mens den musikalsk er lystig og solskinsfyldt. Det er en sjov kontrast, og den fremviser som sådan flot, at den beskrevne politiske situation er fortællerens hverdag, hvilket leder til et lettere apatisk lydbillede. Den er som næsten alle numre på pladen skrevet af Wonder selv. I løbet af pladen arbejder han af og til sammen om sangskrivningen med sin daværende kone, Syreeta Wright, og hendes søster, Yvonne, og sidsnævnte er endda enlig sangskriver på ét nummer. De er som sådan dygtige sangskrivere, men det er tydeligt for mig, at det bedste materiale er det, Stevie har været alene om. Disse er hovedsageligt placeret nær starten af pladen, så slutningen er ikke nær så stærk som starten. Man kunne nok have struktureret pladen bedre i forhold til dette, men på den anden side er der fin dynamisk og stilmæssig variation i pladen. Det er ikke sådan, at man nogensinde mærker, at pladen bevæger sig i nogen bestemt retning i løbet af progressionen, men både åbnings- og afslutningsnummeret klarer deres job fint. ‘Talking Book’ er i sidste ende et vældig solidt album. Der er nogle få albums i Wonders diskografi, jeg vil anbefale før denne, men den kan stadig sagtens overleve nogle gennemlytninger.