Kategoriarkiv: Anmeldelser

189 – Quicksilver Messenger Service – Happy Trails (1969)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 60’erne blev rockmusikkens muligheder udforsket i grader, der er svære at sammenligne med nogen anden periode. Rockmusik markerede sig nu som noget, man i lige så høj grad som jazz og klassisk kunne tage seriøst. The Beatles var selvfølgelig en stor del af dette, men ligeledes gjorde navne som The Velvet Underground, Frank Zappas, The Beach Boys og Captain Beefheart. Et af de mere ukendte bands, der udfordrede rockmusikkens konformiteter, var Quicksilver Messenger Service, der lavede en meget finurlig afart af psykedelisk bluesrock. Deres hovedværk var en liveplade ved navn Happy Trails. Hvad er så specielt ved denne plade? Jo, hele a-siden er et cover af en sang, der oprindeligt var 2½ minut langt, nemlig Who Do You Love af Bo Diddley. Dette cover er delt op i forskellige undersektioner med titler som When You Love, Where You Love, How You Love og Which Do You Love. Hver gang sangen skifter navn, betyder det stort set, at en ny solo begynder, og når den i starten og slutningen blot hedder Who Do You Love, så får vi vokal med på noget, der ligner vers og omkvæd.

Hele denne Who Do You Love-suite er en spirituel og følelsesmæssig rejse fra én udgave af en sang til en anden. Det sker enormt smukt og virkelig gnidningsfrit, ja, man lægger knap nok mærke til, hvor anderledes sangen i grunden er til sidst. Den er rodet og grim, og verset er opført, så stemmerne lyder kraftigt berusede. Min yndlingsdel af suiten er nok Where You Love, en i starten ret stille sektion, der åbenbart skulle være fuldkommen improviseret. Især med dette taget i betragtning, så er den utrolig spændende. Det er som en tikkende bombe, parat til at eksplodere, og når den så gør det, så går den amok med klappelyde, intens walking bass og syret latter og råben. Hele suiten er fænomenal, og det er dejligt upoleret. B-siden består af fire sange, Mona, der også er et Bo Diddley-cover, Maiden of the Cancer Moon, Calvary og Happy Trails. Mona fungerer vældig godt til at fortsætte, hvor Who Do You Love slap, da vi jo har at gøre med samme sangskriver i endnu en besynderlig syre-fortolkning. Det er en rigtig god udgave, og den baner ret så flot vejen for resten af B-siden, der ligesom A-siden kører med overgange mellem hvert nummer.

Det andet nummer på B-siden er et kortere, instrumentalt nummer, der hedder Maiden of the Cancer Moon. Det er en eventyrlig sang, der kommer føleslesmæssigt og musikalsk vidt omkring, og det er dynamisk som bare pokker. Selv med alle disse pæne ord, jeg siger, føles det mest af alt som en intro til nummeret, der kommer bagefter, Calvary, og det er måske synd, for Maiden of the Cancer Moon er også en pragtfuld sang, men det har nok mest af alt noget at gøre med, at pladens generelle niveau er så højt, og at Maiden of the Cancer Moon er lidt kort i forhold til resten af pladen. Den 13 minutter lange Calvary vil dog stå klart frem hos alle lyttere. Hvis noget på pladen er en rejse, er det dette nummer. At toppe suiten fra side 1 er svært, men Quicksilver Messenger Service gør det sgu. Det er svært at hive fat i alt det, der sker, for der sker så frygtelig meget, og man bør bare opleve det selv. Pladen skifter til sidst fuldkommen stil med et kort cover af Happy Trails, en country-sang, der stammer fra The Roy Rogers Show. Det er antiklimaktisk, ja, men som sådan vældig morsomt, for det står i virkelig i kontrast til alt andet i pladen, og så tager den også navn efter dette nummer. Og sådanne finurligheder er med til at gøre albummet til et overset mesterværk.

190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

191 – The Stooges – Fun House (1970)

Udgivet den af
Svar

Iggy Pop er bindegal. Han er måske i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede The Passenger, men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Dette er tydeligst på deres Garage-rock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges slet ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun House, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på Down on the Street er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien med det samme. Det er et godt valg at starte med det, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er Down on the Street bare en enormt sej rocksang. Loose minder meget om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punkmusik enormt meget. Der er meget dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

T.V. Eye åbner med et råb, der minder umiskendeligt meget om det, Ozzy Osbourne ville indlede Crazy Train med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes fra Ozzys Heavy-klassiker. Den er virkelig punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med Dirt, at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. 1970 kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et virkelig godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængte guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen Fun House, og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten 8 minutter går ned af en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, så minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om noget funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare slet ikke på nogen måde nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt, og man forstår godt, hvorfor pladens navn er taget derfra. Det næste nummer, L.A. Blues er nærmest en direkte fortsættelse til Fun House. Der er nærmest ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er reelt egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun House så fantastiske.

192 – The Flying Burrito Brothers – The Gilded Palace of Sin (1969)

Udgivet den af
Svar

Vi har alle en stilart, vi bare har det ret svært med. For mig er der et par stykker, men den mest populære og den mest vidtfavnende er country. Ikke al country har jeg noget i mod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger meget med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant, og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. Hvis man skal kigge på The Flying Burrito Brothers, så blev de især defineret af én plade, nemlig debuten, The Gilded Palace of Sin. Man kan stadig i dag mærke, at der er mørke emner på denne plade, eller i hvert fald nogle alvorlige nogen. Og billedsproget er stærkt, især på numre som Sin City og Dark End of the Street. Sidstnævnte er ganske vist et cover, men teksten er stadig formidabel.

I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd om tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra Devil in Her Heart til decideret Sympathy for the Devil. Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for Heavy Metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, andet er om musikken er værd at lytte til i 2015. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som Sin City og Wheels har ikke rigtig melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af country-musik, og det er de langt fra ene om. Der er dog heldigvis altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Gram Parsons derimod, han er ikke verdens bedste sanger. Han kan til gengæld virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som Hot Burrito #1 er egentlig på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår om noget at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.

Hot Burrito #1 er desuden i fællesskab med Hot Burrito #2 en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de meget godt sammen, og foruden dette, fortæller de også sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige navne, kan jeg dog slet ikke svare på. Men det klæder virkelig Parsons med en knap så country-påvirket tilgang til sine sange, og så meget som jeg holder af sange som Christine’s Tune og My Uncle, så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen på deres sange. Mest fordi deres melodier bliver så meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra dem alle har fuldkommen solid grund at bygge al dette på. Melodien til Sin City er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Og det samme kan desværre også siges om numre som Wheels og Dark End of the Street. De to sidste numre på pladen, Do You Know How It Feels og Hippie Boy er desværre også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to Hot Burrito-numre. Men der er meget godt på The Gilded Palace of Sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.

193 – Green Day – Dookie (1994)

Udgivet den af
1

Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.

194 – Lou Reed – Transformer (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 transformerede Lou Reed sig fra den syrede heroin-junkie fra The Velvet Underground til en i bund og grund stadig meget syret heroin-junkie, der bare nu skrev sine sange, så de var mere tilgængelige. Det skete med albummet Transformer, og hvis man ignorerer Lou Reeds image og lyrik, så har vi at at gøre med popmusik. På den måde fik Transformer et par store hits, alle virkelig velskrevne popsange, som skruer sig direkte ind på trommehinden og nægter at forlade stedet. Det kan man i grunden sige om det meste af pladen, og det er jo slet ikke det, man ville forvente fra manden, hvis man har hørt plader som White Light/White Heat eller The Velvet Underground & Nico. Men god, velsammensat popmusik plejer jeg sjældent at klage meget over, og det kan Reed virkelig finde ud af at skrive. Transformer åbner med en sang ved navn Vicious, der går hårdt og brutalt i gang med et enormt fængende guitarriff. Det er en rigtig god måde at starte albummet på, for selvom det næppe er den sang, der bedst viser hans store evner, så fungerer den i al sin simplicitet virkelig godt. Og den forlader aldrig dit hoved igen, når du først har hørt den.

Men så begynder Andy’s Chest, en blanding af doo-wop og en mere spinkel, usikker udgave af Neil Diamond. Det er så langt fra åbningsnummeret som det kan komme, men Lou Reeds stærke personlighed, spøjse lyrik og i grunden meget svage stemme sørger for at binde det hele sammen. Og i løbet af hele pladen får man hele tiden smidt noget nyt i hovedet. Og der er godt med variation. Der er ikke på noget tidspunkt et nummer, der bare føles som en gentagelse af en stil vi allerede har hørt tidligere. På den måde giver Transformer dig altid noget anderledes, der holder din interesse for albummet oppe. Det kan høres at David Bowie og hans guitarist Mick Ronson har produceret dette album. Bowie bliver jo også tit kaldt for en musikalsk kamæleon, netop fordi han kan tilpasse sig så mange forskellige stilarter, og denne evne har han projekteret flot over på Lou Reed. Reed har skrevet alle sange på Transformer, men virkelig meget af variationen ligger i den flotte produktion og de kreative arrangementer. Tit kan de være meget spøjse, f.eks. på Make Up og Goodnight Ladies, begge numre, hvor tuba er i fokus.

Reed formår ikke blot at tilpasse sin sangskrivning til mange forskellige stilarter, han formår faktisk også virkelig smukt at variere måderne hvorpå han skriver sangene. Nogle, f.eks. Vicious eller for den sags skyld megahittet Walk on the Wild Side har virkelig simple melodier. Derimod sker der rigtig meget forskelligt på Satellite of Love, og Goodnight Ladies er også et smukt arrangeret nummer, især under den instrumentale blæsersektion. Hvis du kan lide skæve, interessante tekster, så kan det også virkelig anbefales at dykke ned i Reeds lyriske univers. Han synger om emner som transvestitter, sex, heroin og diverse andre stoffer – i et par sange, f.eks. Wagon Wheel og Hangin’ Round. På Transformer får man altså 11 tracks af utrolig høj kvalitet, alle fængende og mange også musikalsk eller lyrisk udfordrende, og den store variation sørger virkelig for at man kan lytte til pladen igen og igen, mens Reeds stærke personlighed sørger for at holde sammen på pladen. At lave noget, der kan kaldes et mesterværk oven på det latterligt høje niveau, han selv satte med The Velvet Undergrounds plader, det er svært. Men han gjorde det, for Lou Reed kunne vitterligt finde ud af alt, når det kom til musik.

195 – John Mayall & the Bluesbreakers – Blues Breakers with Eric Clapton (1966)

Udgivet den af
Svar

Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været meget populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en ganske enkelt eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte ting dog virkelig at gå for sig i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Eric Clapton gik i 60’erne meget rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden i dag meget vigtig figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Eric Clapton læse en tegneserie af dette navn. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.

På Blues Breakers with Eric Clapton får man 7 covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med 5 originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok Key to Love, men Double Crossing Time, som Mayall har skrevet i samarbejde med Clapton, er også en virkelig god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan bare slet ikke sidde stille. Jeg må også huske at rose den minimalistiske Another Man, der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Denne sang skaber en stemning, jeg ikke rigtig kan huske at have set magen til i nogen anden sang. Det er dog for alvor deres covers, der definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør også virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre på pladen, jeg kender allerbedst i originaludgaverne, What’d I Say og Ramblin’ on My Mind føles helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen Day Tripper, og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske oven i købet lige så godt som Ray Charles’ original.

Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på mange af de bedste af dem. Blues Breakers With Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret, de er på. De er desuden også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughiw Flint brillerer virkelig på deres cover af What’d I Say. Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på Have You Heard er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, og de optræder sjældent nok til, at hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig virkelig glædeligt overrasket over denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Eric Clapton. Jeg er blevet gladere og gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.

196 – Diverse Kunstnere – Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker punk i alle mulige afskygninger, og jeg elsker ligeledes musikhistorie. Helt naturligt nyder jeg da også at kigge lidt i punkens rødder, nemlig garagerocken, der var virkelig populær i 60’ernes USA. 27 forskellige af disse sange blev i 1972 samlet på opsamlingen Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968, en opsamling, der ville være til stor inspiration for senere punkgrupper. Dette dobbeltalbum indeholdt både relativt store hits og mindre kendte numre, men de fleste af dem er meget ukendte i dag. I 1998 udkom tre ekstra cd’er, der har lidt flere kendte navne på sig, heriblandt The Kingsmen, The Sonics, Love, Paul Revere & the Raiders og endda The Turtles. Disse bonus-cd’er er vældig sjove bekendskaber, men de er ikke nær så fokuserede som originalen, og jeg vil ikke dvæle meget længere ved de nyere tilføjelser. Noget rigtig rart ved sangene på Nuggets er, at de lyder meget ens. Det kunne lyde som noget negativt, men i forhold til, at de er lavet af så mange bands, så er lyden meget konsekvent. De fleste af disse sange kunne sagtens alle være lavet til én og samme plade af et og samme band.

Lyden er meget rå det meste af tiden, og selvom der står Psychedelic på coveret skal man ikke forvente Jimi Hendrix eller The Doors. Det er mere noget energisk poprock tilsat noget støj og tit også et markant orgel. Der er af og til noget østlig musikinspiration, f.eks. på åbningsnummeret I Had Too Much to Dream (Last Night), men selvom tekst og instrumentation er særpræget, så er sangene sjældent skrevet efter særlig komplicerede formularer. Der er sikkert en del af disse grupper, der ikke gør særlig meget andet end den formular, de bruger på deres specifikke nummer på denne opsamling, men så er det jo heldigt, at vi kun får én sang per gruppe. Selvom lyden er meget konsekvent, så er der stadig en hel del variation. Det er også enormt vigtigt, for pladen er jo et dobbeltalbum, og dermed varer den hele 76 minutter, hvilket er en hel del, men den holder skam det meste af vejen. Der er en tendens til, at de kortere numre (dem på ca. 2 minutter) er meget simple rocksange med lidt garageflair over sig, så er de længste sange meget mere eksperimenterende og dynamiske.

Der er ikke mange længere sange, og så lange er de ikke igen, men når de kommer, er de forfriskende. Desværre er de to længste sange placeret klods op ad hinanden. Det er i sidste halvdel af pladen, og derfor føles denne del meget mere overkommelig og fyldig end den første. Udvalget af sange er heller ikke helt perfekt, hvis du spørger mig. De fleste efterlader et ret stort indtryk, men det gælder ikke dem alle. Oh Yeah af The Shadows of Knight er f.eks. bare en ret uoriginal udgave af en af Bo Diddleys efter min mening mindre interessante sange, og Lies af The Knickerbockers føles bare som en lidt tam Beatles-efterligning. Men de fleste numre er virkelig solide, og det er overraskende, når de jo blev både indspillet og udvalgt for så mange år siden. For en musiknørd som mig er der selvfølgelig meget at grave ned i, men jeg føler, at man ikke har brug for et særlig stort kendskab til rytmisk musikhistorie for at kunne nyde Nuggets. Det kræver bare lidt smag for god garagerock, og mere skal der egentlig ikke til. Så Nuggets kan anbefales til langt de fleste, og hvis du kan lide denne anbefales det også at lytte til volume 2-4.

197 – R.E.M. – Murmur (1983)

Udgivet den af
Svar

Før R.E.M. fik deres første reelle hit i 1987 med The One I Love, var deres omdømme mest af alt bygget på, at forsanger Michael Stipe mumlede. Han mumlede faktisk så meget, at deres første plade fik titlen Murmur, en yderst passende titel, hvis jeg skal sige det selv. For det omdømme er ikke ufortjent, man kan faktisk ikke rigtig høre mere end højst hvert tredje ord tydeligt. R.E.M. er sidenhen blevet kendt for at være fantastiske lyrikere, så man kunne være meget bange for, at der ville mangle en af grundpillerne i deres musik på debuten. Der er dog ingen grund til at være bekymret, for til trods for, at det meste af Murmur er uforståeligt på et lingvistisk niveau, så kan man føle det virkelig tydeligt grundet stærk sangskrivning og smuk levering. De få ord, man endelig kan høre, danner sammen med sangtitlerne tematisk grundlag for de individuelle numre. Disse er dog stadig så kryptiske, at man må undre sig over meget, men de er dog stadig så sammenhængende, at der lader til at kunne være en mening bag det hele. Og man får da også lyst til at finde teksterne og få en større forståelse for dem.

Instrumenterne bliver spillet med stor finesse på Murmur. Sammenlignet med senere R.E.M.-plader er der meget post-punk over det, og instrumentationen på numre som Moral Kiosk, 9-9 og West of the Fields lyder meget som noget, Gang of Four kunne have lavet, vokalmelodien er bare meget mere poppet. Men det er forfriskende at høre en bas, der konsekvent er mixet meget højt, det giver pladen noget mere kant. Jeg elsker også hvordan enkelte numre, heriblandt Talk About the Passion og Perfect Circle hiver lidt alternativ instrumentation ind. Det viser ikke blot, at R.E.M. mestrer mange stilarter, men det gør også bare pladen mere holdbar at lytte til. Dette koncept med at lave en holdbar plade er R.E.M. eksperter i – jeg har allerede rost Document og især Automatic for the People for dette, da jeg anmeldte dem, men allerede fra Murmur af stod det klart, at R.E.M. ville have lytterne til at lytte til deres plader fra ende til anden. Dette arbejder de virkelig smukt med, og de har derfor med Murmur gået meget op i, at hvert eneste nummer er unikt og mindeværdigt, og de omkringliggende numre skal kun fastslå dette endnu mere.

Jeg har nævnt, at følelser er en virkelig stor del af denne plade, men må hellere fortælle hvilke følelser, for vældet af dem er helt enormt. Der spændes over et latterligt stort register, men det mest forbløffende er, at håbet fra Shaking Through, kynismen fra Radio Free Europe og sentimentaliten fra Perfect Circle kan arbejde så smukt sammen, som de gør. Spektret kører så naturligt frem og tilbage. Og på numre som Catapult, så ved jeg ikke engang helt, hvad de prøver på at udtrykke rent følelsesmæssigt, men der er udentvivl meget lagt i nummeret. Der er også en fantastisk dikotomi mellem de ret så triste vers og det meget glade omkvæd. Jeg synes ikke, at alt, R.E.M. har lavet er helt perfekt, ikke engang alt er godt, men der er sørme langt mellem lavpunkterne, og Murmur er et af de albums, hvor der er allerhøjest bundniveau. Den har måske ikke lige så fængende melodier som Document eller ligeså stærk album-følelse som Automatic for the People, men det er også latterligt meget at kræve af en plade, uanset om der står R.E.M. på eller ej. Murmur er stadig en virkelig imponerende rockplade, der har klaret årene så godt, at man slet ikke kan høre, at den er over 30 år gammel.

198 – Little Walter – The Best of Little Walter (1958)

Udgivet den af
Svar

Chicagos blueslandskab var i 50’erne fuldkommen fantastisk, og dette er grundet navne som Buddy Guy, Muddy Waters, Otis Rush, Bo Diddley og selvfølgelig mundharmonikaspilleren over dem alle, Little Walter. Så tidligt som i 1958 fik Little Walter udgivet sit definitive opsamlingsalbum, The Best of Little Walter. 12 af denne herres største numre er at finde på denne plade. Et par af numrene er instrumentale og fokuserer da udelukkende på mundharpen, men selv på numrene, hvor han også synger, dedikeres meget af tiden til denne mundharpe. De to er nærmest uadskillelige, og man har generelt lettere ved at genkende ham på mundharpen end på stemmen. Det gør ham til en meget unik figur i Chicagos bluesscene i 50’erne, der jo ellers fokuserede meget på guitar, men siden Walter har mange andre bluesmusikere fra området taget mundharpen helt op ved siden af mikrofonen. Han stikker også meget ud ved at hans største numre næsten alle er skrevet af ham selv. Selv dem, der ikke er, har han tit skrevet om på, så han selv føles mere til stede på numrene, og sange som Mean Old World og Blues With a Feeling er i dag så indbegrebet af Little Walter, at de fleste slet ikke kender originalerne.

Little Walters sangskrivning er ikke rigtig noget specielt, når vi snakker vokalmelodierne. Egentlig er der heller ikke så meget at komme efter i instrumentationens kompositioner, men selve lyden er rigtig flot, og den passer godt sammen med mundharpen, der er pladens sande stjerne. Jeg er dog glad for, at der er vokalmelodier, da det sørger for at holde mundharpen frisk og levende. Et helt album fyldt med instrumentale mundharpe-numre kunne godt gå hen og blive langtrukkent, men sådan er det jo heldigvis ikke på The Best of Little Walter. Pladen er med sine 12 numre 35 minutter lang, og mens ikke alle numre er fuldkommen fantastiske, så er ikke ét dårligt, og den konstante vekslen mellem mundharpe og sang giver pladen meget dynamik. Det er en kvalitet, der sandsynligvis ikke ville kunne bære en meget længere plade egenhændigt, men det går skam på The Best of Little Walter. Som sagt er bundniveauet ikke særlig lavt, men topniveauet er faktisk virkelig imponerende, og det er især det, som gør denne plade til et must-have for de fleste blues-entusiaster. Sange som Blues With a Feeling, Juke og My Babe er helt fantastiske, og jeg forstår godt, at de er blandt genrens største klassikere i dag.

Det bedste på pladen har også holdt sig forbløffende godt sammenlignet med samtidens bluesnumre, især My Babe, der stadig er virkelig sjov at synge med på. Selv de relativt uinteressante numre er stadig blues af fin kaliber, og det er faktisk ganske forbløffende, når man tænker på, at de ikke blot var skrevet i 50’erne – de var også udvalgt dengang. Man kunne frygte, at de i for høj grad ville være produkter af deres tid, der ville virke alt for ens set med nutidige øjne. Og mens et par af dem måske føles som lidt mere uinteressante udgaver af Blues With a Feeling, så har de stadig alle noget unikt at byde på. Der har været udgivet større, bredere omfattende opsamlinger sidenhen, der også har medtaget meget af hans 60’er-materiale, men selv føler jeg ikke, at de overgår denne kompakte introduktion til mandens værk. The Best of Little Walter giver dig stor respekt for en bluesmusiker, du ikke nødvendigvis kendte så godt, før du satte pladen på, og du får virkelig lyst til at lære ham bedre at kende. Man kan mærke, at det er en opsamling, men det ødelægger ikke oplevelsen, og hvis du ikke kender meget til Little Walter, så er det et virkelig godt sted at starte.