Kategoriarkiv: R

269 – The Rolling Stones – Some Girls (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Rolling Stones. Der var et tidspunkt, før jeg rigtig begyndte at lytte til albums, hvor The Rolling Stones var mit yndlingsband i hele verden, for de har simpelthen så mange stærke sange i deres repertoire, og alle de mest populære af dem er absolutte mesterværker. Nogle af de sange, jeg elskede allerhøjest kom fra deres plade Some Girls, der blev udgivet så sent som i 1978, 16 år inde i deres karriere. Det er ret sent at komme med et album, der bare blæser lytteren omkuld, men The Rolling Stones formår det. Dette skyldes mest af alt den bundsolide sangskrivning, Mick Jagger og Keith Richards er blevet så kendte for. De imponerede mig i sin tid med de tre singler Miss You, Beast of Burden og Shattered. Disse tre sange er virkelig sjove, og de er meget ulig noget, gruppen tidligere har lavet. De ligger hver især meget tæt op af hver sin afart af R&B: Miss You er disko, Beast of Burden er soul, og Shattered er doo-wop. Det er dog ikke kun en hyldest til disse genrer, der er meget af rullestenenes sædvanlige beskidte image og grove lyd. Den er ikke grov i forhold til så meget andet af samtidens rockmusik, men i forhold til R&B’lyden, de efterligner, så er de rå.

Gruppens største force er måske deres manglende perfektion. Hvor folk som Paul McCartney, Brian Wilson og Jimi Hendrix var store perfektionister og gik meget op i, at hver tone var præcis, som de ville have den, ville grupper som Creedence Clearwater Revival, The Band og selvfølgelig the Rolling Stones ikke være det samme uden deres spontanitet. Det er sådan noget, der resulterer i øjeblikke så smukke som afslutningen på nummeret Lies, hvor alle instrumenter bare går amok. Det er det, der gør Before They Make Me Run, der egentlig har en ret ordinær melodi, til et skideskægt nummer. Det er det, der gør, at de kan lave et cover af Temptations-sangen Just My Imagination (Running Away with Me), der stadig er værd at lytte til, netop fordi de ikke bare efterligner originalen, men overdriver den på latterligste vis. Deres humor er også en stor del af Some Girls, og denne humor kan blive ret grovkornet. Det bedste eksempel på dette er Far Away Eyes, der er en god gammeldags parodi på countrymusik og rednecks. Det er en morsom fortælling om en mand, der kører i sin bil og hører kirkeradio, mens han  er angst for, at en pige, han havde aftalt at mødes med, bare er taget afsted med en eller anden tilfældig trucker. Det er et hylemorsomt nummer.

På overfladen virker Some Girls som et værre roderi. Der er ikke meget, den ustyrlige Lies har at gøre med Far Away Eyes, men de er ikke rigtig lavet til at hænge sammen i lyden. De er mere lavet til at afspejle hinanden, for halvdelen af pladen er meget blød og følsom, mens den anden halvdel bare angriber for fuld udrykning. Sange som Miss You, Just My Imagination (Running Away with Me) og Beast of Burden ville ikke være nær så morsomme, hvis hele pladen var fyldt med sådan noget, men de vilde sange føles ikke som nødvendigheder. When the Whip Comes Down, Respectable og Shattered føles ligeså meget som noget, man ikke ville feste nær så meget løs til, hvis det var alt, pladen havde at byde på. Hvis Some Girls var en kalender ville den ikke være en med juleaften hver dag, for så ville man blive træt af al den juleri. Det ville være en, hvor juleaften bliver afløst af fastelavn, som går over i påske, hvorefter Sankt Hans og Halloween kommer straks, med nogle få almindelige dage imellem. Jeg tror, det efterhånden står klart: jeg anser Some Girls for at være et mesteværk, som kun få Stones-plader overgår. Musikken er noget af det bedste, de har at byde på, og albummet er som helhed bare enormt godt planlagt.

307 – Roxy Music – Avalon (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide god gammeldags, fandenindvoldsk glam-rock, og det mest populære navn i den genre er naturligvis David Bowie. Der er dog masser af andet lækker glam-rock, og noget af det bedste af det blev lavet af den britiske gruppe Roxy Music. Som årene gik for gruppen blev glam-rock dog mindre populært, og i 1982 udgav de deres sidste album, Avalon, som virkelig ikke har særlig meget af den bombast, man ellers kendte gruppen så godt for. Den åbner med bandets nok største hit nogensinde, den langsomme, bløde More Than This. Det er en ret fin melodi, og det har uden tvivl sin charme, men det er næsten så overdrevet blødsødent og følsomt, at man ikke rigtig kan tage det seriøst. Roxy Music gør aldrig noget halvt, og det kan så være både godt og ondt. Det bliver meget funky og Talking Heads-inspireret på The Space Between. Det gælder dog kun i instrumentationen, som bliver ret ensformig med tiden. Det er en god rytme, men sangen starter og slutter på samme måde, og det kan godt blive ret kedeligt. Den er dog dejligt anderledes fra More Than This.

Det tredje nummer, Avalon, er meget af den samme bløde suppedas, som introducerede pladen på More Than This. Melodien her fejler som sådan igen ikke noget, og instrumentationen er ganske rar, men forsanger Bryan Ferry er fandeme lidt af en flødebolle. Mod slutningen synger han ikke så meget, og da er fokus mest på en flot kvindelig backingvokal og den lækre instrumentation. Et kort instrumentalt interludium ved navn India kommer da, og det er blødt og fint, men jeg forstår ikke helt dets funktion på albummet, udover at der kommer lidt gang i den i slutningen, hvilket gør, at pladen stadig føles frisk nok. While My Heart Is Still Beating er til gengæld en ret kedelig sang. Den har en flot saxofon, men det har så meget på denne plade, og selvom basgangen er ret flot, og der er meget stemning i guitarsoloen, så kan man let glemme, at man har hørt den, så snart den er forbi. Derimod er den næste sang, The Main Thing, en ret funky fætter, der atter er meget Talking Heads-inspireret, men denne gang føles sangen mere helstøbt og ambitiøs. Visse ville nok kalde det langhåret, men jeg elsker langhåret musik.

Take A Chance With Me er endnu et eksempel på den meget ømme Ferry, men omkvædet er her dejligt meget mere følelsesrigt, oprigtigt og endda en lille smule intenst, så  det virker generelt ret godt. Hele sangen begynder faktisk at lyde ret godt, når første omkvæd er forbi, for så føles det hele meget sammenhængende. To Turn You On er også en virkelig god melodi. Der går måske lidt meget flødebolle i den, men på ingen anden sang på denne plade passer instrumentation og melodi så godt sammen. True To Life er en meget sær sang. Det er uden tvivl en af de mest ambitiøse på hele pladen, men den er godt nok usammenhængende. Der er klippet løs i Ferrys vokal i sangens hook, og det skal nok have en eller anden effekt, men jeg ved ikke hvilken. Der er også en synthesizer, der ikke ville være underlig at høre i dubstep eller moderne synthpop, men til denne bløde, romantiske soft-rock, så fungerer det ikke helt. Afslutningsnummeret er en ganske kort instrumental sang ved navn Tara, der fokuserer meget på en sensuel obo, men det er ret kedeligt, og det lyder lidt som noget, Kenny G kunne have lavet. Jeg må give Roxy Music tommelfingre opad for at være ambitiøse, for Avalon er meget ulig noget, de ellers havde lavet, og mange elsker denne plade højt. Jeg kan godt forstå dette, men de fleste sange gør ikke noget for mig.

310 – Red Hot Chili Peppers – Blood Sugar Sex Magik (1991)

Udgivet den af
Svar

Red Hot Chili Peppers er et af de mest succesfulde rockbands indenfor de seneste 25 år, og deres store gennembrud skete i 1991 med pladen Blood Sugar Sex Magik. På den finder man nogle af gruppens største hits, og lige fra første nummer på pladen, The Power of Equality er det ret tydeligt, hvorfor de blev så populære: de er virkelig funky. Funk var lidt af en død musikgenre i 1991, men Red Hot Chili Peppers fik den tilbage i rampelyset med lidt hjælp fra Jane’s Addiction, Primus og Faith No More, der ligesom Red Hot Chili Peppers debuterede i 80’erne, men først i starten af 90’erne begyndte de at blive bemærket af den brede befolkning. Blood Sugar Sex Magik fortjener meget ros for sin flotte albumstruktur. Pladen går så flydende fra den ene sang til den anden, at man næsten ikke mærker det. Især overgangen mellem åbningsnummeret The Power of Equality og If You Have To Ask. Lyden er en meget konsekvent blanding af funk og hård rock i løbet af næsten hele pladen, men da den er lang, så får vi heldigvis nogle afstikkere i løbet af albummet.

De mindst funk-prægede numre er Breaking the Girl, I Could Have Lied, Under the Bridge og deres cover af Robert Johnsons klassiske bluessang They’re Red Hot, hvorfra gruppen tog deres navn. Den første af disse, Breaking the Girl er en meget dæmonisk, Jane’s Addiction-inspireret sang, mens I Could Have Lied og Under the Bridge mest af alt er adult contemporary-rock. Da Under the Bridge blev et enormt hit, så ville denne komme til at definere meget af deres senere musik inkl. store hits som Californication, The Zephyr Song og Dani California. Det, der dog virkelig bærer albummet er de mange funk-rock-sange, der jo også er rigt repræsenteret. Forsanger Anthony Kiedis rapper oftere end han reelt synger, og det er måske også ret godt, for toner rammer han ikke særlig godt. Til gengæld er han faktisk en ganske habil rapper, der tydeligvis især drager inspiration fra Chuck D. fra Public Enemy. Kiedis’ flow er faktisk tit meget tæt på flows Chuck D. bruger på diverse Public Enemy-sange.

Sangskrivningen er ikke altid helt vidunderlig, men i forhold til at pladen består af 17 numre, der tilsammen varer 73 minutter, så er en overraskende stor del af musikken rigtig godt skrevet. Det eneste nummer, der irriterer mig er Funky Monks, for det er måske lidt for ensformigt, men ellers varierer sangskrivningen fra fin til fænomenal. Mange af de “fine” sange er ikke dem, der efterlader et stort indtryk, men de tilføjer alle rigtig meget til det generelle indtryk, man får fra Blood Sugar Sex Magik. Meget af denne oplevelse kommer gennem den virkelig flotte instrumentation. Vi har at gøre med tre musikere, der virkelig behersker deres instrument. Chad Smith er for det første en meget overset trommeslager, for på de mere funky sange betyder hans trommer enormt meget. Hans rytmer er altid helt perfekte, men jeg forstår godt, at han bliver overset. Han spiller trods alt i samme band som den fantastiske guitarist John Frusciante, der bare blæser mig omkuld med sine evner på en spade. Og selv han kan virke en smule tam, når bandets bassist hedder Flea. Han er en af de mest funky musikere, du nogensinde vil komme til at høre, og han er bare djævelsk på bassen. Blood Sugar Sex Magik er en rigtig god plade, og uanset om du kan lide bandets populære sange, så burde du lytte til den, for den er et helt andet væsen.

321 – Randy Newman – Sail Away (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke er den store fan af Randy Newman. Det vil jeg stadig ikke sige, men han har i hvert fald sine flotte øjeblikke mellem de kedeligere numre, og disse er mere fremtrædende på hans tredje album, Sail Away, end på noget andet, han har lavet. Normalt plejer jeg at hakke lidt på Newmans mangel på interessant instrumentation. Det kan jeg dog ikke gøre for særlig mange af numrene på Sail Away. Der er ganske vist sange som Simon Smith and the Amazing Dancing Bear og God’s Song, hvor man ikke finder andre instrumenter end Newmans klaver, men tit har han nogle virkelig skønne strygere med sig. Flot brug af strygere ses f.eks. på numrene Sail Away, Burn On og He Gives Us All His Love. Jeg ved ikke om det blot er mig, der er blevet mere moden i min forståelse af sangskrivning, men hans melodier virker her meget skarpere end ellers. Sangene kører virkelig gnidningsfrit, og de minder mig om en af mine yndlingssangskrivere, nemlig Tom Waits. Tom Waits var uden tvivl inspireret af Newman på sine tidligste plader, især af sange som Lonely at the Top og Last Night I Had a Dream.

Newman er også meget varieret i sin sangskrivning. Igen, tidligere syntes jeg, at det hele lød ens, men på denne plade virker det som om han bare prøver alle teknikker af. Han afspejler både glade, nærmest naive følelser med sange som Simon Smith and His and the Amazing Dancing Bear og mere dystre stemninger med et nummer som Lonely at the Top. Med det sagt, så er ikke alt på Sail Away fantastisk heller. Jeg har virkelig svært ved at huske sange som Old Man og Dayton, Ohio – 1903. Memo to My Son er ikke helt i samme kategori som disse, men den er en forholdsvis monotom sang, der samtidig i sin lyd minder ret meget om Mama Told Me Not to Come, som Newman skrev til Three Dog Night og selv optog en udgave af i 1970. Sail Away fortjener som alle Newmans tidligste plader stor ros for sin længde. Sangene bliver aldrig ved i længere tid end de kan tåle, og der er ikke for mange af dem. Til trods for de kun 30 minutter, pladen varer, så er man godt mæt i slutningen. Man får en så tætpakket oplevelse, at man sagtens kan blive tilfreds af de 30 minutter.

På denne plade finder man også sangen You Can Leave Your Hat On – ja, den sang, Joe Cocker ville gøre populær i 80’erne. Jeg kan nok bedst lide Newmans udgave. Det klæder sangen at være så langt nede på jorden, og det ret ensartede klaverriff virker ret irriterende i Cockers bombastiske udgave. Foruden dette, så er sangen bare mere varieret med Newman på sig. Jeg har endnu slet ikke nævnt mandens fantastiske tekster, der var det første, jeg bemærkede ved ham. Han er virkelig sarkastisk, og han rører mere ved politik på dette nummer end på nogen anden plade. Jeg elsker hans fortælleteknik, hvor han ofte synger fra et synspunkt, som han ikke er enig i. Hans bedste øjeblikke i denne teknik er på denne plade i form af Sail Away, He Gives Us All His Love, Political Science og God’s Song. Han behøver dog ikke at være så bitter i sin lyrik for at være interessant. Han kan sagtens bare nydes for at være forfærdelig legesyg. Lonely at the Top, Last Night I Had a Dream og Simon Smith and the Amazing Dancing Bear. Jeg elsker virkelig dette album, og jeg forventede slet ikke at kunne lide det. Selv hvis du ikke kan lide Newman normalt, så giv Sail Away en chance.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

354 – Randy Newman – 12 Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1970 udgav sanger og sangskriver Randy Newman sit andet album, og da der var 12 sange på albummet, valgte han kreativt nok at kalde den for 12 Songs. Nu har jeg personligt mine problemer med Randy Newman. Jeg synes, meget af hans musik lyder ensartet, da rigtig meget af det er middeltempo-klaverpop, og hans melodier har ofte mange gennemgående idiosynkrasier, så han kan være trættende at lytte til i længden. Og mens jeg nok aldrig ville kalde et Newman-album perfekt, så er 12 Songs uden tvivl et af hans bedre udspil. Instrumentationen er ikke det helt vilde, men den bliver udnyttet på mange forskellige måder. Selvfølgelig er fokus oftest på Newmans klaver, men på andre numre kan såvel guitar som bas være mest fremtrædende. Trommerne er aldrig noget særligt, de sørger i bedste Ringo Starr-stil for at holde rytmen, men det er så også det. Sådan en variation er dog ikke kun en kompliment, han fortjener, fordi han ellers ikke er så god til det. Det fortjener han, fordi det faktisk er gjort rigtig godt.

Melodierne er ligeledes ganske varierede. Både hvad angår komposition, men desværre også hvad angår kvalitet. De bedste er nogle ganske fede popsange. Jeg bliver let i godt humør af at høre Have You Seen My Baby, Mama Told Me Not to Come, Lucinda, Yellow Man eller Rosemary, der pudsigt nok er pladens mest energiske sange, og de har meget gammeldags rock and roll-elementer, lidt som noget Fats Domino eller Ray Charles kunne finde på, bare lidt mere sterilt. De simpleste sange, hvor den stort set eneste instrumentation er ham, der spiller en oftest langsom sang på klaveret, har faktisk også meget charme. De er ikke de største ørehængere, men de er af og til dejlige at lytte til. Underneath the Harlem Moon er nok den bedste heriblandt, men f.eks. If You Need Oil, Uncle Bob’s Midnight Blues og Lover’s Prayer er ikke sange, der holder efter gentagne gennemlytninger. Der er også nogle country-inspirerede sange på pladen, alt for mange efter min mening. Hverken Suzanne eller Old Kentucky Moon er noget for mig, og der er også countryelementer spredt omkring i de andre numre, og nogle af de bedste numre, heriblandt Yellow Man, ville have været langt bedre uden slideguitar.

Albummet er dejlig kort. 12 sange lyder måske af en rimelig gennemsnitlig albumlængde, men alt i alt giver det knap 30 minutter. Selvom dette er en af Newmans mere varierede plader, gør det mig i grunden glad, at den kun er så kort. De tidligste Newman-plader er alle ret korte, så dennes længde er intet under, men længden komplimenterer newman ganske fint. Tekstmæssigt formår han at sige ret meget på ret kort tid, og da er de fleste sange på pladen mellem 2 og 3 minutter, og det klæder igen Newmans simplicitet fint. Han får sagt hvad han vil både lyrisk og musikalsk, og så går han straks videre til den næste idé. Jeg er ikke altid lige glad for disse idéer, men hans fremgangsmåde er jeg stor fan af. Albumlængden er da meget passende, for hvis vi fik for mange af Newmans sange i træk, uanset længde og uanset om du kan lide dem på egen hånd, ville det blive trættende i længden. Der er noget virkelig elegant og stilfuldt over 12 Songs, og mens langt fra alle sange er lige gode, er der faktisk meget at dykke ned i. Det er ikke nødvendigvis et album, jeg kan lide, men det er et album, jeg rigtig let kan respektere.

355 – The Rolling Stones – Between the Buttons (1966)

Udgivet den af
Svar

The Rolling Stones er alment opfattet som et fuldkommen legendarisk band, og denne status er yderst velfortjent. Deres albumguldalder er generelt opfattet som værende fra Beggars Banquet i 1968 til og med Exile on Main St. fra 1972. De har dog både lavet mange gode albums både før og efter denne periode, og et af de bedste albums fra før disse mesterværker er Between the Buttons fra 1967. Dette album består af nogle generelt ret korte, meget poppede sange. De har meget barokke musikalske elementer, der gør, at det samtidig føles friskt og interessant, for selvom The Last Time og I Wanna Be Your Man er fede sange, var de ikke noget, man trængte til i 1967. Sangenes længde sørger for at skabe meget variation på albummet. Sangene har et ganske eklektisk udvalg af instrumenter, hvor de fleste bliver spillet af Brian Jones. Jones agerede normalt som guitarist, men Keith Richards spillede også guitar, og da de fleste sange på dette album kun har en enkelt guitar på sig, blev Brian Jones sat til både at spille harmonika, blokfløjte, æterofon, saxofon, cembalo, orgel, banjo, blokfløjte og sitar.

Sangene er generelt ikke specielt lange – kun to af de tolv numre er over fire minutter lange – men de er meget varierede. Den glade og energiske Connection, den sentimentale Backstreet Girl, den psykedeliske Something Happened to me Yesterday, den euforiske She Smiled Sweetly og den vrede Please Go Home er alle gode eksempler på, hvor dygtige sangskrivere Mick Jagger og Keith Richards er, uanset hvilket humør, de nu engang skulle være i. Variationen sørger for, at pladen altid føles frisk. Jeg ved virkelig ikke, hvor mange gange jeg har lyttet til den, men jeg kan sagtens tåle mange flere. Melodierne er alle exceptionelt sjove og fængende, og der er virkelig ikke en eneste dårlig en iblandt dem. En hel del af charmen kommer også fra forsanger Mick Jagger, der nok kunne være en god kandidat til en pris for den mest karismatiske forsanger i rockhistorien. Hans enorme glæde for musikken er virkelig tydelig, og det gør, at man også selv bliver helt vildt glad.

Dette album var det sidste Rolling Stones-album produceret af Andrew Loog Oldham, der bl.a. startede gruppens “bad boy”-image og bad Jagger og Richards om, at de skulle skrive deres egne sange. Hans produktion er meget ren og klar. Man kan tydeligt høre alle instrumenterne, og det er dejligt, især når Brian Jones spiller på så mange forskellige. Det er ikke nødvendigvis en stil, der ville passe til alle deres albums, de første par stykker producerede Oldham også i en mere rå stil, der passede godt til den vilde rock and roll, de lavede dengang, men hans største værk som producer for denne gruppe er nok dette album. The Rolling Stones har lavet så mange forskellige albums, og de er meget varierede i både stil og kvalitet, men dette lidt blødere bud på et album er faktisk nok også et af de bedste. Hvis du kan lide 60’ernes mere barokke pop-rock, så er Between the Buttons rigtig let at anbefale, og hvis du vil lære bandets albums fra før guldalderen bedre at kende, så er det bedste måske dette.

368 – Rage Against the Machine – Rage Against the Machine (1992)

Udgivet den af
Svar

Rage Against the Machine var et af de første bands, der gjorde rap-metal populært. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, og det skal jeg vel, må jeg sige, at rap og metal ikke er genrer der sidenhen er blevet blandet specielt godt så ofte. Men de er langt bedre end Limp Bizkit, Hollywood Undead eller Crazy Town nogensinde kunne drømme om, og det beviste de så sandelig med deres debutplade, der simpelt nok også hed Rage Against the Machine. En af de mange ting, der gør dette til en langt bedre plade end stort set alt andet rap-metal, er at musikerne er vildt dygtige. Brad Wilk er en rigtig fed, energisk trommeslager, der tilføjer virkelig meget energi til musikken. Han bliver overgået af bassist Tim Commerford, der med sine funkinspirerede basgange gør sangene meget sjovere, og de er som taget ud af en Stevie Wonder- eller George Clinton-sang, så gode er de. Guitarist Tom Morello er dog pladens store stjerne. Han gør så sindssyge ting på guitaren, at man har lidt svært ved at fatte, at der kun er en enkelt guitarist. Hvis noget andet element i musikken skulle kede dig, kan du bare fokusere på Tom Morellos guitar, for der sker næsten hele tiden en hel masse.

Jeg har dog virkelig ingen anelse om, hvorfor resten af albummet dog ville kede dig. Der sker hele tiden noget nyt, og det har meget variation i både tempo og lydstyrke. Apropos lydstyrke, er det bare om at skrue godt op for det her album, for ellers så misser du virkelig noget. De fyrer den virkelig af, og det bliver aldrig trættende. De forstår virkelig her at give dig støj i store mættede poser, hvorefter de så lige skruer lidt ned for en stund, hvorefter de går i gang igen for fuld skrue. Man er altid tilfreds over det, man får, men man får aldrig for meget. Forsanger Zach de la Rocha rapper skrigende og irriteret om gruppens politiske holdninger, og der ryger også nogle virkelig flotte metaforer ud af munden på ham. Det gør det til en virkelig levende plade, og man får mere ud af teksterne end man får fra den sædvanlige punksang. Derudover er sangene bare godt gammeldags fængende. Man kan ikke nynne nogen af sangene, men man får let lyst til at skråle højlydt med. Og når der ikke er vokaler på, headbanger man gerne en smule.

Strukturelt sker der faktisk langt mere, end man nok ville tro på Rage Against the Machine. Hvis sangene udviklede sig mindre, ville man dog nok også blive ret træt af dem, da lyden er ganske ensartet hele vejen igennem, men der kommer rigtig ofte et eller andet, man slet ikke forventede. Om det så er nedskåret instrumentation, en guitarsolo, et break, et skift i melodi eller tempo, eller noget helt femte, så gør det, at jeg som lytter har lyst til at lytte videre. Og der er ikke et eneste nummer på pladen, der falmer blandt resten. Vi har at gøre med nogle af 90’ernes allerbedste metalsange her, og de arbejder også virkelig godt sammen om at skabe en storlsået helhed. Der er utrolig lidt i vejen med denne plade. Hvis du kan lide heavy metal, så er Rage Against the Machine stadig en virkelig frisk, energisk og kreativ plade, som jeg let kan anbefale. Hvis du ikke er til metal, kan jeg dog ikke love at den vil ændre din opfattelse af genren, men gruppen minder trods alt ikke så meget om de klassiske metal-bands, så jeg ville nok sige, at du bør give blot et par af numrene en chance alligevel.

371 – Roxy Music – Siren (1975)

Udgivet den af
Svar

Roxy Music beviste i 1974 med Country Life, at de selv uden den helt igennem geniale Brian Eno i bandet sagtens kunne lave værker på niveau med dem, de lavede med ham. Året efter udgav de opfølgeren Siren, der åbner med en af gruppens mest berømte sange, Love Is the Drug. Og selvom sammenligninger mellem narkotika og kærlighed er brugt til døde mere end narkotika selv, så er Love Is the Drug faktisk en rigtig god sang. Melodien er fængende, og man får let lyst til at synge med. The End of the Line er en langsommere sang, som kører meget på dets klaver. Den er meget afslappende, men den måtte godt være lidt kortere. Sentimental Fool kører i lang tid i noget ambient-halløj, før den meget flot går over i en mere typisk langsom Roxy Music-sang. Bryan Ferrys høje stemme er ganske excentrisk, og det ser jeg kun som en god ting. Når vi kommer til en mere fængende, poppet del, får man let lyst til at synge med. Den lange, instrumentale åbning er dog decideret kedelig. Den har noget stemning i noget tid, men først 2½ minut inde i den 6 minutter lange sang, begynder det rent faktisk at interessere mig.

Der er masser af gang på den fra første tone af Whirlwind, og den lyder meget af den sjove, energiske lyd, man kan finde på meget af Country Life. Foruden det hurtigere tempo, er der også vældig mange sjove musikalske ting, der sker mellem versene. Versenes melodi er for den sags skyld også rigtig god. Den er ret simpel, men den fungerer. She Sells er min yndlingssang fra pladen. Dens strygere er rigtig interessante, og temposkiftene gør det til en virkelig dynamisk oplevelse. Gruppens mange dygtige musikere kommer med alle mulige interessante bidrag til sangen. Ca. halvvejs igennem sangen skifter den fuldstændig musikalsk spor, men jeg elsker det. Så gode sange kan jeg slet ikke få nok af. Could It Happen to Me? er en udmærket kærlighedssang, og Ferry er en ren charmetrold på det nummer. Melodien er vældig god, Phil Manzanera gør det virkelig godt på guitaren, og sangen udvikler sig rigtig spøjst. Der er masser at grave ned i, og det lyder samtidig virkelig godt.

Both Ends Burning er et sjovt, jazzet nummer, hvis saxofon desværre ikke er skruet højt nok op i forhold til resten af nummeret, for den er ellers ganske god. Den er ganske sjov, og den blev med god grund udgivet som single efter Love is the Drug, for den er forholdsvis poppet. Den er ikke pladens mest imponerende værk, men jeg må indrømme, at det er en god melodi. Nightingale er et ret sjovt, rocket nummer, og i de stille dele, hvor Ferry ikke synger, lyder det især godt. Ikke at Ferrys dele dog er dårlige, nej dette er en af pladens bedste vokalpræstationer. Til slut er der flot violin, og det gør bare nummeret mere pragtfuldt. Afslutningsnummeret er pladens længste. Det hedder Just Another High, og det er også en af de langsommere sange. Instrumentationen starter ganske simpel, og den kører lidt for længe i samme dur i starten, hvis du spørger mig. Efter første instrumentale portion bliver det dog ret godt. 4 minutter inde får vi et flot klimaks, der runder albummet ganske godt af. Siren er et ganske godt album. Det er ikke nær så utroligt som Country Life, men det er lige så godt som For Your Pleasure. Og det er bedre end Avalon nogensinde kunne drømme om.

387 – Roxy Music – Country Life (1974)

Udgivet den af
Svar

I 1973 forlod den fuldkommen geniale Brian Eno glam-rock-bandet Roxy Music, men de kunne skam sagtens klare sig uden ham. Begge navne var måske endda mere kreative og interessante uden hinanden, og et perfekt eksempel på, hvordan dette gør sig gældende fra Roxy Musics side, er deres fjerde album Country Life. Albummet åbner med min favorit blandt alle gruppens numre, The Thrill of It All. Det er et sjovt og legesygt nummer, der har en ufattelig mættet lyd. Der er altid masser af interessante ting at lytte efter, uanset hvor mange gange man lytter til det. Det er et virkelig dynamisk nummer, og selvom det er pladens længste nummer, er der ikke et dårligt sekund på det 6½ minut det varer. Three and Nine er et ret roligt nummer, men det er en virkelig smuk melodi. Mange ting foregår i lydlandskabet, og Ferrys forsøg på mundharpe er lige i øjet. Der er dog lidt mere rock and roll over All I Want Is You. Det er vildt og kreativt, og det beviser at Roxy Music sagtens kan sparke røv på kortere numre, for dette er med under 3 minutter pladens korteste.

Out of the Blue er en ganske fin sang, mens Ferry synger, men den bliver for alvor fantastisk mellem versene, hvor alle mulige interessante lyde opstår. Der sker dog også nogle virkelig imponerende ting, mens Ferry synger, og dette kan især guitarist Phil Manzanera takkes for. Det er noget af det bedste på pladen. If It Takes All Night er en ret fjollet kærlighedssang, men de ser ud til at forstå, hvor latterlig den er, så især Ferry sørger virkelig for at overdrive med sin charme. Det har absolut sine flotte øjeblikke på sig, især en virkelig fed saxofonsolo, som vi kan takke Andrew McKay. En af pladens bedste sange er nok Bitter Sweet, der er et virkelig spøjst, skævt spektakel. Den går fra blød, afslappende omend dramatiske lyde til et rigtig mekanisk, aggresivt, til tider endda tysksproget sonisk angreb. De imponerer nok engang med Triptych, der har en virkelig fed stemning. Lyden er meget simpel, men på grund af mange vokallag, bliver det interessant at lytte til, og melodien er virkelig formidabel.

Det er en lidt stille sang, så efter den er det vist tid til noget vildere rock, og her kommer Casanova som kaldet. Den har en vild guitar og en funky bas, og jeg elsker melodien virkelig meget. Det er fuldstændig vidunderligt. A Really Good Time fungerer med sin stille åbning som vidunderlig kontrast til foregående nummer, og som strygere og andet godtfolk efterhånden marchere ind i lydlandskabet, bliver det mere interessant, og stemningen bliver imponerende nok slet ikke brudt, selv ikke med den funkinspirerede bas. Afslutningsnummeret hedder Prairie Rose, og meget hurtigt kommer en dejlig saxofon ind på det nummer. De tilføjer meget til stemningen, og som nummeret udvikler sig, bliver lyden rigere og mere interessant, og vi får naturligvis også en saxofonsolo, og den er både bindegal og vidunderlig. Guitaren får også en virkelig god solo, og så vender vokalen tilbage, og efter nogle bombastiske, pompøse gentagelser af omkvædet, slutter albummet. Country Life er et formidabelt album. Der er virkelig få ting, der ikke fungerer helt perfekt, og disse er lette at overse. Det kan anbefales til enhver.