Forfatterarkiv: Kjartan

272 – Labelle – Nightbirds (1974)

Udgivet den af
Svar

Patti LaBelle, Nona Hendryx og Sarah Dash udgør sammen Labelle, funkgruppen bedst kendt for megahittet Lady Marmalade, der blev voldspillet i alle diskoteker i 1974, og som siden fik en renæssance gennem det meget populære cover i filmen Moulin Rouge. Men foruden dette nummer og Patti LaBelles enormt stærke stemme, så ved de fleste ikke så meget om gruppen. Ikke mange har f.eks. lyttet til albummet, Lady Marmalade stammer fra, Nightbirds. Og denne plade er virkelig spækket med stærke melodier. Der er næsten altid rigtig meget energi på, men numrene har flot individuel dynamik. Der er nogle langsommere numre spredt omkring på pladen, og de sørger for, at de energiske stadig er fulde af energi. Dog har både It Took a Long Time, Nightbird og You Turn Me On meget højlydte øjeblikke, og hvordan kunne dette også undgås? Vi har at gøre med tre sangere, der har stemmer større end bjerge. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mest populære nummer blev fortolket af Christina Aguilera. Derudover ville man slet ikke være i humør til nogle oprigtige, stille kærlighedssange, når man allerede er gået i gang med det festlige funkmusik.

Jeg vil uden tvivl sige, at de langsommere sange dog er det mindst interessante på denne plade. Det mest interessante er de funky melodier. Halvdelen af sangene på pladen er skrevet af gruppens egen Nona Hendryx, og mens hun ganske vist skriver nogle fine sange, når det står på det lidt langsommere, så er det festlige hendes ekspertise-område. De Hendryx-skrevne sange er ikke de mest populære på pladen, men de er godt nok noget for sig. Hendes evner som sangskriver er virkelig oversete, og sangene Space Children, Are You Lonely og Somebody Somewhere er gode kandidater til at være min yndlingssang fra pladen ved siden af selvfølgelig Lady Marmalade. Dynamikken på de numre er bare så sindssyg, at det er utroligt, men numrene føles stadig sammenhængende. De fleste er også meget glade for den meget højlydte What Can I Do For You, hvor sangerne skråler højere end ellers på noget sted på pladen. Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid, at lære at elske dette nummer, for det er ret utraditionelt. Der er en meget afrikansk inspireret rytmesektion, og instrumentationen udvikler sig ret meget. Det væsentligste på dette nummer er dog vokalpræstationerne, der bare er ufatteligt imponerende og kreativt skrevet.

To af de ti sange er skrevet af albummets producer, Allen Toussaint, der også har produceret albums for navne som The Meters, Dr. John, Joe Cocker og Etta James. Toussaints sangskrivning er meget modsat Hendryx’. De går meget lige fra punkt a til b med et ret boogie-inspireret flow, der gør det hele lettere at forholde sig til. Den er dog ikke den mindste smule mindre fængende end det, Hendryx har at byde på. Hans to numre, All Girl Band og Don’t Bring Me Down er begge virkelig velskrevne, kreative melodier, som bare borer sig ind i øret på dig, og de bliver der. Man har dog slet ikke lyst til, at de forsvinder. Jeg vil dog sige, at jeg i forhold til resten af albummet har lidt svært ved at danne et følelsesmæssigt forhold til Toussaints sange. Nightbirds sparkes igang af den latterligt sjove Lady Marmalade, og pladen afsluttes eminent af You Turn Me On, der desværre fader til sidst, hvilket er en meget anti-definitiv måde at slutte et album. Nightbirds er en plade med rigtig gode sange på sig. Der er ikke den største røde tråd eller noget, og langt fra det hele er helt utroligt, men hvert eneste nummer er solidt. Jeg ville næppe begynde at kalde det et mesterværk, men jeg kan godt gå med til at sige, at det er en plade, du absolut bør lytte til, hvis du kan lide funk eller disko.

273 – Eminem – The Slim Shady LP (1999)

Udgivet den af
Svar

Når man har sagt Eminem, så må man også sige Slim Shady. Slim Shady er den succesfulde rappers mørke personlighed. En facade, han tager på, når han siger ting som “Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” på sangen My Name Is, der åbner hans gennembrudsalbum, The Slim Shady LP. På denne plade er Slim Shady sjovt nok i fokus, og det elsker jeg virkelig, for de ting, der kan komme ud af Eminems mund, når han påtager sig dette navn, er virkelig sindssyge. Det er virkelig sjovt, og han sørger for at vinkle det på mange forskellige måder. Det andet nummer, Guilty Conscience er en af mine andre favoritter, og denne sang bruger personligheden på en virkelig kreativ måde. På denne sang agerer Dr. Dre og Eminem som henholdsvis skulderengel og -djævel til tre forskellige mænd, der er på vej til at bryde loven på groveste maner. Dre og Eminem går fantastisk frem og tilbage, og jeg smiler hele vejen igennem over de kloge linjer. Begyndelsen på pladen er i det hele taget helt fantastisk. Der er en sjov intro, tre fede numre, der lyder godt lige efter hinanden, og så kommer pladens første skit, og den er heldigvis ret kort, så den fungerer faktisk til at skabe mellemrum mellem de tre hårde åbningsnumre og den blødere, mere introspektive If I Had.

Det går i det hele taget virkelig godt i starten, teksterne er kloge og varierede, alle beats er funky og passer godt til teksterne, de er varierede i opbygningen. Selv når Eminem finder på at synge, virker det. Det kan knap nok kaldes sang, det, der sker på omkvædet til ’97 Bonnie & Clyde, der handler om at Shady kører ud med sin datter for at dræbe hendes mor. Det er ret grumt, og omkvædet sørger for,at man kan føle samværet mellem de to tydeligt. På My Fault virker det også, for han lyder så skæv, at det passer til temaet. Der er noget psykedelisk over den skæve harmoni, der er på omkvædet, og det hjælper godt. Det er endnu en meget chokerende sang, hvor han giver en kvinde alt for mange svampe. I begyndelsen af pladens anden halvdel kommer det første seriøst dårlige punkt, nemlig Ken Kaniff, der er en skit, der i modsætning til de andre på pladen er så lang, at den bare sætter albummet i tomgang. Efter den kommer Cum on Everybody, der er en fin sang, men den er lyrisk ikke noget, vi ikke allerede har fået med sange som My Name Is og My Fault. Musikalsk er den heldigvis ret original med de mange pludselige kvindevokaler. Rock Bottom er meget en varsel om, hvad man kan forvente af mere inderlige sange på Eminems næste plader, og beatet er også fantastisk til denne stemning.

Hvis vi til gengæld skal kigge på et forfærdeligt beat, så skal man ikke kigge meget længere end til Just Don’t Give a Fuck. Jeg kan huske, at jeg tidligere rigtig godt kunne lide denne sang, sikkert på grund af det meget fængende hook, men wow, det er helt uudholdeligt at høre på det lortebeat. Det lyder som nogle lyde fra en dampmaskine der ikke virker krydset med en smølfeudgave af Darth Vader. Der er en ret ligegyldig skit ved navn Soap mellem denne og As the World Turns, der stort set bare er My Name Is med en mørkere vinkel. Det handler bare om vold mod kvinder. Altså, det er godt fortalt og alt muligt, men det er efterhånden trivielt med alle disse historier om hvordan han ikke har respekt over for nogen, og især ikke kvinder. I’m Shady har en meget gammeldags, funky hip hop-lyd, og den fortæller meget om, hvem Eminem rent faktisk er, og det er ulig det meste andet. Omkvædet er ret svagt, men teksten er absolut i den stærke ende. Det næstsidste nummer, Bad Meets Evil, har den anden gæsterapper på hele pladen, Royce Da 5’9″, og de gør det begge godt, og at høre endnu en stemme er forfriskende. Still Don’t Give a Fuck runder virkelig flot hele pladen af med sin vrede tone. The Slim Shady LP kunne let have været et mesterværk. Et par sange skulle bare være skåret fra. Som den er, er den dog stadig en virkelig god hip hop-plade fra en af de bedste rappere nogensinde.

274 – Parliament – Mothership Connection (1975)

Udgivet den af
Svar

Funkguden George Clintons grupper Funkadelic og Parliament er to af de vigtigste navne, funkmusik har oplevet. Parliaments største værk er uden tvivl deres fjerde album, som også var Clintons kommercielle gennembrud. Pladen åbner med en radiovært, der introducerer pladen som var den et radioprogram. Disse radioværter går over i omkvædet til P-Funk (Wants to Get Funked Up). Versene i denne sang er det rene spoken word, der kommer fra disse radioværter, og det hele hænger bare enormt godt sammen. Der er en god vekslen mellem det meget festlige omkvæd og den rolige radiovært. Denne radiovært elsker bare funkmusik, og hans glæde smitter sørme godt af. I slutningen af sangen bliver det hele meget jazzet, både i klaver og blæsere, der virkelig lyder som noget direkte ud af en jazzbar i den amerikanske undergrund. Efter det, så går det bare løs for fuld skrue med omkvædet, der stadig har alle jazzelementerne, men der bliver bare skruet op til niveau 11 her. Det fortsætter med Mothership Connection (Star Child), der bliver fortalt fra synspunket af et rumvæsen, der kommer til Jorden for at bringe hellig funk til os dødelige. Og det gør han sørme også med et enormt fængende omkvæd, morsom spoken word og festlig instrumentation.

Disse to er nogle af albummets mest populære numre, men det mindre populære er også virkelig godt. Science Fiction-temaet fortsætter på Unfunky UFO, hvor Jorden bliver invaderet af en UFO fra solen, hvor man bare ikke har styr på funk. De beder derfor os jordboere om at lære dem funkens kundskaber. Det er dejligt latterligt, og det er kompositorisk en flot opbygget sang, der går frem og tilbage mellem forskellige stykker, der lyder meget forskelligt, men har god sammenhæng og er enormt fængende. Det næste nummer hedder Supergroovalisticprosifunkstication, og det er som sådan ikke andet end et omkvæd og af og til et ganske simpelt b-stykke. Det, der får nummeret til at holde i 5 minutter er mest instrumentationen. Der er nogle fine instrumentale passager mellem omkvædene, men tit kører den kreative, eksperimenterende instrumentation også bare rundt under omkvædet. Der er sært nok især fokus på skralde og synthesizer, hvilket er en interessant kombination. Handcuffs er et ligeledes en virkelig sjov sang. Der bliver festet for fuld drøn med det sjove omkvæd, og på denne sang er versene også bare til at danse løs til. Sangerne går mange gange over toppen, og der bliver godt gammeldags sexet. Sangens brug af vokalisterne er helt mageløs, og det lyder bare euforisk.

Så kommer albummets største hit, Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker). Lige fra den flotte basvokal, der åbner sangen, er der dømt fest, og så snart der går gang i falsetkoret, er der dømt dansefest. Der er lag på lag af interessante musikalske valg her, og de lyder drøngodt. Der er godt gang i synthesizeren, og den gør nogle ret vilde ting. Basvokalisten og falsetkoret lyder også helt sublime oven i hinanden, og jeg kan bare ikke få nok af denne sang. Der er ikke nogen vers, det er bare ligesom Unfunky UFO en serie af elementer, der lyder virkelig godt i kontinuitet af hinanden – og det virker så godt, at man stadig har lyst til mere efter næsten 6 minutter. Afslutningsnummeret hedder Night of the Trumpasorus Peoples, og det er nok ærlig talt albummets svageste sang. Den er dog stadig virkelig kreativt med sit afrikansk inspirerede vrøvlekor og den vilde synthesizer. Foruden en smule af begyndelsen på sangen, så er der ingen reel tekst, kun vrøvleord og instrumentation. Synthesizeren virker ikke altid fokuseret, og af og til lyder den mest af alt som pruttelyde. Om dette er frivilligt eller ej ændrer ikke på, at det er meget distraherende. Det er dog et rigtig kreativt nummer, der afslutter en af de bedste funkplader nogensinde.

275 – Janet Jackson – Rhythm Nation 1814 (1989)

Udgivet den af
Svar

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som Nasty, Let’s Wait Awhile og When I Think of You. Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm Nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det dog at være usandsynligt succesfuldt. 8 af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er tit ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. Love Would Never Do (Without You) handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og Escapade, Lonely og Come Back to Me handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På Someday Is Tonight lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. Miss You Much og Alright lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange, dem er der i øvrigt overflod af på dette album. Black Cat er lige til at rocke med på, Alright er enormt dansevenlig, The Knowledge blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du næsten garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også meget stilfuldt opbygget. Der er 6 små, virkelig korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber virkelig naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første par gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er ret let at huske, alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var synlige ved første gennemlytning. I forhold til at den varer en time, er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke noget skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm Nation 1814 nok også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

276 – Diverse Kunstnere – Anthology of American Folk Music (1952)

Udgivet den af
Svar

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, der i 1952 samlet 84 folkesange, som var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse havde undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden havde den lidt mere uigennemskuelige titel Social Music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social Music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare lytter til det for at høre noget god musik. Meget af det er meget simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O af Chubby Parker og Peg and Awl af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social Music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, når jeg lytter til Saut Crapaud af Columbus Fruge eller Rocky Road af Alabama Sacred Harp Singers. Social Music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også virkelig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er uden tvivl den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun relativt til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Hvis man har en interesse indenfor musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Grateful Dead, Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, John Fahley, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken herpå. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om deres pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var i nærheden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig nogensinde ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at nogen som helst af disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er helt oprigtigt noget værre hø. Det er dog hø, der er optaget med kærlighed, og det kan man mærke. Det er svært at anbefale den, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en meget god måde at lære denne periode at kende.

277 – David Bowie – Aladdin Sane (1973)

Udgivet den af
Svar

Året er 1973. David Bowie havde lige udgivet sit uden tvivl største album, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det nu ganske elegant med Aladdin Sane, hvorpå man finder 10 rigtig stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken meget inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, The Jean Genie, minder i en helt utrolig grad om Bo Diddleys I’m a Man, der også har inspireret sange som Mannish Boy og Bad to the Bone. Alle 10 sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort meget mere ud af sin musik.

Aladdin Sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. Panic in Detroit er mere end bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og Drive-In Saturday er mere end bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en meget rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på meget direkte rock and roll-sange, f.eks. hans meget vilde cover af The Rolling Stones-klassikeren Let’s Spend the Night Together, gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen meget anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.

Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle meget gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået 10 forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, og jeg ville nok reelt ikke lægge mærke til at noget nummer var placeret på et andet sted end normalt. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til denne plade gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog 10 virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede The Jean Genie og Drive-In Saturday, men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.

278 – Madonna – The Immaculate Collection (1990)

Udgivet den af
Svar

Madonna, dronningen af pop, var et af 80’ernes største musikalske navne. Hendes albums solgte godt, hendes singler blev spillet ofte, og hun havde aldrig udgivet en greatest hits-plade. Dette blev ændret i 1990 med The Immaculate Collection, der samler 17 af hendes største hits. Pladen er opbygget kronologisk, og man følger dermed meget nøje Madonnas udvikling fra den søde lille popprinsesse på Holiday til den bombastiske excentriker på Rescue Me. Der er sange fra alle hendes dengang fire studiealbums, plus to sange fra soundtracks og to sange udgivet for første gang i anledning af The Immaculate Collection, og disse to, Vogue og Justify my Love, endte heldigvis også med at blive store hits. Det kan være svært at udvælge sange til en greatest hits-opsamling, når man har at gøre med en så kommercielt succesfuld kunstner som Madonna. Enten får man en meget lang plade, der ikke rigtig holder som et album, eller også får man en plade af acceptabel længde, der ikke medtager alle de store hits.

På The Immaculate Collection må man undvære sange som True Blue, Who’s That Girl og Causing a Commotion. Pladen varer 73 minutter, og denne længde fungerer fint. De andre sange er ikke rigtig nogle af mine personlige favoritter eller noget, så jeg kan sagtens overleve uden dem. Til gengæld er næsten alle sangene på pladen popmusik af højeste kvalitet. Grundet den store udvikling, Madonna foretog sig på de 7 år, pladen strækker sig over, er den kronologiske opstilling også en virkelig god måde at kunne følge med i hendes udvikling som kunstner. Derfor føles de tre sidste sange, Vogue Justify my Love og Rescue Me, der alle er meget syntetiske og futuristiske og indeholder spoken word, som en slags endelig udvikling for Madonna. Og det føles virkelig som om hendes karriere kunne have stoppet her, selv hvis man tager senere mesterværker som Ray of Light i betragtning. Man har været gennem en rejse med Madonna, og jeg nød rigtig meget af den.

Madonnas store singler, Like a Prayer, Like a Virgin, Papa Don’t Preach, Material Girl og Borderline er jo lige til at synge med på, og de fylder meget af pladen. Albummets sange er alle meget poppede, og derfor kan man allerede ved anden gennemlytning synge med på selv dem, man ikke kender i forvejen. De fleste af sangene er også meget sjove at danse til. Jeg vil sige, at to af sangene fra True Blue-albummet, Live to Tell og Open my Heart, ikke er nær så lette for mig at nyde som resten. De er fine nok, men ved siden af sjove, nærmest latterlige sange som Into the Groove og Like a Prayer virker det ikke helt overbevisende. Det bliver bare til nogle ret ordinære middeltempo-sange. Så kunne man i det mindste gøre dem ligeså oprigtige og ømme som Borderline eller Papa Don’t Preach, men man kunne også bare give dem et lille gimmick som latin-inspirationen på den eksotiske La Isla Bonita. Det meste af pladen er dog fyldt med bundsolid, dansevenlige popsange fra en af 80’ernes bedste popstjerner. Hvis du vil lære Madonna at kende, så er dette det ideelle sted at starte, og den er bedre end det moderne modsvar, Celebration, som jeg selv finder alt for langtrukken.

279 – Mary J. Blige – My Life (1994)

Udgivet den af
Svar

90’ernes R&B-scene var meget eksplosiv i sin kreativitet. Genrer som hip hop-soul, neo-soul og new jack-swing begyndte at blomstre, og det gjorde de med navne som Mary J. Blige og albums som hendes anden plade, My Life fra 1994. Dette album var produceret af en af årtiets definerende producere, Sean Combs alias Puffy. Og Puffys produktion er helt suveræn. Lyden er altid virkelig kærlig og omsorgsfuld, og arbejdet med Bliges stemme er virkelig smukt. Melodierne er også meget fængende. Lige fra det første nummer, Mary Jane (All Night Long) må man gøre sig klar på at høre nogle vaskeægte ørehængere. Hvordan man får denne, I’m Going Down, I’m the Only Woman eller det flotte afslutningsnummer, Be Happy ud af hovedet, er mig en gåde. Teksterne derimod, det er en lidt anden historie. De er alle om ret trivielle emner, sex, at slå op, kærlighed og… ja, det er det. Men hey, det kan man også skrive meget om, og mange gode albums har kun fokuseret på et enkelt af disse emner, så så skidt er det ikke, vel?

Desværre jo, for teksterne er uhyre simpelt skrevet. Vi snakker om sange, der ikke er bange for at rime money med honey, joy med boy, myself med no one else, feel med real, stay med way, og det er som sådan ikke så slemt igen – og det havde da også en vis charme i 50’erne. Men denne plade er fra 1994, og den lyder også så moderne, at der virkelig ikke er noget ved den, der føles gammeldags. Det er selvfølgelig imponerende, at musikken holder så godt, men det gør det bare tydeligere, at teksterne er frygteligt simpel. Derudover er alle disse børnehaverim at finde på omkvædene. Der er et cover af I’m Going Down af Rose Royce, og ja, derpå bliver down rimet med around, og det er jo ikke imponerende eller noget, men forskellen her er, at det passer naturligt ind. Det lyder fuldstændig logisk at sige “I’m going down, ’cause you ain’t around, my whole world’s upside down”. Derimod er det bare fjollet at synge “Come into my bedroom honey, what I got will make you spend money” med mindre Mary Jane (All Night Long) rent faktisk handler om livet som prostitueret. Denne er oven i købet en virkelig stærk sang i alle andre aspekter.

Lad mig lige vende tilbage til produktionen. Over halvdelen af alle sangene sampler mindst ét nummer, men det lyder bare så godt sammen med sangen, at man ikke lægger mærke til det. Selv lagde jeg kun mærke til ét sample, og det var i et interludium. Oven i alt dette, så bruger sangene også hip hop-beats. Ja, alle disse bløde soulsange bruger hårdtslående trommemaskiner. Det passer faktisk godt sammen, og det hjælper albummets dynamik. Apropos albummets dynamik, så er den fin. Det er ikke noget fantastisk, men den er fin. Hvilket derfor gør det svært at undskylde, at pladen er over en time lang. Ja, det er en hel del. Især når man tænker på, at de fleste sange er om stort set det samme, og de bliver også behandlet på nogenlunde samme måde. Det er ikke et problem i sig selv, men med pladens længde bliver det lidt kedeligt. Jeg kunne godt have undværet sange som Don’t Go, I Never Wanna Live Without You og Be with You. Pladen bliver dog holdt i vejret af stærke melodier, fantastisk produktion og en vidunderlig stemme. My Life har mange skønhedsfejl, men anbefales, det kan den nu engang godt, især til fans af de seneste 20 års R&B.

280 – Muddy Waters – Folk Singer (1964)

Udgivet den af
Svar

Muddy Waters er anset af mange som opfinderen af elektrisk blues, og det overraskede derfor mange, at hans album Folk Singer fra 1964 var et 100% akustisk album. Foruden Waters på guitar har vi her to af blueshistoriens største andre navne: Willie Dixon på kontrabas og ingen ringere end Buddy Guy til at spille guitar sammen med Waters. Derudover er der også en trommeslager ved navn Clifton James. Meget af albummets fokus ligger i forholdet mellem instrumenterne, og dette er klart lige fra åbningsnummeret, My Home Is in the Delta. Det er en helt traditionelt opbygget bluessang, og hvis jeg spillede et cover af den her og nu, så ville der ikke være noget imponerende ved den. Waters lægger også hele sin sjæl i sin stemme, og det er bare skønt at høre på de dygtige musikere. Det andet nummer, Long Distance Call er også meget imponerende, men det er ret skidt placeret, hovedsageligt fordi den er næsten identisk med åbningsnummeret. Det er samme basgang, samme trommeslag, samme melodi – det er bare lidt dybere. Waters er stadig dygtig i sin vokal, og de andre tre imponerer til stadighed, men de kunne da have ændret sangen lidt mere.

Så får man heldigvis en sang som My Captain, en mere ømt spillet sang. Der er slet ikke trommer på denne sang, og bassen er meget påpasselig med at dukke op. Waters føles for alvor sårbar i denne Dixon-skrevne sang, og de instrumentale passager er virkelig smukke. Der kommer virkelig gang i den med Good Morning Little Schoolgirl, oprindeligt af Sonny Boy Williamson. Jeg blev introduceret til denne klassiker gennem Waters, og denne frække lille sang er bare helt fænomenalt opført her. Det er helt seriøst en fantastisk udgave, og hvis du kan lide originalen, så bør du virkelig lytte til Waters-udgaven. You’re Gonna Need My Help starter med at lyde som en ganske ordinær bluessang, men Waters’ behandling er virkelig unik. Guitarsoloen, der begynder midt i sangen er noget af det flotteste, genren har oplevet. Denne plade lyder i det hele taget fedt. Hver eneste streng er så let at høre, man kan bare mærke sjælen. Cold Weather Blues er stort set bare My Captain om igen og ærlig talt er My Captain også bare bedre, selvom der er nogle flotte øjeblikke på dette nummer.

Big Leg Women er endnu en trommeløs sang, men denne er meget liderlig og fast i rytmen, og at have så fast en rytme helt uden brug af trommer er rigtig flot. Og det lyder også fantastisk, helt ulig det meste andet blues-musik. Og hvis man skal blive ved de frække sange, så er intet nummer frækkere end Country Boy. Det er faktisk lidt svært at holde ud at høre på, hvor fræk han er, for det bliver en smule… sexistisk. Det bliver så sexistisk, at jeg er meget overbevist om, at han bare spiller en rolle, dels fordi han bogstavelig talt synger “I’ll always treat you wrong”. Afslutningsnummeret hedder Feel Like Going Home, og det føles ikke rigtig som en afslutning, selvom titlen virkelig antyder det. Det er en fin sang, der udnytter Buddy Guy og Muddy Waters’ guitarkundskaber til at skabe meget unikke lyde, men et klimaks ville jeg næppe kalde det. Som med de fleste albums fra før ca. 1965, så er strukturen ikke helt fantastisk. Lyden på denne plade er absolut det mest tiltrækkende, for den er stadig fantastisk i dag. I 1964 var dette album epokegørende og unikt. I dag er det stadig imponerende, men det føles som så meget andet.

281 – Barry White – Can’t Get Enough (1974)

Udgivet den af
Svar

Man kan bare ikke nævne disko uden at sige Barry Whites navn før eller siden, for før både Gloria Gaynor, Bee Gees og Donna Summer fik folk ud på dansegulvet, så havde vi Barry White disko-hits som You’re the First, the Last, My Everything og Can’t Get Enough of Your Love Babe, begge at finde på hans tredje album, Can’t Get Enough fra 1974. Dette album starter med at virke rigtig ambitiøst. Det står på et førsteklasses intronummer, en instrumental sang på to minutter ved navn Mellow Mood Pt. 1, og den er rigtig god. Den sætter virkelig stemningen, og man føler, man er parat til at dykke ned i pladen. Den er mere dramatisk og seriøs end man forventer fra en figur som Barry White, og den går faktisk virkelig smukt over i You’re the First, the Last, My Everything. Det er en af de mest overdrevet kærlige kærlighedssange, denne jord nogensinde har set. Det er måske lidt latterligt, især som White bare går over toppen med sit højlydte croon, men man bliver bare så glad af det. Og Whites charmerende spoken word fungerer godt til at skyde nummeret igang.

Jeg håber, du kan lide Spoken Word, for bagefter står den på endnu mere. Den langsomme I Can’t Believe You Love Me starter med en ret lang – og ret god – spoken word-sang. Der er smukke strygere og en sexet saxofon, og hans ordvalg her er meget charmerende, og det kunne som sådan bare stoppe der. Men så kommer det smukke kor, der synger “I can’t believe that you love me” i lang tid. Det virker i starten som en virkelig god, overset White-sang, men pludselig opdager man, at denne sang varer 10 minutter. Jo, den udvikler sig, andet vers har en melodi i stedet for al den spoken word, og sangen er stadig meget sprød og velskrevet, men den er alligevel mindst 3 minutter for lang, for i de sidste 3 minutter sker der vitterligt ikke andet end omkvædet en masse gange og lige en enkelt instrumental passage. Det er derfor rigtig dejligt at få en regulær latterlig popsang, og vi får da Can’t Get Enough of Your Love, Babe. Man bliver bare atter så glad for Whites kærlighed, der kommer gennem en utrolig fængende melodi.

Oh Love, Well We Finally Made It er endnu en lykkelig popsang. Det er lidt det, man forventer fra Barry White, en meget glad sang om kærlighed, der åbner med noget spoken word, mens nogle flotte strygere og nogle friske backingvokalister danner godt underlag. Versene er ikke noget specielt, men omkvædet alene gør, at dette nummer sagtens kunne have overlevet en single-udgivelse. I Love You More Than Anything (In This World Girl) er endnu mere Barry White, som man kender ham, her med nogle meget charmerende vers men med et omkvæd, der måske bliver lidt mere corny end hvad godt er – og corny er ellers normalt meget godt, når vi snakker sådan en charmetrold som White. Efter denne afsluttes pladen som den startede, med fortsættelsen til Mellow Mood Pt. 1, Mellow Mood Pt. 2. Den føles mere kærlig og mere afsluttende end etteren. Det får pladen til at virke meget vigtigere end den er. Det er dog en god, sjov plade, og det kan man ikke tage fra den.