Tag-arkiv: Singer/songwriter

354 – Randy Newman – 12 Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1970 udgav sanger og sangskriver Randy Newman sit andet album, og da der var 12 sange på albummet, valgte han kreativt nok at kalde den for 12 Songs. Nu har jeg personligt mine problemer med Randy Newman. Jeg synes, meget af hans musik lyder ensartet, da rigtig meget af det er middeltempo-klaverpop, og hans melodier har ofte mange gennemgående idiosynkrasier, så han kan være trættende at lytte til i længden. Og mens jeg nok aldrig ville kalde et Newman-album perfekt, så er 12 Songs uden tvivl et af hans bedre udspil. Instrumentationen er ikke det helt vilde, men den bliver udnyttet på mange forskellige måder. Selvfølgelig er fokus oftest på Newmans klaver, men på andre numre kan såvel guitar som bas være mest fremtrædende. Trommerne er aldrig noget særligt, de sørger i bedste Ringo Starr-stil for at holde rytmen, men det er så også det. Sådan en variation er dog ikke kun en kompliment, han fortjener, fordi han ellers ikke er så god til det. Det fortjener han, fordi det faktisk er gjort rigtig godt.

Melodierne er ligeledes ganske varierede. Både hvad angår komposition, men desværre også hvad angår kvalitet. De bedste er nogle ganske fede popsange. Jeg bliver let i godt humør af at høre Have You Seen My Baby, Mama Told Me Not to Come, Lucinda, Yellow Man eller Rosemary, der pudsigt nok er pladens mest energiske sange, og de har meget gammeldags rock and roll-elementer, lidt som noget Fats Domino eller Ray Charles kunne finde på, bare lidt mere sterilt. De simpleste sange, hvor den stort set eneste instrumentation er ham, der spiller en oftest langsom sang på klaveret, har faktisk også meget charme. De er ikke de største ørehængere, men de er af og til dejlige at lytte til. Underneath the Harlem Moon er nok den bedste heriblandt, men f.eks. If You Need Oil, Uncle Bob’s Midnight Blues og Lover’s Prayer er ikke sange, der holder efter gentagne gennemlytninger. Der er også nogle country-inspirerede sange på pladen, alt for mange efter min mening. Hverken Suzanne eller Old Kentucky Moon er noget for mig, og der er også countryelementer spredt omkring i de andre numre, og nogle af de bedste numre, heriblandt Yellow Man, ville have været langt bedre uden slideguitar.

Albummet er dejlig kort. 12 sange lyder måske af en rimelig gennemsnitlig albumlængde, men alt i alt giver det knap 30 minutter. Selvom dette er en af Newmans mere varierede plader, gør det mig i grunden glad, at den kun er så kort. De tidligste Newman-plader er alle ret korte, så dennes længde er intet under, men længden komplimenterer newman ganske fint. Tekstmæssigt formår han at sige ret meget på ret kort tid, og da er de fleste sange på pladen mellem 2 og 3 minutter, og det klæder igen Newmans simplicitet fint. Han får sagt hvad han vil både lyrisk og musikalsk, og så går han straks videre til den næste idé. Jeg er ikke altid lige glad for disse idéer, men hans fremgangsmåde er jeg stor fan af. Albumlængden er da meget passende, for hvis vi fik for mange af Newmans sange i træk, uanset længde og uanset om du kan lide dem på egen hånd, ville det blive trættende i længden. Der er noget virkelig elegant og stilfuldt over 12 Songs, og mens langt fra alle sange er lige gode, er der faktisk meget at dykke ned i. Det er ikke nødvendigvis et album, jeg kan lide, men det er et album, jeg rigtig let kan respektere.

372 – Jackson Browne – Late For the Sky (1974)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne udgav i 1974 sit tredje album, Late For the Sky, og dette er af mange opfattet som hans største værk. Det har da også mange rigtig gode sange på sig. Der er kun otte af slagsen, men kvaliteten er generelt højere end på nogen af hans andre albums. Nu er jeg ikke selv verdens største soft-rock-fan, men jeg kan så sandelig genkende en god melodi, når jeg hører en. Og titelnummeret, der åbner pladen, er en virkelig kraftig melodi. Som altid har Browne her skrevet en virkelig rørende tekst, men den håbløse stemning går virkelig også igennem med melodien. Det andet nummer, Fountain of Sorrow, er med sine næsten 7 minutter pladens længste, men det er muligvis også det bedste. Browne mestrer i højere grad end normalt dynamik på dette nummer, og følelserne strømmer også bare ud. Sjældent føles han så fortabt i intetheden, og sjældent har han fortalt en sang så malerisk. Og mest af alt, så er det imponerende, hvor meget han rent faktisk formår at gøre musikalsk på disse 7 minutter. Sangens lyd er varieret, men ikke på ét tidspunkt bliver stemningen ødelagt.

Father On er absolut ikke en dårlig sang heller. Den har nogle meget mindeværdige øjeblikke på sig, og Browne har stadig godt fat i, hvordan man får tekst, melodi og lyd til at komplimentere hinanden godt. Dog vil jeg sige, at det lyder som noget, man har hørt før. Der er ikke vanvittigt meget kontrast i forhold til de to første sange i lydlandskabet. Dette er konsekvent det største problem, Browne har kæmpet med. Det er dog ikke så slemt igen på The Late Show. Det er stadig soft-rock, men strygere såvel som et meget højlydt kor, gør den interessant nok. Det er dog en af albummets svagere melodier, men tekstniveauet er som sædvanligt ret så højt. Heldigvis kommer der dog noget afveksling med noget energisk rock and roll på The Road and the Sky. Det er rigtig energisk og sjovt, men det passer stadig fint ind blandt resten af numrene. Man lægger ganske vist mindre mærke til teksten på dette nummer, men det gør ikke så meget, for variation er vigtigere i min bog. Og det er nok derfor Browne sjældent siger mig nær så meget, som han gør andre anmeldere.

For A Dancer er en af pladens bedste numre. Den har nogle rigtig smukke strygerportioner, og den har faktisk nogle fine temposkift, der sørger for at gøre den engagerende hele vejen igennem. Det er en ganske sød sang, og hvis Browne nogensinde har været musikalsk interessant, så er det med denne. Walking Slow er ironisk nok en af de mere energiske sange. Den er vældig sjov, og teksten viser, at Browne sagtens kan fortælle en interessant historie uden at være trist. Den er let at gribe fat om, og den er dejligt afslappende. Han måtte sagtens lave numre som dette lidt oftere. Afslutningsnummeret hedder Before the Deluge, og det er et rimelig typisk Browne-nummer. Det er en ok melodi, en vidunderlig tekst, en ret interessant instrumentation og en ikke specielt interessant sangstemme, men det fungerer. Late For the Sky er et rigtig godt album. De svage punkter er der, men de højeste punkter er nogle af de højeste, Browne har nået i løbet af sin karriere. Hvis du kan lide soft-rock, så er Jackson Browne sikkert noget for dig, og Late for the Sky er nok det bedste sted at starte.

379 – Bruce Springsteen – Greetings from Asbury Park, N.J. (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen er om nogen en rocklegende, men som enhver anden musiker måtte han selvfølgelig starte et eller andet sted, og i hans tilfælde var det med albummet Greetings from Asbury Park, N.J. fra 1973. Albummet åbner med sangen Blinded By the Light, som et par år senere ville blive til et stort hit for Mannfred Mann’s Earth Band. Melodien er da også fantastisk, rimene er sjove, og man får let lyst til at synge med. Disse kvaliteter er dog alle mere fremtrædende i Springsteens original, så hvorfor den ikke blev til et megahit har jeg ingen anelse om. Det var endda albummets førstesingle. Det andet nummer, Growin’ Up, er en ganske sjov, sentimental sang om at blive voksen. Man kan nærmest se den unge Bruce Springsteen for sig, mens han synger om sine minder, og det føles som om, man selv er der. Mary Queen of Arkansas er en ret langsom kærlighedssang. Man kan godt mærke, at Springsteen stadig var lidt ny på scenen, for hans stemme her egner sig ikke så pragtfuldt igen til denne slags sange. Dog er det en ganske smuk sang, og Springsteens guitarspil komplimenterer stemningen smukt.

Da kommer pladens absolut korteste sang, Does This Bus Stop at 82nd Str. Sangen siger mig ikke nær så meget som resten af albummet, men den har nogle virkelig flotte øjeblikke stadigvæk. Der bliver leget godt med tempoet, og de gode linjer overfalder nærmest hinanden. Ja, det er kun melodien, der ikke rigtig siger mig noget. Lost in the Flood er en ganske rørende sang. I tempo og lyd minder den meget om Mary Queen of Arkansas, men i tema er den meget anderledes. Det er en rørende fortælling om en krigsveteran, og hertil passer Springsteens stemme meget flottere. Sangen bliver til sidst rigtig dramatisk, og det er et helt igennem smukt nummer. The Angel er endnu et ganske langsomt nummer. Den er dog ikke så lang som hverken Mary Queen of Arkansas eller Lost in the Flood, og det mest fremtrædende instrument er uden tvivl et klaver. Det er ganske smukt, men det er ikke en af de mest mindeværdige sange på pladen. Jeg kan dog ikke nægte, at det er en virkelig flot sang.

Der kommer mere gang i den med sangen For You. Det er en rigtig fed, sjov sang, der handler om en kvinde, der har forsøgt selvmord. Det lyder ikke som et emne, der nogensinde kunne blive til en sjov, poppet sang, men det virker, for Springsteen fortæller det fra et perspektiv, hvor han prøver at hjælpe denne kvinde. Han bliver ret poppet på sangen Spirit in The Night, der er en virkelig fængende, sjov sang. Den minder ret meget om Blinded By the Night i sin lyd, men der er lidt mere af en jazzet lyd her. Denne blev ligeledes mere populær med Manfred Mann’s Earth Band i sin tid, men igen foretrækker jeg Springsteens udgave, for Springsteen har mere hjerte og kærlighed på sin udgave. Albummet afsluttes formidabelt med It’s Hard to Be a Saint in the City. Sangen udvikler sig meget, og den føles virkelig konkluderende. Den er ganske sjov, og den gør, at man meget let får lyst til at spille pladen et par gange mere. Greetings from Asbury Park, N.J. er af enormt høj kvalitet, især i betragtning af, at det er en debutplade. Det her er en pragtfuld plade, og Springsteen blev kun bedre derefter.

391 – Jackson Browne – The Pretender (1976)

Udgivet den af
Svar

The Pretender er navnet på Jackson Brownes fjerde studiealbum. Jackson Browne er en afsindigt dygtig lyriker rigtig ofte, men hans musik minder tit lidt for meget om hinanden, hvis du spørger mig. På The Pretender bliver vi til gengæld præsenteret for en mere dynamisk Browne på åbningsnummeret, The Fuse. Overgangene mellem forskellige tempoer og akkompagnementer går virkelig godt, og man kan faktisk i visse stykker mærke en vis funk-inspiration, og selvom det er langt fra det typiske soft-rock, han normalt laver, lyder det stadig fedt. Your Bright Baby Blues er et lidt mere traditionelt Browne-nummer. Det er med sine 6 minutter pladens længste sang, men melodien såvel som teksten er så gribende og følelsesrig, at man ikke rigtig lægger mærke til længden. På Linda Paloma er det væsentligste instrument en mexicansk inspireret harpe. Jeg skal være helt ærlig, jeg ved ikke hvorfor der skulle være en harpe her. Det virker lidt forfriskende i starten, men efter kort tid bliver harpen vammel. Og som sangen skrider fremad, bliver den også i sig selv ganske vammel, især mod slutningen.

Here Come Those Tears Again er nok pladens største hit. Det er dynamisk, og det er heller ikke nær så langsomt som resten af pladen. Det er virkelig sjovt at lytte på, også selvom lyrikken ikke er så lykkelig som teksten. Så de har ikke det bedste samspil, men de er hver især ret gode. The Only Child er så til gengæld et ret kedeligt nummer. Teksten er som altid rigtig god, men melodien er alt for triviel og ensartet. Som et af de få numre på pladen, får man virkelig let det her på hjernen, og det bliver faktisk en smule irriterende. Strygerne derpå fortjener til gengæld virkelig stor ros, de gør, at sangen i det mindste er en smule musikalsk interessant. Daddy’s Tune er en lidt forvirrende sang. Den kører i første halvdel som et ganske traditionelt soft-rock-nummer, og pludselig kommer nogle horn ind, sangen bliver virkelig lystig, og det lyder mest af alt af et latterligt Broadway-nummer, og jeg begynder at forestille mig dansere med sjove hatte, hvilket bare virker forkert. Det er en af pladens gladeste tekster, men den virker stadig alt for personlig, til at den kan lyde så latterlig.

Det næstsidste nummer hedder Sleep’s Dark and Silent Gate. Vi kommer tilbage til noget af den soft-rock der netop gjorde manden så populær i første omgang. Og mens lyden ikke er så speciel igen, er melodien virkelig god. Man kan rigtig let mærke følelserne, og teksten er virkelig utrolig. Måske er det endda pladens bedste. Linjer som “I don’t know what love has got to do with happiness” og “But the times when we were happy were the times we never tried” er virkelig værd at tænke over. En anden af pladens bedste sange er titelnummeret, der afslutter pladen. Melodien er faktisk fængende, mens han har rigtig meget at sige om livet i en forstad. Individuelle linjer er ret så gribende, mens sangen som en helhed er nærmest malerisk. Og den er også i lyden ganske varieret. The Pretender er en lidt blandet landhandel. Når den er bedst, finder vi nogle af Brownes allerbedste værker. Når den er værst, er det let forglemmelige melodier, der ikke arbejder specielt godt sammen med teksterne, der dog næsten altid er af rigtig høj kvalitet. Der er heller ikke stor fokus på hvordan de individuelle sange arbejder sammen, så lytteoplevelsen kan virke trættende. Der er dog nogle virkelig gode numre indimellem.

393 – Randy Newman – Good Old Boys (1974)

Udgivet den af
Svar

Randy Newman er en af de få musikere, der virkelig er blevet rost til skyerne af mange, som jeg selv ikke rigtig kan se noget særligt i. Han har absolut skrevet nogle fede sange, men langt fra alt, han har lavet, tiltaler mig. Et af hans mest roste albums er Good Old Boys fra 1974. Dette starter med noget af det, jeg virkelig elsker, når Newman rører ved, nemlig samfundssatire. Nummeret hedder Rednecks, og det er lige netop det, det handler om. “We don’t know our ass from a hole in the ground, and we’re keeping the niggers down” synger han, og det er en virkelig morsom sang. Så går vi til gengæld lige over i Birmingham, der absolut ikke er Newmans værste værk, men det mest positive, jeg kan sige om det, er at det er mildt fængende. Efter dette kommer en ganske sød lille kærlighedssang ved navn Marie, og den virker som sådan ret oprigtig, men jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg burde interessere mig for den. Newman gør ikke rigtig noget for at hive mig ind i musikken, selvom strygerne er ret flotte. Sangen er der bare.

Når han bliver politisk igen, kan han sagtens blive interessant. Mr. President (Have Pity on the Working Man) er et ret sjovt nummer. Det er stadig fortalt gennem synspunktet på en Redneck, og han bliver dejligt flabet her, og han er ikke nær så direkte, hvilket på sin vis også er rart. Guilty er en ret deprimeret sang, om en fyr der drikker whisky og sniffer kokain for at glemme nogle kærestesorger, for som han siger; “It takes a whole lot of medicine for me to pretend that I’m somebody else”. Louisiana 1927 bemærkede jeg faktisk virkelig melodien på. Hovedsageligt fordi den lyder rigtig meget som Sail Away, som newman udgav to år tidligere. Derudover er der ikke noget specielt ved den. Det er Newman, der lyder som Newman. Det er den et minut lange fællessang Every Man a King ikke, og det er ret forfriskende, for efter et par gennemlytninger af pladen, bliver jeg godt træt af lyden af Newman. På Kingfish bliver Newman atter diskriminerende, og jeg elsker det virkelig. Han synger om alle de fandens franskmænd, der render rundt i New Orleans, hva’ fanden gør de også godt for. Det er et skønt nummer.

Han kommer da med en af sine bedste melodier i form af Naked Man. Tekst såvel som melodi er virkelig sjov, og den lyder ikke spor af Newman. Det er nærmest befriende. A Wedding in Cherokee County er bare mere af det Newman, man kender, men på skalaen over Newman, der lyder som man forventer, så er det ikke ringe. Det er faktisk en ret charmerende sang. Back on My Feet Again er en sjov, fængende sang, og selvom der ikke er meget mere at sige om den, så er den ikke så skidt igen. Det føles selv efter adskillige gennemlytninger rigtig friskt. Afslutningsnummeret hedder Rollin’, og Newman lyder sjældent så meget af Newman, som han gør her. Jeg kan i løbet af hele Good Old Boys fornemme, at jeg, hvis jeg lytter godt efter samtlige tekster, sagtens kan høre rigtig meget godt. Det store problem er bare, at melodierne er tomme og kedelige, og de virker mest af alt som noget, der lige blev lavet i sidste øjeblik. Jeg ville sikkert ikke have noget imod at læse en Newman-skrevet digtsamling, men han er nu engang musiker, og alt for meget af musikken lyder ufatteligt ensartet.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som Singapore, Clap Hands, Cemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore, 9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.

405 – PJ Harvey – Rid of Me (1993)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey er et af de allerstørste navne i alternativ rock, og hendes andet album, Rid Of Me er ofte opfattet som hendes største værk. På denne finder man 14 meget forskellige numre, alle af rigtig høj kvalitet. Dynamik er noget, hun lige fra første nummer, titelnummeret, fremviser, at hun har meget kontrol over. Dette er nok et ret ekstremt tilfælde på overgang mellem stille og højlydt, men det virker helt perfekt. Andre steder på albummet er overgangene noget blødere, men det helt enorme adrenalinsus. Der er rigtig mange hårde lyde i løbet af albummet, så dynamikken er vigtig. Det er komposition naturligvis også, og hendes melodier er fuldkommen gribende. Fængende ville næppe være ordet for specielt mange af dem, men man kan let sidde forgabt i hendes lydunivers. En af de bedste sange, Man-Size er faktisk på albummet to gange, begge gange fortræffeligt. Underligt nok først i en alternativ udgave ved navn Man-Size Sextet, hvor en stryger-sekstet – spillet udelukkende af Harvey selv – får hende til at virke ømmere, idet ingen andre instrumenter er med på sangen.

Senere på albummet kommer så den rigtige udgave af Man-Size og det er vitterligt en helt anden oplevelse. Hun virker stærkere og mere dominerende, det til trods for, at det er den fuldstændig samme tekst og melodi. Hun synger den end ikke på en videre anderledes måde, men at høre den med bas, trommer og guitar er så anderledes, at man får en helt anden opfattelse af hende. Hun har faktisk også et enkelt cover på pladen. Det er af Bob Dylans legendariske Highway 61 Revisited, og det lyder skønt i hendes udgave. Jeg foretrækker nok stadig Dylans version, men hendes vrede, punk-metal-udgave er noget af et under. Igen er det et eksempel på en mere ekstrem side af dynamik, for i starten af sangen kan man knap nok høre, hvad Harvey synger, hvis man ikke har skruet godt op, men det bliver tydeligere. Faktisk er det overraskende ofte, at jeg ikke kan høre et ord, og sært nok irriterer det mig slet ikke. Nej, det nærmest fascinerer mig. Det får hende til at virke mere mystisk og sexet, og jeg har ingen anelse om, hvordan hun gør det. Enhver anden kunne gøre det samme, og jeg ville hade det.

Rid Of Me er et meget beskidt album, og det prøver ikke på at skjule det. Det er samtidig meget seksuelt, så det skaber en interessant kontrast. Det er helt vildt ulækkert og attraktivt på en og samme tid. Det er noget Harvey er fuldkommen fantastisk til. Jeg ved igen ikke helt hvordan hun gør det, for med mange andre, ville de ligne manglende fokus, hvor Harvey på nærmest magisk vis kan fokusere på både støj og sex. Meget af rosen fortjener producer Steve Albini dog også, for han har haft en vigtig indflydelse på lyden. Dog tror jeg næppe, produktionen på dette album havde haft nær så enorm effekt, hvis vi ikke snakkede om netop PJ Harvey. Rid of Me er et vovet, interessant album, der hele vejen igennem tør at overraske lytteren med mange forskellige indtryk. Hvis du på nogen måde kan lide alternativ rock, om det så skulle være Tool eller Nirvana, så kan Rid of Me anbefales virkelig let. Det er en af 90’ernes bedste plader, og Harvey er en af 90’ernes dygtigste musikere.

406 – Sinéad O’Connor – I Do Not Want What I Haven’t Got (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 hittede den irske sangerinde Sinéad O’Connor verden rundt med Prince-coveret Nothing Compares 2 U, og det var som sådan hendes eneste større hit. Hun er derfor ofte blevet kaldt et one-hit wonder, men selvom det er teknisk korrekt, er det dybt uretfærdigt, for hun har meget mere i sig end den ene sang. Pladen, man kan finde Nothing Compares 2 U på hedder I Do Not Want What I Haven’t Got, og det er spækket med fede numre. Åbningsnummeret, Feel So Different, er et overvejende strygerdrevet nummer, hvorpå O’Connor i starten på en gang blidt og kraftigt synger på livet løs. Som nummeret dog udvikler sig, bliver det mere højlydt og intenst. Det er et pragtfuldt nummer. Pladens andet nummer, I Am Stretched on Your Grave, er bygget over et irsksproget digt fra 1700-tallet, men det ville man aldrig vide fra O’Connors udgave. Hendes lyder faktisk mest af alt som noget trip hop, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den genre eksisterede knap nok endnu. Og trods hvor pludseligt det er, fortjener strygerportionen mod nummerets slutning også ros, for det er vitterligt smukt.

Three Babies omhandler noget, der er lidt gennemgående i løbet af mange af numrene på pladen, nemlig moderskab til tre spædbørn. Nummeret har også en rigtig smuk dynamik mellem at være meget stille og ret højlydt, og både hendes omsorg og ømhed er virkelig fremtrædende og overbevisende. I den mere poppede ende finder man The Emperors New Clothes, der kører med mere traditionelt bas-trommer-guitar-akkompagnement, men nummeret fungerer rigtig godt. Man kan let nynne med på det, og det er jo ikke fordi hendes følelser forsvinder, fordi nummeret er mere poppet. Black Boys on Mopeds er en ganske trist politisk sang om racisme i england opført med kun vokal og en enkelt akustisk guitar. Det er et fascinerende nummer, og selvom jeg stadig nyder hårdtslående sange som Fuck the Police og Fight the Power, er det forfriskende at få meddelelsen leveret sådan her. Det helt store hit, Nothing Compares 2 U, er som sagt et Prince-cover, og hun fik virkelig forbedret sangen gevaldigt med sin udgave. Forstå mig ret, jeg elsker Prince, men der er virkelig mange problemer ved originalen, og ingen af dem er der, når vi får den gennem O’Connor. Princes udgave virker stadig som et cover for mine øren uanset hvor ofte jeg lytter til det.

Et af de mere rockede numre på pladen er Jump In the River, og underligt nok vækker det ikke min interesse i nær så høj grad som de andre numre. Det har stadig et ret fedt groove, men det udvikler sig ikke rigtig til noget videre specielt, og det starter også et ganske simpelt sted. Til gengæld er You Cost as Much Sorrow en helt formidabel sang. Den er igen i den mere poppede ende, men det er bare en virkelig stærk melodi, og teksten er også rigtig stærk. “You cause as much sorrow dead as you did when you were alive” er alene en rigtig tankevækkende linje, og dem er der mange af. Det næstsidste nummer, The Last Day of Our Acquaintance, er en af den slags, der til gengæld udvikler sig meget. Som så meget på albummet starter det langsomt, men med tiden bliver det vildere, og selvom udviklingen godt måtte ske lidt hurtigere, er afslutningen virkelig det hele værd. Titelnummeret, der i øvrigt afslutter albummet, har ingen instrumental opbakning, det er kun O’Connor, der synger helt alene. Det er rimelig kraftigt, for hun virker ganske sårbar, når der ikke er andet end hendes stemme på optagelsen, men desværre er melodien lidt trættende i længden, og det er et ret langt nummer. Alt i alt er I Do Not Want What I Haven’t Got et klart bevis på, at O’Connor er en rigtig virtuos personlighed, der absolut fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun får.

408 – Bob Dylan – Time Out of Mind (1997)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan udgav nogle af de uomtvisteligt bedste albums nogensinde i 60’erne og 70’erne, og selvom han også lavede det rene ragelse til tider, var standarden rigtig rigtig høj. Og så kom 80’erne. Man kan sige meget om Bob Dylan, men han hænger ikke specielt meget sammen med 80’erne, selvom han ikke skruede ned for frekvensen for pladeudgivelser. Og hans nye album fortsatte med at være ukendte – indtil hans store comeback i 1997 med albummet Time Out Of Mind. Dette album starter med en fuldstændig hæsblæsende sang ved navn Love Sick. Det er et langsomt, dystert nummer, og Dylan lægger rigtig meget følelse i. Især starten sørger kraftigt for at få lytterens interesse drejet godt mod albummet, og det er jo en svær kunst, hvis der ikke er nogle hårdere numre på pladen. Han fortsætter med et lystigere bluesnummer ved navn Dirt Road Blues. Kompositionen er lig meget andet bluesmusik, men Dylans udførsel har så meget personlighed, at man slet ikke bemærker det.

Bagefter kommer Standing in the Doorway, der med næsten 8 minutter er pladens næstlængste nummer. Det er et virkelig rørende nummer, og her finder vi også en af pladens bedste tekster. Der er konstant et eller andet, der virkelig får dig til at tænke, og situationens håbløshed er både troværdig og kraftig. Han vender tilbage til bluesstilen med Million Miles, og det fungerer rimelig godt. Desværre er orgelet derpå ganske monotomt meget af tiden, men den Robert Johnson-inspirerede guitar er til gengæld ikke til at stå for. Det efterfølgende nummer, Till I Fell In Love With You harr ligeledes kraftige blueselementer i sig, og den aparte instrumentation har uden tvivl sin charme, men i sidste ende kommer det nok til at blive lidt for meget af det samme. Det er dog ikke tilfældet med Not Dark Yet. Det er endnu et virkelig rørende nummer, som virkelig formår at vække mange følelser. Der er ikke et enkelt snært af blues her, men det er til gengæld et folknummer af så høj kvalitet, at man skulle tro, at det var lavet i Dylans glansperiode i 60’erne. Det er langsomt, men det er blot fordi det tager sig god tid med at blæse lytteren omkuld.

Time Out of Mind er et af de få albums, hvor jeg ville sige, at den bedste halvdel uden tvivl er den sidste. Der er nogle få sløsede elementer i starten, men mod slutningen får man så fantastiske numre som den helt utrolige Cold Irons Bound. Det har som så meget af albummet en stærk blueslyd, og det fortæller en helt fantastisk historie om kærlighed, paranoia, druk og stort set alt det guf, man kan få samlet på 7 minutter. Da kommer min absolutte favorit blandt Dylans numre, og nok i det hele taget et af de ti bedste numre, Dylan nogensinde har skrevet, hvis du skulle spørge mig. Det hedder Make You Feel My Love, og smukkere kærlighedssange skal man lede længe efter. Hvis han havde udgivet det i 60’erne, ville det nok være blandt hans mest kendte numre, så godt er det. Can’t Wait er et meget fedt, råt bluesnummer, der virkelig foruden en ret fed tekst og en fantastisk vokaloptræden også udmærker sig gennem en vældig interessant instrumentation. Afslutningsnummeret, Highlands, er 16½ minut langt, og det tog mig noget tid at lære at elske. Det er nemlig rigtig langt, og musikalsk udvikler det sig ikke rigtigt, men historien, han fortæller, er rigtig morsom, og den bliver fortalt som kun Dylan kan fortælle den. Time Out of Mind kan anbefales til alle fans af Dylans ældre materiale. Den når næsten de højder, og det er virkelig noget at prale af.

416 – Tom Waits – Mule Variations (1999)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits er et ikon blandt musiknørder. Han har lavet så meget forskelligt, at det er umuligt at sætte ham i nogen som helst form for bås. End ikke eksperimentel er rigtig en god beskrivelse af hele hans karriere, for hans tidlige musik tilbage i 70’erne var faktisk ganske traditionel. Som årene dog gik fik han prøvet alt muligt forskelligt, og blandt mine yndlinge i hans diskografi finder man Mule Variations fra 1999. Det er et meget beskidt album. Hans ikoniske stemme forhindrer ham selvfølgelig i at lyde forfærdeligt ren, men næsten hvert eneste album, han har udgivet er beskidt på sin egen unikke måde. Mule Variations lyder af en ødemark ude i det vilde vesten. Det er dog ikke country, selvom der da er svage elementer deraf rundt omkring i musikken. Der er dog ligeledes sange, der lyder mere af folk, gospel eller blues, eller endda funk, jazz, punk eller spoken word. Det tog mig i øvrigt lang tid at finde frem til visse af disse genrer. Det ender bare med at lyde som Mule Variations, mere end det lyder af nogen bestemt genre.

Jeg nævnte tidligere Tom Waits’ berømte og berygtede stemme, og hver gang man får fingrene i et Waits-album, er det noget af det, man glæder sig mest til at høre. Denne plade var faktisk min introduktion til Waits, og da jeg for første gang hørte åbningsnummeret, Big In Japan, blev jeg virkelig overrasket over, hvad jeg hørte. Denne stemme var så rå, så beskidt, så stinkende af alkohol og smøger, at han virkede utroligt overbevisende. Waits er i dag en af mine absolutte yndlingssangere, og Big In Japan er virkelig blevet en sang, jeg elsker, fordi den formåede at overraske mig så meget. Big In Japan er en fandenivoldsk, opblæst sang, som virkelig sparker albummet i gang, men noget af det fantastiske ved Waits er, at albummets numre kan afvige utrolig meget fra hinanden, mens de dog føles som skabt til at være på samme album eller endda lige efter hinanden, når man lytter til dem i sammenhæng. Det ligger decideret i navnet at Mule Variations er en varieret plade.

Mule Variations er 70 minutter lang, og det er jo en hel del tid, men den er faktisk ikke spor trættende i længden. Dels fordi Waits netop forsøger så meget, men så sandelig også på grund af, at han er så god til det hele. Der er ikke et nummer, hvor man tænker, at han ikke var nær så god til denne form for musik, som han er til resten. Der er dog selvfølgelig noget, hvor han virkelig udmærker sig, især de langsommere sange. Her kan man virkelig mærke alt det, han har været igennem i sit liv. Hold On, House Where Nobody Lives og Georgia Lee er fuldstændig smukke eksempler på, hvordan han udnytter sin stemme. Det bliver rigtig rørende, og man føler med ham, for han lægger stærke følelser i sin musik. Det er svært lige at sige, hvem man kan anbefale Mule Variations til, men hvis du gerne vil høre noget særpræget, så har Tom Waits masser af plader, der kan anbefales, og Mule Variations er så sandelig i den gode ende. Det er et af den slags albums, jeg næsten ville kalde fejlfrit.