Kategoriarkiv: P

274 – Parliament – Mothership Connection (1975)

Udgivet den af
Svar

Funkguden George Clintons grupper Funkadelic og Parliament er to af de vigtigste navne, funkmusik har oplevet. Parliaments største værk er uden tvivl deres fjerde album, som også var Clintons kommercielle gennembrud. Pladen åbner med en radiovært, der introducerer pladen som var den et radioprogram. Disse radioværter går over i omkvædet til P-Funk (Wants to Get Funked Up). Versene i denne sang er det rene spoken word, der kommer fra disse radioværter, og det hele hænger bare enormt godt sammen. Der er en god vekslen mellem det meget festlige omkvæd og den rolige radiovært. Denne radiovært elsker bare funkmusik, og hans glæde smitter sørme godt af. I slutningen af sangen bliver det hele meget jazzet, både i klaver og blæsere, der virkelig lyder som noget direkte ud af en jazzbar i den amerikanske undergrund. Efter det, så går det bare løs for fuld skrue med omkvædet, der stadig har alle jazzelementerne, men der bliver bare skruet op til niveau 11 her. Det fortsætter med Mothership Connection (Star Child), der bliver fortalt fra synspunket af et rumvæsen, der kommer til Jorden for at bringe hellig funk til os dødelige. Og det gør han sørme også med et enormt fængende omkvæd, morsom spoken word og festlig instrumentation.

Disse to er nogle af albummets mest populære numre, men det mindre populære er også virkelig godt. Science Fiction-temaet fortsætter på Unfunky UFO, hvor Jorden bliver invaderet af en UFO fra solen, hvor man bare ikke har styr på funk. De beder derfor os jordboere om at lære dem funkens kundskaber. Det er dejligt latterligt, og det er kompositorisk en flot opbygget sang, der går frem og tilbage mellem forskellige stykker, der lyder meget forskelligt, men har god sammenhæng og er enormt fængende. Det næste nummer hedder Supergroovalisticprosifunkstication, og det er som sådan ikke andet end et omkvæd og af og til et ganske simpelt b-stykke. Det, der får nummeret til at holde i 5 minutter er mest instrumentationen. Der er nogle fine instrumentale passager mellem omkvædene, men tit kører den kreative, eksperimenterende instrumentation også bare rundt under omkvædet. Der er sært nok især fokus på skralde og synthesizer, hvilket er en interessant kombination. Handcuffs er et ligeledes en virkelig sjov sang. Der bliver festet for fuld drøn med det sjove omkvæd, og på denne sang er versene også bare til at danse løs til. Sangerne går mange gange over toppen, og der bliver godt gammeldags sexet. Sangens brug af vokalisterne er helt mageløs, og det lyder bare euforisk.

Så kommer albummets største hit, Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker). Lige fra den flotte basvokal, der åbner sangen, er der dømt fest, og så snart der går gang i falsetkoret, er der dømt dansefest. Der er lag på lag af interessante musikalske valg her, og de lyder drøngodt. Der er godt gang i synthesizeren, og den gør nogle ret vilde ting. Basvokalisten og falsetkoret lyder også helt sublime oven i hinanden, og jeg kan bare ikke få nok af denne sang. Der er ikke nogen vers, det er bare ligesom Unfunky UFO en serie af elementer, der lyder virkelig godt i kontinuitet af hinanden – og det virker så godt, at man stadig har lyst til mere efter næsten 6 minutter. Afslutningsnummeret hedder Night of the Trumpasorus Peoples, og det er nok ærlig talt albummets svageste sang. Den er dog stadig virkelig kreativt med sit afrikansk inspirerede vrøvlekor og den vilde synthesizer. Foruden en smule af begyndelsen på sangen, så er der ingen reel tekst, kun vrøvleord og instrumentation. Synthesizeren virker ikke altid fokuseret, og af og til lyder den mest af alt som pruttelyde. Om dette er frivilligt eller ej ændrer ikke på, at det er meget distraherende. Det er dog et rigtig kreativt nummer, der afslutter en af de bedste funkplader nogensinde.

300 – Public Enemy – Fear of A Black Planet (1990)

Udgivet den af
Svar

Public Enemy er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, og de gjorde sig bemærket for at skubbe genrens grænser godt og grundigt tilbage i 80’erne. Før dem var det mest politiske rapmusik, man kunne finde nok enten Run-DMC eller Grandmaster Flash, men Public Enemy banede vejen for navne som N.W.A., Nas og Eminem. De er hovedsageligt forbundet med 80’erne, men en af deres mest populære plader er nu alligevel Fear of a Black Planet fra 1990. Dennes succes skyldes bl.a. de nu klassiske singler 911 Is a Joke og Fight the Power, og de er da også uden tvivl fantastiske, både når man snakker beats og lyrik. Den store lyriker på denne plade er Chuck D, der kommer med mange virkelig stærke meddelelser på denne plade. Hver eneste sang på pladen handler om racisme, sexisme eller anden social uretfærdighed. Jeg nyder også deres fede pralerap fra tidligt i deres karriere, hvor meddelelser om racisme tit lå længere inde i sangen, men at have det sort på hvidt i løbet af hele denne plade er rart, og det gør det lettere at fokusere på meddelelserne.

Der er 3 rappere på dette album. Selvfølgelig har vi Chuck D, der rapper i løbet af det meste af pladen, men der er også Flavor Flav og Professor Griff. Flavor Flavs job er som regel bare udråb, der understøtter det, Chuck D siger, men han har også sine egne linjer. Faktisk har 911 Is a Joke og den ligeledes virkelig fede Can’t Do Nothin’ For Ya Man  Flavor Flav i front, og han er en overraskende habil rapper på egen hånd, og mange andre sange har også vers fra ham. Professor Griff er ikke specielt fremtrædende på pladen, men han passer fint ind, og han kommer med nogle fine linjer. Foruden disse har sangen Burn Hollywood Burn også gode gæstevers fra Ice Cube og Big Daddy Kane. Produktionen er noget af det, der gør pladen så god som den er. Den er meget levende, og dette sker gennem en næsten utællelig række af samples, der bliver brugt så unikt, at selv de største kritikere af sampling vil have svært ved at kalde det for tyveri. Vidste du f.eks. at I Shot the Sheriff bliver samplet på Fight the Power? Det er let nok at høre, hvis man ved det i forvejen, men det bliver til en så naturlig del af sangen, at det bare ville virke forkert uden.

I det første lange stykke tid er det virkelig let at forstå, hvorfor så mange kalder dette for en af de bedste rapplader nogensinde. Der er lige en ret lang instrumental passage på Anti-Nigger Machine, hvor på intet sker, men ellers går intet rigtig galt før titelnummeret kommer. Fear of A Black Planet er stadig god sang, men den kan godt virke ret monotom, og helt unødigt er visse linjer rappet med smølfestemme. Dette ville være et større rim, hvis ikke meddelelsen var så stærk. Beatet til Reggie Jax er meget vovet, men jeg synes ikke helt det virker. Det er dog forholdsvis små problemer. Det store problem ender bare med at være, at pladen bliver ved i ret lang tid. En time er ret lang tid at lytte til så konstant hårdtslående musik. Heldigvis afsluttes det med den stærke Fight the Power, der også er dejligt festlig. Fear of A Black Planet er måske ikke et mesterværk, men det er stadig en virkelig god plade, som jeg sagtens kan anbefale til de fleste, uanset om de kan lide hip hop eller ej. Jeg foretrækker nok andre plader i deres diskografi, men nogle af deres bedste numre findes her.

315 – Pixies – Surfer Rosa (1988)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker tidlig alternativ rock. Jeg elsker i det hele taget alternativ rock, men i 80’erne havde det generelt en hårdhed og en attitude, der ikke ses nær så ofte i dag. Og hvis noget band havde attitude i de go’e gamle dage, så var det Pixies, og lige fra deres første album i fuld længde, Surfer Rosa. Pixies gjorde meget ud af, at vise, at de havde rødder i punk-musikken, og de fleste af sangene på Surfer Rosa er da også rigtig korte og hårdtslående. Kun 4 af de 13 sange er over 3 minutter lange, men disse er også nogle af de bedste. Navnlig er Where Is My Mind? og Gigantic nogle smukke sange, og de er også sjovt nok nogle af de langsomste på pladen. Forstå ikke dette sådan, at Pixies ikke er gode til at skrive hurtige sange, men placeringen mellem alle disse hurtige sange får fremhævet de langsommere sange. Det gør dem virkelig forfriskende, og får dem også til at fremstå meget dybsindige og filosofiske. Især Where Is My Mind? lyder som om, forsanger Black Francis’ sindstilstand bare går i spåner.

Mellem numrene finder man tit ren snak. Både noget, der virker forberedt, men på andre tidspunkter virker det fuldstændig improviseret. Det giver lidt ekstra liv til pladen, så den føles som om, den kunne være optaget i en lang smøre i en garage. En enkelt gang fortsætter det i længere tid end hvad godt er, nemlig mellem Oh My Golly! og Vamos, hvor der går næsten et helt minut uden musik, men selv her er det stadig en ret morsom lille optagelse. Forsanger Black Francis er en virkelig speciel vokalist. Han har en enorm skingerhed i sin stemme, og den er samtidig meget nasal. Den minder i grunden ret meget om Billy Corgan fra the Smashing Pumpkins, der ville blive store et par år senere, Black Francis råber bare meget mere. Den største sanger på pladen er dog efter min mening backingvokalist Kim Deal, som synger for på et enkelt nummer, nemlig den skønne Gigantic. Ellers er hun bare en virkelig skarp stemme, der brager sig frem. Man kan let lægge mærke til hende, og hun stjæler virkelig hele showet, hver gang hun åbner munden.

Pixies er virkelig gode til at udtrykke følelser på Surfer Rosa, og følelsen, de udtrykker oftest er uden tvivl forvirring. Det føles som om intet i hele verden går, som det skal, når man lytter til pladen, og dette kan især Black Francis’ sangskrivning takkes for, men meget af det ligger også i måden, det bliver spillet på. Black Francis’ skingre vokal bevæger sig over nogle meget distorterede guitarer, der tit er lige så langt fremme i lydbilledet som vokalen. Tit fylder de endnu mere, og de spiller meget simple, punkede akkord-strukturer, og på grund af disses store fremtræden i musikken er den generelle stemning meget psykopatisk og vild. Teksterne er på grund af de høje guitarer ikke altid lige lette at høre, men for det meste er de fuldstændig vanvittige. På Broken Face bliver f.eks. der sunget om en dreng, der er resultat af generationers incest, og som dermed ser ret forfærdelig ud. Albumstrukturen er også meget smuk. Alle sangene hænger virkelig smukt sammen, og grundet den korte længde, føler man ikke, at distortionen fylder for meget. Surfer Rosa er et fuldkommen pragtfuldt album, som alle fans af rockmusik bør lytte til.

322 – The Police – Ghost in the Machine (1981)

Udgivet den af
Svar

The Police har en lille men imponerende diskografi. Alle deres fem plader er fulde af sjove, varierede og skæve pop-rock-sange, og mellem disse finder man altid nogle særere, eksperimentelle sange. Alle pladerne er rigtig gode, men jeg ville ikke sige, at nogen af dem er af så høj kvalitet, at de bare blæser mig omkuld som lytter. Det album, der kommer tættest på for mig, er nok Ghost in the Machine. Noget, jeg virkelig holder af ved The Police, er at hvert album i sin stil er helt unikt, og på Ghost In the Machine kommer meget af pladens personlighed fra den kraftige brug af synthesizere. De brugte også synthesizere på albummet før dette, Zenyatta Mondatta, men derpå blev de oftest brugt til at skabe sjove, poppede melodier. På Ghost in the Machine er sangene ganske vist stadig tit poppede, men synthesizer-effekten minder her om noget, der kunne foregå ude i rummet. Der skabes en meget interessant, æterisk lyd med dem, og den er smuk. Et andet instrument, de for første gang arbejder med, er saxofonen, og den er en vigtig del af mange af sangene. Den gør det hele mere funky og dystert.

På Ghost in the Machine ser man forsanger Stings evner som sangskriver tydeligere end på nogen anden Police-plade, måske med undtagelse af Synchronicity. Sangene er rigtig varierede i struktur, nogle har ikke omkvæd, nogle er meget bløde, andre er meget mekaniske. Åbningsnummeret, Spirits in the Material World arbejder virkelig godt med dette. I versene er instrumentationen meget stram, mens Stings vokal er meget svævende, og i omkvædene mødes de flot et sted i midten. Nummeret derefter, der i øvrigt er min yndlingssang af gruppen, hedder Every Little Thing She Does is Magic, og det er en fantastisk rejse i musikalsk dynamik og temposkift. Næste gang, du hører det, så prøv i øvrigt at lægge mærke til, hvor aparte strukturen reelt er, når man tænker på, at det er en popsang. Der er kun to ganske korte linjer i de to første vers, omkvædet er så utrolig meget mere højlydt end verset, tredje vers bruger en helt ny melodi, og næsten halvdelen af sangen er råben over instrumentationen. Og til allersidst kommer Sting med en helt ny versmelodi, mens sangen fader ud. Det er virkelig spøjst.

The Police var generelt meget modige på Ghost in the Machine. Det fjerde nummer på pladen hedder Hungry for You (J’aurais toujours faim de toi), og det er med undtagelse af to linjer opført udelukkende på fransk. Jeg kan en smule turistfransk, men jeg fatter ærlig talt ikke en bønne af denne sangs tekst, men jeg forstår, at det handler om sex. Det er Sting, der synger, at han er pisseliderlig. fransk er kærlighedens sprog, men jeg tror rettere at årsagen til at synge det på fransk var at vise, hvordan man kan udtrykke følelser tydeligt gennem musik, også selvom man ikke forstår mere end 10 ord i hele sangen. Deres mod betaler sig ikke altid, jeg er f.eks. ikke en stor fan af Omega Man og Secret Journey, men det er nok de eneste numre, der ikke interesserer mig. Albumstrukturen er ikke noget specielt, men det gør ikke så meget, for til gengæld er lyden mere konsekvent end på noget andet Police-album. Hvis du tænker, at The Police kun lavede sjov pop-rock, så tager du grueligt fejl, og du har sandsynligvis aldrig oplevet Ghost in the Machine.

347 – Pink Floyd – The Piper at the Gates of Dawn (1967)

Udgivet den af
Svar

Før The Wall, før Wish You Were Here og før The Dark Side of the Moon hed manden bag den legendariske rockgruppe Pink Floyd ikke David Gilmour eller Roger Waters, og det var ikke i nær så høj grad progressiv rock, som det var psykedelisk rock. Deres frontfigur dengang var dog ikke mindre genial. Han hed Syd Barrett, og mens han ganske vist var decideret vanvittig, så var han også virkelig kreativ. Med undtagelse af få sange fra deres andet album, så nåede Barrett desværre kun at optage en enkelt plade med Pink Floyd. Den hed The Piper at the Gates of Dawn. Det er en meget syret plade. Det er en virkelig, virkelig syret plade. Der findes sikkert mere syrede plader derude, men kun ganske få er nær så gode som denne. Der er skøre vokalharmonier – i begge betydninger af ordet “skør”. De suger dig dybt, dybt ned i musikken, og Barretts bizarre sangskrivning gør, at man konstant lægger mærke til musikken. Der er mange af numrene, hvor man kan mærke rigtig meget improvisation, især på den 9 minutter lange Interstellar Overdrive, der nærmer sig jazz-rock med sin bombastiske syreeksplosion.

Teksterne er også virkelig, virkelig syrede. The Gnome er fortalt lidt i stil med Tolkiens fortællinger blandet med gamle folkeeventyr. Gnomen fra sangen hedder Grimble Gromble, og den kommer ud på eventyr, og jeg tror nok at sangen ender med at den tager noget LSD. Denne er med lidt over 2 minutter en af pladens korteste sange, og de korteste sange på pladen har generelt meget struktur i forhold til de længere. Det forhindrer dog ikke deres syrede natur i at være lige så tydelig. Nej, disse kan være så syrede, at det kan være decideret skræmmende, men det kan hele albummet faktisk prale med. F.eks. er sangen Lucifer Sam en virkelig dynamisk oplevelse, der tit overfalder dig med store råb, men den har sine stille øjeblikke, og den djævelske basgang har det med at hjemsøge mine drømme. Ligeledes er de lange instrumentale passager på visse af numrene så stemningsrige, at jeg virkelig kan føle mig utryg, mens jeg lytter til dem. Mange musikere kan skrive fede melodier. De færreste kan få mig til at føle så meget.

Selv lyttede jeg til The Piper at the Gates of Dawn i en yderst lækker udgave, hvor man både har hele albummet i stereo og i mono, og på en tredje cd finder man så en masse bonusnumre. Hvis du vil opleve alt, The Piper at the Gates of Dawn har at byde på, så bliver du absolut nødt til at høre stereoudgaven, monoudgaven er ikke engang de 40 minutter værd, når stereoudgaven står der og lokker. Du hører næsten aldrig det samme i de to højtalere, og hvis man endda hører dette med hovedtelefoner på, så får man virkelig en på opleveren. Hvis du kan lide senere Pink Floyd-plader, er The Piper at the Gates of Dawn uden tvivl værd at lytte til, i det mindste for at forstå hvordan bandet har udviklet sig, men navnligt hvis du elsker samtidens mest syrede rockmusikere. Og her snakker jeg altså om toppen af syre-hierarkiet. Navne som Frank Zappa og Captain Beefheart springer straks frem i mit sind. Piper at the Gates of Dawn er en af Pink Floyds bedste plader, og det er uden tvivl Syd Barretts største værk, med eller uden bandet.

369 – The Police – Reggatta de Blanc (1979)

Udgivet den af
Svar

I 1979 udgav det britiske rockband the Police deres andet album, Reggatta de Blanc, og som navnet antyder, var en stor inspirationskilde for dem reggae, da de lavede dette album. Selvom man kan høre inflydelse derfra, er åbningsnummeret, Message in a Bottle, mere et rendyrket pop-rock-nummer. Og det er endda et rigtig godt et, nok en af gruppens allerbedste sange. Det er sjovt og fængende, men samtidig kan man mærke rigtig forvirrede og oprørte følelser i musikken. Det andet nummer er et titelnummer, hvor alle vokale præstationer er vrøvle-udråb. Det er et vældig sjovt nummer, og bassen tilføjer nogle ganske dramatiske undertoner, der giver musikken mere dybde. Der kommer virkelig gang i den med den punkede It’s Alright for You, der er sunget af trommeslager Stewart Copeland. Nummeret angriber hurtigt lytteren med en virkelig sjov melodi. Hvis du er til bandets mere rå debutplade, er denne sang sikkert noget for dig, for den minder meget om denne lyd. Det er desuden vældig dynamisk, og det er jo rigtig godt.

Bring on the Night er til gengæld meget langt fra debutens lyd. Det er til gengæld vældig eksotisk i sin lyd. Alle tre medlemmer arbejder virkelig godt sammen om at skabe dette, og det simple omkvæd virker rigtig godt. Man kan mærke stærke følelser derpå, men det måtte nu godt være en smule kortere. Sangen Deathwish er lige så lang, men her fungerer længden meget bedre. Et dramatisk Bo Diddley-beat og en virkelig forpint forsanger, Sting, der råber og skriger om død. Lange instrumentale portioner sørger virkelig for at skabe stemning, og sangen føles vældig dødbringende. Ud over Message In A Bottle er denne plades store hit jo Walking on the Moon. Da jeg første gang hørte det, forstod jeg ikke, hvorfor nummeret i det hele taget blev valgt som single, men efter en stund forstod jeg, at den havde rigtig stærke kvaliteter. Det er et næsten hypnotiserende nummer, og jeg bliver gladere for den simple melodi med hver gennemlytning. On Any Other Day er endnu et nummer sunget af trommeslager Stewart Copeland, og det er en bindegal fortælling om en mand, for hvem alt bare går galt. Musikken er ligeledes vældig skør.

The Bed’s Too Big Without You var også udgivet som single, og det er skam et ganske fint nummer, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor netop denne sang blev udgivet. Det er en ret monotom post-punk-sang, der virkelig leger med, hvor monotom, den er. Den ender med at lyde bindegal, men samtidig bliver lyden ret irriterende. Contact er et meget lettere nummer at forholde sig til. Den er pladens korteste, men en kort, fængende melodi kan skam også fungere. Does Everyone Stare starter med et kort stykke, hvor Sting bliver overdøvet af et klaver, men efterhånden udvikler det sig til et mere typisk reggae-rock-nummer. Og det er endda et virkelig godt et. Det har mange finurligheder, og efterhånden virker Sting så tilknyttet til at spille vanvittig, at man kan blive lidt bekymret for ham. Dette bliver ikke bedre af den stressede No Time This Time, hvor Sting også har en sær vokaleffekt. Dette nummer afslutter albummet, og det gøres virkelig godt. The Police har aldrig lavet et dårligt album, men Reggatta de Blanc er nu alligevel virkelig let at anbefale til enhver. Det kan dog også siges om alle deres andre plader.

405 – PJ Harvey – Rid of Me (1993)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey er et af de allerstørste navne i alternativ rock, og hendes andet album, Rid Of Me er ofte opfattet som hendes største værk. På denne finder man 14 meget forskellige numre, alle af rigtig høj kvalitet. Dynamik er noget, hun lige fra første nummer, titelnummeret, fremviser, at hun har meget kontrol over. Dette er nok et ret ekstremt tilfælde på overgang mellem stille og højlydt, men det virker helt perfekt. Andre steder på albummet er overgangene noget blødere, men det helt enorme adrenalinsus. Der er rigtig mange hårde lyde i løbet af albummet, så dynamikken er vigtig. Det er komposition naturligvis også, og hendes melodier er fuldkommen gribende. Fængende ville næppe være ordet for specielt mange af dem, men man kan let sidde forgabt i hendes lydunivers. En af de bedste sange, Man-Size er faktisk på albummet to gange, begge gange fortræffeligt. Underligt nok først i en alternativ udgave ved navn Man-Size Sextet, hvor en stryger-sekstet – spillet udelukkende af Harvey selv – får hende til at virke ømmere, idet ingen andre instrumenter er med på sangen.

Senere på albummet kommer så den rigtige udgave af Man-Size og det er vitterligt en helt anden oplevelse. Hun virker stærkere og mere dominerende, det til trods for, at det er den fuldstændig samme tekst og melodi. Hun synger den end ikke på en videre anderledes måde, men at høre den med bas, trommer og guitar er så anderledes, at man får en helt anden opfattelse af hende. Hun har faktisk også et enkelt cover på pladen. Det er af Bob Dylans legendariske Highway 61 Revisited, og det lyder skønt i hendes udgave. Jeg foretrækker nok stadig Dylans version, men hendes vrede, punk-metal-udgave er noget af et under. Igen er det et eksempel på en mere ekstrem side af dynamik, for i starten af sangen kan man knap nok høre, hvad Harvey synger, hvis man ikke har skruet godt op, men det bliver tydeligere. Faktisk er det overraskende ofte, at jeg ikke kan høre et ord, og sært nok irriterer det mig slet ikke. Nej, det nærmest fascinerer mig. Det får hende til at virke mere mystisk og sexet, og jeg har ingen anelse om, hvordan hun gør det. Enhver anden kunne gøre det samme, og jeg ville hade det.

Rid Of Me er et meget beskidt album, og det prøver ikke på at skjule det. Det er samtidig meget seksuelt, så det skaber en interessant kontrast. Det er helt vildt ulækkert og attraktivt på en og samme tid. Det er noget Harvey er fuldkommen fantastisk til. Jeg ved igen ikke helt hvordan hun gør det, for med mange andre, ville de ligne manglende fokus, hvor Harvey på nærmest magisk vis kan fokusere på både støj og sex. Meget af rosen fortjener producer Steve Albini dog også, for han har haft en vigtig indflydelse på lyden. Dog tror jeg næppe, produktionen på dette album havde haft nær så enorm effekt, hvis vi ikke snakkede om netop PJ Harvey. Rid of Me er et vovet, interessant album, der hele vejen igennem tør at overraske lytteren med mange forskellige indtryk. Hvis du på nogen måde kan lide alternativ rock, om det så skulle være Tool eller Nirvana, så kan Rid of Me anbefales virkelig let. Det er en af 90’ernes bedste plader, og Harvey er en af 90’ernes dygtigste musikere.

418 – Wings – Band on the Run (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Beatles i 1970 gik hvert til sit, begyndte de alle sammen at lave soloprojekter. Disse var af varierende kvalitet, og i 1973 udkom så min favorit blandt alle disse mange plader. Det var ikke teknisk set en soloplade, da Paul McCartney lavede den sammen med sit nye band, Wings, men det er stadig et næsten perfekt album. Den starter med titelnummeret, der udvikler sig så meget, at man knap nok kan høre at starten og slutningen er samme sang, men det kører stadig ufatteligt flydende. Det er et formidabelt nummer, der på grund af sin variation underholder virkelig meget. Det andet nummer, Jet, bevæger sig inden for nogle lidt smallere rammer, men energien bevæger sig stadig rigtig meget, så de mest energiske punkter føles så meget desto mere friske. Og så er den også virkelig fængende, og det gør den kun sjovere at synge med på. Bluebird er en mere stille sang, der virkelig udmærker sig med sine flotte vokalharmonier og den jazzede saxofonsolo. Faktisk har hele sangens komposition elementer af jazz, hvilket er dejligt forfriskende.

Mrs. Vanderbilt er en af albummets mere poppede sange, men dens dystre toneleje, gør den stadig meget fascinerende. Linjen “What’s the use of worrying” bliver gentaget en del gange i løbet af sangen, og den føles virkelig opgivende og trist. Det er ikke en spor lykkelig sang, og det festlige udråb “Ho! Hey Ho!” får en mere ironisk klang. Let Me Roll It går tilbage mod de mere psykedeliske år i Beatles-historien, mens den på den meget fremtrædende guitar virker meget inspireret af Eric Claptons tid i Cream. Den stille Mamunia er en virkelig glad sang. Dens livsglæde er så oprigtig, at det smitter en del af på lytteren. Den har i øvrigt også rigtig livlig percussion, hvilket er meget dejligt, for ellers er det bare en meget simpel basgang og en enkel akkustisk guitar. No Words er en af de mindst kendte sange fra Band on the Run, og det kan man egentlig godt forstå. Det er den eneste, som ikke har boret sig godt ind i min hukommelse, men det er ikke fordi den er dårlig. Den er faktisk rigtig god, den har bare ikke rigtig noget, der minder om en hook. Det er dog dejlig psykedelisk, og det er jo en genre, hvor Sir Paul McCartney altid har klaret sig godt.

På den amerikanske udgave, samt mange nyere europæiske udgaver, sniger et nyt nummer sig ind efter No Words. Det hedder Helen Wheels, og det virker i versene kraftigt inspireret af Chuck Berry, mens de skrigende omkvæd er et ganske unikt McCartney-varemærke. Det er ikke pladens største kunstværk, men det er ganske sjovt. Man kan ikke lade være med at smile en smule af det. Picasso’s Last Words (Drink to Me) handler sjovt nok om Pablo Picassos sidste ord, der her blev oversat til “Drink to me, drink to my health, you know I can’t drink anymore”. Og det er kraftige ord, vi her snakker om, og det er også en ganske kraftig sang. Midt i sangen går den over i en blødere udgave af Jet, hvorefter den vender tilbage til form, dog stadig i en stille version. Til sidst bliver udråbene fra Mrs. Vanderbilt også inkorporeret, og det føles virkelig komplet og fyldigt. Afslutningsnummeret, Nineteen Hundred and Eighty-Five, er rigtig godt. Det lyder mest af alt af progressiv rock, hvilket der faktisk er en del elementer af i løbet af albummet, bl.a. også på titelnummeret og Picasso’s Last Words (Drink to Me). Jeg kan anbefale Band on the Run til alle og enhver. Selv hvis du ikke kan udstå beatles, så kan dette rigtig let anbefales.

419 – Portishead – Dummy (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne dukkede en meget interessant, spøjs undergenre indenfor electronica op. Den hed trip hop, og som navnet antyder tager den foruden elektronica også meget indflydelse fra hip hop og psykedelisk musik. Et af de største navne i genren er Portishead, der slog igennem med deres debutalbum Dummy i 1994. Det meste af deres musik er rigtig langsom, og det nærmer sig et hypnotiserende niveau på de bedste sange, f.eks. Sour Times og Glory Box. I forhold til de andre i genren, f.eks. Tricky og Massive Attack, er hip hop-elementet i musikken ikke så stort, for der bliver ikke rappet en eneste gang på pladen. Der er til gengæld godt med skønsang af den særdeles dygtige sangerinde Beth Gibbons. Hip Hop-elementet ligger meast af alt på sangenes beats. Nogle gange er det som taget ud af en hip hop-sang, f.eks. på Strangers, mens det stort set kun er trommerytmen, der har en smule hip hop-lyd i sig på Roads.

Som jeg tidligere sagde, virker musikken tit ret så hypnotiserende. Det er selvfølgelig her de psykedeliske elementer, der spiller sig ind. Der kan tit være en del gentagelser, og lange perioder kan vare uden noget, der minder om et crescendo, et klimaks, en opbygning eller noget i den dur. Albummet har ikke rigtig nogen problemer rent dynamisk, men dynamikken bliver behandlet meget anderledes her, end en normal plade ville gøre. Selvom musikken gentager sig ret meget, og selvom der er et mønster, kan det mønster pludseligt ændre sig eller fuldstændig blive brudt. Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du synes, albummet er kedeligt, for hvis man ikke er i det rette humør, så kan det let ske, at det kommer til at virke trivielt. Jeg er så heldigvis rimelig ofte i humør til noget Portishead, men det er det næppe alle, der lige ofte er. Det er meget smuk musik, men det er ikke ligefrem det, der altid lige hiver løs i lytteren. Portishead er dog rigtig gode til at klargøre, hvorfor man burde lytte efter. Det kan være enkelte lyde eller vendinger, men disse kan i bedste fald få lytterens interesse drejet rigtig langt ind i albummet.

Dummy sagde mig ikke rigtig noget første gang, jeg lyttede til det. Det var heller ikke tilfældet anden, tredje eller fjerde gang. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt, blev jeg bare fuldstændig opslugt af deres lydunivers. Der er virkelig meget at lytte efter, hvilket gør repetitionen rigtig let at undskylde. Det er ikke Phil Spector-agtigt, hvor der bare er en helt enorm mur af ren lyd, men der er rigtig mange små lyde over det hele, der øger lydlandskabets kvalitet. Til trods for gentagelserne, er der dog sjældent reelle omkvæd, og det var nok det, der virkelig var besværligt for mig i starten. De fleste af sangene er rigtig mindeværdige, men de er ikke just fængende, og der var ikke noget, der lige var mere mindeværdigt end resten. Så mit forhold til Dummy har virkelig udviklet sig. Jeg er gået fra næsten ikke at kunne huske den for andet end at være langsom og psykedelisk, men nu er den nok blevet til en plade, jeg ofte kan finde på at spille igen og igen. Det er en helt fantastisk plade, og jeg ville klart anbefale at lytte til den, hvis man godt kunne tænke sig at lære trip hop-genren at kende, men lyt gerne til den adskillige gange.

432 – Peter Wolf – Sleepless (2002)

Udgivet den af
Svar

Peter Wolf var forsanger i the J. Geils band, der var et ganske succesfuldt band i 70’erne. I 1984 udgav han så sit første album uden resten af bandet ved navn Lights Out, og med et par års mellemrum mellem hvert album, formåede han at blive ret konsekvent som solonavn. I 2002 udgav han så Sleepless, og på den var der ret mange ganske gode numre. Albummet starter med den dystre, spansk inspirerede Growin’ Pain, hvor Wolf fortæller om stofmisbrug og dets påvirkning på ham selv og hans medmennesker. Han opfølger denne med et cover af countrysangen Nothin’ But the Wheel af Patti Loveless, hvor han synger sammen med selveste Mick Jagger. Den får mere et præg af soft-rock på Wolfs udgave, og man kan ret let høre hvor mange følelser, der især mod slutningen strømmer igennem de to karismatiske sangere. Så kommer en mere sentimental sang ved navn A Lot of Good Ones Gone. Denne lyder meget som noget, Jackson Browne kunne have lavet, og endda som noget af det bedste, han kunne finde på. Så kommer et cover af soul-sangen Never Like This Before af William Bell. Hans fortolkning lyder meget som noget af The Rolling Stones – især som Beast of a Burden. Næsten, så det nærmer sig plagiat, når han synger “never” igen og igen – men det lyder stadig fedt.

Wolf fortsætter latino-lyden fra åbningsnummeret på Run Silent, Run Deep. Han bliver meget bitter og med linjer som “Lady, you’re dyin’ of thirst, and soon you’ll be drownin’ in Hell” bliver man suget godt ind i dette dystre univers. Han følger godt op på dette med et cover af Otis Rush-sangen Homework. I Wolfs udgave minder den mere om de gamle akustiske bluessangere som Leadbelly, John Lee Hooker og Robert Johnson – den føles ganske autentisk, og Wolf kan uden tvivl sine bluesklassikere. Han følger den op med en noget mere poleret sang;  Five O’Clock Angel er ganske rørende, og man kan ikke lade være med at smile en smule af den. Hey Jordan har meget den samme lyd, men den er nok den sang på albummet, der gør mindst for mig. Den er en ganske sød historie om et kønsforvirret individ, men Wolf tager ikke rigtig historien nogen vegne. Han sætter dog godt gang i musikken igen på Too Close Together, hvor han med Keith Richards fra The Rolling Stones på guitar fortolker Sonny Boy Williamson på rigtig energisk vis.

Han byder da på et næsten rendyrket countrynummer ved navn Some Things You Don’t Want to Know. Jeg er ikke den store country-fan, og dette nummer er virkelig ikke en undtagelse. Der sker ikke rigtig noget rent musikalsk, og der bliver ikke lagt specielt meget følelse i. Det gør der til gengæld på Oh Marianne. Den er en ret oprigtig ballade, som Wolf får til at lyde ret så sentimental. Det er i øvrigt endnu en kraftig latino-lyd, hvilket gør sangen meget mere eksotisk end ellers. Wolf lyder rigtig charmerende, og den er ret svær at være vred på. Han afslutter Sleepless med et titelnummer. Det er ikke et ringe nummer, og det runder ret godt albummet af. Peter Wolf er en rigtig dygtig musiker. Han kan udfolde sig i mange forskellige genrer, og det hele lyder stadig ret godt. Det er dog ikke alle sange på Sleepless, der er lige gode, men en hel del fortjener mere anerkendelse, end de får. Sleepless kan anbefales til især fans af J. Geils Band, The Rolling Stones eller Jackson Browne. Han gør musikalsk ikke noget specielt unikt, men han kan virkelig sit kram.